Lillejuleaftens Dag — tilmed en Søndag — i Aaret 1866 blev den første egentlige Statsfabrik til Fremstilling af Vaaben her i Landet indviet, idet Dampmaskinen i den til Geværfabrik opførte Bygning paa Tøjhusets Grund denne Dag for første Gang blev sat i Virksomhed.
Staten havde fra 1769, hvor Hammermøllen ved Hellebæk blev solgt til Grev Schimmelmann som KronborgGevær-fabrik, en Overenskomst med denne private Institution, ifølge hvilken der aarlig skulde aftages Haandvaaben til Arméens Udrustning fra Fabrikken. Anskaffelsessummen blev efterhaan- den forøget til godt 45,000 Rdl., men skønt Kronborg Geværfabrik søgte at følge med paa Geværteknikkens Omraade, og skønt Staten ved Oprettelse (i 1842) af en Kontrolkomité bestræbte .sig for at fremtvinge hurtig og fyldestgørende Levering, var Forholdene dog alt andet end tilfredsstillende. Saaledes var den efter Krigen 1848—50 paabegyndte Omdannelse af de glatløbede Geværer til Rifler langtfra tilstrækkelig fremmet ved Udbrudet af vor sidste Krig, og naar det i det hele taget lykkedes at skaffe Rifler til Soldaternes Udrustning samt Erstatning for det store Forbrug under Krigen, hvilket Forbrug gik op til ca. 75 pCt. af Styrken, skyldtes dette afgjort det store Arbejde, der under væsentligst improviserede Former blev udført ved Kjøbenhavns Arsenal i Rustkammerets Bøssemagerværksted.
Dette Værksted var i Hovedsagen indrettet paa Reparation og Pudsning af de Vaaben, der indsendtes til Rustkammeret fra Hærens Afdelinger, men der udførtes dog ogsaa nogle nye Arbejder, og Værkstedet havde gentagne Gange haft med Fremstilling af Modeller at gøre til Brug for Kronborg Geværfabrik. Værkstedet lededes af Rustmesteren, hvis Hovedopgave dog var Bestyrelsen af Rustkammerbeholdningen, og indtil Rust-mesterposten i Slutningen af 1861 overtoges af den private Bøssemager Georg Christensen, var Værkstedet i høj Grad Stedbarn.
Rustmester Christensen, der havde Kjøbenhavns største Bøssemagerværksted, og som ved flere Lejligheder havde gjort saavel Kronborg Geværfabrik som Staten betydelige Tjenester paa Geværfabrikationens Omraade, mødte til sin nye Gerning med de bedste Betingelser, i sin fulde Kraft (ca. 42 Aar gammel) og med en levende Energi. Han fik snart god Brug for sine Evner ikke mindst, da Krigen 1864 brød ud, og det var en Selvfølge, at han efter Krigen, som havde vist ikke blot de store Mangler i vor Hærs Forsyning med Rifler men ogsaa den daværende Tapriffels Underlegenhed overfor vore Modstanderes Bagladevaaben, indtraadte i den Kommission, der nedsattes til Overvejelse af Spørgsmaalet om Indførelsen af et Bagladegevær til Fodfolket.
Som første Resultat af Kommissionens Arbejde fremtraadte Bestemmelsen om at ændre de i Beholdningen værende Taprifler til Bagladning. Denne Ændring skulde foretages snarest muligt, og da Kronborg Geværfabrik ikke var indrettet paa en Forcering af Driften og iøvrigt havde vist sig uheldig ved sine senere Arbejder, søgte man ved Forhandling med Firmaerne Burmeister & Wain samt Gamst & Lund’s Efterfølgere og med udenlandske Vaabenfabrikker at faa Ændringen foretaget for den største Del af Tapriflernes Vedkommende. Disse Forhandlinger førte dels ikke til noget, dels viste de, at Ændringen vilde blive dyrere, end hvis man gik med til et af Kjøbenhavns Arsenal i Juni 1866 stillet og af Rustmester Christensen udarbejdet Forslag om at opføre en Geværfabrik paa Tøjhuset og lade Staten selv udføre Forandringen.
Da det yderligere havde vist sig, at det i paakommende Tilfælde var absolut nødvendigt at have tilstrækkelige Maskiner, Arbejdskraft og Redskaber ved Tøjhuset selv, og da der ved Lov af 30. Maj 1866 var stillet 100,000 Rd. ekstraordinært til Krigsministeriets Raadighed til Anskaffelse af Geværer i 1866—67, gik Krigsministeriet med til den foreslaaede Plan, forøvrigt uden at indhente Rigsdagens Samtykke.
Planen gik ud paa at anvende 35,000 Rd. til Ombygning og Montering af 4 Bygninger, som Marineministeriet disponerede over ved Proviantgaarden, hvorefter Ændringen af 8000
Taprifler kunde foretages for 40,000 Rd., og i Juli 1866 stillede Krigsministeriet det ønskede Beløb til Arsenalets Raadighed.
I August 1866 kom Rustmester Christensen hjem fra en Rejse til Belgien (Liége) og England, hvor han efter de strandede Forhandlinger med udenlandske Vaabenfabrikker havde indkøbt de fornødne Maskiner til den nye Geværfabrik, og Arbejdet tog nu Fart, saaledes at man i Slutningen af Aaret havde faaet oprettet en egen Fabrik for den danske Flær, en Fabrik, som ikke blot var i Stand til at omdanne Tapriflerne til Bagladevaaben men ogsaa kunde fremstille de fornødne Patronhylstre til disse Vaaben. Anlægsomkostningerne var imidlertid voksede med ca. 14,000 Rd. udover det projekterede Beløb, men saa havde Staten ogsaa faaet en »virkelig fortrinlig Fabrik«, hvad de senere Arbejder da ogsaa viste.
Arbejdet var i saa stor Udstrækning, som Forholdene tillod, udført af danske Firmaer, men Specialmaskinerne inaatte leveres fra Udlandet, særlig Belgien, og denne Levering sinkede Paabegyndelsen af Arbejdet. Det er mærkeligt af de gamle Indberetninger at se, at en Leverandør i Liége undskylder sin svigtende Leveringsevne med Koleraepidemien, som bortrev en Mængde af hans bedste Arbejdere.
Den nye Fabrik — den saakaldte »røde Bygning« — indviedes som nævnt den 23. December 1866 derved, at Dampmaskinen sattes i Gang, men trods det ret store Antal Maskiner (ca. 100), der var anskaffet, varede det dog noget, inden Arbejdet kom rigtig i Gænge.
Det gamle Bøssemagerværksted beskæftigede i sin sidste Tid ca. 40 Mand, der alle overgik til den nye Fabrik, men Styrken blev dog snart forøget, saaledes at der efter Patronmaskinernes Igangsætning i Februar 1867 beskæftigedes ca. 150 Mand under Ledelse af en Bøssemagermester og de fornødne Oversvende eller Formænd. Man faar et Indblik i Datidens Livsvilkaar, naar man ser, at en dygtig Haandværker dengang fik en Timeløn af 12 Skilling og en Arbejdsmand 5—8 Skilling, og man forstaar Vanskelighederne ved at faa en rigtig ordnet Fabrikation i Gang, naar man hører, at det første Sæt Fræser blev fremstillet ved Haandarbejde, saaledes at Fræsetændeme mejsledes ud og dei efter blev filede eller gxa- verede i rette Form.
Men alle Vanskeligheder til Trods blev Tapriflerne dog ændrede forholdsvis hurtigt, selv om Tempoet blev noget nedsat af Hensyn til de i Mellemtiden fortsatte Overvejelser om et nyt Bagladevaabens Indførelse.
Kommissionen havde i Begyndelsen af 1867 bestemt sig for at indstille to Systemer, nemlig »Peabody«- og »Remington- geværet« til Ministeriets Valg. Da Remingtongeværet hurtigst kunde leveres, fik Firmaet Remington & Son i Amerika overdraget en Bestilling af ialt 40,000 Bagladerifler af Model 1 867 samt af 1500 Karabiner af samme Model.
Til Anskaffelse af nye Haandskydevaaben var der i Januar 1867 ved Lov bevilget 1,306,740 Rigsdaler for Finansaaret 1867—68, hvoraf dog 100,000 Rd. kunde anvendes allerede i 1866—67. Dette betegnede Afslutningen paa den Strid, som var rejst mellem Rigsdagen og Krigsministeriet i Anledning af den nye Geværfabriks Anlæg udenom Bevillingsmyndighederne. Disse stillede sig iøvrigt senere velvilligt overfor Geværfabrikken, som ikke ønskede at begrænse sin Virksomhed til Omdannelse af Taprifler, men higede efter at faa sin Andel i Fremstillingen af det nye Bagladevaaben.
For at sætte Fabrikken i Stand til at paatage sig en saa- dan Nyfremstilling gjaldt det bl. a. om at skaffe sig Kendskab til Fabrikationsmetoderne i Amerika, hvorfor den fik Tilladelse til at lade den daværende Formand J. Rasmussen — den senere Rustmester —, som havde udrettet et meget betydeligt og fortjenstfuldt Arbejde ved Opstilling af Maskiner og Planlæggelse af Fabrikationen i den nye Fabrik, afrejse til Amerika for at assistere ved Modtagelsen af Remingtongeværerne fra Januar til August 1868.
Da Omdannelsen af Tapriflerne var tilendebragt i 1869 —70, kunde Fabrikken derfor gaa i Gang med Fremstilling af Reservedele til den nye Bagladeriffel som Forarbejde til den paatænkte Fabrikation af dette Vaaben.
I Marts 1869 var det lykkedes Krigsminister, Generalmajor Raasløff at opnaa Bevilling paa det Beløb, der udkrævedes til en Afvikling af Statens Forhold til Kronborg Geværfabrik, hvilket Forhold siden Etableringen af Statens Geværfabrik havde været yderlig spændt men dog medførte, at en Del af Tapriflerne maatte omdannes paa Kronborgfabrikken, som ligeledes var begyndt at fremstille Remingtonkarabiner Samtidig opnaaedes en Bevilling paa 55,000 Rd. til Udvidelse af »Værkstederne« ved Tøjhusafdelingen, som Kjøbenhavns Arsenal siden Hærloven af 1867 nu kaldtes. Udvidelsen skulde sætte Statsfabrikken i Stand til at iværksætte en aarlig Fabrikation paa 1000—1100 Bagladerifler af Model 1867, og for en Del af de bevilgede Penge opførtes den saakaldte »gule Bygning«, hvori der indrettedes Smedie, Slibe- og Glødeværk- sted samt Smergle- og Reparationsværksted foruden Pudsestue for Arbejderne ved Rustkammeret, der stadig sorterede under Rustmesteren.
Fabrikationen af Bagladeriflerne begyndte i 1870, i hvilket Aar Kronborg Geværfabrik nedlagdes, og en Del af dens Arbejdere samt Maskiner overgik til Tøjhusfabrikken. Først i' 1913 ophørte den sidste af Hellebækmændene at virke ved Geværfabrikken.
Takket være Rustmester Christensens smidige Dygtighed og uselviske Arbejde for Statens Interesse var der saaledes i Løbet af knap fire Aar fremvokset en virkelig Geværfabrik, der kunde tilfredsstille Hærens normale Krav til Forsyning med Haandvaaben. Rustmesterens Arbejde var allerede bleven paaskønnet paa flere Maader. Den 31. December 1863 blev han Krigsraad med særlig Tilladelse til at bære Kaptajns Distinktioner —Rustmesterstillingen synes ikke dengang at have givet sin Indehaver nogen Rang —, Aaret efter blev han Ridder af Dannebrog og i Slutningen af 1866 fik han Sølvkorset. Det skal endnu anføres, at han i 1877 tilendebragte en Ordning af Haandvaabnene i Rustkammersalen og den historiske Vaabensamling paa Tøjhuset og saaledes ogsaa viste denne Side af sin Virksomhed skyldig Interesse. Imidlertid tog hans voksende Deltagelse i det offentlige Liv — han var fra 1871 bl. a. Formand i Industriforeningen og ledede Arbejderne til den store Udstilling i 1872 — meget af hans Tid, og den egentlige Værkstedsledelse overgik derfor ogsaa mere og mere til den ovennævnte Formand, Værkfører Rasmussen.
I de kommende Aar fortsattes Fabrikationen af Bagladevaaben af Model 1867, af hvilke der fremstilledes ca. 31,500 Bagladerifler og ca. 7000 Karabiner. Den aarlige Bevilling til Haandvaaben med Tilbehør var paa 72,000 Kr., men hertil kom Pengemidlerne til Fabrikationen af Patronhylstre, og Fabrikken var ogsaa beskæftiget ved Fremstilling af Præcisionsarbejder til Artilleriet, saasom Opsatser til Feltskytset, og af Brandrør til Laboratoriet.
I Slutningen af Halvfjerdserne rejste der sig et Krav om at faa den hidtidige Omdrejningspistol af Model 1865, som var fremstillet paa Kronborg Geværfabrik, erstattet med en Pistol af mindre Kaliber, og Resultatet af de ved Tøjhuset udførte Forsøg blev Fremstillingen af Officerspistol af Model 1880, af hvilken der i de følgende Aar torfærdigedes ca. 1000, samt af Omdrejningspistol M. 1882, hvoraf der ialt blev forfærdiget ca. 1200.
I Februar 1883 døde Rustmester Christensen og afløstes af Værkfører Rasmussen, hvis hele Virksomhed ved Fabrikken afgjort kvalificerede ham til Stillingen.
Den nye Rustmester havde ganske vist i en Aarrække sat sit Præg paa Udviklingen, men nu fik han rigtig Raaderum, og det skulde snart vise sig, at han, .der var en Mand midt i Fyrrerne, i højeste Grad skulde faa Brug for sin store Energi og Arbejdsevne, der var forbundet med et betydeligt mekanisk Snille.
Den i 1883 paabegyndte Fremstilling af nye Viserer til Bagladeriflerne medførte en ikke ringe Forøgelse af Fabrikkens Arbejdsstyrke, som i de tidligere Aar havde været ca. 100 Mand, men nu steg til 150 Mand, dog dette var forsaavidt af mindre Betydning, men værre var det, at Pladsen som Følge af den stadige Forøgelse af Materiellet og Udvidelse af Fabrikkens Arbejdsfelter var bleven meget kneben, saa at den røde Bygning viste sig at være overbelastet, og en Udvidelse af Lokalerne derfor blev nødvendig. Et Forslag, som fremsattes i 1884, om Opførelse af en større ny Bygning m. m. paa Tøjhusets Grund blev forkastet, formentlig af Frygt for Brandfaren, idet Kristiansborg Slot netop nedbrændte, medens Sagen behandledes, og man nøjedes derfor med en mindre Tilbygning til den røde Bygning.
Samme Aar nedsattes der imidlertid en Kommission med det Formaal at foreslaa en ny Geværmodel til Fodfolket, idet man i andre Lande var begyndt at indføre smaakalibrede Magasingeværer. Kommissionens Arbejde resulterede til en Begyndelse i, at man bestemte sig for et 8 mm’s Kaliber, og i 1886 arbejder Fabrikken paa Fremstilling af et 8 m m Forsøgs-Repetergevær med løst Magasin efter en af Englænderen Lee konstrueret Model.
Det var ikke efter Rustmester Rasmussens Ønske, at man var standset ved at foreslaa Indførelsen af et Magasingevær.
Allerede i 1880 havde daværende Kaptajn V. H. O. Madsen, den senere Generalmajor og Krigsminister, sammen med Rasmussen konstrueret et Rekylgevær, der i 1883 havde antaget en brugelig Form som Selvladegevær til Fodfolksbevæbning. Dette Gevær søgte Rustmesteren nu at faa antaget til de planlagte Forsøg ved Troppeafdelingerne, og det lykkedes ham at faa udvirket, at der blev givet Ordre til Fremstilling af 50 Rekylgeværer. Herved traadte Danmark endog for en Tid i Spidsen for Udviklingen paa Geværteknikkens Om- raade, idet der paa det Tidspunkt endnu ikke i andre Lande var fremkommet noget brugeligt Fodfolksgevær til Selvladning.
I 1886 var imidlertid Spørgsmaalet om at opføre en ny Geværfabrik udenfor Tøjhusets Grund blevet rejst, og nu gentog paa en Maade Begivenhederne fra 1866 sig, idet Rustmesteren stadig stod bag ved de Forslag, Tøjhusafdelingen og Artilleriet fremsatte om Bevilling til Anskaffelse af nye Geværer i Forbindelse med Opførelse af en ny Fabrik. Saaledes indstilledes der i Januar 1887 om en paa 5 Aar fordelt Bevilling paa ca. 3,5 Million Kr. til Fremstilling af de 42,000 nye Geværer med tilhørende Patronhylstre, som man ansaa for nødvendige til Fodfolkets Linieafdelinger.
Hylsterfabrikationen kunde allerede paabegyndes i Februar 1887, og i Maj s. A. blev 530 8 mm Forsøgs-Repetergeværer færdige og udleverede til 23. Batl. Men allerede 1. April 1887 var der bevilget 415,000 Kr. til Opførelse af en ny Geværfabrik paa Amager, og Rustmester Rasmussen fik saaledes sit mest brændende Ønske tilfredsstillet, idet Opførelsen straks efter paabegyndtes i Overensstemmelse med hans Forslag, der for en Del var baserede paa det Kendskab til de moderne Vaa- benfabrikkers Indretning, han havde erhvervet sig bl. a. paa en Rejse i 1885 til Hovedcentrerne for den evropæiske Vaaben- fremstilling. Disse Erfaringer uddybedes paa en Rejse, han sammen med Kaptajn Madsen foretog i August—November 1887 til Amerika.
Ved Rustmesterens Hjemkomst viste det sig, at der ikke var rigtig Fart i Arbejdet paa Rekylgeværet, og at han havde været savnet ogsaa ved Arbejdet paa den nye Fabrik. Han fik imidlertid snart alt i god Gang paany.
Patronhylsterfabrikationen viste sig at betyde en væsentlig Fordyrelse for Anlæget af den nye Fabrik, og det blev efterhaanden klart for Myndighederne, at denne Fabrikation rettelig burde henlægges under Laboratoriet, hvorfor det bestemtes, at den nye Fabrik ikke skulde rumme de til Patronhylstrene benyttede Maskiner. Imidlertid fortsattes Arbejdet med Hylsterfremstillingen paa den gamle Fabrik, indtil samtlige Patronmaskiner i Januar Kvartal 1889 afleveredes til Laboratorieafdelingen.
Arbejdet paa den nye Geværfabrik skred godt frem, og i Sommeren 1888 var de ikke blot tidssvarende, men ogsaa i arkitektonisk Henseende meget stilfulde Bygninger saa vidt færdige, at man kunde paabegynde Opstillingen af Arbejdsmaskinerne. Til Anskaffelse af nye Maskiner samt Geværpiber og Ammunition bevilgedes der i April 1888 860;000 Kr., og i Oktober 1888 begyndte Arbejdet- i den nuværende Gevær- fabriks Maskinværksted med Indretning af den ny Fabrikation.
Endnu var Spørgsmaalet- om den nye Geværmodel dog ikke afgjort undtagen for Kalibrets Vedkommende. Det prøvede Forsøgs-Repetergevær (Lee-Geværet) havde ikke vist sig helt tilfredsstillende, og Prøverne med Dansk Forsøgs-Reky. 1 gevær, der afholdtes ved 22. Batl., var heller ikke faldet saa heldigt ud, at man turde bestemme sig for dette Gevær, som tilmed var for tungt og ca. 60 pCt. dyrere end Repetergeværet. Yderligere kneb det med Leveringen af de nye Maskiner, hvoraf saa mange som muligt var krævet tilvejebragte fra indenlandske Leverandører, men som dog for de specielle Maskiners Vedkommende maatte indkøbes hos udenlandske Fabrikanter, der alle var stærkt engagerede ved den store Vaabenfabrikation paa Kontinentet.
Rustmesteren sled af alle Kræfter for at faa Arbejdet fremmet. I 1888 gjorde han Rejse paa Rejse til Tyskland og Sverige for at faa leveret Maskiner og skaffe det bedste Pibemateriale, og i 1889 rejste han til Kongsberg Geværfabrik for at forhandle med Oberst Krag om Ændring af Krag-Jørgensens Gevær til Indførelse i Danmark. Samme Aar rejste han til Solingen og Liége for at indlede Underhandling om Levering af Bajonetter, der ligesom hidtil skulde fremstilles i Udlandet. Disse Rejser i Forbindelse med det energiske Arbejde paa Geværfabrikkens Start levnede ham ikke Tid til at tage sig af Rustkammerbeholdningen, og fra 1. Juli 1889 udskiltes da og saa denne fra Fabrikken, saaledes at Rustmesteren siden kun virkede som »Bestyrer« af Geværfabrikken — Chef for denne kunde han som Officiant ikke kaldes efter Datidens Anskueiser. —
I sidste Hhlvdel af 1889 blev der gjort Forsøg med Krag-Jørgensen Geværet, der under Benævnelsen »Forsøgs-Repetergevær M. IT« blev prøvet ved Tropperne med det Resultat, at det efter en Ændring i Januar 1890 endelig Mev antaget som Gevær 1889 til Brug for det danske Fodfolk, og allerede sidst i Marts 1890 kunde de første Geværer 1889 indleveres til Kontrol ved Gevær kommissionen.
Nu kom der rigtig Fart i Fabrikationen, Arbejdsstyrken steg til 14 Funktionærer og godt 500 Mand, som i et Dag- og et Nathold stræbte at fremskynde Leveringen af de nye Geværer, og Fabrikken maatte endda bestille 10,000 smeddede Laase-stole i Udlandet.
I Marts 1889 standsedes Driften i den gamle Geværfabrik, men denne benyttedes dog stadig som Lager for den nye Fabrik, til den i sidste Halvdel af 1890 overlodes til Indretning af Kanonværkstedet, efter hvis Flytning til Amager i 1905 den gamle, veltjente Bygning nedreves. Paa dens Grund ligger nu en Del af det kongelige Biblioteks Have.
Bevillingerne til Fremstilling af Gevær 1889 var i de følgende Aar store — omkring 1 Million Kr. pr. Aar —, og Arbejdet skred godt frem, om end flere Forhold, saasom Indførelsen af røgfrit Krudt og Vanskeligheder ved Fremskaffelse af de til den derved forøgede Paavirkning nødvendige, stærkere Pibeemner, lagde Hindringer i Vejen for den ønskede hurtige Levering. Hertil kom en Brand i Juli 1892, der for en kortere Tid næsten stoppede Driften helt.
Da Geværfabrikken den 23. Decbr. 1892 kunde fejre sit 25 Aars Jubilæum som Statsinstitution — Jubilæet højtideligholdtes under overordentlig festlige Former den 2. Januar 1893 — var der ialt til Geværkommissionen indleveret godt 17,000 Geværer 1889.
Det store Antal Operationer, som Fremstillingen af Gevær 1889 udkræver — ca. 1100 — nødvendiggjorde Anvendelsen af en Mængde — ca. 400 — Maskiner, og disse var da ogsaa fuldt optagne i det følgende Par Aar. Imidlertid fik de
Den nye Geværfabrik 1888.
Billedet er taget fra Sydvestsiden af Fabrikken foran ses den nu opfyldte Del af Kalvebodstrand, Islands Bryggekvarteret.
I Baggrunden tilvenstre Kristianshavns Vold.
store Bevillinger en Ende, og man maatte se sig om efter andet Arbejde, idet den normale, aarlige Bevilling — ca. 100,000 Kr. — ikke tillod Opretholdelsen af fuld Drift.
Fremstillingen af 8 mm 2-løbede Mitrailleuser og af Cykler til Hæren, Omdannelsen af Flaadens Remington. karabin til 8 mm Kaliber, ja end ikke den genoptagne Fabrikation af Rekylgeværer i Form af Rekylkarabin M. 1 89 3 til Land- og Søbefæstningeen, der senere — i 1896 — yderligere ændredes til Flaadens 8 mm Rekylgevær Model 189 6, kunde, lige saa lidt som Arbejdet for Hærens Kanonværksted med Tilvirkning af Opsatser og Præcisionsinstrumenter og for Laboratorieafdelingen med Afdrejning af Granater, holde Driften vedlige. Da Arbejdet for Hæren saaledes til en vis Grad svigtede, maatte der prøves med privat Arbejde, og Rustmesteren havde her ved sine Forbindelser og sin Energi Held til at skaffe Fabriksdriften den fornødne Hjælp til, at den kunde svare sig.
Der udførtes saaledes for Kongsberg Vaabenfabrik i 1895—97 et stort Arbejde ved Fremstilling af Geværdele, Spændeapparater, Maskiner og Værktøj til Geværfremstilling, og flere private Firmaer og Personer fik fremstillet Forsøgsmaskiner og lignende.
Fra 1. Juli 1895, hvor Artilleriets tekniske Afdelinger paa De væsentligste af de ved Geværfabrikken fremstillede Haandskydevaaben.
A. Den til Bagladning omdannede Tapriffel. B. Bagladeriffel af Model 1867. C. Rytterkarabin 1867-96. D, Officerspistol af Model 1880. E. Pistol af Model 1882. F. 8mm Forsøgsrepetergevær M. I. G. 8mm Forsøgsrepetergevær M. II. H. Gevær 1899. /. Ryttergevær 1889.
lignende Maade som før 1867 sluttedes sammen under en overordnet Myndighed, »Direktøren for Artilleriets tekniske Tjeneste«, fik Geværfabrikken Navneforandring til Haand- vaabenværkstederne, men den vedblev dog ligesom i vore Dage at være bedst kendt i den almindelige Bevidsthed under sit gamle, noksaa betegnende Navn.
I 1896 og følgende Aar begyndte der en Ændring af Bag- ladevaabnene af Model 1867, hvorved disse, der i 1891 havde faaet deres Viserer inddelt i Meter, i saa stor Udstrækning, som deres Styrke tillod, indrettedes til Patroner med røgfrit Krudt. Endvidere ændredes den gamle Omdrejningspistol af Model 1865, og disse Ændringer jævnsides med en aarlig Fremstilling af ca. 1200 Geværer 1889 til Vedligeholdelse af Geværbeholdningen beskæftigede Geværfabrikken, hvis Arbejderstyrke i disse Aar efterhaanden sank ned til ca. 100 Mand, uagtet Fabrikationen af Bajonetter fra Slutningen af 1901 indgik i Virksomheden, som yderligere omfattede Størsteparten af Hærens Udrustning til Enkeltmand.
Rekylgeværspørgsmaalet var imidlertid ikke bragt ud af
Verdenen, tværtimod arbejdedes der ivrigt paa at forbedre den eksisterende Model, samtidig med at nye Modeller til Selvlade- geværer fremkom, saaledes et af nuværende Oberstløjtnant Qvist og et af Bøssemager, nuværende Kontrolmester ved Haandvaabenkontrollen, Bang konstrueret Selvladegevær. Intet af disse opnaaede dog Antagelse, derimod blev det af Rust- mester Rasmussen — der siden Oktober 1902 havde faaet Navneforandring til Bjarnov — forbedrede Rekylgevær som Rekylgevær M. 1903 antaget i den danske Hær til Brug for Rytteriet og Land- og Søbefæstningen.
En Levering af Rekylgevær M. 1903 til Hæren begyndte nu i 1904—05 og efterfulgtes af en endnu større Levering i 1905—07 til Dansk Rekylriffelsyndikat, som Rustmesteren med Krigsministeriets i 1903 givne Samtykke havde overladt Udnyttelsen af sin Opfindelse for Udlandets Vedkommende. Herved sattes Geværfabrikken paany i Stand til fuldt at udnytte sit Materiel, og Arbejdsstyrken forøgedes til godt 300 Mand.
I 1908 planlagde Rustmesteren en Fabrikation af 5000 Jagt-Rekylgeværer af Svenskeren S j øgrens Konstruktion til et privat Konsortium, hvorved en Opretholdelse af fuld Drift var sikret i de følgende to Aar.
Rustmester Bjarnov naaede dog ikke at faa denne Fabrikation i fuld Gang, idet han den 7. Juli 1908 ved Opnaaelsen af de 70 Aar maatte tage sin Afsked.
Det var et yderst paaskønnelsesværdigt Arbejde gennem 44 Aar i Statens Tjeneste, der herved fandt sin Afslutning, og det er vel ikke for meget sagt, at han paa det Tidspunkt, da den nuværende Geværfabrik anlagdes, var den eneste Mand her i Landet, som havde Dygtighed og Energi, Fremsyn og Dristighed nok til at sætte en Geværfabrikation i Gang under saadanne Former, at Fabrikken den Dag i Dag i alt væsentligt har kunnet fyldestgøre Hærens Tarv til Haandvaaben. Han havde i Slutningen af 1887 modtaget Ridderkorset som Anerkendelse, men maatte derefter vente paa yderligere Paaskøn- nelse til sin Afsked, ved hvilken han modtog Sølvkorset. Han døde i 1912.
Rustmesteren havde — som alle fremragende Ledere — en udmærket Evne til at vælge sine Hjælpere og knytte dem og Arbejderne fast til sig. Der stod derfor ved hans Afgang en i alle Henseender vel udrustet Virksomhed til Disposition for hans Efterfølger. Paa et enkelt Punkt havde han imidlertid ikke kunnet vække tilstrækkelig Interesse for Geværfabrikationen, nemlig med Hensyn til Officerskorpsets Lyst til at beskæftige sig med denne Side af den tekniske Virksomhed. Fraregnet en enkelt, frivillig Elev i hans sidste Virkeaar havde han kun kunnet knytte en eneste Officer, endda for en forholdsvis kort Tid, til Geværfabrikken, nemlig daværende Premierløjtnant Bohn som fra Januar 1893 til 1895 ansattes ved Fabrikken og som nu ved Rustmesterens Afgang udnævntes til hans Efterfølger og ansattes som Chef for Haandvaabenværkste- deme og fung. Underdirektør.
Kaptajn Bohn mødte til sin nye Gerning med særdeles gode Forudsætninger dels fra en Uddannelse i 1893 i Tyskland dels Ira et godt Aars Ophold i 1895—96 ved Kongsberg Vaabenfabrik og sidst men ikke mindst fra en fleraarig Tjeneste som Chef for den i 1897 oprettede Haandvaaben- kontrol, der afløste Geværkommissionen, hvilken Tjeneste bragte ham i daglig, direkte Forbindelse med Fabriksvirksomheden.
Udover den lige paabegyndte og ret besværlige Fabrikation af Jagt-Rekylgeværerne var det store og vigtige Krav, der stilledes til Geværfabrikken i de nu kommende Aar. Indførelsen af et Spidsprojektil til Gevær 1889 nødvendiggjorde en Ændring af hele Hderens Beholdning af dette Gevær, der samtidig forsynedes med ny Sikring, og Hærloven i 1909 medførte Nødvendigheden af en betydelig Forøgelse af Geværbeholdningen, hvilket alt skulde gennemføres i Løbet af forholdsvis kort Tid. I Aarene 1910—12 arbejdedes der derfor med fuld Kraft paa Fabrikken, hvis Arbejdsstyrke var 24 Funktionærer og omkring 300 Arbejdere. Der var saaledes ikke Tale om, at Fabrikken kunde paatage sig Fremstillingen af en Rekylpistol, til hvis Anskaffelse der netop omkring det Tidspunkt var stillet uafviselige Krav fra hærens Side. En saadan Pistol, der som Pistol 1910 indførtes i Hæren, maatte indkøbes i Belgien (Liége).
Derimod blev Geværfabrikken i Stand til at honorere Kravet om Tilvejebringelse af et nyt Gevær til Afløsning af Rytterkarabin 1867—96, og i 1912—14 fremstilledes der Ryttergeværer 1 889 til Rytteriet. Samtidig forberedtes en Ændring af Rekylgevær M. 1903 til Brug for Rytteriet og Fodfolket, som nu er udrustet med Rekylgevær M. 1 903 —1 4 i særlige Formationer indenfor de to Vaaben.
Jævnsides med de store Arbejder, der siden Verdenskrigens Udbrud er fortsatte i stadig stigende Tempo, er der fore- gaaet en delvis Omlægning og Udvidelse af Driften, saaledes at Geværfabrikken, der ved Oprettelsen af F1 ærens tekniske Korps i 1909 fik ny Navneforandring til Rus tkam- merværkstedet — et Navn med lidt for stærke Reminiscenser fra det gamle Bøssemagerværksted ved Rustkammeret — nu maa siges at staa paa Højde med de moderne Vaabenfabrikker, saa vidt Forholdene i et lille Land tillader det.
Det er et stort Antal Arbejdere, der efterhaanden har været beskæftigede ved Geværfabrikken, og denne har derigennem ikke blot kunnet give sit Bidrag til vor hjemlige Maskinindustris Udvikling men ogsaa ved Uddannelsen af en Skare dygtige Bøssemagere til Hærens Afdelinger ydet sin store Hjælp til en god Vedligeholdelse af Hærens Haandvaaben.
Mange Funktionærer og Arbejdere har dog holdt fast ved Fabrikken, som har budt og stadig byder gode Kaar. Foruden Værkmester Kragh, der i 1883 tilgik som Værkfører (Værkmester) og siden i de mange Aar har været Geværfabrikken en ualmindelig dygtig, alsidig og paalidelig Støtte, har ikke mindre end 12 Funktionærer og 15 Arbejdere været i Fabrikkens Tjeneste i over 25 Aar, medens yderligere 6 Funktionærer og 14 Arbejdere har gjort Tjeneste i 15—25 Aar. Blandt Funktionærerne skal nævnes Fabrikkens Kon tro 1-
8mm Rekylgeværets forskellige Typer.
A. Dansk Forsøgs-Rekylgevær M. 1888. B. 8mm Rekylkarabin M. 1893 til Landbefæstningen. C. Det til Søbefæstningen og senere Flaaden fremstillede Rekylgevær M. 1896. D. 8mm Rekylgevær M. 1903. E. 8mrn Rekylgevær M. 1903-14.
mester, Hergett, de fire Værkførere Lindberg, Hübner, Mathiesen og Petersen samt Portner Hansen, der alle forlængst med Ære har holdt 25 Aars Jubilæum. Den af hele det nuværende Personale, som længst har været ansat ved Fabrikken, er Snedker Johansen i Skæfteværkstedet, der kom i 1881.
I de senere Aar — siden 1909 — har enkelte, yngre Officerer gjort Tjeneste ved Geværfabrikken, dog nærmest til Hjælp for Chefen ved den administrative Del af Virksomheden, men Interessen for Geværteknikken har desværre stadig kun været ringe i Officerskorpset, og der har ikke været gjort alvorlige Skridt til at vække denne Interesse ved at give dertil egnede Officerer eller ligestillede en saa fyldig Uddannelse, at den gode Tradition for Geværfabrikkens Ledelse med fuld Sikkerhed kan ventes ført videre.
Omkring Geværfabrikken har der i de sidste Aartier rejst sig en Række Bygninger for Hærens tekniske Institutioner, blandt hvilke Fabrikken hidtil, ogsaa rent arkitektonisk, har hævdet sin sikre Stilling. Det maa ønskes og haabes nu ved Fabrikkens tilstundende 50-Aars Jubilæum, at den fremdeles maa staa godt rustet til af imødekomme Hærens Krav til en tidssvarende Forsyning med Haandvaaben, saa at den i Tide kan tage bl. a. sin væsentligste og formentlig nærliggende Fremtidsopgave, Tilvejebringelsen og Fremstillingen af et fuldtud moderne Fodfolksgevær, op og løse de kommende Tiders Opgaver, tro mod sin hæderfulde Fortid, til Ære for sig selv og til Gavn for vor Hær og vort Land.
