Af major Claus Eskild Andersen, cand.phil., chef for Hærens Militærgeografiske Afdeling 2002–2007.
”No GIS can be a success without the right people involved. A real-world GIS is actually a complex system of interrelated parts, and is a smart person who understands the whole.”
Roger Tomlinson: Thinking about GIS
Formålet med denne artikel er dobbeltsidigt. For det første er det hensigten at oplyse om begrebet GIS, og hvad dette står for, og hvad GIS betyder for Forsvaret uden at gå alt for meget i tekniske detaljer. For det andet er det hensigten at gøre en slags status over, hvor GIS står i dag i Forsvaret, set i fem år fra chefstolen for det, de facto, eneste reelle GIS-kompetencecenter i Forsvaret i dag. CIS og GIS er to begreber, som i farten ofte forveksles med hinanden; men hvor det ene står for ”Command and Information Systems”, så står det andet begreb for udnyttelsen af moderne IT-teknologi, under anvendelse af geografiske informationer, til planlægning, visualisering og analyse af aktuelle problemstillinger – begge dele bygger imidlertid på IT-informationssystemer og ofte anvendes GIS i realiteten til at understøtte CIS.1 Akronymet GIS betyder netop Geografiske Informationssystemer, og i et anset opslagsværk lyder definitionen på GIS, at det: ”er et edb-system til lagring, analyse og præsentation af stedfæstet, dvs. geografisk koordinatsat, information” [kilde: DSDE]. Det militærgeografiske område henregnes normalt til en af de krigsvidenskabelige discipliner.2 GIS har i de seneste år taget en større og større plads i det militærgeografiske arbejdsfelt, og udgør i det moderne forsvar hovedparten af området.3 I nyere tid har begrebet da også i en kort periode været et fokusområde ved eksempelvis Forsvarets Forskningstjeneste. Desværre blev det imidlertid hurtigt nedprioriteret til et område ”ved siden af havende tjeneste”, og dermed blev området efterfølgende, set for omverdenen, reelt totalt negligeret. Det er endvidere vigtigt at slå fast, at foruden den uomgængelige daglige anvendelse af GIS i Forsvaret, vil GIS også have en fremadrettet vigtig rolle at spille i Netbaserede Operationer (NBO). Derfor er der en rigtig god grund til at beskæftige sig med fænomenet GIS, og den rolle, som det i dag spiller i det danske Forsvar. Eksempelvis skriver forfatteren af HOK’s GISstrategi ganske rigtigt, at: ”da oplysningerne (data) er stedbundne, kan de refereres direkte til den fysiske virkelighed. De stadigt stigende krav til hastighed, fleksibilitet og præcision i beslutninger og handlinger, gør det geografiske grundlag og analysen heraf, til en afgørende faktor for operationens succes. I Network Centric Warfare, vil behovet for koordination og interoperabilitet mellem sensorer, våbenplatforme og beslutningsstøttesystemer kræve, at de geografiske informationer findes i kompatible digitale systemer. Udenlandske undersøgelser viser, at mere end 90 % af de data, der bruges ved militære operationer, er geografisk relaterede. Med andre ord vil en effektiv håndtering af GIS området være en væsentlig forudsætning for operationens planlægning og gennemførelse og er derfor et område, der skal gives den nødvendige opmærksomhed” (HOK GIS-strategi, maj 2004).4 GIS (Geospatiale Informationssystemer) er på det grundlag et indlysende rigtigt og vigtigt værktøj for Forsvaret, idet der næppe kan tænkes en operation i nyere tid såvel indenfor som udenfor landets grænser, som ikke skal kunne stedfæstes i tid og rum. Her har GIS vist sig at være et ideelt værktøj, som kan bruges såvel til præsentation af geodata på computere, som til analyse af en lang række problemstillinger til føringsstøtte, herunder f.eks. terrænanalyse og visualisering. Populært antages GIS at bestå af fem hovedkomponenter, som er: Data, Hardware, Software, Mennesker og Procedurer (se figur 1), og i det efterfølgende skal komponenterne beskrives i nogen – om end ikke udtømmende – detalje. Data er GI systemernes brændstof. Uden geospatiale data går ingenting. Det er på det grundlag derfor meget betænkeligt, at der sjældent tages højde for udgifter til anskaffelse af geodata i våben-, førings- og simulationssystemer. Dette medfører erfaringsmæssigt generelt, at myndigheder ofte står overfor det konkrete problem, at det kan være en bekostelig og overordentlig tidkrævende affære at fremskaffe data til deres dyrt indkøbte systemer. Desuden anskaffes der løbende systemer til Forsvaret, hvor man under anskaffelsesproceduren end ikke overvejer, hvilken geodata standard man skal følge. Konsekvensen er ofte, at man, for det første står overfor et næsten uoverskueligt problem med i det hele taget at anskaffe geodata, og for det andet står overfor et endnu større problem med at konvertere data til netop et proprietært system, som følger sine egne autonome standarder. Svenskerne har enkelt løst problemet ved at indføre to geodata-standarder. Dette kan man gøre, fordi man har en organisation, som på højt niveau bestemmer, hvilke GIS, der skal bruges i det svenske Forsvar. Systemer, som ikke overholder disse krav, bliver simpelthen ikke indkøbt i det svenske forsvar. Dette er en enkel men ganske effektiv løsning på et problem, som vokser sig større og større for hver dag nye systemer strømmer ind i det danske Forsvar. Der er særlige proprietære standarder for GIS-data for næsten hver enkelt software-udbyder. Der er, i skrivende stund, heldigvis bestræbelser for at gøre disse standarder ens (open-GIS), således at data kan anvendes i alle systemer uanset, hvilken GIS-software man måtte bruge, men det er endnu fremtidsmusik, og der er vi slet ikke nået til endnu. De fleste kender – sikkert uden at vide det – GIS fra deres hverdag. Vejfindingssystemer til biler er et typisk eksempel på GIS-systemer, der både kan beregne vejfinding, afstande, tidsforbrug samt en række andre faktorer til glæde for bilisterne. Systemerne gør brug af intelligente data (vektordata) polygoner, linier og punkter. I modsætning til rasterkort, som blot er ”billeder” af kort uden reelle oplysninger inkorporeret. I et føringssystem som DACCIS kunne man ligesågodt indskanne en kopi af maleriet af den brølende kronhjort, idet det generelt indeholder lige så mange oplysninger, som et rasterkort (se figur 3, venstre del, objekter). I GIS-systemer opstår ofte problemet med det kartografiske udtryk; ved rasterkort følger det genkendelige kort normalt med, hvorimod GIS-operatøren er nødt til at arbejde med det kartografiske udtryk i et kort, der som udgangspunkt kun er linier, punkter og polygoner. En linie kan således repræsentere en bæk eller en 1000 m bred europæisk flod, en gedesti eller en sekssporet motorvej, og derfor har man behov for en person, der kan producere et layout af et vektorkort. Men det er ikke nødvendigvis en kardiolog, som man har brug for, men snarere en kartograf.5 Til gengæld ligger der et væld af informationer i vektorerne, som GIS-eksperten kan foretage et utal af analyser på. Anskaffelse af geospatiale data er i det danske forsvar i det danske Forsvar et logistisk problem. Danmark har på det seneste sammen med 28 nationer indgået et storstilet samarbejde, MGCP (Multinational Geospatial CoProduction Program),6 om at skaffe det nødvendige planlægningsgrundlag til fremtidige operationer i store dele af et forventet ”Area of Interest” (se figur 6). Projektet skal tilgodese behovet for kortgrundlag til især taktisk planlægning i missioner på fremmed område. MGCP-geodata vil kunne fås i en nøjagtighed, der svarer til målestoksforholdet 50.000 – 100.000 – dvs. det, som normalt benævnes 1 og 2 cm kort. Der skal dog i den forbindelse anføres tre vigtige begrænsninger: For det første er projektet forsinket i forhold til planen. For det andet dækker projektet langtfra hele kloden. For det tredje dækker projektet desværre ikke det fulde behov for øvrige geospatiale data, såsom ”remote sensing” og andet, som GIS analytikerne har behov for. Eksempelvis er det – i henhold til den geografiske dækning – ikke muligt at fremskaffe kort til katastrofehjælp gennem MGCP i forbindelse med et jordskælv i Peru eller lignende, da området ikke er indbefattet af projektet, som det fremgår af figur 6. Det er derfor fortsat nødvendigt med et beredskab, som vel at mærke er ikke eksisterende i dag, der kan tilgodese danske styrker/hjælpeorganisationer med det nødvendige kortgrundlag i fm. operationer i internationale missioner. Hardware: At skulle foretage GIS-analyser kræver potente maskiner med stor processorkraft og tilsvarende hukommelse. Anskueligvis kan man derfor ikke anvende de kontormaskiner, som man normalt anvender i Forsvaret, da de er al for svage til at forestå de arbejdskrævende analyser. Hvis man oven i købet skal flytte denne kapacitet ud i missionsområder med krævende ydre klimatiske omstændigheder, fordrer det enten ”ruggedized” (stødfast, vand- og støvtæt etc.) hardware eller en afskærmet ydre skal, som kan beskytte det sårbare udstyr, hvilket eksempelvis kunne være en container med det rette indeklima. Dette indeklima bør erfaringsmæssigt bestå af en kombination af aircondition og overtryksanlæg med henblik på at holde støv, varme, fugt og andre lignende skadelige komponenter for hardwaren ude af systemerne. Løsningen med en fast skal betyder også, at man kan ”nøjes” med at indkøbe den meget billigere COTS (commercial offthe-shelf) hardware, som, når/hvis det går i stykker, hurtigt og billigt kan udskiftes med noget nyt, hvilket, siger sig selv, er en lang mere bekostelig affære, hvis man indkøber ruggedized hardware. Et stadigt stigende problem er lagerplads til digitale data. For eksempel er Hærens Militærgeografiske Afdeling tæt på at ramme loftet for kapacitet med hensyn til lagring af digitale data. Det skal der findes brugbare løsninger på, men ny teknologi giver gode muligheder for at løse problemet til en overkommelig pris. Software til GIS, som er særlige selvstændige programmer, findes der en række af på det kommercielle marked. Nogle af disse har også integreret særlige moduler til militær anvendelse, men selve analysedelen er bredt anvendelig indenfor en lang række af militære analyser. Den største GIS software udbyder på markedet forsyner et marked med 20 % møntet på forsvarsrelaterede kunder. Det er imidlertid særdeles uddannelseskrævende at betjene denne særlige software, og det kræver relevante forudsætninger hos det personel, som skal betjene dette. Desuden er indlæringskurven erfaringsmæssigt for stejlt nedadgående, hvis man i kortere eller længere perioder ikke betjener den specifikke GIS-software. Mennesker7. Mennesker i Forsvaret er i nyere tid lig med normer, og de fleste, der har deres daglige gang i denne virksomhed, har vel oplevet, at der næppe findes noget vanskeligere at opdrive end normer til diverse gøremål. Ikke desto mindre er det vigtigt at slå fast, at såfremt der ikke fremskaffes et tilstrækkeligt antal normer, som besættes med de nødvendige kompetencepersoner, så har GIS ingen gang på jorden i Forsvaret. Indtil videre er dette, må man konstatere, kun lykkedes i utilstrækkelig grad. Man må nok også se i øjnene, at fordi man er blevet så gammel, at man ikke længere kan klamre sig til en rendegraver eller kun har to år tilbage inden aldersbetinget afsked, kvalificerer det nødvendigvis ikke til at blive ITmedarbejder i en GIS-organisation. I sin GIS-strategi angiver Hærens Operative Kommando således, at ”høj kompetence skal udvikles og integreres gennem rekruttering, uddannelse og fastholdelse af højt kvalificeret personel.” Ikke desto mindre må man konstatere, at der gennem de fem år Militærgeografisk Afdeling har eksisteret i Hæren er sket en 100 % udskiftning af personellet ved afdelingen. Dette ville ikke have været så katastrofalt, hvis man havde forsøgt at besætte stillingerne med kvalificeret personel, men i realiteten er dette langtfra sket, og dette faktum vidner ikke ligefrem om en efterlevelse af den formaliserede strategi.
Procedurer/metoder
Den vigtigste komponent i procedure og metoder er en systematisk og vedholdende kompetenceopbygning (se figur 5). Uddannelsen til GIS-operatør eller leder af en GIS-element kræver 2 – 3 års uddannelse. Det foregår i praksis ved en kombination af civile kurser, kurser på militære institutioner i udlandet og ”Training-on-the-Job” i det daglige virke. Man skal holde sig for øje, at glemselskurven er for stejlt nedadgående, når man i kortere eller længere tid ikke beskæftiger sig med området. Dette peger på, at det er vanskeligt at forene løsning af GIS-opgaver med andre sideløbende opgaver. Desuden er der inden for de seneste år opstået et fænomen, som GISeksperten Tomlinson kalder: ”The knowledge gap”, hvilket refererer til, at den tekniske udvikling på såvel hard- som software går så meget stærkere end organisationens mulighed for at udvikle kompetencer på disse områder. Før 1990 var dette ikke noget problem, idet brugerne som regel var mere vidende om mulighederne på området end GIS-systemernes kapaciteter. Men de facto går udviklingen på GIS-området således hurtigere, end man reelt kan nå at uddanne personel.8 I det danske Forsvar bliver GIS primært anvendt som egentligt analyseværktøj ved Forsvarets Etablissementstjeneste, Farvandsvæsenets Center for Oceanografi og ved Militærgeografisk Afdeling i Hæren. Normalt kædes GIS, som analytisk værktøj, sammen med G2 i højere stabe, men der ingen tvivl om, at GIS (i form af en militærgeografisk celle) kan støtte såvel G3, G4 samt G5 samt CIMIC i landmilitær sammenhæng og desuden regionale nationale stabe i totalforsvaret i deres fremadrettede planlægning. I Norge har man endvidere helt naturligt tilknyttet en operativ GIS-celle til en nyoprettet ISTAR-enhed (bataljon) [Intelligence, Surveillance, Target Acquisition, and Reconnaissance].9
Med hensyn til indførelse af GIS er det en helt særlig videnskab, som man ikke skal tage for let på. Canadieren Roger Tomlinson10, også ofte populært kaldet faderen af GIS, har udviklet en ti punkts fremgangsmåde til implementering af GIS ved virksomheder og offentlige myndigheder. Den består af følgende punkter:
1. Consider the strategic purpose
2. Plan for the planning
3. Conduct a technology seminar
4. Describe the information products
5. Define the system scope
6. Create a data design
7. Choose a logical data model
8. Determine system requirements
9. Analyse benefit cost and risk
10. Make an implementation plan11
Her ville det sikkert have været på sin plads, set fra et analytisk standpunkt, at gennemgå alle punkter og sammenligne dem med de tiltag, som Forsvaret har foretaget med tilhørende kritiske kommentarer, men det ville i den foreliggende situation være ørkesløst, al den stund, at Forsvaret netop ikke på noget tidspunkt har gennemført denne proces. Man kan sige, at dette ikke burde hindre, at man kunne komme videre i processen, men gennem de forløbne år kan man konstatere, at når man IKKE har gennemført den ovenfor beskrevne proces, så bliver det et hængedynd, som man ikke umiddelbart kan frigøre sig af, og som uvægerligt vil hænge ved organisationen fremover.12 Forsvaret har, må man nøgternt konstatere, fejlet på alle ti punkter. Det er derfor ikke underligt, at implementeringen af GIS i Forsvaret på alle niveauer har været præget af utilstrækkelighed og konstante tilbageslag.
Strategier har vi nok af Nogle ville måske, på grundlag af ovenstående hårde kategoriske dom, argumentere for, at Forsvaret faktisk har gennemført første punkt i den ovenfor anførte strategi. Den første myndighed, der udgav en egentlig GISstrategi var Forsvarsministeriet, baseret på et forslag fra Forsvarskommandoen, som havde ladet Forsvarets Forskningstjeneste udarbejde en strategi, og en hel år derefter fulgte Hærens Operative Kommando med sin egen unikke GIS-strategi.13 I udkastet til strategien anførte Forsvarskommandoen, at ”visionen er en genplacering af geografi på forsvarets mentale landkort.”14 Så vidt bekendt har søværnet og flyvevåbenet endnu ikke udviklet deres egne GIS-strategier. Skræmmende ens for alle ovennævnte strategier har imidlertid været, at de aldrig er blevet fulgt op af handling. De er aldrig blevet implementeret, og der er således på intet tidspunkt blevet afsat tilstrækkelige ressourcer, såsom midler og normer til gennemførelse af disse vidtløftige strategier, og praksis har efterfølgende vist, at myndighederne ofte handler, uden at henholde sig til deres egen strategi, hvilket helt naturligt har særdeles uheldige konsekvenser. En egentlig GIS-organisation blev alene oprettet i Hæren ved Ingeniørskolen, hvor Militærgeografisk Afdeling har vegeteret i en upåagtet og hensygnende tilværelse, og det på trods af det faktum, at systemer med behov for GIS understøttelse er strømmet ind i Forsvaret de sidste mange år. Kun en håndfuld engagerede og kompetente medarbejdere har holdt området oven vande og kørende trods overordentlige vanskelige vilkår. Manglen på en overordnet koordination har medført, at der ikke findes fælles standarder på området, og resultatet har været, at der i skrivende stund fortsat indføres systemer, eksempelvis våben-, føringsstøtte-, simulations- og navigationssystemer, som indeholder kortmotorer af højst forskellige standarder, og som giver brugerne i den spidse ende utallige problemer, når geospatiale data skal anvendes i systemerne.
Myten om ”vækst fra græsrødderne”
Det er normalt, at GIS personel i de væbnede styrker i England, Norge, Sverige, Tyskland og andre lande, som vi normalt sammenligner os med, har universitetsgrader i geoinformatik, dvs. kandidatgrader indenfor IT-teknologi med særlig henblik på administration af geografiske informationssystemer. Desværre giver den personelforvaltning, som vi for øjeblikket oplever, ikke mulighed for langsigtet planlægning af akademiske uddannelser med henblik på besættelse af nødvendige stillinger i den militære organisation, men det er et åbent spørgsmål, om dette i længden er holdbart. Foresatte har ofte repræsenteret den holdning, at det var den overordnede hensigt, at implementeringen af GIS i Forsvaret skulle ske fra græsrødderne. Dette fremgår imidlertid hverken af direktiver eller strategier på området. Hvis dette havde været hensigten, så har planen fejlet, og den står desuden i skarp modsætning til de gængse ledelsesstrategier på området, som tilsiger, at en person højt placeret i organisationen skal tage personligt ansvar for indførelsen af GIS – ellers vil det bliver det reelt aldrig kunne gennemføres.15 For nogle år tilbage var det i Storbritannien eksempelvis forsvarsstabschefen, der, efter at have deltaget i et to-dages kursus i GIS for stabspersonel, så vigtigheden af en velfungerende organisation på området og personligt tog opgaven på sig. I dag har Storbritannien en velfungerende militærgeografisk organisation, som forsyner det værnsfælles område med geospatiale data til såvel nationalt brug som til de missioner, landet gennemfører i udlandet. I Sverige besluttede det politiske niveau, at styrkerne i Kosovo skulle støttes med geografisk ekspertise, hvorefter man indskrev nogle universitetsuddannede GIS-folk, forsynede disse med officersgrader af reserven samt en mobil container med GIS udstyr, og derefter var de klar til at støtte de lokale myndigheder med at tegne nye og nøjagtige kort over Kosovo.16 I Norge har den værnsfælles og veludbygge organisation ”Forsvarets Militærgeografiske Tjeneste” (FMGT – se figur 5) ansvaret for at koordinere området.17 Afslutningsvis skal det anføres, at ”myten om vækst fra græsrødderne” herhjemme har haft den ledelsesmæssige fordel, at det altid synes at være medarbejdernes ansvar, når de forventede fremskridt på området udebliver – og vel at mærke ikke ledelsens!
Vigtigheden af en national ”geospatial officer”
”Vis mig din general – og du må se min.” I Nato’s geospatiale policy er det fastslået, at anskaffelse af geospatiale data udelukkende er et nationalt anliggende. Måden, man i praksis kan komme ud over dette, er ved at indgå en lang række bilaterale aftaler med andre lande, som i praksis producerer geospatiale data. På dette område er Danmark p.t. langt bagefter lande, som vi normalt sammenligner os med. Udveksling af geografiske/geospatiale oplysninger foregår efter noget-for-noget-princippet, og til grund for dette princip burde ligge en lang række bilaterale aftaler (de såkaldte MOU – Memorandum of Understanding), hvilke i skrivende stund ikke foreligger. Omdrejningspunktet for enhver militær geospatial organisation er den geospatiale officer, eller med andre ord, den, der tegner firmaet udadtil. Han/hun repræsenterer foretagendet på tilstrækkeligt højt niveau til, at allierede lande, som man ønsker at samarbejde med, tager en alvorligt. Det er også særdeles hensigtsmæssigt, at der er tale om en militær person, da dette normalt er tilfældet i andre lande. Det er tillige det eneste indgangspunkt (Point of contact) for henvendelser fra allierede. F.eks. har amerikanerne udtrykt et ønske om, at man ikke ønsker at shoppe rundt i en myndighed for at finde fragmenterede dele af en geospatial organisation, som den p.t. eksisterer i det danske Forsvar. Vi har med andre ord aldrig modtaget så meget som en bit geodata af vores store allierede (USA) til diverse opgaver. Det har sin helt egen forklaring, idet man godt kan lave alle de aftaler, som man vil på meget lavt niveau, men så længe disse ikke sanktioneres på højt niveau ved aftaler mellem landenes geospatiale officerer, så kommer de i praksis aldrig til effekt. I Danmark har man ikke ønsket at placere en geospatial officer forankret højt i organisationen. Dette betyder i realiteten, at brugerne aldrig modtager det materiale, som skal bruges til f.eks. missions- og øvelsesplanlægning etc. Efter størstebrugerprincippet er opgaverne ved den geospatiale organisation henlagt fra Forsvarskommandoen til Hærens Materielkommando, ganske vist uden medfølgende ressourcer, og dermed er området i nyere tid havnet ved Forsvarets Materieltjeneste, hvor man i øjeblikket overvejer at indføre en mindre geospatial organisation mhp. anskaffelser og koordinering af området. Tilsyneladende vil den geospatiale officer også blive forankret på tilsvarende lavt niveau i denne organisation, trods mange anbefalinger fra Forsvarets GIS-brugere om at forankre denne funktion hos en militær person langt højere i Forsvarets hierarki.
Fremtiden
GIS-området er et område I hastig vækst, som det kan ses på det amerikanske arbejdsministeriums erklæring: ”Earlier this year, the US Department of Labor identified geotechnology as one of the three most important emerging and evolving fields, along with nanotechnology and biotechnology. Job opportunities are growing and diversifying as geospatial technologies prove their value in ever more areas.” Bogen om GIS og Geodata, side 313. Såfremt det fremtidigt skulle vise sig, at én af løsningsmodellerne ved næste forsvarsforlig skulle blive en samling af de tre værns kommandoer til én værnsfælles, ville det i den militære GIS-verden være indlysende rigtigt at samle alle fragmenterede dele af GIS-organisationen til en afdeling med alle de spredte GIS-kompetencer i denne fællesværnskommando. Grundstammen kunne passende udgøres af Hærens Miltærgeografiske Afdeling med de normer og de vidtgående kompetencer, som gennem årene er blevet opbygget her. Der skal naturligvis tilføres yderligere kompetencer fra hhv. flyvevåbnet som søværnet, men det vil næppe være et problem for en værnsfælles stab. En indlysende fordel ville desuden være, at området løftes til et niveau, hvor det er muligt at have reel indflydelse på indførelsen af GIS-systemer i de tre værn, eksempelvis på en standardisering af de våben-, førings- og simulationssystemer, som for tiden strømmer ind i Forsvaret.
Med tiden kunne det måske lykkes at opbygge en organisation, som tilnærmelsesvis ligner den norske (se figur 5). Men selvom der ikke indføres en værnsfælles kommando i fremtiden ville det være en overvejelse værd at se på samlingen af Forsvarets GIS-kompetencer i en værnsfælles myndighed. Desuden mangler vi at se Forsvarets mange GIS-strategier implementeret i praksis, så der ligger stadig et stort og uafsluttet arbejde forude på GIS-området. Desuden mangler vi fortsat at se GIS anvendt i praksis såvel i nationale som internationale operationer. En konservativ vurdering tilsiger, at Danmark her på dette område nok er en ti – femten år bagefter andre nationer, som vi normalt sammenligner os med. En deployerbar løsning, lig med den norske løsning med udtrækkelige containere, eller den sammenlignelige engelske løsning TACISYS (Tactical Information System; containere på terrængående lastvogne med GIS og periferiudstyr indeni), er indlysende løsningsmuligheder.18 Hvis man virkelig ville satse på området, er man nok også nødt til at overveje at udvide mandskabsstyrken. De få personer, som p.t. beskæftiger sig med området (11-12 stk. i Hæren og en håndfuld flere spredt omkring i det øvrige Forsvar) vil næppe kunne dække de konstant stigende behov for eksempelvis operativ støtte, undervisning og rådgivning på området.19 Endvidere må man se på de designeringsfunktioner, som løbende, og som følge af det naturlige behov, dukker op ved operative myndigheders stabe, og det ville nok være naturligt hen ad vejen at konvertere nogle af disse til faste normer. Danmark er reelt en af de ganske få nationer i Nato, som udsender styrker til international tjeneste uden støtte af en enhed, som på stedet kan opdatere og aktualisere det geografiske grundlag samt understøtte den taktiske stab med relevante geografiske analyser. Afslutningsvis kan man noterer sig, at en sagsbehandler i Forsvarskommandoen allerede i 1984 mistrøstigt skrev, at: ”CHH (Chefen for Hæren), nu IFH (Inspektøren for Hæren), har for ca. 10 år siden gjort sig nogle tanker og fremsat visse forslag til afhjælpning af manglen på geodætisk uddannede officerer, men forslagene er ikke rigtigt blevet ført ud i livet.” Så man kan nøgternt konstatere, at meget i virkeligheden ikke har ændret sig de sidste 25 – 35 år; bortset fra at begrebet geodæsi i mellemtiden er blevet afløst af konceptet GIS. Hvis man skal opsummere problemstillingen, må man konstatere, at GIS har det dårligt i Forsvaret, og spørgsmålet er, om det på nuværende tidspunkt ikke er nødvendigt at træde et skridt tilbage og i virkeligheden begynde forfra. Et godt udgangspunkt kunne være Tomlinsons 10- punktsprogram. Der er, som påvist ovenfor, et stort potentiale i militær anvendelse af GIS, og det ville være en skam, og i øvrigt spild af ressourcer, såfremt Forsvaret ikke vil udnytte disse optimalt i fremtiden, og det er spørgsmålet om Forsvaret overhovedet kan komme udenom GIS i det hele taget. Militær anvendelse af GIS er her allerede, og det er kommet for at blive.
Litteratur
Arbejdsgruppen [Arbejdsgruppen] vedrørende Geospatiale Informationer: ”Rapport vedrørende den fremtidige organisering af det geospatiale område i relation til netbaserede operationer” (Udkast) af 2005-11-01. Thomas Balstrøm, Ole Jacobi, Lars Bodum Bogen om GIS og Geodata 2006 Den Store Danske Encyklopædi [DSDE], bd. 7, side 382-383. Hærens Operative Kommandos Strategi for Geografiske Informationssystemer, maj 2004. http://www.milgeo.dk/db/user/bin/hok_gis_strategi.pdf Forsvarskommandoen: Notat om ”Den Geodætiske Uddannelse i Forsvaret 1963 – 1984” (dateret den 1. september 1984). Anders V. Fridberg m.fl.: ”Militærgeograferne er klar til international indsats.” Forsvarsfokus, nr. 15, 2005, side 10–18, Anders V. Fridberg ”Militærgeografer laver kort til fremtiden”, Forsvarsfokus, nr. 17, november 2004. Hans Mikkelsen & Jens O. Riis Grundbog i projektledelse 6. udgave, Rungsted 1998 [Projektledelse]. Nato Geospatial Policy (NPG) MC296-1 Roger Tomlinson [Tomlinson] Thinking about GIS: Geographic Information System Planning for Managers (3. udgave) 2007 I.F.G. Whittington [Whittington] (pens. oberst RE) “Developments in UK defence digital geographic support”
Fodnoter
1 “The fundamental common denominator in a military Command and Control Information System (CCIS) is the ability to link military information to the associated record of geospatial position. This is normally then associated with a map or chart display functionality which complements or, in some cases, replaces conventional map and chart displays.” [Whittington]
2 I Salmonsens Konversationsleksikon (bd. XIV (1923)), anføres det, at krigsvidenskab består af taktik, strategi, krigshistorie, dernæst ”Terrainlære, Militærgeografi, Befæstningskunst, Vaabenlære, Sanitets-, Veterinær- og Forplejningstjeneste” [min fremhævning].
3 “The records of military activity rely on the knowledge of "what" is going on, related to details of "when" and "where". This is true of modern Command and Control Information Systems (CCIS) for the control of military forces, which require the collection, storage and display of a wide range of operational and intelligence information. It is easy to use the information on "where" to link the details on "what" and "when", through the use of a map or chart as a display medium. The traditional vertical wall map or horizontal chart plotting table, is being complemented or, in some cases, replaced by a computer map or chart display. The accurate and effective linking of data on "what", with details of "when" and "where", within the framework of a computer environment, has the potential to become a significant "force multiplier" in the modern battle space environment.” [Whittington]
4 Endvidere ses her en svensk vurdering: “Geographic support also continues to be the foundation of future military command and control innovations such as Network Based defence” (Kilde: se note 16 nedenfor).
5 En myndighed i Forsvaret, som ikke skal nævnes her, annoncerede for ikke langt tilbage, at man havde behov for kardiologer til at bestride funktioner i deres GIS-organisation – til almindelig moro.
6 http://www.military-geospatial-technology.com/article.cfm?DocID=1380 samt vedr. det nordiske samarbejde på projektet http://www.nordac.org/- Article.asp?Side=211&AID=351
7 “GIS is a thinking process that requires the right people. Will you need to hire people or do the right ones already exist? How will you train and keep the staff needed with the specialized skills it takes to use or build your system? Over time, this will be your biggest cost component” (Tomlinson, side 8). Denne sande, enkle og nøgterne betragtning har Forsvaret desværre endnu ikke taget til sig.
8 [Tomlinson], side 169.
9 Se uddybende til ISTAR–konceptet i Militært Tidsskrift, nr. 2, 2006, side 231–237, Wester/Gjerstad ”ISTAR – efterretningstjenesten i informationsalderen.” GIS indgår også i den hollandske ISTAR Bataljon 103 http://vovklict.nl/site_documenten/intercom/2004/4/103_ISTAR_Bataljon.pdf samt http://www.voc-cavalerie.nl/uploads/mededelingen/2003/September/September-2003-8-10.pdf
10 http://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Tomlinson (20. juli 2007)
11 [Tomlinson], side 7. En uddybning af punkterne findes her.
12 Ibid.: ”So why should you plan? What’s wrong with just buying some computers and GIS software, loading some data, and just sort of “letting things happen”? Can’t you just adapt as things move along, tweak the system, learn as you go? In fact, doesn’t all this advanced thinking slow things down and just create even more work? On the contrary, the evidence shows that good GIS planning leads to GIS success, and absence of planning leads to failure” (side xiii).
13 ”Forsvaret råder ikke i dag over en organisation til varetagelse af det geospatiale område – en organisation der kan yde operativ støtte til forsvarets HRF/NRF styrkebidrag og/eller støtte i totalforsvarssammenhæng. Der eksisterer intet implementeret grundlag. Der er udarbejdet en GIS strategi for forsvaret i årene 1996-2001 under Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT), der er godkendt af Forsvarsministeriet. GIS-strategien for forsvaret er imidlertid aldrig implementeret. Endvidere er der FKO BST 360-1 Bestemmelser for den geografiske tjeneste i Forsvaret af januar 1996. For begge gælder, at de ikke er blevet opdateret.” [Arbejdsgruppen], pkt. 4.1.4. [Tomlinson] vurderer, at ”GIS is a mission-critical element of the company’s operating strategy” (side 4). Næsten enslydende vurderinger foreligger fra militærgeografiske officerer i Nato om indsættelse af styrker i rammen af Nato Response Force (NRF) i henhold til GIS.
14 Visionen var ensbetydende med: • Fælles tilgængelig, moderne anvendelse af informationsbehandling og digitale geografiske data for situationsforståelse I militære operationer for alle tre værn.
• En organisation, der skal sikre en hurtig, billig og effektiv introduktion af GIS og mulighed for udveksling af geografiske data og applikationer mellem forsvarets systemer.
• Øget synliggørelse af geografi og GIS vil gå hånd i hånd med en moderniseret og intensiveret uddannelse.
• GIS vil udgøre grundlaget for en modernisering, rationalisering og forenkling af forsvarets beslutningsstøttesystemer. (Udkast til FKO ”Strategi for Geografiske Informationssystemer” fra år 2000).
15 Tomlinson skriver om dette: “you should never go alone. You need the senior-level decision makers on board with you.” Jf. afsnittet: “Den projektansvarlige chef” i [Projektledelse] pkt. 4.2.1, side 93.
16 Anton Bacic: “Swedish Geographic Support Section in Kosovo. Deployable Geographic Field Support.” (http://milgeo.dk/db/user/bin/swe_geo_support_sect.pdf)
17 Ibid.: “The nature of geographic support is in the process of transition. Traditionally geographic support has been based on the production, maintenance and distribution of a limited number of standard hardcopy and digital geographical products, designed to satisfy homeland security and defence requirements. Current defence planning acknowledges the greater unpredictability in the location, nature, scale and duration of future operations worldwide. Therefore, the Swedish Armed Forces are adopting a more global role in the future, capable of supporting a broad range of tasks. This demands more responsive capabilities, and information that is better tailored to the range of future missions. In a relative short period of time the Swedish Armed forces managed to organise and deploy a Geographic support section. It was the first time ever the Swedish Armed Forces has sent geographic support section abroad. The project has been a challenge and we have gained new competence.”
18 [Whittington]
19 En professor med speciale i GIS fra det nordjyske universitet var målløs, da han blev præsenteret for Hærens GIS-organisation. Han var overbevist om, at en så lille og tyndt besat organisation fremadrettet umuligt kunne opretholde den nødvendige kompetence på området. Indtil nu er det lykkedes at gøre hans frygt til skamme.
