Billede: Flamand, L. J., 1853: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6te Juli 1849 og 25de Juli 1850, med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de oficielle Rapporter hæderligt omtalte officerer, s. 6. København 1853.
Denne artikel er en kort præcisering af, hvad der forårsagede Olaf Ryes død på slagmarken under Udfaldet fra Fredericia, den 6. juli 1849 og hændelsens nærmere omstændigheder. Præciseringen sker på baggrund af oplysninger fra aktstykker, der i 1918 blev publiceret som hidtil upublicerede aktstykker i tidsskriftet Dansk Militært Magasin ved Kaptajn K.C. Rockstroh, Krigsministeriets arkivar. Aktstykkernes faktuelle indhold holdes endvidere op imod de mest kendte forfatterskaber, som omtaler begivenheden.
Aktstykker
Korpsstabslæge og Professor Jacob Christian Bendz fremsendte den 15. juli 1849, blot ni dage efter Udfaldet fra Fredericia, en indberetning til krigsministeren. Indberetningen var en følge af; ”flere afvigende relationer om Beskaffenheden af de Saar, som dræbte vor tapre General Rye…”[1]. Der opstod således tidligt rygtedannelser omkring Olaf Ryes død på slagmarken.[2] Alligevel er denne artikels forfatter ikke stødt på litteratur som henviser eller omtaler Korpslægens indberetning, hverken før eller efter publiceringen af aktstykkerne fra 1918. I samme artikel fremlægges desuden upublicerede aktstykker, som indtil 1876 havde været i Kaptajn C. Becks[3] besiddelse. Aktstykkerne sammenfatter; Becks følgeskrivelse, Løjtnant Carlsens indberetning (7. Bataillon) omkring findested og dødsøjeblik[4], brev fra Oberstløjtnant Arenfeldt[5] til Oberstløjtnant Irminger, forhørsudskrift fra tre soldater hos 1. Forstærkningsjægerkorps samt notits fra auditør Monrad vedr. mundtlig overlevering fra sergent La Motte til Løjtnant v. Lunddahl.[6]
Korpsstabslægens indberetning
Indberetningen fra korpsstabslæge Bendz opsummerer beskaffenheden af Olaf Ryes sår, dødsårsag og sandsynlige omstændigheder. Korpsstabslægen må således betragtes som førstehåndskilde, da det er selvsamme, som foretager en nærmere undersøgelse af Ryes lig relativt kort tid efter dødstidspunktet.
Korpsstabslægen konkluderer følgende:
”…de (sårene) bestode i et Kugleskud (rund Kugle) gennem det tykke af højre Laar, som han har faaet forfra: dernæst et Skud gennem Pungen ind i Underlivet, som sandsynligvis er gaaet gennem Blæren og har knust Bækkenbenenes Forening fortil (Lymphysis ossum pubis). Efter al sandsynlighed har han først faaet Skudet i Laaret og straks derpaa det andet, medens han endnu red, idet Kuglen er gaaet tæt over Sadelknappen. Efter dette skud maa han være faldet af Hesten og død meget kort efter af Forblødning, thi en stor Mængde Blod strømmede ud af Saaret i Pungen ved Tryk paa Underlivet.”[7]
Indberetningen beror på en lægefaglig undersøgelse tæt på dødstidspunktet, og må derfor betragtes som sandfærdig. Konklusionen omkring omstændighederne, at Rye var til hest, da hændelsen indtraf, bør derfor ligeledes tillægges stor værdi.
Militærhistorikeres udsagn om Ryes død
Den følgende fremlæggelse er en sammenstilling af, hvad anerkendte militærhistoriske forfattere har skrevet omkring Olaf Ryes død, sammenholdt med ovennævnte aktstykkers udsagn.
August Baggesen[8] udgav i 1849 en fremstilling af slaget. Omkring dødsårsag og omstændigheder skrev han følgende:
”Den første (Rye) havde, efter at hans Hest var bleven saaret, dirigeret den 4de Reserve-Bataillons Fremrykning til Fods og gik derpaa i Retning mod Redouten 5 (Treldeskansen), for personligen at lede det fornyede Angreb, da han truffen af to kugler fandt heltedøden.”[9]
En lignende beskrivelse går igen hos forfatter J.F.C. Knudsen[10]. Wilhelm Holst[11] støtter beretningen om den sårede hest, og at Rye herefter var til fods. Holst nævner intet om dødsårsagen, men tilføjer nu, at Rye var faldet omtrent 1000 alen nord for Treldeskansen.[12]
L. J. Flamand[13] supplerer Holsts beretning med flere nuancer. Flamand beskriver, at Rye under kampen om Treldeskansen bevidst var søgt længere mod nord. Under eftersøgningen fik man efterretninger, der ledte til fundet af Ryes lig på et sted med højt græs. Forinden havde Løjtnant Lund forestået en ”rensning” af stedet for fjender. Rye var skudt i låret og op igennem underlivet.[14]
Et årti senere, i 1863, udkom, ”Generalmajor Olaf Ryes tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849”, ved Kaptajn C. Beck. Heri beskrives, at Olaf Rye blev skudt til hest, og altså ikke til fods som tidligere fremført.
”Hesten, som han sidst havde redet (major Meinckes hest), blev opfanget idet den fra Valpladsen løb ind i Fredericia, saaret af et Streifskud ved Overlæben. Saddelen var i Sædet fortil aldeles blodig, saa at det var tydelig nok, at Generalen har faaet det dræbende Skud imedens han var tilhest og at han ikke før efter nogen Tids Forløb er falden af. Efter Slagets Ophør blev Ryes Lig indbragt til Brigadens Stabsqvarter i Fredericia. Det udviste, at han var falden for en Kugle, der var trængt ind igennem den nederste Del af Underlivet; et andet Skudsaar havde han i høire Laar.”[15]
Ovenstående beretning læner sig kraftigt op ad korpsstabslægens indberetning, hvilket må tilskrives, at Beck som kaptajn i 1849 blev forevist sårene af Korpsstabslægen. Dette forhold bekræftes af G. Tranberg:[16]
”Forinden vi vare kommanderede til Kirken for at besigtige de faldne Officerer, anlagde jeg et Besøg i Latinskolen, hvor General Ryes afsjælede Legeme laa. Der traf jeg sammen med Kaptajn Beck og Premierlieutenant Rye; da der netop var en læge tilstede, viste denne os, hvor Helten havde faaet sit Banesaar; en Kugle var gaaet igjennem det tykke af Laaret og videre op i Underlivet”.
Tranberg erindrer således kun et enkelt skudsår, hvilket kan bero på en misforståelse i situationen eller snarere forglemmelse grundet tidsspandet på 46 år fra begivenheden til Tranbergs mindeskrift.
Generalstabsværket (1878) understøtter beretningen om, at Olaf Rye blev skudt til hest. I nekrologen over Rye fremgår følgende:
”Efter de foreliggende Oplysninger er hans Fald ikke blevet bemærket paa anden Maade, end ved at Enkelte have seet en ældre officer styrte af hesten (…) Liget udviste, at han var faldet for en kugle, der var trængt ind igennem den nederste del af underlivet; et andet Skudsaar havde han i højre Laar.”[17]
Militærhistoriker Otto Vaupell[18] fastholdt i sit forfatterskab, hvor hændelsen omtales, at Rye blev skudt til fods, ramt af skud i låret og i underlivet.[19] Denne beskrivelse tegner ligeledes efterfølgende forfatteres skildring af hændelsen[20], frem til i dag.
Militærhistoriker N.P. Jensens[21] udgivelse fra 1898 bidrog med en lille tilføjelse til begivenheden; ”Da blev han saaret i Laaret, og Øjeblikkeligt efter blev han – liggende paa Jorden – ramt af en Kugle, der fra neden trængte ind i Underlivet.”[22]
N. P. Jensens omtale af Ryes liggende position, da han modtager det dræbende skud i underlivet, må betragtes som en selvopfunden, logisk slutning af hændelsesforløbet, da ingen har observeret hændelsen. N. P. Jensen skriver endvidere; ”Havde man umiddelbart efter Slaget anstillet Undersøgelse om Maaden, Hvorpaa Generalen var falden, vilde man hurtigt være kommen til Klarhed”[23]
Han fortæller dermed, at han ikke har haft kendskab til auditørundersøgelsen og forhørerene omkring Ryes død, som blev iværksat umiddelbart efter slaget i Fredericia.
I en udgivelse af samme forfatter fra 1915 kommer denne endvidere med et interessant udsagn; ”…og hele den Skildring, Kaptajn Beck har givet i sin Fremstilling – Ryes Tilbagetog – om Generalens Dødsmaade, er digt”.[24] Påstanden om, at Kaptajn C. Becks fremstilling af hændelsesforløbet er digt, efterlades imidlertid udokumenteret.
Den sidste bogudgivelse, der skal fremhæves, er den norske Orlogskaptajn Terje Dørumsgaards[25] fremstilling fra 2017 af Olaf Ryes liv og levned. Her beskrives ligeledes, at Rye blev skudt til fods, og videre; ”Etter kort tid bliver han truffet av en kule i låret og noe senere i underlivet”. Det er værd at bemærke, at det dødbringende skud her beskrives som indtruffet ”noe senere”[26], hvorimod andre forfattere beskriver hændelsen som indtruffet kort eller øjeblikkeligt efter[27]. Endvidere beskriver Dørumsgaard, at Rye, efter at hesten blev skudt under ham, til fods nu stormede frem med sablen i hånden[28], hvilket ligeledes er beskrevet af Vaupell.[29] Ovennævnte står i kontrast til Kaptajn C. Becks følgeskrivelse medfølgende afleveringen af aktstykkerne i 1876, hvor han bemærker; ”…at naar Ryes Lig blev fundet paa Valpladsen uden sabel, laa dette i, at Generalen, da han om Natten forlod sit Kvarter og steg til Hest, havde glemt at tage Sabel paa, hvilket ikke bemærkedes af nogen i Staben”.[30]
Forhørsudskrifter og en notits
For at skabe klarhed omkring Ryes død på slagmarken kommanderede brigadekommandør Oberst Irminger, auditøren ved 11. Linie Infanteribataillon, sekondløjtnant Monrad på en ekspedition. Denne havde til hensigt at indsamle oplysninger fra soldater, der havde set Olaf Rye falde på slagmarken, eller været i kontakt med den efterfølgende bjærgning af liget. Ekspeditionen havde givet sparsomme og divergerende udsagn. De tilvejebragte oplysninger/aktstykker blev efterfølgende overdraget til Kaptajn C. Beck.[31] Heriblandt var et forhørsudskrift, som er interessant for undersøgelsen af Ryes banesår og omstændighederne omkring dette. Det drejer sig om forhøret af tre soldater fra 1. Forstærknings-Jægerkorps, 1. kompagni. Peder Sørensen, sergent og våbenmester forklarer, at han omtrent midt i fægtningen, ca. 300 skridt fra det sted, hvor han stod, så generalen styrte af hesten. Underjæger Jacob Nathan understøtter denne forklaring, og beretter videre, at han ca. tre kvarter senere, på vej tilbage med en fange, igen kom i nærheden af stedet, hvor han så generalens lig ligge. Endelig beretter Underjæger Niels Christensen, at han så en officer ganske tæt ved sig, der faldt af hesten, formodentlig dødelig såret, idet han blev liggende på stedet.[32]
Afslutningsvis skal nævnes en udateret notits, der beretter, at Rye red major v. Meinckes hest, da han faldt.[33] Der er tale om en mundtlig overlevering fra sergent La Motte ved 1. Espingolbatteri til Løjtnant v. Lunddahl ved 1. Reserve-Jægerkorps. Kaptajn C. Beck har i sin fremstilling støttet sig til ovenstående beretninger, der i korte træk konkluderer, at Ryes hest blev såret, og herefter fortsatte han til fods til Espingolbatteriet (Meincke), hvor han lånte Major Meinckes hest. Hesten såredes på et tidspunkt i overlæben og løb tilbage ind i fæstningsbyen, hvor den blev fanget. Det var her, man opdagede, at sadlen var blodig, og tilskrev det blod fra Ryes banesår i underlivet.[34]
Der er i forfatterskaberne efter C. Beck (1863) enighed om, at der var tale om to sårede heste. P. Fr. Rist tilslutter sig lånet af Meinckes hest[35], hvorimod flest blot beskriver det som lån af en ny hest hos Espingolbatteriet[36]. Holst og Larsen beskriver som de eneste af de fremhævede værker, at hest nummer to blev lånt hos batteriet Marcussen.[37]
Korpsstabslægens Bendzs indberetning præciserede dødsårsagen. Olaf Rye døde som følge af kuglen, der gennem pungen trængte op i underlivet, hvorved han hurtigt forblødte. Korpsstabslægen beskrev, at Rye var til hest, da han blev ramt af en geværkugle, først i låret, og herefter i underlivet. Det vides ikke, hvordan Korpsstabslægen erhvervede sin viden om, at Rye var til hest, da han faldt, eller om der blot var tale om en antagelse. Antagelsen kunne være baseret på en logisk slutning, hvor skudvinklen tilsagde, at kuglen blev affyret nedefra og op mod Rye som rytter til hest. Den alternative forklaring var, som sagt, at banesåret skete i liggende position.
Som supplement skal nævnes ”Ryes blodige handske”[38], som han bar, da han faldt på slagmarken. Handsken sad på venstre hånd, som sandsynligvis var den, hvormed Rye holdt hestens tøjle. Blodet kan således ikke udelukkes at stamme fra banesåret, imens Rye endnu sad i sadlen. Dette støtter Kaptajn C. Becks beretning om den blodige sadel på Meinckes hest, og at Rye var til hest, da han fik banesåret. Sidstnævnte støttes endvidere af de tre forhørsudskrifter samt den omtalte notits.
Det er dermed forfatterens overbevisning, at Kaptajn C. Becks fremstilling må være den mest troværdige alene pga. sin viden fra de hengemte aktstykker, der først så dagens lys i 1876, samt hans bekræftede ligsyn hos Korpsstabslægen.
To år efter (1878) støttede Generalstabsværket op om, at Rye var til hest, da han fik sit banesår. Det vides dog ikke, om generalstaben har benyttet samme arkivalier som kilde.
Konklusion
Der kan således udledes to konklusioner fra de i 1918 hidtil upublicerede aktstykker.
Den første konklusion er, at Korpsstabslægens indberetning fra 15. juli 1849 præciserer banesårets indgang, samt hvad kuglen forsager af skader i underlivet, og som videre tilskrives hurtig forblødning.
Den anden konklusion er, at aktstykkerne ikke støtter overvægten af de militærhistoriske værker, der beskriver, at Olaf Rye faldt på slagmarken, imens han kæmpede til fods. Aktstykkerne konkluderer derimod, at Rye var til hest, da han faldt. Der var tale om en lånt hest fra Espingolbatteriet (Meincke), muligvis Major Meinckes egen hest.
Hvorom alt er, får man kun kendskab til Generalmajor Olaf Ryes færden i glimt, og det samme er tilfældet efter Ryes død på slagmarken.
[1] Rockstroh (1918), s. 530
[2] Ibid, s. 524
[3] Hans Charles Johannes Beck (1817-1890), officer. Beck deltog i Treårskrigen som premierløjtnant i 1848 og avancerede samme år til kaptajn. I 1849 fortsat til Generalstaben og souschef ved Ryes Korps. Senere samme år overgået til Generalkommandoen i Jylland hos Moltke, hvorunder han også deltog i 1850. Beck deltog i Treårskrigens betydeligste kampe. I: Dansk biografisk Lexikon / II. Bind, s. 13ff. (http://runeberg.org/dbl/2/0015.html), Dansk Biografisk Leksikon (https://biografiskleksikon.lex.dk/Charles_Beck)
[4] Løjtnant Carlsens indberetning er gengivet i Vort Forsvar, nr. 81, 1884. Indberetningen beretter væsentligst om findested og Ryes sidste åndedrag og er ikke omtalt yderligere i nærværende artikel.
[5] Oberstløjtnant Arenfeldts brev bidrager ikke til opklaring af begivenheden.
[6] Rockstroh (1918), s. 524ff
[7] Ibid, s. 530
[8] Frederik Ludvig August Haller Baggesen (1795-1865), officer og forfatter. Baggesen var ved oprørets udbrud i 1848 fungerende stabschef ved Generalkommandoen i Nørrejylland og Fyn og kort efter overgået som stabschef ved Generalkommandoen på Sjælland. 1849 avanceret til oberst og ansat som direktør for Armeens Personel. 1850 ansættelse i den aktive hær. I: Dansk biografisk Lexikon / I. Bind, s. 429ff. (http://runeberg.org/dbl/1/0447.html).
[9] Baggesen (1849), s. 32
[10] Johan Frederik Christian Knudsen (1823-73), redaktør. Knudsen deltog som frivillig i Treårskrigen. Herefter blev han jurist og redaktør. I: Dansk biografisk Lexikon / IX. Bind, s. 283. (http://runeberg.org/dbl/9/0285.html): Knudsen 1851, s. 157
[11] Wilhelm Conrad Holst (1807-1898), skuespiller og forfatter. Holst deltog under Treårskrigen, hvor han i 1848 som månedsløjtnant i marinen kommanderede en kanonbåd. Han deltog som en slags frivillig adjudant 1850 i slaget på Isted Hede. I: Dansk biografisk Lexikon / VIII. Bind, s. 18ff. (http://runeberg.org/dbl/8/0020.html), Dansk Biografisk Leksikon (https://biografiskleksikon.lex.dk/Wilhelm_Holst).
[12] Holst (1852), s. 227ff
[13] Ludvig Joseph Flamand (1800-1879), litterat. I: Dansk biografisk Lexikon / V. Bind, s. 192ff. (http://runeberg.org/dbl/5/0194.html), Dansk Biografisk Leksikon (https://biografiskleksikon.lex.dk/L._J._Flamand).
[14] Flamand (1853), s. 16ff
[15] Beck (1863), s. 184-185
[16] Georg Carl Ferdinand Tranberg (1827-1905). Tranberg var officer under Treårskrigen ved henholdsvis 6. og 7. Linieinfanteri Bataillon. (skriftligt meddelt ved museumsmedarbejder Lars Ketelsen hos Museerne i Fredericia): Tranberg (1895)
[17] Generalstaben, s. 1159.
[18] Otto Frederik Vaupell (1823-1899), officer og forfatter. Vaupell deltog som officer i Treårskrigen og gjorde sig bemærket ved sit mod og evner i felten. Vaupell var i sin samtid den vel nok mest kendte militærhistoriske forfatter. I: Dansk biografisk Lexikon / XVIII. Bind, s. 283ff. (http://runeberg.org/dbl/18/0285.html).
[19] Vaupell (1868), s. 345: Vaupell (1892), s. 80
[20] Eksempelvis: (Holst og Larsen 1888, s. 162-163), (Rist 1899, s. 267), (Stilling 1913, s. 243), (Jensen 1915, s. 165), (Dørumsgaard, T. 2017, s. 121).
[21] Niels Peder Jensen (1830-1918), officer og militærforfatter. Jensen deltog i Treårskrigen, først som frivillig og senere som officer ved 2. Jægerkorps. I: Dansk biografisk Lexikon / VIII. Bind, s. 426ff. (http://runeberg.org/dbl/8/0428.html), Dansk Biografisk Leksikon ( https://biografiskleksikon.lex.dk/N.P._Jensen_-_officer).
[22] Jensen (1898), s. 434.
[23] Ibid, s. 435.
[24] Jensen (1915), s. 165.
[25] Terje Dørumsgaard har en baggrund fra forsvaret som orlogskaptajn. I: Dørumsgaard, T., 2017: Olaf Rye. Bogens bagside om forfatteren.
[26] Dørumsgaard (2017), s. 121.
[27] (Vaupell 1892, s. 80), (Jensen 1898, s. 434), (Rist 1899, s. 267), (Stilling 1913, s. 243).
[28] Dørumsgaard (2017), s. 121
[29] Vaupell (1892), s. 80.
[30] Rockstroh (1918), s. 530.
[31] Ibid, s. 524ff.
[32] Ibid, s. 524ff.
[33] Ibid, s. 530.
[34] Beck (1863), s. 184-185.
[35] Rist (1899), s. 267.
[36] (Vaupell 1868, s. 345 ff.), (Vaupell 1888, s. 190-191), (Jensen 1898, s. 434- 435), (Stilling 1913, s. 243), (Jensen 1915, s. 163-165).
[37] Holst & Larsen (1888), s. 162
[38] Ryes blodige handske fra Udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1949 er udstillet på Krigsmuseet (tidligere Tøjhusmuseet), https://natmus.dk/museer-og-slotte/krigsmuseet/udstillinger/danmarks-krige/
