I Militært Tidsskrift 1946 blev der givet en Fremstilling af 9. franske Armées Kampe i 1940 ved Meuse paa Grundlag af General Doumec’s Bog herom, og i Artiklen blev det udtalt, at Beskrivelsen kun kunde være ensidig, fordi man manglede en tilsvarende Beskrivelse fra tysk Side. Hidtil har der ogsaa hvilet et Slør over Begivenhederne set med tyske Øjne; men i sidste Hefte af »Revue historique de l’Armée« gengiver Commandant Rogé en Samtale, han har haft med General Guderian i Fangelejren Allendorff ved Frankfurt. Denne Samtale indeholder en hel Del Oplysninger, der kan have almindelig Interesse, og der skal derfor her gives et Sammendrag af den. Første Del af Samtalen omhandlede det tyske Panservaabens Styrke. General Guderian forklarede, at man ved Indbruddet i Polen kunde disponere over 4 Panserdivisioner og 5 motoriserede Divisioner. I Løbet af det følgende halve Aar fremstilledes saa mange Kampvogne, at man den 10. Maj raadede over 10 Panserdivisioner og 6 motoriserede Divisioner. De blev alle sat ind mod Frankrig. Der ud over fandtes kun c. 100 Vogne, der dels brugtes i Norge, dels paa Skydeskolerne. Ved Angrebet paa Frankrig skulde 1., 2. og 10. Panserdivision bestaa af 276 Kampvogne, 3., 4. og 5. af 324, 6., 7. og 8. af 218 og 9. af 229, hvilket ialt gav 2683 Kampvogne. Desuden var der ialt 320 Stabstanks fordelt til de højere Myndigheder. Tallet skulde altsaa have været 3003 Vogne; men Generalen mente, at der ialt kun var 2800 kampdygtige. Dertil kom en Del motorbaarne Maskingeværer, hvoraf der var 56 pr. Panserdivision, 24 pr. motoriseret Division, men kun 3 ved hver af de 36 Fodfolksdivisioner, der deltog i Angrebet. Det skulde have givet 800, hvoraf der dog manglede c. 100; men Fodfolket havde sine 3. Det samlede Tal blev paa den Maade knapt 3500.
Ved Angrebet paa Rusland kunde Tyskerne stille ialt 24 Panserdivisioner og 10 motoriserede Divisioner; men disse Panserdivisioner var svagere end de oprindelige 10, idet de kun bestod af 3 Batailloner mod oprindelig 4 og kun talte c. 180 Vogne mod tidligere 280. Dette var ikke efter den tyske Generalstabs Ønsker; men de kunde ikke skaffe Vogne nok til at dække Afgangen i Kampene, skønt de i Begyndelsen af 1940 fremstillede 250 om Maaneden, ved samme Tid i 1942 500, først i 1943 800 og ved Slutningen af dette Aar 1000, men derefter gik Tallet noget ned. Ganske vist forøgede man Antallet af Divisioner til 34 i Løbet af Krigen; men samtidig nedsattes Antallet af Vogne pr. Enhed, og til sidst raadedes der kun over 100—120 pr. Division. De erobrede Kampvogne passede ikke ind i de tyske Formationer og blev derfor ikke brugt. Man gik derefter over til at tale om Angrebet paa Frankrig. General Guderian oplyste herunder, at det oprindelig var Meningen at følge v. Schlieffens Plan, idet man med en stærk højre Fløj skulde bryde gennem til Holland og Belgien til de franske Kanalhavne. I November 1939 skete der et Uheld, idet en Kurer, der havde strengt fortrolige Papirer med vedrørende Angrebet, ved en Fejltagelse landede i Bruxelles i Stedet for i Köln. Hitler besluttede derfor, at Planen skulde ændres, saa man brød gennem Luxembourg og Belgien, overskred Meuse ved Sedan og derved delte Modstandernes Styrker i 2 Grupper. Guderian blev i Efteraaret 1939 kommanderet til at deltage i Udformningen af denne Plan, og en Gennemgang viste, at den havde en hel Del Fordele. De Allierede forberedte sig tydelig nok paa at modgaa den Schlieffenske Plan, og Franskmændene havde samlet sine Panserstyrker ved den belgiske Grænse, som de tydelig nok vilde overskride ved Kampenes Begyndelse, hvorved en Omringning af de Allieredes Nordhær lettedes. I denne Retning pegede ogsaa de hollandske og belgiske Fæstningsanlæg, der var stærkest mod Nord, medens de var svage ved Grænsen til Luxembourg. Endelig endte Maginot-Linien ved Sedan, og de følgende Værker var ikke nær saa stærke som Værkerne i Lothringen og ved Rhinen. I den oprindelige Schlieffenske Plan var der kun Tale om at bruge 3 Panserdi visioner; men Guderian fik dette ændret, saa alle 10 blev sat ind. Under Kommando af General v. Kleist dannedes der en Pansergruppe, bestaaende af 14., 38. og 19. Panserkorps, hvoraf Guderian førte sidstnævnte. Han havde sammen med sin Stab og Divisionscheferne gennemprøvet Opgaven i længere Tid ved Krigsspil, og samtidig blev Mandskabet uddannet ved Øvelser i Eiffel-Omraadet, der mindede meget om Ardennerne. Derved var alle blevet fuldstændig klar over deres Forhold, og alle Ordrer inden D+5-Dagen var helt forberedt, saa Guderian kun behøvede at foretage mindre Ændringer efterhaanden, som Begivenhederne fandt Sted. Han udgav sine Ordrer pr. Radio fra sin Chefstank og fulgtes derfor altid af en Chiffreringsofficer og en Radioofficer. Ordrerne blev udgivet direkte til hans Undergivne, som han opsøgte i forreste Linie. De skriftlige Befalinger, som Stabschefen, General Nehring, udfærdigede, fyldte ikke mere end 1 å 2 Sider. Korpset formeredes med 2., 1. og 10. Panserdivision i den Orden i første Træfning. Bag'Midten var 1 Panserartilleriregiment med 2 Afdelinger med 105 mm og 1 med 150 mm Skyts, 1 Luftværnsartilleriregiment, 1 Eskadrille Rekognosceringsmaskiner, 1 Telegrafbataillon, 1 Pionerbataillon og Regimentet »Gross Deutschland«. Hver Division bestod af 2 Panserregimenter, 2 motoriserede Fodfolksregimenter, 1 motoriseret Efterretningsafdeling, 1 Pionerbataillon, 1 Telegrafbataillon, 1 Antitankbataillon, 1 Eskadrille og Motorenheder. Korpset talte 900 Panservogne og 12 Artilleriafdelinger, hvoraf de 4 havde 150 mm Kanoner, og besad saaledes baade Kraft og Hurtighed. Om Passagen af Meuse ved Sedan forklarede han, at foretagne Rekognosceringer havde vist, at det fordelagtigste Sted herfor var fundet mellem Sedan og Saint Menges. Den 12. var 1. Panserdivision naaet frem hertil, 10. Division til venstre havde højre Fløj ved Bazeilles, medens 2. Division var blevet standset ved Semoy, hvorfor Guderian ønskede Angrebet udsat til den 14. for at kunne disponere over alle 3 Divisioner. General v. Kleist fastsatte imidlertid Tidspunktet til den 13. Kl. 16 efter en kort, men brutal Artilleriforberedelse. Guderian ønskede derimod en 2-Timers Forberedelse for at forøge den moralske Virkning. Angrebet skulde udføres af 1. Division over en Front paa 2% km. Den forstærkedes med Regimentet Gross Deutschland, Korpsets Pionerbataillon og Korpsets 2 lette Artilleriafdelinger, medens alle 4 tunge skulde understøtte fra de Stillinger, de havde i Forvejen. Artilleriets Opgave var at ødelægge de franske Stillinger hinsides Meuse, særlig Batteristillinger, Kommandostationer, Bunkers og Depoter. Fra Kl. 14—15,40 skulde de skyde normalt og derefter til Kl. 16 med størst mulig Hastighed. For at nedkæmpe de Bunkers, der eventuelt havde overlevet dette Bombardement, skulde Luftværnskanoner sendes frem til Meuse for at ødelægge dem ved direkte Ild. Luftsikringen paahvilede Korpsets Luftværnsregiment. Korpsets Flyvere blev forstærket med Jagerformationer og 12 Styrtbombeeskadriller og havde til Opgave at sikre Luftherredømmet særlig efter Middag den 13. Fra Kl. 14—16 skulde de derefter foretage Bombardement af de franske Batteristillinger, og Tempoet skulde forøges til den største Voldsomhed mellem Kl. 15,30 og 16. Guderian havde det Indtryk, at Forsvaret af Meuse kun var svagt, de Allieredes Flyvere viste sig ikke, og det franske Artilleri trak sig tilbage paa Grund af det voldsomme Bombardement. Forsvarernes Bunkers var næsten alle ødelagt eller blev hurtigt taget trods tapper Modstand. Kl. 16 kom de første Folk let over Meuse i deres Gummibaade, og man begyndte straks at slaa Bro over Floden. Gross Deutschland og Divisionens motoriserede Fodfolksbrigade gik Kl. 18 til Angreb paa den franske Hovedkampstilling, og i Løbet af Eftermiddagen kom alle Panservogne og Divisionsartilleriet over Floden, saa de kunde støtte Fodfolkets Kamp. Sent paa Aftenen var Gross Deutschland trængt 6 km ind i den franske Hovedforsvarslinie. Der blev derefter spurgt Guderian, hvordan et fransk Modangreb den 14. ved Daggry vilde være gaaet. Han svarede herpaa, at 1. Panserdi vision i saa Fald vilde have været i en vanskelig Stilling; men nogle Timer senere lykkedes det 2. Panserdivision at komme over Semoy, hvorefter den ilede 1. Division til Hjælp. De tyske Lufttropper var efter Angrebet af gaaet til andre Steder af Kamppladsen, og de Allieredes Flyvere var nu Herrer i Luften; men trods al Tapperhed lykkedes det dem ikke at ødelægge Broen mellem Sedan og Saint Menges, som alle Korpsets Forsyninger maatte passere den 14., og som forsvaredes af Korpsets Luftværnsartilleriregiment, der nedskød hen mod 50 allierede Flyvere. Trods Korpsets fremskudte Stilling besluttede Guderian den 14. at udnytte sit Held ved at lade 1. og 2. Division støde rask frem mod Vest for at bringe Uorden i 9. franske Armées Indre. 10. Panserdivision og Regimentet Gross Deutschland fik til Opgave at sikre den venstre Flanke i Retning mod Paris til Generalfeltmarskal v. Rundstedts Fodfolk kunde komme frem og afløse dem. Efter Guderians Mening var det eneste, der nu kunde have forhindret Katastrofen, at General Touchons Detachement, der var ved at blive samlet mellem Rethel og Oise, sammen med General de Gaulles Panserdivision var sat ind i hans Flanke. Skulde dette Modangreb ikke være lykkedes helt, vilde det dog have standset ham 2—3 Dage; men Fodfolksangrebet kom aldrig i Gang, og General de Gaulles Stød mente han strandede af Mangel paa Olie.
Gordon Norrie.
