D. Gassikring i Marchretningen.
Gassporingstroppen følger samlet Forspidsens Hovedstyrke og skal stadig følge med paa Kortet for at finde Steder, hvor Gasbelægning kan forventes. Forbindelse mellem Delingsfører, Forpatrouille og Gassporingstrop foregaar ved de foreskrevne Tegn. Der gælder for Arbejdsdelingen den Grundregel, at Forpatrouillen fastslaar, hvor der ligger Krigsgas, medens alle nøjere Rekognosceringer overlades til Gassporerne. Under Marchen skal Føreren og Nr. 1 uafbrudt passe paa Lugt eller andre Tegn, der tyder paa Gasbelægning, og de maa ikke udelukkende stole paa Forpatrouillens Tegn. Nr. 2 skal holde Forbindelse med Forpatrouillen og Nr. 3 observere i Retning af Fjenden, om der er Tegn paa Gasudlægning, f. Eks. fra fjendtlige Flyvere. Ved Passage af en Snævring gaar Nr. 3 sammen med andre Spejdere over Højdepunkter ved Siden af Marchvejen, medens Resten af Gassporingstroppen forbliver ved Delingen paa Vejen. Nr. 4 og 5 afløser fra Tid til anden Nr. 1 og Nr. 3. Naar Forspidsen gør midlertidigt Iloldt, forbliver Føreren for Gassporingstroppen i Nærheden af Delingsføreren. Nr. 2 og Nr. 3 lægger sig bagved til højre og venstre for Føreren, medens Nr. 1, Nr. 4 og Nr. 5 venter længere tilbage paa Tegn fra Føreren. Ogsaa uden særlig Befaling fra Delingsføreren bliver ved Marchen gennem Landsbyer den foreskrevne Rekognoscering udført, og paa mistænkelige Steder bliver Jorden og Luften undersøgt med Sporingspapir og Gasbestemmelsesredskaber, hvis der ikke er synlige Spor eller Lugt at iagttage. Saasnart der bemærkes Gasalarmtegn fra Forpatrouillen, eller der gøres andre vigtige Iagttagelser, skal det meldes til Delingsføreren, der giver den til Situationen svarende Rekognosceringsbefaling og træffer de nødvendige Anordninger til Sikring og Ildbeskyttelse. Saasnart Fodfolket udfolder, anbefales det i mistænkeligt Terrain at medgive fremsendte Fægtningspatrouiller Gassporere. Under Fægtning forbliver Gassporerne bag Fronten til Raadighed for de Bataillons- og Kompagnichefer, som de er blevet underlagt.
E. Sikring mod Gasangreb fra Luften og mod Gasbeskydning.
Tropperne skal advares saa tidligt mod Gasangreb fra fjendtlige Flyvere, at de rettidigt kan anlægge Gasmaske og Gasslag. Denne Opgave er saa vanskelig, at den kun kan løses nogenlunde tilfredsstillende gennem nøje Samarbejde mellem Luftspejder- og Alarmtjenesten og Gasobservatøreme. Alle Batailloner og Afdelinger af samme Størrelse skal derfor under Marchen have tildelt Gassporingstroppe fra den gaskemiske Deling, og desuden skal der i ethvert Kompagni, Batteri o. s. v. udpeges egnede Folk som Gasobservatører. Luftspejdere, der skal ledsage Marchkolonnen paa begge Sider i en vis Afstand, melder deres Iagttagelser gennem Radio eller Raketter. Disse Tegn bliver modtaget af andre i Kolonnen marcherende Spejdere, som alarmerer gennem Hornsignaler eller Fløjter. Der skelnes mellem 2 Signaler:
a) „Flyverrekognoscering“ ved enkelte Flyveres Tilsynekomst;
b) „Luftfare“ ved Tilsynekomsten af 3 eller flere Flyvere. Endskønt Tropperne ved det sidste Signal uden videre skal anlægge Gasmaske og Gasslag, giver Gasobservatørerne fra den gaskemiske Deling alligevel Tegnet „Gasalarm“. De er iøvrigt forpligtet til ogsaa at give det uden forudgaaende Advarsel fra Luftspejderne, naar det er nødvendigt efter deres egen Observation, altsaa allerede paa Signalet „Flyverrekognoscering“, naar de erkender, at en enkelt Flyvemaskine bærer Gasbeholder paa Kroppen eller udsprøjter Gas. Den til den forreste Bataillon tildelte Gassporingstrop, eller i dette Tilfælde mere træffende „Gasspejdertrop“, marcherer bagest i Bataillonen. Til hurtig Overbringelse af Meldinger kan der tildeles den Motorordonnanser fra Regimentet. Allerede ved Afmarchen bliver Troppen underrettet om, paa hvilke Steder (f. Eks. ved Snævringer uden Dækning mod Luftobservation) og i hvilke Retninger der særlig kan regnes med Flyverangreb. Føreren for Troppen prøver undervejs fra Tid til anden (ved hvert Hvil, ved enhver Forandring af Marchretningen og saa snart Terrainet skifter Karakter) med sin Vimpel Vindretningen. Nr. 2 og Nr. 3 passer paa Tegn fra Luftalarmpatrouillen. Nr. 1 iagttager de optrædende fjendtlige Flyvemaskiner og melder, af hvilken Art de er. Nr. 4 og Nr. 5 bærer Alarmsirenen. For Gassporingstroppens videre Forhold gælder følgende Regler:
a) Signal „Flyverrekognoscering“. Gasspejdertroppen forlader Marchvejen og gaar ud til den Side, hvorfra Vinden kommer, for ved Krigsgassens Udsprøjtning over Marchvejen ikke at blive truffet af den af Vinden videreførte Krigsgasregn. Gasslag og Gasmasker bliver bragt i Beredskab. Dog anlægger foreløbig kun Nr. 1 Gasslaget. b) Paa Signal „Luftfare“ eller ved egen Iagttagelse lader Føreren for Troppen Nr. 1 og Nr. 5 give Gasalarmsignal med Sirenen. Gasmaske og Gasslag anlægges. Troppen fjerner sig endnu mere fra Marchvejen imod Vinden indtil et Sted, hvor Terrainet tillader Iagttagelse af Luften og det Rum, i hvilket Bataillonen befinder sig. Føreren for Troppen tildeler Nr. 2—5 Observationsafsnit til Siden for Marchvejen, medens han selv iagttager denne, og Nr. 1 holder Øje med Flyvemaskinerne. Det er klart, at alt dette kun er muligt, naar Flyvernes Tilsynekomst bliver bemærket meget tidligt. Dette kan man ikke regne med ved lavtgaaende Flyvergasangreb. Maskinerne vil bruse saa overraskende hen over Tropperne, at der næppe vil medgaa mere end 30 Sekunder fra deres Tilsynekomst til deres Forsvinden.
c) Under Luftangrebet falder Gasspejdertroppen ned for at være nogenlunde beskyttet mod Sprængstykkerne fra de nedkastede Bomber og iagttager i liggende Stilling, paa hvilke Steder Bomberne slaar ned, og om det efter Knaldet og Sprængskyens Udseende drejer sig om Krigsgasbomber eller almindelige Bomber.
d) Efter Afslutning af Krigsgasangrebet, sætter Føreren hele sin Trop ind, for hurtigst muligt at rekognoscere Grænserne og Mulighederne for at gaa uden om det belagte Omraade. Har Fjenden baade udsprøjtet Krigsgas og nedkastet Krigsgasbomber, bliver først de tilsprøjtede Flader rekognosceret og derefter Bombernes Nedslagssteder af enkelte Gassporere, hvorved Gasarten bliver fastslaaet med Gasbestemmelsesredskaberne. Medens Nr. 1—3 trækker Gasdragter paa og rekognoscerer og afmærker det belagte Rum paa sædvanlig Maade, skal Nr. 4 og Nr. 5 samtidig paa Vindsiden søge at afstikke en Vej udenom. Sædvanligvis anlægger de hertil ikke Gasdragt, men kun Gasslag og Gasstrømper. Tropsføreren følger sine Gassporere, idet han overvaager deres Virksomhed, hen til Samlingspladsen, som i dette Tilfælde bliver bestemt i Marchretningen, paa den anden Side af det belagte Rum. Her bliver den skriftlige Melding med Skitse færdiggjort og tilstillet Bataillonschefen. Ved Afbøjningen fra den oprindelige Marchvej bliver en af de tildelte Ordonnanser efterladt for at vise efterfølgende Styrker den rette Vej. Ligesom Gasspejderne fra den gaskemiske Deling er bag Bataillonen, marcherer Kompagniets egne Gasobservatører i Køen af Kompagniet. Ved Luftangreb forholder de sig ligesom Gasspejdertroppen. Efter at ætsende Krigsgas er udsprøjtet, overtager de, saavidt Bataillonen ikke raader over en Gasspejdertrop, Rekognosceringen af det belagte Rum. Herved indskrænker de sig dog til en tilnærmelsesvis Konstatering af dets Udstrækning og søger kun i Vindsiden ved Hjælp af ydre Kendetegn og ved Lugtesansen en gasfri Vej. løvrigt skal de ved Gasbeskydning alarmere deres Troppedel. Ved de beredne og kørende Tropper bliver Gasobservationstjenesten under March reguleret efter de samme Principper som ved Fodfolket. Hvor Situationen tillader det, kan Troppeføreren paa Steder, der særlig egner sig til Gasangreb, f. Eks. ved Broer eller Snævringer, indsætte Gasspejdertroppe, der skal blive paa Stedet og virke i snævert Samarbejde med de paa samme Sted virksomme Poster fra Luftspejder- og -alarmtjenesten. De overtager den uafbrudte Gassikring af forbimarcherende Kolonner.
3. Under Fægtning.
A. Ved Møde kampen.
Saasnart Fjenden standser og indretter sig til Forsvar, kan han for at forstærke sin Stilling i høj Grad gøre Brug af Gasbelægning. Han kan anlægge Gasspærringer til Beskyttelse af udækkede Flanker og ligeledes foran sin Front for at tvinge Angrebet ind i den for Forsvaret gunstigste Retning. For at Virkningen skal holde saa længe som muligt, maa han lade Belægningen udfore saa sent som muligt og under Ildbeskyttelse. Angriberens højere Fører faar gennem sin Luftopklaring de første Meldinger om Tegn paa den Slags Forholdsregler hos Modstanderen. For at forstyrre dennes Hensigter sendes der hurtigt bevægelige og kampkraftige Kommandoer frem i Forvejen. Disse skal kaste de fjendtlige Ildbeskyttelsesstyrker, om muligt hindre Belægningens Iværksættelse, ødelægge Modstanderens Belægningstropper under Arbejdet, og, hvis dette ikke lykkes, fremtvinge Muligheden for rettidig Rekognoscering af Gasspærringen. De højere Førere maa, naar de skal træffe deres Beslutninger være fuldkommen underrettede om Spærringernes Beliggenhed og Udstrækningen foran den fjendtlige Front. For at opnaa dette anvendes bedst motoriserede Tropper og Kampvognsenheder; hvis saadanne ikke staar til Raadighed, kan ogsaa beredne Afdelinger med Artilleri sendes frem. De skal i det mindste indtræffe 2—3 Timer før Avantgarden foran den fjendtlige Stilling. Deres Slagkraft maa være saa stor, at de, følgende i Hælene paa de vigende fjendtlige Sikringsstyrker, kan støde igennem lige til den fjendtlige Hovedstilling. Herunder passerer de angribende Styrker Gasspærringerne i Gasstrømper. Under Beskyttelse af disse Styrker og paa Grundlag af deres Meldinger bliver nu de hidtil tilbageholdte Gassporingstroppe og Gasrensningstroppe sat ind. Begge har en vanskelig Opgave, idet de under kun svag Ildbeskyttelse og under kraftig Ild fra Forsvarsstillingen skal afsøge Terrainet. De maa være indstillede paa selv at blive indviklede i Kamp. Lignende Vanskeligheder gives der for Rekognosceringen, naar denne i Mangel af tilstrækkelige beredne og motoriserede Styrker først kan gennemføres efter Avantgardens Indgriben i Kampen om Forterrainet. Under disse Omstændigheder maa det vistnok betvivles, om Troppeføreren ved Udgivelsen af Angrebsbefalingen virkelig vil være fuldkommen underrettet om Gasspæringernes Beliggenhed. Alligevel vil Meldingerne give ham et Billede, som vil lette Beslutningerne. De er Grundlaget ikke blot for Afgørelsen af Tyngdepunktets Beliggenhed og Angrebskræfternes Fordeling, men ogsaa for Indsættelsen af Gasrensningstroppene, for Udlevering af let Gasdragt til bestemte Enheder og for Fordelingen af Gassporingstroppene. Disse sidste bliver særlig brugte ved de første Angrebsbølger i de Angrebszoner, i hvilke Gennemførelsen af Rekognosceringen ikke er lykkedes tilfredsstillende. Men ogsaa paa andre Steder, f. Eks. ved den anden og tredie Angrebsbølge, kan der gives Situationer, i hvilke Indsættelse af Gassporere bliver nødvendig. Man maa regne med, at Fjenden belægger hidtil gasfrie Omraader ved Gasbeskydning eller lægger Gasbeskydning, hvis moralske Virkning Russerne vurderer højt, over Beredskabsstillingerne eller over selve Angrebsbølgerne. Fra Angrebets Begyndelse ligger Gasopklaringen i Bataillonschefernes Hænder. De beholder de dem underlagte Gassporingstroppe til egen Raadighed, trækker dem ved det fremadskridende Angreb springvis efter og sætter dem først ind, naar der fra den forreste Linie bliver meldt, at man er stødt paa Lugt og synlige Tegn paa en Terrainbelægning. Gassporernes Opmærksomhed vil i denne Situation være mindre bortledet fra Rekognosceringen end under Kampene om Forterrainet; thi de maa ganske vist udøve deres Virksomhed under stærk fjendtlig Ild, men de staar nu selv under stærk Ildbeskyttelse, og Sandsynligheden for Sammenstød med Fjenden er her forholdsvis ringe for Gassporerne. Ogsaa efter Indtrængelsen i den fjendtlige Stilling kan deres Indsættelse blive nødvendig, thi Fjenden kan aflukke Indbrudsstedet ved Gasbeskydning. Ved planmæssig Tilbagegang fra Forsvarsstillingen kan Fjenden med Sprøjtevogne lade fremstille Gasspærringer i de vigtigste Forfølgelsesretninger, hvilket er virksommere end Spærringer skabte ved Gasbeskydning. I en af Fjenden rømmet Stilling skal Gassporerne undersøge, om Grave og Opholdsrum er gasforgiftede. Scuiledes forbliver Gasopklcuringen fra Angrebets Begyndelse til Enden en uadskillelig Bestanddel af Fægtningsopklar ingen. Men til denne hører saavel under March som under Fægtning ved Siden af Rekognoscering af belagte Omraader ogsaa Gasobservation til Alarmering mod Gasangreb. Ganske vist svinder Luftobservationen i Betydning jo mere Tropperne spredes paa Kamppladsen, fordi de saa ikke danner saa lønnende Maal for Gasangreb fra fjendtlige Flyvere som Marchkolonner og Troppesamlinger paa llvilepladser og i Beredskabsstillinger. Derimod bliver Observation og Alarmering mod Gasbeskydning saa meget vigtigere. Men denne Observation bliver ikke overtaget af Gassporerne fra den gaskemiske Deling, men derimod af egnede Folk fra Kamptropperne, som i enhver Udstilling, i enhver Beredskabsstilling saavel som i enhver Opstilling af Køretøjer, udstiller Gasobservatører, der tillige er Gasalarmposter.
B. Paa stivnede Fronter.
Saasnart Angrebet er bragt til Standsning, og Fronten stivner, vinder begge Modstandere Tid til Masseindsættelse af gaskemiske Kampstoffer, hvad enten det er for at forberede Forsvaret eller for at fortsætte Angrebet. Begge maa nu ogsaa regne med Gasbølgeangreb i stor Maalestok og er derfor, uafhængig af Fægtningshensigten, tvunget til de samme Forsigtighedsregler for at beskytte sig mod Overraskelser. Det er nødvendigt gennem uafbrudt Observation af Modstanderen rettidigt at alarmere Tropperne. Luftopklaringen kan bidrage noget hertil, i hvert Fald gennem Øjenrekognoscering og Fotografering fastslaa Jordarbejder, som tyder paa Indbygning af Gasminekastere eller Gasflasker. Hovedsagen er en godt arbejdende Gasobservations- og Alarmtjeneste paa Jorden. Ved disses Organisation gaar Russerne ud fra en Inddeling af Gasangrebsmetoderne i 2 Grupper. Til den første Gruppe hører Gasbølgeangrebet (incl. Anvendelse af Gasfakler) og Gasminekasterangrebet, d. v. s. de Metoder, hvis Virkning for det meste har en stor Udbredelse i Rummet, og hvis Forberedelser kan erkendes paa mange Maader. Til den anden Gruppe hører Gasbeskydning fra Artilleri og Gasmorterer, saavel som Gasangreb fra Luften, d. v. s. de Metoder, hvis Virkning for det meste udstrækker sig over mindre Rum og Enheder, og hvis Forberedelse ikke røber sig gennem Tegn, fordi de ikke i nogen Retning adskiller sig fra det sædvanlige Angrebs Forberedelse med Artilleriskydning, Miner eller Bomber. Denne Inddeling af Gasangrebsmetoder svarer til en Inddeling i „Gasposter til almindelig Alarmering“ og „Gasposter til lokal Alarmering“.
Den almindelige Gasobservations- og Alarmtjeneste reguleres og ledes i hvert Regimentsafsnit af Chefen for den gaskemiske Tjeneste efter Troppeførerens Befaling og efter de tekniske Anvisninger fra den foresatte Chef i den gaskemiske Tjeneste. Han indsætter paa Fronten Gassporingstroppe fra den gaskemiske Deling som Gasposter til den almindelige Alarm. De skal melde ham om Tegn, som tyder paa Forberedelser hos Fjenden til Gasminekasterskydning eller Gasbolgeangreb og ved saadanne Angrebs Begyndelse alarmere Tropperne. Til Observation mod Gasbolgeangreb vil i Almindelighed 1 Gaspost pr. km Front være nok. Men desuden skal der yderligere være opstillet Observatører, som fra Flanken kan overse Adgangsvejene til de for Gasminekasterstillinger egnede Terrainstrækninger, som er skjult af Terrainet eller Skovstykker. Bag Fronten og langt ind i Bagterrainet fordeler Chefen for den gaskemiske Tjeneste „Gasalarmposter“, som kun har at videregive det almindelige Alarmtegn. Disse Gasalarmposter bliver ikke opstillede fra den gaskemiske Deling, men fra den nærmeste Troppeenhed og i Almindelighed kun udstillede, naar et Gasbølgeangreb fra Fjenden som Folge af Vindstyrke og Vindretning synes muligt. Gasposterne for almindelig Alarm giver ved Gasbolgeangreb og Gasminekasterskydning forskellige Gasalarmtegn. Deres Hovedalarmredskab er Sirenen. Til Videresendere af almindelig Alarm anvendes Telefon, Blinkmateriel, Lydtegn og optiske Tegn, f. Eks. Lysraketter, høje Fakler og om Dagen og i tørt Vejr ogsaa Røgtegn. Gasposterne for den almindelige Alarm (1 Fører og 5—6 Mand) indretter først et godt sløret og saavidt muligt ogsaa dækket Observationssted, som bliver besat med 2 Mand; derefter indretter de et tilsvarende Skifteobservationssted. Den største Del af Gassporingstroppen hviler paa et godt dækket Sted ikke langt fra Observationsstedet, og de afløser hver anden eller hver fjerde Time Observatørerne i Observationsstedet. Den vagthavende (Føreren) orienterer alL Folkene i Terrainet; herved bliver fremtrædende Punkter (Bygninger, Vejkors, Skovspidser o. s. v.) bestemte som Orienteringspunkter, betegnet med Numre og indført paa en Terrainskitse. Afstanden til de enkelte Punkter fra Observationsstedet bliver maalt paa Kort eller bedømt og derefter paaskrevet. Et Eksemplar af Skitsen bliver sendt til Chefen for den gaskemiske Tjeneste ,et andet bliver udleveret til de Observatører, der er paa Post, tillige med Observationsdagbogen, paa hvis første Blad den vagthavende indfører Observationsstedets Beliggenhed, Terrainet, der skal observeres mod, og det særlige Hverv. Alle Observatører har en Gassporers fuldstændige Udrustning. Desuden har den ene Observator, der er paa Post, en Kikkert (om muligt en Reliefkikkert), en Sirene og Dagbogen. De enkelte Blade i Dagbogen er inddelt i Spalter med Hoved som angivet nedenfor.
De to Observatører, der er paa Post, iagttager i Fællesskab; den ene har Kommandoen og indfører alle Observationerne i Dagbogen. Kun det, som tyder paa Forberedelser hos Fjenden til et Gasangreb, bliver meldt øjeblikkeligt. Meldingen passerer over Tropsføreren til Chefen for den gaskemiske Tjeneste. Efter at Observatørerne paa Observationsstedet ved Begyndelsen af et Gasbølge- eller Gasminekasterangreb har givet første Alarmsignal, melder Gasvagten telefonisk nærmere om Art og Sted for Angrebet, og saasnart Luften er blevet undersøgt med Gasbestemmelsesredskaberne, ogsaa om Krigsgasarten. Bliver Terrain i Nærheden af Observationsomraadet belagt med Gas fra Artilleri, Minekastere eller fra Luften, giver Gasposterne for den almindelige Alarm intet Alarmtegn; de skal heller ikke videresende Tegn fra Gasvagter i den lokale Alarmtjeneste. Tropsføreren lader imidlertid Krigsgasarten fastslaa og melder herom. Naar det drejer sig om Belægning af Terrain, samler han sin Trop og lader Terrainet i en Omkreds af ca. 500 m rekognoscere. Hvis Observationsstedet selv bliver belagt, rømmer han det og besætter Skifteobservationsstedet. Da Russerne anser Gasbølgeangreb om Natten for særlig virksomme, sender de ved Mørkets Frembrud Gasposter frem til den forreste Kant af egen Stilling. Disse bliver ogsaa betegnede som Gaslytteposter. En Gaspost bestaar af 2 Mand, af hvilke den ene afgives af Gasvagten for almindelig Alarm, medens den anden kan være en vilkaarlig Soldat. Desuden maa det nærmeste Kompagni afgive en tredie Mand som Forbindelsesmand eller Ordonnans, hvis Gasposten maa tage Stilling langt fra Gasvagtens Observationssted. Postens Plads saavel som Vejen til og fra denne, skal rekognosceres ved Dagslys af de til Posttjenesten inddelte Folk. De forbliver hele Natten uden Afløsning paa Posten. Deres Udrustning bestaar af Gevær med rigelig Ammunition, nogle Haandgranater, Gashanflsker og Gasstrømper, Lyskompas, elektrisk Lommelampe, Lanterne med farvede Glas, Ur, Drikkevand og Forplejning. Alle øvrige til Gassporings tjenesten ellers brugte Udrustningsgenstande, ogsaa til skriftlige Optegnelser, bliver tilbage. Observeres Forberedelse til et Gasbølgeangreb, melder Gasposten til Gasvagtens Observationssted gennem Blinksignaler, der er skjulte for Fjenden; selve Angrebets Begyndelse meldes ved Raketter. Overfor stærkere fjendtlige Patrouiller trækker Posterne sig tilbage; enkelte fjendtlige Spejdere tages til Fange eller slaas ned saa lydløst som muligt. Forbliver den planmæssige Observation af den fjendtlige Stilling uden Resultater, skønt der efter Situation, Vejr, Terrain og Udsagn fra Overløbere o. 1. maa regnes med, at Fjenden forbereder Gasangreb, skaffer Føringen sig Klarhed ved Fremsendelse af stærke Patrouiller i det mistænkelige Afsnit. Disse Patrouiller skal ikke blot gøre Fanger, men frem for alt ogsaa afsøge den fjendtlige Stilling og tilbagebringe Bevismateriale (De af fjendtligt Udblæsningsmateriel, Gasfakler o. s. v.). Hertil bliver der medgivet den sagkyndige Folk fra den gaskemiske Deling.
Som Gasponter til den lokale Alarmering indsætter hver Troppeenhed (Kompagni, Batteri o. s. v.) egnede Folk, nemlig den gaskemiske Kompagniinstruktør og særlig uddannede Folk. Disse skal, saasnart de ved en Beskydning eller et Luftangreb mærker Gas, alarmere med særlig hertil bestemte Tegn (Klokker eller Gongonger). Desuden giver de det almindelige Alarmsignal videre.
C. Ved Overgang til Angreb i Stillingskrigen.
I Stillingskrigen maa man ved Overgang til Angreb være indstillet paa, at Modstanderen kan gøre Brug af alle Arter Krigsgas og Anvendelsesmetoder, incl. Gasbølgemetoden, til Forsvar. Derfor maa Angriberen først og fremmest opretholde den i Udgangsstillingen indrettede Gasobservations- og Alarmtjeneste med dens Inddeling i Gasvagter for almindelig og for lokal Alarm. Gasvagterne for almindelig Alarm fra den gaskemiske Deling underlægges dog ved Angrebets Begyndelse de taktiske Førere, men de bliver principielt først og fremmest paa Observationsstedet og iagttager, uden dog et Øjeblik at afbryde Observationen af Fjenden, derfra egne Troppers Fremrykning. Forst naar disse vinder Termin, rykker ogsaa Gasvagten frem og bliver nu til Gassporingstrop, som holder sig parat til Rekognoscering af Terrainbelægninger, som de angribende Styrker eventuelt støder paa. Men for at selve Gasiagttagelsen under Fremadbevægelsen ikke skal blive afbrudt, bliver den trukket frem fra Udkigspunkt til Udkigspunkt. Den taktiske Fører underretter før Angrebet Troppen om Hensigten, stiller den bestemte Observationsopgaver, angiver en Række Udkigspunkter og befaler, hvortil og ad hvilken Vej der skal meldes. Ved Fremrykningen begiver først Føreren for Troppen sammen med en Observatør sig til det nye Udkigspunkt og indretter det. Først efter at dette er sket, bliver den gamle Observationsplads forladt og Resten af Troppen trukket hen til et godt dækket Sted 50—100 m bag den nye Observationsplads.
4. I Kantonnementer.
Ved hvilende Tropper bag Fronten bliver Gasobservationen ordnet efter Principper, som ogsaa er anvendelige i den civile Luft- og Gasbeskyttelse. Alt efter Størrelsen af Kantonnementet bliver der opstillet en eller flere Gasvagter paa den sædvanlige Størrelse af 1 Fører og 5—6 Mand. Som Observationssted bliver der valgt et saa højt beliggende Punkt som muligt, f. Eks. Taget af et Hus, fra hvilket der er godt Overblik over Terrainet. I Nærheden, saa vidt muligt i selve Huset, bliver Vagtlokalet indrettet, som i meget høje Bygninger ikke skal ligge i en som Gasbeskyttelsesrum tættet Kælder, men derimod tæt under Observationsstedet i en højere Etage. Paa Vejen bliver Adgangen til Gasvagten kendetegnet om Dagen med et grønt Flag, om Natten med en grøn Lanterne. Observationssted og Vagtlokalet bliver forbundet med hinanden og med Kantonnementskommandørens Stab og Luftmeldetjenesten med Telefon. Der bliver tildelt Vagten en Telefonist og som Ordonnans en Cyklist eller Motorordonnans. Paa Observationsstedet bliver Sirenen opstillet. Hvis det med Sikkerhed kan garanteres, at Luftmeldetjenesten kan alarmere mindst 10 Minutter før fjendtlige Flyveres Ankomst over Stedet, bliver Observationsstedet først besat paa Signalet Flyveralarm. Ligger Vagten derimod saa tæt ved Fronten, at en saadan Sikkerhed ikke kan gives, skal Observationsstedet vedvarende være besat med en Observatør. Denne har, hvis Kantonnementet er indenfor det mulige Virkningsomraade af fjendtligt Gasbølgeangreb, foruden Luftobservation ogsaa Pligt at passe paa de fra Fronten kommende almindelige Alarmtegn og give dem videre.
Paa Signal Flyveralarm bliver Observationsstedet straks fuldstændig besat, d. v. s. af Føreren, en Observatør og en Telefonist. Alle 3 anlægger Gasmaske og Gasslag. De øvrige Folk forbliver i Vagtlokalet under Kommando af en udpeget Næstkommanderende, klar til om nødvendigt at træde i Virksomhed som Gassporingstrop. Under Flyverangrebet bliver Virkningen iagttaget fra Observationsstedet. Saasnart det erkendes, at Fjenden anvender Gas, bliver der givet Gasalarm tegn med Sirenen. Føreren indtegner i sin forberedte. Skitse Bombernes Nedslagssteder og det tilsyneladende med flydende Gasstof besprøjtede Rum. Han underretter derpaa telefonisk sin næstkommanderende og befaler samtidig, i hvilken Retning denne skal udsende Gassporere til Rekognoscering. Under den fortsatte Observation melder han til Kantonnementskommandøren om: Brande, Bombenedslag, Terrainbelægning, Ødelæggelser o. s. v. Næstkommaderende sender, efter de Anvisninger han har faaet, endnu medens Angrebet er i Gang, Gassporerne, i Reglen parvis, til de Steder, paa hvilke Nedslag af Bomber er blevet iagttaget. I Vagtlokalet skal dog holdes en Reserve tilbage, indtil de fjendtlige Flyvere er forsvundet. Først da maa de sidste Gassporere og Føreren selv deltage i Rekognosceringen. Udsprøjter de fjendtlige Flyvemaskiner derimod Krigsgassen, bliver hele Gasvagten under Kommando af Føreren sat ind til Rekognoscering. 1 dette Tilfælde maa kun Telefonfolkene blive tilbage paa Observationsstedet og i Vagtlokalet. Rekognosceringen skal altid gennemføres i største Hast. Først og fremmest bliver Udstrækningen af Belægningen paa Vejene fastslaaet. Først paa Tilbagevejen bliver der foretaget er, nærmere Rekognoscering af Gaarde paa mistænkelige Steder, Huse, i hvilke der er slaaet Bomber ned, og Tage, som er bleven besprøjtet med Gas; samtidig bliver den første Afmærkning af Grænserne af det belagte Omraade kontrollerede for at forbedre Afspærringen. Efter at der til Slut er udfærdiget en fuldstændig Melding med Skitse til Kantonnementskommandøren, holder Gassporerne sig parat til at tilrettevise de af ham udsendte Gasrensningstroppe.
Den russiske Gasopklaring, Observation og Alarmering viser, hvilken stor Værdi den røde Hær tillægger en grundig Uddannelse i Gasafværgning. De i nærværende Artikel omtalte Afværgningsmetoder er uden Tvivl Resultatet af et flittigt teoretisk Studium af Gaskampens Problemer og sikkert ogsaa af praktiske Forsøg foretaget ved Tropperne, for hvilke der paa alle Øvelsespladser er et afgrænset Omraade til Raadighed til Uddannelse med rigtige Gasstoffer. At Russerne iøvrigt ikke indskrænker sig til Gasafværgning, men tværtimod ligesaa omhyggeligt driver Uddannelsen i det gaskemiske Angreb, frem gaar utvetydigt fra mange forskellige Sider.
G. C. Münter.
