Major N. C. H. Linde ved Hærstaben, der har beskæftiget sig indgående med problemerne omkring tilrettelæggelse af fremtidsforskning, holdt den 7. december 1970 et foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab. Denne artikel bygger i det væsentlige på dette foredrag.
Det moderne samfund stiller mennesket i en række valgsituationer med konsekvenser for kommende generationer - valg som på grund af samfundets komplicerede struktur ikke kan ses isoleret for det pågældende område, men som regel griber ind i andre sektorer. Samtidig gør den teknologiske udvikling stort set alt muligt og frembyder derved et sådant væld af tilbud, at det er nødvendigt at prioritere og at søge at danne sig en forestilling om, hvad man ønsker sig for samfundet og mennesket på langt sigt, og planlægge de foranstaltninger, der kan lede mod en opfyldelse af disse ønsker. Dette er baggrunden for fremkomsten af det nye forskningsområde - fremtidsforskningen - der organiseret, systematisk og videnskabeligt behandler fremtidens problemer og valgmuligheder. Fremtidsforskning er således ikke spådomskunst, men det at gøre sig forestillinger om fremtiden på grundlag af den nøjagtigst mulige viden om de faktorer, der kan have indflydelse på den fremtidige udvikling, under anvendelse af en række videnskabelige metoder, der er udviklede indenfor de senere år. Fremtidsforskningen kan have til formål at kortlægge en mulig udviklingslinie frem mod en given tidshorisont - eller et antal udviklingslinier med henblik på at vælge den mest ønskelige - men der kan hertil føjes hensynet til at styre mod et på tidshorisonten opstillet ønske, d.v.s. at man begynder forskningsprojektet med at fastsætte en målsætning på tidshorisonten og i det videre arbejde planlægger de indgreb9 der må foretages for at opfylde målsætningen. Fremtidsforskning er således andet og mere end at opstille prognoser, der normalt består i vurdering af en mulig udvikling under hensyntagen til omverdenen og for at tilpasse sig denne, men uden forsøg på at forme, og ofte under anvendelse af historisk analogi som værktøj. Som det kan forstås, er ordet »fremtidsforskning« ikke videre godt dækkende. Det har imidlertid vundet indpas i sprogbruget og er derfor svært at komme til livs. Ofte søger man imidlertid at anvende ordet »futurologi«, der bedre beskriver, at man ligesom føjer en ny dimension til sin tænkning. For den militære virksomhed, specielt på planlægningsområdet især, ses fremtidsforskningen at have betydning på tre områder:
1. Der kan fra fremtidsforskningen trækkes oplysninger om udviklingstendenserne for det samfund, som forsvaret løbende må tilpasse sig.
2. Den del af fremtidsforskningen, som man kan kalde den teknologiske perspektivforskning, vil kunne udnyttes med henblik på at skaffe oplysning om den forudseelige udvikling på det militærtekniske område i de kommende årtier.
3. En række af de metoder, der er udviklede til brug for fremtidsforskningen, vil kunne finde anvendelse i forsvaret - ikke alene på stabsplan til brug under større projekter, men i en række tilfælde for den enkelte stabsmedarbejder i det daglige arbejde.
Idet pkt. 3 vel alment har størst interesse, er der i det følgende lagt vægt på en gennemgang af en række af fremtidsforskningens metoder. Fremtidsforskningens metoder kan groft opdeles i:
A. Ideteknik.
B. Eksplorative metoder.
C. Normative metoder.
D. Kybernetiske metoder.
Der vil i det følgende blive redegjort nærmere for disse 4 grupper og omtalt eksempler på metoderne, men der skal på dette sted nævnes den principielle forskel på de eksplorative og de normative metoder, idet gruppe A og D - ideteknik og kybernetiske metoder - må betragtes som hjælpemidler, der ikke kan stå alene. Ved eksplorativ fremtidsforskning forstås en aktivitet, hvor man udfra nutiden eller en ikke for fjern og klart defineret fremtid arbejder sig systematisk frem mod den valgte tidshorisont. Ordet »eksplorativ« betegner direkte, at der så at sige er tale om at gennemføre en opdagelsesrejse frem i tiden. De normative metoder virker den anden vej, idet man begynder med på tidshorisonten at fastlægge mål og ønsker og derfra arbejder sig tilbage mod nutiden for at knytte denne sammen med målet på tidshorisonten med en ønsket udviklingslinie. Ordet normativ er direkte oversat fra engelsk: »normative«. Teleologisk, d.v.s. finalistisk, fremtidsforskning ville være en bedre betegnelse, beskrivende at tingene opfattes udfra deres formål. Forskellen mellem de eksplorative og de normative metoder - og opfattelser - er beskrevet ved følgende figur:
På en tidslinie er vist et fremtidigt tidspunkt T2 samt et endnu fjernere tidspunkt T2. Til disse to tidspunkter er knyttet hændelserne x og y.
Udfra en eksplorativ opfattelse er problembeskrivelsen følgende: »Hvis hændelsen x sker til tiden Ti, så vil hændelsen y ske til tiden T2 med sandsynligheden p.« Efter normativ opfattelse: »Hvis y skal ske til tiden T2 med sandsynligheden p, så må x gøres til tiden T2.« I eksemplet er nævnt en hændelse, der tilskrives en vis sandsynlighed med hensyn til dens forekomst. Dette er et ofte forekommende element i fremtidsforskningen, idet denne jo beskæftiger sig med en fremtid, der rent logisk ikke eksisterer. Forskningsresultaterne vil derfor være behæftede med usikkerheder, men man søger hvor muligt at holde kontrol med disse usikkerheder, således at forskningsresultatet indeholder en saldo for usikkerhedernes størrelse. Denne sandsynlighedsberegning lettes af, at en række af metoderne forudsætter anvendelse af EDB, hvorved muliggøres ikke alene behandling af et meget stort datamateriale, men også gennemførelse af gentagne gennemregninger mod en optimeret løsning og dermed nedbringelse af usikkerheden.
A. Ideteknik.
Systematisk ideudvikling finder anvendelse på en lang række andre områder ud over fremtidsforskningen, men netop på dette felt er der behov for som grundlag for de fleste projekter at frembringe ideer, og helst ved en systematisering af processen alle tænkelige ideer eller muligheder. Blandt ideteknikkerne findes metoder, der kræver opstilling af et vist apparat for gennemførelsen, og derfor kun anvendelige til større projekter, men også metoder der kan anvendes af den enkelte ved skrivebordet, blot med brug af papir og blyant. I det følgende er redegjort for en metode fra hver af disse grupper.
1. Delphi-teknik.
Som navnet direkte angiver er der tale om fremskaffelse af, hvad man kan kalde et orakelsvar på et problem. Metoden er iterativ, d.v.s. at man trinvis søger at nærme sig et stadig bedre resultat - så at sige indskyder sig mod et mål. Begrebet iteration - der går igen ved mange af fremtidsforskningens metoder, og iøvrigt vil kunne erindres fra matematikken - kan illustreres som det der sker, når en færge med en ikke videre elegant rorgænger lægger til i et færgeleje: - først et bump mod den ene side, så et mod den anden, efterhånden mindre bump for til sidst at ende ved færgeklappen.
Metoden kan kort beskrives således:
En projektgruppe udarbejder en beskrivelse af det problem, der skal behandles, og udsender på grundlag heraf et spørgeskema til et antal udpegede eksperter. Problemet kan f.eks. være organisationen af el-forsyningen i Danmark år 2000. Eksperternes besvarelser (forudsigelser) behandles statistisk af projektgruppen, der tilsender deltagerne resultatet samtidig med alle modtagne besvarelser. Teknikkens kerne er, at deltagerne forbliver anonyme overfor hinanden. Deltagerne kender altså de svar, der er afgivet, men ikke hvem, der er ophavsmænd. På grundlag af oplysningerne fra første spørgerunde reviderer deltagerne deres besvarelse og indsender resultatet til projektgruppen, der foretager ny bearbejdelse. På denne måde gennemføres måske 4-5 spørgerunder, og det viser sig nu erfaringsmæssigt, at eksperternes synspunkter nærmer sig hinanden - de itererer. Det amerikanske Rand Corporation, der har udviklet metoden, har foretaget en række analyser for konstatering af duelighed og pålidelighed. Man har f.eks. benyttet et emne, hvor et givet problem havde fundet en løsning, men hvor man kunne finde et antal eksperter på området, der ikke var vidende om udfaldet. Disse eksperter samledes i to grupper, en gruppe der behandlede emnet med brug af Delphi-teknik og en gruppe, der behandlede emnet ved anvendelse af almindelig gruppediskussion. Ved Delphi-gruppen viste det sig, at synspunkterne som normalt nærmede sig hinanden, og at de samtidig kom i overensstemmelse med det faktiske udfald, som var kendt af projektgruppen. For diskussionsgruppens vedkommende nærmede synspunkterne sig også hinanden, men de blev ikke rigtigere - endsige rigtige. Metoden er anvendelig for ethvert fremtidig problem, som man ønsker behandlet med hensyn til ideer og fremtidsmuligheder.
2. Cross-impact-matrix metoden.
Denne metode er anvendelig for den enkelte til udvikling af ideer om et givet problem med henblik på valg af hensigtsmæssige løsninger blandt disse ideer. Princippet er, at man systematisk søger at få frembragt flest mulige løsninger som grundlag for valget. Begrebet »matrix« er kendt fra matematikken, men skal i denne forbindelse - som også anvendt i EDB-registre - blot forstås som en kasse, hvori man ordner de relevante data, så de bliver mere overskuelige og lettere behandlelige. Metodens princip er, at man opdeler sit problem udfra to kriterier, der kan sammenholdes. Hvert kriterium opdeles i flest mulige delelementer og noteres med hvert kriterium på to tilstødende sider af kassen. Metoden illustreres bedst gennem et eksempel - der er rent tilfældigt valgt og ikke skal ses som andet end en belysning af teknikken: En stab ønsker at udbygge kommunikationen til sine underlagte myndigheder, og den sagsbehandler, der får pålagt at undersøge de forskellige muligheder herfor, opdeler emnet efter to kriterier:
- kommunikationsemner,
- kommunikationsmetoder.
Hvert kriterium opdeles i delemner. I fig. 2 er vist en sådan opdeling, som langtfra kan anses for udtømmende - der kan findes langt flere delemner.
Ved nu systematisk at sammenholde hvert emne med hver metode - d.v.s. vurdere hvert af kassens felter - undersøger sagsbehandleren de foreliggende muligheder. Blot med de i fig. 2 viste eksempelvise delemner er der tale om næsten 400 muligheder, og man vil være sikker på at få en række muligheder, som man ikke ville være nået frem til, blot ved usystematisk tankevirksomhed, selvom en række muligheder selvfølgelig må udskydes på forhånd som umulige.
B. Eksplorative metoder.
Princippet i disse metoder er som tidligere nævnt, at man ud fra nutiden eller en klart defineret, ikke for fjern fremtid arbejder sig frem mod den fastlagte tidshorisont. Fordelene ved denne fremgangsmåde er, at man umiddelbart får sammenhæng med det bestående og - når projektet er færdiggjort og den mest hensigtsmæssige udviklingslinie er valgt - næsten gratis har en plan for udviklingen. Man må på forhånd fastlægge de forudsætninger og ønsker, der er relevante for emnet, og ved at variere forudsætningerne i overensstemmelse med de foreliggende muligheder - og som følge af valgsituationer undervejs - vil der tegne sig et antal udviklingslinier, som der kan vælges mellem. Ulempen ved denne fremgangsmåde er, at man i høj grad i fremstillingen er bundet af, hvad man kan benævne »arven fra det bestående«, d.v.s. at man vanskeligere får frembragt en egentlig nytænkning. Jeg skal i det følgende redegøre for 3 teknikker under denne metodegruppe:
1. Scenario-skrivning.
Denne metode har en bred anvendelsesmulighed og anvendes bl.a. af de store olieselskaber i deres fremtidsforskning vedrørende produktions- og salgsmuligheder. Der udarbejdes en slags drejebog over en mulig udviklingslinie frem til den valgte tidshorisont, idet man trin for trin ved opbygning af en logisk følge af begivenheder beskriver en mulig udvikling ud fra visse fastlagte forudsætninger og udviklingspåvirkninger. Ved variation af forudsætninger og påvirkninger og ved afgørelser i valgsituationer undervejs skrives så mange drejebøger, som man skønner det overkommeligt at sammenholde som antydet på fig. 3.
Man får herved tegnet et antal »scener« på tidshorisonten. Disse kan så vurderes i forhold til hinanden, enten blot intuitivt, eller med anvendelse af anden teknik, f.eks. krigsspil, eller ved at man tænker sig udløst en eller anden afgørende begivenhed, hvis følger for de enkelte scener analyseres. Man ender således med at udvælge den udviklingslinie, som er mest ønskelig - d.v.s. kommer nærmest til en stillet målsætning - sammenholdt med muligheden for at præstere de tilsluttende forudsætninger.
2. Udviklingsspil,
Herved forstås en særlig type dynamisk krigsspil. Ud fra de mange kriterier, der kan anvendes med henblik på at typeinddele krigsspil, kan følgende 4 trækkes frem som karakteriserende udviklingsspillet:
- formål: udviklingsspillet er et analyse-krigsspil - til forskel fra uddannelseskrigsspillet - beskrivende en længere periode af eksempelvis 20-30 års varighed i modsætning til et normalt analysespil, der behandler et tidsmæssigt begrænset hændelsesforløb,
- kontrol: ethvert krigsspil styres af en kontrolgruppe og der deltager et varierende antal spillerhold. Medens det almindeligt forekommende krigsspil spilles med to deltagere (blå og orange), karakteriseres udviklingsspillet ved, at der som oftest deltager mange spillerhold, idet alle magt- og interessegrupper må repræsenteres,
kontrolmåde: de fleste andre krigsspil er lukkede spil, d.v.s. at spillerholdene ikke umiddelbart kender de andre holds dispositioner, men af kontrolgruppen får præsenteret et efterretningsgrundlag. Udviklingsspillet er i modsætning hertil normalt et åbent spil, idet det behandler et hændelsesforløb, hvor parterne gennem presse, skrivelser, møder og anden kommunikation vil have kendskab til hinandens dispositioner,
- styring: først og fremmest uddannelsesspil vil som oftest være frie spil. Udviklingsspillet vil være styret i større eller mindre grad - d.v.s. at spillerholdene får pålagt visse rammer for deres dispositionsmuligheder - af hensyn til spillets formål.
Ved udviklingsspillet arbejder man sig under gennemførelse af en række spiltræk gennem den ønskede periode - delperiode for delperiode på grundlag af spildeltagernes dispositioner og kontrolgruppens afgørelser om periodernes forløb. På grund af en række begrænsninger kan udviklingsspillet ikke stå alene som planlægnings værktøj, men det må anses at være et egnet supplement, dels ved de indledende undersøgelser af et planlægningssystem til fremkaldelse af ideer og forestillinger samt afdækning af problemer og konfliktområder, og dels under systemets udvikling som kontrol. Under opbygning af en kompliceret planlægningsmodel kommer man ofte ud for en »ideskrumpning«: - at antallet af de tilførte originale ideer er omvendt proportionalt med udbygningsstadet, altså aftager i takt med, at modellen udbygges og tages i brug. Dette kan modvirkes ved med visse mellemrum at gennemføre udviklingsspil. Udviklingsspillet indeholder en række fordele. Man kan gennemføre det med en begrænset indsats, idet spillet efter formål gøres mere eller mindre kompliceret. Man kan let tage hensyn til den eksisterende organisation m.v., og man kan ved gentagne spil klarlægge en række udviklingsmuligheder, svarende til hvert sit forudsætningssæt. Et udviklingsspil har imidlertid også en del begrænsninger. Det vil være stærkt påvirket af de personer, der medvirker i kontrolgruppe og spiller hold, og deres anskuelser. Der er tale om en »kamp« mellem parterne, og en særlig dynamisk aktør kan bevirke, at et spil bliver tendentiøst (dette kan dog afbødes ved gennemførelse af flere spil med ændret rollebesætning). Videre er feed-back teknik vanskelig, og man kan ikke føre beregningsmæssig kontrol med usikkerheder. Et af de centrale problemer ved tilrettelæggelse af et udviklingsspil er styringen af et større antal spillerhold. Ved et »normalt« krigsspil med to spillerhod er styringen let, idet man blot lader spillerholdene disponere skiftevis. Med blot f.eks. 4 spillerhold kommer der vanskeligheder, idet man ikke kan lade holdene disponere i en fast rækkefølge, for et hold skal måske netop bruge oplysninger om »næste holds« dispositioner. Man må derfor lade holdene komme i rækkefølge efter spilsituationen, og med blot 4 spillerhold er der 24 muligheder (permutationer) for valg af rækkefølge. Et udviklingsspil vil oftest have betydeligt flere deltagere end 4 for at kunne tilgodese alle magt- og interessefaktorer, og med eksempelvis 16 deltagere er der mere end 2 X 1013 muligheder for valg af rækkefølge, d.v.s. en umulig styring. Problemet kan klares på flere måder, f.eks. ved brug af iteration, således at holdene disponerer samtidig og kontrolgruppen på dette grundlag foretager en foreløbig vurdering af spilperiodens forløb og dermed lægger visse rammer om udviklingen i den behandlede periode - holdene reviderer derpå deres dispositioner, og efter en eller flere sådanne gennemløb nærmer holdenes dispositioner sig hinanden, så der kan ske en koordineret afgørelse med hensyn til periodens hændelser.
3. Morfologi.
Denne metode er konstrueret først i 1940’erne af en schweitzer ved navn Zwicky og er dermed en af de ældste af fremtidsforskningens metoder. Metoden har imidlertid først i de senere år fået bredere anvendelse, idet behandling af et blot noget kompliceret problem vil kræve brug af EDB. Ordet morfologi er kendt i betydningen »formlære« - jf. ordet »amorf«, der betegner et formløst stof uden regelbunden molekyleplacering. Navnet antyder således metodens gennemført systematiske opbygning, som molekylgitrene i en krystal. Ved metoden fastlægges systematisk alle løsninger på et problem - altså både de allerede kendte og de hidtil utænkelige, måske umulige - idet man ikke på forhånd udskyder nogen mulighed. Metoden kan bruges på et nutidigt problem, d.v.s. som beslutningshjælp, eller med tidsdimension som egentligt fremtidsforskningsværktøj.
Metoden har 5 trin: (1)
Først gennemføres en fuldstændig analyse af problemet og en beskrivelse heraf. Dette trin er oftest det vanskeligste, og kan for visse opgaver være umulig at gennemføre. Er denne opgave imidlertid løst tilfredsstillende, indeholder de følgende trin til gengæld normalt ingen større vanskeligheder.
(2) På grundlag af denne beskrivelse opdeles problemet i en række karakteristiske parametre - afgørende størrelser eller egenskaber, der kan antage varierende værdier (grundformer).
(3) For hver parameter udfindes de forskellige grundformer, og der opstilles en »morfologisk boks« som vist på fig. 4, hvor der er valgt 11 parametre (én på hver linie, nummereret ved nederste indeks). De enkelte grundformer mærkes fortløbende ved øverste indeks. 1. parameter kan således antage 2 grundformer, 3. parameter 3 grundformer o.s.v.
Man kan nu systematisk danne alle mulige kombinationer ved at tage en værdi fra hver egenskab (parameter). Fig. 4 er en morfologisk boks, der er anvendt til behandling af opgaven: mulige konstruktionsformer for simple, kemiske jetmotorer, og den valgmulighed, der er antydet med boller og forbindende streger - tagende én værdi fra hver parameter - fremstiller en hidtil ukendt motortype, der tager sin energi fra luftmolekylerne. Den viste boks indeholder mere end 36 tusind kombinationsmuligheder. Det er afgørende for metodens systematik, at man ikke på dette trin begynder at udskyde »umulige løsninger« - alle skal med endnu.
(4) Dueligheden af hver løsning (kombination) vurderes.
(5) Den bedste løsning findes og virkeliggøres.
Det kan måske synes, som om metoden snarere er normativ, for der findes jo direkte en løsning på tidshorisonten. Dette er imidlertid ikke rigtigt - det er karakteristisk, at man ikke bruger fremtidig teknologisk frembringelse, men ved at behandle og kombinere kendte elementer helt systematisk finder nye og upåagtede måder at sætte kendte byggeklodser sammen på. Metoden kan f.eks. bruges til løsning af et organisatorisk problem. Som en helt tilfældig belysning af metoden skal gives følgende eksempel: udvikling (struktur) af et automatisk kommandosystem. Der er kun anført 7 parametre — skulle metoden reelt anvendes til analyse af denne opgave, måtte betydelig flere tilføjes. Eksemplet er vist på fig. 5.
C. Normative metoder.
Denne metodegruppe er den nyeste og må antages at blive dominerende indenfor forskningsområdet. Som nævnt er princippet, at man starter på tidshorisonten med at klarlægge sin målsætning (sit ønske), hvilket kan ske med brug af anden teknik, f.eks. en Delphi-undersøgelse. Derfra arbejder man sig tilbage mod nutiden, d.v.s. kombinerer den ønskede fremtid med det nutidige, det eksisterende. Lykkes denne kombinationsproces ikke, må målsætningen revideres og arbejdet gentages. Under denne metodegruppe vil jeg på dette sted omtale en enkelt metode: PATTERN, hvilket ord er en forkortelse af »Planning Assistance Through Technical Evaluation of Relevance IVumbers. Behandling af et blot noget kompliceret problem med anvendelse af PATTERN metoden kræver brug af EDB. Metodeprincippet er, at man ved nedbrydning af det foreliggende problem i mindre dele skaffer sig så små elementer, at de kan overses og bedømmes intuitivt, hvorefter en beregningsfunktion samler detailbedømmelserne til et endeligt resultat. Metoden ligner noget Morfologien, men er så at sige drejet den anden vej og tilføjet nævnte beregningsdel for frembringelse af den optimale løsning. Princippet er vist på fig. 6.
Det foreliggende problem analyseres og opdeles i niveauer, der logisk er underordnet hinanden - på figuren benævnt niveau A, B ---Z, idet opdelingen på niveauerne A til Z danner det, man kalder et relevanstræ. På hvert niveau foretages på grundlag af bedømmelseskriterier, vægttal og betydningstal en beregning, der for hver mulighed på niveauet giver et relevanstal, der skal anvendes ved den sammenholdende beregning for samtlige niveauer. Dette er nærmere vist for niveau N på figuren. For niveau N udfindes de kriterier, der har betydning for bedømmelse på det omhandlede niveau, idet disse kriterier på skemaet er benævnt a, b, c, op til z. Hvert kriterium gives et vægttal, afhængig af den betydning, der må tillægges kriterierne. Vægttallet for kriterium i er således V. og alle vægtallene er nummerisk mindre end 1, idet de sammenlagt skal give tallet 1. Til højre i skemaet er dernæst listet de muligheder, der forefindes på omhandlede niveau (en sådan mulighed er øverst fig. 6 anført med »xxx«). For hver mulighed (1, 2, 3, —, j, — ) fastsættes for hvert kriterium et betydningstal, således at det kan angives, hvilken betydning et kriterium må anses at have for hver mulighed. Betydningstallene er ligeledes mindre end 1, idet de sammenlagt for hvert kriterium skal give tallet 1. For hver mulighed beregnes nu et relevanstal, idet man multiplicerer hvert kriteriums vægttal med betydningstallet og lægger disse størrelser sammen. For mulighed j er relevanstallet RNJ således lig VaxB?+VbxB|)+VcxB?+—V.xB?---.
Alle de mulige løsninger på omhandlede problem er karakteriseret ved de for nederste niveau (Z) anførte muligheder med et logisk sammenhæng op gennem relevanstræet over alle niveauer. Enhver løsning har således et relevanstal på hvert niveau og når disse relevanstal multipliceres får man løsningens endelige relevanstal. Den løsning, der har det største endelige relevanstal, er den optimale. Metoden skal belyses ved et lille eksempel, der behandler et simpelt problem, således at metodens princip kan overses, men til gengæld også så simpelt, at man ikke ville anvende PATTERN i praksis: Familien Hansen beslutter i 1970 at ville anskaffe ny bil i kalenderåret 1975. Hr. Hansen er fremtidsforsker og finder gennem en morfologisk undersøgelse frem til, hvilken bil (type), der tilfredsstiller familiens kørselsbehov, og har dermed klarlagt, hvor stor en investering, der vil blive tale om ved anskaffelsen i 1975, og hr. Hansen bruger nu PATTERN til bestemmelse af den mest hensigtsmæssige finansieringsform. Der opstilles nu et relevanstræ med to niveauer - niveau A med opdelingen »kontant køb« og »afbetaling«, og niveau B, hvor der sker en opdeling af muligheden »afbetaling« i køb gennem Forbrugsforeningen for Embeds-, Bestillingsmænd samt Læger og i optagelse af et banklån, jf. fig. 7. For niveau A fastsættes to kriterier »løbende likviditet« og »minimal totaludgift«, der hver tillægges et vægttal (man ser, at familien Hansens økonomi er så stram, at der må lægges størst vægt på likviditeten). For hver af de to muligheder på niveauet fastsættes for hvert kriterie et betydningstal, og nu kan for hver mulighed udregnes et relevanstal som vist på figuren. Samme beregning gennemføres for niveau B, hvor der fastsættes 3 kriterier.
De 3 løsningsmuligheder:
- kontant gennem opsparing,
- afbetaling gennem forbrugsforeningen,
- afbetaling gennem optagelse af et banklån,
kan nu tillægges et endeligt relevanstal ved at multiplicere relevanstallene for løsningen fra hvert af de to niveauer. Løsningen: at købe gennem forbrugsforeningen, får det største endelige relevanstal og vil derfor angive den finansieringsmåde, som familien Hansen bør vælge. Den foran givne beskrivelse af PATTERN er den grundlæggende metodik. Metoden, der er under fortsat udvikling, kan tilføjes elementer som eksempelvis probalistisk beregning og vægttal mellem niveauerne.
En kritiker vil måske sige: »Det lyder jo meget godt og matematisk, men alt afhænger jo af, at man fastsætter de rette kriterier, vægttal og betydningstal.« Gale skøn vil give et forkert resultat. En sådan kritik er selvfølgelig korrekt i sin formulering, men ikke i sit indhold, idet man bl.a. må bemærke sig følgende tre forhold:
(1) Medens det samlede problem var uoverskueligt på grund af mængden af de indgående, påvirkende faktorer (ellers ville man ikke benytte PATTERN), er det nu nedbrudt til overskuelige delproblemer, der kan underkastes en konkret vurdering (fastsættelse af vægttal og betydningstal).
(2) Man må selvfølgelig anvende den største omhu ved fastsættelsen af vægttal og betydningstal. Mange eksperter må inddrages, enkelte tal kan det være fornødent at fastsætte gennem en særskilt analyse, og for visse tal kan det være fornødent at indhente afgørelse på højt chefsplan, før de indføjes i beregningen.
(3) Metoden er EDB-orienteret, d.v.s. at der kan foretages et stort antal gennemregninger med varierende vægt- og betydningstal. Kan et betydningstal kun skønnes indenfor visse rammer, kan der udvælges et antal repræsentative værdier, der indgår i hver sin gennemregning. Der kan herved fremkomme flere resultater, der kan vælges mellem ved den endelige afgørelse, idet der for hvert resultat kan anføres de til grund liggende forudsætninger, - der fremkommer et »løsningsrum«.
D. Kybernetiske metoder.
Denne metodegruppe indeholder de selvregulerende metoder - servomekanismerne, eller som de ofte kaldes: feed-back teknikkerne. I sin reneste form forstår man herved en teknik, som indbygges i et fremtidsforskningsprojekt for at regulere studien, efterhånden som nutiden vokser ind i projektet og dermed fastlægger en række parametre med virkelighedens tal i stedet for de tal, der oprindeligt kun var skønnede. Teknikken omfatter også regulering af forudsætninger, når man undervejs i et eksplorativt projekt opnår større viden om problemet og dermed bliver i stand til at snævre rammerne om forudsætningerne. I en videre betydning kan teknikken også anvendes til ved normativ forskning at bringe løsningen tilbage til overensstemmelse med nutiden - herved kan det være nødvendigt at regulere løsningen, hvis sammenhæng med nutiden viser sig umulig at opnå. For særlige problemer er der opstillet kybernetiske modeller, men efter det foreliggende er der endnu ikke udviklet nogen alment anvendelig metode. Udviklingen skønnes imidlertid derhen, at de kybernetiske modeller med tiden vil få en dominerende rolle, især i forbindelse med normativ fremtidsforskning.
De fire metode grupper er gennemgået hver for sig, men for et større og kompliceret projekt vil det ofte være hensigtsmæssigt at anvende en kombination af metoder, i videste betydning således, at der anvendes ideteknik på en række delproblemer og til afgrænsning af et løsningsfelt samt sideløbende eksplorativ og normativ forskning - alt kombineret med en feed-back teknik.
Betydningen for den militære planlægning. Allerede i indledningen nævnte jeg tre områder, hvor fremtidsforskningen kan yde bidrag til den militære planlægning. I det følgende skal jeg forsøge at uddybe dette lidt nærmere.
1. At skaffe viden om fremtidens Danmark og omverden.
Dette område har givet betydelig interesse for den overordnede planlægning, for en planlægning uden hensyntagen til tendenserne for udviklingen i det samfund, vi skal tjene og må tilpasse os, har næppe større mening. Det skal i den forbindelse nævnes, at Selskabet for Fremtidsforskning i foråret 1970 har igangsat et projekt »Danmark år 1995«, der i de kommende år må antages at kunne tilføre viden på dette område.
2. Udnyttelse af den teknologiske perspektivforskning.
Dette område er også »for de få«, men har helt kontant interesse, idet man herfra kan hente oplysninger om den forudseelige udvikling de kommende årtier på det tekniske område, eksempelvis indenfor telekommunikation, EDB, våbensystemer, rumfart, transport o.s.v.
3. Anvendelse af fremtidsforskningens metoder.
Dette område må anses at have almen interesse. Over alt hvor man beskæftiger sig med det man kalder »sagsbehandling«, vil en eller anden teknik kunne udnyttes. Det mest iøjnefaldende område er ideteknikkerne. Jeg har allerede omtalt cross-impact-matrix metoden. Eksemplet var måske ikke videre originalt, men gav vel et indtryk af, at metoden kan være anvendelig til systematisering af idefrembringelse, og at metoden er anvendelig uden særlige foranstaltninger for den enkelte sagsbehandler, blot med brug af papir og blyant. Der findes en række andre simple ideteknikker (kombinationsmetoder, afkrydsningsmetoder m.fl.), som man alt efter sit problem kan vælge imellem. Andre ideteknikker - f.eks. Delphi metoden - kan ikke anvendes isoleret af den enkelte, men vil være egnede til behandling af større problemer på et højere stabsniveau. Af de øvrige teknikker vil en række kunne anvendes ved behandling af større projekter i stabene, hvor der skal træffes vidtrækkende beslutninger, f.eks. om typevalg af større materielgenstande - her kan eksempelvis Honeywell’s PATTERN metode komme på tale. Med den tvang, som den eksisterende struktur pålægger planlægningen - arven fra nutiden - vil det vel mest være de eksplorative metoder, der kan finde anvendelse. Man kan ved hjælp heraf tegne et antal udviklingslinier, varierende efter politiske og økonomiske forudsætninger. Ved præsentation af et sådant sæt udviklingsmuligheder gives de besluttende myndigheder øget mulighed for at træffe hensigtsmæssige beslutninger og ikke mindst mulighed for at bedømme konsekvenserne ved valg af de forskellige forudsætninger for forsvarets virksomhed. De normative metoder vil være svære at anvende, men må ikke overses, idet de frembyder megen nyttig systematik til brug for en planlægning. Som eksempel - foruden den allerede omtalte PATTERN metode - kan nævnes det fremtidsforskningssystem, der anvendes af det amerikanske firma Boeing til at sammenholde målsætning og ressourcer, benævnt »den horisontale beslutningsmatrix«. Metoden er anvendelig for EDB og er et middel til planlægning for nødvendige ressourcer på en tidshorisont, idet man ved et antal frem- og tilbageregninger kan give den mest hensigtsmæssige disponering af rådige ressourcer og afpasse målsætningen herefter. Metoden er antydet på fig. 8.
Den ønskede aktivitet på tidshorisonten fastlægges ved brug af Delphi metoden, og denne aktivitet (målene herfor) nedbrydes i et antal projekter. For hvert projekt opstilles en matrix, hvor opgaver i forbindelse med projektet (discipliner) sammenholdes med nødvendige ressourcer (penge, lokaler, materiel, personel o.s.v.). Samhørende projekter samles i projektgrupper, for hvilke der ligeledes opstilles en matrix for hver projektgruppe* og projektgrupperne samles tilsvarende sluttelig i en matrix for den samlede aktivitet. Der er således tale om »kinesiske æsker«, egnet for behandling med EDB - en systematisk metode at stille et integreret planlæ gningssy stem op på.
Fremtidsforskningen i Danmark.
Der drives allerede en del fremtidsforskning i Danmark, dels i erhvervslivet, dels ved forskellige forskningsinstitutioner. Videre er oprettet følgende tre organer, der alene beskæftiger sig med fremtidsforskning: Akademiet for Fremtidsforskning repræsenterer den videnskabelige del. Akademiet, hvis præsident er professor, fhv. minister Thorkild Kristensen, består af 51 danske og udenlandske forskere og er stiftet i 1967. Selskabet for Fremtidsforskning er stiftet i 1968 og har ca. 500 medlemmer - enkeltpersoner eller institutioner, firmaer m.fl. - dels repræsenterende forskningssektoren, dels praktikanterne i samfundet. Herved opnås mulighed for en helt nødvendig dialog mellem forskere og brugere. Selskabet, der udgiver tidsskriftet »Futuriblerne«, planlægger for tiden at udvide sin virksomhed til hele Norden. Institutet for Fremtidsforskning er en del af akademiet, oprettet i begyndelsen af 1970. Det arbejder udelukkende med erhvervslivets problemer og finansieres gennem års abonnementer å 10.000 kr., som tegnes af interesserede firmaer.
Artiklen har kun kunnet give en meget bred orientering om begrebet fremtidsforskning, men det er forhåbentligt lykkedes at pege på, at der her ligger et område, som man fra forsvarets side bør vise opmærksomhed med henblik på at udnytte de relevante dele af dette nye forskningsområde. Det falder i øjnene, at der i fremtidsforskningen findes en række elementer - vel navnlig i den normative metodegruppe - der falder i tråd med vor traditionelle opfattelse af en planlægningsstrategi. For en officer er der således for så vidt intet nyt i fremtidsforskningens problematik - der er blot tale om en systematisering af vore begreber.
Litteratur:
Tidsskriftet Futuriblerne. Erich Jantsch: Technological Forecasting in Perspective (OECD rapport).
