Hydrofoil- og luftpudebåd:
I Norsk Militært Tidsskrift nr. 9/65 og 3/66 har kommandprkaptein B. Eia skrevet to artikler om hydrofoil- og luftpudebåde. Det er disse artikler, der i det følgende resumeres.
Indtil de seneste år har det været en alm indelig opfattelse, at 1970’ernes transportm idler hovedsagelig v ille blive præget af supersoniske fly og/eller raketter. Den seneste udvik ling har im idlertid vist, at denne antagelse måske ikke er helt rigtig. Meget taler nu for, at hydrofoil- og luftpudebåde v il være at finde blandt 1970’ernes transportm idler og som våbenbærere i højere grad end tidligere antaget. Årsagen t il dette er dels et behov for økonomiske transportm idler mellem 30 og 200 knob på søen, dels et behov for »up to date« våbenbærere, der v il være i stand til at møde truslen, som atomdrevne og raketbevæbnede ubåde frembyder. Der er således idag ingen marine, der har overfladeskibe, som i dårligt vejr kan »track, catch, stick with and kill« en moderne undervandsbåd. Begge de nævnte behov synes at ligge inden for hydrofoil- og luftpudebådenes muligheder. Forinden en nærmere gennemgang af de to typer kan der være grund til lidt nærmere at se på den trussel, som eksisterer til søs under overfladen og som giver forklaringen på, hvorfor både U S A og England investerer så betydelige summer i udvik lingen af disse bådtyper.
Ubådskrigen
Sovjet har i de seneste år forladt sin traditionelle isolation, hvad flådens bevægelser angår, og opererer idag sine ubåde foruden i Beringsstrædet og Sortehavet også over hele Atlanten, i M iddelhavet og rundt F ilipp inerne . Under den sidste store sovjettiske flådemanøvre i Atlanterhavet anvendte Sovjet flere ubåde end U S A disponerer over i hele sin Atlanterhavsflåde. Sovjet har idag samme antal ubåde som for 10 år siden, ca. 400, men 150 af dem er nye og flere atomdrevne. U S A har 150 ubåde, hvoraf 51 er atomdrevne, 29 er udstyret med Polaris-raketter (endnu 12 er undervejs) og 22 udstyret til ubådskrig. De nyeste sovjettiske ubåde har raketter, dog ikke af Polaris’ styrke, ligesom de heller ikke kan affyres under vandet. Sovjet gør im id lertid meget for at udvik le en raket af Polaris typen. Ser man på geografien, finder man, at der intet steds på jorden er mere end 1700 nautical m iles (n. m.) t il kysten. De første Polaris af typen A l og A2 dækkede således ca. 95 % af jordens overflade. Den kraftigere type, A3, med en rækkevidde på 2500 n. m. er nu på vej ombord i de amerikanske Polaris’ ubåde. Hvad denne rækkevidde betyder illustreres bedst ved et eksempel: Når en amerikansk Polaris ubåd udstyret med A l eller A2 raketter skal nå et mål 1000 n. m. inde i landet, kan ubådschefen affyre sin raket fra et hvilket som helst sted inden for et havområde på over 500 000 n. m.2. M ed en A3 raket udvides ubådschefens disponible havområde for affyring til ca. 8 m ili. n. m.2, hertil kommer, at et hvilket som helst punkt på jorden er dækket. U S A er kommet langt i udvik lingen af den nye Poseidon raket, som skal afløse A3. Den v il b live udviklet til et »major U S weapon« og v il være k lar ombord i atomubåde i 1969'. Den udstyres med alle tænkelige elektroniske hjæ lpem idler for at »narre« fjenden og skal have flere »warheads« med op til 16 forskellige og uafhængige kerneladninger i samme hoved. I følge chefen for det amerikanske antiubådsprogram, adm iral Marte ll, antager U S A , at Sovjet anvender lige så mange penge på sit ubådsprogram, som Amerika bruger på hele sin flåde. Chefen for den russiske flåde og viceforsvarsminister, adm iral Sergei Goshkov, har skrevet, at Sovjet følger bevægelserne af hver eneste amerikansk Polaris ubåd og forsikrer, at Sovjet er i stand til at ødelægge dem ved hjæ lp af kernefysiske raketter. Denne påstand - som blev gentaget under den 23. partikongres af forsvarsminister Malinowsky i april i år - må nok siges at være en overdreven påstand, men at admiralen præciserer og formulerer de sovjettiske mål synes helt klart, og det er netop udfra dette, at de amerikanske anstrengelser inden for anti-ubådskrigen må ses.
Hvordan kan USA møde truslen?
I kraft af sin avancerede og effektive teknologi samt enorme ressourcer er U SA godt på vej t il at møde truslen. U S A har udviklet en ny antiubåds torpedo M ark 46, som selv finder målet, når bare den bringes inden for rimelig nærhed af fjenden. E n anden type M ark 48 med længere rækkevidde er under udv ikling. Nye detektionsinstrumenter er udv iklet, så ubåde kan lokaliseres på større afstande. Fo r at øge denne afstand er eskortefartøjer udstyret med helikoptere, dels til lokalisering, dels t il angreb på fjendtlige ubåde. Den dag Sovjet alene har atomdrevne ubåde, v il im id lertid dagens konventionelle og mest moderne overflade antiubådsfartøjer være stærkt handicappede, selv med helikoptere og andre hjæ lpem idler. Den begrænsende faktor er først og fremmest overfladefartøjernes begrænsede fart og afhængighed af vejrforholdene samt det faktum, at denne fart ikke kan øges nævneværdigt udover, hvad den er idag. Problemet måtte da være, om man skulle fortsætte udviklingen, som den er idag og gøre helikopterne større og dermed give dem større aktionsradius. Her kommer man im id lertid på grund af helikopterens dårlige vægt/løfteforhold straks op mod en grænse, som gør det enten umuligt at tage helikopteren ombord eller nødvendiggør en platform så stor som på et hangarskib. På denne baggrund forstår man bedre, hvorfor man forsøger at løse problemerne på en helt ny måde. Det er her hydrofoilog luftpudehåde kan komme t il at spille en afgørende rolle. Begge bådtyper har mulighed for høj fart, nærlig som he likopteren, men hertil kommer et meget gunstigere vægt/løfteforhold. Der synes ikke at være nogen vanskeligheder med at gøre disse fartøjstypers ophold i søen langvarig. De v il dertil disponere over en fart, som er m indst dobbelt så stor som ubådenes og v il sandsynligvis for hydrofoilbådenes vedkommende kunne »løbe fra« en moderne torpedo. Luftpudebåde v il overhovedet ikke b live berørt af et sådant forhold. Begge fartøjer v il kunne betjenes med et betydelig m indre personel og dertil have en relativ stor våbenlast.
Hydrofoilbåde
Hydrofo ilbåden er begrænset i størrelse efter de samme regler som gælder for fly (Square-cube law). Denne lov siger, at hvis man forlobler foilens (vingens) størselse b liver løfteevnen fire gange større. M en hvis man fordobler størrelsen af fartøjet (flyet) b liver vægten af 3. potens eller 8 gange større. I Sovjet har man efter 2. verdenskrig sat meget ind på at udvik le hydrofo ilbåden for at tilgodese det meget store behov for massetransport. Anvendelsen af hydrofoilbåde på landets kanaler, floder og indsøer viste sig her mere økonom isk overkommelig end at starte et stort vejbygningsprogram. I U S A startede man først rigtig udv iklingen af hydrofoilbåde efter 1950. Målet er at udvik le en havgående hydrofoilbåd mod ubåde og en sødygtig M T B / M K B type. Under udv ik ling er en 300 t båd på 212 fod. Dette v il b live verdens hidtil
største hydrofoilbåd og afprøvning v il vise, hvorvidt operationer på havet i jagt på moderne ubåde er praktisk mulig. Farten v il være 45 knob med de nuværende foilkonstruktioner af undervandstypen og over 70 knob, når den udstyres med superkaviterende foiler, som i øjeblikket er under udvikling.
Fremdriftsmaskineriet i amerikanske hydrofoilbåde er normalt diesel og gasturbiner. D iesel for manøvrering og »HuU bom e operations«, gasturbiner for »boost«. Det amerikansks Marine Corps har netop modtaget et gasturbinedrevet, hydrofoil-amfibiekøretøj. »Køretøjet« er ca. 36 fod langt og ca. 11 fod bredt. Det markerer en vigtig m ilepæ l i udvik lingen af et hurtigtgående amfibiefartøj efter hydrofoilprincippet, som begyndte for flere år siden, og som nu synes at være bragt et vigtigt skridt fremad. Fartøjet har betegnelsen LV H X -1 eller »landing Force Am phibious Support Veh icle, Hydrofoil«. Det kan benytte samme moderskib, som
de nuværende amfibiekøretøjer benytter i den amerikanske marine. Fo ilene kontrolleres af en autopilot for at give en rolig gang i søer af 3-5 fods bølgehøjde, farten er 35 knob. Når køretøjet nærmer sig land, trækkes foilene ind i skroget og en anden propel fortsætter at drive det frem på konventionel måde, derefter sættes hjulene ud, de bringer fartøjet op på land, hvor en fart på ca. 60 km kan opnås. Lasteevnen er 5000 kg. Rækkevidden på fo il 210 n. m. eller ca. 370 km. Lufttrykket i hjulene kan reguleres for at give den ønskede gribeevue i ler, løs sand, etc. Køretøjet kan »knæle« for at indtage eller afsætte last. Det har én kraftkilde, en ca. 1000 hk gasturbinemotor. Det har ikke ror, men styres ved drejning af propellen. På grund af den store fart har det en meget stor kapacitet målt i tons eller passagerer/km.
Luftpudebåde
Luftpudebåden er idag 8-10 år efter hydrofoilbåden teknologisk set og har derfor endnu en række nye forbedringer at indhente. Ialt er ca. 250 forskellige typer i virksomhed rundt om i forskellige landes fabrikker og forskningscentrer. Forskning og udv ik ling har vist, at der er et direkte forho ld mellem højden af luftpuden under skroget og skrogets diameter. E lle r med andre ord : Den kraft som skal t il for at give en bestemt luft
pudehøjde er direkte proportional med diameteren af skroget. Fordobles diametren af skroget må kraften fordobles. M en ved at fordoble diametren får man et fire gange større lastareal. H ar man først bestemt i hvilken høøjde man skal flyve i over underlaget, v il båden b live mere økonom isk i drift jo større den bliver. Udfra dette kan man teoretisk sætte den øvre grænse t il 20 000 t (A ll up weight) og den nedre grænse til ca. 200 t. Im idlertid er der så mange kendte og ukendte tekniske landvindinger at tage fat på, at den nedre optimale økonom iske grænse antagelig v il ligge noget under 200 t. Nyttelasten på en luftpudebåd ligger for alm indelig praktiske grove beregninger på ca. 30 % af vægten. I udvik lingen af luftpudebåde anses Storbritannien for at ligge foran andre, men U S A sætter betydelige summer ind på at klarlægge alle mulige potentielle egenskaber, civile såvel som m ilitære. Den amerikanske hær har i sommeren 1965 afprøvet en prototype benævnt »Carabao«. Det opgives at dette fartøj over indlandsisen på Grøn land udførte en tur på 124 km på 2 t. og 25 m in. Den bevæger sig i en højde af l '/2 m med en tophastighed på 64 km/’t. E n større udgave, »Hydroskimmer«, er på 30 t, besætningen 2 mand og med en tophastighed på 128 km/t. Udv ik lingen er vanskelig at forudsige, ford i så mange områder af teknikken løber sammen og v il kunne få afgørende betydning. E t luftpudefartøj koster idag 3-5 gange så meget i drift pr. time som en ordinær hydrofoilbåd med samme kapacitet (passagerantal). Luftpudefartøjerne er nye og udvik lingen v il gøre dem betydelig mere økonomiske, men det samme gælder også hydrofoilbådene. Disse sidste har ikke nået den optimale størrelse, som antages at ligge på omkring 500 t, fart 50 knob. 500 t hydrofoilbåde v il repræsentere en meget stor transportkapacitet og meget taler for, at hydrofoilen v il have sin levedygtighed i størrelsen under 500 t, men det v il afhænge af udvik lingen af foiler, skrogmaterialer, motor, aksel/gear system etc. For luftpudebådenes vedkommende v il følgende mulige m ilitære anvendelser kunne tænkes:
- Anti ubådskrig, t il lokalisering og angreb på ubåde ved at operere i to planer, nemlig på overfladen ved hjæ lp af økonomiske hjælpemotorer med en fart på 10-12 knob og »airborne« i 15—20 timer med en fart på 80-150 knob.
- Troppetransport med næsten uafhængighed i valget af landingsplads.
- Landgangsoperationer med stor fart og fleksibilitet i valg af landingssted.
- Udnyttelse af floder og indsøer. Mulighederne for at forcere floder og andre hindringer åbner helt nye veje for både angriber og forsvarer.
- Neutraliserer virkningen af udlagte konventionelle sø- og landminefelter.
- Fremførelse af forsyninger vIl være uafhængig af ødelagte havne og byer.
De civile/militære mulige anvendelser er bl. a. følgende:
- Air/Sea Rescue.
- Anvendelse i civilforsvaret t il politiog brandtjeneste, spec. ved katastrofer som storbrande, bombning etc.
- Sygetransport, evakuering.
- Andre transportbehov.
I en forespørgselsdebat i det engelske Underhus i december 1965 udtalte forsvarsministeren M r . Healey, at luftpudebådenes potentielle muligheder inden for forsvaret var store. Han nævnte specielt anti-ubådskrigen og anvendelsesmulighederne som landgangsfartøjer. Han oplyste, at man arbejdede med en »wheeled hovercraft« som erstatning for den nuværende og forældede D U K W , og et luftpude fartøj med en 25 tons nyttelast for »logistic support«. Med hensyn til luftpudefartøjer på hju l, er princippet at skroget, når det befinder sig over søen opererer som et sædvanligt luftpudefartøj. N år det kommer på land kan hjulene overtage. Skal det derimod bevæge sig over meget ujævnt og ufremkommeligt terrain kan luftpuden anvendes til at tage noget af vægten, således at der kun bevares så meget vægt på hjulene, at de kan styre køretøjet.
Der foreligger idag planer og beregninger for store luftpudefartøjer med flere hundrede tons nyttelast. Disse planer v il sikkert se dagens lys om nogle år. I 1967 v il im id lertid et fartøj af typen Westland S R N 4 blive sat i fart i den engelske Kanal. Dette fartøj har en nyttelast på ca. 50 tons og kan tage op t il 630 passagerer eller en blanding af passagerer og b iler (36 b iler og 220 passagerer). Farten v il b live over 70 knob.
Meget tyder på, at et generationsskifte på søen er på vej, svarende t il overgangen fra sejl t il damp i forrige århundrede, dog med den undtagelse, at dette skifte v il tage kortere tid. I England og mange steder på kontinen-
tet er man ikke i stand t il at udvide havnekapaciteten for at kunne afvikle den stadigt øgede trafik med konventionelle både. Luftpudebådene v il her være et kærkomment alternativ derved, at investeringerne er rimelige for anlæg af luftpudehavne, muligheden for at lede trafikken bort fra overtrafikerede områder er ligeledes til stede. I udviklingslandene v il luftpudetrafik kunne medvirke t il at overvinde manglen på veje, kanaler, flyvepladser, etc. ved at floder og ørkner kan udnyttes. De civile og m ilitære behov falder sammen på så mange områder indenfor udviklingen, at det er rimeligt at antage, at de næste 10 år v il fremvise forandringer og fremskridt, som v il forandre vore nuværende forestillinger om mobilisering og transport m. v.
kvn.
Dien Bien PIiu
Denne artikel af major Fletcher K . Ware er oversat fra Infantry, maj/juni 1965 af premierløjtnant P. Fabricius Jensen, Slesvigske Fodregiment. Den behandler forspillet t il og begivenhederne under slaget om D ien B ien Phu for 12 år siden. Det slag som betød det afgørende endeligt for fransk indflydelse i Sydøst-Asien.
»Udbruddet er slået fejl. Om to minutter kan jeg ikke mere holde forbindelsen med Dem. V i skal sprænge det hele i luften!« — Sidste melding over radioen fra D ien B ien Phu, k l. 0150, den 8. maj 1954. Baggrunden.
Snart 12 år er gået, siden en vantro verden hørte om D ien B ien Phus fald. For den, der ikke vidste bedre, måtte det synes, som om en uerfaren guerrillahær havde slået en fransk elitestyrke, der var udrustet med alle hjæ lpem idler t il moderne krigsførelse. I de vestlige hovedstøder spurgte man: »Hvordan kunne det
ske?« Myten om, at Vesten ikke kunne besejres, en myte, der var alvorligt rystet af de japanske sejre i Den anden Verdenskrig, var nu for stedse stedt til hvile i Asien. Straks efter sammenbruddet kastede den franske presse og oppositionens politikere sig ud i et orgie af beskyldninger, først rettet mod hæren, derefter mod regeringen og sluttelig mod U S A og enhver, der havde haft berøring med Krigen i Indokina. E n fransk m ilitærret blev nedsat for at gennemgå kendsgerningerne og aflægge rapport til regeringen angående slaget. M ed undtagelse af denne rapport og nogle få bøger og analyser i enkelte militære tidsskrifter har et dække af tavshed indhyllet slaget ved D ien B ien Phu i snart 12 år. Det er på tide, at dette dække fjernes for at endnu et b lik kan blive kastet på begivenhederne.
Terrænet.
Slaget fandt sted i det nordvestlige Nord V ietnam . Gennem hele K rige n i Indokina (1946-1954) fandt ca. tre fjerdedele af alle m ilitære operationer sted i Nord Vietnam , i deltaet t il Den røde Hanoi-Haiphong F lod øst for D ien Bien Phu. Dette trekantede område, ca. 150 km på hver led, er sandsynligvis det strategisk vigtigste område i Indokina. Både franskmændene og V ie t M in h koncentrerede hovedparten af deres styrker i eller i tilknytning til dette område. Inden for dets grænser befandt sig 90 % af Nord Vietnams befolkning (1500 personer pr. km 2, en af de højeste befolkningstætlieder i verden) og størstedelen af risproduktionen. Den resterende del af Nord Vietnam består af bakker og bjerge, hvor bjergstammerne bor — Nung, Muong, T ’ai og andre stammer, arvefjender af vietname serne i lavlandet. Bakkerne og bjergene er bevokset med tæt vegetation og tropeskove. Vejnettet er sparsomt og følger alm indeligvis dalsænkningerne. Gangstier løber over bjergtoppene fra den ene stammelandsby t il den anden i dalen ved siden af.
D ien B ien Phu er kun en lille dal, der ligger 160 km vest for Hano i og 20 km øst for grænsen til Laos. Dalen, der er ca. 16 km lang og 10 km bred, er centralt beliggende ved et vejknudepunkt, hvorfra vejene fører mod nordøst t il La i Chau og K ina , mod øst og 6ydøst til Son La og Hano i, mod sydvest til Luang Prabang og Laos og mod syd t il Sam Neua og det cencentrale Vietnam . Det mest karakteristiske træk i terrænet er en lille flod, der deler dalen fra nord til syd. Vest for denne flod strækker rismarkerne sig mellem nogle m indre højdedrag på 50-100 m. Seks kilometer længere mod vest løber en 1100 m høj bjergryg parallelt med floden. Um idde lbart øst og nordøst for floden er der højdedrag på gennemsnitlig 400 meters højde, og længere mod øst og nord, ca. 2 km fra floden, findes endnu en række bakker, 550 m høje. Ende lig rejser sig, 5 km øst for floden, endnu en paralleltløbende bjergkæde til en højde af 1100 m. Bevoksningen er temmelig tæt øst for floden, medens den vest for næsten er væk på grund af rismarkerne. N år man ser bort fra vejene, var det eneste kunstige i terrænet to små landingsbaner, der var anlagt af japanerne under Den anden Verdenskrig. M ed nogen udbedring kunne disse to landingsbaner tage fly af typerne C-46 og C-47. I Nord Vietnam slutter monsunperioden i november, og den tørre periode strækker sig sædvanligvis til slutningen af maj. Stabsofficerer, der planlagde operationer i området, kunne i den tørre periode være temmelig sikre på stor mobilitet og gunstige vejrforhold for luftoperationer. U d trykket »temmelig sikre« må understreges, for under slaget om D ien B ien Phu kom monsunregnen tidlig med alvorlige følger. Således henlå D ien B ien Phu dalen ved slutningen af 1953. Skønt den længe havde været isoleret fra civilationens strømninger, var den udpeget som det sted, hvor et slag skulle udkæmpes, et slag, som v ille lade dens navn gå over i historien.
Problemet.
Men hvorfor Dien Bien Phu? De datidige indviklede politiske og militære forhold kan give os et bedre overblik over årsagerne. General Henri Navarre, der var chef for de franske unionsstyrker i Indokina, har skrevet meget om slagets politiske baggrund. Um iddelbart mest betydningsfuld var nødvendigheden af at beskytte Den franske Un ions nyeste medlem, kongeriget Laos. V iet M in li havde opereret i øvre Laos siden 1951. men havde endnu ikke indledt nogen større offensiv. I 1954 følte general Navarre, at dette var en udpræget mulighed, som man burde komme i forkøbet. Desuden var det, set på længere sigt, uomgængeligt klart, at kun politiske forhandlinger kunne tilvejebringe en endelig løsning på den indokinesiske konflikt. Men uden m ilitær succes v ille Frankrig gå ind i disse forhandlinger med et alvorligt handicap. Svaret var at tilvejebringe en m ilitær succes. Spørgsmålet var hvordan. Efter traditionen skal en chef, for at vinde en m ilitær sejr, tilrive sig initiativet og fastholde det, således at han kan tvinge fjenden ind i situationer, som han ikke selv har valgt og derigennem ødelægge ham. M en hvordan skulle man tilrive sig initiativet under de forhold, som herskede i Indokina i 1953? Fjenden var mange steder på een gang, fortrolig med terrænet, ja, frembød næppe et klart defineret mål, og han modtog en ikke ubetydelig hjælp fra den lokale befolkning. Planlægningen blev yderligere vanskeliggjort af to beslægtede kendsgerninger, som man ikke helt havde gjort sig klart, men som forstørrede problemerne. For det første var der de voksende tegn på, at hovedparten af V iet M in h styrkerne for længe siden havde udvik let sig fra utrænede guerillastyrker til veldisciplinerede og hærdede enheder. Disse tropper havde følt sejrens sødme, og en intensiv indoktrinering havde gjort dem til fanatiske tilhængere af deres sag. For det andet havde V iet M in h i nogen grad savnet tungt materiel, især morterer og artilleri, men i 19'53 begyndte K ina , der nu var fritaget for den koreanske byrde, at forsyne V iet M in h med disse ting i stadig stigende målestok, og samtidig kom instruktører og rådgivere.
Den franske taktiske vurdering.
Gradvist udvikledes en plan til løsning af disse problemer og til genvindelse af initiativet. Planen, der blev døbt Navarreplanen efter den franske chef, gik ud på, at de regulære unionstropper skulle trækkes tilbage fra stationære forsvarsopgaver og andre lidet indbringende operationer og erstattes af Bao A n (en slags borgervæbning). De tilbagetrukne tropper skulle så formeres i en m ob il reserve, stationeret i deltaområdet og herfra med overvældende styrke indsættes mod områder, hvor situationen var kritisk. M an skønnede så, at V iet M in h v ille enten reagere mod truslen mod deres kritiske installationer eller områder og blive tilintetgjort i stort omfang, eller at disse områder med deres praktisk talt uerstattelige forsyningsinstallationer v ille b live ødelagt. Eftersom V iet M inh hverken kunne tåle at miste veltrænede regulære enheder eller kritiske in stallationer, regnede man med, at disse operationer v ille bringe initiativet tilbage på franske hænder og skabe en gunstig udgangssituation for politiske forhandlinger. I 1951 havde franskmændene en del succes med at oprette befæstede stillinger i taktisk vigtige områder. I kraft af deres stærke forsvar påførte disse stillinger V iet M in h svære tab, når de prøvede at angribe og ødelægge dem. Disse positive kendsgerninger indvirkede stærkt på Den franske Overkommando med hensyn til videreudviklingen af Navarre-planen. M en stadig rejser det spørgsmål sig: »Hvorfor lige netop D ien B ien Phu?« I sin bog giver general Navarre fire svar: - 316. V iet M in h division havde påbegyndt operationer i D ien B ien Phu området i slutningen af 1953. M an følte, at denne division udgjorde en alvorlig trussel mod de franskstøttede T ’ai-guerillastyrker, der holdt til i bjergene omkring D ien Bien Phu. Den truede også den luftforsynede base La i Chau, som dels var den eneste støttebase for disse guerillaer, dels blokerede en hovedforsyningsakse fra det kommunistiske K ina . - He ld igt gennemførte V iet M in h operationer i området ville medføre en alm indelig offensiv i øvre Laos og en trussel mod Luang Prabang. - M ob ile operationer v ille ikke være he ldige eller effektive i bjergområdet omkring D ien B ien Phu. Skønt man ikke anså det for en helt tilfredsstillende løsning, v ille en stærkt befæstet stilling ved D ien B ien Phu spærre for enhver større offensiv fra vest mod Laos og samtidig beskytte de venligtsindede bjergstammer. - Franske operationer i D ien B ien Phu v ille trække V iet M in h styrker bort fra Den røde Flods delta og tillade større fransk bevægelsesfrihed i Nord Vietnam . Baseret på general Navarres analyse begyndte franskmændene at planlægge operation C A S T O R - D ien B ien Phus dæknavn.
Det drama, som skulle slutte på så katastrofal vis fem og en halv måned senere, begyndte den 20. november 1953 med nedkastningen af tre bataljoner franske unionstropper i D ien B ien Phu dalen. Disse styrker nedkæmpede let den svage modstand, der blev ydet af nogle få V iet M inh infanteri- og morterenheder, som holdt øvelse der, og snart var hele området behersket. Næste dag forstærkede yderligere tre faldskærmsbataljoner brohovedet, og opbygningen af den luftforsynede fæstning D ien B ien Phu begyndte for alvor.
Forsvaret.
De grundlæggende forhold vedrørende forsvaret af det befæstede område var følgende:
- Styrker til rådighed og deres anvendelse.
- Vurdering af Viet Minhs muligheder.
- Terrænvurdering.
De styrker, der var t il rådighed for oberst (senere brigadegeneral) de Castries, chef for D ien B ien Phu, var ikke talmæssigt store. De oprindelige planer forudsatte en infanteristyrke på tolv bataljoner støttet af artilleri, pansrede enheder samt administrations- og forsyningspersonel. Denne styrke skulle forøges t il femten bataljoner (otte infanteri- og syv faldskærmsbataljoner), støttet af to 105 mm afdelinger, eet 155 mm batteri, een ingeniørbataljon, een eskadron med ti M-24 kampvogne (fløjet adskilt t il D ien B ien Phu og samlet der), og andre støtteenheder, ialt ca. 15000 mand. De indledende vurderinger, der fremhævede den franske ildkraft, mundede ud i, at styrken på de tolv bataljoner, anbragt i velforberedte stillinger, kunne afvise ethvert V iet M in h angreb, samt at stillingerne kunne genforsynes ad luftvejen - enten gennem land inger eller ved hjæ lp af faldskærme - i tilstrækkeligt omfang til, at kampen kunne støttes på afgørende måde. Den franske efterretningstjeneste var bemærkelsesværdig nøjagtig i vurderingen af størrelsen af den V iet M in h styrke, der v ille blive indsat i et angreb på D ien B ien Phu. Ta llet afveg kun lid t fra den V iet M in h styrke på omkring 40000 mand, som t il slut blev indsat. M en i bedømmelsen af artilleristøtten, og i særdeleshed af luftværnsartilleriet, samt i bedømmelsen af V iet M inbs forsyningskapacitet, gjorde en stor, og i sidste ende skæbnesvanger, fejlvurdering sig gældende. For eksempel skønnede man, at V iet M in h v ille være i stand til at indsætte fra 40 til 60 pjecer, medens der i virkeligheden blev indsat mere end 250 artilleri- og luftværnspjecer. Endvidere regnede man med, at forsyningstjenesten v ille blive Vie} M inbs Achilleshæ l. Der var lidt under 400 km fra deres hovedforsyningsbaser i det østlige Nord V ietnam til D ien B ien Phu. Eftersom denne forsyningsakse løb igennem yderst ufremkommeligt terræn med en udtalt mangel på veje, der var tilstrækkeligt udbyggede t il at forsyne storstilede operationer, regnede man med, at V iet M in h ikke kunne støtte en storstilet offensiv operation i området uden at afbryde operationer i andre områder. Denne beregning blev fuldstændig slået i stykker gennem den masseindsættelse af vietnamesere i hundredtusindvis (man anslår mellem 150.000 og 300.000), hvorved V iet M in h i virkeligheden skabte en levende forsyningslinie. Veje og stier blev hugget ud af den tætte jungle, forsyninger og ammun ition blev båret fra landsby t il landsby, fra person t il person, ind t il bestemmelsesstedet var nået. Terrænvurderingen var næsten ude lukkende baseret på den franske beregning angående egen og V iet M inhs formåen. Formodn inger angående luftherredømme, artillerioverlegenhed og franske styrkers effektivitet i defensive operationer fik planlæggerne til at vurdere terrænets betydning på en måde, som senere førte til skarp kritik. I særdeleshed er det blevet betragtet som en grov fejl, at man ikke besatte de paralleltløbende højdedrag på begge sider af dalen. I virkeligheden var det antallet af de styrker, han havde til rådighed, der afholdt de Castries fra at besætte disse bakker og tvang ham til at stole på, at han kunne kontrollere terrænet med artilleriild . M an regnede med, at den franske overlegenhed med hensyn til artilleri v ille forhindre effektiv observation og ild fra disse bakker. Ca. 2 km nord og nordøst for hovedlandingsbanen blev to bakkede områder, som dominerede den nordlige del af dalen, udpeget til at indgå i forsvarsplanen og besat med stærke styrker. M ed hensyn t il resten af dalen mente man, at omhyggeligt placerede stillinger, der tog størst mulig hensyn til skudfelteme fra de omgivende bakker, v ille få glimrende observation og frie skudfelter for de direkte skydende våben på
maximum afstand. Disse stillinger kunne let sønderslå alle storstilede angreb, der v ille gå på tværs af dalen. Den centrale forsvarsstilling, der beskyttede den nordlige og bedste landingsbane, var delt i fire forsvarsområder: DOM IN IQ U E , E L I A N E , C L A U D I N E og HU - G U E T T E , hver besat med en infanteribataljon. I tilknytning t il hovedstillingen lå A N N E -M A R IE og F R A N C O I S E 800 m mod vest. De to bakkede områder nord og nordøst for de centrale stillinger blev hver besat af en infanteribataljon, og de fik navnene G A B R I E L L E og B E A T R I C E . Seks kilometer syd for hovedstillingen blev den anden landingsbane beskyttet af ISA B E L L E , tre bataljoner og en kampvognsdeling. Reserven, der bestod af tre bataljoner forstærket med resten af de lette kampvogne, blev tildelt stillingsområde i den centrale sektor. Ildstøtteplanen regnede med en 105 mm afdeling og 155 mm batteriet i den centrale stilling og en 105 mm afdeling mod syd i I S A B E L L E . Således var den franske plan for forsvaret af D ien B ien Phu.
Angrebet.
En analyse af V iet M inhs planer er fyldt med usikkerhed. Det er vanskeligt at uddrage kendsgerninger af den propaganda, der tjente til at bevise den kommunistiske ufejlbarlighed. To ting i den kommunistiske vurdering er vigtige for forståelsen af V iet M inhs tankegang: Fo r det første nødvendigheden af nøje tidsplanlægning mellem V iet M inhs m ilitære operationer og politiske manøvrer. For det andet erkendelsen af D ien B ien Plius isolerede beliggenhed og derigennem tiltroen t il en luftbro. Førstnævnte forhold bestemte indledningsvis en opstilling af styrkerne, der tjente t il at fastholde franskmændene i D ien B ien Phu. Medens man opholdt disse styrker og de, der var stationeret i Den røde Flods delta, planlagde general G iap at udføre en række offensive operationer over hele Den indokinesiske Ha lvø for at give indtryk af en vidt udbredt V iet M in h indflydelse. Når dette indtryk havde fæstnet sig, var en afgørende, dramatisk sejr påkrævet for at give udtryk for V iet M inhs m ilitære overlegenhed. Ser man tilbage, opdager man, at presset på D ien B ien Phu steg i takt med de politiske forhandlingers intensitet. Dette pres kulm inerede i de voldsomme angreb i maj 1954, fæstningens kapitulation og en sejr for de kommunistiske forhandlere i Geneve. Forho ld nummer to - den franske t illid t il forsyninger ad luftvejen - frembød et alvorligt problem for de kommunistiske planlæggere. Den franske luftstøtte måtte formindskes ganske betydeligt, hvis D ien B ien Phu skulle isoleres fuldstændigt, og der var kun luftværnskanoner til rådighed. Tids- og afstandsmæssige overvejelser med hensyn t il at få våbnene frem t il slagmarken, uden at de blev opdaget, rejste ligeledes store problemer, som måtte løses. Når først det var sket med støtte fra K ina , var V iet M inhs beslutning om at ødelægge D ien B ien Phu uafvendelig. I tidsrummet 13. marts-8. maj 1954 blev der nedskudt 48 fly over dalen, 14 blev ødelagt på jorden, og 167 blev svært beskadiget af V iet M inhs luftværn. I sin bog »Folkets krig, folkets hær«, gør general G iap rede for tankerne bag kampagnen: »Vi besluttede at angribe D ien B ien Phu efter metoden: Løb ingen risiko. V or taktik skulle være at angribe hvert forsvarsområde, hver del af den befæstede lejr for derigennem at skabe betingelse for gennemførelsen af en alm indelig offensiv, der skulle resultere i hele lejrens ødelæggelse.«
Denne plan blev af general G iap omsat i tre faser:
— Fase 1: Ødelæggelse af den nordlige sektor ( G A B R I E L L E og B E A T R I C E ) .
- Fase 2: Sikring af alle højdedragene øst for den centrale sektor, isolering af den sydlige sektor ( I S A B E L L E ) og skærpelse af omringningen.
- Fase 3: Iværksættelse af en generaloffensiv for at erobre hele det befæstede område.
Viet Minh indsatte mellem 30-40.000 mand: Tre infanteridivisioner (308., 312. og 316.), en tung division (351., bestående af et 105 mm regiment, et 75 mm kanon/ 120 mm morterregiment, et luftværnsregiment og et ingeniørregiment) og to selvstændige infanteriregimenter. Viet Minks ildstøtteplanlægning fortjener særlig fremhævelse p. gr. a. dens grundigbed og sindrighed. Alene det at overvinde de vanskeligheder, der bestod i at transportere disse våben gennem junglebevoksede bjergegne, er en bedrift, der er værd at nævne i sig selv. M en det er kun en del af bedriften, for der blev affyret over 350.000 granater under de massive ild forberedelser. H ertil kommer, at V iet M inhs artilleriofficerer effektivt udnyttede alle forhåndenværende sløringsmuligheder og f ik forberedte ildstillinger gravet ind i forskråningeme på de omkringliggende bakker. Disse to sidstnævnte forhold var skyld i, at franskmændene ikke opdagede de forberedelser, der gik forud for slaget og ikke kunne tage effektive forholdsregler mod det fjendtlige artillerinnder slaget.
Slaget.
Belejringen af Dien Bien Phu begyndte kort efter nytårsdag 1954. Fra denne dag kontrollerede V iet M in h de paralleltløbende højdedrag øst og nordøst for dalen. V iet M in h etablerede en yderst effektiv sikring mod den franske opklaring, således at alle forsøg på at finde ud af, hvad der foregik, blev afvist. I to måneder fortsatte denne legen kat og mns, medens begge parter forberedte sig t il slaget. V iet M in h udbedrede jungleveje og -stier, bragte forsyninger og forstærkninger frem, bragte artilleri og luftværnskanoner i stilling. Franskmændene opbyggede ammunitionslagrene, forbedrede stillingerne og ventede. Denne venten blev bragt t il ophør den ]3. marts. To V iet M in h regimenter angreb B E A T R I C E efter en voldsom ild forberedelse. Efter at slaget havde bølget frem og tilbage hele natten, faldt stillingen. Fremmedlegionærerne døde alle i deres hu ller på få mand nær. Næste nat overgik den samme skæbne G A B R I E L L E , skønt et beslutsomt modangreb, støttet af kampvogne, lettede V iet M in h presset længe nok til, at den decimerede besætning kunne trækkes tilbage. I S A B E L L E , der også stod på V iet M inhs liste over mål, blev effektivt isoleret fra den centrale stilling og dets artilleri sat ud af spillet. Før dette skete, var im idlertid to faldskærmsbataljoner nedkastet over landingsbanen ved I S A B E L L E , 6. Kolonifaldskærms- og 5. Vietnamesiske Faldskærmsbataljon. D isse to var de sidste styrker, der blev kastet ned over D ien B ien Phu i dagslys. De resterende tre bataljoner, der skulle indsættes i D ien B ien P liu, sprang om natten. Selv med tilgang af disse forstærkninger var situationen kritisk den 16. marts. La ndingsbanen i I S A B E L L E var ubrugelig, den nordlige landingsbane var delvis indset fra de tidligere G A B R I E L L E og B E A T R I C E stillinger, og V iet M inhs artilleri havde vist sig at være både effektivt og overvældende. Luftværnsartilleriet havde gjort såvel genforsyningerne ad luftvejen som luftangreb på artilleristillingerne til yderst hasarderede foretagender. En-to stødet, der gik ud på at ramme flyene i luften med luftværnskanoner og ødelægge dem på jorden med artilleriild , begyndte hurtigt at kvæle den franske forsyningsakse. Giaps 1. fase sluttede den 16. marts. Opslidningstaktiken fortsatte i den stilstandsperiode, der fulgte fase 1. Det blev mere og mere vanskeligt at genforsyne fæstningen, og forsvarerne blev ustandselig udmattet af artilleriild og m indre angreb. Fase to begyndte natten t il den 30. marts med et angreb af to V iet M in h divisioner. T i l at begynde med blev hovedvægten rettet mod den nordøstlige D O M IN IQ U E stilling. Disse angreb fortsatte med aftagende kraft indtil den 4. april, hvor hovedangrebene gradvist svingede fra øst mod vest for til slut at b live rettet mod H U G U E T T E . Efter hvert angreb måtte franskmændene indsnævre stillingerne en smule, selv om det altid først kunne ske efter heftige modangreb. Ufattelige heltegerninger blev hverdagsagtige og mange soldater døde i nærkamp uden at nogen faktisk lagde mærke t il det. M en hvad der blev lagt mærke t il hos cheferne var den kendsgerning, at den 29. marts blev den sidste flyvemaskine, der landede i D ien B ien Phu , ødelagt af artilleriild , da den forsøgte at starte. Fra da af og indtil overgivelsen var D ien B ien Phu fuldstændig afhængig af de forstærkninger og forsyninger, der kunne kastes ned med faldskærm, og dette måtte ske fra stadig større højde for at undgå den effektive luftværnsild. Hvad der yderligere komplicerede tingene, var den omstændighed, at man ikke kunne evakuere det stadig stigende antal af sårede, som lå stuvet sammen i de fugtige, usunde løbegrave. Efter at fase 2 sluttede den 4. april, udsattes forsvarerne for et vedvarende pres. Den taktik, der blev fulgt, kan bedst karakteriseres som belejringsteknik. Dækket af artillerikoncentrationer gravede V iet M in h løbegrave, der gik parallelt med og omgik de franske stillinger. I ly af mørket og dækket af artilleri udløstes så et angreb mod de franske stillinger over de sidste få meter, sædvanligvis m indre end 100. Mulighederne for franskmændene bestod så i enten at udføre et modangreb eller trække sig tilbage i en snævrere opstilling. Selv om det gennem modangrebene lykkedes at erobre eller ødelægge en del af V iet M inhs stillinger - og disse modangreb påførte v irke lig kommunisterne store tab - efterlod de alligevel franskmændene i uholdbare stillinger, hvorfra de eventuelt måtte trække sig tilbage. Derfor fortsatte den snærende, ødelæggende sammensnøring om den franske stilling, indtil den centrale stilling i slutningen af april kun var een kilometer i diameter. Sidste akt i D ien B ien Phu dramaet begyndte den 1. maj (bemærk sammenfaldet med den kommunistiske majdag) med storstilede natangreb. Det kraftigste angreb denne nat blev rettet mod E L I A N E og D O M IN IQ U E mod øst. Mange stillinger blev rendt over ende for derpå at blive generobret gennem franske modangreb. Kampen de følgende to dage fulgte de mønstre, der tidligere var brugt: Storstilede infanteriangreb, sædvanligvis, men ikke altid, om natten. S ikring af det vundne terræn. Derpå fortsatte man med at grave sig ned, hvilket ydede god beskyttelse for fremføring af nye forsyninger og dannede udgangsstillinger for videre angreb. A lt udført dækket af ild fra tunge morterer og artilleri, hvilket stærkt hæmmede franske modforanstaltninger. Silende regn, som begyndte i slutningen af april, forvandlede støvet t il hængedynd. Skyttehu ller og underjordiske anlæg, der allerede var svækket af intensive mortér- og artilleribombardementer, blev yderligere svækket af regnen, og nogle af anlæggene styrtede sammen om beboerne. Den 4. maj var ammunitionssituationen kritisk, især var artilleri granater ved at b live en mangelvare. Regnen havde i stort omfang hindret genforsyning af og forstærkning t il fæstningen, for ikke at tale om flystøtte. Im id lertid var de kommunistiske stillinger nu så tæt på forsvarernes, at det v ille have været næsten umuligt for de franske p iloter at angribe de forreste V iet M in h enheder uden samtidig at ramme egne enheder. I de følgende to dage aftog presset på forsvarerne i nogen grad, hvilket f ik dem t il at håbe, at regnen også skakte forsyningsvanskeligheder for V iet M inh . Dette viste sig at være ønsketænkning. Natten t il den 6. maj begyndte fæstningens sidste 24 timer med kraftige angreb rettet mod E L I A N E og D O M IN IQ U E . A n grebet kom efter en kraftig ildforberedelse, hvori nu også indg ik ilden fra russiske raketkastere. Det kommunistiske infanteri fulgte så tæt efter nedslagene, at egen ild påførte det tab. Det første angreb blev slået tilbage ved en overmenneskelig indsats fra forsvarernes side, men to timer senere blev angrebet gentaget, denne gang mod C L A U D IN E . Dette angreb lykkedes næsten, og ved daggry var de forreste V iet M in h enheder 150 meter fra general de Castries kampstade. Endnu engang iværksatte franskmændene et modangreb, som så ofte før ført af oberst Langlais, chef for faldskærmstropperne i D ien Bien Phu . Endnu engang trak V iet M in h styrkerne sig lid t tilbage. Endnu engang regnede artilleri- og mortérild ned over de udmattede forsvarere. D ien B ien Phus skæbne var beseglet. K lokke n 1100 meddelte general de Castries overkommandoen, at yderligere modstand var umulig, men at han ikke v ille overgive sig, så længe han havde ammunition tilbage. K lokken 1730 den 7. maj 1954 kom afslutningen for midterstillingernes vedkommende. Otte timer senere overgav besætningen i I S A B E L L E sig efter at et desperat bajonetangreb, der skulle bryde gennem V iet M inhs stillinger, var brudt sammen.
Resultaterne.
Hvorledes bedømmes D ien B ien Phu efter mere end ti års forløb? Resultatet var tilintetgørende for franskmændene: He le styrken på 15.000 mand blev dræbt eller taget t il fange, og den franske kontrol med den nordvestlige del af N ord V ietnam var slut. V iet M inhs tab i mandskab og materiel var også stort - en forsigtig beregning af de kommunistiske tab svinger mellem 12-15.000 døde og sårede, og det virkelige antal ligger måske på det dobbelte. To simple læresætninger kan uddrages af dette blodige slag. Fo r det første: E n hver forsvarsstilling kan erobres af en beslutsom fjende, hvis han er v illig til at betale prisen, således som det blev demonstreret af russerne i Den anden Verdenskrig og af kineserne i Korea. Fo r det andet: Afhængighed af luftvejen i længere perioder som eneste mulighed for tilvejebringelse af genforsyning og forstærkning kan være katastrofal. V iet M inhs anvendelse af luftværn og artilleri var fremragende. Den taktiske koordinering og kontrol som V ie t M in h udførte, var helt professionel. Det må anses for givet, at Den nordvietnamesiske Folkehær har fortsat udvik lingen og i dag er en form idabel modstander på hjem lig grund. De strategisk-politiske følger af D ien Bien Phus fald er velkendte. De chokerende nyheder om en fransk elitestyrkes nederlag til, hvad mange betragtede som prim itive guerillaer, gav de kommunistiske forhandlere en kæmpemæssig fordel. To og en halv måned senere sluttede fjendtlighederne i Indokina på uforde lagtige v ilkår for franskmændene. E n faktor, der er blevet effektivt udnyttet af kommunisterne i propagandaen, er udvik lingen af »den mystiske uovervindelighed«, som sammen med »de nationale befrielseshæres« uundgåelige sejre har stor magt i Asien i dag. Den nordvietnamesike Folkehær plejer omhyggeligt den prestige, der blev vundet i D ien B ien Phu, og veteranerne bringer den med t il Laos og Syd Vietnam.
