Dristig føring:
Denne artikel af major H . L . Bell, Australian Army , er oversat fra M ilitary Review, october 1965. Den behandler problemet om førerens dristiglied og handlekraft og konkluderer, at fredsøvelser ofte i ikke tilstrækkelig grad tager hensyn til disse faktorer, men har en tendens til at blive for stereotype.
Der er talrige eksempler på gyldne chancer, der bortødsles på grund af, at føreren mangler dristighed. Han har måske foretaget de grundigste forberedelser t il kampen, men fejler, fordi han ikke handler hurtigt nok. Hvis han havde »kortsluttet« nogle af de forberedelser, som er så dyrebare i den taktiske teori, kunne den samme fører have vundet. Hvis chancen byder sig må føreren gribe den. Enhver pause er fatal, thi hvis han ikke griber chancen, gør fjenden det. Et eksempel på dette viser den allierede landgang ved Anzio i Italien den 22. jan. 1914. Denne landgang, omtrent 50 km fra Rom , skulle falde tyskerne i ryggen, tage Rom og udflankere den h idtil uindtagelige Monte Cassino stilling. Den udførtes af 6. amerikanske korps under generalmajor I. P . Lucas med 3. amerikanske division, 1. britiske division, 501. amerikanske luftbårne regiment og to andre divisioner på kald i Neapel. Den tyske beredskabsplan i tilfæ lde af en allieret landing var blevet ophævet før landgangen, og begge de tyske divisioner i reserve var blevet indsat mod den allierede 5. armé ved Garigliano. Let forståeligt mødte 6. korps derfor ingen modstand og fandt kun to bataljoner mellem brohovedet og Rom.
Skønt general Lucas landsatte mere end 36.000 mand den 22. jan. og vejen til Rom i virkeligheden lå helt åben, var han den 25. jan. kun avanceret 8 km. Landgangen havde ikke opnået det fastsatte mål.
General Lucas havde kun handlet i overensstemmelse med reglementet: Han havde konsolideret sine stillinger, inden han begyndte sin march ind i landet. Og dog - ifølge general Siegfried Westphal - »kunne den 22., ja selv den 23. jan., en enkelt enhed, der uden standsning var søgt fremad og havde angrebet dristigt, være trængt igennem til byen Rom uden hindringer.«
Fornuftige forberedelser til kampen forøger sædvanligvis chancerne for succes, men værdien forringes meget, hvis den tid, forberedelserne tager, også forøger fjendens chancer. Doktrinen om gennemgribende forberedelser til en kamp har et formåL Reduktionen i tab, som opnås ved sådanne forberedelser, har det samme formål — sejr. M en hvis sejr bedst kan vindes ved at akceptere tab, da må føreren være forberedt på at gå videre uden ophold. Overforsigtighed begrundet med frygt for tab vil i det lange løb koste flere liv end dristig handling, som opnår resultater.
Et klassiske eksempel. 43. div. (Wessex) fremrykning til Am - hem er et klassisk eksempel på »at spare på skillingerne og lade dalerne rulle». Den 17. sep. 1966 udløstes gennem operation Market Gården den store allierede luftbårne offensiv med tre luftbårne d ivisioner, der med et slag erobrede overgange over de tre floder, der løber parallet gennem Ho lland (se figur nr. 1).
30. korps (britisk) skulle skære igennem og forene de tre overgange. De to arnekanske luftbårne divisioner havde held med sig og blev snart nået af 30. korps. Denne afslutning blev i høj grad lettet ved, at 1. britiske luftbårne division erobrede Arnhembroen, hvilket forhindrede tysk forstærkning syd for Neder R ijn . Den 21. sep. havde tyskerne im id lertid taget broen, og 1. division var bragt i en desperat situation, medens 30. korps havde endnu 16 km tilbage, før en forening var gennemført. Den 2. sep. kl. 0830 startede 43. division sin fremrykning for at nå Neder R ijn.
7. B T N , Somerset Light Infantry, var fordækning forstærket med en K V G E S K , 4 B T og 76 mm K N D E L , en M T D E L og M G D E L . Da forspidsen kl. 0930 nåede O O S T E R H O U T , blev den stoppet af ild fra en K V G og noget infanteri. D E L blev frigjort, og et K M P med K V G blev sat ind i et flankerende angreb, men blev standset af morterild. B T N , som angreb hen på eftermiddagen, fordrev endelig fjenden omkring k l. 17. Den tyske besætning fik støtte af en 88 mm kanon og 5 små luftværnskanoner. I løbet af dagens kampe mistede Somerset-bataljonen 19 sårede. I løbet af den samme tid forværredes situationen i Arnliem kritisk.
Succes gennem dristig handling.
Før gennemgang af eksempler på succes gennem dristig handling er det på sin plads at indrømme, at fiasko såvel som succes kan blive resultatet af samme dristighed. Måske er den skarpeste prøve herpå at stille spørgsmålet: Hv is den heldige aktion i stedet var blevet en fiasko, v ille førerens handling så have været berettiget. Succes gennem dristig handling kan opnås på mange måder. E t forslag t il retningslinier for føreren i en uopklaret kampsituation kunne lyde således:
- Hand l dristigt, når føling opnås.
- Hvis situationen er forvirret, gør da noget og gør det straks.
- Hvis en chance øjnes, grib den da.
- Hvis gevinsten er det værd, da er en vis risiko berettiget.
- Et slag kan vindes uden nøjagtigt kendskab til fjenden.
- Et slag kan vindes, selv om ikke alle egne styrker har fået fuldstændige ordrer.
- Den uventede, øjeblikkelige handling medfører sædvanligvis overraskelse.
- Når slagets afgørelse hænger på vippen, er det mere sandsynligt, at den hurtige beslutning fører t il et resultat end omstændige overvejelser og planer.
Første føling med fjenden.
Dristighed er sjældent mere berettiget end ved opnåelse af den første føling med fjenden: Feltmarskal Romm e l sagde: »Jeg har gang på gang fundet, at i mødekampen er dagens vinder den af parterne, der er først til at plastre fjenden med ild. Manden, der trykker sig og venter på udviklingen, bliver sædvanligvis næstbedst. Dette gælder også, selv når fjendens nøjagtige position er ukendt, i hvilket tilfælde ilden simpelthen må sprøjtes ud over det af fjenden besatte område. Det er fundamentalt forkert simpelthen at standse — eller at afvente flere styrkers ankomst og deltagelse i kampen«. Romm e l havde dette at sige om »krigens tåger«i en uafklaret situation: »Den part, der venter på nøjagtige oplysninger, før den sætter sig i bevægelse, v il uvægerligt b live udplaceret af en mere dristig modstander. Hurtig reaktion i en sådan situation v il sædvanligvis snarere ramme fjenden ude af balance end modvirke fejl i den taktiske plan«. Den, som tøver med at gribe chancen, begår den alvorligste fejl. Hv is en fejltagelse på fjendens side skaber en mulighed, er vi tåber, hvis vi ikke udnytter den. Hv is vi gennem vore egne anstrengelser skaber en mulighed, v il undladelse af at benytte den betyde, at de liv , som har måttet ofres for at skabe den, v il være spildt. Og da mulighederne sædvanligvis kun er kortvarige, v il kun den dristige fører, der handler hurtigt, høste de fordele, der byder sig. E n sådan gylden chance skabtes ved Remagen ved Rh inen den 7/3 1915. Den afsluttende allierede offensiv ind i Tyskland var begyndt, og den store Ludendorffbro ved Remagen var blevet grundigt forberedt til ødelæggelse. Da nu 3. US . korps’ fremskudte styrker nåede broen, antændte tvskerne sprængladningerne. T i l alles forbavselse løftede den kæmpemæssige konstruktion sig lidt, men faldt derefter intakt tilbage på sine beskadigede p iller. For brigadegeneral W . M . Hoge, som førte de forreste amerikanske tropper, var dette for god en chance at lade gå tabt, så han beordrede øjeblikkeligt det forreste kompagni over broen. Soldaterne - der hvert øjeb lik ventede, at broen skulle bryde sammen, var under ild fra tyskerne, der stadig var på broen. Amerikanerne havde kun ringe ildstøtte, men trængte frem med stor beslutsomhed, og dagen var vundet. Hv is Hoge havde givet sig tid til blot den mest kortvarige forberedelse, kunne den chance, som havde budt sig på grund af fjendens ineffektivitet, være gået tabt. R is iko er berettiget. K un en uansvarlig fører v il løbe en unødvendig risiko. Men en fører, som forsøger at undgå enhver risiko, er lige så uansvarlig, ford i han bortødsler enhver chance for sejr. V i v il nu gennemgå et eksempel, hvor føreren bevidst var parat til at spille og risikere ødelæggelsen af sin styrke, fordi de resultater, der kunne opnås, var risikoen værd. Den 20/5 1941 nedkastede tyskerne luftbårne styrker fire steder på Kreta. Ved dagens slutning havde tyskerne mistet mere end halvdelen af deres mænd og stod ved alle dropzoneme undtagen Malerne over for et sikkert nederlag. Om morgenen den 21/5 var kun to faldskærmskompagnier disponible for en nedkastning, og mulighederne for en forstærkning ad søvejen var ikke strålende, sålænge den britiske flåde var på vagt. 5. bjergdivision var stadig i reserve i Grækenland. Da var det, at den tyske general fattede en overvældende beslutning - at bruge reserven til den endelige erobring af Malerne flyveplads. 5. bjergdivision skulle flyves ind, ved at man hensynsløst landede maskinerne på strandbredden og i et tørt flodleje og på selve Malerne flyveplads, selv om denne var under direkte artilleriog maskingeværild. Trods store tab, såvel i personel som i maskiner, blev 5. bjergdivision landsat og Kretas skæbne afgjort. Den tyske taktiske fører havde spillet og vundet. Han havde allerede mistet mere end halvdelen af Tysklands trænede faldskærmssoldater og var på nippet til at miste resten. Det var risikoen værd at prøve luftlandsætningen af 5. b jergd ivision. De yderligere tab, som måtte følge med en mislykket landsætning, v ille næppe være blevet af betydning sammenlignet med de allerede registrerede tab.
Nøjagtige oplysninger.
Opnåelse af detaillerede oplysninger om fjenden anses korrekt for at være en vigtig forberedelse til kampen. Og alligevel kan den tid, som benyttes til sådan indsamling, koste større tab end en hurtigt udført plan baseret på tilgængelig viden plus intelligent gætteri. Træ fningen ved Sananda på N y Guinea den 20.-21. november 1942 er et eksempel på succes, opnået gennem en hurtig beslutning og på trods af ufuldstændige efterretninger. Australierne forfulgte japanerne mod havet, og da japanske forstærkninger ventedes, var tiden en kritisk faktor. K l. 0830 blev 2. bataillon af 1. New South Wales Regiment sendt frem som fordækning. Få minutter senere kom den under voldsom ild fra håndvåben og artilleri. Da man troede, at dette kun var en fjendtlig styrke, efterladt for at sinke australierne, beordrede bataillonschefen to kompagnier (med en samlet styrke på 91 mand) under captain Catterns t il at omgå fjenden t il venstre og indtage en stilling tværs over vejen. Medens bataillonen, og derefter hele B D E , udviklede, hakkede kompagnierne sig vej gennem junglen. Ved tusmørkets begyndelse var Catterns styrker nået til det terræn, hvor man havde beregnet, at den fjendtlige stillings bageste kant skulle være, og 45 m borte så man de intetanende japanere koge deres ris. Dette var im id lertid ikke en m indre japansk styrke. Det var den japanske hovedstilling.
Catterns angreb.
Efter forsigtigt at have truffet deres forberedelser gik Catterns kompagnier d irekte over til angreb, hvorunder de dræbte 80 japanere og spredte resten. Idet de derefter gravede sig ned, opdagede de, at de sad tværs over den japanske hovedakse. Efter at have afvist et antal hårdt førte modangreb, blev Catterns styrke afløst natten 21.-22. november. U d af en styrke på 91 mand var 31 blevet dræbt og 36 sårede; men den lille styrke havde tilføjet fjenden meget større tab, havde bragt fjendens artilleri til tavshed, havde tvunget fjenden til at trække de efterladte styrker tilbage, som havde standset hele brigaden og havde meget nøjagtigt fastlagt grænserne for den fjendtlige hovedstilling, som man længe havde ledt efter. V ar Catterns dumdristig, når han angreb, selv om han intet vidste om fjenden? Måske, men han sparede mange liv, der ellers v ille være gået tabt senere, og han vandt tid, en faktor, som på dette stade af Stillehavskrigen var af vital betydning. Hvis han i øvrigt havde forsøgt at trække sig tilbage fra stillinger kun 45 m fra fjenden, v ille hans tab måske være blevet lige så store. I den australske hær er det et næsten sakro sankt princip , at tropperne må være instruerede, før de sendes i kamp, men hvis sejr kan vindes ved hurtig handling uden tid t il langvarig ordreudgivelse, så må vi akceptere forenkling af vore procedurer.
Øjeblikkelig beslutning.
Et eksempel på overraskelse opnået ved øjeblikke lig beslutning var det New Zealandske-Australske angreb den 42. Gade på Kreta den 27/5 1941 (figur 2). I løbet af natten 26.-27. maj blev 5. New Zealandske og 19. Australske brigade trukket tilbage til en lin ie langs med en vej, der gik under navnet 42. Gade. Uden forbindelse med deres division, ankom de yderst udmattede brigader til deres stilling i den fejlagtige tro, at en styrke dækkede deres reorganisering og hvile. Omkring kl. 8 begyndte nogle af bataillonscheferne at ane, at alt ikke stod godt til. Chefen for 28. (Maori) bataillon satte sig i forbindelse med sine naboer, og man opnåede enighed om, at hvis man blev angrebet, v ille man undlade at skyde, t il fjenden var på nært hold. Så v ille man åbne ilden og angribe. Da man ingen ild støtte havde, og da fjenden var støttet af M T og styrtbomber, mente man, at et »normalt« forsvar v ille være uden muligheder. Im idlertid arbejdede det 141. Tyske Bjergregiment sig frem mod Sudabugten, med 1. bataillon forrest og uden at vide, at 42. Gade var besat. K l . 11 kom denne bataillon t il syne, fuldt udfoldet, idet den
bevægede sig skråt ind foran de tre Anzac batailloners front. Idet de så den chance, som her bød sig, gav de forreste kom pagnichefer angrebsignal, og næsten som én mand skyllede de tre batailloner fremad. På få m inutter var den tyske bataillon drevet 550 m tilbage med et tab på 350 døde. Anzac styrkerne havde et tab på ialt 73. Fork larligt nok standsede 141. Bjergregiment fremrykningen og reddede derigennem Anzac brigaderne, som ikke kunne have modstået et velorganiseret angreb. Det øjeblikkelige og uventede angreb havde betalt sig. Den beslutning, som her blev taget, ville, hvis den havde været givet som løsning ved et krigsspil, være blevet betragtet som latterlig. Og dog lykkedes den, ford i den overraskelse, man opnåede, langt oversteg ulempen ved at afvige fra normal fremgangsmåde. I de fleste hårde kampe, og især i dem, hvor modstanderne er nogenlunde jævnbyrdige, er der et tidspunkt, hvor afgørelsen hænger på vippen. E n sidste anstrengelse hos angriberen eller en sidste desperat ho ldt stilling hos forsvareren, og vægten synker den ene eller den anden vej. På dette stade i kampen er de oprindelige befalinger og den oprindelige plan i hovedsagen ophørt med at gælde, og føreren handler nu fra situation til situation. Det er her en dristig beslutning tæller og her, at tidsrøvende procedurer sandsynligvis v il føre til, at initiativet går tabt. E t eksempel kan nævnes fra de første dage i slaget om Frankrig, da feltmarskal Rommels 7. Panserdivision nåede Meusefloden natten mellem 13.-14. maj 1940 (fig. 3). I overensstemmelse med en forudlagt
plan begyndte divisionen overgang over floden på 3 steder på trods af, at artilleriet endnu ikke var nået frem. Fart var nøgleordet, eftersom franske kampvogne var i nærheden, og bygning af pontoner til de tyske kampvogne måtte begynde snarest. K l. 0400 tog Romm e l rundt til overgangsstederne. 7. Motorcykelbataillon, der var gået over ved H O U X , var hårdt presset og sårbar for kampvognsangreb. 6. Infanteriregiment havde dannet et lille brohovede ved Leffe, men de fleste af regimentets både var ødelagte, og overgangen var standset. Ved D inant truede en virke lig katastrofe. K u n et kompagni af II/7. Infanteriregiment var kommet over, og det havde søgt dækning mod voldsom fransk ild. Næsten alle stormbådene var sunket, og troppernes moral voldsomt rystet. Terningen var kastet.
Romm e l handlede øjeblikkeligt. Først kontaktede han sin korpschef og bad om, at artilleriet måtte blive trukket frem. Idet han derefter tog direkte til 7. Infanteriregiment i D inant, hvor han vidste, nogle kampvogne befandt sig på hans side af floden, overtog han selv kommandoen over den uheldige II bataillon. Han samlede hvert eneste disponibelt kompagni, panserværnskanon, luftværnskanon og maskingevær og koncentrerede deres direkte ild mod hver eneste fransk stilling, der havde observation mod overgangsstedet. Idet han derefter f ik fat i nogle beskadigede stormbåde, begyndte han at færge resten af bataillonen over. Han forsyndede sig mod næsten alle de regler, vi anser for vigtige ved en velordnet flodovergang, men bataillonen satte over og nedkæmpede den franske modstand. Da trykket således lettede mod de to andre overgangssteder, kunne overgangsbestræbelserne der fortsætte.
Hvis dristig handling kan fremvise resultater, hvordan kan det så være, at vore uddannelsesmetoder har en tendens til at understrege det modsatte: At detaillerede, grundige og tidsrøvende forberedelser er uundværlige? Hovedårsagerne er følgende:
- Vore øvelser forudsætter fuldtallige styrker, kompetente undergivne, effektive forsyningslinier, pålidelige kommun ikationsm idler og at ordrer udføres. I krig v il mange af disse forudsætninger kunne mangle.
- I alle vore øvelser modtager vi detaillerede oplysninger om fjenden. Vi ved næsten altid, hvor egne styrker er, hv ilket også er urealistisk. Kort sagt »Krigens Tåger« mangler.
- Vi koncentrerer for meget på forberedelsen t il kamp, men ikke nok på kampens gennemførelse.
- Tidsfaktoren understreges sjældent.
- Metoderne på vore uddannelsesskoler for officerer opelsker komitébeslutninger i stedet for hurtige personlige beslutninger.
Der er dem, som påstår, at eftersom uddannelsens formål er at lære principper, bør vi undgå at tilsløre lektionerne med for mange ubekendte. Selv om dette synspunkt kan godtages for så vidt angår de grundlæggende øvelser, så kræver den videre uddannelse realistiske situationer med krav om hurtige beslutninger hos de officerer, der allerede behersker de grundlæggende principper. E t andet argument fastslår, at vore reglementariske forskrifter er et grundlag, der skal danne udgangspunkt, og virkelig krigserfaring v il derefter lære førerne at simplificere fremgangsmåderne. Dette gælder ejheller. Det er mest sandsynligt, at vi b liver engageret i en begrænset krig, hvor personellet afløses efter et år i kampzonen. På det tidspunkt, hvor vore førere har opnået tilstrækkelig erfaring t il at give plads for officerer, der er besjælede af fredstidshærens magelige taktiske vaner. E n realistisk fremstilling af «Krigens Tåger« er vanskelig. Det kræver en godt organiseret «fjende«, dygtige kampdommere og en god øvelsesledelse. I en atomkrig kan der ikke være nogen tvivl om, at den forvirrede situation og behovet for øjeblikke lig reaktion v il være normen. Under guerillakrig er vanskeligheden ved at få fjenden til at akceptere kamp så velkendt, at har vi først opnået kontakt med ham, kan vi simpelthen ikke tillade ham at frigøre sig. Dette vil medføre situationer, hvor enheder bliver tvunget til at angribe øjeblikkeligt med ganske få forberedelser. Sådanne situationer, i en krig der ligner den i V ietnam , v il omfatte batailloner og større enheder. Behovet for at indføje dristighed i vore føreres taktiske tænkning er af vital betydning. V i må forlange, at officerer tænker selv og beslutter selv. V i bliver nødt til at dyrke den indstilling, at en officer, der begår fejltagelser, er at foretrække for en, der aldrig begår fejl, ford i han altid først sikrer sig på alle måder. Hvad vi i virkeligheden har brug for, er gode, hurtige planer frem for perfekte langsomme planer.
a-b.
Kamphelikopteren HUUY COBRA
Den af de amerikanske styrker i Vietnam i øjeblikket benyttede helikopter er i hovedsagen typen U H 1 B «IROQUOIS«. Der er nu fremsat ønske om at få en ny helikopter, der er hurtigere, har større ild kraft, er lettere at manøvrere, er b illig at fremstille, og som passer bedst m uligt i det logistiske system. E n sådan he likopter - nem lig en egentlig kamphelikopter - ved navn H U E Y C O B R A er under udv ikling, og en prototype var i luften den 7. september 1965. Den v il kunne opnå en hastighed på ca. 300 km/time, ildkraften v il kunne øges, opholdet i kampområdet v il kunne tredobles, og besætning og maskine v il opnå en vis beskyttelse gennem en let pansring. Den ny helikopter har væsentlige dele fælles med U H 1 B , f. eks. rotor- og transmissionssystem samt i hovedsagen også motoren, idet dog sidstnævntes ydelse er forøget fra 1100 til 1400 hestekræfter. Kroppen er blevet meget slankere, idet bredden er nedsat fra 255 cm til ca. 90 cm. Kroppens tværsnitsareal er derved nedsat til ca. en trediedel af U H 1 B ’s tværsnitareal, og det samme gælder arealet i vandret projektion. Helikopteren er følgelig blevet meget sværere at træffe forfra og bagfra, nedenfra og ovenfra. Man må herved erindre, at den nye helikopter bygges som en kamphelikopter, hvorimod U H 1 B og U H 1 D er konstruerede som transporthelikoptere - henholdsvis 9 og 13 mand - , som derpå er blevet bevæbnede. Den nye helikopter kan i modsætning til de t id ligere typer trække landingsmederne ind under flugt. Besætningen består af 2 mand. I den smalle maskine må de naturligvis sidde bag hinanden. Skytten sidder ferrest, bag ham piloten. De er delvis beskyttede af en ydre panserplade, der skal bringe sprængladte projektiler til detonation, hvorpå de af panserplade udformede sæder skal afvise sprængstykkerne. Ved siderne kan nogle panserplader trækkes op til skulderhøjde. V igtige dele af maskinen er beskyttet af tilsvarende tynde panserplader. Det hævdes, at panserplademe er fremstillet af et stærkt forbedret panserstål, hvorved vægten af pansringen kun opgår t il ca. det halve af, hvad den v ille have været, dersom man skulle have benyttet de tidligere typer panserstål. I øvrigt v il nu helikopterne U H 1 B og U H 1 D b live forsynet med en tilsvarende pansring. Kamphelikopteren H U E Y C O B R A s bevæbning er den samme som U H 1 B ’s, hvad typer angår (se M ilitæ rt tidsskrift nr. 2, 1966).
(Flugwehr und -technik, 111966)
