Dette er en oversættelse af en artikel i »Allgemeine Schweizerische Militärzeitschrift« nr. 1, jan. 1961, af major E. Varrone. Artiklen har interesse for et dansk forum, da den giver en udmærket oversigt over de fjernstyrede panserværnsraketter, som for øjeblikket er i brug, og over deres anvendelse i de forskellige hære.
Panserværn med fjernstyrede raketter.
På grund af terrænformernes variation og utallet af muligheder for kampvognes anvendelse er det udelukket at kunne klare sig med et eneste våben til panserbekæmpelsen. Det er teknisk umuligt at give panserværnet et »enhedsvåben«, som kan ramme sikkert såvel på 10 m som på 4 km afstand, og som samtidigt liar en kraftig virkning og små afvigelser i skudbanen. Ligesom ved håndgranaterne, geværgranaterne, mortererne og kanonerne, livor den tekniske rækkevidde er bestemmende for den taktiske anvendelse, således at disse ildvåben supplerer hinanden, således må også panserværnsvåbnene blive afstemt efter hinanden. Da der i kampen ikke findes forudbestemte, skarpe grænser, skal alle panserværnsvåbnenes anvendelsesområder kunne supplere hinanden. Kun en god kombination af forskellige våbentyper tillader et virkelig effektivt panserværn, som formår at dække alle muligheder. I det store og hele skelner man i dag på følgende måde:
Nær-panserbekæmpelse — geværgranater .... 50— 100 m
Panserbekæmpelse på kort afstand — raketstyr............... 100— 300 m
Panserbekæmpelse på mellemstor afstand — dysekanoner .... in d til 1000 m
Panserbekæmpelse på stor afstand ‘— kampvognskanoner, panserværnskanoner ............... in d til 2 km
Fjern-panserbekæmpelse — fjernstyrede våben . . in d til 4 km
Im idlertid kan fjernstyrede panserværnsraketter, som denne artikel udelukkende beskæftiger sig med, allerede blive anvendt på afstande fra 200 m, således at der eksisterer en vis teknisk mulighed for at kunne nøjes med en enkelt våbentype i området fra 200 m in d til 2 km. Disse »nye« fjernstyrede panserværnsvåben har gennemløbet såvel fabriks- som troppeforsøgsstadiet. De er allerede — omend tøvende — blevet anerkendt af de militæ re sagkyndige. Men det liar ganske vist varet 15 år, in d til disse nye våben bar kunnet vinde indpas i de forskellige bære.
Nedenstående skema giver en oversigt over de in d til nu kendte fjernstyrede våben og indeholder tekniske data, såvidt som de er blevet offentliggjort i litteraturen.
BILLEDE HER
Nedenstående skema giver en oversigt over de in d til nu kendte fjernstyrede våben og indeholder tekniske data, såvidt som de er blevet offentliggjort i litteraturen.
Som man v il se af skemaet, bliver de fjernstyrede våben alt efter rækkevidde inddelt i to hovedgrupper. Da vægt og rækkevidde står i en snæver forbindelse med hinanden, taler man om »lette« og «tunge« fjernstyrede panserværnsvåben. De våben, som kan blive bragt i stilling og affyret af infanteriet, det v il sige en eller to mand, bliver betegnet som »lette«. Under betegnelsen »tunge« fjernstyrede panserværnsraketter falder de våben, som betjeningsmandskabet ikke kan bringe i stilling eller transportere uden tekniske hjælpemidler, såsom tunge motorkøretøjer, selvkørende lavetter eller special-kampvogne. Det er kendt, at netop de bære, som allerede har taget de fjernstyrede panserværnsvåben i brug, med den største energi og under opbydelsen af betydelige summer fremskynder udviklingen af prototyper af specielle køretøjer til disse våben. Såvidt det på nuværende tidspunkt kan ses, er fjernstyrede raketter til panserværn indlemmet i de forskellige staters liære på følgende måde: Vesttyskland. Taktisk panserværn: De nyopstillede pansergrenader-bataljoner får panserjager-raketdelinger. En sådan panserjager-raketdeling skal have fem panserjagergrupper med hver 16 lette fjernstyrede raketter (Cobra eller SS 10), altså ialt 80 raketter.
I pansergrenader-brigaderne får panserjagerkompagnierne og panserbataljonerne tildelt panserjagerdclinger, som er udrustet med tunge panserværnsraketter. Operativt panserværn: I divisionerne får panserjagerkompagnierne de samme tunge fjernstyrede panserværnsvåben som panserjagerkompagnierne i pansergrenaderbrigaderne.
Frankrig.
Kompagniets panserværnsdeling (!) er udrustet med de fjernstyrede våben »Entac« eller »SS10«. D elingen består af en kommandogruppe, tre panserværnsgrupper og en forsyningsgruppe. Panservæmsgruppen har følgende midler:
— to jeeps forsynet med en tredobbelt afskydningsrampe og tre raketter,
— en radiojeep til gruppeføreren,
— en ammunitions-lastvogn med 30 raketter.
Derudover råder panservæmsdelingen over yderligere 40 raketter. Den franske hærs flyvetropper bar udrustet en række flyvemaskiner og helikoptere med panserværnsraketter. Dette gælder flyvemaskinerne Potez 75, Fouga CM 170 og Dassault M D 311. Helikopterne Alouette og B ell H 13 kan liver afskyde fire til seks raketter. Den lette kampvogn A M X 13 blev udover 75 mm-kanonen udrustet med fire raketter SS 11. Disse kampvogne skal være gennemprøvet med lield i Sinai-felttoget. Den pansrede mandskabsvogn Hotclikiss CC-2 blev indrettet til afskydning af raketter. Køretøjet vejer 6— 8 tons og råder over 2— 4 afskydningsramper, som er anbragt ovenover det pansrede mandskabsrum. I dette rum kan medføres en reserve af 8— 12 raketter. Hvorledes man har tænkt sig at anvende disse selvkørende raket-af skydningsramper er endnu ikke blevet kendt.
England og Canada.
For kort tid siden blev det bekendtgjort, at man bar påbegyndt produktionen af den fjernstyrede panserværnsraket »Malkara«. Disse raketter er først og fremmest beregnet til anvendelsen i »Royal armoured Corps«. En ny raket-kampvogn, som har fået navnet »Thunderbird«, er på troppeforsøgsstadiet. Det drejer sig her om et velpansret køretøj på larvebånd, som kan affyre »Malkara«-raketten fra en drejelig rampe. Køretøjets vægt skal ikke overstige 25-tons-grænsen. Ved siden af de tunge, fjernstyrede panservognsraketter løber troppeforsøgene med den lette raket »Vigilant«, som kan afskydes enten direkte »af manden« eller fra en opklaringspanservogn. Den kanadiske hær har besluttet at indføre den franske panserværnsraket SS 11.
Italien.
Selvom troppeforsøgene endnu ikke er afsluttet, blev der ved en militæ rparade vist en panserværnsdeling, som var udrustet med raketterne SS 11 på jeep.
Jordan.
Den jordanske hær bekendtgjorde officielt, at den v il blive udrustet med panserværnsraketterne SS 10 eller SS 11.
Israel.
Den israelske hær har allerede i flere år rådet over panserværnsraketterne SS 10 og SS 11. Som allerede nævnt hlev kampvognen A M X udrustet med sådanne raketter og med held anvendt i Sinai-felttoget.
Norge.
Den norske hær har efter en række troppeforsøg besluttet at indføre panserværnsraketten SS 10.
Østrig.
Den østrigske regering har hestilt et større antal af de lette panserværnsraketter »Mosquitos« for at gennemføre troppeforsøg på bred basis.
Sverige.
Firm aet Bofors har i længere tid arbejdet med udviklingen af en let panserværnsraket »Bantam«. Da udviklingen tilsyneladende endnu ikke er afsluttet, har den svenske hær besluttet at indføre panserværnsraketterne SS 10 og SS 11. Disse raketter skal anvendes i panserværnsdelingerne eller -kompagnierne, som råder over jeeps, udrustet med tre afskydningsramper.
USA
I Pentomic-infanteri-divisionens kampgruppe (Battle-group) fik de tunge kompagnier (combat support company) først i stedet for kampvognen M 48 tildelt en 90 mm kanon. Disse kanoner er sidste år blevet erstattet af panserværnsraketten SS 10. Kampgruppen råder nu over en såkaldt Missile Platoon, som består af en kommandogruppe og fem sektioner. Sektionen består af fem mand, 25 lette panserværnsraketter SS 10 (senere måske SS 11), en jeep med tredobbelt afskydningsrampe og en % tons lastvogn med påhængsvogn. Panserværnsdelingen (missile platoon) består af 29 mand, 75 panserværnsraketter SS 10, syv jeeps og fem % tons lastvogne med påhængsvogne. Ligesom i Frankrig har Arm y Aviation (hærens flyvetropper) udrustet helikoptere med afskydningsramper. Følgende helikoptere er blevet vist med panserværnsraketter:
B ell H 1 3 .............med 9 raketter
B ell H U 1 A ........ » 6
Ka H O K ............. » 6
For øjeblikket bliver der foretaget forsøg med at udruste den pansrede mandskabsvogn M 59 med panserværnsraketter. Industrien har fået til opgave at frem stille en kampvogn som lavet for panserværnsraketter. Dette køretøj skal for øjeblikket stå parat til troppeforsøg. De egenskaber, der gør disse våben særligt egnet til panserbekæmpelse, er følgende:
— stor rækkevidde og bevægelighed,
— stor træfsikkerhed og virkning,
— rim elige anskaffelscsomkostninger .
— mulighed for en hurtig indlemmelse i allerede bestående enheder.
Følgende betragtninger viser, hvorfor det er nødvendigt at indsætte langtrækkende våben til panserbckæmpelsen. Frem for alt må man se på det tidsrum, der er til rådighed for panserværnet for at komme til skud. Dette tidsrum bliver bestemt af afstanden mellem den fjendtlige kampvogn og panserværnsvåbenet samt af terrænets beskaffenhed mellem dem. Andrager kampvognens hastighed i terrænet 18 km/t, så tilbagelægger den 5 m i sekundet. Panserværnet, alt afhængig af den tekniske rækkevidde af våbnet, bar teoretisk følgende tider til rådighed fra det første sigte in d til skytten bliver kørt over:
Geværgranat 50 til 150 m 10— 30 sekunder
Raketstyr 150— 300 m \/2— 1 minut
Dysekanon 900 m .... 3 minutter
Infanteriet råder altså i dag med de nuværende våben, uden fjernstyrede raketter, kun over 3 minutter til panserbekæmpelsen. Deraf ses tydeligt at det er tvingende nødvendigt at tildele infanteriet våben, som tillader en panserbekæmpelse på størst mulig afstand, således at der bliver mere tid til at bringe våbnene til indsættelse. En anden vægtig grund til anvendelsen af langtrækkende panserværnsvåben er kendsgerningen, at kampvogne i anden lin ie leverer ildstølten til de angribende panserspidser. Men netop til bekæmpelsen af disse ildstøttende kampvogne egner de fjernstyrede panserva-rusvåben sig ganske fortrinligt. Knn et panserværn, som er i stand til at kunne nedkæmpe disse i dybden grupperede, ildstøttende kampvogne med dertil reserverede våben, kan håbe på et effektivt forsvar. Ved en vurdering af panserværnsproblemerne skal der også tages hensyn til at modstanderen v il anvende et så stort antal kampvogne som muligt. I den korte tid, der er til rådighed, skal der derfor nedkæmpes mange kampvogne. Et heldigt resultat er derfor kun muligt, livis panserværnet råder over tilnærmelsesvis samme antal langtra'kkcnde våben som angriberen indsætter kampvogne. Hos de »lette« panserværnsraketter andrager den største effektive skudafstand 2 km. Dc »tunge« raketter er først og fremmest beregnet til fjcrnbekæmpclse af kampvogne og bar en maksimal rækkevidde på 6 km.
Da de fjernstyrede våben ikke behøver tunge kanoner eller andre afskydningsanordninger, kan der anvendes køretøjer, som er forholdsvis lette og manøvreringsdygtige. Det er våbenkonstruktørernes bestræbelser at muliggøre anvendelsen af de fjernstyrede raketter fra ikke for tunge, tilstræ kkeligt pansrede og terrængående køretøjer. Denne indsættelsesmåde sikrer panserværnsvåbnene den krævede bevægelighed og giver betjeningsmandskabet en god beskyttelse samtidig med at fordelene ved ringe vægt, simpelhed og forholdsvis lille størrelse er tilstede. Den taktiske fordel, der opstår ved at det er teknisk m uligt for skytten at følge sit mål med dette våben, må heller ikke overses. Det liar vist sig ved forsøg i praksis, at den opnåelige træffeprocent ligger mellem 50 og 100. Da afskydningsrampen og styringsapparatet ikke behøver at b live opstillet umiddelbart ved siden af hinanden, kan skytten opnå et godt skjul og undgå direkte sigtet ild. En sådan anordning stiller ikke større krav til skytten end de krav, man må stille til en god maskingevær-, kanon- eller luftværnskanonskytte. Gennemslagsydelsen af de fjernstyrede panserværnsvåben er tilstrækkelig til at tilintetgøre alle kendte kampvogne. De »lette« fjernstyrede panserværnsvåben gennembryder med deres hulladninger 350 til 600 mm tykke stålplader. De »tunge« våben er i stand til at gennembryde endog 700 mm tykke stålplader. De i brug værende 50-tons-kampvogne er almindeligvis udrustet med panserplader af en tykkelse fra 90 mm til 140 mm i fronten, bortset fra våbenblenden i tårnet, som kan have en tykkelse op til 200 mm. De fjernstyrede våben er således i stand til at gennembryde ethvert panser og udover det at have tilstrækkelig energi til i det indre af kampvognen at dræbe besætningen, at antænde ammunitionen og drivmidlerne eller at ødelægge livsvigtige installationer. Summen af apparater til afskydning og sigtning med fjernstyrede våben er ikke så omfangsrig som for eksempel en kampvognskanons stabilisatorapparatur.
De »lette« og »tunge« fjernstyrede panserværnsvåben er kampklare på nogle få minutter og kræver ikke større vedligeholdelsesforanstaltninger end en radio. Afskydningsramperne og sigteapparaternes små størrelser tillader en god sløring og danner også usløret kun små mål. Nye krudtsorter er næsten røgløse ved affyringen, således at stillingen ikke bliver røbet. Hvad omkostningerne angår, så er det meget vanskeligt at sammenligne våben af forskellige typer med hinanden. Men til grund for enhver udregning skulle ligge det antal skud, som kræves for at sætte en kampvogn ud af spillet. Dog v il en sådan udregning være praktisk ugennem førlig uden nogen krigserfaring. Uden tvivl kan det ikke være rigtigt kun at sammenligne de nøgne ammunitionsomkostninger uden at tage bensyn til de foranstaltninger, som er nødvendige for at bringe denne ammunition til anvendelse. I hvert fald er omkostninger til uddannelse af en panserværnsraketskytte ikke højere per time end til uddannelsen af en kampvognsskytte eller luftværnskanonskytte. B. J. Crenzien.
Polaris ubåde.
Den første serie af Polaris undervandsbåde benævnes George Washington-klassen efter navnet på den første Po/nrfs-bærende ubåd. Klassen skal omfatte 5 både. Størrelsen af bådene er 5600 tons, og længden er 130 m. Hver båd medfører 16 stk. Polaris raketter af en rækkevidde på 1900 km og liver med en sprængladning på 600.000 tons trotyl (en atombombe 30 gange så kraftig som Hiroshim a bomben). Den følgende klasse (hvoraf in gen er søsatte) hedder Ethan-Allenklassen. Den i denne klasse indgående ubåd er på 6900 tons og 170 m lang. Polaris raketten til disse både vil få en rækkevidde på 2400 km. Klassen bliver på 5 både. Den sidst planlagte klasse kaldes Lo/nyette-klassen. Båden er her på 7000 tons og 180 m lang. Dens forbedrede Polaris raket skal kunne række 4000 km, og sprængkraften stiger fra 600.000 til 1.000.000 tons trotyl. En Polaris ubåd liar to besætninger å ca. 100 mand, således at en besætning stedse er i land.
Russiske ubåde til Middelhavet.
Ind til 1959 havde Rusland i M id delhavet (Albanien) stationeret 4 ubåde. Dette antal blev fordoblet i 1959, og yderligere 4 kom til i august 1960, således at antallet nu er 12. Disse ubåde overvåger i forbindelse med et antal russiske såkaldte »fiskerbåde« nøje den 6. US-flåde, der er stationeret i Middelhavet, og som består af 3 store hangarskibe, 2 tunge krydsere, 20 destroyere og 25 forsynings- og andre skibe. I den vestlige verdens søværn fø lger man med interesse de i alle farvande opdukkende russiske fiskerifartøjer.
(Soldat und Tcchnik, 2/1961).
Satelliten Samos II.
Samos betyder Satcllite and M issile Observation System. En ny amerikansk satellit Samos II er den 31. januar 1961 sat i kredsløb. Den er forsynet med gode kameraer og kan optage billeder af et hvilket som liclst punkt på jordoverfladen, idet den passerer over Nord- og Sydpolen. Banens højde er 500 km. Samos II kan betragtes som en afløser af de nu indstillede U-2 flyrekognosceringer. Selv om Samos II liar en levetid på mindst et år, er dens nyttetid kun 20 dage, idet den mekanisme, som holder den cigarformede satellit i den rigtige stilling med kameraerne pegende mod jorden, kun er forsynet med energi til dette antal dage. Ved fortsat forskning og udvikling venter man, at man fra en satellit kan tage fotos, der kan vise de samme detaljer, som det menneskelige øje kan opfatte på ca. 35 m afstand. (Missiles and Rockets, 6/2 1961).
M.
