Stabstjeneste linder kampforhold.
Under mærket W skriver i „Allg, Schw. M il. Z.“ (juli 1952) en tysk generalstabsofficer om sine praktiske erfaringer i stabsarbejdet ved en division. Artiklen bør læses in extenso af enhver, som forretter — eller kan komme til at forrette — tjeneste ved en divisionsstab, men har i øvrigt interesse for enhver troppeofficer. Den bringer en række eksempler fra østfronten og i tilslutning dertil nogle kommentarer. Hovedtrækkene af disse sidste skal refereres her: Divisionsgeneralen er ikke bundet til nogen fast plads. Han befinder sig der, hvor de afgørende beslutninger skal træffes, og hvor hans tilsynekomst virker moralsk på tropperne. Ved det planmæssige angreb og i forsvarsslaget vil han ofte opholde sig på kommandostationen (dennes forreste echelon). Ved valget af denne (stadig forreste e.) er taktiske hensyn bestemmende, men psykologiske forhold kan virke ind og føre til, at den lægges nærmere ved fjenden, end det føringsteknisk synes hensigtsmæssigt. „Mangt el frontafsnit i østen blev kun holdt, fordi tropperne klamrede sig til kommandostationerne, som var blevet stående.“ „Et dybt russisk indbrud i oktober 1944 s. ø. f. Gumbinnen blev standset lige ved 561. folkegrenaderdivisionens kommandostation ved, at divisionsgeneralen og hele divisionsstaben med våben i bånd og i samarbejde med resterne af nogle kompagnier afværgede det russiske angreb i timelang kamp.“
Kommandostationen skal ligge ved en hovedvej og ikke ved noget kortmæssigt let lokaliserbart punkt i terrainet, men den skal være let at komme til. Under gode vejrforhold vil man ofte arbejde i det fri, f. eks. i et skovstykke. Under dårlige vejrforhold vil man indrette kommandostationen i lidet iøjnefaldende bygninger. I stillingskrig er det ganske nødvendigt for stabens taktiske dele, at de råder over dækningsrum og bebor disse. I en landsby kan det ske, at et bombetæppe i det afgørende øjeblik sætter alle telefonlinier og måske også centralen ud af drift netop i det øjeblik, da man har mest brug for sine meddelelsesmidler. Kommandostationen afmærkes (skilte) meget diskret — ingen standere og lign. I nærheden må en landingsplads for kurerluftfartøjer være rekognosceret og besat. 1 å 2 motorvogne og nogle motorcykler skal være i umiddelbar nærhed af kommandostationen og nedgravet; resten sløret i passende afstand. Erfaringen viser, at belysningen i felten ofte svigter, hvad enten det drejer sig om elektriske aggregater eller petroleumslamper m. ni. Ofte er stearinlys bedst, og sådanne hører til indholdet af enhver velforsynet korttaske! Nærsikringen af kommandostationen mod faldskærmsjægere, kommandotropper og gennembrudte (indbrudte) fj. kampvogne må være øvet aldeles eksercermæssigt med henblik på størst mulig hurtighed og effektivitet. Radioanlægget helst 1— 2 km borte a. h. t. faren for pejling. Hvis forbindelsen til radioen svigter, haves en „tavs“ radio parat ved kommandostationen. — Der vil altid være visse chefer, der bedømmer en situation for gunstigt, men endnu flere, der vurderer for pessimistisk. Det hører til den taktiske førings kunst at kunne vurdere meldinger efter afsenderens personlige særpræg. Forf. advarer mod en praksis, som har været gældende ved mange divisioner (og vel også andre led) : A t man, for ikke at forstyrre „den gamle“ , gemmer meldinger, der indløber om natten, til næste morgen. Det må indrømmes, at også chefen må have hvile, men „han har ansvaret og må derfor se og høre alt“. Ellers er faren for „adjutantvælde“ tilstede. Der advares mod at plage undergivne enheder med spørgsmål om forløbet af en operation, som kræver chefers og hjælperes fulde indsats. K u n hvor der øjensynligt sker forsyndelse mod meldepligten, bør der spørges fra oven. I det hele taget bør der vises tilbageholdenhed ved foresatte myndigheders benyttelse af felttelefonen, specielt samtalernes varighed. „Den ved motoriserede divisioner foreliggende nødvendighed af i bevægelseskrigen udelukkende at melde og føre ved anvendelse af radio styrkede beslutningsglæden og den ansvarsbevidste tænkning.“ For stabsarbejdet er det vigtigt, at man nøje ved, hvor lang tid der behøves til radiomelding, chiffrering, ekspedition og dechiffrering, samt hvilken kapacitet radiotjenesten liar ni. li. t. antal og længde af depecher og samtaler. Også ved divisionen er mundtlig befalingsudgivelse idealet. „Herved kan den befalende umiddelbart udstråle sin personligheds påvirkning på den udforende. Også den moderne teknik giver absolut plads for den mundtlige befaling. Desuden må chefen personligt opsøge sine undergivne under kamp; han bør aldrig tage dem bort fra deres tropper under sådanne forhold.“ [Anmelderen erindrer sig et fortvivlende tilfælde fra en øvelse, hvor han som kompagnichef midt på dagen, med sit kompagni i snæver kampføling, blev befalet til at begive sig 1500 meter tilbage til bataillonens kommandostation, fordi bataillonschefen ikke kunne få en Ialt for langstrakt) befaling fejlfrit igennem over et dårligt fungerende radionet!!] „Enhver disposition kræver tid til forberedelse. Jo før tropperne får befalingen, des mere tid bar de til omhyggelig forberedelse. Derfor gøres der udstrakt brug af forudorientering, avisoer og stykkevise befalinger. Fremfor alt må der i enhver stab stedse foregå overvejelser om, i hvilken retning befalinger kan forventes at indgå, og præsteres et tankemæssigt forarbejde for sådanne eventualiteter.“ „Efter mundtlig eller telefonisk befaling skal skriftlig befaling folge. Den sammenfatter enkeltbefalinger, korrigerer børefejl eller misforståelser, der kan liave skjult sig også ved gentagelse af opgave og datoer m. v., og danner grundlaget for krigsdagbogen. Den bør derfor følge hurtigt efter. Fordelingen af og ekspeditionsmåden for befalinger bør fastsættes af en dertil kompetent officer ved staben; underlæggelsesforbold veksler så hurtigt, at man i hvert enkelt tilfælde må overveje, hvem der skal have befalingen tilstillet. Befalinger eller meldinger af stor vigtighed, og som ikke kan sendes pr. telefon eller radio (f. eks. på grund af disse meddelelsesmidlers svigten), bør sendes med ordonnansofficerer ad flere forskellige veje; der kendes tilfælde på, at egne tropper har standset og opholdt sådanne officerer længe som formentlige sabotører (agenter), foruden naturligvis risikoen for, at ordonnansofficeren såres eller falder undervejs; det må i denne forbindelse erindres, at fjendtlige flyvere stundom også angriber enkeltkørende. Selv om befalinger for faglig tjeneste normalt udsendes særskilt, kan det være praktisk at tage de vigtigste data op i operationsbefalingerne. Hvor man kan, bør man — det være sig med ild eller på anden måde — hjælpe nabostyrker, som trues eller mener sig truet. Det vil i mangfoldige tilfælde komme helheden og også en selv direkte til gode. Stabene bør gå i spidsen for tropperne ved et godt eksempel. Tung bagage bør ikke medtages af stabens officerer: stabe og forsynings- eller etappetropper bør under knaphed på levnedsmidler for afdelingerne tildele sig selv væsentlig mindre rationer end de kæmpende tropper; dette gælder selvsagt også cigaretrationer.“
„Over stabens arbejde skal der stå følgende motto: Staben er til for geleddets skyld, ikke omvendt. Den skal betjene tropperne. Det er muligt, at disse langtfra altid bar ret. Men de bar krav på, at deres ønsker og forslag bliver undersøgt, bearbejdet og besvaret — og det gadder i hvert enkelt tilfælde, og så hurtigt som muligt. A lle stabens officerer bor i rolige perioder så tit som muligt opsøge tropperne foran, se ved selvsyn og tilbvde deres hjælp.“ „Staben skal kunne arbejde friktionslost allerede på den første kampdag. De dage, på hvilke en divisionsstab (ører blot tilnærmelsesvis krigsmæssigt under manøvrer, er sjældne. Derfor er stabs- og meddelelsesov eiser uundværlige. De opbygges normalt således: 1. Indretning af en kommandostation: 2. Forlægning af en kommandostation; 3. Forsvar mod forskellige angreb på kommandostationen. Telefon og radioorganer skal stedse inddrages i øvelserne. Disse afholdes forst ved dag, derefter i mørke. 4. Førings- og forsyningskrigsspil med adjutanter og øvrige officerer i staben. Herunder oves melde- og befalingsteknik. Ledelsen giver beslutninger og øvelsesforlob; 5. Kadreøvelser for stabe og meddelelsestjeneste. Troppeafdelinger markeres. Stabe, meddelelsesformationer og efterretningsorganer optræder fuldt formeret. Øvelserne kan foregå enten som bundne, efter drejebog, eller frit, med fri beslutningstagen.“
253.
Forsvar i mørke.
Som kommentar til en artikel af general Wanty i „ L ’armée et La Nation“ om „Forsvar i mørke“ anstiller en tysk officer („O. Sch.“ ) i „Allg. Schvv. M il. Z.“ nogle interessante betragtninger, i hvilke ban indledningsvis understreger, at i mørke formindskes ildens forsvarsværdi, da man jo forst opdager angriberen senere og derved kun kan ramme ham med sin ild i kortere tid. Ilden er uobserveret og (eller) dårligt sigtet, og ildhastigheden er ringere. Faren for at blive angrebet overraskende vokser, da egen observation og opklaring i væsentlig grad reduceres i effektivitet. Generalmajor Wantvs teori går ud på at mode disse ændrede forbold ved en forandring i forsvarets opstilling, men heroverfor indvender den omtalte tvske forfatter, at dette må blive ensbetydende med et større flytteri i forsvarsstillingen både ved mørkets frembrud og i dagbrækningen. „En del af våbnene (formodentlig halvdelen — for at forkorte flyttetiden og dermed det kritiske tidsrum) — er under bevægelse og ikke skudklar. Dertil kommer, at arbejdstid og -redskaber under krigsforhold knap nok slår til til indretning af blot een stilling pr. våben.“ Forf. mener, at den skytte, der dagen igennem bar observeret sit terrain, også v il fole sig hjemme i det om natten, medens natstillingen, som ban forst indtager ved mørkets frembrud, stedse vil virke fremmed og uhyggelig på barn. Endvidere kræver natstillingen lægning eller indøvelse af nye forbindelses- og ordonnanslinier, og det stiller større krav til reserven, at den også skal forberede modstod under de ændrede forbold. Endelig kræver natstillingen anlæg også af nye dækningsrum (mods. de egentlige skydeanlæg). Morgengryet er i sig selv en almindelig tid for angreb, og forf. anser det for såre betænkeligt netop i denne fase at svække hele sin opstilling på den anforte måde. Forf. kunne liave tilføjet, at soldaten i det bele taget nødig opgiver det anlæg, ban bar vænnet sig til at leve i (længere tids forsvar forudsat), og at de omhandlede flytninger betyder en sta>rkt øget fysisk byrde på en stillings mandskab. På grundlag af sine krigserfaringer opstiller forf. derefter de grundsætninger, efter hvilke forsvaret efter lians mening bør organiseres i mørket: Et kup mod en udbygget stilling vil kun have udsigt til at lykkes, hvis det sker efter nøje forudgående rekognoscering og planlæggelse og i øvrigt forløber hurtigt og friktionsløst. Dette fremgår også meget klart af de amerikanske reglementer. Stillingens natsikring sker bl. a. ved, at man ved patrouiller og posteringer lumgst fremme i det såkaldte „ingenmandsland“ mest muligt hindrer fjendtlig opklaring; lierved får man også så tidligt som muligt varsel om fjendtlige (natlige) angreb. Forf. liar flere gange iagttaget, at kupforsog straks afblæstes, når årvågne lytteposter affyrede lyskugler til belysning af terrainet. Terrainet foran egen stilling bør i muligt omfang inficeres med fodangler, pigtråd, glasskår, minefælder o. s. v. — navnlig for at bringe forstyrrelse i fjendtlige kupforsøgs præcision. Han betegner det som meget nyttigt at anlægge en hindring lige foran, evt. direkte over egne anlæg (skyttegrave), f. eks. i form af pigtråd eller belst skærmtage, idet fjenden herved opholdes så meget, at der bliver tid til en (oftest omfattende) indsats af egen reserve. Egen artilleriild vil ofte, trods selv de bedste forberedelser, komme for sent, hvis den lægges foran stillingen. Forfatteren anbefaler, at man — skærmtage over egne anlæg forudsat — lægger artilleriilden direkte over egen stilling (naturligvis kun ild med sprængstykvirkning), hvorved fjenden vil lide stærkt og egne styrker så at si se ikke. Det skal bemærkes, at denne praksis ingenlunde er i modstrid med erfaringer, som de allierede bar gjort og praktiserer. Forf. understreger, hvilken overordentlig faktisk og moralsk betydning det bar for forsvareren, at ban råder over m idler til effektiv oplysning af terrainet. De tyske lysfaldskærme med en brændetid på ca. 1 m inut skal liave va'ret særdeles gode. „De tændte i soldatens bryst et tillidsfuldhedens lys, der forjog den usikkerhed, ban følte ved at stå værgelos overfor en usynlig fare.“ Trods sådan belysning kan navnlig de lette maskingeværer ikke fuldt ud udnytte deres skudvidde om natten; derfor anbefales skydning fra et særligt „natskydeskår“, ved hvis konstruktion man yderligere tilstræber at sløre mundingsflammen. Særlig opmærksomhed bor der ved den natlige ildplan vies håndgranaterne, som kan kastes med korteste varsel og til alle sider.
253.
U.S.A.’s nye, middellunge kampvogn. I 3 amerikanske fabrikker er U. S. A .’s nye, middeltunge kampvogn „Patton 48“, der er konstrueret ved samarbejde mellem det amerikanske Ordnance og Clirvslerfabrikkerne, og for hvilken adskillige oplysninger er frigivet i ju li 1952, nu i produktion. Ved udgangen af 1952 vil der være fremstillet temmelig mange af disse fremragende kampvogne. Patton 48 vejer udrustet ca. 48 t og ville altså tidligere have været rubriceret som tung kampvogn. Man bar bestræbt sig på at give den en lav silliouet med skrå og afrundede yderflader (det kuppelformede tårn er støbt i eet stykke, hvilket er forste gang for en amerikansk kampvogns vedkommende) . Motoren er den standardmotor, nemlig en Ordnance-Continental 810 H K luftkølet motor, som findes i flere amerikanske kampvogne og tunge køretøjer. Bælterne er bredere og stærkere end på de hidtidige typer. Faktisk ligner vognen i nogle henseender den russiske „Josef Stalin 111“. Bevæbningen består af en 90 mm kanon (ligesom i de andre amerikanske middeltunge kampvogne), 1 stk. 12,7 og 1 stk. 7,62 mm maskingevær, begge monteret parallelt med kanonen (drabanlgeværer), og 1 stk. 12,7 mm maskingevær på toppen af tårnet. Dette gevær kan som noget nyt lades, ri'ttes og affyres fra tårnets indre. Kampvognen bar i modsætning til de tidligere altså intet bovgevær. Det er en betydningsfuld nyhed, at kampvognen er forsynet med afstandsmåler, idel chancen for en træffer i første skud derved forøges stærkt, når målet befinder sig på de noget længere afstande, hvor afstandsbedømmelsen er af særlig vigtighed. Kanonrøret er forsynet med en lang „evacuator“ (gasudsuger), så at kampvognens indre holdes fri for krudtrøg selv ved hurtigskydning. Besætningen består af 4 mand. Det normale er ellers 5 mand i en kampvogn af denne størrelse. De 4 mand liar følgende hverv: Vognkommandør, vognfører, skytte og lader. Kampvognen er naturligvis forsynet med radio, og besætningen er i gensidig telefonforbindelse. Telefonsystemet fra vognens ydre (ledsagende infanteri) til dens indre er bedre end hidtil. Styringen lettes ved hjælp af motorkraft og er næsten lige så let som i en automobil, l ’atton 48 kan vende så at sige på stedet. Dens evne til at imødegå forhindringer (dens vade-, klatre- og spændeevne) er i hovedsagen den samme som dens forgængeres.
(Armor, ju li— aug. 1952).
Sniperscopet i Korea. En amerikansk kaptajn fortæller: Efter 3 år på skolebænken kom jeg til Korea, hvor jeg bl. a. spurgte: „Bruger man sniperscopet?“, hvortil svaret lod: „Ja, til at fylde en af bataillonsstabens påhængsvogne med.“ Dette svar var et chok for mig, der huskede nætter i junglen, hvor jeg ville have givet hvad som helst for at kunne se i mørket, og som nu med forbløffelse havde lært det infrarøde materiel at kende på skolen. Kritikken af sniperscopet lød: Det er for tungt og uhandeligt. Det kommer let i uorden ved selv forholdsvis små stød. Rækkevidden er ikke stor nok, særlig her i Korea, hvor der ofte er nattetåge. Buskads og anden lav vækst begrumser også rækkevidden. Hvis man vil bruge sniperscopet en hel nat igennem, må der i det, mindste een gang foretages en opladning af energikilden, og denne opladning kan ikke foretages fremme. Den kan kun foretages temmelig langt tilbage (på højde med bataillonens kommandostation). Sniperscopet kræver iøvrigt en tekniker, der ikke kan bestille stort andet end at holde apparatet i orden, men der er i reglen hårdt brug for teknikere til andet arbejde. I sandhedens interesse må det dog siges, at når sniperscopet bruges så forholdsvis lidt, skyldes det bl. a., at man råder over andre metoder til observation om natten, således f. eks. „kunstigt måneskin“, der opstår ved, at egne lyskastere rettes mod skyer. Sniperscopets værdi er omtrent nul, når der er rigtigt eller kunstigt måneskin. Infanteristens foretrukne m iddel er dog lyskugler, som i tid og sted kan placeres efter ønske. I mangel af tilstrækkeligt mange lyskugler finder man på andre udveje til at oplyse forterrainet. Man gennemvæder f. eks. et område, evt. bygninger, med benzin eller lignende, der da i rette øjeblik tændes ved hjælp af en lyskugle eller et brandprojektil, så den angribende fjende tegner sig meget tydeligt med det store bål som baggrund. Ovenstående betyder dog ikke, at sniperscopet er nytteløst — i mørke, klare nætter er det udmærket — men det skal gøres mere robust, mere langtra'kkende, lettere, og det skal kunne benyttes ca. 15 timer uden opladning.
(Combat Forces, aug. 1952).
Atomkanonor.
Den taktiske atombombe, som i løbet af det sidste par år er udviklet i Amerika, udskydes af en kanon. Atomprojektilets ladning (uran eller plutonium) vejer sandsynligvis mindre end 10 kg, men da atomprojektilet i sig selv er en slags kanon (kanonror), bliver den kanon, som skal affyre atomprojektilet, stor og tung. E n fordel ved at affyre en atomgranat fra en kanon i stedet for at kaste en atombombe fra en flyvemaskine, består i, at kanonen kan skyde i al slags vejr og i morke, hvorimod flyvemaskinen er sta'rkt afhængig af vejrforhold m. m. Desuden er granaten præcisere end bomben, idet denne sidste kastes fra meget store højder (Bikini-luftbomben ramte faktisk 6— 700 m ved siden af målet). Atomkanonen vejer med trækkraft ca. 75 t. Trækkraften består af 2 ens traktorer, der ligner kampvognstransporteren. Imellem de 2 traktorer bæres kanonen på en platform. Køretøjet er til trods for den store va'gt faktisk meget elegant og kan på vej køre op til 55 km/time, men kan også bevæge sig i terrainet og køre om bord på landgangsbåde. Kanonens nøjagtigbed er ikke mindre end andre store kanoners. Forsøgsskydninger har vist, at den på længere afstande endogså er de almindelige kanoner overlegen. Man må gøre sig klart, at en kanon, der uden trækkraft vel vejer omkring 50 t, langt fra er nogen superkanon, og at den slet ikke kan måle sig med den berømte tyske „Paris-kanon“ fra den første verdenskrig eller den tyske 60 cm kanon fra den anden verdenskrig, endsige da den 80 cm kanon, der med jernbaneaffutage vejede 1350 t. Den amerikanske h idtil tungeste motortrukne kanon er den 203 mm kanon, der vejer 31 t, og som udskyder en 90 kg tung granat med en udgangshastighed på 900 m/sek., hvorved den maksimale skudvidde bliver 32 km. Hvis atomkanonen er bygget efter de almindelige principper, vil den have et kaliber på ca. 240 mm, projektilet vil veje ca. 160 kg og kunne nå ud på ca. 35 km. Dersom kaliberet er større, vil projektilet veje mere, men skudvidden vil blive mindre. 1 området uden for atomkanonens rækkevidde kommer et bredt bælte, i hvilket man vil benytte fra jorden udskudte atomraketter, på hvilke arbejdet er langt fremskredet, og kun på de meget lange afstande vil man benytte flyvemaskiner.
(Ordnance, ju li— aug. 1952).
Ordkrig.
I „lllustrated London News“, jun i 1952, findes et fotografi af en stabel bøger, der er mere end 2 in høj. Bøgerne er i folioformat. De indeholder hvert ord, der er ytret ved våbenstilstandsforhandlingerne i Korea, siden disse indledtes i 1951.
Erfaringer fra Korea.
Korea har kun budt de nye allierede våben en begrænset mulighed for udprøvning i praksis, idet fjendens materiel i det store og hele ikke har været nyt. Hans storste og bedste kampvogn bar således va'ret den russiske T 34, og ban har hidtil ikke benyttet hurtige panservogne, ejheller masseret artilleri, han bar kun haft få flyvemaskiner inden for luftværnsartilleriets rækkevidde, og til søs bar ban kun benyttet 2 typer miner. Det betyder, at det fjendtlige materiel bar va'ret langt ringere end det, man stilledes over for i den anden verdenskrig, når undtages den modstand, allierede flyvere har mødt et godt stvkke inde over Nordkorea (MIG 15). Alligevel bar man naturligvis gjort mange erfaringer i Korea, og som den vigtigste kan nævnes ønsket om lettere materiel. (Hertil må bemærkes, at dette ønske er så gammelt som menneskeheden selv). For gevaæets vedkommende ønsker man således 7,62 mm gevær M/50 erstattet af et lettere gevær. Den nye geværgranat Energa er ganske vist ikke lettere end forgængeren, men med samme vægt kan man nå dobbelt så langt, og virkningen er langt større. Energa er en afgjort succes. Det 89 mm raketstyr er lidt lettere end det gamle 60 mm, og dets virkning er langt større. De 3 dysekanoner 57, 75 og 105 mm er gode til bevægelig krigsførelse. De supplerer det almindelige artilleri, men erstatter det ikke. I stationære kampe er ulemperne ved bagflammen så store, at våbnenes brug må indskrænkes stærkt. Imod jord- og betonstillinger er disse våben ikke særlig gode; man må basere sig på det almindelige artilleri (105 og 155 nnn). Den 37 mm kardæsk bar vist sig så nyttig, at der nu fremstilles kardæsker til alle kalibre op til 105 mm. Kardæsken er meget virkningsfuld mod det hyppigt stærkt koncentrerede angrebsinfanteri. Radobrandrøret er overordentlig effektivt mod ikke dækkede tropper. Selv om det er kostbart, må det derfor ikke opgives. Mod nedgravede tropper er det virkningsløst. Det understreges, at ikke alene den 76, men også den 57 mm panserværnskanon er virksom mod T 34, når dennes små særligt svært panserede arealer undtages.
(Ordnance, maj— juni 1952).
Sløringseksempler fra Nordkorea.
Transportvejene — specielt jernbanerne — i Nordkorea er udsat for mange flyverangreb. Virkningerne bliver dog mindre end ventet, idet reparationerne sker i et fantastisk tempo, hvortil kommer, at sløring udnyttes med sand virtuositet. Bombekratere b liver f. eks. fyldt op med jord af anden farve, hvorved de på luftfotos tilsyneladende stadig eksisterer. Ødelagte skinner bliver repareret om natten, hvorpå man ved brug af forskellige materialer slører de hele skinner, medens de ødelagte stadig stritter ud i luften, således at flyverobservatører rapporterer, at skadestedet stadig er impassabelt. Som et eksempel på den genialitet, der benyttes, kan nævnes en vigtig jernbanebro, der var blevet ødelagt ved hjælp af bomber, og som i de følgende 6 uger på alle om dagen tagne fotos viste sig at være ubrugelig. Derpå hændte det cn månelys nat, at en rekognosceringsmaskine i stor højde opdagede en lille røgfane på broen. Der blev taget et natfoto, og dette viste et tog i fa’rd med al passere den ødelagte bro! Der blev nu ved dag taget en masse fotos af broen og omegnen, og ved nøje studium i stereoskoperne fandt man gådens løsning: E n kran var godt kamoufleret gemt ved broen, og det manglende brofag fandtes godt sløret på en specialvogn i nærheden. Hver nat satte kranen faget på plads og flyttede det igen bort inden daggrv. Derved var vderligere angreb på broen blevet forhindret i flere uger.
(Ordnance, ju li— aug. 1952).
M .
Bøger
N. L . Tholstrup: Skytlens A B C . Teori og prtiksis for skytte- og hjemmeværnsmund. Høst & Søns forlag, 1952. 124 sider, kr. 9,50. Kaptajnløjtnant N. L. Tho lstrup er kendt som en særdeles ivrig og dygtig skytte, lian er også en god skribent, llegge evner er med afgjort held anvendt i den foreliggende bog, der både v il være en fortrin lig hjælp til de mange instruktører i skytteforeninger og hjemmeværn og en udmærket A B C for den enkelte skytte. Bogen er velskrevet og på lide lig ; nogle småfejl skyldes i de fleste t ilfælde forveksling af billedteksterne. Den er fortrin ligt illustreret og i et nydeligt udstyr med et praktisk emneregister. Selvom bogen væsentligt tager sigte på skytteforeninger og hjemmeværn, er der ingen tvivl om, at mange af hærens unge befalingsmænd også v il have gavn af at benytte den som en håndbog, der rummer mange af de praktiske vink og råd, som tidligere tiders gode og erfarne skydelærere kunne give videre fra ho ld til hold, men som man nu de fleste steder må savne temmelig hårdt. Det er dog ikke alene gamle og hævdvundne principper, som kaptajnlojtnant Tho lstrup gør sig talsmand for, men nok så meget de mere moderne synspunkter på skydeteknik og skydestillinger, der også har vundet frem inden for hæren efter krigen. Naturligvis er det haneskydningerne og træningen til konkurrenceskyduingerne, der dom inerer indholdet, men også feltskydningerne omtales. Vedligeholdelsen af skydefærdigheden og interessen for skydning udover den m ilitære tjenestetid er af stor betydning for forsvarets kraft og hør opmuntres mest muligt. Der er ingen tvivl om, at denne bog v il være en værdifuld hjæ lp hertil. Forfatteren har tidligere klaget over, at danske skytters skydefærdighed i konkurrencer er ringere end vore nordiske brødrefolks. N u har han i hvert fald gjort sit til, at dette kan b live bedre.
V. K . Sørensen.
