Ligesom der altid har været ført en Kappestrid mellem Angrebsvaaben og Forsvarsmidler (Dækningstykkelser o. 1.), saaledes har der ogsaa til alle Tider været ført en Kamp mellem Angrebsmaader og Forsvarsmaader. Saasnart der er gaaet for meget System i en Fremgangsmaade, mister den sit overraskende Præg, Modstanderen tilpasser sig efter den og formindsker derved dens Effektivitet. Derfor maa der være en vis Elasticitet i Taktikken, og man maa være parat til under en Krig at ændre sin Fremgangsmaade, naar Erfaringerne taler for det. Et Tilbageblik paa Udviklingen af Forsvarssystemerne i det frontale Forsvar siden Verdenskrigens Begyndelse vil illustrere dette. Før Krigen var enhver Fremskydning af Tropper foran Hovedkamplinien banlyst i Tyskland. Erfaringerne fra 1870— 71 (Franskmændene ved Gravelotte!) har sikkert medvirket hertil. Derimod var man i Frankrig tilbøjelig til at organisere Forsvaret i Dybden med fremskudte Stillinger foran og Støttepunkter bag Kamplinien. Da under Verdenskrigen Fronterne stivnede i Stillingskrig, blev Fastholdelsen af enhver Fodsbred Jord til en Prestigesag, og begge Parter søgte derfor med Opbydelsen af den yderste Energi at hævde den nærmest Fjenden værende Skyttegrav. Endnu saa sent som den 2/7 1916 — Dagen efter Sommeslagets Aabning — befaler den tyske Hærledelse (Falkenhayn) : „Det første Forsvarsprincip i Stillingskrig maa være ikke at opgive en Fodsbred Jord og, hvis den mistes, at tage den tilbage ved øjeblikkeligt Modangreb til sidste Mand.“ I Overensstemmelse hermed befaler Arméen O. v. Below (Stabschef General v. Lossberg), der tog Hovedstødet ved Somme, bl. a .: „Større Terraintaib, vi har lidt paa enkelte Steder, vil Arméen, naar Forstærkninger indtræffer, igen fravriste Fjenden. I Øjeblikket kommer det an paa ubetinget at fastholde de nuværende Stillinger og forbedre dem ved smaa Modangreb. Jeg forbyder frivillig Rømning af Stillinger.“ Og Chefen for 2’ Armé, den bekendte General v. Gallwitz, udgav den 19/7 følgende Instruktion: „Lykkes det Fjenden at trænge ind i vor forreste Linie, skal han straks kastes tilbage af tilstrækkeligt nær holdte Beredskabsstyrker og Kampreserver. Er disse ikke tilstrækkelige, og har Fjenden i Løbet af nogle Timer eller Natten faaet Tid til at indrette sig i vor Linie, behøves der i Reglen en fornyet artilleristisk Forberedelse. Jeg advarer mod Mellemtingen: det forsinkede Modstød af sammenskrabede infanteristiske Kræfter uden Forberedelse; det fører sjældent til Maalet og koster store Ofre.“ General v. Gallwitz var -— som det senere vil ses — med sit taktiske Klarsyn forud for sin Tid. I Frankrig havde General Joffre alt tidligere gjort den Erfaring fra Kampene ved Verdun, at Angriberen, hvis han raader over tiistækkelige Midler (Artilleri), altid kan bemægtige sig de forreste Linier. Han foreskriver derfor en Dybdegruppering ved at indskrænke Besættelsen i de forreste Linier til et Minimum for derved at skabe Reserver til Modangreb. Samtidig blev Maskingeværerne trukket ud af Skyttegravene og anbragt i slørede Reder, ligesom de isolerede Støttepunkter bag Fronten afskaffedes. Det sidste fandt Udtryk i følgende Instruktion af 5/4 1916: „Nødvendigheden af de sammenhængende Skyttegrave har gjort sig gældende; de isolerede Støttepunkter, der let kan konstateres ved Fotografering, er Kuglefangere; desuden har Manglen paa sammenhængende Linier gjort det muligt for Tyskerne at trænge ind imellem Støttepunkterne. Den sammenhængende Linie overflødiggør ikke Støttepunktet, men dette bør druknes i et Net af Skyttegrave, Færdselsgrave og Skingrave. Den sammenhængende Skyttegrav bevirker, at Forsvareren ikke føler sig isoleret i sit Støttepunkt.“ Med disse Bestemmelser gik Joffre i flere Henseender i Spidsen for Udviklingen. Da Hindenburg og Ludendorff i August 1916 overtog Kommandoen paa tysk Side, kom der Fart i Udarbejdelsen af taktiske Reglementer og Instruktioner. En meget udførlig Rapport fra General O. v. Below om Erfaringerne fra Sommeslaget dannede et udmærket Grundlag for Arbejdet. I November og December 1916 udgik en Del Reglementer for Forholdet under Stillingskrig. 1 Bestemmelserne for Føringen af Forsvarsslaget af 1/12 er der for første Gang brudt med det hidtidige Princip om ubetinget Fastholden af den forreste Linie. Forsvaret skal herefter organiseres i en 1200—2000 m dyb Zone, bestaaende af Maskingeværreder og smaa „Øer“ med Forsvar til alle Sider. Her finder man altsaa for første Gang paa tysk Side en Erkendelse af, at man ikke kan hindre et stort Angreb i at bryde ind, men maa nøjes med at opfange det. Det er naturligvis ved Hjælp af Modangreb, at Situationen skal retableres. Derfor opstillede man bag alle sandsynlige Angrebssteder „Modangrebsdivisioner“. Det hedder i Bestemmelserne af 1/12: „Tabte Skyttegrave generobres ved lokale Modstød eller af Modangrebsdivisionerne.“ Sommeslaget havde altsaa i det store og hele bragt Tyskerne de samme Erfaringer, som Verdunkampene gav Franskmændene. Begge Parter søger at undgaa Virkningerne af den tilintetgørende Artilleriforberedelse. Det er Materielslagenes Tidsalder. I sine Bestræbelser for at gøre Forsvaret tilstrækkelig elastisk var Ludendorff iøvrigt paa et enkelt Omraade gaaet for vidt. I Bestemmelserne af 1/12 staar: „Infanteristen maa til en vis Grad kunne skifte Stilling inden for Forsvarszonen, hvis han bliver haardt trængt“*). Denne Bemyndigelse vakte saa stærk Kritik, at den allerede i Januar 1917 blev erstattet med en Bestemmelse om, at hver Mand skulde holde ud paa sin Plads, selv om han blev omringet, indtil Modangreb befriede ham. En anden Divergens, som angik Tidspunktet for Modangrebsdivisionernes Fremstød — Hurtighed eller Metodiskhed —, skulde først efter at være blevet belyst gennem Aarets Kampe finde sin Afgørelse. Det nye tyske Forsvarssystem kom første Gang til at staa sin Prøve ved de allieredes Foraarsangreb i April 1917. Ved Arras lykkedes det Englænderne den 9/4 at bryde dybt ind i den tyske Forsvarszone. Modangrebsdivisionerne, der af Arméchefen (General v. Falkenhausen) var anbragt for langt tilbage, blev først sat ind 12—24 Timer efter, da Englænderne allerede havde konsolideret Stillingen, og kunde intet udrette. Ved Soissons den 16 4 lykkedes det derimod paa et tidligt Tidspunkt at standse det franske Angreb. Modangrebsdivisionerne var i dette Tilfælde trukket forholdsvis langt frem. En Hovedgrund til det højst forskellige Udfald var, at medens Englænderne kun anvendte 5 Minutters Artilleriforbedelse, brugte Franskmændene 10 Dage til at forberede Angrebet med Artilleri. Derved gik Overraskelsen tabt*). Denne Lære om Betydningen af at overraske Fjenden med sit Angreb blev først i Slutningen af 1917 udnyttet (Riga, Cambrai). Foreløbig fastholdt Tyskerne deres Forsvarstaktik. Der maatte en ny Prøve til.
*) En lignende Bestemmelse fandtes i vort Tillæg til Fæ gtningsinstruktionen. 1920, Punkt 280.
Den 31/7 1917 begik Englænderne ved deres Angreb i Flandern den samme Fejl som Franskmændene ved Soissons. Ved en Artilleriforberedelse paa 14 Dage ikke blot røbede de Angrebsstedet, men fyldte endog hele Angrebsterrainet med Granattragte, der under det paafølgende Regnvejr forvandledes til Vandhuller. Den første programmæssige Del af Angrebet regnede med en Fremrykning paa 5—7 km til Kl. 12 Middag. Den blev i Hovedsagen gennemført, men inden Stillingen var konsolideret, brød de tyske Modangrebsdivisioner frem og kastede paa sine Steder Angrebsstyrken 1—2 km tilbage. Det gik nu op for Englænderne, at Tyskerne havde ændret deres Forsvarssystem, og ved det næste store Angreb, den 16/8, nøjedes de derfor med at sætte sig et Angrebsmaal, der kun laa ca. 2 km fremme, og som skulde naas allerede Kl. 8 Form. Derved opnaaede man, at der blev Tid til at konsolidere Stillingen, inden Modangrebene blev sat ind, og disse mislykkedes derfor. Det er paa denne Maade, at de siden da saa bekendte Angreb med begrænset Maal opstod (jfr. de franske Angreb ved Verdun 20 8 1917 og ved Malmaison den 24/10 1917). Nu var det Tyskernes Tur til at spille ud. General Ludendorff konfererede efter hvert Angreb med Armégruppens Stabschef (General v. Kuhi) og 4’ Armés Stabschef (General v. Lossberg). Foreløbig besluttede man at gøre Divisionerne i 1 Linies Modstand stærkere. De fik derfor Ordre til at sætte deres 3 Regimenter ind fløj vis og give dem mere Manøvrefrihed (d. v. s. Ret til øjeblikkeligt Modangreb med Reservebataillonen).
*) Den franske Angrebsplan fald t allerede den 4/4 i Tyskernes Hænder under et Patrouilleforetagende.
Virkningerne viste sig allerede i nogen Grad ved det næste engelske Angreb den 20/9. Skønt der kun var 24 Timers Artilleriforberedelse og kun paaregnedes en Fremrykning paa ca. 1 km, krævede Angrebet dog forholdsvis lang Tid og store Tab. De tyske Modangrebsdivisioner kom dog ogsaa her for sent og udrettede intet. Ludendorff drejede da Skruen endnu en Omgang og skød Tyngden længere frem ved at lade 1 Regiment af Modangrebsdivisionerne afløse Frontregimenternes Reservebataillioner, som derefter kunde skydes længere frem. Det næste engelske Angreb traf Tyskerne under Afløsning af en Frontdivision og fremkaldte paa Grund af den baade planmæssige og midlertidige Ophobning af Tropper i Forsvarszonen store Tab. Det gik aabenbart ikke an i saa høj Grad at vende tilbage til det gamle Forsvarssystem med at skyde Tyngden langt frem. 4’ Armé indførte derfor inden det næste Angreb (den 7/10) et endnu mere elastisk System. Foran Hovedmodstandslinien indrettede man en 500—1000 m dyb Forpost zone („Vorfeld“), hvis Skytte- og Maskingeværposter skulde trække sig tilbage paa Hovedstillingen umiddelbart før et stort fjendtligt Angreb. Desuden fik Regimentets forreste Bataillonschef (Kampftruppenkommandeur) fri Raadighed over 2 af næstforreste Bataillons Kompagnier til Anvendelse ved lokale (øjeblikkelige) Modstød. Bag Hovedmodstandslinien repræsenterede 12—18 Maskingeværreder pr. Regimentsafsnit et Forsvar i 2’ Linie. Kampens Ledelse laa i Hovedsagen i Hænderne paa de forreste Bataillonschefer og Divisionschefen. De mange mislykkede Fremstød af Modangrebsdivisionerne førte nu ogsaa til, at den tyske Overkommando bestemte, at deres Angreb (fra 13/10) altid skulde føres metodisk, d. v. s. først efter en Artilleriforberedelse (jfr. Diskussionen herom i Januar 1917). Det saaledes indførte Forsvarssystem, der i mange Henseender ligner Efterkrigstidens, blev nu i Princippet bibeholdt indtil de næste store Belastningsprøver i 1918. Ganske vist formindskedes Dybden af Forpostzonen efter de sidste engelske Angreb i November i Flandern til 3—600 m, men en Instruktion af 22/2 1918 anbefalede dog en dyb Forpostzone, i hvilken der ved fjendtligt Angreb skulde foretages en skridtvis Udvigen. Alle disse forskellige Ændringer siden August 1917 var i det store og hele undgaaet de allieredes Opmærksomhed. De havde imidlertid erkendt Betydningen af Zoneforsvaret. Med Ruslands Frafald ved Vaabenstilstanden den 3/12 1917 traadte paa Vestfronten for deres Vedkommende Forsvaret i Forgrunden, og allerede i December udgik de ny Instruktioner for Dybdeforsvaret. Den engelske Instruktion af 17/12 fastsatte en Frontzone („Forward Zone“), en Kampzone („Battie Zone“) og en Replizone („Rear Zone“). I den førstnævnte anbragte man 1 Bataillon pr. 3—4 km, fordelt i Reder ag et Støttepunkt, der gennemsnitlig laa 1—2 km bag forreste Linie. Den franske „Instruction sur les actions defensives des grandes unités“ af 20/12 omdanner den første Stilling til en 6—8 km dyb Dækningszone af Reder og Støttepunkter, der dog skal „druknes“ i et Net af Grave (jfr. Joffres Instruktion af 5/4 1916). De højere Kommandoinvndigheder fastsætter, hvor Hovedmodstanden skal ydes. Reserverne skal først og fremmest sikre Forsvaret og derpaa om muligt gaa frem til Modangreb. I Tilslutning hertil bestemte et Direktiv Nr. 4 af 22/12, at det gjaldt om at forstærke og hævde 2’ Stilling. Denne sidste Bestemmelse fremkaldte stærk Protest fra Armécheferne, der ikke kunde bekvemme sig til frivilligt at opgive vigtige Højdestillinger, hvis Erobring havde kostet Strømme af Blod (Chemin des dames, Champagne, Verdun). Protesterne var saa stærke, at den franske Overkommando bekvemmede sig til den 24/1 1918 at udstede en ny Instruktion, der modificerede Direktiv Nr. 4. Herefter skulde 2 ’Stilling ikke nødvendigvis være Hovedkampstilling, men denne skal blot vælges efter samme Princip, som gjaldt for Valget af 2’ Stilling, d. v. s. Fjenden maa ikke kunne angribe den før efter en Række Kampe, der fremkalder Opløsning i Angrebsgrupperingen og Artilleriets Begyndelsesopstilling. Der maa i hvert Fald foran Hovedkamplinien være en tilstrækkelig Sikkerhedsbræmme, hvor de fornødne Dækningstropper anbringes.
Denne Instruktions Elasticitet blev højst forskelligt udnyttet. Saaledes lagde 6’ Armé i Maj paa Chemin des dames Tyngden forholdsvis langt frem, hvad der bidrog til Sammenbruddet den 27/5 1918, medens 4’ Armé (Gouraud) i Juli havde lagt sin Hovedkamplinie saa langt — indtil 5 km — tilbage, at der kunde organiseres 5 successive artilleristiske Spærreildssystemer foran den. For at muliggøre dette skulde alle Posterne i Forpostzonen ved fjendtlige Angreb trække sig ind til Kompagniernes Hovedstyrke i Støttepunkterne. Resultatet den 15/7 ’.ed 4’ Armé viste det hensigtsmæssige i at lægge Tyngden i Forsvaret tilbage. Den engelske, sydlige Fløj var saa svagt besat, at Overkommandoen havde bemyndiget 5’ Armé (Gough) til om fornødent at føre et udvigende Forsvar. Denne for Stillingskrigen ganske usædvanlige Kampmaade blev faktisk anvendt under Tyskernes store Angreb sidst i Marts 1918 og er saaledes Forklaringen paa det store Teraintab. Da Vanskelighederne ved denne Kampmaade vokser med Enhedens Størrelse, fremkom der under Tilbagegangen mange farlige Situationer, naar en Flanke pludselig blev blottet ved Naboens Tilbagegang. Fra den 18/7 er det Tyskernes Tur til at forsvare sig. Ligesom i 1917 søger man uafbrudt at tilpasse sit Forsvarssystem efter Erfaringerne. Den 22/7, altsaa 1 Uge efter det mislykkede Angreb paa Gourauds Armé, anbefalede Overkommandoen over for et stort Angreb at vige mere tilbage, inden Stødet søgtes opfanget. De mislykkede Modangreb efter det fransk-amerikanske store Indbrud den 18/7 førte desuden til en Advarsel mod at sætte Modangrebsstyrker an under ugunstige Forhold (stort fjendtligt Indbrud), da det kun fører til unyttige Tab (jfr. den franske Instruktion af 20 12 1917). Den 8/8, altsaa paa „den sorte Dag“, stillede Overkommandoen et endnu stærkere Krav ved at forlange en saa dyb Forpostzone, at Kampvogne ikke kunde naa Hovedkamplinien, før den var planmæssig besat. Samtidig bevirkede de negative Erfaringer med Hensyn til den artilleristiske Spærreild, at denne blev forbudt i Stillingskrigen. Allerede den 4/9 bemyndigede imidlertid Overkommandoen Arméerne til at nøjes med et smalt „Vorfeld“, naar Terrainforholdene talte for ikke at opgive for meget. Det er i Virkeligheden den samme Indrømmelse, som den franske Overkommando foretog den 24/1. Desuden indskærpedes, at Tropperne i „Vorfeld“ skulde forholde sig som Forposter, d. v. s. vige ud for overlegent Angreb, samt at Modangreb kun burde sættes an, naar de havde en rimelig Udsigt til at lykkes. De allierede var efterhaanden blevet klar over det ny tyske System og tilpassede deres Angrebsmaade efter det. Saaledes tog 10’ franske Armé den 17’—18’ 8 med Detachementer Forpostzonen mellem Oise og Aisne og den 20/8 Hovedstillingen. Amerikanerne og 4’ franske Armé ordnede sig paa samme Maade den 26/9 og 27/9 Øst og Vest for Argonnerne. Forgæves forsøgte Tyskerne i de sidste Par Maaneder at finde et Forsvarssystem, der kunde standse de allierede. De endte med at forlade ethvert Skema. Den 20 9 forlangte Overkommandoen en stærkere Besættelse af Hovedmodstandslinien, selv om det skete paa Bekostning af Dybden. Desuden advarede den mod Farerne ved Forpostzonen, som ved „Storkamp“ kun skulde være svagt besat for at undgaa for store Tab. Det hedder i Instruktionen: „Om Forposterne skal forsvare sig mere eller mindre haardnakket afhænger af Forholdene i det enkelte Tilfælde, men der maa være det rette Forhold mellem det, der opnaas, og Indsatsen af Kræfter med deraf følgende Tab. Ellers er det bedre frivilligt at rømme Forpostzonen. Tropperne skal forsvare denne og kun opgive den paa Befaling. De maa i Tide have Anvisning paa, om de skal forsvare sig eller kun opholde Fjenden.“ Den 29/9 hedder det endelig: „Det er ikke muligt altid at foreskrive Indretning af en Forpostzone, selv om de Fordele, den frembvder (Mulighed for at alarmere i Tide og bryde Angrebsgrupperingen, skuffe Fjenden med Hensyn til hans Paratstillen til Angreb samt sikre mod Overraskelse og Omfatning), bevirker, at det ikke synes hensigtmæssigt helt at give Afkald paa en Forpostzone. Derimod frembyder Anvendelsen den Ulempe, at Forsvarets Fodfolk spredes, og Artilleriets Anvendelse vanskeliggøres.“ Ejendommeligt nok angiver Instruktionen noget skematisk 1000—1100 m som normal Dybde for Forpostzonen. Er Afstanden større, skal der udskilles særlige „Bagtroppe“. Af andre Bestemmelser kan fremhæves:
— Grupperingen i Dybden maa ikke overdrives. Er Styrken svag, skal Fodfolket „trykkes sammen“ mod Hovedmodstandslinien.
— En automatisk uobserveret Artilleriild paa Tegn fra Fodfolket kan ikke undværes; den er ikke som den tidligere Spærreild, men afgives kun mod Rum, hvor Fjenden befinder sig.
Efter Krigen har Tyskerne indført Betegnelsen Fægtningsforposter for Besætningen i Zonen foran Hovedkamplinien. Ifølge „Truppenführung“ kan de beordres til ved fjendtligt Angreb enten at forsvare sig eller føre en udvigende Kamp. En Dybde for Forpostzonen angives ikke. Naar derfor Major Braun i „Militär Wochenblatt“ 1936 advarer mod at fastsætte en Dybde af denne Zone paa 5—800 m, for at Fodfolkskanonerne i Hovedstillingen kan beskytte Forposterne, maa det opfattes som en Advarsel mod Skematiskhed, der har indsneget sig visse Steder. Ofte ser man i tyske Opgaver en Dybde af Forpostzonen paa 1—3 km og Fægtningsforposterne bemyndiget til at vige ud for et stærkt Angreb. Franskmændene er tilbøjelige til at holde paa det Gouraudske System med Forpoststøttepunkter, men forudser dog ogsaa Tilfælde, hvor en Udvigen af alle Forpoststyrker bør befales.
Hele den historiske Udvikling af Forsvarsproblemet er saaledes en tydelig Advarsel mod at lægge sig skematisk fast i eet System og derved give Afkald paa Overraskelsen. Kun et tilstrækkelig elastisk og smidigt Forsvar gør denne mulig.
W. W. P.
