Major P. J. Jørgensen, Forsvarskommandoen, gennemgår her en nylig offentliggjort betænkning om Finlands sikkerheds- og forsvarspolitik.
På baggrund af den sikkerhedspolitiske udvikling i 60’erne, og herunder også den interne samfundsudvikling, har man i Finland følt behov for at tage forsvarspolitikken op til revision i et sikkerhedspolitisk og samfundsmæssigt perspektiv. I 1970 nedsattes derfor en parlamentarisk forsvarskommission til behandling af bl.a. følgende spørgsmål:
- Det militære forsvars formål og opgaver inden for rammerne af en sikkerhedspolitisk helhedsløsning.
- Den politiske ledelses krav til forsvarets præstationsniveau og
- Forsvarets stilling i samfundet.
Kommissionen fik følgende sammensætning: Til formand udpegedes en professor, som stod udenfor partierne, og som egentlige medlemmer indtrådte ialt 10 rigsdagsmænd fra de politiske partier samt en af statsrådet udpeget socialdirektør. Derudover tilknyttedes som særligt sagkyndige og sekretærer ialt en halv snes embedsmænd, officerer og videnskabsmænd repræsenterende udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, forsvarsledelsen og det finske freds- og konfliktforskningsinstitut. I eftersommeren 1971 afleverede kommissionen sin betænkning*) og i umiddelbar fortsættelse heraf realiseredes ét af kommissionens forslag:
*) Kommittébetankande 1971: A 18, Parlamentariska Forsvarskommiténs Betankande, 5 kapitler og 4 bilag, ialt 53 s.
Nedsættelse af et permanent, parlamentarisk udenrigs- og forsvarspolitisk nævn. Betænkningen er ledsaget af 3 særudtalelser:
I den ene udtrykker to rigsdagsmedlemmer, som i øvrigt tilslutter sig flertallets synspunkter og konklusioner, ønske om at øge det foreslåede tempo i — og omfang af materielanskaffelser til forsvaret.
Den anden indeholder kommissionens to kommunistiske medlemmers ønske om dels at begrænse forsvarets omfang, opgaver og udgifter, dels at indføre et ikke-volds forsvar. De savner i betænkningen en fremhævelse af USA’s verdensomspændende imperialisme vis å vis den kendsgerning, at Sovjet har udnyttet sin supermagtsposition til befordring af verdensfreden gennem afspændingsbestræbelser og bistand til underkuede nationer. Takket være venskabs- og bistandsaftalen med Sovjet er Finlands sikkerhedspolitiske situation blevet væsentligt forbedret.
Og endelig anholder én rigsdagsmand i en tredie særudtalelse en tendens i betænkningen til at ville gøre forsvarspolitikken til et partipolitisk anliggende. Han ønsker, at ansvaret for forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitikken fortsat udelukkende skal henføres til præsidenten, der jo repræsenterer hele folket og ikke er involveret i det indenrigspolitiske magtspil, og han finder i analogi hermed, at forsvaret og forsvarsudgifterne skal anskues i et langsigtet perspektiv og ikke være påvirket af indenrigs- og konjunkturpolitiske svingninger.
DEN INTERNATIONALE SIKKERHEDSPOLITISKE UDVIKLING OG KONSEKVENSERNE FOR NORDEUROPA
Under ovennævnte tema behandles i kapitel 2 emner som: Den internationale udenrigs- og militærpolitiske udvikling, Internationale bestræbelser for nedrustning og rustningskontrol, FN’s stilling og betydning, Ulandene og storpolitikken, Den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa, Europæiske økonomiske integrationsbestræbelser samt Udviklingen i Nordeuropa og konsekvenserne for Finland. Meget af dette kapitels indhold forekommer at være præget af de synspunkter, som kan findes i de øvrige nordiske landes sikkerhedspolitiske litteratur (bl.a. omtales »Seidenfaden-rapporten«), men det er klart, at der også må forekomme forskelle, der ikke kun er begrænset til nuancer. Under behandlingen af den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa peges på, at tendenserne i retning af afspænding mellem blokkene er ledsaget af en aftagende supermagtsindf ly delse. Den øgede europæiske selvstændighed er bl.a. forbundet med, at vesteuropæernes russerskræk er mindsket. Qua sin økonomiske udvikling er Vesteuropas politiske position styrket - også i forholdet til USA. Samtidig konstateres en aftagende amerikansk interesse for Europa, bl.a. udtrykt ved et voksende ønske i USA om at befri sig for militære europæiske engagementer. Til trods for deres øgede selvstændighed (ikke mindst Frankrigs) og uroen over USA’s oversøiske engagementer ytrer Amerikas europæiske allierede imidlertid kraftig modstand mod, at der bliver iværksat troppereduktioner, som kan mindske troværdigheden af den sikkerhedsgaranti, USA har givet Vesteuropa. Sovjet, anføres det, lægger på sin side meget stor vægt på de sikkerhedspolitiske aspekter af udviklingen i Østeuropa, hvor den »fra systemets synspunkt alvorligste krise indtraf, da Sovjet sammen med 4 andre WPlande i 1968 greb militært ind i situationen i Tjekkoslovakiet«. Naturligt nok identificerer finnerne tyngdepunktet i den europæiske magtbalance med Tyskland, hvorom det tillige anføres, at de to Tysklande udgør fortsat ekspanderende økonomisk-teknologiske kraftcentre, en omstændighed, der kun vil øge deres militærpolitiske betydning. Som et andet sikkerhedspolitisk tyngdepunkt peges på Mellemøsten, hvorfra Vesteuropa henter langt hovedparten af den råolie, der er forudsætningen for, at energibehovet kan opfyldes. Der spores derfor nogen undren mellem linierne i kommissionens påpegning af, at Vesteuropa - som jo må tillægge en fredelig udvikling i dette område høj prioritet - bortset fra England overhovedet ikke er militært repræsenteret i dette område, hvor skuepladsen helt domineres af de to supermagter. Uden iøvrigt at begrunde det, finder kommissionen, at den europæiske udvikling også har været præget af en lang række politiske afspændingsinitiativer: Rapackiplanen (1958), Gomulkaplanen (1963), Undéns forslag om den atomvåbenfri klub af 1961 og Kekkonens planer af 1963 og 65. Loyalt fremhæves også, at Sovjet i 1971 positivt har besvaret NATO’s MBFR-forslag af 1968, ligesom man nævner de fra østmagterne siden 1954 ofte gentagne opfordringer til afholdelse af en europæisk sikkerhedskonference, hvor det endelige, langsigtede mål er opløsning af militærpagterne, løsning af Tysklandsspørgsmålet og oprettelse af et permanent internationalt organ til behandling af Europas sikkerheds- og samarbejdsproblemer. At kommissionen i denne forbindelse nævner det finske tilbud af 1969 om at være organisator af - og vært for en sikkerhedskonference, behøver næppe yderligere omtale her. I afsnittet om de sikkerhedspolitiske aspekter af Europas økonomiske integrationsbestræbelser fremhæves den afgørende virkning for de fremtidige handelspolitiske vilkår i Europa, som vil følge af en britisk indtræden i EEC. Samtidig peges på, at Rom-traktatens politiske målsætninger vil stille de allianeefrie lande overfor svære udenrigspolitiske problemer. Ikke desto mindre konstateres det, at de små neutrale lande næppe kan tillade sig at stå uden for den økonomiske integration, der sideløbende pågår i Øst- henholdsvis Vesteuropa. Den manglende balance mellem Øst- og Vesteuropas økonomiske styrke afspejles også i de politiske relationer, fordi de handelspolitiske konstellationer i Europa kan indeholde sikkerhedspolitiske virkninger. Men samtidig med, at såvel EEC som COMECON hver for sig vurderes at være på vej ind i et stadig mere stabilt og voksende økonomisk samarbejde, konstateres det, at en større smidighed i udenrigshandelen efterhånden gør sig gældende. Mens de østeuropæiske landes holdning til den økonomiske integration i Vesteuropa ganske vist for tiden kan forekomme præget af reservation, så tilstræber de samtidig at befordre et økonomisk samarbejde med vesteuropæerne, hvilket ikke blot er til gensidig fordel, men tillige vurderes at kunne mindske den internationale spænding og derved øge mulighederne for fred og sikkerhed. Mens forhandlingerne om EEC-udvidelserne har stået på, har Finland for sit vedkommende angiveligt i 1971 indgået en aftale med Sovjet om at udvide de to landes økonomiske, teknologiske og industrielle samarbejde. I sin omtale af den sikkerhedspolitiske situation i Nordeuropa peger kommissionen på to fremherskende træk: For det første, at regionen danner grænse mellem de to storcnagtsblokke med de strategiske tyngdepunkter koncentreret om den sydlige del af Østersøen og om Nordkalotten, og for det andet, at man her i Norden også finder grænsen mellem to forskellige samfundsøkonomiske systemer. De i strategisk og politisk-økonomisk henseende vigtigste områder er efter kommissionens opfattelse at finde om den sydlige del af Østersøen. For Nordkalottens vedkommende nævnes på den ene side, at den voksende sovjetiske aktivitet i de norske farvande er en kilde til stigende bekymring for Norge. På den anden side har Sovjet gentagne gange vist NATO’s militære tilstedeværelse i Skandinavien, i særdeleshed NATOøvelserne i Nordnorge og Østersøen, stor opmærksomhed. Modstanden i Norge og Danmark mod medlemskabet af NATO menes næppe at mindske sandsynligheden for, at de to lande fortsat vil opretholde deres medlemskab af alliancen, og det tilføjes i denne forbindelse, at de vestlige stormagter med alle rådige midler vil virke herfor. Sovjets primære sikkerhedspolitiske målsætning i Nordeuropa bedømmes at være sikring af dels det søstrategisk og økonomisk meget vigtige baseområde om Kalohalvøen, dels den del af Østersøområdet, som det efter 2. verdenskrigs afslutning sammen med Polen og Østtyskland har opnået kontrol over. Sovjet vurderes derfor at ville bestræbe sig på under alle omstændigheder at sikre sin passage fra Kolahalvøen til Atlanten og at udnytte Østersøen til at beskytte sin centraleuropæiske flanke, der i en eventuel konflikt vil være en tyngdeakse. For Sovjet menes Danmarks og de danske gennemsejlingsfarvandes betydning derfor at burde anskues i et defensivt perspektiv. I sin politiske aktivitet i Nordeuropa bedømmes Sovjet at stræbe efter at mindske konsekvenserne af NATO’s tilstedeværelse i Norge og Danmark og specielt på at forhindre, at Vesttyskland øger sin indflydelse i Norden. Anskuet fra en sovjetisk synsvinkel ses et af midlerne til at fremme denne politik efter kommissionens opfattelse at være Sovjets venskabsog bistandsaftale (VSB) med Finland! Set fra et sovjetisk synspunkt indebærer det finske territorium en svækkelse af mulighederne for at sikre det vitale nordvestlige område af Sovjetunionen mod luftangreb, især fra lavtgående fly. I det hele taget anses spørgsmålet om finsk territoriums udnyttelse i forbindelse med en konflikt i Nordkalotområdet at spille en stor rolle for såvel NATO som Sovj etunionen. NATO-landene har - siges det - ifølge åbne kilder ofte drøftet risikoen for, at Sovjet i en krisesituation kunne finde på at bemægtige sig vejnettet på ikke blot den finske, men også den svenske side af grænsen til Norge. Modsat kunne det tænkes, at Sovjet frygter, at NATO ville sætte sig i besiddelse af finsk Lapland for at øge dybden i sit forsvar. De konklusioner, man på denne baggrund drager, sammenfattes til slut i 8 situationsdannende faktorer. Heraf forekommer følgende at have direkte relation til Danmarks sikkerhedsproblematik:
»2.1 Østersøen er den generelle strategiske situation fundamentalt ændret, fordi den militære spændingszone, der tidligere var at finde i Baltikum-Finske Bugt-regionen, nu er flyttet frem til den sydlige del af Østersøen om de danske sunde. Finland har derved i dette område opnået øget afstand til et af de militære tyngdepunkter, en udvikling, som har forbedret de militærpolitiske forudsætninger for - også i krisesituationer - at opretholde Finlands neutralitet«.
FINLANDS SIKKERHEDSPOLITIK, HERUNDER FORSVARETS FORMÅL OG OPGAVER
Betænkningens kapitel 3 er en kortfattet, men meget koncis og nøgtern analyse af Finlands egne sikkerheds- og forsvarspolitiske behov i den omverden, som det forudgående kapitel beskrev. Ud fra neutraliteten som den sikkerhedspolitisk dikterede grundløsning diskuteres her problemer som Finlands internationale traktatmæssige forpligtelser, Politiske og militære metoder til at bevare neutraliteten, Ikke-volds forsvaret som forsvarsform samt Generelle målsætninger for det militære forsvars struktur og formåen, og kapitlet slutter med at definere Forsvarets opgaver. Såfremt man - ganske vist temmelig forenklet - kan anskue små landes sikkerhedspolitik som en funktion af de to parametre »afhængig af« og »hensyntagen til«, så kan årsagen til forskellen mellem dansk og finsk sikkerhedspolitik søges ved sammenligning af disse parametre :
BILLEDE HER
At det netop forholder sig sådan, bekræftes for Finlands vedkommende af kommissionens analyse af landets muligheder: ... »Den politik, som Sovjetunionen fører overfor vort land, er klart den vigtigste m.h.t. vort folks sikkerhed«. Tilsvarende anføres Finlands mest betydningsfulde politiske målsætning at være »opretholdelse af tillidsfulde relationer til Sovjetunionen, en opfattelse, der bør præge vor neutralitetspolitik på alle områder«. Og for så vidt angår den nordiske balance bemærker man - efter at have konstateret, at et nordisk forsvarsforbund savner et realistisk grundlag - at »den traditionelle svenske neutralitetspolitik er en positiv faktor i Norden, som mindsker risikoen for en stormagtskonfrontation i Nordeuropa. Den gør samtidig Finlands stilling lettere«!
Efter en behandling af landets udefra dikterede rammevilkår, nemlig dels de sikkerhedspolitiske, d.v.s. VSB-pagten med Sovjet, hvor det gælder om at minimere Sovjets behov for (såfremt Finland angribes eller dets territorium af Tyskland eller dets allierede udnyttes til angreb på Sovjet) militært at gribe ind, dels de rent forsvarspolitiske, d.v.s. Parisaftalen af 1947, der fastsætter kvantitative og kvalitative restriktioner for finsk forsvar, diskuteres de mulige politiske og væbnede metoder for at opretholde Finlands neutralitet. Det er, hedder det, først og fremmest gennem udenrigspolitikken, at et lille land skal tilvejebringe de ydre forudsætninger for sin neutralitet. Nu om stunder kan et lille lands militære forsvar, selvom det er relativt stærkt, ikke alene sikre neutraliteten. Finsk forsvarspolitik må derfor suppleres med udenrigspolitisk tilvejebragte gode internationale relationer og tillid. De militære foranstaltninger, som skal støtte en aktiv udenrigspolitik, bør koncentreres om to partielle målsætninger: Effektiv håndhævelse af den territoriale integritet og en tilstrækkelig grad af militær troværdighed i forbindelse med evne til at hindre, at landets territorium udnyttes til militære operationer mod andre lande. Man afviser, at Finland, når det har gode relationer til alle, skulle udgøre et militært mål i sig selv, men med henvisning til bl.a. stormagternes strategiske opklaringsvirksomhed i fredstid understreger man, at krænkelser og provokationer i fredstid skal kunne afvises så prompte og håndfast, at ingen kan være i tvivl om såvel forsvars- som neutralitets viljen og -evnen. Videre hævdes, at ingen med rimelighed kan forlange, at forsvarskapaciteten - for at være troværdig - også skal omfatte imødegåelse af et angreb med kernevåben, der iøvrigt betegnes som usandsynligt. Udover evnen til at overvåge territoriet og afvise krænkelse skal Finland derfor gennem sit forsvars formåen kunne optimere den tid og den politiske og militære pris, der må betales, såfremt nogen skulle angribe landet med konventionelle midler. I sin analyse af ikke-voldsfor svarets anvendelighed når kommissionen til det resultat, at det højst vil kunne yde et vist tilskud til udenrigspolitikken og det væbnede forsvar, men først efter at landet militært er besejret. Ikke-voldsforsvaret har, siges det, altid været forbeholdt de svage og underkuede. Det kan hverken overvåge territoriet eller afvise krænkelser (navnlig til søs og i luften). Det ses derfor ikke at kunne bidrage til at forbedre forsvarsevnen i forbindelse med de mest udsatte områder: Luftrummet, Østersøområdet og Lapland. Men såfremt landet, som nævnt, er besat, vil det i de mest befolkningstætte områder, eksempelvis hovedstaden, kunne være til gene for besættelsesmagten. Kommissionen ser dog gerne, at man underkaster denne problematik en mere dybtgående analyse, herunder af de folkeretslige aspekter, idet man er af den opfattelse, at ikke-volds-kæmpere i juridisk henseende står svagt. Med henvisning til de tidligere dragne sikkerhedspolitiske konklusioner ser kommissionen sig nu i stand til at formulere først de generelle målsætninger for det militære forsvar og, i konsekvens heraf, det militære forsvars overordnede opgaver.
Den politiske målsætning og de ledsagende tillægskrav og rammevilkår er formuleret i følgende 7 punkter:
1. Forsvarssystemet bor uppbyggas for att tjåna medborgarnas sakerhet, den fria samhallsutvecklingen och den nationella sjålvbeståmmelseråtten. Det bor for sin del på forhånd forhindra att Finland engageras i ett krig eller någon annan intemationell konflikt. Det bor också gora det mojligt for vårt land att delta i Forenta Nationernas verksamhet for att trygga freden.
2. Forsvarspolitiken bor vara en integrerande del av den såkerhetspolitiska totallosningen, dar de utrikespolitiska synpunkterna ar bestammande. Den bor stoda landets neutralitet. Ifråga om forsvarsformer innebar detta att kapaciteten till vapnat forsvar bor uppratthållas.
3. Forsvarskapaciteten bor for sin del skapa forutsattningar for det internationella fortroendet for Finlands politik. Grannstatemas sakerhet bor beaktas enligt bokstaven, syftet och andan i de avtal vi ingått, i synnerhet VSB-avtalet.
4. Forsvarsåtgarderna bor gora det mojligt att overvaka rikets territorium och avvarja territoriella krankningar under fredstid samt då en intemationell kris eller krig hotar.
5. Forsvarsberedskapen bor omfatta ett forsvar av rikets samtliga delar och medborgarnas livsvillkor. Sarskild uppmarksamhet bor fastas vid luftrummet, Ostersjoriktningen och Lappland. Forsvarsberedskapen och dess tyngdpunkt bor kunna demonstreras under fredstid for att en preventiv effekt skall åstadkommas.
6. Den ekonomiska och samhalleliga bordan av att utveckla forsvarssystemet bor hållas inom rimliga granser.
7. Inom ramen for vad de egentliga uppgifterna tillåter bor åtgarder forsvaret till godo kunna utnyttjas också for andra behov, som tjanar samhallet.
For så vidt angår opgaverne, defineres først hovedopgaven (opdelt i 4 underopgaver) og dernæst de under B-D anførte tillægsopgaver:
A. Forsvarsmaktens uppgift ar
1. att ansvara for overvakningen av land- och sjoområdet samt luftrummet inom hela rikets territorium i samarbete med ovriga myndigheter,
2. att trygga rikets integritet ifråga om land- och sjoområden samt luftrummet samt att vid behov enligt givna direktiv vidta omedelbara åtgarder for att på forhånd forhindra eller awarja krankningar av den territoriella integriteten och neutraliteten,
3. att på det satt som landets politiska ledning, lagar och forordningar forutsatter forsvara rikets territorium och forhindra att det utnyttjas for offensiva andamål och i alla situationer forsvara nationens existensmojligheter, grundrattigheter och handlingsfrihet och
4. forsvara den av folkets majoritet godkanda lagliga samhallsordningen samt delta i uppratthållandet av den allmanna ordningen och såkerheten på satt, varom sarskilt stadgas.
B. Forutom sina egentliga uppgifter bor forsvaret vid behov kunna snabbt stålla upp och underhålla trupper som ar avsedda fiir Forenta Nationemas operationer for att trygga freden.
C. Forsvarsmakten bor ge andra myndigheter den handrackning de behover inom ram en for vad forsvarsmaktens upp gifter tillåter och i enlighet med gallande lagstiftning.
D. Forsvarsmakten bor for att aga forutsattningar att fylla sina uppgifter och darigenom skapa en forsvarskapacitet som på forhånd forhindrar att riket indras i krig:
1. meddela militarutbildning och for sin del framja den fysiska konditionen och bedriva verksamhet som hojer forsvarsviljan,
2. folja med den militarpolitiska situationen och vidarebefordra sina observationer och bedomningar till den politiska ledningen,
3. dra forsorg om den militara forsknings-, utvecklings- och planeringsverksamheten,
4. forbereda sig på att stalla upp och utrusta den krigstida forsvarsmakten, samt
5. kontinuerligt uppratthålla sådan beredskap, att det vid behov ar mojligt att omedelbart och utan drojsmål inleda utforandet av de uppgifter som darvid kommer ifråga.
KRAV TIL FORSVARETS GRAD AF MÅLOPFYLDELSE SAMT TIL DETS STRUKTUR, UDDANNELSESVIRKSOMHED OG MATERIELBEREDSKAB
Finlands militære forsvarsproblem anskues af kommissionen inden for rammerne af en storkrig eller en trussel herom. Landets forsvarsmulighed skal ses på baggrund af, at det i tilfælde af en stormagtskonflikt ikke udgør et primært tyngdeområde. De styrker, som i en international krise kan koncentreres mod Finland, er sandsynligvis derfor begrænsede i såvel antal som tidsramme. Finlands forsvar skal være anvendeligt i alle de situationsaltemativer, som dels anses for mulige, dels lader sig beherske inden for rammerne af Finlands formåen. Det skal tilrettelægges så smidigt, at det kvalitativt og kvantitativt kan tilpasses den gældende situation og herunder muliggøre, at alle disponible ressourcer kan mobiliseres til forsvar, såfremt landet angribes. Det centrale problem er at finde fællesnævneren for de forskelligartede situationer: Håndhævelsen af neutralitet og integritet samt afværgelsen af egentlig angreb på - eller gennem landet. Håndhævelsen af suveræniteten stiller især krav til luft- og søforsvarets formåen - allerede i fredstid. Men hvor det drejer sig om imødegåelse af et egentlig angreb spiller hærstyrkerne den centrale rolle. Kommissionen udtaler endvidere: »Det er ikke muligt i væsentlig grad at renoncere på det ene af de 2 krav uden at balancen i hele forsvarssystemet derved kompromitteres, hvorved forsvaret taber en væsentlig del af sin forebyggende effekt«. Men i sin prioritering af materiel anskaffelserne finder kommissionen dog, at det er vigtigst først at udruste de styrker, der skal afvise neutralitetskrænkelse og imødegå kupangreb. Idet kommissionen derpå nærmere analyserer de nævnte delopgaver med henblik på at definere det ønskelige præstationsniveau anføres, at selvom spørgsmålet om det økonomiske og psykologiske forsvar samt civilforsvaret ikke er indeholdt i kommissoriet, så konstaterer man, at et tilstrækkeligt beredskab på disse områder er en forudsætning for, at man kan gennemføre et militært forsvar. I forbindelse med analysen af den 2. delopgave, imødegåelse af et egentlig angreb, diskuteres forskellige angrebsscenarier og forsvarskoncepter. Eftersom de militære foranstaltninger altid er bestemt af den internationale situation, kan et kupangreb aldrig komme fuldstændig overraskende, men til gengæld fordrer imødegåelse heraf, at man i løbet af ganske kort tid dels kan øge beredskabet dels sikre, at forbindelsesnettene kan fungere i situationer, der indledningsvis kan være præget af forvirring. Selvom et forberedt, d.v.s. længere varslet, angreb vil være karakteriseret ved forsøg på dybe gennembrud og skiftende situationer, kan det i sin indledende fase minde om et overraskelsesangrebs forsøg på at lamme flypladser, havne, trafikcentre og administrative centre. Udgangspunktet for det finske forsvars organisation og operative koncept er forsøget på at afbalancere en forudseelig fjendtlig overlegenhed med maksimal udnyttelse af det finske terræns og det nationale potentiels specifikke muligheder. At vælge et koncept, som er baseret på at kunne indlede forsvaret før angriberen får egentlig fodfæste og herved påføre ham væsentlige tab og forsinkelser inden kampen om landets eksistens reelt indledes, er en tillokkende, men alt for dyr løsning, fordi den ville føre til en mangedobling af flyvevåbnets og søværnets nugældende størrelse. Hertil kommer, at den vil være uforenelig med Paristraktatens begrænsninger af materielniveauet. Valg af ren guerillakoncept, der er den anden yderlighed, må også afvises, fordi den på forhånd udelukker muligheden for at afværge overraskelsesangreb og derved hindre en besættelse af vitale områder. Men guerillataktikken er til gengæld en traditionel finsk uddannelsesdisciplin, som bør fastholdes. Det af kommissionen valgte alternativ er derfor et regionalt decentraliseret forsvar, baseret på at en mindre del af tropperne, lokalforsvaret, skal bindes til forsvar af de mest vitale områder, mens afgørelsen skal opnås ved hjælp af hovedparten af styrkerne, d.v.s. den egentlige felthær, som skal organiseres i mobile enheder med stor ildkraft. Disse sidste skal fortløbende rekrutteres af de yngste kontingenter i væmepligtsreserven. Konceptens primære forudsætning er, at man ved mobilise* ring hurtigt kan konvertere hærens fredsmæssige uddannelseskadrer til egentlig krigsberedte enheder. En anden er, at man drager omsorg for at sikre de forbindelser, der kan muliggøre, at forsvaret kan føres effektivt og i overensstemmelse med den politiske ledelses direktiver. Kommissionen diskuterer også forsvarets strukturelle og uddannelsesmæssige problemer. At forlade kadresystemet til fordel for en hvervet hær er alene af økonomiske grunde utænkeligt, hvortil kommer, at reservestyrkerne vil være utilstrækkelige. Såfremt man skulle have en professionel fredsstyrke af nogenlunde samme størrelse som den, der p.t. er indkaldt til uddannelse, ville driftsudgifterne blive fordoblet. Hertil vil på længere sigt komme en pensionsbyrde på ca. 100 millioner mark pr. år. Selvom totalbehovet for udrustning falder p.g.a. reserveenhedernes formindskelse, ville det være nødvendigt at skulle øge den del af udgifterne, der i dag anvendes til indkøb af dyre og avancerede våbensystemer. Det vedgås, at man i omkostningsberegningerne ikke har medtaget det tab i arbejdsressourcer, som værnepligtsordningen indebærer for nationaløkonomien, men det tilføjes, at det er en faktor, som kun meget vanskeligt lader sig måle. Såfremt man derfor begrænser sig til at anskue de to systemer ud fra et statsfinansielt synspunkt, er værnepligtssystemet klart at foretrække. Militssystemet ses på vej hen mod kadresystemet - også for så vidt angår omkostningerne. Derfor finder kommissionen ikke, at dets muligheder for at mindske mobiliseringstiden kan motivere, at man overgår dertil. Kommissionen kommer efter en analyse af tjenestetiden, der jo i Finland er lig uddannelsestiden (d.v.s. en 1. gangsuddannelse på 8-11 måneder), til følgende resultat: »Den nugældende tjenestetid for værnepligtige kan anses for tilstrækkelig lang, forudsat at uddannelsestiden udnyttes effektivt«! Hvor denne uddannelsestid er utilstrækkelig, foreslår kommissionen, at man anvender hvervet personel. Derudover henstilles, at der gøres noget for at effektivisere uddannelsen under genindkaldelserne og herunder indøvelsen af mobiliseringssystemet. I sin nugældende form tilfredsstiller repetitionsøvelseme kun uddannelsesbehovet inden for de vigtigste af krigsstyrkens enheder. Flaskehalsen er angiveligt mangelen på kvalificerede instruktører. I sin analyse af det materielle beredskab forsøger man at finde frem til dels et generelt princip for det kvalitative og kvantitative mix, dels en formel for ny- og erstatningsanskaffelser. Man må akkviescere ved, at udrustningen ikke kan være up-to-date. Men det findes heller ikke uantageligt, at f.eks. lokalforsvaret udstyres med i teknisk henseende forholdsvis simpelt og ikke helt moderne materiel. Til gengæld understreger man vigtigheden af, at de afgørende sektorer af værnenes våbensystemer også råder over så teknisk moderne materiel, at forsvarsorganisationens muligheder ikke forskertses som følge af et kvalitativt efterslæb. På disse områder bedømmes det at være mere lønnende at renoncere på kvantitet end på kvalitet. Forældelsesfristerne for de respektive materielkategorier opgives til:
Kampfly 15 år, orlogsfartøjer 20-30 år, radiomateriel 15-20 år og artilleri 30-40 år. Idet man peger på mulighederne for at øge levetiderne ved moderniseringer fremhæves det økonomisk ulønsomme i, at man ved reparationer forsøger at holde udslidt materiel i drift. Som formel for fastsættelse af de årlige materielbevillinger foreslås:
genanskaffelsesværdien af alt påkrævet materiel / materiellets gennemsnitlige livslængde
Efter at have fremsat konkrete forslag til de næste 5 års materielanskaffelser kommer kommissionen ind på spørgsmålet om forsvarsudgifternes indvirkning på nationaløkonomien og statsudgifterne. Det anføres, at man - når det drejer sig om at vurdere landets fremtidige økonomiske bæreevne i relation til forsvarsplanlægningen - nok bør tage udgangspunkt i relationen mellem det forventelige GNP og prisen for det ønskede militære effektniveau, men man advarer samtidig mod at fiksere forsvarsudgifterne som en fast procentdel af GNP’et. Man peger endvidere på den kendsgerning, at ca. 19 % af udgifterne til de anskaffelser, som placeres indenlands, restitueres til det offentlige. Da statens andel heraf udgør to trediedele, er dette ensbetydende med, at udgifterne reelt er ca. 13 % mindre, end det fremgår af bevillingerne. En undersøgelse i 1968 har yderligere vist, at en forsvarsudgift på 11.800 mk, der placeredes i hjemlandet, gav beskæftigelse til 1 mand (beregnet i 66-priser). I dag vil hjemlige materielinvesteringer på 100 m illioner mark pr. år give beskæftigelse til 6200 mand i industri og håndværk. Når man medtager samtlige følgevirkninger, indebærer øgede forsvarsudgifter derfor også øgede indkomster inden for den offentlige økonomiske sektor, i erhvervslivet og i relation til GNP’et. Forsvarsudgifterne får derved en væsentlig rolle som konjunkturregulerende faktor især i perioder med svigtende ordretilgang til produktionssektoren. Ved at tilstræbe at placere flest mulige ordrer i hjemlandet vil forsvaret derudover befordre industriens tekniske niveau og know-how, hvilket atter smitter af på landets generelle konkurrenceevne.
FORSVAR OG SAMFUND
På baggrund af en holdningsundersøgelse, som den finske parlamentariske forsvarskomité lod gennemføre i foråret 1971, behandles i betænkningens sidste kapitel emner som: Holdninger til forsvaret, Forsvarets indre udvikling og Mulighederne for at forbedre den forsvarspolitiske beslutningsproces.
BILLEDE HER
Kommissionen konstaterer, at en væsentlig forudsætning for at føre en egentlig forsvarspolitik, nemlig at hele folket har en positiv indstilling til forsvaret, er opfyldt. Årsagen hertil er bl.a. at finde i, at de politiske partier i deres programmer og stillingtagen til forsvaret udtrykker ensartede opfattelser af behovet for at have et forsvar. Med henvisning til de moderne samfundsvidenskabelige forskningsresultater anføres, at medborgemes forsvarsattituder påvirkes af, hvor væsentlige de værdier i det finske samfund, der bør forsvares, opleves af den enkelte. Disse værdier er igen en funktion af den nationale samfundspolitiske udvikling. Enkeltbegreber som selvstændighed eller ydre trussel kan ikke længere som sådan skabe positive holdninger til forsvaret i et samfund, der i stadig højere grad præges af virkningerne af de internationale idéstrømme og det internationale økonomiske og kulturelle samarbejde. Men holdningen præges også af, hvordan medborgerne oplever Finlands muligheder for at forsvare sig, hvorledes forsvaret opleves som en del af samfundet og endelig af de personlige erfaringer, som den enkelte erhverver sig ved tjenesten i forsvaret. Den positive indstilling til forsvaret er betinget af en samfundsudvikling, der dels befordrer den demokratiske beslutningsproces og medborgernes muligheder for selv at deltage i alle samfundslivets områder, dels bidrager til at mindske manglende lighed på det økonomiske, sociale og kulturelle felt. Kommissionen fremhæver vigtigheden af, at medborgerne fortløbende modtager saglig information om Finlands sikkerhedspolitik, såvel i fredstid som under en eventuel krise. Der er efter kommissionens opfattelse en betydningsfuld sammenhæng mellem en tidssvarende undervisning i sikkerhedspolitik (under bl.a. ved anvendelse af massemedierne og en sikkerhedspolitisk forskningsvirksomhed) og dels skoleundervisningen i historie, samfundslære og medborgerkundskab, dels den uddannelsesplanlægning, der finder sted i forsvaret. Udgangspunktet for demokratiseringsprocessen indenfor forsvaret er efter kommissionens opfattelse en bevarelse af forsvarsorganisationens effektivitet. Heri ligger den øvre grænse for mulighederne for at eliminere forskellen mellem et pluralistisk samfunds beslutningsproces og det militære kommandosystem. I betænkningen foreslås, at man tager disse spørgsmål op til særskilt udredning og heri inddrager en analyse af mulighederne for at udvide den borgerlige straffelov med et særligt afsnit for forsvaret til erstatning for den nugældende militære straffelov. Den forsvarspolitiske beslutningsproces er efter flertallets opfattelse ikke tilstrækkeligt tilfredsstillende, fordi den ikke fuldtud tilgodeser de parlamentariske muligheder for at kontrollere og påvirke beslutningsprocessen på de forskellige trin. Idet man iøvrigt forudsætter, at den i 1970 nedsatte statsforfatningskommission vil medinddrage dette problem i sine overvejelser, slår man til lyd for dels en styrkelse af forsvarsministerens parlamentariske ansvar for forsvaret, dels en udvidelse af den fortløbende information, der gives rigsdagsmedlemmerne vedrørende forsvarets tilstand og planlagte udvikling. I forbindelse med den årlige behandling af finanslovsforslaget ønskes forslagene til forsvarsbevillinger ledsaget af en forsvarspolitisk motivering ligesom man foreslår en jævnlig afholdelse af forsvarspolitiske debatter i rigsdagen. Som nævnt i indledningen er det også kommissionens fortjeneste, at det hidtidige udenrigspolitiske nævn nu er erstattet af et permanent organ til behandling af såvel udenrigs- som forsvarspolitikken. Derudover understreges i betænkningen også vigtigheden af en effektiviseret forsvarspolitisk planlægning til fortløbende sikring af overensstemmelser mellem på den ene side af Finlands sikkerhedspolitiske målsætninger og på den anden side de disponible økonomiske og åndelige ressourcer. Det henstilles i denne forbindelse, at man søger at ændre budgetteringsformen på en måde, der muliggør en parlamentarisk behandling og godkendelse af flerårige totalprogrammer for forsvarets drift og udvikling. Denne modernisering af forsvarsplanlægningen bør tage sigte på at udvikle et planlægningssystem, der indebærer, at forsvarsplanlægningen på hensigtsmæssig vis kan anskues i såvel et kortsigtet og mellemsigtet som langsigtet perspektiv. Selvom usikkerheden om fremtidens ændringer i den internationale situation og våbenteknikken er stor, bør det ikke forhindre, at man med f.eks. 10-års intervaller udarbejder skitser til vidtgående principielle løsninger. Samtidig bør man hvert 5. år tage forsvarets opgaver op til behandling inden for rammerne af den totale sikkerhedspolitik. I forbindelse med denne behandling, som bør finde sted på parlamentarisk niveau, forestiller man sig, at forsvarets opgaver og de heraf afledte behov, skal fremstilles i programplaner, der - specificeret på de respektive forsvarssektorer - redegør for sammenhængen mellem mål, udvikling og midler.
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
I en tale i Helsingfors 4. september 1960, hvor bl.a. Kruschev var tilstede, udtalte præsident Kekkonen: »Jeg er for mit vedkommende overbevist om, at selvom alle europæiske stater skulle blive kommunistiske, så vil Finland fortsat forblive et traditionelt skandinavisk demokrati«. Og i et nyligt udgivet Adelphi-papir (nr. 81) om Nordens sikkerhedsproblemer citerer forfatteren Stalin for - efter anden verdenskrig - at have karakteriseret det finsk-russiske forhold ved følgende ordsprog: »Det kan godt lade sig gøre at sluge et pindsvin, men det kan være en forbandet ubehagelig proces«. En stor del af forklaringen herpå kan man finde i den finske betænkning. Der er utvivlsomt noget i den finske (og formentlig også den schweitziske) folkekarakter, der adskiller sig fra den holdning, der præger borgerne i de fleste af nutidens industrialiserede velfærdssamfund - også de øvrige skandinaviske. Finlands »Sønner af de slagne« har i efterkrigstiden ikke haft mulighed for at søge beskyttelse i en alliance af nationer med samme samfundssystem. De har med andre ord ikke kunnet vælge en så tillokkende løsning af deres sikkerhedsproblem som så mange andre, men har været henvist til selv at tilvejebringe troværdighed om landets neutralitet inden for de rammer, fredsaftalen i Paris samt venskabs- og bistandspagten med Sovjet har afstukket og som de med opfindsomhed udnytter til det yderste. Denne - næsten umulige - situation, hvor de i alle politiske anliggender må afveje deres nationale ønsker med hensynet til og afhængigheden af den store nabo i øst, har, i stedet for at befordre en defaitistisk eller eskapistisk holdning, skærpet finnernes selvstændighedsvilje, engagement og indbyrdes solidaritet i udenrigspolitiske anliggender. De regeringskriser, Finland har oplevet, har aldrig været foranlediget af uenighed om udenrigs- og forsvarspolitikken, der i mange år har været personificeret i præsident Kekkonen, som med rette nyder en enestående tillid hos den finske befolkning. Et holdepunkt for disse påstandes rigtighed fås i betænkningens bilag 4, der er et uddrag af kommissionens sikkerheds- og forsvarspolitiske holdningsundersøgelse. De svar, befolkningen giver på kommissionens spørgsmål, er stærke indikatorer af de finske vælgeres aktive medleven i alle elementer af landets sikkerhedspolitik. At Finlands forsvar formentlig også fremover vil være præget af, at man har lettere ved at trække på de åndelige end de materielle ressourcer, kan vel kun få tillade sig at rynke på næsen af. Snarere tværtimod. Og formand Mao kan herved fortsat have ret i sine betragtninger om, at et inspirerende lederskab og en indbyrdes solidaritet kan skabe en folkevilje, der indebærer langt større modstandsevne end avancerede våbensystemer og bekvemme forsvarsordninger.
