Flemming Splidsboel Hansen, Forskningskoordinator, PhD.
Forsvarsakademiet er Danmarks førende forskningsinstitution inden for det militære område. Det er tilfældet, hvad enten vi vurderer dette på baggrund af forskningens gennemslagskraft, dens bredde og dybde eller de anvendte ressourcer. Det er en rolle, som Forsvarsakademiet indtager i et godt samspil og samarbejde med andre relevante institutioner i landet, heriblandt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Center for Militære Studier (CMS). Denne artikel vil kort beskrive forskningen på Forsvarsakademiet – dens omfang, principper og resultater – med det formål at gøre en endnu bredere skare bekendte med de aktiviteter, som finder sted på Forsvarsakademiet, og med de muligheder for samarbejde, som allerede nu foreligger eller er ved at blive udviklet. Forsvarsakademiet er netop nu i gang med en omstrukturering af sin forskning – deraf titlen på denne artikel – og de igangværende reformer vil blive skitseret. Inden vil jeg dog opridse de tidligere rammer for forskningen ved Forsvarsakademiet.
De tidligere rammer
Forsvarsakademiet har forsket i militære emner i mange år. I moderne tid har denne forskning især været koncentreret inden for emnerne ledelse i militær kontekst, militære operationer og strategi, og dens formål har primært været at understøtte forsvarets Videreuddannelsestrin II/L (bedre kendt under dets mere mundrette titel Stabskursus). Det har forskningen gjort ved at kombinere den nyeste teoretiske viden med de seneste operative erfaringer og derefter bringe det samlede resultat ind i undervisningslokalet på Stabskursus. Her har forskningen så hjulpet generationer af yngre officerer med at forberede dem på deres kommende opgaver. Der var to forhold ved denne forskning, som bør nævnes. Det første forhold var, at forskningen ikke var særlig synlig. Den understøttede Stabskursus, men derudover kom den ikke langt ud. Den blev kun i begrænset omfang benyttet i andre dele af forsvaret, og den danske offentlighed havde svært ved at få adgang og måske endog kendskab til den. Det var en virksomhedskultur – og en forskningskultur ‐ som var lukket om sig selv, og som derfor ikke på samme måde som i dag så sig selv som en del af et større samfundsmæssigt hele. Det andet forhold var, at vi selv målte kvaliteten af forskningen. Generelt var kvaliteten fin – vi udviklede jo fx ikke militære doktriner på baggrund af ”nu‐er‐det‐vist‐godt‐nok” princippet. Men vi benyttede kun meget sjældent eksterne standarder til at få vejet og godkendt vores forskning. En del af forskningsresultaterne blev ganske vist løbende publiceret i fagfællevurderede tidsskrifter både herhjemme og i udlandet, og det fungerede som et eksternt kvalitetsstempel, men en anden og større del blev udgivet på Forsvarsakademiets eget forlag. Det var der flere grunde til. Bl.a. kan det nævnes, at Forsvarsakademiet ønskede at udvikle og tilbyde endnu en militærfaglig kanal, hvor fagfolk kunne mødes og udveksle ideer, resultater og meninger (på samme måde som vi i allerhøjeste grad gør det den dag i dag!), og vi måtte naturligvis selv gå forrest, hvis vi ville have det til at leve op til vores ambitioner. Vi står dog selv inde for kvaliteten af langt størstedelen af det materiale, som bliver publiceret på Forsvarsakademiets forlag, og uanset hvor høj denne kvalitet end er, ja så tæller det ikke så meget som at publicere ad eksterne kanaler. Forskningsopgaverne kunne i princippet komme i form af opdrag fra andre dele af forsvaret, men det skete blot i begrænset omfang. Til gengæld gav det så medarbejderne flere arbejdstimer til rådighed til selvvalgt forskning. De selvvalgte emner blev i høj grad defineret og udvalgt decentralt. Den enkelte medarbejder identificerede – sammen med sin chef – et tema, som vedkommende vurderede relevant og så efterfølgende udforskede. Det er på mange måder et fint princip, og i årenes løb kom der megen god forskning ud af det – på Forsvarsakademiet såvel som på fx de danske universiteter. Der var dog også en fornemmelse af, at den enkelte medarbejder ofte ikke havde det tilstrækkelige overblik over organisationens samlede produktion, behov og udvikling, og at det selvvalgte forskningstema derfor ikke altid i ønskelig grad understøttede helheden. Her står Forsvarsakademiet ikke alene – det er en erkendelse, som også har nået den civile forskerverden.
De nye reformer
Inden jeg skitserer det igangværende arbejde på Forsvarsakademiet, så lad mig gøre klart, hvad der ikke er ændret. Det er fx stadig således, at forskningen understøtter Stabskursus; nu gør vi os bare større anstrengelser for at nå ud til en bredere målgruppe. Det er også stadig således, at Forsvarsakademiet fortrinsvis forsker i emnerne ledelse i militær kontekst, militære operationer og strategi (suppleret af fx militærhistorie og kulturforståelse), og at vi kan modtage bestillinger på forskningsopgaver fra andre dele af forsvaret; faktisk er det vores håb, at resten af forsvaret vil blive bedre til at trække på den omfattende ekspertise, som findes blandt vores forskere. Og det er også stadig således, at den enkelte medarbejder har mulighed for at identificere egne forskningstemaer og efterfølgende så publicere sine resultater i en af vores egne kanaler. Men hvad er det så, der er ændret? Ja, der har i et par år været en proces undervejs, som skulle sætte forskningen ved Forsvarsakademiet i en ny og mere nutidig ramme. ”Ny” fordi den er forholdsvis uprøvet hos os, og ”nutidig” fordi den repræsenterer det nuværende forskningspolitiske paradigme.1 Sagt på en anden måde er Forsvarsakademiet i en vis udstrækning fulgt i fodsporene på de danske universiteter, som med Universitetsloven af 2003 fik udstukket helt nye vilkår og rammer for deres virke.2 De nye reformer følger naturligt i kølvandet på Forsvarsakademiets nye mission og vision, som kontreadmiral Nils Wang, chefen for Forsvarsakademiet, præsenterede for alle medarbejdere i slutningen af 2010. Den nye mission siger således, at Forsvarsakademiet ”gennem forskningsbaseret uddannelse vil … bidrage til, at forsvarets chefer kan kæmpe og vinde i morgendagens konflikter”, mens visionen slår fast, at Forsvarsakademiet bl.a. vil levere ”internationalt anerkendt forskning i fremtidens konflikter” foruden ”viden til forsvaret og samfundet gennem målrettet formidling og rådgivning”.3 Bl.a. på denne baggrund blev det vurderet rigtigt at accelerere den igangværende reformproces. De vigtigste punkter på denne liste er som følger. For det første ledes forskningen på Forsvarsakademiet nu af et Forskningsråd. Rådet bliver anført af chefen for Forsvarsakademiet, og han støttes i dette arbejde af sine tre fakultetschefer, sin stabschef og sin forskningskoordinator foruden – på ad. hoc. basis ‐ af relevante forskere fra Akademiet. På denne måde indeholder Rådet en blanding af militære og civile medarbejdere og af operative og teoretiske erfaringer. Det er Rådets opgave at foretage en overordnet prioritering mellem de mange mulige emner, som vores forskere kunne – og gerne ville – beskæftige sig med. Det gør Rådet bl.a. på baggrund af input fra vores forskere, som jo er de egentlige fageksperter, og som er ansat netop pga. af en særlig ekspertviden. I 2010 rådede vi over ca. 16 forskningsårsværk fordelt på mere end 40 forskere, analytikere og udviklere,4 og med så forholdsvis få og spredte ressourcer er det vigtigt, at der bliver fokuseret skarpt. Der er simpelthen ikke råd til, at forskningsårsværk ”spildes” i den forstand, at de rammer ved siden af den måltavle, som er Forsvarsakademiets mission. Det er således nu Forskningsrådets opgave og ansvar at sikre, at forskningen på Forsvarsakademiet afspejler det nødvendige, og at den understøtter missionen. Mere overordnet ligger der implicit i dette, at forskningen på Forsvarsakademiet er anvendelsesorienteret; vi laver ikke grundforskning men producerer ny viden, som mere eller mindre umiddelbart kan anvendes af Forsvarsakademiet selv, af den øvrige del af forsvaret og af det danske samfund. Princippet er, for nu at bruge en omskrivning af den tidligere videnskabsminister Helge Sanders ord, ”fra forskning til felten”. For det andet har vi fra starten af 2011 indført et antal forskergrupper som de nye organisatoriske rammer for forskningen. Forskergrupperne går på tværs af hele organisationen og inkluderer således medarbejdere fra forskellige fakulteter og institutter. Det har bl.a. været målet at skabe bedre rammer for den enkelte medarbejders trivsel og faglige udvikling ved at etablere en række faglige og kollegiale netværk, hvor man kan lufte ideer, få støtte til at udvikle sit arbejde og i øvrigt indgå i et samarbejde med andre om opgaver som publiceringer, konferencebidrag og forberedelse af arrangementer. I det forløbne år har vi haft en pilotforskergruppe, som skulle udarbejde en ny strategisk analysemodel, og erfaringerne fra dette arbejde har været særdeles positive. På baggrund af bl.a. disse erfaringer blev det i starten af 2011 besluttet at oprette i alt otte grupper.
Disse grupper er:
• Fremtidens konflikter
• Oprørsstrategier
• Doktrinudvikling
• Strategi
• Samtænkning
• Forsvarets organisering, ledelse og selvforståelse
• Arktis og geopolitik
• Magtforskydninger i det internationale system
Som udgangspunkt skal al forskning på Forsvarsakademiet nu kunne indeholdes i disse grupper. Det er dog stadig således, at igangværende enkeltprojekter føres til ende, og at vi som sagt kan modtage bestillinger på emner. Disse emner vil ikke nødvendigvis være af en sådan art, at de er dækket af de eksisterende grupper. Forskergrupperne er dynamiske; nogle grupper vil efterhånden blive nedlagt, andre vil blive etableret, og enkelte (fx doktrinudvikling) vil sandsynligvis vise sig særdeles levedygtige. Det hele vil afhænge af de identificerede behov: Hvad har forsvaret brug nu og i fremtiden? Hvorledes bidrager vi på Forsvarsakademiet bedst muligt til, at de kommende chefer kan løse deres fremtidige opgaver ‐ at ”kæmpe og vinde i morgendagens konflikter”? Det er svarene på disse spørgsmål, som er styrende for vores forskningsprioriteringer og dermed også for listen af forskergrupper. De enkelte forskergrupper vil være selvstyrende; de vil arrangere deres arbejde og aktiviteter, som medlemmerne helst ser det. Alle grupperne vil dog være åbne for samarbejde med relevante eksterne institutioner (fx de danske universiteter, DIIS, CMS og andre) og enkeltpersoner, herunder PhD‐ og specialestuderende, som gerne vil tilknyttes et eller flere af vores netværk. I denne forbindelse kan jeg tilføje, at det er vores klare ambition at øge den eksterne finansiering af vores forskning, bl.a. for at kunne ansætte flere PhD‐ studerende, evt. via samfinansiering med andre. Derudover starter vi nu på en halvårlig annoncering af specialepladser i de enkelte forskergrupper. Det vil ske i uddannelsesinsti‐ tutionernes egne kanaler foruden også på www.fak.dk. For det tredje giver vi nu kvalitetssikringen øget opmærksomhed. Det gør vi først og fremmest, fordi vi til enhver tid skal sikre os, at forsvaret og dermed de danske skatteydere får mest muligt for de tildelte ressourcer. Som nævnt tidligere har kvaliteten generelt været fin, men når vi ser tilbage, kan vi da godt se, at der har været svipsere indimellem. Det er der ikke noget usædvanligt ved – det sker for alle forskningsinstitutioner. Men vi forsøger nu at hæve bundniveauet bl.a. ved at indføre et udvidet kollegialt samarbejde i forskergrupperne og ved at publicere mere i fagfællevurderede tidsskrifter. Forud for publicering dér vil man ofte få kritiske men konstruktive kommentarer og forslag, som man så kan bruge til at gøre artiklen endnu bedre. Og efter publicering kan man vise andre, at ens forskning er godkendt af fagfæller. Det leder mig til en anden årsag til det øgede fokus på kvalitetssikringen. Forsvarsakademiet – og bag det, resten af forsvaret – ansøger i første halvår af 2011 om akkreditering af Stabskursus som en Master i Militære Studier. Masteruddannelser er forskningsbaserede, hvilket vil sige, at den enkelte uddannelse hviler på et aktivt forskningsmiljø af en vis kvalitet og tyngde. Når vi har modtaget en positiv akkreditering af den nye uddannelse, er det efterfølgende vores ansvar løbende at levere forskning af en sådan kvalitet og tyngde, at uddannelsen fortsat kan betragtes som forskningsbaseret. Her er det afgørende, at vi råder over aktive forskere med den fornødne uddannelsesmæssige baggrund – og de skal helst publicere internationalt og i fagfællevurderede tidsskrifter. Det er en af måderne, hvorpå vi kan opfylde kvalitetskriteriet.
Udfordringer
Denne korte beskrivelse af de igangværende ændringer på Forsvarsakademiet indeholder jo flere store udfordringer, som vi kommer til at arbejde meget med i de kommende år. Derudover har vi nogle konkrete og umiddelbare udfordringer, som knytter sig særligt til vores militære forskere. Den første udfordring er at få anerkendt vores militære forskeres arbejde som forskning. Det kan lyde paradoksalt, men eftersom disse medarbejdere ikke har formelle forskningskompetencer men ”blot” har nået masterniveauet på forsvarets egne uddannelsesinstitutioner, ja så kræver det en særlig indsats at få dem godkendt som forskere. Det er dog vores klare overbevisning, at den erfaringsbaserede forskning, som de laver, er på et tilstrækkeligt højt niveau. Fx er vores forskere i doktrinudvikling blandt de allerbedste i forsvaret – og dermed også i Danmark. Deres arbejde danner en del af grundlaget for vores operationer i fx Afghanistan og Irak, og hvis det lever op til kravene hos soldaterne i de spidse ender, så må det være godkendt. Den anden udfordring er at få officerer uddannet på PhD‐niveau. Forsvarsakademiet har i dag ca. ti medarbejdere med PhD‐grader foruden to PhD‐studerende. Af disse har blot én officersbaggrund, men vedkommende laver civilt forskningsarbejde. Vi mangler simpelthen at få slået hul i den mur, som indtil videre har forhindret officerer i at fortsætte med PhD‐ studier. Muren består dels af en forholdsvis svag akademisk tradition i det danske forsvar, dels af en frygt for at et længerevarende forskerforløb vil skade den videre karriere. Vores kolleger på det finske forsvarsuniversitet opslår fx tre PhD‐stipendier til militært ansatte hvert år – og dertil kommer så yderligere stipendier til civile ansøgere. Det har bl.a. ført til, at man nu i Finland har tre generaler med PhD‐grader. Det danske forsvar må så småt begynde at bevæge sig i samme retning i de kommende år, hvis de uddannelsesmæssige ambitioner for alvor skal kunne indfries. Men det kræver, at forsvaret som helhed tilskynder denne udvikling og er klar til at investere i den, ligesom det skal signaleres, at dygtige officerer med PhD’er stadigvæk har adgang til stillinger på de højeste niveauer. Der er dygtige kandidater derude – og hvis vindene blæser i den rigtige retning, vil endnu flere se en PhD‐uddannelse som et attraktivt skridt og melde sig på banen.
---------------------------------------
Interesserede læsere kan følge Forsvarsakademiets aktiviteter på hjemmesiden www.fak.dk. Her kan man tillige læse eller downloade vores egne publikationer, ligesom man kan tilmelde sig vores nyhedsservice, som løbende orienterer om nye publikationer. Alt er gratis.
Fodnoter
1 Fx David Budtz Pedersen, ”Økonomisk legitimitet eller demokratisk styringsbehov?”, Politik 12/3 (2009), ss. 52‐63.
2 Bekendtgørelse af lov om universiteter (Universitetsloven), Lovbekendtgørelse nr. 754 (den 17. juni 2010).
3 Forsvarsakademiet, Mission, Vision og Strategier (2010).
4 Forsvarsakademiet benytter ofte ordet ”forskning” som en nem samlet betegnelse for disse tre forskellige typer af aktiviteter. Således også i denne artikel. Vi har defineret de tre grupper på følgende måde:
• Forskeren producerer ny viden og indsigt på baggrund af en systematisk undersøgelse af genstandsfeltet. Arbejdet vil som oftest hvile på et eksplicit valg af teori og metode, og forskeren vil være bevidst om dette valgs muligheder og begrænsninger
• Analytikeren forklarer umiddelbare årsagssammenhænge. Forklaringerne kan være tilbageskuende såvel som af prognostisk karakter. Analysearbejdet vil typisk være baseret på teori, men valget af teori og eventuelle metodiske overvejelser vil oftest ikke fremgå eksplicit.
• Udvikleren anvender viden til at fremstille nye processer, metoder, systemer eller tjenester, som kan benyttestil at forbedre aktiviteterne inden for en organisatorisk ramme. Udviklingsarbejdet vil derfor typisk være anvendelsesorienteret, og dets resultater vil blive præsenteret i form af mere eller mindre konkrete redskaber, som kan benyttes i organisationen.
