Umiddelbart efter de dramatiske begivenheder den 11. september 2001 stod størsteparten af den industrialiserede verden sammen om en uantastet fælles støtte til USA ́s bekæmpelse af terrorisme. Tilsvarende støttede NATO denne kamp med udgangspunkt i Artikel 5 i NATO-traktaten og implementerede den såkaldte ”Musketér-ed”. Fra alle sider var opbakningen klar. Terrorangrebet skulle ikke betragtes som et isoleret angreb på USA, men mod den frie verden. Man havde for en tid lagt de interne stridigheder over Kyoto-protokollen, AMB-traktatens fremtid, toldbarrierer over Atlanten samt ikke mindst uenighed om den internationale krigsforbryderdomstol bag sig. Fremtidsperspektiverne for et i sikkerhedspolitisk forstand multipolært verdenssamfund tegnede godt. Blot lidt over et år efter datoen for angrebet på World Trade Center må det imidlertid konstateres, at hvedebrødsdagene er overstået. Det varme forhold i det globale system synes igen kølnet. Og der er intet, der umiddelbart tyder på, at det gode forhold genetableres inden for en kort tidshorisont. Årsagen er, at USA i sin udenrigspolitik i stor udstrækning går egne veje. Der tages ikke hensyn til andre nationers interesser. En interessekonflikt, der kun synes at ville eskalere yderligere, såfremt USA beslutter sig for at gå enegang i kampen for at fjerne de mulige irakiske masseødelæggelsesvåben. De politiske samarbejdsrelationer i det globale system synes i den forbindelse også at være præget af asymmetri. Et stærkt og selvsikkert USA står overfor et - måske - i sikkerhedspolitisk henseende usikkert globalt system, der endnu ikke har formået at definere den fremtidige scene på det sikkerhedspolitiske område. Derfor synes forholdet mellem USA og den øvrige del af den industrialiserede verden at være nået et sådan punkt, at det synes nødvendigt at træffe nogle valg i samarbejdets lys. Men hvad er årsagen til, at USA har søgt ikke alene at fastholde denne asymmetri, men tillige forsøger at udbygge den? Er det ønsket om at fastholde en unipolaritet, hvis en sådan eksisterer? Eller ligger der andre og måske indenrigspolitiske årsager til den valgte politik? Dette nummer af Militært Tidsskrift sætter fokus på aspekter af den amerikanske udenrigspolitik og forsøger dermed at give nogle af svarene herpå. I margin af denne problematik indgår yderligere artikler, der forsøger at analysere det påståede teknologigab mellem USA og Europa og en diskussion af Clausewitz teoriapparat om krigens teori og dennes gyldighed i relation til USA’s kamp mod terrorisme. Nummeret afsluttes med 4 artikler om FN’s evne til at lede fredsstøttende operationer, det amerikanske efterretningssystem, krisen mellem Israel og Palæstina, forholdet mellem Indien og Pakistan samt to boganmeldelser. Militært Tidsskrifts læsekreds ønskes endnu engang god læselyst.
H. BRØCHMANN LARSEN
