Formålet med Helmandindsatsen skal findes ved Dybbøl

Af Jan Werner Mathiasen, major, cand.soc. politisk kommunikation

”Det er foruroligende, at kampdoktrinen generelt forsvares internt i Hæren på trods af, at mange hærofficerer reelt set godt ved, at Helmandindsatsen ikke er den strategiske succes eller enestående militære indsats, som politikere og højtstående militære embedsmænd ellers så ofte har argumenteret for. Og måske netop derfor udebliver evalueringen.”

Her mellem 70 årsdagen for opgøret med samarbejdspolitikken og 150 året for Slaget ved Dybbøl er der behov for at perspektivere udviklingen i den danske krigermentalitet. Et behov som jeg primært finder i debatten om formålet med den danske indsats i Afghanistan, som den er forløbet hen over sommeren 2013 og sekundært i den mere eller mindre 'bevidste' manglende interesse for at gennemføre en reel militærfaglig evaluering af den mere end 7 år lange indsats i Helmandprovinsen. Sommerens fokusering på formålet med indsatsen i Afghanistan glemte nemlig at medregne den bagvedliggende politiske strategi for den danske aktivistiske udenrigspolitik og den militære praksis i Helmand. Derfor er indsatsen kommet til at fremstå som politisk rationel handling med henblik på at sikre danske strategiske interesser enten i forhold til udbredelsen af danske værdier eller styrkelsen af allianceforholdet til USA. Men dansk aktivistisk udenrigspolitik er faktisk ikke et rationelt idealistisk forsøg på at påvirke fremtiden, men derimod et ideologisk opgør med fortiden med henblik på at bestå som national og politisk enhed. Og dette satte præg på den danske militære indsats i Helmand.

De politiske formål

Netop tilstedeværelsen af en sådan bagvedliggende ideologisk strategi bevirkede, at den politiske udlægning af indsatsen gennem årene blev omskrevet fra kampen mod terror, opium og Taleban til kampen for demokrati, kvinderettigheder og børns uddannelse for til sidst at ende i allianceforholdet til USA. Alt sammen nydeligt dokumenteret i udsendelsen ”DR 2 Undersøger: Var krigen det hele værd”[1], der byggede sin analyse op om aktørspecifikke rationelle beslutninger med henblik på at sikre national integritet. Men var det virkeligt nødvendigt at fastholde styrker til offensiv kamp i landsbyerne nord for Gereshk for at opnå disse politiske målsætninger? Hvorfor var der så stærk folkelig opbakning til denne indsats også i perioder med mange danske tab? Og hvorfor er der ikke villighed fra politisk og militær side til at gennemføre en reel militærfaglig evaluering af den 7 år lange indsats i Helmand? Svarene på disse spørgsmål skal efter min vurdering findes i fortidens politiske traumer og militære vanære. For reelt set er det de politiske ydmygelser i 1940 og under fodnoteperioden, der med afsæt i nederlaget ved Dybbøl dikterer den danske aktivistiske udenrigspolitik og derigennem styrede den militære indsats i Helmand.

Aktivismens bagvedliggende strategi

Formålsdebatten hen over sommeren 2013 viste, at Helmandindsatsen simpelthen har fået alt for mange forklaringer og derfor nok ikke bygger på et rationelt politisk formål som stabilt fundament for det civile og militære engagement. Alle disse 'for mange' forklaringer minder mig om den problemanalyse, som den slovenske filosof Zlavoj Žižek udfolder over USA's (og Danmarks) angreb på Irak i 2003.[2] Det er ifølge Žižek ikke selve den politiske eller militære handling, der udgør problemet - men derimod de alt for mange og skiftende begrundelser for samme. Begrundelser der får krigens grundlag til at fremstå som politisk ideologi, og af Žižek anses som et udtryk for USA's ønske om at gøre op med fortidens bipolære tilstand ved at manifestere sig som verdenshersker og afskrive resten af verden som troværdige partnere. Dette var efter Žižeks vurdering USA's reelle formål med Irak krigen i 2003 og derfor handlede den netop ikke om Irak, om de irakiske masseødelæggelsesvåben, om Saddam Husseins relation til al-Qaeda eller om hans undertrykkelse af egen befolkning. Rækken af forklaringer dækkede tværtimod over samme type politiske ideologi, som i min optik netop danner rammerne om Helmandindsatsen. Der er simpelthen for mange og for skiftende politiske forklaringer på, at Danmark engagerede sig i Helmand.

For mig at se bygger den aktivistiske udenrigspolitik overordnet på, at Danmark ikke endnu en gang ville afskrives, og derigennem genopleve de traumatiske episoder fra besættelsen og fodnoteperioden. Derved blev aktivismen fra begyndelsen en politisk strategi, der skulle sikre at, Danmark igen kunne indtræde som troværdig partner. Aktivismen og særligt dens nuværende fokusering på anvendelse af hård militær magt gør det muligt at tildække den nationale identitetskrise, som efter 1864 har dikteret både den politiske og militære selvforståelse. En krise som særligt siden afslutningen på den kolde krig krævede et nyt projekt at bygge nationalidentiteten op omkring for derigennem at sikre nationalstaten som politisk enhed.[3] Dette blev indledningsvist gennemført i rammen af en generel aktivisme og siden Kosovo beslutningen i 1998 gennem anvendelse af hård militær magt.[4] Derved blev udenrigspolitikken som nationalstatsligt legitimeringsprojekt kommunikeret gennem en negation af fortidens svigt, hvorved den samtidig indlejrede en afhængighed af denne. En afhængighed der jævnligt dukker op som et symptom i den politiske kommunikation og derigennem legitimerer den kontinuerlige (be)handling. Derved antager den hårde militære aktivisme karakter af symptombehandling, der har krævet en større og større offensiv indsats i kampene i Irak, Afghanistan og Libyen for at kunne sikre Danmarks fortsatte status som troværdig politisk partner. Denne symptombehandling kommer tydeligst til udtryk ved, at politikerne siden den kolde krigs afslutning og særligt med indsatsen i Irak[5] har hentet legitimeringen til aktivismen i samarbejdspolitikken og fodnoterne. Denne symptombehandling bevirker derudover, at enhver offensiv landmilitær operation fra og med Operation Bøllebank[6] fortsat beskrives i relation til slaget ved Dybbøl og derigennem netop legitimeres i vanæren fra 1864. Derved forbliver vanæren reelt set det, der fra og med murens fald og den dag i dag definerer dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette netop fordi vanæren i rammen af den aktivistiske udenrigspolitik kultiverer et uforløst nationalt begær efter politisk og militær oprejsning og derigennem legitimerer nationalstaten både udadtil og indadtil.

Nationalstatens legitimeringsprojekt

Dette fortsatte legitimeringsprojekt dikterer således en større og større aktivisme og en mere og mere hård militær udvikling. En udvikling, der på trods af økonomiske såvel som menneskelige omkostninger generelt accepteres af befolkningen.[7] En udvikling der på under tyve år har fået vendt den tidligere fredelige danske mentalitet med fokus på FN resolutioner og blå baretter til en reel krigermentalitet i første linje. Denne udvikling skyldes efter min mening, at den fortsatte fokusering på hård militær magt giver oplevelsen af politisk anerkendelse og legitimitet. Denne udvikling driver derigennem aktivismen helt derud, hvor den i min optik overgår til det absurde. Helt derud hvor den nærmest som en karikatur indirekte dikterer internationale forpligtelser for verdenssamfundet og direkte peger fingre af de naboer, der ikke leverer[8]. Derfor var flere politikere og militærkyndige nærmest lykkelige over, at kunne bidrage til indsatsen i Libyen.[9] Derfor udviste man tidligt politisk vilje til at sætte militært ind over for det iranske atomvåbenprogram.[10] Og netop derfor var der et politisk og militært begær efter at deltage i en luftkampagne mod Syrien, også uden et FN mandat. Et begær der efter min vurdering ikke lod sig nuancere, selv om vores britiske krigskammerater meldte fra en militær indsats og USA intensiverede diplomatiet. Derved bliver aktivismen gennem en form for gentagelsestvang et politisk ideologisk legitimeringsprojekt[11], der bygger på den nationaleksistentielle identitetskrise, som indtrådte efter murens fald. En gentagelsestvang der som følge af dens kobling til fortidens svigt faktisk fastholder og legitimerer Danmark som nation i traumerne fra besættelsen og fodnoteperioden. Derfor synes den aktivistiske udenrigspolitik også at være fredet i enhver statsteoretisk diskussion og derfor overføres den nærmest ukritisk fra den ene regeringskonstellation til den næste. Og under den hårde aktivisme nu også på tværs af partipolitiske skel.[12] Aktivismen fastholdes fordi, den politisk såvel som militært kobles sammen med oplevelsen af international anerkendelse - på trods af fortidens politiske svigt. Og derved legitimeres nationen som politisk enhed netop i fortidens traumer.

Dansk militær praksis i Helmand.
Det er denne oplevelse af anerkendelse på trods af fortiden, der efter min opfattelse bevirkede at aktivismen gennem tiden antog ideologiens mobiliserende karakter og fokusering på hård militær anvendelse. En hårdhed der blev overført og videreudviklet gennem syv år i den militære praksis i Helmand. Dette ved at hærens indsats i Helmand fastholdte og kultiverede et fjendebillede og dyrkelsen af et tab, der også kunne genskabes ved en mobiliseret indsats. Således var det disse fokusområder, der konstituerede den stålfaste ide om, at freden kun kunne sikres ved at nedkæmpe Taleban inden for et nærmere geografisk område, som så gentagne gange blev forsøgt tilbageerobret. Dette på trods af at Forsvarets egen forskning konkluderede, at det ikke er gennem fokusering på nedkæmpelse af oprørsstyrker, at man understøtter statsopbygning.[13] Dette på trods af at ISAF’s øverstkommanderende fra og med sommeren 2009 reelt set forbød denne ensidige doktrinære fokusering på nedkæmpelsen af 'fjenden'.[14] På trods af disse indsigter fortsatte det ene danske militære bidrag efter det andet stort set med at fokusere på offensiv kamp mod Taleban i den nordlige del af eget operationsområde. Derved blev det reelt set den politiske ideologis mobiliseringsmekanismer[15], der rettede Helmandindsatsens fokus mod offensiv kamp mod en veldefineret modstander om tabt terræn. Et fokus der sikkert også kan ses i sammenhæng med, at hæren derved kunne fortsætte den eksistenskamp, der brat blev afsluttet med nederlaget i 1864 og endelig efter de mange år på Balkan kunne bevise, at 'kontaktslaget' kunne kæmpes og vindes. Dette parallelt med at der i den politiske kommunikation skete en sammenkædning mellem den militære hårdhed i Helmand og Danmarks internationale anseelse og indflydelse.[16] Alle disse forhold bidrog efter min vurdering til, at Helmandindsatsen antog eksistenskampens karakter og brutalitet og derigennem fortsat legitimerede den hårde militære aktivisme og landmilitære offensive doktrin.

Evalueringsmanglen

Måske netop derfor er det eksistenskampens doktrinære tilgang til militær intervention, der fortsat praktiseres internt i hæren og derigennem efter min vurdering forhindrer en reel militærfaglig evaluering af dansk strategisk praksis' største militære bidrag gennem tiderne. Det er derfor heller ikke overraskende, at enkeltpersoner efter endt mission offentligt redegjorde for det fornuftige i den fortsatte kamp mod 'fjenden' på trods af ISAF's ændrede strategiske fokus fra 2009. Det er derimod foruroligende, at både den almindelige såvel som den militærkyndige offentlighed med ganske få undtagelser fortsat er fuldstændig og aldeles tavs om indsatsens effekt i forhold til tidens skiftende politiske målsætninger. Det er derimod stærkt foruroligende at kampdoktrinen generelt forsvares internt i Hæren[17] på trods af, at mange hærofficerer reelt set godt ved, at Helmandindsatsen ikke er den strategiske succes eller enestående militære indsats, som politikere og højtstående militære embedsmænd ellers så ofte har argumenteret for. Og måske netop derfor udebliver evalueringen. Evalueringen af Helmandindsatsen udebliver, idet den sandsynligvis vil afdække, at det netop var i rammen af den politiske ideologis mobiliseringsmekanismer og eksistenskampen, at det danske operationsmønster var bygget op. Evalueringen udebliver, fordi den formodentlig vil afsløre, at oplevelsen af international anerkendelse i løbet af indsatsen blev det, der fastholdt den landmilitære praksis i fokuseringen på nedkæmpelsen af ’fjenden’. Og det vil man helst ikke skulle forholde sig til. Og slet ikke gennem en intern evaluering inden for Forsvarets myndighedsområde.

Det er på denne baggrund, at politikere, generaler og militærkyndige efter min opfattelse nu bør gøre op med sig selv, om dansk strategisk praksis fortsat skal have karakter af et ideologisk legitimeringsprojekt, der skal samle nationen ved at 'genvinde' historiens tabte ære. Det nuværende militære fokus på primært at have eksistenskampens hårde militære kapaciteter i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse tyder ikke på, at der er budt op til selvransagelse fra hverken politisk eller militær side. Men det skal der muligvis laves om på, hvis Danmark som nationalstat ønsker at frigøre sig fra fortidens traumer.

Kommentarer til Formålet med Helmandindsatsen skal findes ved Dybbøl:

Dansk aktivisme i lyset fra Dybbøl

Skrevet af Nils Wang – Lørdag, 08/02/2014 - 18:41

Til MJ Jan Mathiasen. Jeg vil gerne sige dig tak for dette indlæg. DKVS har tidligere forsøgt at sætte den danske indsats i Afghanistan til debat og vi gør det igen den 2. april, hvor du selv deltager i panelet sammen tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, lektor Peter Viggo Jakobsen og institutchef Niels Bo Poulsen. Med Clement Kjersgaard som ordstyrer sætter vi ved den lejlighed fokus på den danske aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik med afsæt i Slaget ved Dybbøl. Med din kronik har vi på bedste vis fået slået den debat an.

Nils Wang
Formand

Hvor er nuancerne?

Skrevet af Hans-Christian Bruus – Søndag, 09/02/2014 - 20:41

Jeg er enig i mange af dine pointer, men jeg synes samtidig at du glemmer Peter Viggo Jakobsens argumenter (Nordic approach to peace operations: A new model in the making?) hvor han anfører at der på det folkelige grundlag også hviler altruistiske motiver for Danmarks engagement - nogle mener faktisk at vi gør en forskel. Jeg deler ikke nødvendigvis opfattelsen men jeg synes det er væsentligt at forholde sig til, fremfor blot at afskrive det som et forsøg på at råde bod på et nationalt traume. Herudover brugte den politiske venstrefløj ligeledes det humanitære aspekt som argument for Danmarks internationale engagement på Balkan. 

Som jeg om kort tid selv vil argumentere for, tror jeg også at den manglende strategiske og politiske refleksion skyldes interne kulturelle og organisatoriske udfordringer i Forsvaret. Der er mange steder - især i Hæren - en stærk modvilje mod åben og reflekteret og nuanceret debat, som eventuelt kunne tale imod status quo. Der savnes også en forståelse hos de højere niveauer, for de vilkår som de lavere operative og taktiske niveauer er eksponeret for. 

Det er min egen opfattelse at denne kulture opfostres og næres på officersgrunduddannelsen, hvor den kritiske refleksive tilgang til professionen som oftest udebliver. Spørgsmålet "Hvorfor?" fremfor "Hvordan?" er vel det væsentlige. Ellers udebliver enhver form for saglighed. 

Godt indspark i debatten!

Skrevet af Jacob Barfoed – Tirsdag, 18/03/2014 - 10:36

En generelt set god artikel, som indbyder til debat. 

Jeg vil samtidig indbyde og opfordre til at møde op mandag d. 3. marts kl 19 i Riddersalen på HO, hvor Krigsvidenskabeligt Selskab afholder debataften om oprørsbekæmpelsesdoktrin - virker det, og er det Hærens (DK) fremtid eller noget vi bør glemme hurtigst muligt?

Tilbage til artiklen. Jeg mener, at der findes en parallel, overordnet forklaring på den danske deltagelse i ISAF, herunder Helmand bataljonskampgruppen. Denne er de danske politikeres (over en relativt bred kam) liberalistiske/idealistiske verdenssyn. Dette får dem til at tro, at vestlig intervention (R2P / R2P+) skaber fred i verden. At fjerner vi blot onde diktatorer som Saddam Hussein, Gaddaffi og Al Assad, så vil demokratiet blomstre og sikre mere fredelige samfund, og en fredeligere verden.

Dette verdenssyn mangler bred empirisk dækning... Lande med heterogene befolkningssammensætninger eksploderer som oftest i årelang borgerkrig, når en stærk leder forsvinder, og Vesten har endnu ikke vist at man kan forhindre dette, når først volden er startet (Makodonien som eksempel på intervention INDEN volden kom).

Kigger man på vores seneste NATO R2P "successer", Kosovo og Libyen, så giver et nærmere kig på status i dag ikke meget at glæde sig over.
Kosovo kan i dag karakteriseres som en stat, hvis økonomi og til dels politiske system er bundet op på organiseret kriminalitet, herunder organtyveri/mord, narko, menneskesmugling og kvindehandel. Lov og orden er væsentlig under standarden før NATO intervention i 1999. Se: http://www.globalresearch.ca/criminal-kosovo-america-s-gift-to-europe/22931 

Libyen har her knap 3 år efter NATO intervention stadig ikke fundet fred og stabilitet, hvilket godt kunne være blevet resultatet, hvis Gaddaffi havde fået frie hænder til at slå oprøret i det Al Qaeda befængte øst Libyen ned. NATO havde ikke et valg mellem godt (intervention) og ondt (tilskuere til at oprøret blev brutalt knust), men mellem to onder! Ofte går fred og retfærdighed ikke hånd i hånd - vi må vælge....Her valgte vi retfærdighed og håbede freden fulgte med. 
Eftersom vi intervenerede, har vi nu også påtaget os medansvaret for den nuværende situation, der kort beskrives således:
"More than two years on since the “revolution” of Feb. 2011, the security crisis is exacerbating by the day threatening Libya with an implosion charged with potential realistic risks to the geopolitical unity of the Arab north African country, turning this crisis into a national existential one. Obviously the status quo is unsustainable." 
http://www.globalresearch.ca/libya-almost-imploding-status-quo-unsustainable-oil-industry-target-of-violent-attacks/5358064

Ovenstående argument er fremført ultrakort, og har egentlig fortjent en mere uddybende diskussion, men nu er der budt op til dans ;-) 

OPDATERING 18-03-2014: Denne kronik af Chefredaktør Bo Lidegaard på Politiken går lidt mere i dybden omkring moralsk styret udenrigspolitik og dens faldgruber:
http://politiken.dk/debat/profiler/lidegaard/ECE2083254/en-moralsk-styret-udenrigspolitik-giver-ikke-noedvendigvis-moralsk-forsvarlige-resultater/

Af supplerende forklaringer på selve den danske indsats i Helmand - hvorfor vi opererede som vi gjorde - vil jeg pege på manglende dansk viden om og kompetence i oprørsbekæmpelse. Ikke at dette var et specielt dansk fænomen, men vi fulgte tilsyneladende ikke med i doktrin- og strategiudviklingen i Irak under General Petraeus fra januar 2007 og frem.

Således kørte debatten i 2008 i Danmark stadig på hvilke våbensystemer, der mest effektivt kunne slå Talebanere ihjel - skulle vi have danske kampvogne eller jagerfly til Helmand? Kun få i Forsvaret stillede spørgsmålstegn ved om krigen således kunne vindes ved at slå Talebanere ihjel mest effektivt.
"I morgen angriber vi igen", titlen på Hundevadts bog fra 2008, er meget sigene. Det samme er dette klip af fra en anmeldelse af samme: "Frontreportager fra Afghanistan er bestemt ikke hverdagskost i dansk presse, selv om vi har været i krig med Taleban i seks år. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om en enkelt tv-reportage, hvor danskerne har set deres soldater gøre det, de er i Afghanistan for; nemlig at slå ihjel."  At slå Talebanere ihjel var altså vores raison d'etre i Afghanistan.
http://www.journalisten.dk/i-morgen-angriber-vi-igen

Omtrent samtidig med ovennævnte anmeldelse skrev jeg selv i en kronik: "I Afghanistan måles succes ikke i antallet af døde fjender, men i antallet af lokale venner. Den militære recept er (i teorien) enkel: Lokale venner fås ved at beskytte den afghanske befolkning mod oprørerne og ved at undgå bombninger af civile."
http://www.b.dk/debat/meget-mere-end-bomber-og-raketter

Dette var ikke fokus i hæren på dette tidspunkt, her var fokus i stedet "at trække en TIC" (Troops In Contact), så man kunne komme i kamp med Taleban, og få tilkaldt luftstøtte til at få det gjort af med dem. At få en TIC blev nærmest et uofficielt succeskriterie for en patrulje.

Enkelte unge premierløjtnanter skrev i blogs og lignende at den danske indsats var for kinetisk fokuseret, de citerede klassiske værker om oprørsbekæmpelse som Galula m.v., men få (hvis nogen) i toppen af hæren havde tilsyneladende den fornødne viden og indsigt til kritisk at evaluere den danske indsats i dette lys - det skete i hvert fald ikke.
Først i Maj 2009 trykte Militært Tidsskrift (dette websites forgænger) en udgave om oprørsbekæmpelse, som havde som særkende at det var skrevet af majorer og relativt unge forskere (se også Mathiasens note 13).
http://www.krigsvidenskab.dk/sites/default/files/militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.2_2009_1_14.pdf
Obersterne og generalerne glimrede ved deres fravær blandt artikelforfatterne.

I USA havde det været oberster og oberstløjtnanter, under aktiv ledelse af General Petraeus, som havde udarbejdet Field Manual 3-24 Counterinsurgency. De danske ditto var givet i stedet optaget af, som Mathiasen kort nævner, "bureaucratic politics" for at sikre Hærens overlevelse, herunder de tunge våbensystemer.  De bidrog i hvert fald ikke aktivt til den faglige debat.

Mathiasen peger på, at det hjemlige politiske klima ikke opfordrede til evaluering og selvkritik af indsatsen, og her skal givet findes en medvirkende årsag til chef-niveau tavsheden (og måske manglende interesse?). Forsvarsminister Søren Gades regime tillod ikke kritiske ytringer fra danske officerer. Et eksempel er en oberstløjtnant fra flyvevåbnet, som af Departementet blev nægtet udnævnelse til oberst trods indstilling fra FKO. Uofficielt fordi han havde udtalt fra tjeneste i Kandahar, Afghanistan, at ISAF faktuelt ikke havde nok jagerfly i Afghanistan til at imødekomme den luftstøtte, enhederne anmodede om. Dette gik imod den officielle ministerielle linje, som sagde at der ikke var behov for danske kampfly i Afghanistan, men hvor den reelle grund var at hærens operationer var så dyre i ammunition, materielslid, samt fragt af kampvogne til Helmand, at der ikke var råd til at udsende kampfly.

VH

COB

God artikel. Uretfærdig kritik?

Skrevet af Michael Anker Lollesgaard – Torsdag, 20/02/2014 - 15:10

Kære Jan,

Mange tak for en interessant og velskrevet artikel, som givet vil inspirere ikke mindst deltagerne i paneldiskussionen den 2. april.

Jeg vil helst ikke foregribe begivenhedernes gang og kommentere på dine argumenter og påstande om årsagen til den politiske beslutning om deltagelse i Afghanistan-operationen. Ej heller de øvrige strategiske overvejelser. Det vil der formentlig blive lejlighed til under arrangementet. I stedet vil jeg gerne bemærke din og de to hidtidige kommentatorers tilsyneladende lidt negative attitude over Forsvarets (de højere niveauers) motiver i styrkesammensætningen og manglende vilje til at diskutere endsige evaluere indsatsen i Afghanistan. Udgangspunktet er, som jeg ser det, en af forfatterne underforstået sandhed, der siger, at alle generaler (admiraler) ikke forstår soldaternes vilkår og ikke forstår oprørsbekæmpelsens dilemmaer. Jeg synes, at det er lidt forenklet og i mange tilfælde også uretfærdigt.   

Indsatsen i Helmand var for den danske bataljonskampgruppe meget kompleks. Om vi gjorde det rigtigt, om vi kunne have nået længere, eller om vi i det hele taget gjorde en forskel, skal vi naturligvis have evalueret. Vi har til stadighed tilpasset og evalueret de taktiske procedurer og fremgangsmåder, og vi evaluerede også den samlede taktiske opgaveløsning inden for kampgruppens rum, hvilket medførte ændringer i vores opstilling og tilgang. I den forbindelse skal jeg – som ’gammel’ general – ikke undlade at nævne, at jeg i Afghanistan havde diskussioner med ’unge’ kompagnichefer, som jeg fandt på eget initiativ tog en for kinetisk tilgang i stedet for at udvise lidt taktisk tålmodighed i overensstemmelse med et af oprørsbekæmpelsens principper.

Men – er tiden moden til en samlet evaluering af den danske indsats – fra det strategiske til det taktiske niveau? Jacob Barfoed priser i hans kommentar General Petraeus for hans tænkning, medens andre skribenter (se bl.a. Niels Vistisens artikel om Operativ Kunst 7/10 2013) finder, at selvsamme generals ’Anaconda Model’ savnede operativt fokus. Oprørsbekæmpelse tager tid og en helhedsevaluering af indsatsen kan vel næppe foretages, før vi er ude. Det tager nok nogle år, før vi kan se, om vi efterlod en form for bæredygtigt samfund (sikkerhedsstruktur) eller ej.

I mellemtiden bidrager jeg – og den øvrige ledelse i Hærens Operative Kommando vil jeg tro – gerne til en debat om, hvad der skete og på hvilke betingelser. Men lad os huske - inden vi puster os for meget op omkring vores nationale resultater og mangler - at vi kun var en lille brik under en britisk brigade under en britisk/amerikansk-ledet region under et amerikansk/NATO-ledet overordnet hovedkvarter. Hvor stor var manøvrefriheden? Nok ikke stor – og det var under de vilkår, vi opererede.

Jeg ser frem til den fortsatte debat. Mød frem den 3. marts og 2. april – det bliver meget spændende. Og så må vi også i løbet af året lave et jysk arrangement, hvor vi får lejlighed til åbent at diskutere vores indsats.

Michael Lollesgaard

Ros til Lollesgaard - men hvor var chefgruppen for 5-6 år siden?

Skrevet af Jacob Barfoed – Tirsdag, 18/03/2014 - 10:34

Michael Lollesgaard skriver: "Jacob Barfoed priser i hans kommentar General Petraeus for hans tænkning, medens andre skribenter (se bl.a. Niels Vistisens artikel om Operativ Kunst 7/10 2013) finder, at selvsamme generals ’Anaconda Model’ savnede operativt fokus." 

Nu var det ikke så meget Petraeus virke i Afghanistan, jeg henviste til eller roste, men selve den strategiomlægning han stod i spidsen for i Irak i 2007-2008 (som efterfulgte hans arbejde med FM 3-24). En strategiomlægning, som ikke blev fulgt og debatteret militærfagligt i Danmark på anden vis end i et par forskerrapporter fra FAK og DIIS midt i 2008. Jeg påpegede derfor, at der i disse år var manglende dansk viden om og kompetence i oprørsbekæmpelse: "Ikke at dette var et specielt dansk fænomen, men vi fulgte tilsyneladende ikke med i doktrin- og strategiudviklingen i Irak under General Petraeus fra januar 2007 og frem ... Først i maj 2009 trykte Militært Tidsskrift (dette websites forgænger) en udgave om oprørsbekæmpelse, som havde som særkende at det var skrevet af majorer og relativt unge forskere" 

Det er da udemærket, at vi i 2013 kan kritisere Petraeus' Anaconda model for at være et overordnet strategisk koncept uden nødvendig fokusering og prioritering af den underliggende taktiske indsats - der manglede et operativt design - men det ændrer ikke på at det endnu en gang er en officer på major niveau, der skriver, eller at ingen fra Chefgruppen i Danmark griber bolden og følger op på kritikken. Ganske som tilfældet var i Militært Tidsskrift i 2009. 

Min kritik går på, at oberster og generaler som Lollesgaard var (for) fraværende i den faglige debat om oprørsbekæmpelse i Danmark i de skelsættende år 2007-2010, hvor strategien blev ændret i Irak og Afghanistan. Stor ros til Lollesgaard for at deltage i debatten nu - men hvor var hans forgængere for fem år siden? Når man tier i den faglige debat, kan det nemt fremstå (måske uretfærdigt) som om man ikke har noget at bidrage med.

Vi har i den grad brug for at få sparket debatkulturen i forsvaret i gang - til gavn for den faglige udvikling og til gavn for respekten for chefgruppens militærfaglige kompetence.

Jacob Barfoed

Doktriner og niveauer

Skrevet af Flemming Bastrup – Lørdag, 01/03/2014 - 21:30

Selvom det efter min mening er interessant at søge forbindelsen fra 1864 til 2014 på det strategiske niveau (og tak for det), så sammenblander forfatteren i den grad strategi, politik, taktik og doktrin, at konklusionerne ender med at være baserede på misforståelser og ukendskab.

Hvis tesen om, at DK taktiske aktiviteter på landjorden (jf. forfatteren = fokuseret på kamp) er et produkt af DK historiske traumer fra 1864 og 1940; så burde vores styrkebidrags tilgang jo have været væsensforskellig fra og mere kampfikseret end tilgangen hos vore allierede i Helmand (fx UK og US). Det er ingenlunde tilfældet, hvorfor argumentet ærlig talt virker noget hult.

Det vil utvivlsomt hæve debattens niveau en del, hvis man sætter sig lidt nærmere ind i forskellene og sammenhængene mellem strategisk, operativt og taktisk niveau - og i doktrinen for landmilitære operationer. Jeg vil anbefale at læse Feltreglement I.

​​​​​​​