Oberstløjtnant Moltkes Bemærkninger — jfr. »Milt. Tidsskrift« Nr. 21, 1915 — i Anledning af min Artikel med ovenstaaende Overskrift giver mig Anledning til følgende, idet jeg dog straks vil bemærke, at vi paa ingen Maade er saa uenige, som det ser ud til, og som Oblt. tror, og under alle Omstændigheder er jeg sikker paa, at vi er enige om Maalet, der skal naas; der er saa maaske en mindre Afvigelse imellem den Maade, paa hvilken vi vil anvende Midlerne. Hensigten med min Artikel var den at give et lille Bidrag til, at det udmærkede Uddannelsesmiddel, som de militære Kapridninger er, blev fuldt udnyttet; og det var særlig for at faa saa meget som muligt ud af F o rberedeisen til dem, der gav mig Anledning til at skrive — men dernæst ogsaa for at vække forøget Interesse for selve dette Stævne. Naar jeg har ment, at det vilde være praktisk at benytte de »olympiske« Regler — naturligvis afpasset efter Forholdene — ved dette Stævne, da er det, som alt bemærket, fordi disse, baade propositionsmæssigt og bedømmelsesmæssigt set har vist sig praktiske — omend efter min Mening ikke ideelle; men en ideel Bedømmelse kræver ideelle Dommere og saadanne haves ikke — og jeg kan ikke se, at Oberstløjtnantens Bemærkninger om, at Reglerne ikke skulde være gode, naar de tages ud af deres Forbindelse, holder Stik. »At de tages ud af deres Forbindelse«, skal vel betyde, at Reglerne anvendes paa en Skoleridnings- eller en Springkonkurrence, der bedømmes alene for sig — og at de her ikke skulde vedblive at være gode, forstaar jeg ikke. Med andre Ord: Hvorfor skulde man ikke i en »Military« kunne præmiere baade de enkelte Prøver og alle Prøver lagt sammen? Det, som bestemmer Propositionerne i Skoleridning (Dressurridning) for Militærhesten, er betinget af dens Brug i det praktiske — dens Sikkerhed i Dressurridningens ABC , dens Haandterlighed, eller med andre Ord: Dressuren til et vist Punkt med stærk Fremhæven af det elementære og med Hestens praktiske Brug for Øje. Det som bestemmer Propositionerne i Springning, er noget lignende. Det er Grundlaget, der skal undersøges, hvilket ogsaa er udtrykt ved Bestemmelserne i »Hestevæsenet«. Men hvis der er Enighed herom, hvorfor skulde saa Propositioner med en »Military« som Forbillede ikke kunne bruges ved vore Stævner?
Naar Oberstløjtnanten skriver, at ved Bedømmelse ai militær Skoleridning maa der stilles den Hovedbetingelse, at Rytteren har sin Hest virkelig »fremme«, da er jeg saa uhyre enig med Oblt. heri; men med Hensyn til Maaden at kontrollere det paa, er det vistnok, Enigheden hører op. Forstaar jeg ret, regner Oblt. det at ride Hesten igennem eller over en Genstand, som »forst frarnkallat radsla hos Hasten« for en virkelig Lydig hedsprøve og en Kontrol for, om Hesten er »fremme«. Jeg tror det ikke. En Hest kan under Ridningen paa Volten være bedomt som værende godt »fremme« og dog nægte at gaa over eller gennem Lydighedsprøven og omvendt kan en anden være bedømt til at være »bagved Schenklerne« og gaa glat gennem Lydighedsprøven. Thi det, at en Hest springer villigt over en Tromle malet med 7 forskellige Farver eller en Bunke Halm med en broget Kohud ovenpaa, beviser ikke, at Hesten er »fremme«, det kan lige saa godt være, at den er »vænnet til«, »opdraget til« at springe over eller igennem mange forskelligartede Genstande. Hvorledes vil nemlig den fornuftige Rytter, der forbereder sin Hest til en Konkurrence, i hvis Proposition den omtalte Passus findes, sikre sig at kunne klare denne »Lydigheds( !)- prøve«? Ikke ved pludselig at stille Hesten overfor forskelligartede Genstande eller pludselig forlange at den skal springe over dem, men udelukkende ved »Tilvænning« for at undgaa Kamp — vel vidende, at blot nogle taa Ganges Kamp overfor en saadan afskrækkende Genstand kan koste ham Diskvalifikation paa selve Konkurrencedagen. Dette er forøvrigt en af gamle Fillis' Hovedregler ved Dressur, at Kampen bør undgaas. Paa lignende Maade vil den fornuftige Eskadronschef »vænne« sine Remonter eller ældre Heste til Fo rtrolighed med alle mulige Genstande, saasom Huggefigurer. Landser, mærkelig udseende Forhindringer eller lignende. Hermed er dog ikke sagt, at jeg har noget imod at medtage en Lydighedsprøve i en Proposition, bl. a. fordi den kan give Lejlighed til at studere Rytterens Forhold, Hjælp og Sædets Sikkerhed, men jeg tillægger den ikke den afgørende Betydning med Hensyn til, om Hesten er »fremme« eller ej, som Oberstløjtnant Moltke. Med Hensyn til at Oberstløjtnanten savner det lille Dobbeltspring i de Propositioner, jeg har anført, da vil jeg blot bemærke, at det kun er et Eksempel paa Propositioner, jeg har skrevet, og at jeg aldeles ikke har noget imod, at dette bliver optaget, men hvorfor gøre det obligatorisk, det er jo dog ikke at »give F rihed«. Det lille Dobbelspring er fortrinligt, men jeg kan hverken med Hensyn til dette eller til Lydighedsprøven tillægge det en saa afgørende Betydning, at jeg mener, det under alle Omstændigheder skal tages med; thi er dette ikke »snærende Baand« for den, der skal skrive Propositionerne?
Oberstløjtnanten skriver videre, at hans og mit Syn paa Hensigten med de militære Kapridninger i væsentlig Grad er afvigende. Dette giver mig Anledning til nærmere at præcisere min Opfattelse af deres Hensigt. De er først og fremmest et Uddannelsesmiddel, hvilket peger hen paa ,at der skal lægges stærk Vægt paa Fo rberedelsen til dem; og som Uddannelsesmiddel virker de ogsaa ved at fremme Kappelysten og derigennem den rette Rytteraand blandt Deltagerne. De er dernæst et Middel til at udtage de dygtigste Ryttere, og endelig virker de gennem Præmierne — det synlige Bevis paa Deltagelsen og Placeringen, som tages med ud i det civile Liv, til gennem disse Minder at knytte Befolkningen til Hæren og det værnepligtige Mandskab til deres Afdeling. Der kan naturligvis ogsaa gennem Kapridningerne øves en Kontrol af Uddannelsens Standpunkt, men dette er efter min Mening af ganske underordnet Betydning — dertil har de overordnede Myndigheder Præsentationer og Inspiceringer, og naar Oblt. Moltke skriver, at »den militære Lødighed vil forringes ved Offentliggørelsen af Propositionerne lang Tid i Fo rvejen«, da finder jeg, at Oblt. er ved at forveksle Præsentation med Konkurrence, Ved en Konkurrence gælder det, for at holde Interessen for den vaagen og ikke gøre Deltagerne kede af det, om at stille disse saa vidt muligt lige fra Starten, og dette kan kun gøres ved at offentliggøre Propositioner, ellers er Deltagerne paa Konkurrencedagen trods al Umage fra de ledendes Side udsat for Tilfældigheder, og Resultatet bliver meget let Lotteri, og intet bidrager mere til at svække Interessen blandt Deltagerne end dette. Der er saaledes for mig 2 afgørende Hensyn til at offentliggøre Propositionerne passende Tid før Kapridningen. Dels for at være retfærdig overfor Deltagerne, og dels for derigennem at udnytte Forberedelsen til Kapridningen som Uddannelsesmiddel og gøre denne mere intensiv og derved atter skabe mere Interesse for Kapridningerne baade hos de ledende og de deltagende. Naar Oberstløjtnanten tilsidst bemærker, at de»givne Bestemmelser har vist sig gode«, da er jeg atter her enig med Oblt.; det er om Anvendelsen af Bestemmelserne, jeg taler. Jeg har i min Artikel udtrykkelig skrevet, at det, jeg tilstræber, udmécrket godt kan gøres indenfor den Ramme, Krigsministeriets Bestemmelser giver, saa det er paa ingen Maade min Mening at ville »pille ved dem med indskrænkende Bestemmelser«. Til Slut blot dette: De militære Kapridninger er Sport og maa behandles som saadan. De maa holdes udskilt fra militære Præsentationer, under hvilke mange Slags Overraskelser er tilladt. Disse bør som Grundprincip i det store og hele holdes borte fra Sporten, og dette kan efter min Mening ogsaa gøres, selv om Sporten skal passes ind i det militære Arbejde.
Kraft.
