I Militært Tidsskrifts forrige Nummer foreslaar »K« i sin Artikel under ovenstaaende Titel, at de »olympiske Regler« skal anvendes ved de militære Kapridninger, og saa vidt jeg kan se, tager »K« Reglerne fra »Military«s Skoleridning til Forbillede. Disse er sikkert udmærkede i den Hensigt, de er givne, men om de vedbliver at være det, naar de tages ud af deres Forbindelse, og om de saa passer netop paa vore militære Kapridninger, saaledes som disse med velberaad Hu er anlagte, stiller sig noget tvivlsomt for mig. Bestemmelserne for Skoleridning i »Military« er givne under Hensyn til, at »Military«s forskellige Prøver sammenlagt sikrer en god og nøjagtig Bedømmelse af de forskellige Færdigheder og Egenskaber, der maa fordres af den militære Rytter og Hest. Men tager man den enkelte Prøve ud og gør den selvstændig, trænger Reglerne for denne Prøve maaske dog til et Supplement.
For mig staar det i hvert Fald saaledes, at ved Skoleridning — og navnlig set fra et militært Standpunkt — maa det være en Hovedbetingelse, at Rytteren har sin Hest virkelig fremme. At dette selv for et øvet Øje ikke altid er let at bedømme ved den almindelige Skoleridning i Ridehus eller paa Ridebane, har vi herhjemme kendte og slaaende Eksempler paa. Og det synes heller ikke, som Olympiadens vise Hippologcr har følt sig helt sikre i denne Retning, thi tager man Bestemmelserne for den selvstændige Skoleridningskonkurrence ved Olympiaden 1912 finder man, at Prøven slutter med, at »Hasten lydnar och ryttarens förmäga att behärska hasten pröfvas derigenom, att Hüsten i Skridt rides fram till, eventuelt öfver eller igenom foremål. hvilka först framkallat rådsla hos honom.« Da vi, der har været eller er Dommere netop ved de af »K« behandlede Konkurrencer, ikke alle er i Besiddelse af de olympiske Guders Visdom, er det godt, naar vi ikke selv maa fastsætte Reglerne efter fattig Evne, at faa dem givet saaledes, at Hvervet ikke gøres vanskeligere end nødvendigt, og derfor synes jeg, at en virkelig Lydighedsprøve er af afgørende Betydning. Ser jeg paa Arten af de under Springning foreslaaede Fo rhindringer, savner jeg bl.a. et Dobbeltspring af saa ringe Højde, at Hesten kan tage det i rolig Skridt eller Trav. Derigennem faar man ikke mindst, hvor der er Tale om Mandskabsridning, en god Lejlighed til at bedømme Hestens Sindsligevægt og Mandens Evne til at følge Hesten, hvad der militært set dog er af ikke ringe Betydning.
Mange vil maaske finde, at det er Ubetydeligheder, jeg har anført, men naar disse Ubetydeligheder mangler i »K«s Propositioner viser det mig, at hans og mit Syn paa Hensigten med de militære Konkurrencer i væsentlig Grad er afvigende. Dette finder jeg en yderligere Bekræftelse paa i »K«s Forslag om Offentliggørelsen af Propositionerne en lang Tid i Forvejen. Ved at gøre dette vilde man ganske vist være i bedre Overensstemmelse med baade de olympiske og andre mere almindelige Regler for Konkurrencer og maaske ogsaa opnaa et for »Sportsmanden« smukkere Skuespil, men den militære Lødighed vilde let forringes betydeligt, idet det i Stedet for— som nu— en Prove paa et alsidigt militært Arbejde vilde — ja undskyld Udtrykket — synke ned til at blive et lang Tid i Forvejen og for Springningens Vedkommende over kendte Forhindringer indstuderet Nummer. Naar »K« om Mandskabets Konkurrence siger.— hvad jeg ganske kan tiltræde, — at »det skal være Ting. han er hjemme i fra sin daglige Ridning, og ikke Ting, han er »ovet op til i Ugerne for Kapridningen«, saa forekommer det mig, naar man tager i Betragtning, at de fleste Underafdelingschefer dog ogsaa er Mennesker, at det er et nok saa sundt Princip ikke at stille dem overfor Fristeren i Form af lang Tid i Forvejen offentliggjorte Propositioner.
Jeg for mit Vedkommende tror, at de for de militære Kapridninger givne Bestemmelser har vist sig gode, ikke mindst ved den Frihed, de med velberaad Hu overlader Regimenterne. Hvorfor saa pille ved dem ved indskrænkende Bestemmelser. Skal Sporten udvikles, kræves der en vis Frihed for Sportens Dyrkere, men sandelig ogsaa for dem. der skal lede Udviklingen. Selv med Fare for. at en Regimentschef skulde folgc »K«s Forslag, foretrækker jeg dog at blive staaende ved de nugældende Reglers Frihed og undgaa Supplementers snærende Baand. Skal Sporten fuldt ud gøre Nytte, skal den passes ind i Afdelingens militære Arbejde, og det er ikke altid sikkert, at de bedste civile Sportsregler ogsaa er de bedste militære.
Otto Moltke.
