Af Michael H. Clemmesen, brigadegeneral (pens.), seniorforsker ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori, Forsvarsakademiet
Jeg skrev mit tredelte essay (Del 1, Del 2, Del 3) om de seneste 180 års danske videregående officersuddannelse som militær idéhistoriker, forskningsbaseret, gennemdokumenteret og tilbageskuende. I denne kronik fatter jeg en anden pen, den klassiske generalstabsofficers. Som sådan har man en central forpligtelse til ikke blot at analysere, dokumentere og kritisere, men også at anvise mindst en mulig vej fremad.
Forsvarsakademiets Pædagogiske Udviklingsgruppe har netop udgivet en diskussionsfolder om forskningsbaseret undervisning[1] Folderens glimrende anbefalinger om tværfaglighed og inddragelse af de studerende i forskningen er generelle, og kronikken her beskriver hvordan anbefalingerne kan målrettes videregående officersuddannelse, der som folderen understreger, er speciel ved at være tværfaglig i sin natur.
Den her anviste vej fremad bygger videre på den idé for integration og fokusering af uddannelsen, som et lille hold danske officerer med bl.a. forfatteren som ansvarlig kursusleder og den daværende fungerende leder af Faggruppe Operationer og Logistik, orlogskaptajn Nils Wang, som beskrevet i Del 2 udviklede og anvendte under udviklingen af Stabskursus-II i 1992-93.
Ideen havde to elementer. For det første blev undervisningen – efter faggruppernes grundmoduler om operationer, strategi og ledelse – samlet i ”temaer”, hvor alle tre faggrupper bidrog med relevante dele. For det andet blev en betydelig del af undervisningen samlet om analyse af komplekse, men umiddelbart realistiske krigs- og konfliktscenarier med henblik på at eleverne straks efter kursusafslutning kunne integrere og applikere videns- og metodebidrag fra alle faggrupperne.
Uanset om Forsvarsakademiets videregående officersuddannelse fortsætter som et særligt dansk Master i Militære Studier-forsøg, justeres, eller erstattes med en internationalt akkrediteret stabsuddannelse, bør en stor del af institutternes indsats samles og integreres. Det kan med fordel gøres ved at fokusere institutternes studievirksomhed og undervisning på fire brede scenarier, der alle har direkte sammenhæng med krævende opgaver, som Forsvaret enten for nylig har haft, nu har eller kan forudse at blive involveret i.
Afskaf generiske scenarier
Der er bevidst valgt reelle lande og scenarier, fordi konstruerede "generiske" scenarier aldrig kan gives en kompleksitet og dybde som virkelighedens. Generiske scenarier er egnede til at indlære procedurer og doktriner, men de presser ikke lærerne og deres elever til at forstå eksempelvis de politiske, sociologiske, juridiske, teknologiske og kulturelle faktorer, der skaber rammer for handling hos en selv, allierede, modstandere og befolkningen i operationsområdet. Generiske scenarier var en politisk korrekt uvane, som Forsvaret tillagde sig i 1990'erne efter NATO-forbillede, også fordi de var velegnede som ramme for ekstremt forenklede og dermed fordummende computerbaserede simulationer og procedureindoktrinering. Fra invasionen af Irak i 2003 har virkelighedens komplekse operationer demonstreret for alle involverede, herunder Alliancen, at sådanne scenarier gav skadelige forventninger om enkelthed.
De her valgte fire scenarier er kun eksempler, der skal illustrere scenariers undervisningsmæssige og forskningsfokuserende potentiale. Hvis FAK igen begynder at undervise og forske i virkelighedsbaserede scenarier, vil det i øvrigt have en anden særdeles positiv konsekvens: Det vil kunne dokumentere og synliggøre, at militærfaglige overvejelser har stor og direkte relevans for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og ikke mindst vil det kunne løfte den danske akademiske, politiske og offentlige debat om de reelle udfordringer og muligheder, som Forsvaret og Danmark står over for. Det vil demonstrere, at militæranalytikerne kan analysere snarere end konstatere. Dette hvad enten emnet er ubådsobservationer og krisestyring i Arktis, truslen mod Baltikum eller stabiliseringsoperationer i Mellemøsten.
Scenarie 1: "Baltika": Krisestyring, afskrækkelse og indledende forsvarsindsats ved Østletlands grænse til Rusland og Belarus.
Med Ruslands åbne magtpolitiske optræden i de senere år og specielt fra 2014 synes behovet for dybdebehandling af et af de mest udsatte områder ved NATOs østgrænse indlysende.
Scenariets grundlag må indledningsvis bygges på en grundig analyse af alle elementer af den indenrigspolitiske situation både i det samlede Letland og i Latgale, den østlettiske region med grænser til Rusland og Belarus. Denne skal videreføres i en analyse af de mulige trusselsscenarier rækkende fra undergravende politisk-kulturel indsats via et Østukraine-scenarie over kupforsøg mod Riga til forskellige typer af regulær invasion og afskæringsoperationer mod forbindelserne mod Vest. Letlands afhængighed af import ad de mulige veje fastlægges. Der inddrages en analyse af udviklingen i den russiske propagandaindsats fra 1991 til i dag, såvel mod den russisktalende befolkningsdel i Letland som mod opinionen i Vesteuropa.
Såvel NATOs som russiske specialoperationsstyrkers roller under scenariets forskellige faser analyseres og ”krigsspilles” for at klarlægge muligheder og begrænsninger.
Der skal skabes en grundlæggende militærgeografisk forståelse af det østlettiske terræns karakter, infrastrukturen samt af de klimatiske vilkår for land- og flyoperationer. Det er nødvendigt at opnå en god forståelse for de lettiske væbnede styrkers situation og muligheder samt for sammenhængen mellem lettisk og estisk hhv. litauisk forsvar. Styrkebehovet og konsekvenser ved allierede landmilitære bidrag til lettisk forsvarsindsats ved forskellige niveauer i trusselsspektret analyseres, og de teoretiske og konkrete muligheder for at forstærke NATOs afskrækkelse uden at optrappe en krise skal overvejes.
Der er oplagte muligheder for at genbesøge, opdatere og målrettet nuancere koldkrigstidens afskrækkelsesteorier. Derudover leverer sikkerhedspolitiske teoridannelser indsigter og muligheder, der skal vurderes og eventuelt indtænkes. Det er også indlysende relevant i scenariet at inddrage teorier om samspils- og indflydelsesmulighederne mellem stormagter, mindre bidragsydere og indsættelseslande i alliancer.
Både den militærgeografiske indsigt og den historiske ramme for begivenhederne kan med fordel uddybes i en militærhistorisk baseret analyse af det planlagte lettiske forsvar i mellemkrigstiden, de planlagte sovjetiske operationer mod Letland i 1939-40 og de reelle operationer i 1944 samt af det senere tyske forsvar af området.
De allierede forstærkningsstyrkers logistiske behov og den medfølgende afhængighed af infrastruktur og forbindelser over Østersøen bør analyseres, såvel med og uden rådighed over baser i Sverige og/eller Finland. Analysen af forskellige muligheder støttes af simulering og gaming som et led i den videregående officersuddannelse, herunder af de forskellige konflikttrin fra krisestyring over afskrækkelse til forsvar mod kup henholdsvis invasion.
Optioner for danske bidrag og disses betydning for dansk forsvarsstruktur med hensyn til politisk-militær ledelse og støtte kan også analyseres under inddragelse af de nyere især amerikanske teoridannelser inden for krisestyring og civil-militære relationer.
Scenarie 2: "Arktika":
Krisestyring samt begrænset væbnet indsats som reaktion på en alvorlig suverænitetskrænkelse i Nordøstgrønland.
Også i denne scenariegruppe indledes med en systematisk og kritisk opstilling af et spektrum af mulige sikkerhedspolitiske udfordringer og trusler, fra sporadisk undervandsbådsanvendelse af søterritoriet over nye styrkedeployeringer og optræden, der måske udfordrer grønlandsk-dansk suverænitet videre over en dramatisk ændring af normalbilledet, eventuelt ved etablering af en russisk militær tilstedeværelse på strategisk nøgleterræn i Nordøstgrønland.
Analyse af grønlandske, danske og støttende allierede (canadiske og amerikanske, o.a.?) styrkers muligheder for at opbygge midler til krisestyring over tid, og konsekvenser af forskellige modeller for overvågning og sikring, herunder også med specialoperationsstyrker, udføres. Denne analyse sker under forskellige forudsætninger i det dansk-grønlandske forhold og varierende muligheder for udviklingen i Grønlands forhold til andre magter i Polarregionen.
En grundig analyse af de geografiske parametre (herunder afstand) og klimatiske betingelser for luft-, marine- og landoperationer på forskellige tidspunkter af året og med inddragelse af forskellige tænkelige mulige udviklinger af havisens udbredelse er central.
Til støtte for arbejdet med at skabe indsigt i de operative og logistiske vilkår i polarområder analyseres tidligere arktiske operationer, eksempelvis under 2. Verdenskrig ved Nordkalotten og Aleuterne samt på South Georgia under Falklandskrigen. Ligeledes inddrages relevante erfaringer fra større polarekspeditioner og fra etablering af infrastruktur i polarområder, herunder de amerikanske baser i Grønland og forskningsbaser på Antarktis.
Derefter analyseres mulighederne for at reagere på forskellige udfordringer og krænkelser, og analysen støttes af systematisk politisk og militær gaming. Igen er klassisk deterrence-teori og spilteori formentlig de bedste indledende bud på for forskningen, men når Grønlands forskellige politiske muligheder overvejes vil sikkerhedspolitiske teoriretninger, herunder postkolonialistisk teori, kunne udgøre det analytiske fundament.
Scenarie 3: "Afrikana":
Indsats til håndtering af en omfattende stabiliseringsoperation ved en humanitær og politisk krise gennem en FN/EU/Afrikansk Union-operation i det østlige Congo.
Scenariet er valgt, fordi netop dette centralafrikanske område har været hærget af lokale konflikter lige siden begyndelsen af 1960’erne. Der har flere gange været behov for international stabiliseringsindsats, der altid har haft problematiske aspekter.
Også dette scenarie vil skulle bygge på grundig analyse af de kulturelle og lokale politiske grundbetingelser for indsættelsen, og trække på den vifte af antropologiske teorier og kulturteorier der fremmer tværkulturel forståelse, så man undgår at basere analysen på et etnocentrisk og dermed skadeligt forenklet grundlag. Herunder indgår både en undersøgelse af tidligere operationer i netop dette meget store og kulturelt særdeles diverse område siden 1960 og en inddragelse af andre, beslægtede operationer i Afrika for at uddrage erfaringer og kritisk søge eventuel fortsat relevans.
De geografiske og klimatiske rammebetingelser og disses betydninger, herunder ikke mindst for logistikken, inddrages. Potentielle problemer og muligheder ved at operere med en større multinational koalitionsstyrke identificeres, herunder med inddragelse af bl.a. de integrationsteorier der i stigende grad anvendes i studiet af internationale organisationer som den Afrikanske Union. At inddrage disse videnskabelige indsigter er centralt, for ikke bare er Afrika varieret, men koalitionsindsatser med både vestlige, asiatiske (herunder muslimske) og regionale afrikanske styrker er normen. Undersøgelsen omfatter også erfaringer med management, disciplin og ledelse af internationale operationer i det centrale Afrika, og forskningen i ledelse og magtdistance på tværs af kulturer vil kunne levere værdifulde indsigter.
Muligheder for at påvirke de involverede organisationer og lande politisk samt for at samordne den internationale militære, politimæssige og civiladministrative indsats analyseres. Også erfaringerne med det militære samvirke med NGO’er, herunder også i håndteringen af et regionalt flygtningeproblem og ved rådgivnings- og undervisningsindsats i forhold til lokale militære og civile kadrer inddrages. Igen leverer den moderne forskning i såvel udviklingsstudier som katastrofehåndtering betydelige relevante indsigter. Den eventuelle rolle for specialoperationsstyrker analyseres og fastlægges, for som militærhistorisk og samtidshistorisk dokumenteret, er der betydelige muligheder for sådanne.
Operationers mål og exitkriterier, samt de forskellige faser i sådanne operationer, kan simuleres militært og politisk under inddragelse af såvel krisestyringsteori som teorier der belyser hvordan omkostninger og risici fordeles i internationale fora.
Scenarie 4: "Mediterania":
Håndtering af en eskalerende krise med udgangspunkt i Libyen, der både indebærer lidelser for befolkningen og store flygtninge- og migrantbevægelser fra og gennem landet samt pirateri ud for kysten og anvendelse af landet som udgangspunkt for terror.
Også i dette scenarie vil det være relevant at gennemføre en grundig analyse af de kulturelle og lokale politiske grundbetingelser for indsættelsen baseret på de relevante teorier, så man undgår at basere sig på et etnocentrisk grundlag. Aspekter og virkninger af forløbet af fra de tidligere internationale operationer i området analyseres. Forbindelserne til andre regionale konflikter og disse problemers virkninger fastlægges, og det er oplagt at inkludere juridiske analyser af det folkeretlige grundlag for handling i koalitionsramme.
De geografiske og klimatiske betingelser fastlægges, og de mulige roller for flyindsættelse, maritime operationer samt specialstyrke- og landoperationer samt rådgivnings- og anden kapacitetsopbygningsindsats fastlægges. Igen kan der bygges på en efterhånden omfattende politologisk forskning suppleret med forskning og teoridannelser fra tilstødende fagområder såsom sociologi, økonomi og udviklingsstudier. Det fastlægges, hvilke problemer og muligheder, der vil være knyttet til at operere med en større international koalitionsstyrke, hvori der indgår vestlige, russiske og kinesiske samt regionale bidrag. Religiøse og kulturelle forskelle kan tænkes at få betydelig indflydelse, såvel i den intervenerende koalition som mellem koalitionen og de lokale, og kulturteorier og teoribaserede indsigter om tværkulturel kommunikation og ledelse vil være centrale.
Også i dette scenarie er samordningen af den militære, politimæssige og civiladministrative indsats samt samvirket med NGO’er og lokale kræfter i håndtering og inddæmning af flygtningebølger central, og videnskabelige studier om flygtninge og migration vil være centrale. Terrorbevægelsers muligheder for at udnytte flygtningebevægelser til infiltration af aktivister analyseres, herunder franske erfaringer fra Algierkrigen. Muligheder for at påvirke de involverede stormagter søges identificeret. Igen er teoribaseret analyse af de sandsynlige operationers mål og exitkriterier, samt af forskellige faser under operationerne relevant, og politiske og militære problemstillinger bør simuleres.
Sammenfatning
Vi kan og må fokusere uddannelsen af fremtidens førende officerer ved hjælp af scenarier. Herigennem opnås, at de militære og civile læreres virksomhed igen styres og vejledes af et ”kraftfelt”, der uden problemer kan forklares for både Forsvaret selv, politikerne, vores udenlandske samarbejdspartnere og danskerne.
Anvendes scenarier som de ovenfor skitserede, kan officersuddannelsernes elementer integreres og forberede officererne både militært og på deres roller i et militært-politisk fagligt samspil med de politiske beslutningstagere samt vores allierede. Dertil vil de scenariebaserede analyser i meget høj grad kunne udgøre grundlaget for videreudviklingen af Forsvaret og dets kapaciteter.
Det skal her til sidst også konstateres, at en given uddannelse/et givet kursus næppe har tid til at gå i dybden med mere end to af disse scenarier, uanset om uddannelsen fortsættes i MMS-ramme, som et mindre tilstedeværelseskursus, eller som en hybrid af disse muligheder. Men det er ikke et problem, for netop skiftende kombinationer af scenarier vil drive undervisningen og forskningen til stadig at udvikle indsigt og metoder.
Og ikke mindst vil anvendelsen af simulering og gaming af scenarier retablere "applikation", de klassiske generalstabsuddannelsers centrale metode, så der kan genereres brugbar viden uden at erfaringen og relevante teorier ignoreres. Det er nok væsentligt også at understrege, at det ville være skadeligt, hvis al forskning og anden studievirksomhed på FAK bindes til scenarierammerne.
Men den største gevinst ved at fokusere de danske videregående officersuddannelser på en lille håndfuld realistiske scenarier, vil givet være, at Forsvarsakademiet og Forsvaret vil kunne demonstrere over for eksterne forskere, medier og politikere, at officerers militærfaglige bidrag ikke kan leveres af andre og har direkte relevans for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Akkrediteringen af uddannelserne bliver substansmæssigt meningsfuld for både eleverne og de betalende danskere.
Scenarierammen for både forskning og undervisning og dens forskellige bidrag fra alle institutter sikrer, at aktiviteter bliver forskningsledet, -orienteret, -støttet og -metodisk, og rammen vil på grund af sin natur uden vanskelighed kunne gives de ”fokuspunkter” med hensyn til indhold og form, underviserens aktiviteter og kvalifikationer og de studerendes aktivitet, som folderen kræver. Hvert scenarie vil knytte uddannelsen til et aktivt forskningsmiljø, der giver de studerende grundlag for at arbejde mod synteser af direkte relevant for dansk forsvar.[1]
[1] Ibid., s. 8-9.
[1] Forsvarsakademiet, Forskningsbaseret undervisning på MMS. Hvad, hvorfor og hvordan, 1. udgave, oktober 2015.
