Ved en kommende Hærordning kan man vel nok regnt med principielle Ændringer af mange Forhold, baade hvad angaar Oprettelse af Afdelinger til forskellige Formaal og Indførelse af nye Vaaben, men tillige — og det er ikke det mindst vigtige — maa man gøre sig klart, at der skal anlægges hell andre Synspunkter paa allerede forekommende Forhold, herunder Hestens Anvendelse i Fodfolket og især Uddannelsen af Fodfolkets Befalingsmænd med Henblik herpaa. Det kan derfor være gavnligt at se lidt paa de Krav, som Fodfolksofficeren bør uddannes til at kunne tilfredsstille: Ridning. Kravene til Ridefærdighed bør i Hovedsagen gaa ud paa, at han skal kunne ride sin Hest med Fornuft og Omtanke, han skal vide saa meget om Træning, at han er i Stand til at forberede den til at yde lange Marcher i passende Tempo, til at gaa i en naturlig og god Holdning og endelig til at kunne gaa gennem Terrænet over naturligt forekommende Forhindringer af en rimelig Størrelse. Endvidere maa man forlange, at en Hest i den Tid, den er tildelt en Fodfolksofficer, viser Fremgang baade i Kondition og Dressur. Hesten er vel et Befordringsmiddel, men dette Befordringsmiddel er — eller bør i høj Grad være — terrængaaende; saaledes som Forholdene er i Øjeblikket, er de: uden Overdrivelse saaledes, at mange kun anser den for a: være vejgaaende; er man imidlertid af den Formening, kunde man lige saa godt faa udleveret en Tjenestecykel. Kørsel. Angaaende Hestens Brug som Trækkraft for Fodfolkets Karrer bør alle vide, hvilke Krav man i den Henseende kan stille; man skal kunne bedømme, hvorvidt Forhindringer af den ene eller den anden Art gør et Terræn ufremkommeligt, vide, hvorledes Forhindringer passeres, og hvilke Hjælpemidler saasom Trækseler og Skagleforlængere man kan anvende i de forskellige Tilfælde. Ved flittig Øvelse i Terrænkørsel vil man forbavses ved at se, hvilke Forhindringer man kan oplære en hestetrukket Fodfolksenhed til at passere. Man bør have Øjnene aabnet for, at der ogsaa med Hensyn til Fodfolkets Trækheste findes et Problem, der hedder Træning, saaledes at det ikke kan ske, som nu ofte er Tilfædet, at Heste, som kun er vænnet til at gaa en lille daglig Tur ud til Eksercerpladsen og tilbage igen, pludselig en Dag kommer ud paa større Øvelser, hvor Følgerne i Form af Haltheder, Trykninger eller andre Daarligdomme sjældent undlader at melde sig.
De Lærepenge, som i Øjeblikket dyrt betales i knuste Karrer, og som i mange Tilfælde skyldes, at Befalingsmænd er uvidende om, eller af Mangel paa Tid tillader, at Heste ikke røres i tilstrækkelig Grad ved Kompagnierne, bør man kunne undgaa. Det er nemlig paa ingen Maade Arbejde nok for en stor Hest at trække rundt med en Karre i tre til fire Timer paa en Eksercerplads, man maa ogsaa raade over andre Midler til at røre Hestene. Man skal vide, hvorledes Opseling foretages, og kunne foretage Tilpasning af Seler, saaledes at Skader opstaaet ved gai Opseling bliver utænkelige, hvilket ogsaa i høj Grad vil virke fremmende paa Afdelingernes Marchduelighed. Hestens Sundhedstilstand. En Fodfolksofficer skal kende alle de almindeligt forekommende Sygdomme, Symptomerne her paa og deres Behandling. Han bør være fuldt og helt inde i alle Spørgsmaal vedrørende Hestens Pasning baade i Stalden og i Felten og kunne ordinere den rette Behandling af alle Skader og Anvendelse af de almindelige Midler mod de forskellige Sygdomme. Endvidere skal han kunne virke som ansvarshavende for en Stald, saaledes at Sygdomme forebygges ved en god og hensigtsmæssig daglig Behandling og sørge for, at Stalden altid ser ordentlig og indbydende ud. Indkøb og Rekvisition af Heste ved »S« og »M«. Han skal kunne virke som Formand for en Indkøbskommission, og for at kunne udfylde sin Plads her skal han kunne bedømme en Hest, baade hvad angaar Alder, Sundhedstilstand, Anvendelighed og den deraf følgende Pris. Under Feltforhold, hvor Afdelingen kan komme ud for Tab af Heste, skal han være i Stand til at foretage Udskrivninger paa Stedet og ved en saadan Udskrivning være i Stand til af det for Haanden værende Materiale at udtage virkelig til Formaalet egnede Heste.
Hvilke Forudsætninger har Fodfolksofficeren af i Dag for at løse disse Opgaver? Han har gennemgaaet en grundlæggende Rideuddannelse paa Officersskolen, hvorved han har faaet et godt Grundlag at arbejde videre paa, men heller ikke mere; han har faaet et nødtørftigt Kendskab til Hestens Sygdomme og deres Behandling, saa i Hovedsagen kan man vel sige, at den unge Fodfolksofficer ved, at der er noget, der hedder Kolik, Muk og sur Straale og kender lidt til disse Sygdommes Behandling; men mange andre Ting, som han virkelig har Brug for ude ved Afdelingen, lærer han intet om. Hvorledes man maa og ikke maa klippe en Hest, hvorledes man seler op, klipper Numre, hvad Kværke og Snive er, og hvorledes disse Sygdomme behandles, alt dette læres der intet om eller i hvert Fald saa lidt, at det er glemt, inden det skal bringes i Anvendelse. De fleste staar fuldstændig blottede for Kendskab til Terrænridning. De forskellige Hesteracers Udseende og deres Anvendelse til forskellige Formaal bliver end ikke nævnet. Nu sendes de unge Fodfolksofficerer ganske vist paa et Kursus paa Rideskolen, men virkeligt Kendskab til de Problemer, der melder sig, læres ikke paa et Kursus af nogle Maaneders Varighed; det læres kun, naar man paa Basis af en grundig Uddannelse daglig omgaas Heste og har Ansvaret for dem.
Mange Elever faar paa Officersskolen en levende Interesse for Heste og Ridning og glæder sig til ude ved Afdelingen at kunne dyrke denne Interesse yderligere. Men hvornaar faar den unge Officer nu Lejlighed hertil? Efter flere Aars Forløb kommer han maaske enten til et hestetrukket Fodfolkskompagni eller bliver Bataillonsadjutant, men i den forløbne Tid har han i de allerfleste Tilfælde glemt meget af det, han har lært, fordi ingen i den forløbne Tid har gjort noget for at hjælpe ham; Hest har han ikke kunnet faa tjenstligt, og da mange (selv om de iøvrigt ikke selv rider deres Heste, men overlader det til deres Hestepassere, hvilket Spørgsmaal jeg senere skal komme tilbage til) nærer en sand Skræk for at laane deres Hest ud, kan han heller ikke ad den Vej opnaa noget. Modviljen mod at laane Hest ud skyldes maaske i mange Tilfælde Mistillid til den unge Officers Ridefærdighed og Evner til at bruge en Hest forstandigt, men det er i hvert Fald ikke den unges Skyld. Den eneste Udvej, der staar tilbage for ham, er enten at tage privat Rideundervisning eller at søge at faa en Hest udstationeret; begge Dele stiller Krav, som en Premierløjtnants Økonomi i Almindelighed ikke kan staa for. Sammenligner man Forholdene ved Fodfolket og ved Artilleriet, ser man, at enhver motoriseret Artillerist kan faa Hest til Raadighed med den Motivering, at han skal holde sin Ridefærdighed vedlige med Henblik paa eventuel senere Tjeneste ved en hestetrukket Artilleriafdeling. Sandheden er imidlertid den, at der stilles ganske de samme Krav til en Officer med Hensyn til Ridefærdighed m. m. ved en hestetrukket Fodfolksenhed som ved en hestetrukket Artilleriafdeling; begge skal kunne ride en Hest, saa de kan komme overalt i Terrænet, og begge skal overvaage Afdelingens Hestes Sundhedstilstand saavel i Felten som hjemme i Garnisonen, men ser man paa Forudsætningerne for at tilfredsstille disse Krav, falder Fodfolksofficeren ynkeligt igennem. Artilleristen har paa Artilleriets Befalingsmandsskoler faaet deres Uddannelse suppleret, og mange er blevet uddannet enten som Ridelærere eller som Beridere. Alle, baade hestetrukne og motoriserede, har Adgang til at faa Hest tildelt, de deltager i Konkurrencer, kan raadspørge Beridere ved Afdelingen, kort sagt de hjælpes paa bedste Maade alt i Tjenestens sande Interesse. Den Kendsgerning, at der procentvis er i hvert Fald lige saa mange beredne Fodfolksofficerer som beredne Artilleriofficerer, bliver der overhovedet intet Hensyn taget til. Fodfolksofficeren, som er saa heldig at komme til Tjeneste ved et hestetrukket Fodfolkskompagni, faar derimod, nogen Tid efter at Mandskabet er mødt, udleveret en Samling Heste, som han skal fordele til Brug for Karrer og Fægtningsvogne eller til Ridebrug, uden at han iøvrigt har nogen Forudsætninger for at løse denne Opgave. Rekrutskolen igennem har han Ansvaret for Hestene og rider selv sin Hest, for saa den Dag, Mandskabet skal hjemsendes, at aflevere dem alle, medens Artilleristen derimod til Stadighed beholder sin Hest.
Følgerne af ovenstaaende er mange.
Ofte er det et ynkeligt Syn at se en Fodfolksofficer til Hest, dels paa Grund af, at hans Ridefærdighed ikke er imponerende, dels paa Grund af, at Hesten heller ikke er det. Men ser man nærmere paa det, kan man ikke fortænke de Myndigheder, der skal afgive Heste til Fodfolket, i, at det i mange Tilfælde kun er 2. Klasses Heste, der sendes af Sted; de ved nemlig med omtrent fuld Sikkerhed, at de kommer i hvert Fald ikke bedre tilbage, og i mange Tilfælde har de erhvervet sig Unoder og Daarligdomme, saa de paa flere Omraader er gaaet stærkt tilbage. De hesteafgivende Myndigheder mangler ogsaa ofte Kendskab til den Anvendelse, som man gør af Hestene for Fodfolkets Karrer, og eftersom denne Tjeneste er væsensforskellig fra den ved hestetrukne Batterier, sker det ofte, at Heste, som afgives til Fodfolket, er mindre egnede. Man kan heller ikke paa den anden Side lægge Skylden paa Fodfolkets Officerer, thi gennem Aarene er al Rideinteresse og Interesse for Heste blevet forsømt. Det bedste, der kan ske med en Hest, der kommer til Fodfolket, er, at den ikke forringes; oftest misbruges den, enten ved at det overlades til en Hestepasser at røre den, i heldigste Tilfælde under Opsyn af en Underofficer, der heller ikke har Forstand paa, hvad det drejer sig om, eller ved Brug uden Begreb om, hvordan en Hest skal rides for at udvikle sig og holde til Tjenestebrug Aar efter Aar; Følgen er, at de Heste, som er afgivet til stadig Tjeneste ved Fodfolket, sjældent bevarer deres Brugbarhed ret højt op i Aarene. Det kan tit ærgre en at se, hvorledes selv ret gode Heste totalt spoleres ved Fodfolket selv efter faa Aars Forløb, enten paa Grund af for megen eller for lidt Brug eller paa Grund af uhensigtsmæssig Ridning. Sker det endelig, at en Fodfolksofficer har bevaret sin Rideinteresse eventuelt ved personlige økonomiske Ofre og derefter har haft en Tjenestehest et Par Aar, skal han alligevel aflevere Hesten den Dag, han forsættes til Tjeneste, hvor han ikke er bereden, og saa kan han søge alle de Myndigheder, han vil, om Tilladelse til at holde Hesten og love, at han vil deltage i militære Ridestævner for derved at dokumentere, at hans Interesse virkelig er levende, det hjælper ham intet. Paa et enkelt Punkt kan man endog rent umiddelbart i Kroner og Øre udregne, hvad Mangel paa Forstaaelse af Vigtigheden af Fodfolkets Hesteuddannelse har kostet Hæren. Det er sikkert ikke Smaabeløb, som blev smidt ud af Vinduet, da man i September 1939 satte Fodfolkets Afdelinger til at indkøbe udskrevne Heste, mange af disse Heste blev pure kasserede og solgte; selv om Udskrivningen var foretaget af en dertil tilforordnet sagkyndig, viste det sig nemlig, at en stor Del af Hestene var ubrugelige til militær Anvendelse af forskellige Aarsager. Hvis Fodfolket havde raadet over uddannede Officerer til at foretage de omtalte Indkøb, havde mange Penge været sparet, og de hestetrukne Fodfolkskompagnier havde faaet Heste, som de havde været adskillig bedre tjent med.
Nu er det jo ikke nok at kritisere uden Tanke for, hvilke Ændringer der kan føre til noget bedre, men man maa her gøre sig klart, at Forbedringer vil koste baade Tid og Penge. Den grundlæggende Uddannelse paa Officersskolen bør suppleres med et obligatorisk Kursus paa Rideskolen af mindst et halvt Aars Varighed, omfattende Ridning, Kørsel med Karrer og Trainvogn, Sadling og Seling (herunder Tilpasning af Sadler og Seler), Tjeneste i Stalden, Hestens Yderlære, Bedømmelse af Heste, deres Sygdomme og disses Behandling. Afdelingerne bør endvidere have Adgang til at faa enkelte Officerer uddannet som Ridelærere eller eventuelt endog som Beridere, saa man virkelig har sagkyndige at henvende sig til, naar Forholdene gør det ønskeligt. Hvert Aar bør der, i Lighed med hvad der er Tilfældet ved Artilleriet, afholdes Konkurrencer i Skoleridning, Ridebanespringning og Terrænspringning med obligatorisk Deltagelse. Til Brug ved de daglige Øvelser maa man derfor i hver Garnison raade over et Ridehus og en Springbane med alt dertil hørende Materiel af Forhindringer, Cavalettis m. m. Fodfolket bør selv bestyre sit eget Hestevæsen, modtage Hestene fra Remontekommissionen, tilride og tilkøre dem; derved opnaar man, at det Materiale, der skal anvendes ved Fodfolkets hestetrukne Enheder virkelig er egnet og faar den til Formaalet svarende Dressur; og naar man ved Afdelingerne har uddannet Personale, hvorfor skal saa Hærens hestetrukne Artilleriafdelinger belemres med Hestetjenesten for nogle, dem ganske uvedkommende, Afdelinger af andre Vaaben?
Hvis man ikke vil gaa saa vidt, at man aabner Adgang for alle faste Officerer til at faa Hest tildelt, bør det i hvert Fald være saadan, at de Officerer, der i Gerning viser, at de nærer sand Interesse for Ridning, ogsaa faar Lejlighed til at dyrke denne Interesse. De Heste, der fremtidigt kommer til Tjeneste ved Fodfolket, vil da gaa frem i Dressur, samtidigt med at Officerernes Ridefærdighed forbedres. Baade Ride- og Trækheste vil faa en bedre Behandling, og mange Forseelser, som tidligere er blevet begaaet af Ukyndighed, vil undgaas; ejheller vil man i Garnisonsbyerne oftere se det kendte Optog af militære Rideheste med Hestepassere paa Ryggen og en Underofficer i Spidsen, som derefter lader den vilde Jagt gaa over Marker og gennem Skove i Byens Omegn til Skade for Hestene og for Hærens Renommé blandt Landboerne. En uddannet Fodfolksofficer vilde virkelig kunne tilfredsstille de Krav, som man maa kunne stille til ham med Hensyn til Ridning, og endvidere ved han, hvad han kan og bør kunne kræve af sin Hest, som tillige vil være saa meget redet, at den kan yde, hvad der med Rimelighed kan forlanges i Skoleridning, Springning og Distanceridt. Fodfolkets hestetrukne Kompagnier kan da give deres Heste en hensigtsmæssig Uddannelse og vil derfor kunne yde langt mere, end Tilfældet er i Øjeblikket. Hæren som Helhed og Fodfolket i Særdeleshed vil være tjent med disse Forbedringer, som i høj Grad vil virke fremmende for Tjenestens gode Udførelse paa dette vigtige Omraade. Et ydre Bevis paa Resultatet af disse Ændringers gode Gennemførelse har man den Dag, da det betragtes som en naturlig Ting, at Fodfolksofficerer deltager i Konkurrencer paa lige Fod med Artillerister.
L. M. K. Skem.
