Det vil være praktisk at kaste et Blik tilbage paa Fodfolket i 1914 og følge det i store Træk frem til :
Dag og herunder bl. a. sé paa
1) Infanteriets Frontalild,
2) „ Flankeringsild,
3) Støttepunkter i Stillingen,
4) Det lokale Modangreb.
Frontalilden.
1 1914 var det Riflen, der var Fodfolkets Hovedvaaben. Det automatiske Vaaben blev endnu kun anvendt som en sparsom Støtte noget mere i den tyske end i den franske Hær. For at faa en tilstrækkelig kraftig Ild ud over et Terrain maatte man sætte et forholdsvis stort Antal Rifler ind, og disse Rifler maatte nærmest være paa en og ramme Linie. Ilden udgik i Forsvaret som i Angrebet fra det lineære Grundrids. Den første Del af Skyttegravskrigen viser dette tydeligt; man besatte Skyttegravene med mer eller mindre tætte Skyttelinier, som man søgte at dække paa forskellig Maade mod Fodfolks- og Artilleriild.
Alt gaar saa nogenlunde godt, indtil Artilleriet bliver i Stand til fuldstændigt at sløjfe — udrydde en saadan Linie, og man begynder da at danne flere Linier bag hinanden med det Maal for Øje at danne en successivt lineær Skyttegravsild. Samtidigt udvikles og forbedres de automatiske Vaaben; og man begynder at faa Øjnene op for deres Fordele og at forstaa deres Anvendelse, hvilket fører til en Spredning af Fodfolket, saavel i Dybde som i Front, saaledes at en vis Fodfolksstyrke nu kan besætte et større Stykke Terrain, end den tilsvarende kunde det før. — Men Artilleriet skrider frem med rivende Hast i sin Udvikling; det overdænger Skyttelinierne en for en med saadanne Mængder af Gas, Eksplosiv- og Røggranater, saa at Opholdet i disse Grave bliver saa at sige uudholdeligt, naar de da ikke er gjorte saa svære og betonerede m. m., at de nærmest ligner permanente Anlæg, og selv i saa Fald blændes en saa stærk Forsvarslinie alt for let af Røggranaterne. — Paa dette Tidspunkt begynder de automatiske Vaaben — især Mitrailleuserne — at kravle ud af Skyttegravene og placerer sig i et eller andet Hul imellem disse Linier for ved Hjælp af Krydsild at lave Ildoverfald paa Angriberen, naar han er brudt igennem den ødelagte Linie. — Resultatet viser sig at være godt, og de øvrige automatiske Vaaben og Geværskytterne optager med samme Held denne Metode. — 1 1918 brydes der igennem flere Rækker af Linier, og Fodfolket forsvarer sig i nye Stillinger, lette feltbefæstede Stillinger i Smag med dem, vi kendte før Krigen, og det har nu faaet Tillid til den nye Metode og til de automatiske Vaaben, saa det ikke vender tilbage til de lineære Grave, men bibeholder en Dybdeformering med Kampgrupper spredt i Huller over det Terrain, der skal forsvares, idet det heri ser Betingelserne for et fortsat Ildforsvar. Til at opholde sig i og færdes i vil det nok have Parader og Færdselsgrave, men for at slaas vil det ud af dem lægge sig hist og her, saa det navnlig ved Hjælp af de automatiske Vaaben holder hele Terrainet saavel under Frontal- som under Flankeringsild. Det søger sin Besyttelse mod Artilleriet ved at sprede sig saa meget det kan, ved at camouflere sig, saa det ikke er til at finde, og endelig ved at gaa bag Bakkekammen, saa Artilleriets Observation af den bombarderede Stilling gøres i høj Grad vanskelig. [Artilleriet har i Bevægelseskrigen i Reglen ikke Raad til at „bombardere Terrain“, det maa indskrænke sig til at „bombardere Mennesker“.] Det sidste kan Fodfolket tillade sig og give Afkald paa de lange Skudfelter, som det ønskede saa meget i 1914, fordi det nu forstaar at anvende sit automatiske Vaaben baade teknisk og taktisk. — Men Lavningen foran Kampzonen og Skraaningerne fra denne op til créten, skal de da foræres gratis til Fjenden, naar han angriber?
Nej! selvfølgeligt ikke. De bestryges paa langs af emskudte Mitrailleusereder, vel placerede, vel dækkede og camouflerede, endvidere beskydes de af Artilleriet og endelig (naar man har Raad dertil) ved „tir de harcellement par mitrailleuse“. Denne sidste Skydning organiseres ved Regimentets eller ved Divisionens Foranstaltning; den er noget af det værste at komme ind i; thi man faar kun Kugler ned over sig uden at kunne svare igen, og den har bevirket Regimenters fuldstændige Opløsning og Gaaen i Staa i Angrebet.
Overalt, hvor det overhovedet er muligt for Terrainet, ser vi da, at de lange lineære A'aw/jskyttegrave forsvinder for at erstattes af en Zone af Reder, en Zone, hvis Dybde kan variere lige fra 100 til ca. 1000 m. Men! man maa erindre, at denne Spredning i en Zone ikke er Maalet, men kun Midlet. Midlet til at undgaa Tab og til at kunne føre en fortsat Kamp, selv om Angriberen trænger ind paa et eller andet Punkt, at han ikke skal være igennem med det samme. Men Midlet er uanvendeligt, dersom man paa Grund af Terrainet ikke kan garantere en tilstrækkelig kraftig og samtidig Ild ud over et givet Stykke Terrain foran sin Front. Der skal kunne lægges et Ildneg saa tæt ud over et vist Bælte, at Angriberen virkelig standses. Kan man ikke garantere det, maa man nærme sig til det lineære Grundrids — hvor nødigt man end vil det. Det er i begge Tilfælde Kunsten at lægge det nødvendige Antal automatiske Vaaben ud i Marken for at løse Skudopgaven og at holde Resten i Reserve, dels for at undgaa unødvendige Tab blandt disse i selve Ildzonen, dels for at manøvrere med dem.
FlankeringsiId.
Den store Mangel ved Frontalilden er den, at Skytten selv er det naturlige Maal for Angriberens Ild; thi denne begynder med at overdænge med Ild alle de Punkter, hvor han vil trænge ind, og hans Ild enten blænder eller ødelægger Frontal-Forsvarsskytten, især i de lineære Skyttegrave. — Deraf Idéen til at bryde disse Linier og lade dem bugte sig ud og ind og i Hjørnerne placere kraftige automatiske Vaaben med stor Udvirkning — Flankeringsilden. — Denne Ildmaade var nok kendt i Begyndelsen af 1914 i Frankrig, men var forsømt, indtil den efterhaanden blev sat i System — et System, der grænsede til Overdrivelse i 1916, da man kun kunde tænke og tale om Flankeringsild, saa man forsømte den frontale Ild, der selvfølgelig ikke kan stryges. Men selv om det flankerende Vaaben i en Skyttegrav befinder sig uden for det i Øjeblikket angrebne Stykke Front, saa er det dog, hvor der er Tale om det lineære Skyttegravssystem, i 1’ Linie og mer eller mindre let at udpege, og dets Skydning er i høj Grad afhængig af, hvorvidt det Stykke Linie, hvori det staar, bliver draget med ind i Fjendens Beskydning eller ej.
En Zone er øjensynlig meget vanskeligere at bombardere og at blænde end en Linie, derfor byder Zonesystemet ogsaa for Flankeringsvaabnene en større Sikkerhed for rettidigt at kunne lægge Flankerings- og Skraaild ud over et vist Stykke Terrain, og man anbringer da kun Flankeringsvaabnene i forreste Linie, naar deres Nærværelse dér er absolut nødvendig. I Zonen anbringes de uregelmæssigt, men dog efter en Skydeplan, saaledes at nogle fejer over Terrainet foran Zonen, nogle over Terrainet i Zonen, nogle over begge Dele, saafremt det er muligt. Man anbringer sine flankerende Vaaben saavel i sit eget Distrikt som i Naboens, og det er enhver Førers meget vigtige Fligt selv at planlægge (eller kontrollere, at hans Undergivne har gjort det) - en gensidig Krydsild foran egen og Naboernes Front. Dette gælder saavel Delingsføreren som Generalen.
Støttepunkter.
Lad os nu se paa den Værdi, Støttepunkter har i det lineære System og i Zonesystemet. Den store Fare ved en enkelt Linie uden Dybde er, at den let falder, dersom den gennembrydes blot paa eet Punkt. Hver saaledes gennembrudt Linie rulles op, og hele Systemet falder, dersom man ikke ret hurtigt kan begrænse Fjendens Indtrængen. Deraf Inddelingen af' Linien i Afsnit, støttede af naturlige Støttepunkter, Bygningskomplekser, Landsbyer, Skove, dominerende Højder o. s. v. De lange Skytte- og Færdselsgrave havde dertil den Ulempe, at Fjenden benyttede dem til dækkede Fremrykningslinier, naar han engang var trængt ind i dem. Som Parade herimod planlagde Forsvareren artilleristisk Beskydning af sine egne Skytte- og Færdselsgrave, en Forholdsregel, der er bibeholdt den Dag i Dag. Endvidere søger man at begrænse Fjendens Indog Fremtrængen ved Anlæg af „Selestillinger“ (Tværstillinger i Skyttegravssystemet) og af de kunstige, isolerede Støttepunkter — Ø-Systemet — bag Skyttegravslinierne uden gravede Forbindelser med disse; man gaar endog saa vidt, at man f. Eks. under Retraiten Marts-April 1918 saa godt som udelukkende anvender Ø-Systemet, der er ret hurtigt at indrette, og som de lukkede Værker, de er, kan lade sig omringe og dog holde Fjenden Stangen i lang Tid, saa egne bagved værende Led kan faa Lejlighed til at gribe ind.
Men Ø-Systemet udpeges alt for let af Flyverne, og man maa ophæve denne Ulempe ved Hjælp af en meget stærk Camouflering, hvilket ikke altid er lige let i en Bevægelseskrig, ved Skinneanlæg eller lignende. — Hvorom alting er: Ø-Systemet har dog holdt sig efter Krigen baade i Forbindelse med Skyttegravssystemet, enten i selve dette som Afsnitsgrænse eller noget bagved, og i Zonesystemet, hvor det til Tider kan være nemmere at lade en 0 flyde ud i et med en Samling Reder, saa Flyverfotografiet har Vanskelighed ved at angive, hvad der er det ene, og hvad det andet. Selv om der hæver sig Røster for at stryge Støttepunkter og Øer i Zonesystemet, hvor hver lille Rede saa at sige er en 0 — et lille Støttepunkt for sig, hvis Fald ikke har saa stor Betydning for det store og hele, saa er dette sikkert at blive for moderne, og man harda ogsaa bibeholdt dem. De benævnes som Regel points de ré
Derimod advarer man mod at støtte sig for meget til de naturlige Støttepunkter, navnlig selve Udkanterne, der indtegnede paa Kortet, som de er, er sikre Maal for Fjendens Artilleri. Disse Støttepunkter, navnlig Bygningskomplekser og Landsbyer er mere anvendelige, naar de er bievne bombarderede af Fjenden, i hvilket Tilfælde man da indretter sig under Ruinerne, f. Eks. ved at sætte smaa transportable Jerntaarne op inde under dem, eller, hvor der er Tale om længere Forbliven paa Stedet, støbe Betonrum under dem; alt dækket og skjult for Flyverfotografiet.
Jeg vil her indskyde den Bemærkning, at point d'iippui og centre de résistance i den franske Hær ikke har den Betydning, som man i Almindelighed giver dem hos os. Et Point d'appui er en Samling Kampgruppereder — i Reglen Betegnelsen for et Kompagnis GlobalOmraade (Frontstykke). — Flere points d’.appui, der støder op til hinanden, danner et centre de résistance — i Reglen Betegnelsen for en Bataillons Global-Omraade (Frontafsnit). 1 disse points d’appui og i disse centres de résistance træffer vi da en hel Masse Kampgruppereder, Støttepunkter o. s. v., tilsyneladende dryssede vilkaarligt og uordentligt ud over Terrainet, men i Virkeligheden anlagte saaledes, at der i en Zone ligger tyndt med dem paa Pandekageterrainet, der let kan bestryges, men tæt med dem i det foldede og grumsede Terrain, der byder gode Fremtrængningsbetingelser for Angriberen. Med andre Ord: Kompagnier, Batailloner, Regimenter m. m. faar brede eller smalle Fronter at spænde over — afhængig af Terrainets Form.
Baade de danske og de franske Instruktioner taler om Forpost/zm'e/t, Hovedmodstands/Z/z/e/z, Understøttelseslinien, Reservelinien o. s. v. Denne Betegnelse er maaske ikke helt korrekt mere, i hvert Fald maa man være klar over, at „Linierne“ er Zoner, som vi har set det, 100 — 1000 m dybe og med indbyrdes Afstande, der kan stige til flere Kilometer. Zonernes Dybde og deres indbyrdes Afstande vil vokse med Artilleriets Ydeevne.
(Angriberens Artilleri skal ikke gerne kunne bombardere effektivt flere Zoner paa een Gang.) — De lavere Fodfolksførere maa ikke kritikløst følge en bestemt Orden i Forstærkningsarbejdernes Udførelse — selvom der i et Reglement staar opført en bestemt Orden. — Tag f. Eks. en Rede, der skal placere sig smaa 100 m bag en crête, og som kun har et kort Skudfelt; Jorden, den ligger paa, er almindelig jævn, dansk, blød Markjord. For denne Rede gælder det først og fremmest om at-danne en Spærring langs Bakkekammen foran sig, der stopper Fjenden — selv om han skulde komme frem i stor Mængde, saa det automatiske Vaaben faar Maksimum af Tid at virke. Men det tager meget ofte længere Tid at sætte Spærringsmidler op end at grave et Hul i bekvem Jord. Det første kan i hvert Fald ikke udføres i Fjendens Ild; det kan det sidste derimod. Omvendt med en Rede, der har et Skudfelt af flere 100 m, den faar Fjenden serveret paa lang A fstand og har god Tid at skyde paa ham; for denne Rede er det mere vigtigt at camouflere sig godt og grave sig ned, saa Fjenden har vanskeligt ved at pejle den ud, end at lave Spærringsmidler. For en tredie Rede er det maaske vigtigt at faa en god Forbindelse bagud o. s. v. Med andre Ord, man skal tænke sig lidt om, inden man gaar i Gang med at forstærke Stillingen og give de fornødne Ordrer.
Som en gylden Regel gælder, at da Fodfolket dog ikke i Bevægelseskrigen kan befæste sig stærkt nok mod det moderne Feltartilleri, thi Fodfolket har ikke Materialet dertil, saa gaar man den Vej at camouflere sig — man formuinmer sig med Omgivelserne og Terrainet, saaledes som de svagere Individer i Dyreverdenen gør det. — Men Camouflering læres ikke paa 1 /2 og ’/i Time, det kræver et vist Studie og visse Forkundskaber saavel hos Befalingsmanden som hos den Menige. — Og lad mig tilføje, at Camouflering som Regel er omsonst, dersom Fodfolket ikke er forsynet med Mundingsildskjulere til de automatiske Vaaben. Det er da nødvendigt i et moderne Fodfolk at have Eksperter i Camouflering, ligesom man har det i Skydning og Gymnastik, der kan lære fra sig inden for Underafdelingerne.
Og naar en moderne Forsvarslov nu ikke alene omhandler Organisering og Mobilisering af en Kamphær, bestaaende af vaabenøvede Folk, men ogsaa omhandler en i Fredstid planlagt Organisering og Mobilisering af Landets naturlige Hjælpekilder, Industri, Agerbrug, Skibsfart, Landtransportvæsensmidler, Vejvæsen o. s. v. — udelukkende bestaaende af ikke vaabenduelige Mænd (og Kvinder) i Landet — thi der bør ikke uden særlig Grund tages en eneste vaabenfør A'land af den altid i Forvejen relativt svage Kamphær i disse Øjemed, saa bør i denne „Civilmobilisering“ ogsaa medtages Kunstnere af forskellig Art til at være behjælpelig ved Camoufleringstjenesten under Hæren og dens større Led. — Mangen Kunstmaler og Billedhugger vil sikkert være til større Gavn for Hæren, naar han mobiliseres med sin Pensel og Potte og med sine Pinde og vil kunne anvendes bedre, end naar han mobiliseres med Gevær og Kanon, i Særdeleshed, dersom han i Fredstid har har modtaget en Smule Instruktion m. m. I en moderne Bevægelseskrig, hvor Flyverne søger inden for kortest mulig Tid at stedfæste Maksimum hos Fjenden, vil det utvivlsomt være af meget stor Betydning for den svagere Forsvarer, der ønsker at forhale Sagernes Gang hos Angriberen — holde Stillingen længst mulig — , at have Organer og Midler til forholdsvis hurtigt at kunne gennemføre en effektiv Camouflering paa flest muligt Omraader, saa at Angriberen ogsaa af den Grund tvinges til at gaa langsomt og forsigtigt til Værks, tvinges ud i det uvisse, saa han maa vælge mellem at stoppe op i kortere eller længere Tid og recognoscere eller angribe og bombardere et Terrain uden at vide, hvor Modstanderens større og mindre Led, Kommandostationer m. m. i Grunden findes i dette Terrain.
Modangrebet.
Før Krigen skelnede man i Frankrig mellem contre attaque og retour offensiv, det første udførtes fra forreste Skyttegravslinie, inden Angriberen naaede frem til Forsvarerens Stilling, men laa dér foran den, standset af Ilden; det andet, naar Angriberen var naaet ind i eller gennem Stillingen. — Det nye franske Reglement har ikke bibeholdt denne Forskel; det skelner derimod mellem
1) det uopholdelige eller det lokale Modangreb,
2) det større forberedte do.,
3) Overgangen fra Defensiven til den større samlede Offensiv.
Det første sættes under visse Forhold automatisk an af dertil i Forvejen udpegede Led og med forud bestemte og stærkt begrænsede Opgaver inden for selve Regimentets Omraade, uden at Regimentets eller Bataillonens Chef behøver at gribe ind, for at det skal glide. Det kan selvfølgelig ogsaa sættes an paa disse Chefers Ordre — det drejer sig altid om smaa Fodfolksstyrker — højst ca. 1 Kompagni. I det andet større Modangreb ser vi større Fodfolksstyrker fra flere Kompagnier (Batailloner) og opefter; det er forud gennemstuderet og planlagt i Forbindelse med Artilleri. Det sættes først an paa det højere Kommandoleds — Regimentets eller Divisionens — Ordre (Armékorpset). Endelig det 3’ — hele Partiets — eller Afsniftets — Overgang fra Defensiv til Offensiv — tangerer stærkt Begrebet — Modoffensiv. — De to første er saaledes mere en Refleksbevægelse for at opretholde Situationen og har som Følge deraf kortere og relativt begrænsede Maal, medens det tredie tager større Sigt baade i Maal, Afstand og Varighed. Det er klart, at et saa ændret Forsvarssystem, som det vi har set, maa faa Indflydelse paa Modangrebet. — Den lineære Skyttegrav er brudt, naar Angriberen er trængt gennem den; den er belydeligt svækket, naar han er trængt ind i den og begynder at rulle den op. Derfor maa Forsvareren i dette System have sine Reserver tæt ved Skyttegraven, saa han ved et hurtigt paafølgende Modangreb kan standse eller begrænse Angriberens Fremtrængen, inden denne faar Tid til at udnytte sin partielle Sejr i større Udstrækning. Men naar Reserven skal holdes tæt til Skyttegraven, risikerer den meget let at blive svækket stærkt — endog ødelagt — allerede af Angriberens Bombardementsild — navnlig nu, da Artilleriets Kraft er steget saa kolossalt. —
Til et saadant „hurtii/l iværksat Mori.uujreb“ maa der i Forvejen være udtaget bestemte Styrker med bestemte Opgaver; Styrker, der under visse givne For-, hold bryder frem og modangriber efter den fornødne Ildforberedelse; denne kan være lang eller kort, men den er nødvendig for at standse den fremtrængte Angriber og binde ham, saa man selv kan bevæge sig og manøvrere; i modsat Fald ser man som Regel et M odangreb blive skudt ned af Angriberen. — Denne Ild- ‘ forberedelse er ikke altid lige nem, idet Brechen ofte udgør en stor Sammenblanding af Venner og Fjender, der navnlig generer eget Artilleris Ildforberedelse. Den givne Situation, under hvilken Adodangrebet er tænkt udført, kan hurtig ændres fra det Øjeblik, Fjenden trænger ind i eller gennem Skyttegraven og til det Øjeblik, Modangrebet naar frem. Navnlig kan Skyttegraven blive rullet mere op end tænkt, saa at Modangrebet selv tages i Flanken, naar det kommer frem, og saa det i det hele baade kan komme til at starte og udføres under ganske andre Forhold end oprindelig planlagt og indøvet, og dersom Fjenden har faaet Tid til i større Grad at udnytte sin partielle Sejr, kan han have faaet saa gode Kort paa Haanden, at vort Modangreb er sikker paa sit Nederlag, selvom det udføres af vel sammensatte og dygtige Tropper under en taktisk dygtig og hurtig Fører, der ellers forstaar at opfatte en Situation og at handle derefter. [Man kom under Krigen ind paa den Praksis at sammensætte Reserven af forskellige Troppeled (de bedste) under en særlig udpeget Fører — dygtig Taktiker (eller hvad man nu vil kalde det) paa Marken. Thi nu hører der mere Kunst til at modangribe end til blot at ligge i en Stilling og skyde igen paa en Angriber.]
Da Fjenden selv var i lineære Angrebsformationer, var Forholdene noget bedre for Modangriberen; thi Fjenden var i stive, usmidige Formationer, der er meget saarbare i den flankerende Ild, hvad enten den kommer fra et automatisk Gevær eller fra en lille Klat Riffelskytter. Men da Fjenden nu er grupperet i Dybden — og i Grupper — stiger Vanskelighederne for M odangriberen; thi der er intet rigtigt Maal at beskyde under Ildforberedelsen, med mindre Brechen er begrænset til Siderne, saa der er et Felt, man kan overøse med Ild fra flere Sider (Selesystemet). Et lokalt Modangrebs Held i det lineære Skyttegravssystem er saaledes i meget høj Grad afhængigt af, hvorvidt Situationen under dets Start og Udførelse nogenlunde svarer til det planlagte og ikke forværres, inden det kommer til at virke. — Men kan man da ikke helt „afskaffe“ det lokale Modangreb i det lineære System, naar der er saa mange „men“ forbundet dermed? Ja! dersom man har Terrain ad libitum bag sig, som Russerne havde det, saa man kan blive ved medatgaa tilbage uden at miste synderligt derved og indtage en ny Stilling, saa kan man selvfølgelig til cn vis Grad se bort fra det lokale Modangreb, selvom man vel ikke helt kan afskaffe det. — Men er vi paa d u franske Front (eller i Danmark), hvor hver 100 Meter Jord tabt til Fjenden betyder Bombardement og Ødelæggelse af nye Landsbyer og folkerige, frugtbare Egne bag Fronten, der har man ikke Raad til at afskaffe Modangrebet. — Og ligger man endelig foran Verdun, der skul holdes, og hvor hver tabt Skyttegravslinie bringer Fjenden nærmere sit Maal, der er Landet tyndt og smalt bag ved Forsvareren, og han har ikke Raad til at miste mere af det. Da er det, vi faar en blivende Befaling som den, daværende General Pétain udstedte, da han overtog Kommandoen over Verdun arméen: „Enhver Troppestyrke, der mister et Parti af sin Stilling, skal selv tilbageerobre det ved et uopholdeligt lokalt Modangreb og ved egen Hjælp uden at bede om Forstærkning bagfra.“ — Dette er vist nok en af de haardeste Befalinger, der er givet under hele Krigen — Under saadanne Forhold bliver Forsvaret af en Stilling en drøj og blodig trækken Tov, og det stiller meget store baade fysiske og moralske Krav til Forsvareren. —
Undersøger vi nu Betingelserne for og Nødvendigheden af et Modangreb i en Zonestilling, da ser vi, at selv om en Angriber trænger ind i Stillingen, da er der ikke mere den samme Fare for Zonen, som der før var for Linien. Fjenden tager maaske 1 å 2 eller flere Reder, man kan sige, at han æder sig lidt ind i „Cellevævet“, men Forsvarerens Reder fortsættes saavel i Dybden som til begge Sider, og han kan ikke rulle Stillingen op; han er derimod selv exponeret, omgivet, som han er, af automatiske Vaaben i Front og Flanker og beskudt derfra. — Faren kommer først, naar han sprænger Zonen eller er ved det og trænger igennem den, eller saafremt han tager et vigtigt og betydningsfuldt Punkt i Stillingen, der har vital Interesse for Forsvareren; saalænge han ikke gør det, er hans Indtrængen begrænset, og hver lille Rede for sig udgør i en vis Forstand et isoleret Støttepunkt, der i kortere eller længere Tid kan sætte Stop for hans Fremtrængen eller Udvidelse til Siderne. Har Forsvareren yderligere anlagt de skraa Selestillinger bag Zonen, og følger han en vel anlagt Skydeplan — saavel pr. Kanon som pr. Fodfolksvaaben kan han tage Situationen nogenlunde med Ro, selv om Fjenden skulde bryde ind et eller andet Sted, thi der er allerede dannet Betingelser for at begrænse Indbruddet til alle Sider. Det hedder i Reglementer og Instrukser m. m., at et Modangreb skal komme hurtigt, naar Fjenden er trængt ind i eller gennem Forsvarerens Bælte. Men dette „hurtigt“ skal forstaas med Fornuft. — Er der Fare paa Færde, fordi der er slaaet en Sæk ind i eller en Bule paa Stillingen? — Nej! det har Krigen vist tydeligt nok, — Faren begynder, naar Fjenden bar „indrettet sig“. Men „indrette sig“ det vil ikke alene sige at placere de automatiske Vaaben, grave sig ned og at gruppere sig, det vil ogsaa sige at danne Forbindelse med de bagvedværende Led og faa sine Forsyningslinier - sine Færdselsgrave — i Orden, saa man ikke udgør en mer eller mindre isoleret fremskudt Styrke, men derimod et samlet Hele med Angriberens forreste Linier. — Det tager Tid, og Modangrebet bliver derfor ikke mere et Spørgsmaa! om Minutter eller Kvarterer, men kun om Timer, ja, endog om halve og hele Dage. M. a. Ord det baster ikke, som det gjorde før, og man kan bolde Reserverne længere tilbage, hvilket er i bøj Grad ønskeligt af Hensyn til Fjendens Artilleriild. — Paa den anden Side kair vor egen Artilleriild tilføje Angriberen betydelige Tab, medens ban ligger der i siir „Pose“; det kan maaske ganske standse barn og gøre ham Opholdet saa hedt, at ban frivilligt evakuerer Posen. — Hertil kommer endnu en Faktor. — I Zonen ligger Forsvareren spredt over et stort Stykke Terrain. Er det muligt i Løbet af kort Tid at avertere alle disse spredte Grupper om, at nu sættes et Modangreb an, og at de derfor om lidt skal standse deres Ild for ikke at træffe egne Tropper, der trænger ind i det tabte Stykke Terrain? Nej! — det har Krigen ogsaa vist — og vort eget Modangreb risikerer saaledes Beskydning saavel fra egne Tropper som fra Fjendens. Endvidere bar vi vort Artilleri, der kan bekaste den indtrængte Fjende og „putte ham i Karaffel“, saa ban isoleres fra sine Venner bagud. En kraftig Ildforberedelse, navnlig af Artilleriet, er nødvendig, men den er kun mulig, naar Artilleriet kan skyde roligt uden at være bange for at træffe egne Tropper.
— Vi hverken kan eller behøver at lade Modangrebet følge umiddelbart efter Fjendens Indtrængen i Zonen; thi der er 10 mod 1 Chance for, at Situationen foreløbig ikke forandres af den Grund. — Forsvareren kan da bruge sine Reserver til at manøvrere eller til at „Fylde paa“ bagud, et Sted hvor Zonen begynder at blive tynd, fordi Angriberen æder sig mere og mere ind i den, eller endelig til at danne ny flankerende Redestillinger, uden at man dog derfor bliver saa — om jeg maa sige — passiv i sit Forsvar, at de smaa Led glemmer, at de bl. a. er bevæbnet med Haandgranat og Bajonet. — Der er tit og ofte Grund og Anledning til for Forsvareren med en lille Klat Folk (af Delings- eller Kompagnireserven) at kaste sig over en mindre fjendtlig Styrke, der har boret sig for langt ind, saa den begynder at blive for generende. — I saa Fald ser man endog nogle Grenaderer fra en Forsvars-Kampgruppe gaa angrebsvis frem imod Fjenden, medens deres Rekylgevær beskyder ham. Men disse mindre idelige „Smaaskærmydsler“ i selve Forsvarerens Zone minder snarere om Patrouillefægtning end om Begrebet „Modangreb“. - Vi kommer da til det Resultat, at det lokale — det automatiske — det uopholdelige Modangreb sættes an for at tilbageerobre visse Punkter i Zonen, som Forsvareren absolut vil hævde eller for ved et Angreb at standse, evt. kaste tilbage, den Fjende, der er trængt for langt ind i eller gennem Zonen. — I begge Tilfælde bør Modangrebet forberedes ved Ild — helst Artilleriild og udføres hverken for sent eller for tidligt, men i det mest belejlige Øjeblik, nemlig naar Fjenden endnu er forpustet og anstrengt, og inden han faar sundet sig og organiseret sig. Dette bør Bataillons- og Regimentschefer tage Hensyn til i deres Forsvarsbefaling og Forsvarsplan, saa man sikrer sig, at et lokalt Modangreb ikke bryder løs i Tide og Utide, fordi man er nervøs, fordi enhver gerne vil gøre sit bedste o. s. v. — Et vel forberedt Modangreb har mange Gange i Krigen givet store Resultater, selvom det udførtes af relativt svage Tropper.
— E t Modanbreb forberedes og udfores som et Angreb. — Det skal have et bestemt Maal for Øje. Dets Flanker skal være vel støttede, og alle Forberedelser skal være trufne, for at Brechen i Forsvarerens Stilling ikke udvides under dets Udførelse. —
Forhold overfor chars d ’assaut.
Har man Tid dertil, graver man meget brede, stejle og dybe Faldgrave. Paa Markerne ved Somme og Øst for Verdun saas endnu i 1920 kilometerlange Linier af Betonblokke, hvorimellem der var spændt svære Jernkæder — alt camoufleret og flankeret af Kanon 0,77. — Endvidere kan man lægge Miner for dem — lange sammenhængende Linier af Miner befaler Ludendorff i Juli 1918 i en fortrolig Ordre til Arméerne, idet Flyverfotografiet viser, hvor Minerne er, og chars derpaa kører mellem dem. — Og dog giver disse nye Minelinier ikke synderligt Resultat, idet Angriberen bombarderer sig til en Passage gennem Linien ved Hjælp af Perkusionsgranater.
En vel placeret og vel camoufleret Kanon er ofte chars værste Fjende og i Bevægelseskrigen det nemmeste, idet den tagende Terrainet til Hjælp —- brede Grøfter, Engdrag o s. v. — beskyder chars paa langs, naar de maa passere disse Hindringer i langsom Kørsel. — Ved Cambrai 1917 ødelagde en enkelt tysk 0,77 Kanon 11 store engelske Tanks i Løbet af 10'/2 Minut. — En 12’ Tank reddede Livet ved at sætte fuld Fart paa og køre lige gennem Muren ind i et Hus, hvor den havnede i Familiens Spisestue. — Under Tyskernes Tilbagegang i 1918 anvendtes næsten udelukkende isolerede Kanoner 0,77 eller anti-chars Geværer og dito Mitrailleuser. — Den primære Faktor i Forsvaret er Uden. — Det er ved Ilden, man afslaar Fjendens Angreb, og del er ved Ilden, man standser ham. — Derfor skal alt Forsvar tage Sigte paa, at Maxiniutn af Ild kan dænges ud over Angriberen, der hvor man vil standse ham, der hvor han (Forsvareren) vil bevare en Strimmel af Fædrelandets Jord selv overfor en overlegen Fjende og bryde hans Angreb paa sin Front — o: tvinge sin Villie igennem overfor den nummerisk stærkere Modstander, — saa han (Forsvareren) kan gøre Brug af Bevægelsen — Manøvren — og paa det gunstige Tidspunkt gaa fra Defensiven over til en almindelig Offensiv, der hidfører den endelige Sejr. —
T. Hage.
