Log ind

Fodfolk-Artilleri

#

I «Mil. Tidsskr.» for lbU d. A . har Kaptajn March skrevet en A rtikel med denne Overskrift. Tilfældigvis havde jeg, faa Dage før jeg fik dette Tidsskrift i Haanden, i »Bevue d’artilleries« Januarhefte for i Aar læst en Artikel, som bar Titlen «Causerie tactique de l'usage de l’a rtille rie», og som behandler det samme Emne, som den af Kapta jn M. skrevne A rtikel. En Sammenligning mellem disse to A rtikle r forekommer mig saa interessant, at jeg ikke vil undlade at fremfare et Par Ord om den. Begge A rtikle r fremhæver Betydningen af et Samarbejde mellem de forskellige Vaaben og særligt mellem Fodfolket og A rtille rie t; men den forskellige Opfattelse af dette Forhold er iøjnefaldende. Kapta jn M . begynder med at citere et Par Punkter af det danske Eksercerreglement for Fodfolket. Jeg kom ved Læsningen af disse Citater til at tænke paa et Tilfæ lde fra min Lø jtnan tstid i Feltartilleriet. Ved en mindre Manøvre bestod det ene Parti af et Bytterregim ent og et Batteri; men i Stedet for at dette Batteri skulde være en Hjælp for Bytteriet, virkede det tværtimod som en Hæmsko paa det. Partiførerens Dispositioner var i Hovedsagen dikterede af Hensynet til ~at sikre Artilleriet. De af Kaptajn M . citerede Punkter af Eksercerreglementet peger i samme Betning. Det gælder forst og fremmest om at sikre Artilleriet, og denne Sikring besørges af Fodfolket ved, at det retter sin Ild mod den Fjende, der er farligst for Artilleriet.

I den franske Artikel er Tonen en anden. Her hedder det: Fodfolket gaar fremad uden at skyde, A rtille rie t skyder uden at gaa fremad. Fodfolket er Hovedvaabnet, det er det, der afgør Kampen, bistaaet af A rtille rie t, der ved en intensiv Ild holder alt nede, der kan hindre Fodfolkets Fremtrængen in d til en Afstand paa 3— 500 m fra Fjenden, fra hvilken A fstand det afgørende Angreb kan finde Sted. Det kommer her ikke saa meget an paa, at Artille rie t faar Træ fning, men mere paa, at dets Ild er i Stand til at tvinge M odstanderens Fodfolk til at dække sig «le nez contre terre» ; thi det Fodfolk, der dækker sig i den Grad, som der her er Tale om, skyder ikke eller i hvert Fald daarligt. Saaledes er i store Træk Tanken i den nævnte A rtikel, og det kan sikkert ikke nægtes, at der er noget tiltalende, noget begejstrende i den. Men for at den kan gennemføres, stilles der ganske vist den Betingelse, at A rtille rie t kan optræde med stor Overlegenhed mod Angrebspunktet baade med Hensyn til Skyts og Amm unition; thi det skal jo sam tidigt bekæmpe det fjendtlige A r tille ri og Fodfolk. Nogen egentlig A rtille ridu el bliver der ikke Tale om, og lige saa lid t bliver der under disse Omstændigheder nogen Grund for Fodfolket til at faa Fjenden til at blotte sig for derved at skaffe Maal for A rtille rie ts Ild. Ved Forsvaret finder der — stadig efter den franske A rtik el — en lignende Arbejdets D eling Sted. Her er det Fodfolket, der med sin Ild — eventuelt ved Modangreb — søger at standse det angribende Fod folk eller tvinge det tilbage, medens A rtille rie t søger at trække det fjendtlige A rtille ris Ild paa sig. Som man ser, er Vaabnenes Samvirken efter den franske A rtik el tænkt praktiseret ved en gennemfort Deling af A r ­ bejdet, en Løsning, der, i hvert Tilfælde ved et flygtigt Blik , navnlig udmærker sig ved sine rene Linier og sin Simpelhed. Det er jo nok muligt, at Forholdet i Virkelig ­ heden ikke vil være saa simpelt; men det forekommer mig dog, at Tanken peger i den rigtige Betning, og jeg har derfor ment at burde henlede Opmærksomheden paa den nævnte Artikel.

A. G.