Af oberstløjtnant K. V Nielsen
Indledning
Udover de militært operative og tekniske erfaringer, som selve krigen allerede har og i fremtiden utvivlsomt også vil give anledning til, er det at forudse, at den politiske krise omkring Falklandsproblemet i de kommende år vil forsyne universiteter og militære læreanstalter med værdifuldt materiale til studiet af den politiske beslutningsproces og af organiseringen af denne. Som allerede nævnt indledningsvis er det rådige kildemateriale endnu for sparsomt for et dyberegående studie. Det følgende tager derfor alene sigte pa at opridse hovedlinier i den politiske beslutningsproces og i den organisatoriske ramme, i hvilken den fandt sted. Det må igen understreges, at materialet fra argentinsk side er yderst sparsomt, medens det rådige materiale om britiske holdninger og handlinger er fyldigere^). I krisen, som førte frem til krigen, tegner der sig væsenthge fejlfortolkninger fra de implicerede parters side. For det første den britiske fejlvurdering af argentinsk beslutsomhed til at anvende væbnet magt for at gennemtrumfe landets mål. For det andet den argentinske fejlvurdering af Storbritanniens vilje og evne til at reagere på besættelsen af øerne med magt. Hertil kommer yderligere Argentinas fejlvurdering af omverdenens reaktion på, hvad man fra argentinsk side anså for en retfærdig handling.
Baggrunden for fejlfortolkninger skal søges i udviklingen af den afkoloniseringsproces, som Falklandsproblemet er blevet en del af.
Afkolonisering og selvbestemmelse
Siden oprettelsen har De forenede Nationer spillet en væsentlig rolle for afkoloniseringsprocessen. I FN-pagtens artikel 73 indeholdes således en erklæring om ikke-selvstyrende områder. I forholdet til disse påtager medlemmer, der administrerer sådanne områder, sig at anerkende »den grundsætning, at disse områders interesser er af altovervejende betydning«, og de påtager sig »som et helligt hverv forpligtelsen til - at fremme til det yderste disse områders indbyggeres velfærd og med det formål for øje:
a. at sikre........deres politiske, økonomiske, sociale og vindervisningsmæssige fremgang........
b. at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn tU folkenes politiske ønsker........m.v.«^)
Den generelt voksende spænding i verden, og ikke mindst den 3. verdenslandes stigende vægt i organisationen førte i 1960 til, at generalforsamlingen vedtog resolution 1514 (The Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples). Denne resolution gik langt videre end pagtens oprindelige krav i forbindelse med opnåelse af »fuldt mål af selvstyre«, idet den udtrykkeligt kræver »fuld uafliængighed«. I tillæg etablerede Generalforsamlingen en »Committee of 24« til at overveje implementeringen af resolution 1514. Det er af betydning at hæfte sig ved, at resolutionen indeholder to principper, som til tider kan være i modstrid. I artikel 2 hedder det således:
»All peoples have the right to self-determination, by virtue of that right they freely determine their political status and freely pursue their economic social and cultural independence«
Medens det i artikel 6 siges:
»Any attempt aimed at partical or total disruption of the national imity and territorial integrity of a country is incompatible with the purpose and principles of United Nations«®).
Som omtalt i foregående artikel har Argentina aldrig de jure anerkendt den britiske besiddelse af Falklandsøeme, men har tværtimod fastholdt kravet på dem som en integreret del af det nationale territorium, Argentina arvede suveræniteten over efter den spanske kolonistat. Dette, sammenholdt med udviklingen i afkoloniseringsprocessen - som kort omtalt ovenfor - gav i 1965 Argentina den rette baggrund for at få vedtaget en enstemmig resolution i Generalforsamlingen, nr. 2065, der opfordrer Storbritannien og Argentina til at forhandle om en fredelig løsning på problemet om suverænitet over øerne'*). Når ordet interesser er fremhævet i det foranførte uddrag af FN-pagtens artikel 73, skyldes det, at Argentina, med henvisning til dette ord og i fortsættelse af den citerede artikel 6 i resolution nr. 1514, har kunnet hævde, at Falklandsøemes interesser ligger på det nærmeste fastland. Heroverfor har Storbritannien med lige så stor ret hævdet, at ordet selv i selv-bestemmelse refererer til befolkningens egne ønsker. Problemet om modstriden mellem interesser og ønsker i forbindelse med selv-bestemmelsen er særlig aktuel i tilfældet Falklandsøeme, fordi der her er tale bm en meget lille koloni og en befolkning, der ønsker at bevare sin koloniale status, og som er efterkommere efter eller selv er indvandrere®). Det er de indbyggede konflikter i FN-maj orite tens afkoloniseringspolitik, i Argentinas suverænitetskrav og i tolkningen af begrebet selvbestemmelse, der har ført til, at de forhandlinger, som Storbritannien og Argentina indledte for 17 år siden, er forblevet resultatløse. Men det er også opfattelsen af begrebet selv-bestemmelse, der førte til Argentinas fejltolkning af omverdenens reaktion på invasionen den 2. april.
Forhandlinger
I overensstemmelse med FN-generalforsamlingens resolution nr. 2065 indledte parterne forhandlingerne om en ordning. Medens det argentinske udgangspunkt hele tiden har været, at retten til suveræniteten over øerne tilhører Argentina, og målet derfor har været at få Storbritannien til at anerkende dette, har problemet for Storbritannien været mere indviklet. Storbritannien har spillet en ledende rolle i forbindelse med Argentinas opnåelse af uafhængighed. Britisk kapital og ekspertviden har bygget jernbaner, havne og fabrikker i Argentina. Hertil kommer, at der er over hundrede tusinde britiske indvandrere i Argentina, som er helt integreret i det argentinske bourgeosie og som i væsentlig grad har bidraget til styrkelse af britisk-argentinske forbindelser. I tillæg til disse britisk-argentinere lever omkring tyve tusinde britiske statsborgere i Argentina. Også disse har nære kontakter til ledende kredse i Argentina®). ^ I modsætning til briterne i Argentina er falklændeme i hovedsagen fårehyrder og fiskere med rod i arbejderklassen. Jorden på øerne ejes for den altovervejende del af regeringen og af the Falkland Island Company (F.I.C.), som udlejer den i store lodder til farmere, der beskæftiger jordløse landarbejdere. Disse er i hovedsagen efterkommere efter immigranter fra Skotland og Wales. Lejemålene på de store farme har tilhørt de samme familier i generationer, og forsøg fra den britiske regerings side på at få gennemført jordreformer er kraftigt imødegået af disse farmere og af F.I.C., som kontrollerer uldhandelen og al unport. F.I.C. har andre interesser i Storbritannien og ejes af britiske aktionærer. Det indgår i et multinationalt selskab, Coalite, med olieinteresser. Aktierne i F.I.C. har skiftet hænder flere gange i de senere år’), men argentinske forsøg på at købe firmaet, der ikke giver mere end en halv million pund i udbytte om året, er blevet imødegået kraftigt af øboerne, der gennem deres råd holder et vågent øje med enhver udvidelse åf argentinske interesser på øerne. Argentinere er udelukket fra at købe jord på øerne, og indvandring er skarpt kontrolleret. I tillæg til disse modstridende synspunkter og interesser er øernes forhold også et ømtåleligt problem for den britiske regering, idet udviklingen her kan have indflydelse i andre problemområder, såsom Gibraltar, Hong Kong og frem for alt Ulster. Nordirlands-problemet er det væsentligste britiske inteme/exteme afkoloniseringsproblem, og regeringen må derfor være meget opmærksom på, at hvad den gør eller ikke gør i Falklands-spørgsmålet kan blive brugt imod den i Ulster-spørgsmålet. Regeringen har derfor omhyggeligt undgået at tage skridt til at integrere dem i Det forenede Kongerige (UK) eller til at fremskynde deres konstitionelle udvikling til opnåelse af »fuldt mål af selvstyre« (jf. FN-pagtens artikel 73). En velorganiseret Falklands-lobby i London har udnyttet disse for Storbritannien så følsomme problemer til at blokere og forsinke ethvert forsøg på fra regeringens side at nå til en aftale med Argentina ved at rejse en storm af modstand i Parlamentet og i pressen®). Ikke destomindre lykkedes det i 17-års perioden fra forhandlingernes start til den argentinske invasion, at tage visse skridt ad forhandlingsvejen. Heath-regeringen underskrev efter forhandlingerne i 1970-71 en kommunikations-aftale, som i realiteten sikrede Argentina kontrollen med flyforbindelsen til øerne. Argentinerne udbyggede lufthavnen i Port Stanley, og i 1974 påtog Argentina sig at forsyne øerne med olie. Også en mindre turistindustri udvikledes, og øerne øgede deres udnyttelse af argentinske hospitaler og skoler. For begge parter var målet før eller senere at nå til en forståelse, der formaliserede disse forbindelser, så Argentina kunne hævde at have generhvervet suveræniteten, medens Storbritannien kunne beskytte øboernes rettigheder og livsstil. I overensstemmelse hermed inddrog briterne repræsentanter for øboerne i forhandlingerne, men det blev disses effektive veto, som bærer en væsentlig del af skylden for, at forhandlingerne strandede^). I december 1977 nåedes et foreløbigt lavpunkt i forhandlingsklimaet. Året før var bl.a. de diplomatiske forbindelser blevet afbrudt, et britisk skib var blevet beskudt og olieforsyningerne til øerne afbrudt. Kort før forhandlingsrunden skulle indledes truede Argentina (ikke for første gang) med invasion. Sammenholdt med den samtidige kritiske situation i Belize besluttedes det i Callaghan-regeringens Defence and Oversea Committee (DOC) - dog ikke uden modstand, men tvunget igennem af premierministeren og hans udenrigsminister, dr. David Owen - i stor hemmelighed (en hemmelighed som først afsløredes i år) at stationere en u-båd‘“) ud for Falklandsøeme, hvor den forblev en måned. Imidlertid forløb forhandlingerne så tilfredsstillende, at invasionstruslen blev trukket tilbage. Det er den herskende opfattelse, at argentinerne intet kendte til u-bådstruslen, og at det således ikke har været den, der var medvirkende til, at forhandlingerne førte til nedsættelse af arbejdsgrupper, der nærmere skulle undersøge problemerne omkring suverænitet og økonomi. Det britiske grundlag for forhandlinger var en rapport fra en ekspertgruppe under ledelse af Lord Shakelton, afgivet året før“). Forhandlingsforløbets gunstige resultat sammenholdt med hemmeligholdelsen af u-bådens tilstedeværelse førte imidlertid til, at udenrigsministeriet stod svagt, da det næste gang, i 1982, havde behov for en »tripwire«-styrke. Efter valget i 1979 fik en af den nye konservative regerings juniorminister, Mr. Nicholas Ridley, ansvaret for Falklandsproblemet^^). Han var opsat på at få standset den stigende affolkning af øerne og at nå til en aftale med argentinerne. Efter en orienteringsrejse til Latinamerika, der også omfattede et besøg i Port Stanley, forelagde Mr. Ridley i kabinettets Oversea and Defence (OD) Committee forslag om, at man skulle forsøge at nå en aftale med Argentina, der indebar overdragelse af suverænitet, kombineret med en umiddelbar udleje (»lease-back«). I modsætning til udenrigsministeren, Lord Carrington, der støttede forslaget, var premierministeren, Mrs. Thatcher, utilfreds med det. Hun så ingen grund til at imødekomme argentinerne og således skabe uro blandt parlamentsmedlemmerne på et tidspunkt, hvor der var problemer i forbindelse med Rhodesia/Zimbabwe. Hun søgte at hindre forslagets fremlæggelse i kabinetskomiteen. Da imidlertid Mr. Ridley insisterede, blev forslaget behandlet. Resultatet var, at han alene fik mandat til at forelægge øboerne en række muligheder og konsultere dem vedrørende videre forhandlinger. Denne mangel på støtte fra kabinettet til Mr. Ridley i forsøget på at skabe en løsning, der på længere sigt ville være i Storbritanniens interesse, er blevet karakteriseret som et væsentligt vendepunkt, som et klassisk eksempel på udskydelse af krisen (»a crisis postponed«). I november 1980 forelagde Mr. Ridley herefter fire muligheder for øboerne, idet han samtidig pointerede, at argentinerne var ved at være utålmodige'®).
1. En fuldstændig overførsel af suverænitet til Argentina.
2. Overførsel af suverænitet, fulgt af en umiddelbar udleje af øerne til Storbritannien (lease-back), eksempelvis på 99 år.
3. Fastfrysning af de eksisterende politiske arrangementer i 25 år med henblik på i løbet af den tid at styrke øernes økonomiske forbindelse til Argentina og således bane vejen for forhandlinger om en politisk ordning.
4. Afbrydelse af alle forhandlinger - en mulighed som Mr. Ridley stærkt advarede imod, fordi den uvægerligt ville føre til konfrontation.
Øboerne valgte modstræbende mulighed 3, men da Mr. Ridley rapporterede til Underhuset om sin mission, blev han mødt med en storm af protester, der af et medlem blev sammenfattet i bemærkningen: »Why can’t the foreign Office leave the matter alone«'^).
Det var således med et meget snævert mandat, nemlig »fastfrysning«, Mr. Ridley, sammen med repræsentanter for øboerne i februar 1981 mødtes med argentinske forhandlere. Skønt argentinerne tilbød øboerne garantier for en demokratisk styreform, samt eget rets-, told- og uddannelsessystem, kørte forhandlingerne fast. Argentinerne ønskede suverænitet og ikke fastfrysning. Øboeme ønskede fastfrysning og ikke suverænitetsoverdragelse. Det britiske diplomati var hermed løbet ud for manøvrerum, og bedre blev det ikke, da valgene i november 1981 til øernes råd førte til, at to moderate medlemmer gled ud til fordel for to stærkt konservative. Også Mr. Ridley blev udskiftet, og erstattet med Mr. Richard Luce, som ansvarlig for Falklandsøeme. Forhandlingerne var oprindeligt planlagt genoptaget i december 1981, men blev udskudt som følge af et magtskifte i Buenos Aires, der bragte general Galtieri til magten som præsident med Nicanov Costa Mendes som udenrigsminister. Både i den amerikanske administration og i den engelske regering hilste man dette skifte velkomment, idet de nye magthavere blev anset for mere vestligt orienterede og også mere acceptable end det hidtidige styre. En virkelig tilnærmelse ansås nu inden for rækkevidde. Det nye regime viste sig imidlertid ikke mere stabilt end det hidtidige. Ansporet af finansminister Roberto Alemanns nødvendige økonomiske sanering intensiverede Peronisteme deres aktiviter^"*).
Britisk-argentinske forhandlinger var planlagt genoptaget i New York i februar 1982. Som optakt til disse fremkom den største argentinske avis, La Prensa, i januar med en stort opsat artikel, der forudsagde en argentinsk invasion forud for 150-året for det engelske styres oprettelse på øerne. Da den argentinske forhandler, Enrique Ros, forlod Buenos Aires med et snævert forhandlingsmandat, var det, der interesserede journalisterne, hvornår invasionen ville finde sted.
Trods det vanskelige forhandlingsklima lykkedes det imidlertid de to hovedforhandlere, Richard Luce og Enrique Ros, den 26. februar at nå til enighed om etablering af en »forhandlingskommission«, der skulle mødes regelmæssigt uden en fast dagsorden. Forhandliugeme blev herefter afsluttet med udsendelse af et communique, der udtrykte tilfredshed med »the positive and cordinal atmosphere« i hvilken de havde fundet sted‘"). Ved hjemkomsten til Buenos Aires blev Ros imidlertid underkendt af jimtaen, og pressekampagnen for en snarlig invasion intensiveredes. Det var derfor en bekymret Mr. Luce, der vendte tilbage til London for at rapportere til sin udenrigsminister, Lord Carrington.
En krise undervejs
Trods begivenhedsforløbet i 1977, men først og fremmest med Ridleyinitiativets skæbne i erindring, synes hverken udenrigsministeren eller hans Falkland-forhandler at have ment det muligt i kabinettets Oversea and Defence Committee at fremlægge en anmodning om udsendelse af en »trip-wire«-styrke til Falklandsøeme. Der kan have været to årsager hertiF). For det første manglen på tilstrækkehge efterretninger. For at fremlægge en sådan anmodning måtte udenrigsministeriet have støtte såvel fra egne diplomatiske kilder, d.v.s. bl.a. ambassaden i Buenos Aires og forhandlingsdelegationen i New York, og fra Joint Intelligence Committee. Sidstnævnte er et organ, der selvstændigt og løbende overvåger udviklingen overalt i verden. Det omfatter bl.a. chefen for kabinettets sikkerheds- og efterretningssekretariat og chefen for den hemmehge efterretningstjeneste (Secret Intelligence Service). Det består i øvrigt af en omfattende stab, inddelt i vurderingsgrupper, der arbejder kontinuerligt. JIC virker i overensstemmelse med en fast ugentlig procedure, der i påkommende tilfælde kan accelereres. Vurderingsgruppeme (Current Intelligence Groups) mødes i begyndelsen af ugen for at vurdere alt rådigt materiale, indhentet fra såvel åbne som skjulte kilder, onsdag morgen mødes hele JIC for på vurderingsgruppemes grundlag at sammenfatte den tilgængelige viden til en 10-12 siders rapport (benævnt The Red Book). Rapporten består af to dele, 1. del indeholder sammendrag af aktiviteter i verdens forskellige brændpvmkter. Denne del tilstilles alle ministre i kabinettets OD Committee. 2. del er et højt klassificeret tillæg med de nødvendige detaljer til underbygning af oplysningerne i 1. del, og den fordeles alene til de ministre, der har behov for sådanne detaljer. Rapporten trykkes i løbet af onsdagen, så den torsdag morgen kan fordeles. Et af de problemer, der efter premierminister Thatchers ordre, nu efter krigens afslutning skal gøres til genstand for nærmere undersøgelse, er spørgsmålet om, hvorvidt vurderingsgruppen for Latin-Amerika har været tilstrækkeUg effektiv. Fra efterretningsmæssig side er det allerede hævdet, at det tilgængelige råmateriale var langt mere alarmerende end de vurderinger, der nåede frem til ministrene^®). Det andet problem, som kan have holdt udenrigsministeren og hans Falklandsforhandler tilbage fra at kræve en styrke afsendt, kan være det rådende politiske klima i regeringen og parlamentet. Det spørgsmål alle focuserede på var økonomien. Såvel udenrigsministeriet som forsvarsministeriet var under stærkt pres fra finansministeriet, og kabinettets OD Committee var stærkt optaget af flådens fremtidige sammensætning. Uden særdeles konkrete kendsgerninger - som først var til rådighed den 29. marts - ville det have været halsløs gerning at forsøge at få ODCommittee til at beordre en styrke udsendt til Falklandsøeme. Mr. Luce, støttet af udenrigsministeren, begrænsede sig derfor til at anmode om udskydelse af tilbagetrækningen af det antarktiske opmålingsfartøj, HMS Endurance, der patruljerede i området. Det tog imidlertid to uger før anmodningen accepteredes, og det skete først efter at en gruppe argentinske skrothandlere den 19. marts havde hejst det argentinske flag*’) på øen South Georgia, hvoveitex Endurance med 21 mand af Royal Marines ombord blev sendt til øen. Marinerne gik dog ikke i land, men forblev ombord på Endurance ud for øen. Denne episode synes efter det hidtil foreliggende ikke at have været initieret af den argentinske junta, men den skabte i fortsættelse af den allerede opbyggede forventning om invasion en hektisk stemning i Argentina. Samtidig protesterede det britiske udenrigsministerium gennem ambassadøren i Buenos Aires over denne fjendtlige handling, og den argentinske udenrigsminister, Costa Mendes, lovede at hente skrothandleme tilbage fra South Georgia. Det viste sig imidlertid at ske ved brug af tre krigsskibe, som tvang Endurance til at trække sig bort.
Krisen tilspidses
Endurance ydmygende tilbagetog fra South Georgia fik inderkredsen i det britiske kabinet til - den 29. marts - at reagere på, hvad man nu anså for en akut krise. En u-båd, stationeret i Middelhavet, og forsyningsskibe blev i hast beordret til Sydatlanten*’). På dette tidspunkt er det den almindelige opfattelse, at juntaen i Buenos Aires endnu ikke havde besluttet sig fpr invasion. Imidlertid må der nu for den argentinske udenrigsminister, Costa Mendes, og for den argentinske flådechef, admiral Jorge Anaya, have tegnet sig et billede af, at såfremt man handlede hurtigt, ville det give Argentina en fordel. For det første havde det britiske udenrigsministerium givet klare signaler om, at man ønskede at overlade suveræniteten over øerne til Argentina. For det andet syntes britiske handlinger at indikere, at man ikke ønskede at kæmpe for øerne. Endurance var jo trukket tilbage. Hertil kom, at den britiske forsvarshvidbog af 1981 havde prioriteret nucleare våben og Nordatlanten. Det ligger nær at forestille sig, at Costa Mendes kunne få den opfattelse, at man, såfremt en hurtig og ublodig invasion gennemførtes som et fait accompli, i virkeligheden ville hj®lpe Storbritannien med at overkomme øboernes modstand, og at det lå uden for reaUtetemes verden, at den britiske regering ville søge iværksat en stort anlagt operation otte tusinde miles borte for at imødegå en besættelse af øerne. Hertil kom, at man heller ikke fra den amerikanske regering fik klare signaler om, at en invasion var uacceptabel. Båret frem af et folkeligt krav, som juntaen og den argentinske presse selv havde mobiliseret, besluttede juntaen derfor at iværksætte en invasion af øerne den 2. april. Netop den operation, som såvel det britiske udenrigssom forsvarsministerium vidste, man var ude af stand til at imødegå: En overraskende invasion uden varsel.
Krisen bliver akut
Det er endnu ikke fuldt ud afsløret, hvilke oplysninger den britiske regering, efter afsendelsen af en u-båd med flere skibe den 29. marts, har modtaget om situationen i Argentina. Det første egentlige krisemøde blev imidlertid afholdt den 31. om aftenen^’). Der er grund til at antage, at der allerede her er truffet beslutning om at forberede afsendt en flådestyrke til øerne, såfremt truslen om invasion realiseredes. Da dette skete den 2. april kunne den britiske flåde allerede den 5. april afsende den første del af den styrke, som efterhånden indsattes. Med en afstand på over 8000 nautiske mil og derfor en sejltid på et par uger, var der imidlertid nu tid til for diplomatiet at virke, inden en egentlig konfrontation kunne komme på tale. I konsekvens af invasionen trådte udenrigsministeren. Lord Carrington, og hans Falkland-forhandler, Mr. Richard Luce samt yderligere en juniorminister tilbage. Det blev derfor den nye udenrigsminister, Mr. Francis Pym, som fik hvervet at føre de diplomatiske aktiviteter ud i livet. Set fra Buenos Aires anså man det tilsyneladende ikke nødvendigt at vinde en militær sejr for at opnå den ønskede politiske gevinst. Man kalkulerede åbenbart med, at det var tilstrækkehgt at undgå at tabe militært så længe, at en diplomatisk afklaring, der sikrede den argentinske suverænitet, kunne nås, inden britisk militær styrke kunne gøre sig gældende i større omfang^®). Her fejlfortolkede argentinerne imidlertid deres muligheder. Der var ikke her, som i andre afkoloniserings-spørgsmål tale om, at den svagere part kæmpede på eget territorium og midt blandt egen befolknmg, hvis »hjerte og sind« var med dem. Tværtimod måtte argentinerne hurtigt se sig selv i den belejredes situation med anklagen »aggressor« hæftet på sig. Baggrunden herfor var, at Storbritannien helt fra begyndelsen var i stand til at fremstå som den angrebne part og dermed vinde støtte såvel inden for som uden for De forenede Nationer. Allerede den 3. april var Storbritannien i stand til at vinde støtte i FN’s sikkerhedsråd for dette synspunkt^®). Med henvisning til FN-pagtens artikel 51 om selvforsvar fik Storbritannien vedtaget en resolution, nr. 502, i Sikkerhedsrådet, der krævede argentinsk tilbagetiltrækning og genoptagelse af forhandliger. Dette diplomatiske pres på Argentina blev fulgt op af klare tilkendegivelser om støtte til Storbritannien, bl.a. fra NATO. Samtidig iværksatte den daværende amerikanske udenrigsminister, Alexander Haig, et forsøg på mægling. Også de øvrige medlemmer af De europæiske Fællesskaber kom Storbritannien til undsætning, idet de sammen med Canada og Norge vedtog at indføre handelsrestriktioner over for Argentina.
Argentina søgte at mobilisere Organisationen af amerikanske stater (OAS). Et møde i denne organisation førte imidlertid ikke til andet end en bekræftelse af FN-resolution 502. Argentina kunne ikke få medhold i at iværksætte sanktioner imod Storbritannien med henvisning til Riopagten. Årsagen hertil skal bl.a. søges i de indre rivaliseringer adskillige latin-amerikanske stater imellem, utrygheden ved, at Argentina havde anvendt magt for at løse konflikten, samt - nok ikke mindst - USA’s afvisning af at lade 0 AS tage stilling til striden^®). Udenrigsminister Alexander Haigs mæglingsforsøg måtte i løbet af maj konstateres resultatløse. Heller ikke en fornyet opfordring fra Sikkerhedsrådet (resolution 505) til generalsekretæren og hans følgende bestræbelser gav resultat. På dette tidspunkt havde Storbritannien iværksat en 200 miles krigszone omkring øeme^O> og med udgangen af april tilbageerobredes South Georgia. Alexander Haig afsluttede sine mæglingsforsøg med en erklæring, der tilsagde Storbritannien støtte og indførte restriktioner over Argentina--). Argentina har ikke følt begejstring ved at blive identificeret med den 3. verden. Stillet over for tilbageslag på det diplomatiske felt følte den argentinske udenrigsminister Costa Mendes imidlertid behov for støtte fra de alliancefri lande. Han besøgte derfor Havanna, hvor de alliancefri lande holdt møde, og fik med Cuba som initiativtager vedtaget en resolution, der krævede øjebUkkeligt ophør af amerikansk støtte til Storbritannien^®). Da den britiske styrkeopbygning var tilendebragt og styrkerne rede til umiddelbar invasion af hovedøeme, udsendte den britiske regering den 21. maj et dokument indeholdende en redegørelse for krise-forløbet og den fulde tekst af Storbritanniens sidste forslag^^).
Dette dokument giver ikke det fulde billede af hændelsesforløbet, idet kun dele af de argentinske forslag og svar er medtaget, ligesom heller ikke Haigs forskellige forslag samt det amerikansk-peruvianske initiativ er medtaget. Det fremgår af dokumentet, at uenigheden i forhandhngeme mellem Storbritannien og Argentina ved forhandlingernes sammenbrud omfatter fem hovedpunkter:
1. En aftale om øerne. Storbritannien insisterede på, at kun Øst- og Vest-Falkland skulle omfattes af aftalen. Argentina ønskede også de såkaldte »dependencies«, d.v.s. de øvrige øer i området, inkluderet.
2. Tidspunktet for tilbagetrækning. Storbritannien ønskede alle styrker fjernet inden 15 dage til en afstand på 150 miles fra øerne. Argentina ønskede, at styrkerne i løbet af 30 dage skulle returnere til deres normale baser og operationsområder, d.v.s. at de britiske styrker skulle trækkes tilbage til Europa.
3. Magtbeføjelsen til den af begge parter ønskede FN-administration i en overgangsperiode. Storbritannien ønskede, at denne administration skulle administrere øerne i snævert samsirbejde med øernes lokalråd. Argentina ønskede, at FN-administrationen alene skulle have ansvaret. Argentina ønskede tillige, at det argentinske flag skulle vaje side om side med det britiske og FNs.
4. Argentina ønskede fri adgang til øerne for argentinere, medens Storbritannien ønskede at opretholde de hidtidige stramme immigrationsbestemmelser.
5. Argentina foreslog, at forhandlinger om øernes fremtid skulle indledes uden præjudice til parternes rettigheder og krav, men ville ikke acceptere det britiske krav om at indføre en bemærkning i aftalen om, at forhandlingernes udfald ikke ville blive præjudiceret.
Dokumentet angreb i kraftige vendinger Argentina for at handle i ond vilje og for at forhale forhandlingerne med henblik på at beholde, hvad de havde erobret. Med britiske krav om, at øboerne selv skuUe spille en betydeUg rolle i forbindelse med administrationen af øerne og om fastholdelse af stramme immigrationsbestemmelser, var det imidlertid sikkert, at argentinerne måtte afvise forslagene, fordi disse ville sikre et fortsat veto fra Falklændeme gennem deres »selv-bestemmelse«.
Afslutning
Med det britiske angreb på hovedøeme, der indledtes den 21. maj, gik Falklandskrisen over i den egentlige krigsfase. Opsummeres kriseforløbet, tegner der sig et klart billede af, at den engelske regering fra det første krisemøde den 31. marts betjente sig af tre hovedelementer for at få kontrol over og styre udviklingen. For det første indledtes omgående en militær styrkeopbygning, der i forhandlingsforløbet skulle tjene som militær pression over for Argentina, men som ultimativt - som det senere viste sig - skulle virkeliggøre en tilbageerobring, såfremt de øvrige elementer ikke forinden havde gjort en britisk kontrol med øerne mulig. Endnu foreligger ikke uklassificerede oplysninger om nøjagtigt hvorledes det militære element indpassedes i krisestyringen, men det er åbenbart fra beskrivelser i presse og tidsskrifter, at den politiske kontrol med de militære aktiviteter var meget stram, indtil tidspunktet for invasionen den 21. maj. Herefter synes ledelsen af operationerne i højere grad at have været overladt til chefen for ekspeditionsstyrken. For det andet iværksatte den britiske regering en omfattende aktivitet for at vinde tilslutning til et økonomisk pres. En sådan tilslutning opnåedes hurtigt fra Storbritanniens partnere i EF samt fra Norge og de fleste af Commonwealthlandene. Også USA trådte til, da mulighederne for amerikansk mægling var udtømt. Endelig for det tredie lykkedes det den britiske regering at opnå bred tilslutning til en diplomatisk pression. Selv om Argentina kunne påregne stor sympati for sit suverænitetskrav, var det middel, landet valgte - militær invasion - ikke acceptabelt for hovedparten af verdenssamfundets medlemmer. Argentinas handling blev betragtet som en overlagt aggression, der førte til, at princippet om selvbestemmelse kom til at virke til britisk fordel. Ved afstemningen i Sikkerhedsrådet om den af Storbritannien fremlagte resolution nr. 502 stemte 10 for, medens kun Panama stemte imod, og 4 lande afstod fra at stemme, nemlig USSR, Polen, Kina og Spanien. Bemærkelsesværdigt er her, at USSR afstod fra at anvende sit veto. Heller ikke i OAS kunne Argentina få opbakning for sine synspunkter. Det var kun fra de alliancefri landes møde i Havanna, at Argentina kunne hente sympati. Tilbage står imidlertid den kendsgerning, at Falklandsproblemet nu er længere fra en løsning end nogensinde, og at »Falkland-fæstningen« i en årrække vil blive en møllesten om halsen på britisk økonomi og forsvar.
NOTER
1) To væsentlige artikler til belysning af den politiske beslutningsproces er fremkommet i det britiske Tampere Peace Research Institute ’s tidsskrift Current Research on Peace and Violence nr. 1, 1982, p. 1-25. Jean Houhert: The Falkland. A Hiccup of Decolonisation samt i The Economist, June 19, ldS2: Falkland Islands. The Origins of War. En omfattende og indgående dækning af krisen er bl.a. sket i Financial Times og i The Guardian Weekly, Vol. 126, nr. 14-26. Sidstnævnte ugeavis bringer væsentlige artikler fra The Guardian, The Washington Post og Le Monde. Nærværende artikel er primært baseret på ovennævnte materiale.
2) De forenede Nationers Pagt og Statut for Den mellemfolkehge Domstol. Officiel dansk oversættelse. FN informationskontor Kbh. 1974.
3) FN-generalforsamlingens resolution 1514 (XV) i UN Yearbookfor 1960, New York, p. 49-50.
4) FN-generalforsamlingens resolution 2065 (XX), 16.2, 1965 i UN Yearbook for 1965, New York 1966.
5) Houbert, op cit. p. 7.
6) Houbert op cit. p. 9-11.
7) Financial Times 23.4. 1982.
8) The Economist op cit. p. 42.
9) The Economist op cit. p. 41-42.
10) The Economist op cit. p. 42.
11) The Falkland Islands and their Dependencies. Rapport af ekspertgruppe under ledelse af Lord Shakelton, London 1976.
12) The Econoinist, op cit. p. 42.
13) Houbert, op cit. p. 10.
14) The Economist, op cit. p. 43.
15) The Economist, op cit. p. 44.
16) Iflg. The Times 15.9. 1982 kan en hvidbog om dette problem forventes udsendt inden jul 1982.
17) The Economist, op cit. p. 49.
18) Houbert, op cit. p. 12.
19) Allerede den aften krisen brød ud telefonerede den franske præsident Mitterand og meddelte sin støtte. Det blev senere bekræftet af premierminister Maurois i en tale holdt i Edinburgh den 16. maj og af præsidenten under et besøg i London. Houbert, op cit. note 21, p. 21.
20) Houbert op cit. note 22 p. 21-22.
21) Den 12. april erklærede Storbritannien en 200 miles Maritime Exclusion Zone omkring øerne, og med den maritime hovedstyrkes ankomst blev zonen erklæret for en Total Exclusion Zone.
22) Haigs erklæring i The Guardian Weekly. Vol. 126 nr. 19, p. 6.
23) Financial Times 2. og 5. juni 1982.
24) The Guardian Weekly. Vol. 126 nr. 22, p. 6-7.
