I anledning af 120 året for 2. Slesvigske Krig har premierløjtnant B. Bruun ved Sjællandske Telegrafregiment/Hærens Signalskole, for tiden til tjeneste ved staben 1. Sjællandske Brigade, skrevet denne artikel.
Indledning
Ved at benytte krigen i 1864 som eksempel er formålet med denne artikel at påvise, hvad der kan ske med hæren, hvis den forsømmes i fredstid, samt at uddrage erfaringer fra problemområder, der for mig forekommer typisk danske, nemlig
- de politiske forhold,
- organisation og mobilisering,
- den øverste ledelse og
- befolkningen
De politiske forhold
I tiden forud for krigen var der to politiske hovedspørgsmål, nemlig forfatningsspørgsmålet og spørgsmålet om en ny hærordning. Vedrørende forfatningsspørgsmålet var Europa i 1848 udsat for en revolutionsbølge. Herhjemme afgav kongen, Frederik den 7., løfte om en fri forfatning. Udsigten til en politisk tilknytnig til Danmark udløste et oprør i det tysksindede Slesvig-Holsten. Dette oprør førte til den 1. Slesvigske Krig (1848-50). Den derefter undertegnede fredstraktat løste ikke stridsspørgsmålene, og i den efterfølgende periode var forfatningsspørgsmålet det store politiske problem. 11863 bebudede vor regering en forfatningsrevision, der ville indlemme Slesvig i Kongeriget. Dette var i strid med Londonaftaleme fra 1851-52, og erklæringen vakte stærk forbitrelse i Tyskland, der ville skride til væbnet aktion. Vi regnede imidlertid med at få dels direkte hjælp fra Norge-Sverige, dels indirekte hjælp af England, Frankrig og Rusland. Den 13. november 1863 vedtog Rigsdagen fællesforfatningen for Danmark og Slesvig. Frederik den 7. døde 15. november, men Christian den 9. imderskrev modstræbende forfatningen den 18. november. Juleaftensdag marcherede de tyske forbundstropper ind i Holsten. Vi afviste et ultimatum, og krigen var en realitet. Preussen-Østrig overskred Slesvigs grænse den 1. februar 1864. Vedrørende spørgsmålet om en ny hærordning var forholdene således, at efter den liberale forfatnings tilblivelse i 1849 var det politikerne, som skulle udforme og vedtage love, give bevillinger m.m. Den første Rigsdag samledes i 1850, og den forlangte, at ministrene skulle indsende deres budgetforslag. Heller ikke dengang kunne politikerne enes om noget sådant, og i perioden op til 1864 var nedskæring da også hovedkravet til hæren fra politikerside. Hærens problem var derfor at tilpasse hæren til budgettet samt at komme med nye forslag. I perioden mellem de to slesvigske krige kom der nye ministerier og dermed også nye krigsministre. I fredstid var det krigsministerens opgave at være bindeledet mellem de tre generalkommandoer, at føre alle sager vedr. landforsvaret i Rigsdagen og at nedsætte kommissioner til at udarbejde forslag til love, organisationsplaner, fornyelser m.m. Krigsministeren skulle med de forhåndenværende midler og bevillinger bruge sin indflydelse tU at koordinere alle disse ting således, at man i hæren til enhver tid kendte mobiliseringsbestemmelser o.lign. Der blev nedsat en del kommissioner, og der fremkom mange forslag, men desværre svigtede koordinationen og gennemførelsen. Det var som om, at hver krigsminister havde sin opfattelse af, hvorledes hæren skulle organiseres og mobiliseres, og desværre kom dette til udtryk i efteråret 1863. På dette sene tidspunkt, hvor næsten alle var klar over, at en krig ville komme, opstod der en såkaldt finansiel uenighed, og krigsminister Thestrup gik af. Oberst Lundbye blev i stedet minister i august 1863, og alle udarbejdede hærlovsplaner blev lagt på hylden.
Organisation
I efteråret 1863 afholdtes store øvelser ved Dannevirke, og da øvelserne var afsluttede, blev afdelingerne til alles overraskelse sendt til deres garnisoner, så mandskabet kunne hjemsendes. Umiddelbart efter afdelingemes ankomst til deres garnisoner ændredes den ordning, som krigsminister Thestrup havde skabt og afprøvet. Krigsminister Limdbye regnede først med et krigsudbrud til foråret - hvis krigen overhovedet brød ud. Medio oktober 1863 var hæren opdelt i tre generalkommandoer med forskellig sammensætning. Den 22. oktober ophævedes de tre generalkommandoer, og en divisionsinddeling med tre divisioner blev indført.
De tre divisioner blev dog mere ensartede end de gamle generalkommandoer. Ultimo december blev regimentsinddelingen indført for infanteriets vedkommende. Før bestod divisionen af tre brigpder med hver to eller tre bataljoner, herefter bestod hver brigade af to regimenter med hver to bataljoner. Organisationens udvikling fremgår af skitserne. Foruden regimentsinddelingens indførelse blev der yderligere oprettet en 4. Division, nemlig rytteridivisionen, der senere skulle føre felttoget op gennem Jylland imder krigen. Den nye krigsminister, oberst Lundbye, gennemførte altså i løbet af to måneder omfattende organisationsændringer ved først at indføre »divisionen« og dernæst »regimentet« - og dette kort tid før krigsudbruddet. Indførelsen bevirkede, at der først oprettedes fem nye infanteribrigader med stabe, således at antallet nu var 9 i stedet for 4. Derefter oprettedes 18 regimenter med stabe. Antallet af faste officerer kunne i forvejen ikke dække det samlede antal poster. Alle de nye chefs- og stabsfunktioner skulle nu desuden besættes, og det var her problemet opstod. Problemet blev løst ved oprykning til kommando - delingsførere blev kompagnichefer, kompagnichefer blev bataljonschefer og bataljonschefer blev regimentschefer. Der manglede herefter mange officerer i kompagnierne, og mange menige måtte udnævnes til underførere. For rytteriets vedkommende bestod styrken medio oktober 1863 af 5 regimenter med ialt 20 eskadroner. Ultimo december 1863 bestod rytteriet af 6 regimenter med 36 eskadroner. Der blev altså oprettet et regiment og 16 eskadroner mere. Der skulle derfor udskrives og tilrides en hel del flere heste - ialt 2160 heste. På grund af den sene reorganisation bestod rytteriet ved krigens begyndelse af eskadroner med hestemangel. Eskadronerne talte gennemsnitlig 30 tilredne heste i stedet for 135. Det værste i dette tilfælde var, at rytteriet (som vore kampvogne i dag) blev betragtet som det afgørende våben. Det blev påpeget gang på gang, at skulle rytteriet virke som rytteri (d.v.s. offensivt og afgørende) og ikke blot defensivt i f.eks. sikringsopgaver, så var det nødvendigt, at rytteriet bestod fuldtalligt i fredstid. Desvære blev dette krav først opfyldt så sent, at resultatet var, at alt befandt sig i en opløsningstilstand, da krigen begyndte.
Mobilisering
Nu var den nye organisation ikke den eneste omvæltning inden krigsudbruddet. Hæren var en mobUiseringshær, så der foregik derfor også en mobilisering inden krigen. I efteråret 1863 påbegyndtes mobiliseringen. Ligesom ved gennemførelsen af den nye organisation troede krigsministeren, at vi havde god tid, men mobiliseringen måtte dog fremskyndes. Infanteriet skulle mobiliseres ved en dubléring, således at én bataljon blev til to. Som tidligere beskrevet manglede en del officerer og befalingsmænd, så ved mobiliseringen blev manglerne større, idet der ikke i fredstid var uddannet et tilstrækkeligt antal af især reserveofficerer. De fastsatte styrkemål for infanteriet blev aldrig opnået. Ved mobiliseringen af rytteriet foregik det således, at af regimenternes fire stående eskadroner formeredes fem, og af disse fem formeredes seks, selvom planen foreslog, at to eskadroner skulle danne tre. Kun Gardehusarregimentet fulgte planen. Den metode de øvrige benyttede bevirkede, at eskadronernes mandskab blev blandet mere end nødvendigt, samt at det tog længere tid at blive klar. Som nævnt tidligere manglede der heste i forbindelse med indførelsen af den nye organisation. Der blev derfor vedtaget en lov om ekstra udskrivning af heste. Det uheldige her var blot, at alle disse udskrevne heste skulle komme fra »øerne«, og regimenterne skulle selv hente dem. Så de jyske dragonregimenters indkaldte mandskab blev overført til Fyn og Sjælland for at hente heste. Desuden blev 2. Dragonregiment forsinket så meget, at det først nåede frem til 4. Division medio april 1864 - 2V2 måned efter krigsudbruddet. Regimentet var nemlig blevet overført til Fyn og havde 100 mand i Korsør på Sjælland for at modtage heste fra Lolland og Falster. Selvom det var med forsinkelser, modtog rytteriet stort set sit mandskab og sine heste.
Den øverste ledelse
Inden jeg kommer ind på problemerne omkring den øverste ledelse er det nødvendigt at gennemgå felttogsplanen i hovedtræk. Når det drejede sig om angreb fra Tyskland uden maritim støtte var forsvaret opdelt i et frontalforsvar og et flankeforsvar. Frontalforsvaret var det første vi ville gribe til, og her var Dannevirke den bedste forsvarslinie. Faren ved frontalforsvaret var, at hærens eksistens kunne sættes på spil, og ifølge krigsministerens eget direktiv måtte dette ikke ske. Det næste vi ville gribe til, var flankeforsvaret, der var baseret på støttepunkter langs den jyske østkyst. Her var Dybbøl med Als i ryggen og Fredericia med Fyn i ryggen de vigtigste. Hovedparten af hæren skulle derfor trække sig tilbage til støttepunkterne, og rytteridivisionen (4. Division) skulle primært trække fjenden efter sig op gennem Jylland, for at få ham til at sprede sine kræfter unødigt, således at vore styrker i støttepunkterne ville være en trussel mod hans flanke. I kraft af vor flådes overlegenhed kunne tropper overføres fra det ene punkt til det andet, og vi kunne dermed sikre os den nødvendige handlefiihed. Desuden var flankeforsvaret også velegnet til at trække en krig i langdrag, for f.eks. at give tid til at opnå en forhandlingsløsning. Endelig skal det i denne forbindelse nævnes, at grænsen mellem det egentlige Danmark og Slesvig - den nørrejyske grænse - var en linie langs Kolding Å-Kongeå og en linie nogle kilometer øst og syd om Ribe. Ved systemskiftet opstod der det særlige, at en ansvarlig krigsminister indførtes. Kongen var nu formelt hærens øverstkommanderende, så om det skulle være krigsministeren eller overgeneralen, der i krigstid skulle planlægge og lede operationerne, var ikke klart defineret. Da den øverste ledelse havde én sammensætning i fredstid (f.eks. ingen overgeneral) og en anden i krigstid, havde krigsministeren også én opgave i fredstid og en anden i krigstid. Krigsministerens opgave i fredstid er beskrevet tidligere. Krigsministerens opgave i krigstid var at forene det politiske med det militære. Dels ved at give overgeneralen direktiver som tilpassede de militære operationer efter den politiske situation, og dels ved at udnytte en gunstig militær udvikling politisk, evt. i forbindelse med forhandlinger. Krigsministeren skulle ikke blande sig i den måde, hvorpå operative opgaver blev løst. Et eksempel på, hvor krigsministeren virkelig forsømte sin opgave, var efter tilbagegangen fra Dannevirke. Krigsministeren kunne ikke acceptere, at overgeneralen, general de Meza, efter et krigsråd havde taget beslutningen at forlade Dannevirke, og ministeren beordrede derfor de Meza til København. Mens striden mellem krigsministeren og overgeneralen stod på i København, fik ministeren ikke givet et direktiv til den fungerende overgeneral vedr. forhold, der skulle iagttages ved den nørrejyske grænse. I en senere instruks stod der dog, at grænsen skulle holde så længe, som 4. Divisions kræfter tillod det. At det var politisk vigtigt, at grænsen til Nørrejylland blev kraftigt forsvaret, blev udeladt. Krigsministeren forsømte at give et politisk direktiv for forsvaret af grænsen, hvilket var en politisk nødvendighed, hvis vi skulle gøre os håb om at få hjælp udefra. Den fungerende overgeneral og chefen for 4. Division burde have set de politiske aspekter i forbindelse med forsvaret af den nørrejyske grænse, men begge, dog især den fungerende overgeneral, undlod at opstille et militært mål, som der måtte forventes af dem under alle omstændigheder - også i en situation, hvor grundlaget, nemlig det politiske direktiv, manglede. Grænsen blev derfor ikke forsvaret, som den burde, og Preussen overskred den - endda ved en tilfældighed. Vi reagerede først flere dage senere, men da var det for sent. Krigsministeren forstod heller ikke, hvor skellet gik mellem hans og overgeneralens ansvars- og virkeområde. Fejlen og årsagen til misforståelserne omkring ministerens indblanding var, at overgeneralen ved Dannevirke (i frontalforsvarssituationen) kun havde fået underlagt de militære etablissementer i Slesvig foruden kommandoen over »den aktive armé«. Fredericia var f.eks. derfOr direkte under kommando af krigsministeren, og da telegrafforbindelsen hævedes mellem 4. Division ved Vejle og garnisonen i Fredericia (i flankeforsvarssituationen), gav den nyudnævnte overgeneral, general Gerlach, selv bemyndigelse til, at 4. Division satte sig »i direkte Forbindelse med Krigsministeriet, naar blot Overkommandoen holdtes underrettet om, hvad der foregik ved Divisionen«. Her efter overgangen til flankeforsvarsdivisionen skete så flere ting. For det første opstod en misforståelse vedr. kommandoforholdet omkring 4. Division. Krigsministeren mente, at han havde kommandoen over divisionen. Overgeneralen mente også, at han havde kommandoen over 4. Division, og chefen for 4. Division mente sig underlagt krigsministeren. For det andet placerede overgeneralen sig selv og sin overkommando på Als, hvorved han blev indblandet i krigshandlingerne ved Dybbøl, så han mistede overblikket og tabte kontrollen med 4. Division i Nørrejylland og 3. Division i Fredericia. For det tredie begyndte krigsministeren nii for alvor at blande sig i krigens gang. Først ville han have offensive handlinger, hvorfor tropper efter overkommandoens ønske blev overført til Dybbøl for at foretage et udfald dér. Dette til trods for, at krigsministeren kort forinden på Mors over for chefen for 4. Division og i kongens nærværelse havde lovet støtte til divisionens offensiv ned gennem JyUand. Senere, da Dybbøl var faldet, gik krigsministeren imod overkommandoens ønsker og beordrede Fredericia rømmet samt tropper overført til 4. Division. Disse rokéringer blev foretaget uden at give en forudgående orientering eller begrundelse til overkommandoen eller 4. Division.
Befolkningen
Befolkningens forventninger til hæren var ved krigens begyndelse, at »nu skulle Ty sken have bank igen«. I årene før krigen havde pressen omtalt Dannevirkestillingens udbygning og forskellige øvelser i forbindelse med Dannevirke. Denne omtale, der overdrev stillingens betydning, skruede forventningerne op. Skuffelsen og harmen, der greb befolkningen, blev derfor så meget større, da Dannevirke uden virkelig k ^ p blev rømmet. Københavnerpressen udgav ekstranummer og udtalte med store bogstaver sin harme over det skete. Den krævede især cheferne for 3. og 4. Division, generalerne Steinmann og HegermannLindencrone, underkastet en krigsretsundersøgelse, idet disse to blev beskyldt for at være bagmændene bag tilbagetoget, og at deres agitation hang sammen med reaktionære politiske anskuelser. Da nyheden spredtes i København strømmede folk til krigsministeriet for at få en bekræftelse, og krigsministeren blev her udsat for et stort pres. Pressen skrev om vore siyrkers placering samt om vore bevægelser og forhold - og Preussen-Østrig læste om det. Chefen for 4. Division skrev: »Al respekt for den frie presse under normale forhold; men imder krigsforhold er det en utilgivelig svaghed af et krigsministerium at tåle sligt. Når fædrelandet er i fare og landet sat på feltfod, da er alt det, som virker skadeligt på krigsførelsen utilladeligt, uanset hvilken berettigelse det under sædvanlige forhold har«. Efter overskridelsen af den nørrejyske grænse og Koldings besættelse gik forhandlingerne igang mellem Preussen og Østrig på den ene side og England, Frankrig, Rusland og Sverige på den anden. Her forsikrede Preussen og Østrig, at de havde fredelige ønsker, men at krigen måtte fortsættes, når vi ikke ville forhandle. Preusserne forsikrede i London, at vi ville få alt igen, og herhjemme var der så nogle »skrålere«, der brølede: »hvad kan vi forlange mere«? og så hed det videre: »det er også de forbandede nationalliberale og bondevenner, som vil, at vi skal blive ved med at slås med to stormagter«! Der var uenighed i befolkningen og tildels i hæren om krigen og dens førelse. Mange havde håbet på forstærkning fra Norge-Sverige, men mente nu, at vi ville blive nødt til at klare os selv, efter at vi frivilligt havde forladt både Dannevirke og Nørrejyllands grænse. Preusserne kendte indledningsvis vor placering og forhold i JyUand, men til den lokale presses ros, nævnte den ikke vore sixejfkorps placering. I Slesvig skulle befolkningen være blevet meget skuffede over, at vi havde forladt Dannevirke. Mange slesvigere havde fulgt Dannevirkes udbygning og havde troet på, at vi ville forsvare dem. Efter Dannevirkes rømning mistede de troen på os. Alligevel hjalp befolkningen, og især de offentlige myndigheder, hæren med efterretninger. I Jylland meldte mange unge mænd sig som frivillige og gjorde tjeneste som kurérer og skjulte forposter. Der var dog forskel på stemningsbilledet fra 1848-50 og i 1864. I 1848-50 havde alle samlet sig, og partiers samt personlige interesser var væk, »der var hjerter varme og hoveder klare«. I 1864 var mange vildledt af rygter og presse. For disse mennesker gjaldt, at »hjertet var varmt, men hovedet var det desværre også, og derfor omtåget«. Typisk for 1864 var det, at alle sagde til og om hinanden, at de var I årene 1859-63 lykkedes det krigsminister Thestrup at bringe mange forhold i orden, deriblandt soldaterånden. Om de afholdte øvelser ved Dannevirke i efteråret 1863 blev der skrevet: »Næppe har der været arbejdet med større lyst og liv end netop nu, fordi alle så hen til en krig i den nærmeste fremtid, hvor vi igen skulle banke Tysken«. Her kom den nye krigsminister ind i billedet, og efter øvelsen opløstes hæren, og bataljonerne sendtes til deres garnisoner. Herefter kom den store hastige omorganisation, krigen begyndte, Dannevirke rømmedes og overgeneralen blev afskediget. Alt dette gjorde sandsynligvis, at ånden, stemningen blev mere eller mindre opgivende. Stemningen i befolkningen - især på øerne og i hovedstaden - rygtedes og spredtes hurtigt i hæren, pg denne manglende opbakning og følelse af at stå alene, måtte ligeledes have påvirket hæren.
Afslutning
Der kan uddrages mange erfaringer fra 2. Slesvigske Krig i 1864, men kun få vil være aktuelle og dermed evig^ldige. På baggrund af foranstående gennemgang kan følgende evigyldige erfaringer listes:
- organisationsændring i forbindelse med krigsforberedelser, især mobilisering, skader mere end det gavner, uanset om organisationen bliver bedre,
- kommandoforholdet i den øverste ledelse skal være klart defineret,
- skal vi have hjælp udefra, må vi vise forsvarsvilje,
- ministeren må ikke blande sig i operationerne, men derimod give politiske direktiver for at sikre, at krigen tjener sit politiske formål,
- den øverste militære ledelse skal opstille militære mål, også selvom den ikke har modtaget grundlaget, nemlig det politiske direktiv,
- pressen bør censureres m.h.t. kommende operationer samt enheders øjeblikkelige placering, forhold og moral, samt
- stemningen i befolkningen er af væsentlig betydning for moralen i hæren.
Reaktionen efter krigen i 1864 var, at skuffelsen og choket over krigsudviklingen fik befolkningen med hovedstadspressen i spidsen til at lede efter syndebukke, og disse måtte naturligvis findes i hærens ledelse. Først langt senere fandt offentligheden ud af, at de egentlige syndere var de politikere, der skulle have gjort det muligt for hæren i fredstid at forberede sig til krigen. Det var især deres forsømmelser, der var indirekte årsag til krigens udfald.
B. Bruun.
ANVENDTE KILDER
Generalstaben: Den dansk-tydske Krig 1864,1, II, III. Generalstaben: 4de Division I Nørrejylland 1864. C. Hegermann-Lindencrone: Om Krigsåret 1864 og dets indflydelse på vort Hærvæsen. S. Bjørke, H. F. Kjær, J. W. G. Norrie: Krigen 1864. Den anden slesvigske krig i politisk og krigshistorisk belysning. K, V. Nielsen: Den øverste Krigsledelse. K. V. Nielsen: Introduktion til De Slesvigske Krige. C. F. Hagen: Krigsføringens principper. V. A. C.K lein: Forsvarssagen før og under Krigen 1864, militærpolitiske og strategiske betragtninger. B. Bruun: 4. Division i 1864. (Speciale udarbejdet på Hærens Officersskole 1978)
