Nutidens Eksercerreglementer søge at simplificere ethvert Kornmandoord, enhver Bevægelse saa meget som muligt, og alle Bestræbelser gaa ud paa at gøre det enkelte Individ selvstændigt, bevægeligt og hurtigt; man beflitter sig paa at konnne bort fra det formelle, fra Øvelser, der „tage sig ud“, og som kun have hjemme paa en Eksercerplads, og man arbejder ivrigt paa at uddanne dygtige Feltsoldater,
Ejendommeligt berøres man, naar man beskæftiger sig med et Reglement fra Lineartaktikkens Tid og her ser, i hvor høj Grad A l t er hildet i Formalisme og Pedanteri mod Udelukkelse af al individuel Selvstændighed, og man undres over, at halvandet Decennium har været tilstrækkeligt til at frembringe saa gennemgribende Forandringer.
Det Reglement, vi her i al Korthed ville omtale, er trykt i København 1741 og bestemt for Dragonregimenterne; det er temmelig kortfattet, skrevet paa Tysk 1), ogsaa for Kommandoordenes Vedkommende, og indeholder paa 1242 Sider de Fordringer, man den Gang stillede til en Afdeling, der skulde optræde baade til llest og til Fods. Foruden de egentlige Bestemmelser for Eksercitsen indeholder det endvidere meget nøjagtige Forskrifter om Wie ein Dragoner in seiner Mundirung, zu Pferde und zu Fusz, ajustiret seyn soli“ . — Hele Paaklædningen fra Hatten og til Skoene gennemgaas; et Afsnit bl. A. omhandler Haarets Snit, hvorledes de bageste Haar skulle sammenbindes i en „Queue“ og til Parade forsynes med en Sløjfe eller „Coquarde“ . Et andet Afsnit omtaler Skæggets Form, der i alle Henseender skal være ensartet, og da det ikke er forbudt at „paahæfte eller paamale sig falsk Skæg“ , saaledes som i et senere Reglement, skulde man næsten tro, at ikke Faa have været forsynede med forlorent Skæg for Ensartethedens Skyld. Vi se, at Dragonerne vare forsynede baade med Sko og med lange Støvler, der spændtes fast helt over Knæerne, og som, „so viel es sich thun lasset, mit Commissarien (?) angefiillet werden, damit sie glatt an den Beinen sitzen.“ —
Hestene skulle, naar en Præsentation forestaar, pudses paa Benene og i Ørene, Manen skal flettes med Seglgarn, hvorimod Pandelokken ikke maa flettes eller gemmes bort. Halerne forsynes med et „Schweif-Band“ , og det paabydes, at de „mit jedem neuen Mond gestutzet, nnd also accomodiret werden, damit selbige wohl wachsen“ ; til Parader maa Halerne ikke „aufgeschweift werden“ , et Forhud , der tyder paa, at man til dagligdags — saaledes som Bønderne endnu den Dag i Dag gøre i daarligt Føre — anvendte Opbinding af Halerne. Kapitlet slutter med at indskærpe, at Dragonen altid, naar han færdes paa Gaden, skal være iført „Mundur“ og Sabel, og at han kun, naar han henter Fourage til sin Hest eller gaar over Gaden for at begive sig til Stalden, har Tilladelse til at være iført „Kittel“ og „Fouragir-Miitze“ , men med Halsbindet fast og glat om Halsen og, i Fald han ikke har „Queue“ , med Haaret fæstet sammen med et Baand. Endvidere findes der i samme Kapitel Bestemmelser for Hestenes Opsadling m. m. Alle disse Bestemmelser ere givne meget detaillerede, men samtidig saa kortfattede og tydelige, at de kun kræve en Plads af knap 10 Sider i Bogen. — Det næste Kapitel indeholder et Ceremoniel-Reglement, og det lader til, at Honnørafgivelse har spillet en væsentlig Rolle ved Soldaternes Uddannelse. Med megen Omhu gaas der i Enkelthederne herved, og Kapitlet slutter med den mærkelige Passus, at Profossen — „der Gewaltiger“ — jtaa Mønstringsstedet skal paase, „dass sich keiner mit Brandwein im Regiment aufhalte“ . — Saa fortsættes med Ceremoniel-Bestemmelser for det samlede Regiment, naar dette enten skal opstilles til Mønstring eller til Parade. Alt i Begyndelsen af Reglementet er der givet nøjagtige Regler for Udstikning af Linier til Opstilling af et Regiment, og det er Majorens Sag at finde et godt Terrain, i hvilket Frontlængden, Interval, Afstand mellem Geledderne o. s. v- markeres.
Regimentet — 4 Eskadroner — opstilledes den Gang paa 3 Geledder med en Frontlængde af 40 Skridt pr. Eskadron, med 12 Skridt imellem Geledderne og 40 Skridt mellem Eskadronerne, der stode ved Siden af hinanden. Hver Eskadron deltes i 2 Kompagnier, og disse atter i Firer for Afmarchens og Bevægelighedens Skyld. Desuden inddeltes Eskadronen til Afmarche i Divisioner (Afdelinger paa 13 Mand), til Forstærkning af Fronten, til Doublering af Geledderne, til Skydning fra Hestene og endelig til Fodeksercits. Som det vil ses, en temmelig indviklet Ordning. Hver Eskadron havde 40 Mand i 1. og 2. Geled og 38 Mand i 3. Geled, deri indbefattet G Korporaler paa Geleddernes Fløje; de bedste Folk og Heste stilledes i 1., de sletteste i 2. Geled. Som Sluttende bag Fronten rede 2 Vagtmestre — een for hvert Kompagni. Regimentet kommanderedes af en Oberst, og af Officerer fandtes endvidere 1 Oberstløjtnant, 1 Premier-Major, 1 Second-Major, 4 Kaptajner, 1 Kaptajn-Løitnant, 7 Løjtnanter, 1 Adjutant og 4 Fændrikker1). T il hver Eskadron var der tildelt 4 Tambours, og paa højre Fløj holdt Paukeslageren og G Hautboister.
Opstillet til Parade var altsaa Regimentets Styrke, 21 Officerer, 32 Underofficerer, 23 Spillemænd og 448 Menige. Efter at Ceremoniellet grundig er bleven gennemgaaet, følger et Kapitel, der omhandler Uddannelsen.
Majoren indeksercerer i Marts Maaned Løjtnanterne og Fændrikkerne, som han ikke alene „so perfect macht, dass nicht nur die Accuratesse in Eins, Zwey, Drey zåhlen, ihnen eine Gewohnheit werde“ , men at de ogsaa faa ensartede Begreber om hvert „Tem po“ . Derefter uddanne Løjtnanterne Underofficererne, og disse præsenteres, naar de ere bievne „perfectioniret“ , for Majoren. Ere saa Officerer og Underofficerer bievne indøvede, tages der i Midten af Marts fat paa Dragonernes Ud dannelse1), og Reglementet fordrer, at de ikke alene skulle udføre „die Tempo egal und wohl distinguiret“ , men at de ogsaa lære at bruge deres Gevær „ferme“ , at de staa lige og rolig o. s. v .; der anbefales fuldstændig R o under Eksercitsen, og ingen maa tale uden den kommanderende Officer. Majoren leder ogsaa Regimentets Uddannelse, og Reglementet foreskriver bl. A., at Majoren, naar han under Øvelserne opdager Fejl, forinden han paataler dem, skal spørge de paagældende Officerer og Underofficerer om de selv have opdaget Fejlen; Majoren skal paatale selv ubetydelige Mangler for at lære sine Undergivne Agtpaagivenhed. Disse og lignende Regler til Vejledning for Majoren afslutte Kapitlet, og der gaas over til Uddannelsen til Hest. Vi ville her kun berøre nogle enkelte Punkter: Dragonerne skulle altid ride Knæ til Knæ, og Afstanden mellem Geledderne skal vedligeholdes; det skal læres deir., at denne Afstand er rigtig holdt, naar Bagmanden kan se Bagskoene af sin Formands Hest. „Siehet er selbige nicht, so ist er ihm zu nahe gekommen; sieliet er Erde hinter seines Vor-Mannes Pferde Eisen, so ist er zu weit zurucke“ , tilføjer Reglementet med sædvanlig Grundighed. Hvis der skulde opstaa Aabninger under Evoleringen, skal der søges Samling til Midten. Denne Bestemmelse er mærkelig, da Relning ellers i Et og A lt er efter Fløjene og nærmest til højre Fløj, og da Midten for øvrigt ikke spiller nogen Rolle. — Angaaende Dragonens Sæde til Hest bestemmes, at han skal sidde lige og skal „so kurz reiten, dass er sieh im Sattel heben kbnne“ , for derved ikke alene at lette Hesten, men for ogsaa bedre at kunne beherske sin Hest samt for at kunne bruge Pallasken med mere Kraft. Han skal ride med korte Tø jler — mellem Langfinger samt Ring- og Lillefinger — og med Knapperne (Tøjlernes) i LIaanden; denne skal altid holdes over Saddelknappen. Knæerne føres højt fremefter med tæt Slut til Saddelen, Fødderne godt fremefter og tæt ved Hestens Bov, ikke for langt ind i Bøjlerne, Taa og Hæl i „egaler Linie “ , saaledes at Dragonen, naar han sidder lige i Saddelen kan se den nederste Del af Pistolhylstrene og Taaspidserne.
Med et saadant Sæde kan man ganske vist ikke forlange megen Ridning, men vi ville ogsaa se, at der ikke stilledes store Fordringer hverken til Hest eller Rytter. Rytterens højre Haand skal baade under Marchen og paa Stedet, naar Pallasken ikke er trukken, altid hvile paa Laaret „mit dem Ellbogen wohl vom Leibe“ , altsaa indtage en meget tvungen og anstrengende Stilling, som ganske vist fremmede den lige og stive Holdning paa Hesten. Nu følger der i Reglementet Forskrifter for Inddeling med Divisioner o. s. v., der alt ovenfor ere bievne omtalte, hvorpaa der gaas over til Evolutionerne, først til A f- ogOpmarcher. Det har været en ret indviklet Manøvre at afmarchere med Firer, og Reglementet anvender til Forklaring heraf ikke mindre end 9 Sider. Ved enhver Bevægelse, der udføres, tænkes paa Parade — Forbidefdering — , thi Afmarchen skal ledes saaledes, at „die Compagnien Unseren Platz auf Distance von 10 Schritten vorbey marschiren können“ . — Vendinger med Firer forklares dernæst, og dette Kapitel begynder med en Forklaring om — Sabeltrækning! Vendingerne udførtes til højre og til venstre samt til højre- og venstre omkring; de skulde udføres hurtigt og samtidigt, men selvfølgelig i Skridt. Derimod skal en senere nævnt Evolution — Forstærkning af Fronten — ved hvilken 3. Geled udvikles til højre og venstre, og Eskadronen formeres paa 2 Geledder, udføres hurtigt i kort Trav „jedoch ohne jede Unordnung“ , et Særsyn ved Evolutionerne, der ellers altid udføres i Skridt, som vi senere ville faa at se. Foruden V endin ger anvendtes Svingninger med hele Fronten eller med Eskadronerne, og Reglementet henleder Opmærksomheden paa, at den svingende Flø j uden at trave „wohl avanciren und jeder seinen Vor- und Nebenmann genau observiren müsse“ for at Svingningen kan udføres ensartet, og at Midten ikke hænger tilbage.
Næste Kapitel er helliget Geværets Brug til Hest, som man nok kan tænke sig en meget indviklet Manipulation. Forresten findes her en ret interessant Anmærkning, interessant derved, at Dragonen skal handle p a a egen Haand, forinden Kommandoordet: „Das Gewehr aus dem Schuh“ er givet. I Anmærkningen paalægges det nemlig Kommandøren ikke at haste, saaledes at Eskadronerne uden Kommando kunne 1) gøre Plads til højre og venstre, 2) tage højre Handske af Haanden, 3) aabne Nødremmen og 4) fatte Geværet. Da alle andre Bevægelser for øvrigt kun ske paa Kommando og fuldstændig maskinmæssigt svarende til Datidens militære Opfattelse, maa det næsten forbavse at finde et, om end kun lille, Glimt af Selvstændighed. Efter de forskellige „Tem po“ at dømme synes Geværet at have været anbragt paa Hesten paa lignende Maade, som det endnu den Dag i Dag finder Sted i vort Rytteri.
Efter Geværets Brug følger Pistolens Brug, der ikke er af Interesse, og dernæst et „NB“ : „W ie der Pallasch zur Leiche soll getragen werden, welches jedoch en Pa rade nimmer gemacht w ird “ ; Pallasken anbringes under højre A rm med Fæstet fremad baade af Officer og Mandskab. Skulle Officererne salutere, sænkes højre Haand med Fæstet, for saa vidt, som Reglementet siger, dette kan ske utvungent „mit einem zierlichen Mouvement“ . Skydning fra Hesten indledes med Ordene: „Obzwar die Dragoner zum Ernst kein Schiesz-Gewehr ohne speciale Ordre gebrauchen müssen: So ist jedoch diese Chargirung beybehalten worden, um die Dragoner adroit und Meister von seinem Pferde und Gewehr zu machen“ , — en ret betegnende Indledning! Naar der skal skydes, slutte 2. og 3. Geled tæt op, 1. Geled afgiver en Salve — der anvendes selvfølgelig kun Salveskydning — , gør Fronten fri for andet Geled og formerer 3. Geled og saaledes fremdeles. For saa vidt der skal afgives flere Salver af de resp. Geledder, lades Geværet atter hurtigst m ulig og uden K om m ando , ellers sættes Geværet atter i Skoen. Ogsaa ved denne Lejlighed lader det til, at man kun har tænkt paa Skydning ved Parader og Inspektioner; hvorledes vilde man ellers være i Stand til i Forveien at afgøre, om man kun vil afgive een eller flere Salver pr. Geled? Næste Kapitel omhandler Angrebet med Pallasken, som man vil se ligeledes et mærkeligt Afsnit og en fuldstændig Parade-Øvelse. Regimentschefen lader trække og kommanderer Eskadronen til højre og venstre til Attake. Efter nogle Vendinger kommer 1. og 2. Eskadron til at holde lige over for 3. og 4. Eskadron med Front imod hinanden i en Afstand af c. 170 Skridt og med et Interval af 60 Skridt; Officererne holde ind i 1. Geled med Undtagelse af de ældste Løjtnanter, der ride bagved Eskadronerne, Fanerne i 2. Geled, og dette og 3. Geled slutte tæt op. Pauken og Trommerne røres, og i Skridt bevæge de to Linier sig fremad, indtil de have nærmet sig hinanden paa 20 Skridt; saa kommanderes Marche-Marche, Sablerne føres frem i Dækstilling og A lt traver. Eskadronerne maa samtidig trække sig saa meget ud til Siden, at de kunne passere forbi hinanden, „wohl geschlossen“ , som Reglementet siger. Ere de saa komne forbi hinanden, rides der endnu 10 Skridt frem, hvornæst der kommanderes Holdt, og Alt ordner sig ved indviklede Vendinger og indtager den opiindelige Paradeopstilling. Angrebet udføres altsaa kun i Trav og efter 00 Skridt er det Hele forbi! Man kan godt forstaa, at Frederik den Store, der lod sit Rytteri angribe i Galop, maatte sejre. Hans Fjender vare kun indøvede i Overensstemmelse med lignende Reglementer og paa samme Maade som her skildret. Hele Øvelsen fra først til sidst var et Præsentations- og Paradenummer; dette fremgaar bl. A. yderligere deraf, at Reglementet foreskriver „LeibEskadron“ under Angrebet at marchere ligeud „um Unserem Platze nicht zu nahe zu kommen“ . —
De paafølgende Kapitler omhandle Af- og Opsidning, Kobling samt Evolutioner med den afsiddede Styrke og Skydning til Fods. Ogsaa disse Evolutioner ere meget primitive og som alt Andet parademæssige. Forinden Afsidningen gøres Plads til højre og venstre ; der kobles ved Hjælp af „Kuppel-Riem en“ eskadronsvis, og 10 Mand forblive ved Hestene. Regimentet formeres saa til Fods som Bataillon. I hvilken Grad Pedanteriet kommer til Orde, kan man dømme om, naar Mandskabet skal gaa fra Hestene. „Die ersten Glieder treten mit dem lincken Fusz zugleich an, marchiren mit gleicher Aufhebung und Niedersetzung der Ftisze in egalen Schritten gantz langsam vorwärts o. s. v.“ Vagtmestrene skulle „ohne dass es jemand gewahr w ird“ sørge for, at hver Mand kommer paa rigtig Plads. Bataillonen opstilles dernæst paa den afstukne Linie saaledes, at denne Linie „allezeit zwischen dem Absätze und den Ballen der Fiisze frey durchgehen könne“ .
Ved Geværgrebene skulle Alle rette sig efter højre Fløjmand i 1. Geled. Geværgrebene ere forresten talrige og bestaa i Præsentering, Gevær i Hvil („im A rm “), Gevær ved Fod, Ladningsgrebene, Bajonet paa og bort, Dækstillingen med Geværet samt at bære Geværet med Mundingen nedad til Ligparader. Ladningsgrebene skulle foretages uden „Tem po“ og saa hurtig som muligt. Skydningen sker peleton-1) og geledvis baade paa Stedet og under Fremrykning og Tilbagegang, altid paa Linie, tæt sluttet.
Efter nogle Kapitler, der atter omhandle Ceremoniel, gives der sluttelig, efter nogle Bestemmelser for militære Eksekutioner (deriblandt „Eksecutions mit SteigRiem en“) samt til Formering af Kredse til Hest og til Fods, en meget alvorlig Advarsel til Befalingsmændene mod „etwas, es sey auch so geringe und wenig als es wolle, nach eigenem Gutdüncken zu verändern“ . Som det vil ses af de ovenanførte reglementariske Bestemmelser har man kun stillet ubetydelige Fordringer til Mandens og Hestens Dygtighed, og ikke alene det enkelte Individ , men ogsaa Eskadron og Kompagni gaa fuldstændig op i det paa Linie opstillede Regiment; dettes Bevægelser baade til Hest og til Fods ere langsomme og intetsigende og udføres udelukkende med P a rade for Øje. Forgæves leder man efter blot en svag Antydning af, at Soldaterne ogsaa skulde forberedes og være anvendelige til Feltbrug. — Skønt man altsaa direkte ikke kan lære meget af Reglementet af 1741, have vi dog ment, at det kunde være af Interesse at gøre lidt nærmere Bekendtskab med de Fordringer, man stillede til Datidens Soldater, som man ikke uden Berettigelse har kaldt for „mekaniske Figurer“.
n.
