I tidsskriftets marts-nummer blev der givet et oplæg til debat om emnet. Major J. Lyng, Forsvarsstaben, giver i denne artikel et bidrag hertil.
I marts nummeret af Militæ rt tidsskrift har major G. K. Kristensen i en interessant og tankevækkende artikel belyst dele af problematikken vedrørende fremtidens invasionsforsvar. I det følgende skal der gøres et forsøg på at bidrage til yderligere at kaste lid t lys over dette emne. Det skal indledningsvis bemærkes, at det ikke er tilstræbt at dække mere end en mindre del af emnet. Forfatteren af den ovenfor omtalte artikel har især omtalt dansk forsvars behov for tilvejebringelse af
- am fibiekapacitet, samt
- land-mobile missilsystemer til anvendelse mod sømål.
Vurdering af disse forhold synes at være af betydning for dansk forsvar.
Amfibiekapacitet
Hvis alle danske hærstyrker på forhånd har opgaver, der hinder dem til forsvaret af vitale dele af den jyske halvø og de danske øer, v il det ikke være m uligt at opstille en reserve, der rettidigt v il kunne indsættes til gavn for forsvaret af fx en større dansk ø. I en sådan situation v il der kun kunne blive anvendt små am fibiestyrker, der kan genere fjenden, men næppe v il få nogen afgørende indflydelse på kampens forløb. Hvis der derimod kan opstilles en større reserve, hvilket jo normalt er en forudsætning for en tilfredsstillende gennemførelse af et forsvar, rejser spørgsmålet sig, om der til en sådan reserve hør findes militæ re søtransportmidler, eller om anvendelse af de for hånden værende civile søtransportm idler v il være en tilfredsstillende løsning. Civile søtransportmidler findes i stort omfang, og de danske øer er velforsynede med havne og anløbssteder. Reservestyrkernes type v il have indflydelse på valg af transportløsning. En reserve bestående helt eller hovedsageligt af mobiliseringsstyrker vil form entlig tidligst kunne være klar samtidig med, at søtransportkapacitet er tilvejebragt fra den civile sektor. Hvis reserven derimod består af stående styrker, synes der i højere grad at være behov for at have umiddelbar rådighed over militæ re søtransportmidler. En forstærkning af dansk forsvar med udefra kommende styrker vil form entlig ikke bevirke en afgørende ændring i vurderingen af det tidsmæssige behov for tilvejebringelse af søtransportmidler. En sådan forstærkning v il kunne have indflydelse på det generelle behov for tilvejebringelse af søtransportmidler, idet rådighed over større styrker i visse situationer v il kunne muliggøre udsparing af en større reserve. Man kan også rejse spørgsmålet, om ikke de midler, der vil være nødvendige for at give forsvaret små hurtige fartøjer til styrker, som skal kunne udføre mindre operationer mod fjendtligt besat kyst, med større fordel v il kunne anvendes til andet formål. Der kan her tænkes dels på muligheden for at give en reserve for hele BALTAP-om rådet en hærmaterielmæssig kvalitet, der gør den til en virkelig slagkraftig styrke, dels på muligheden for at forbedre kvaliteten ved de hærstyrker, som på forhånd er geografisk bundet af tildelte opgaver. De økonomiske m idler må - ligesom de taktiske - anvendes med tyngdeprincippet for øje. Herim od kan måske indvendes, at Sverige har opstillet kustjagarstyrker, der netop er organiserede og uddannede til at udføre mindre operationer. Årsagen hertil må dog nok søges i geografiske forhold, som afviger fra de danske. Betydelige dele af de udstrakte svenske kystområder må forudses ikke eller kun i mindre grad at kunne forsvares med andre m idler end kustjågare. H e rtil kommer, at »Skårgårdsmiljbn« giver tilfredsstillende betingelser for en resultatrig indsættelse af sådanne styrker. Endelig v il svensk områdes udstrækning og natur i højere grad, end tilfæ ldet er for Danmarks vedkommende, begunstige en meget langvarig krigsførelse, hvor nåleprik udført med kustjågare måske v il kunne få forholdsvis stor betydning. Dansk forsvars rolle i dansk sikkerhedspolitik kan karakteriseres således: Bidrag til »afskrækkelsen« og - hvis en krig alligevel kommer — forsvar af dansk område, d.v.s., at forsvaret dels skal gøre det dyrt for en fjende at besætte vitale dele af dansk område og dels skal skabe mulighed for, at forstærkninger udefra kan tilgå. Hvis man antager, at ovennævnte prioritering hør anvendes ved fastsættelse af styrkemål og styrketyper for dansk forsvar, må ønsket om større danske am fibiestyrker, der kan udføre landsætning på en af fjenden besat kyst, prioriteres lavt. Det må medinddrages i vurderingen, i hvilken grad og på hvilket tidspunkt støtte i form af am fibietransportkapacitet v il kunne blive ydet os af vore større alliancepartnere. Tidsfaktoren synes at tale for, at eventuel overførsel af danske reservestyrker til forstærkning af dansk øforsvar på et tidlig t tidspunkt af en kon flikt primært bør kunne foretages ved udnyttelse af danske ressourcer således, at dansk forsvar for så vidt angår en defensivt præget anvendelse af søir anspor tmateriel ikke bliver afhængig af udlandet.
Land-mobile missilsystemer
De geografiske vilkår for dansk invasionsforsvar medfører, at der må lægges særlig vægt på forsvaret af et relativt begrænset område. Afstande og vejnet synes at kunne begunstige anvendelse af land-mobile missiler. Vore nabolande Sverige og Norge er derimod i langt højere grad tvunget til at forsvare meget udstrakte kyststrækninger. Samtidig er vejnettet gennemgående dårligere end på de danske øer. Dette er form entlig en del af baggrunden for, at et land som Sverige har opbygget ganske ildkraftige flådestyrker, der v il kunne koncentreres mod de truede områder. Som anført af major G. K. Kristensen er det vigtigt at foretage en undersøgelse af mulighederne for at anvende land-mobile missilsystemer mod sømål. Det synes på nuværende tidspunkt umuligt at fastslå med større sikkerhed, i livor høj grad sådanne missiltyper v il kunne erstatte søværnets sejlende enheder. Det er im idlertid ganske givet, at disse missiler frembyder væ rdifulde muligheder for et supplement til de sejlende enheder. Selv i en fjernere frem tid kan dette dog næppe indebære, at det skulle være hensigtsmæssigt ganske at undlade at benytte de udstrakte farvandsområder til placering af våbensystemer. Blandt andet kravet om spredning og fremskudt forsvar samt ønsket om, i muligt omfang, at undgå kamp i beboet område taler for fortsat at anvende fx motormissil-/torpedobåde med minelægningskapacitet. Sådanne flådeenheder må fortsat tænkes at skulle samarbejde med tyske flådestyrker i N A TO regi; ved udformning af organisationen må også tages hensyn hertil.
Nogle afsluttende bemærkninger
De tekniske muligheder for am fibietransport synes ikke i de næste 5-10 år at give håb om en udvikling af transporttyper, der er så billige, at de v il kunne indgå i større mængde i det danske forsvar, medmindre der foretages en helt uventet forøgelse af forsvarsbevillingerne. Den derpå fø lgende halve snes år v il måske ændre dette forhold. På kortere sigt synes man således at kunne se væk fra am fibiestyrker ved vurdering af behovet for oprettelse af en særlig land-maritim kommando for det danske ørige, men på længere sigt bør udviklingen følges nøje, og eventuelt behov for en sådan kommando må da vurderes nærmere under fornøden hensyntagen til, at forsvaret af de danske øer nok er en trifibisk opgave i højere grad end en am fibisk. Land-mobile missilsystemer til bekæmpelse af sømål bør studeres med endnu større intensitet end h id til for at fastslå først de tekniske m uligheder og dernæst den indflydelse, som disse v il have på fremtidens antal og - vel især - typer af søværnets sejlende enheder. En vurdering af de kommandomæssige konsekvenser må baseres på dette grundlag. De kommandomæssige konsekvenser må dog også anskues ud fra andre forhold, herunder »truslen«. Fx synes Fyns placering i en fælles økommando mindre indlysende, hvis den sømilitære trussel mod Fyn ikke skønnes større end truslen om fjendtligt angreb via den jyske halvø eller fra luften. I de to sidste tilfælde vil Fyns forsvar primært blive et hær-fly spørgsmål. Hvis Fyn erobres, må det også indgå i vurderingen, om dette især vil betyde en fare for den jyske halvø eller for den sjælllandske øgruppe. Det må søges afklaret, hvor stærk en adskillende virkning Store Bælt vil have i fremtidens danske forsvar.
For Bornholms vedkommende v il øens isolerede beliggenhed sandsynligvis bevirke, at eventuelle land-mobile missiler, der inden for de nærmeste år placeres på den sjællandske øgruppe, dårligt eller form entlig slet ikke kan støtte det bornholmske forsvar. Flystyrker v il da i højere grad end missiler baseret på den sjællandske øgruppe være en væsentlig faktor i forsvaret af Bornholm.
Sammenfattende må siges, at der synes at være behov for en fremsynet og dog nøgtern vurdering af de tekniske muligheder for invasionsforsvaret, før der tages nærmere stilling til den kommandomæssige problematik. Ovennævnte betragtning tager naturligvis ikke sigte på at udskyde eller forsinke foranstaltninger, der allerede i dag måtte vurderes at være nødvendige for at sikre samarbejdet mellem styrker af hær og søværn - samt flyvevåben - i invasionsforsvaret. Rent eksempelvis kunne man måske tænke sig en øget vægt på udveksling af forbindelsesgrupper og rådgivere værnene imellem samt generelt en endnu bedre orientering om den gensidige operative problematik.
