En motiveret Fremstilling af, hvilke Regler der ved Udarbejdelsen af et nyt Exercerreglement bør lægges til Grund for Rytteriets Skydning, og af, hvorvidt en Forandring i Rytteriets Bevæbning eller i Vaabnenes Anbringelse derved vil blive nødvendig, naar der skal ske Nutidens Fordringer Fyldest.

A. Rytteriets Kamp tilfods.

Indtil for faa Aar siden har der været mange Mod­ standere indenfor Hyttenets Rækker af denne Kampmaade, hvorfor den som oftest er bleven betragtet som temmelig betydningsløs. Krigen 1870—71 har imidlertid givet Stødet til, at der i alle Lande mere eller mindre arbejdes paa at uddanne Rytteriet i Kamp tilfods; men endnu findes der flere ansete Rytterofficerer, som holde paa, at Rytteriets Vaaben kun bør være Hesten og del blanke Vaaben, og som frygte for, at Karabinen eller Geværet vil gjøre Kavaleristen til en bereden Infanterist eller kun halvt af begge Dele.

Det turde derfor maaske være af Interesse at under­ søge, hvorledes denne Kampmaade gjennem Tidernes Lob har udviklet sig, for derefter at gaa over til nærmere at betragte, hvorledes Europas Militærstater nu har reglementariseret den. Endelig turde denne Afhandling fremtræde med Forslag til, hvorledes vi herhjemme i vort Rytteri formentlig burde udføre denne Tjeneste.

 I.

Da Alexander den Store i Aaret 830 f. Ch. forfulgte Darius, blev denne Forfølgning efterhaanden saa skarp, at hans Fodfolk ikke kunde følge med. Han lod derfor 500 Ryttere sidde af, hvorefter disses Heste bleve an­ vendte som Transportmiddel for det bedste Mandskab af hans sværtbevæbnede Fodfolk. Med det øvrige Rytteri og dette beredne Fodfolk fortsatte han derpaa Forfølg­ningen. Paa Toget mod Indien gjentog han Forsøget med 800 Mand af det macedoniske Fodfolk. Dette be­ redne Fodfolk (Dimacher) kan betragtes som Stamfaderen til de senere Dragoner.

Alexander, som fuldt vel forstod Rytteriets Væsen, og som efterhaanden uddannede og tilvejebragte et ud­ mærket og talrigt Rytteri, benyttede dette Vaaben overalt paa rette Maade. Opklarings- og Rekognoscerings­ tjenesten samt det voldsomme Angreb kom til sin Ret i hans asiatiske Felttoge (Granikus, Gaugamela).

Hannibal, som ogsaa havde et fortræffeligt Rytteri, gik i samme Fodspor. Rytterfægtningen ved Ticinus er et smukt Exempel paa hans Anvendelse af Rytteriet.

Romerne derimod, som navnlig i Begyndelsen havde et daarligt Rytteri, greb, da dette ikke kunde staa sig i Anløbet og Haandgemænget mod det fjendtlige Rytteri, til den Udvej at springe af Hesten og kæmpe tilfods, saaledes ved Ticinus og ved Cannæ. Senere for­ bedredes det romerske Rytteri betydeligt. Under Cæsars Krige i Gallien seer man saaledes sjældent, at der blev kæmpet tilfods, hvorimod dette fandt meget Sted hos Germanerne, saaledes ved Usipeternes og Tencterernes Kamp mod Cæsar i Nærheden af Straelen. Ganske undtagelsesvis finder man i det 6. Aarhundrede, at Belisar lod sit Rytteri kæmpe tilfods ved Evphrat, Salomon sit ved Byzacion, og at Narses lod Longo­ barderne og Herulerne staa af Hesten og kæmpe tilfods ved Taginae. Kejser Leo omtaler, at denne Kampmaade ikke var almindelig hos Frankerne, men derimod hos Tydskerne.

Rytteriet har imidlertid udviklet sig til at blive det egentlige Kampelement. Det gjøres samtidigt tungere og tungere; men derfor maa Rytteriets Kamp tilfods af sig selv forsvinde. Ridderne virke kun ved det voldsomme Angreb og kæmpe med Landse og Sværd.

I Slutningen af det 9. Aarhundrede begynder imidlertid Rytteriet atter at optage Kampen tilfods. Efterat Nor­ mannerne nemlig i 881 havde ødelagt Lothringen, for- skandsede de sig ved Dyle ved Løwen. Kejser Arnulf gik imod dem, overskred Floden og angreb Stillingen med sine Riddere lilfods. I Annales Fuldenses seer man, at en saadan Kamp hos Østfrankerne var usædvanlig.

I 896 stormede samme Kejser med sit afsiddede Rytteri det befæstigede Rom.

I Slaget ved Hastings 1066 kæmpede Kong Harald med sit Rytteri tilfods. Ved Belejringen af Nicæa 1097 og Antiochia 1098 maatte Ridderne gjøre Tjeneste til­ fods, ja selv i Slaget ved Antiochia den 28. Juni 1098 kæmpede henved 60000 Riddere ttlfods med c. 100000 sarazeniske Ryttere.

I Kampen ved firémule i Normandiet mellem Ludvig den Tykke af Frankrig og Henrik den I. af England lod den Sidste 400 af sit 500 Mand stærke Rytteri sidde af og kæmpe tilfods. Denne Kamps heldige Udfald gav sandsynligvis Anledning til, at denne Kampmaade adop­ teredes og anvendtes en Del af Englænderne baade i Kampene mod Skotland og mod Frankrig indtil Slutningen af det 15. Aarhundrede; den anvendtes imidlertid ogsaa af det franske og tydske Rytteri, saaledes ved Damaskus 1148.

Vi ere naaede til Slutningen af det 13. Aar­ hundrede. Infanteriet begynder nu at gjøre sig gjældende, medens Ridderne efterhaanden tabe deres Betyd­ ning. Disses Angreb tilhest brydes paa de flanderske, skotske og sveiziske Pikenerer (Courtray 1302, Bannockburn 1314, Morgarten 1315). Ved Crécy 1346 strander deres Angreb tilhest endog ligeoverfor de engelske Bue­ skytter, ja ved Poitiers 1356 kunde de heller ikke tilfods udrette Noget imod dem.

Kampen tilfods synes nu at blive mere almindelig for Rytteriet; thi ved Nogent ved Seine 1359, Brignais 1362, Cocherel og Auray 1364, Navarette 1367, Pontvallain 1370, Cliizé 1373, Sempach 1386, Azincourt 1415, Verneuil 1424, Patay 1429, Formigny 1450 og Castillon 1453 kæmper Rytteriet mere eller mindre tilfods, ja efter Slaget ved Murten 1476 havde Karl den Dristige til Hen­ sigt fremtidigt at anvende 1000 Ryttere tilfods.

I Begyndelsen af det 14. Aarlumdrede begyndte Skydevaabnene at komme frem. I Slaget ved Crécy 1346 har Fodfolket anvendt det engelske Haandrør., om Aaret 1420 har det anvendt Hagebøssen i Kampene i Slesvig, og efter Philip af Commines Beskrivelse skal Arkebusen være anvendt i Slaget ved Murten 1476.

Først omkring 1470 skulde Ridderne have begyndt tilhest at betjene sig af et lille Kanonrør. Figur 1 er tegnet efter et Manuskript i Bourgognebibliotheket i Bryssel og skal være den ældste bekjendte Fremstilling af en med Haandskydevaaben forsynet Rytter.

I Frankrig bleve i 1540 Arkebusierne tilhest indførte; i Tydskland seer man omtalt saavel Bøsse- som Pistol­ skytter tilhest i 1550. Benævelsen Karabin kom først frem i Slutningen af det 16. Aarhundrede. Fig. 2, der er tegnet efter en i 1616 udgiven »Kriegskunst zu Pferde» af Jakob v. Wallhausen, fremstiller en Arkebusier, Kara­ biner, Hageskylte eller Bandoleerrytter paa den Tid.

Dragonerne ere ifølge de fleste Historieskrivere, der­ iblandt Daniel, en fransk Opfindelse og skulle forste Gang i 1550— 60 i Piemont være anvendte af Marschallen af Brissac, idet han lod de gamle Infanterister under Marchen sætte sig op paa de Heste, der vare tagne fra Fjenden, medens de lige overfor Fjenden kun opererede som Fodfolk. Andre, deriblandt Duparcq, mene, at Peter Strozzi allerede i 1543 har anvendt denne Vaabenart. General Susane, som i 1. Del af sit Værk om det franske Hytteri hælder til Daniels Mening, siger imidlertid i 2. Del af samme Værk, og heri støttes han af Ghoppin, at Dragonerne ere en gammel Invention og tilhore .Middelalderens Aventurier.

I Østerrig omtales Dragonerne først i 1602, i Tydsk- land først i 1607 og i Danmark først i 1627. Dilich siger i sin i 1689 udgivne Krigsskole, at de egentlig ikke høre til Hytteriet, men til Fodfolket, og Wailhausen kalder dem for en «latterlig og svær Vaabenart», som imidlertid ofte yder højst nyttige Tjenester, der ikke kunne blive udførte af Kavaleriet. Han siger endvidere, at Dragonerne skulle tages halvt af Pikenererne, halvt af Musketererne.

Figur 3 fremstiller efter Wallhausens Krigsbog fra 1616 en paa den Tid til Dragontjeneste anvendt Musketer til Hest.

Som man seer, var altsaa Dragonerne oprindelig be­ redent Fodfolk. Efterhaanden gik de imidlertid over til at kæmpe tilhest baade med Skydevaabnet og med det blanke Vaaben og undtagelsesvis seer man dem kæmpe tilfods. En ejendommelig Kampmaade udviklede sig i det Ilele taget for Rytteriet paa den Tid, hvor Skydevaabnene vare i deres Barndom. De tunge Dækvaaben vare efterhaanden bievne saa svære, at Rytteriet ikke kunde foretage et Indhug i Karriere, men maatte holde sig til Traven. Dette i Forening med Fodfolkets dybe Opstil­ linger, hvorfra der frembødes en Jærnmur af mange Geledders Piker, bevirkede, at Rytteriet vanskeligt kunde udrette Noget mod det fjendtlige Fodfolk. Det greb derfor til Skydevaabnet, navnlig efterat Hjullaasens Op­ findelse i 1515 betydeligt havde lettet dette Vaabens Anvendelse tilhest. Det red nu frem mod Fjenden, gjorde Holdt i c. 50 Alens Afstand fra ham, 1. Geled affyrede Vaabnet, gjorde derefter Plads for det næste Geled, der da affyrede sine Vaaben og saaledes fremdeles, indtil Fronten blev fri for Landserytterne eller senere for Kyrassererne, som nu angreb med det blanke Vaaben i Trav eller højst i kort Galop. Denne Taktik blev først forandret af Gustav Adolph, der lagde Vægt paa Hurtigheden og Vold­ somheden i Angrebet og Kampen med det blanke Vaaben, en Kampmaade, som blev videre udviklet af Cromwell, Karl XII og Frederik II.

Som omtalt kæmpede imidlertid Rytteriet ogsaa til­ fods, efter at det var bleven bevæbnet med Skydevaaben, ja i Tavannes Memoirer seer man endogsaa den sunde Ide fremsat, at Arkebusierne tilhelst kunne dække Armeens Kantonnementer, og at Skydning tilhest ikke har nogen Værdi, men at den bør foregaa tilfods.

Under Henrik III kæmpede det franske Rytteri til­ fods ved Belejringen af Castillon i 1587 og ved Poitou 1588. Under Henrik IV kæmper det tilfods ved Rouen i 1591. I 1612 forsøgte Christian IV af Danmark at overrumple Fæstningen Guldborg ved at lade afsiddet Rytteri storme Værkerne.

I Trediveaarskrigen kæmpede de kejserlige Dragoner ofte tilfods, hvorimod det svenske Rytteri i Reglen kæm­ pede tilhest. Det er imidlertid ikke saameget i selve Slagene som i den lille Krig, ved Overrumplinger af et eller andet befæstet Slot, ved Angreb og Forsvar af Kan­ tonnementer, Broer o. s. v,, at Rytteriet kæmper tilfods. D^ Danske forsvarede saaledes med Fodfolk og afsiddede Dragoner Engpasset ved Staufenburg forinden Slaget ved Lutter am Barenberge 1626, de svenske Dragoner del­ toge i Stormen paa Nürnberg 1632, og i 1646 holdt 1500 franske Ryttere og Dragoner Bonamaispasset ved Niddaen mod de Kejserliges Angreb, til Turennes og Wrangels Armeer naaede frem til Understøttelse.

I den engelske Borgerkrig, 1642— 50, stormede Cromwells Dragoner i 1643 Lowestorlf. Det var den første aabne Fægtning, som den berømte Ryttergeneral leverede, og den blev udfægtet tilfods af et Rytteri, der kun havde gjort 1 Aars Tjeneste.

I Slaget ved Sinzheim stormede en Del af Turennes Dragoner Adgangene til Byen“). Ved Ensheim s. A. kæmper hans Rytteri atter tilfods, og da han kort efter maa forlade sin Lejr ved Mårten, dækkede hans Dragoner tilfods Tilbagetoget. I dette Aar kæmpede Rytteriet meget tilfods; ved Senef kæmper saaledes baade de Kejserliges og Condés Dragoner tilfods.

Den store Kurfyrste anvendte ogsaa Rytteriet tilfods. Ved Angrebet paa Rathenon i 1675 maa saaledes to Dragonregimenter sidde af, og i Slaget ved Fehrbellin s. A. hævde de brandenburgske Dragoner tilfods Skov­ randen mod Svenskernes gjentagne Angreb, medens kort efter ved Angrebet paa nævnte By afsiddede Ryttere oplage Kampen med det svenske Infanteri for at for­ hindre en Broslagning.

I Kampen ved Ystad 1676 forsvaredes Skandserne af 200 svenske Dragoner, i Stormen paa Malmø Aaret efter deltage 400 danske Dragoner, og i 1677 maa de branden­ burgske Dragoner ved Belejringen af Stettin deltage i Tjenesten i Løbegravene. I Fægtningen ved Uerdingen 1689 kæmper saavel det franske som det brandenburgske Rytteri tilfods. Ved Leuze 1691 lod Marschallen af Luxembourg sine Dragoner sidde af og indtage højre Fløj af Slaglinien; ved Steenkerken n. A. bruger Ven­ dôme samme Fremgangsmaade, ved Namurs Forsvar i 1795 anvendes Boufflers Dragoner, under l’rinds Eugens Strejftog i Bosnien 1697 tages Slottene Maglaj, Zepce og Vranduk ved afsiddet Bytteri, ved Overfaldet paa Rus­ serne ved Copieka i 1702 kæmpede de svenske Dragoner tilfods. Samme Aar stormer under Vendômes Overfald paa Visconti to østerrigste Dragoneskadroner en Bro ved

St. Vittoria, der var besat af franske Grenaderer, og i 1705 kæmpe de franske Dragoner tilfods ved Niel, Chivas og Vissembourg. Næste Aar kæmpede i Slaget ved Ramilliers 14 af Marschal Villeroys Dragoneskadroner tilfods. Disse bleve imidlertid fuldstændig oprevne og huggede ned af Marlboroughs Rytteri. Samme Aar forsvarede 2 af Prinds Eugens Dragonregimenter Uroen ved Stradello mod Hertugen af Orleans, indtil Under­ støttelsen naaede frem. Endelig skal endnu anføres for denne Periode, at Oberstlieuteriant Prehn i det skaanske Vinterfelttog 1710 med sine ungarske Dragoner tilfods forsvarede Næs Kirkeby mod overlegent svensk Rytteri, og at Marschal Villars i 1712 med afsiddet Rytteri overfaldt Lejren ved Denain.

Glandsperioden for Rytteriets, særlig for Dragonernes Kamp tilfods., er nu foreløbig tilende. Den var størst under Ludvig XIV. I 1668 havde Frankrig 2 Dragon­ regimenter; i 1675 forøgedes disses Antal til 14, i 1688 til 26 og i 1690 til 43. Efter Freden i Rysvvick 1697 ind­ skrænkedes Tallet til 35, og efter Freden i Utrecht 1713 reduceredes disse yderligere til 15 Regimenter. I andre Lande seer man omtrent paa samme Tid forholdsvis noget Lignende. En Del af Dragonregimenterne gaa efterhaanden over til at blive Rytterregimenter.

Af Rytteri omtales paa denne Tid, Begyndelsen af det 18. Aarhundrede: Kyrasserer, Ryttere, Dragoner, Husarer. Karabinierer, Cheveaulegers og Kosakker.

Kyrassererne fremstod i Tydskland omtrent 1560; de omtales først i Østerrig i 1595, i England 1620, i Frankrig 1635 og i Danmark 1700. De vare forsynede med Sværd og Pistoler samt Kyras, dog ikke i alle Lande, idet de flere Steder vare forsynede med Geværer eller Karabiner. Kyrassererne i deres tidligste Tid maa ikke forvexles med Landseryttere eller Lanciers, af hvilke en Del vare forsynede med Dækvaaben fra Hoved til Fod og kaldtes Kyrisser, og som forsvinde om Aaret 1625.

Rytterne omtales navnlig i de Lande, hvor Kyrasserer, Husarer m. m. ikke endnu ere fremstaaede; de vare bevæbnede med Sværd og Pistoler, som oftest med Gevær og Kyras.

Dragonerne, hvis Fremkomst tidligere er omtalt, vare bevæbnede med Geværer, hvortil hørte Bajonet, samt med Sværd og som oftest med Pistoler. Bajonetten kom frem i Midten af det 17. Aarhundrede. Den blev f. Ex. indført i Frankrig ved Dragonerne i 1676. Den blev atter af­ skaffet i Preussen for Dragonernes Vedkommende i 1787, samtidigt med, at disse bleve forsynede med Karabiner. I Danmark fandtes Bajonetten endnu ved 2 Dragon­ regimenter i 1814.

Husarerne stamme fra Ungarn og ere oprettede her i 1445. I Trediveaarskrigen havde Østerrigerne dette lette Rytteri under Navn af Kroater; de oprettede i 1688 det første Husarregiments; i Frankrig fremkom de i 1692, i Preussen 1721, i Danmark 1736, i Sverrig  1742 M- De havde i Begyndelsen kun Sabel eller Stødkaarde, senere fik de Pistoler og Karabiner.

Karabiniererne fremkom i Frankrig 1693, i Østerrig 1701. Benævnelsen Karabiner (ikke Karabinierer), som omtrent 1620 gik over til Arkebusierer, kom imid­lertid allerede frem i Slutningen af det 16. Aarhundrede.

Chevaulegers fremkom i Frankrig 1498, i Italien 1726 og i Østerrig sandsynligvis først i 1758.

Kosakkerne ere af gammel Oprindelse. De donske Kosakker omtales i 1549. Siden 1554 have de tilhørt den russiske Hær.

Disse tre sidste Arter af Rytteri havde i Reglen Karabin, Pistol og Sabel; men det er overhovedet meget vanskeligt at anstille Betragtninger over de forskjellige Landes Rytterier med Hensyn til Bevæbningen m .m .; thi paa samme Tid var der i de forskjellige Lande for­ skjellige Benævnelser og Bevæbning, og der blev ofte foretaget Forandring heri.

Vi ville nu atter vende tilbage til selve Krigen.

I Felttoget 1735 blev det af fransk Fodfolk og Ryt­teri besatte Slot Schmiedberg ved Kirchberg stormet af østerrigske Husarer og Dragoner. Efter Slaget ved Molhvitz 1741 hleve 100 preussiske Husarer overfaldne i deres Kantonnement i Ollendorf af c. 3000 østerrigske Husarer. Preusserne forsvarede sig imidlertid ved Hjælp af Karabinen i 5 Timer, til der kom Hjælp. Samme Aar deltog franske Dragoner i Stormen paa Prag.

Forinden Slaget ved Chotusilz 1742 stødte den preus­ siske General v. Møllendorff med et Dragonregiment paa 2000 osterrigske Ryttere. Han lod 200 Dragoner sidde af og besætte nogle Grøfter, hvorfra de med deres Ild afviste det fjendtlige Angreb. Samme Aar slaar et Dragonregiment ved Fulneck sig igjennem betydeligt over­ legent østerrigsk Rytteri ved at anvende Kamp tilfods, medens østerrigske Husarer under Slaget ved Czaslau stormer tilfods Byen Pisek. løvrigt bestod i dette Aar den senere saa berømte Seidlitz sin første V'aabendaad, idet han med 30 Kyrasserer tilfods forsvarede sin Po­ stering ved Kranowilz ved Ratibor mod østerrigske Hu­sarer.

I 1745 angribe preussiske Husarer tilfods Ratibor; efter Slaget ved Hohenfriedberg vade preussiske Dra­ goner igjennem et Vandløb og storme Deflleet ved Neustadt, som var besat af østerrigsk Infanteri og i Fægt­ ningen ved Benneschau kæmpe atter preussiske Dragoner tilfods, medens franske Dragoner deltage i Stormen paa Gent.

Man ser altsaa, at i de schlesiske Krige er Rytteriets Kamp tilfods atter kommen til Ære. Men dette er en naturlig Følge af Frederik den Stores Instruktioner; thi medens han i sin «Instruction für die Gavallerie für den Fali einer Bataille» af 17. Marts 1742 siger: «Ueberhaupt soli die ganze Aufmerksamkeit und Attention der Officiers dahin gehen, dasz sie mit einer groszen Gewalt den Feind attackiren und dasz, wenn sie den Feind attackiret haben, sie allemal ihre Leute wieder zusammenschlieszen» og gjentagende indskærper Friedrich Wilhelm Fs under 8. Marts 1734 givne Befaling: «Dasz die Chefs und Com­ mandeurs auf ihre Ehre und Lleputation davor repon- diren, dasz so lange die Regimenter zu Pferde seynd die Reiters und Dragoners ihre Karabiner wohl angebunden, die Pfannen aufgemacht und den Hahn niedergelassen haben sollen, und soll als dann bei Leib- und Lebens­ strafe kein Reiter oder Dragon ein anderes Gewehr als den Degen brauchen, auch mit keinem Anderen als seinem Seitengewehr chargiren», indeholder Dragonregiementet af • 1743: «Wenn ein Offleier von den Dragonern komman- dirt wird, die Husaren zu souleniren, so soll sein Troupe den Husaren zum Rückhalt dienen; demnach die Dra­ goner nach erforderten Umständen selbige zu Fusz oder zu Pferde souteniren müssen. Dieses ist zu verstehen, dasz die Dragoner, wenn die Husaren in freiem Felde attaquiren und herum schwärmen, geschlossen hinter selbige halten und im Fall sie recognosciret werden, ge­ schlossen vorrücken, die Husaren zu souteniren, damit sie der Feind nicht verfolgen kann und wieder Zeit ge­ winnen sich zu ralliiren. Wenn die Husaren attaquiren, wo Défilées sind, so müssen die Dragoner die Défilées zu Fusz besetzen, um den Husaren den Rückweg zu versichern», hvorhos Köngen under ll.Maj 1763 udlaler i sin «Instruction für die Commandeurs der Cavalerie- Regimenter, wie sich solche wegen des kleinen Dienstes in den Garnisonen, der Mannezucht des gemeinen Man­ nes, der scharfen Disciplin, des Exercirens der Regi­ menter, guten Aufsicht und Zucht der Officiere und wegen der Oeconomie zu verhalten haben»1): «Wenn selbige zu Fusz exerciren, müssen sie sehr wohl dres- sirt und dazu angehalten werden, dasz sie sich hinter Hecken und Mauern postiren, hurtig laden und accurate schieszen können, indem es sehr oft geschiehet, dasz Husaren absilzen und auch auf diese Art gegen den Feind agiren müssen.»

I Syvaarskrigen kæmper Rytteriet atter tilfods. Ved Mittelsdorf i 1756 kæmper Warnerys Husarer paa denne Maade. I 1757 stormer en af Seidlitz’ Husareskadroner tilfods Pegau, som var besat af fjendtligt Infanteri, og kort for Slaget ved Leuthen tages Neumarkt ved 5 Husar­ eskadroner tilfods. I 1758 forsvarede nogle Hundrede preussiske Dragoner et Defilee ved Troppau, og ved Prosnitz angreb 2 Eskadroner Husarer tilfods den der­ værende Bro.

I den bayerske Arvefølgekrig angreb Thuns Husarer tilfods Weiszkirck i 1778, og samme Aar blev nævnte Regiment overfalden i sine Kantonnementer i Möcken. Husarerne forsvarede sig imidlertid med Karabinild og kastede de overlegne østerrigske Husarer og Kroater til­bage. Denne Fægtning, den sidste i Frederik H’s Krige, tillagde den store Konge megen Betydning; thi den viste, at Rytteriet ligeoverfor Fjenden ikke altid be­ høver .at bivouakere; men at det ogsaa kan drage For­ delen af et Kantonnement, riaar det i dette forstaar at værge sig mod et Overfald.

I den russisk-tyrkiske Krig 1788— 91 anvendte Suvarow ofte foran de faste Pladser i Moldau Kosakker tilfods, ja disse deltog endogsaa i Angrebene paa samme.

Skjøndt det preussiske Rytteri, som i Syvaarskrigen havde sin Giandsperiode, allerede inden Frederik den Stores Død havde tabt en Del i Godhed, stod det dog som et Mønster for andre Nationers Rytterier. De afgjørende Rytterangreb ved Rosbach og Zorndorff viste klart, hvorledes Rytteriet bør anvendes. Dets Kamp til­ fods blev derfor en underordnet Sag. Da imidlertid Revolutionskrigen udbrød, var det preussiske og øster- rigske Rytteri det franske fuldstændigt overlegent i Ud­ dannelsen tilhest, og man ser derfor ogsaa, at dette sidste Rytteri navnlig i Begyndelsen anvender en Del Kamp tilfods. Senere i 1795, 96, 97, i Ægypten og i Spanien ser man atter denne Kampmaade. I 1803 blev der i Amiens og Compiégne sammentrukken 2 Kavaleri­ divisioner, som til Dels vare uberedne, og som først skulde tildeles Heste efter den paatænkte Landgang i England. Da denne imidlertid ikke blev til noget, blev der i 1805 uf de uberedne Mandskaber oprettet 2 Bri­ gader tillods. I Felttoget 1806 maatte en Del Rytteri gjøre Tjeneste tilfods, fordi man manglede Ileste. I 1812 foregik noget Lignende, efterhaanden som Hestene gik til Grunde paa de anstrængende Mareher i Rusland. Napoleon havde imidlertid faaet stor Forkjærlighed for de oprindelige Dragoner. I sine efterladte Skrifter udtaler han sig saaledes om, at Dragonerne maa være bevæbnede med et Infanterigevær med Bajonet, medens det lette og svære Rytteri skal være bevæbnet med et Skydevaaben og skal kunne exercere i Delinger og Batailloner, at 3000 Md. let Kavaleri eller Kyrasserer ikke maa lade sig opholde af 1500 Md. Infanteri, som har taget Stilling i en Skov eller i et for Heste utilgjængeligt Terrain, og at 3000 Dragoner ikke heller maa lade sig standse af 2500 Md. Infanteri. Endvidere siger han, at Dragonerne ere nødvendige for det lette Rytteri ved Avant- og Arriére- garden og paa Fløjene af Armeen. En Division af 1600 Dragoner skal med 1500 Md. let Rytteri ile forud og besætte tilfods en Bro , Udgangen af et Defllee eller en Højde og forsvare dette Punkt, til Infanteriet naar frem.

Hvilke Fordele, udbryder han, byde ikke Dragonerne under et Tilbagetog!

Her skal fremhæves. Efter Slaget ved Roveredo 1796 besatte franske Dragoner tilfods Defileet ved Caliano. Herved blev en Del østerrigsk Infanteri afskaaren. Samme Aar kæmpede den østerrigske Fyrst Lichtenstein med afsiddet Rytteri ved Broen over Pegnitz ved Møgels- dorf mod llernadottes Infanteriangreb, ogi 1799 kæmpede det østerrigske Rytteri tilfods ved Forsvaret af Constanz!, medens n. A. i Kampene om Ticinus mellem Vukassewich og Murat saavel Husarer som Dragoner fægte tilfods baade om Bropasser og i aaben Mark.

I 1805 besatte Murat Schwarzwald-Linien med 5000 Kyrasserer, 10000 Dragoner og 30 Stk. Skyts, medens Napoleons Operationshær foretog sin Højresvingning mod Donau for at komme i Ryggen paa Østerrigerne ved Ulm. Ved denne Besættelse anvendtes en Del af Rytterriet til Opklaring og Demonstrering; Resten besatte til­ fods Passene. Da Murat her havde udført sit Hverv, blev han sendt til Overgangene ved Donauwørth Lech for al besætte disse og afskære den østerrigske Hær Forbindelsen med Øst. Herved maatte han lade 2 Dra­gonregimenter sidde af og angribe Broen ved Rain, da den var besat af Fjenden.

I Fægtningen ved Königsberg 1807 kæmpede preussiske Kyrasserer tilfods, ved L'sagre i Spanien 1811 kæmpede Latour-Maubourgs Dragoner paa samme Maade, ved Rowland Hilis Tilbagetog fra Madrid i 1813 opholder 22 Husarer ved en Ilro flere Regimenter fransk Rytteri; samme Aar opholdt 20 af Colombs Ryttere 3 fjendtlige Eskadroner, medens han med Resten foretager Overfarten over Elben ved Rreitenhagen, hvorhos Thielemann med afsiddet Rytteri tager Merseburg, der blev forsvaret af 800 Md. fransk Infanteri.

Næste Aar angreb Tettenborn den franske General Morand mellem Echeberg og Bergedorf. Herved anvendte han Kosakker tilfods. Det samme finder Sted ved For­ svaret af Stecknitz og ved Overfaldet paa Bremen. Tschernyschew anvendte den samme Fremgangsmaade ved Kassel og Benkendorff ligesaa i St. Brie ved Rheims.

Fra Napoleons Fald og til den amerikanske Borger­ krig 1861— 65 er en Periode, som ikke frembyder nogen særlig Interesse for vort Studium med Hensyn til Rytte­ riets Kamp tilfods. Skjøndt Napoleon, som tidligere omtalt, i sine efterladte Skrifter stærkt betoner Nød­ vendigheden af, at Rytteriet kan anvendes tilfods, og skarpt kritiserer Ingeniørgeneral Rogniats Udtalelse om, at Dragonernes Uddannelse egentlig er latterlig, idet man søger at overbevise dem om, at, naar de ere tilhest, kan Infanteriet ikke modstaa deres Attaker, og naar de ere tilfods, ere de uovervindelige ligeoverfor det fjendtlige Kavaleri7), synes det dog, som om man overalt i Europa — undtagen i Rusland — har tabt Tilliden til denne Kampmaade; thi den anvendes i Fredstid meget lidt som Uddannelsesmiddel og foregaar ganske undtagelsesvis i Krigen. Den glatløbede Karabin med sin daarlige Skud­ sikkerhed og ringe Skudvidde kan ikke staa sig mod Erindringen om Seidlitz og Murats glimrende Angreb tilhest.

Det svære Rytteri, hvortil som oftest henregnes Kyrasserer og Landsenerer, mister i denne Periode efterhaanden i de fleste Lande Karabinen, Dragonerne miste Geværet med Bajonetten, og saavel disse som Husarerne, Karabiniererne o. s. v. forsynes med Karabiner, der bæres paa højre Side af Hesten. En Undtagelse herfra danne dog Rus­ serne, idet deres Dragoner i 1833 forsynedes med Bajo­ netgeværer, som skulde bæres paa Ryggen.

I den polske Insurrektionskrig 1831 anvendte Dem- binski paa sit Tog gjennem Lithauen Infanteri som Dra­goner, og Russernes Dragoner kæmpede tilfods ved Nur, Lublin og Pulawy.

I den ungarske Insurrektionskrig 1849 kæmpede af­ siddet østerrigsk Rytteri ved Mako.

I den østerrigsk-italienske Krig 1848— 19, i den dansk-tydske Krig 1848— 50, i den russisk-tyrkiske Krig 1855, i den østerrigsk-ilaliensk-franske Krig 1859 og i den dansk-tydske Krig 1864 har jeg ikke fundet noget Exempel paa, at Rytteriet i disse Krige har benyttet Kamp tilfods.

Vi ville nu gaa over til den nordamerikanske Borgerkrig 1861— 65, hvor Rytteriet anvendte Kamp tilfods efter en endnu større Maalestok og med endnu større Virkning end i Dragonernes mest blomstrende Tid under Turenne, Condé, Villars m. Fl. — Da Krigen brød u d , var nemlig Sydstaternes Rytteri for det meste improviseret og som Følge deraf meget lidt øvet i Sablens Drug og sluttet Exercits tilhest. Men de fleste Ryttere kunde ride godt paa deres i Reglen gode Heste, ligesom de ogsaa forstode at skyde godt baade med Gevær og med Revolver. Man ser derfor ogsaa i Be­ gyndelsen af denne Krig, at de sluttede Attaker undgaas; senere udføres de vel, men mange foretrække Revolveren i Haanden istedetfor Sablen; thi Rytteren mangler paa Grund af den liden Øvelse Tilliden til denne, medens han fra Barnsben er vant til at omgaas den første. Man kan derfor i Krigens første Perioder betragte Rytteriet saavel paa Nordstaternes som paa Sydstaternes Side — hvoraf der i Begyndelsen som f. Ex. i Slaget ved Bulis Run 1861 paa hver Side neppe var mere end 1 Regiment, medens Nordstaterne ved Slutningen af Krigen i 1865 havde omtrent 80,000 Ryttere — som beredent Fodfolk, der forstod at ride godt, og som ogsaa til Nød kunde bruge en Sabel. Men Følgen heraf var, at Rytteriet, som var bevæbnet med Bagladekarabiner, for en stor Del end- ogsaa med Magasinvaaben, ofte anvendte Fægtning tilfods. Denne blev egentlig sat i System af Morgan , og da den i Reglen faldt heldigt ud selv ligeoverfor Fodfolk, gav den Rytteriet en overordentlig Selvstændighedsfølelse, som affødte de saakaldte Raids, hvorved det under Førere som Stuart og Sheridan m. Fl. udførte ganske over­ ordentlige og frugtbringende Foretagender i Fjendens Flanker og Ryg.

At omtale alle de Tilfælde, hvor Rytteriet i denne langvarige Krig kæmpede tilfods, vilde føre for vidt. Her skal fremhæves:

Strax i Begyndelsen af Krigen optog General Forest med et frivilligt Rytterregiment efter en Nattemarche paa 8 Mile Kampen paa Cumberlandfloden med en fødereret pandsret Kanonbaad paa 9 Stykker svært Skyts. Hans afsiddede Ryttere tvang med deres velrettede Ild Kanonbaaden til at trække sig tilbage.

I Slaget ved Hartville i August 1862 kom det til en Fægtning mellem Morgans Strejfkorps og en Del af Nord­ staternes Rytteri. Dette angreb gjentagne Gange tilhest, men blev afvist af Morgans Ryttere tilfods. I samme Maaned forsvarede et af Stuarts Rytterregimenter tilfods med 2 Stk. Skyts Waterloobroen over Rappahannock mod flere fødererede Infanteribrigader og Batterier, indtil det den næste Dags Formiddag blev afløst af Infanteriet, som imidlertid var naaet frem.

Paa Stuarts store Raid gjennem Pensylvanien med 1800 Ryttere og 4 Stk. Skyts i Oktober s. A. stødte han ved Poolesville paa fjendtligt Rytteri og Fodfolk. Det første forjagede han ved en Attake; med det sidste op­ tog han Kampen med afsiddet Rytteri, til hans Artilleri kunde komme frem. Kampen endte med, at Fjenden blev kastet tilbage over Monocacy.

Ved Trenton i December 1862 angreb Forest med en Del af. sit Rytteri tilhest Fjenden og tvang ham til at trække sig tilbage til en befæstet Stilling. Han lod der- paa Rytteriet sidde af, og ved dettes samt nogle Kano­ ners lid tvang han Fjenden til at overgive sig. Hans Styrke beløb sig kun til 275 Mand, medens han tog 400 Krigsfanger, 300 Negere, 1000 Heste samt en Masse Ammunition, Udrustning og Forraad m. m. Ved sit Tilbagetog maatte han med 1200 Ryttere bestaa en for­ tvivlet Kamp med 1800 Md. Fødererede ved Parkers Crosz Roads. Herved kæmpede han atter afvexlende til­ fods og tilhest og bibragte Fjenden følelige Tab.

I Juni 1863 fandt Rytterslaget ved Brandy Station Sted mellem Stuarts Kavalerikorps paa 12000 Md. og 24 Stk. Skyts og Nordstaternes Rytteri paa henved 15000 Md.

Slaglinien strakte sig herved over 1/2 Mil, og der blev paa begge Sider udført glimrende Attaker, men der blev navnlig kæmpet meget tilfods.

I Slaget ved Chickamanga i September 1863 kæm­ pede det konfødererede Rytteri som Infarteri paa Flan­ kerne, og i Februar 1864 ser man ikke alene, at Forests Rytteri ved Okolona kæmper tilfods mod General Smiths Rytteri, men ogsaa, efter at det er overredet af dette, med Revolverne tilfods optager Kampen med sine be­ redne Modstandere.

I April 1864 stormer Forest med sine afsiddede Ryt­tere Fort Pilion, i Juni griber i Slaget ved Tishimongo Creek lians afsiddede Ryttere til Revolveren, da det fjendtlige Infanteri er naaet ind paa 30 Skridts Afstand, og kaster det tilbage, hvorefter det stiger tilhest, for­ følger og gjør et stort bytte, skjøndt Fjenden er 3 Gange saa stærk. I Oktober tager han efter en heftig Kamp en Kanonbaad og en Transportdamper paa Tennessee- floden, bemander dem med sine afsiddede Ryttere og foretager Farter paa Floden. Da han efter nogle Dages Forlob bliver angreben af overlegne maritime Kræfter, sætter han Skibene paa Grund, stikker Ild paa dem, gaar i Land og stiger atter tilhest».

Skjøndt de anførte Exempler ere tilstrækkelige til at vise, i hvilken Grad man benyttede Rytteriet i Kamp til­ fods i den nordamerikanske Krig, skal jeg dog, inden jeg forlader denne, omtale ogsaa nogle af General Sheri- dans Kampe; thi det var fornemmelig ham, der ved sin glimrende Anvendelse af Rytteriet i Februar—April 1865 Vest for Richmond og Petersborg bragte Sydstaternes geniale Overgeneral Lee til at kapitulere med Resterne af sin Hær ved Appomattox Court-House, hvorved det 4-aarige Drama fik sin Afslutning.

I Slutningen af Marts 1865 begyndte Sheridan sin bekjendte omgaaende Bevægelse med 10000 Heste. Han rykkede frem til Dinwiddie Court-House og sendte herfra 4 Brigader frem for at rekognoscere den fjendtlige Stil­ ling ved Five Forks. Da Fjenden imidlertid selv rykkede frem, bleve disse 4 Brigader kastede mod Øst og saaledes adskilte fra Sheridans 5 øvrige Brigader, der nu vare udsatte for et Angreb af 2 fjendtlige infanteridivisioner. Da disse ved en Svingning vendte Ryggen til Sheridan, benyttede han Lejligheden og udførte en glimrende At- take med sine Brigader. Fjenden gjorde Omkring og gik nu frem til Angreb paa disse, der vare gaaede tilbage og tilfods havde besat en Stilling foran Dinwiddie Court- House, hvor de hurtigt nedskare sig i Terrainet. Infanteri­ divisionernes Angreb blev imidlertid ved Mørkets Frem­ brud og efter en heftig Kamp slaaet tilbage, medens det lykkedes Grants 2. og 5. Korps at naa op i Fjendens Flanke. Herved var'Slagets Udfald den næste Dag alle­ rede afgjort. Sydstaternes Værker ved Five Forks bleve stormede, og herved deltog 3 af Rytterbrigaderne til­ fods. Lee opgav derefter Richmond og forsøgte nu med Resterne af sin Hær at gaa imod Vest. Her var det, at Sheridan udfoldede en overordentlig Energi under Forfølgelsen med sit Rytteri. Ved voldsomme Marcher indhenter han Fjenden, binder ham dels ved Rytterangreb, dels ved Kamp tilfods for endelig efter helt at have om- gaaet ham og afskaaret Retraiten paa Lynchburg at stoppe ham ved en Kamp tilfods ved Appomatox CourtHouse.

Som tidligere omtalt blev Rytteriets Anvendelse til­ fods paa denne Tid i Europa sat meget lavt. Kavaleriet skal ikke være beredent Fodfolk, ja der tages endogsaa Ordet for, at Karabinen bør afskaffes, da den kun er til Gene. I Østerrig skete dette kort efter Krigen 1859, da det her havde vist sig, at der ikke havde været Brug for den. Mandskabet blev derfor kun øvet engang imellem i Pistolskydning. Kort før Krigen i 1866 brød ud, fandt man det dog rigtigst at bevæbne en Del af det lette Rytteri med Korpsgeværer. Skjøndt Øvelsen manglede, viste dette sig dog i Fægtningen ved licin (Gitschin) den 29. Juni at være en ganske god Foranstaltning; thi da den højre østerrigske Fløj blev trykket af Preusserne, og da det sachsiske Korps, som her skulde have været til­ stede, endnu ikke var naaet frem, medens man kun havde Kavaleribrigaderne Appel og Wallis til Disposition, bleve Lichtenstein-Husarerne designerede til at dække Højden mellem Lunacek og Zames. 4 Delinger af 2 Eskadroner sade derfor af og forsvarede Højden ved Karabinild mod den overlegne Fjende i 1,5 Time.

Dette er det eneste Tilfælde i Krigen i 1866, hvor Rytteriet fægtede tilfods.

Da den tydsk-frunske Krig brød ud i 1870, vare de tydske Husarer og Dragoner bevæbnede med en Tændnaalskarabin, det franske lette Kavaleri med en Chassepot-karabin. Ingen af dem havde, skjøndt der i Tydskland havde hævet sig flere Stemmer derfor, lagt synderlig Vægt paa Skydning og navnlig paa Kampe tilfods i Terrainet; Franskmændene havde endogsaa en vis Forkjærlighed for Skydningen tilhest.

Som bekjendt udviklede det tydske Rytteri i den første Halvdel af Krigen en overordentlig Energi i den strategiske Tjeneste. Efter Sejren ved Sedan traadte imidlertid de tydske Kavaleridivisioners Virksomhed ind i en anden Sfære. Dette havde nærmest sin Grund i, at en stor Del af Rytteriet maatte deltage i Cerneringstjenesten om Metz og Paris samt dække Kommunika­ tionerne; men det havde ogsaa sin Grund i, at der paa Syd- og Vestfronten af Krigsskuepladsen nu begyndte at vise sig Franctireursbander, som forstode at benytte de store Skovstrækninger, der strakte sig paa begge Sider af Loire fra Gien til Vendôme, det stærkt kultiverede Land med de talrige Landsbyer og enkeltliggende, mas­ sivt byggede Huse, der dannede gode Forsvarsstillinger for hver 3—400 Alen, til derfra at tilføje det tydske Rytteri følelige Tab og forhindre det i at trænge videre frem. Senere hen kom ogsaa det glatte Føre. Men alle­ rede den 26. August 1870 viste det sig, hvor uheldigt Rytteriet var stillet, fordi det ikke selvstændigt kunde bane sig Vej. 5. Kavaleridivision skulde nemlig paa den nævnte Dag gaa over Grand Pré, forene sig med 12. Kavaleridivision og eklairere Terrainet mod Busancy. Da Avantgardeeskadronen imidlertid naaede henimod Grand Pré, modtog den Skud fra den nordlige Bred af Aisne. Den vendte derpaa om, og hele Divisionen gik nu tilbage og tog Bivouak ved Autry og Montcheutin. Først den 27. blev Overgangen ved Grand Pré iværksat. Havde Divisionen ved denne Lejlighed været bedre bevæbnet med Skydevaaben og haft Øvelse i tilfods at gaa offensivt tilværks, vilde et saa vigtigt Punkt for Marchen mod Nord snart være bleven taget. Senere viste det sig, hvor uheldigt 1. og 3. Kavaleridivision, som kun bestode af Kyrasserer og Ulaner, der ikke vare bevæbnede med Karabiner, vare stillede, naar det drejede sig om en større Marche for at ødelægge Broer, Jernbaner o. desl. eller for at inddrive Levnedsmidler; thi de lede dels Tab, og dels maatte de flere Gange vende om med uforrettet Sag. Man greb derfor til den Udvej at medgive dem Fodfolk; men herved gik Hurtigheden tabt, og Divisionerne tabte deres Selvstændighed. Man gik dernæst over til at bevæbne Underofficererne og de flinkeste Folk med de tagne Chassepotgeværer; men da Kvrassererne og Ulanerne ikke tidligere havde lært at skyde med Geværer eller Karabiner, viste det sig snart, at de som Regel ikke kunde anvendes til Skydefægtning. Man indskrænkede sig derfor til for disses Vedkommende kun at bevæbne Patrouiller og Vedetter med Geværer, for at de kunde afgive et Skud, dels som Signal, dels for at vise Franc- tireurerne, at de havde Skud i Geværerne; men selv da befandt flere Gange større Patrouiller fra I. Kavaleri­ division sig i saa vanskelige Situationer, at de ikke kunde afgjøre, hvorfra og af hvem de vare'bievne beskudte.

Kamp tilfods blev imidlertid drevet saavel af Tyd­ skernes som af Franskmændenes Rytteri. Her skal an­føres:

Under Fægtningen ved Spichern den 6. August 1870 erholdt det franske 12. Dragonregiment Ordre til med 2 Eskadroner at besætte Skyttegravene paa Kaninchenberge. En Fjerdedel af disse blev tilbage som Heste­ holdere, medens 120 Dragoner stege af og toge Position tilvenstre af 1 Kompagni Ingeniører. Da de franske Dragoner kun havde 20 Patroner pr. Mand, havde de snart forskudt sig. De sade derpaa op og angrebe de fremrykkende fjendtlige Skytter. Det preussiske Angreb blev herved standset, men Dragonerne lede stærke Tab. De gik derpaa til Forbach, hvis Indgang blev besat af 1/2 Eskadron afsiddede llyttere, som holdt Landsbyen til Kl. 9 Aften.

Den 12. August fandt preussisk Rytteri Peltre besat af Franskmændene. En Deling sad derfor af og gik frem mod Landsbyen. Næste Dag vare to preussiske Kavaleri­ brigader naaede frem til Pont à Mousson, som tilligemed Vinbjergene var besat af fransk Infanteri. En Husar­ eskadron sad af og rensede Byen og Omegnen for Fjender.

Den 27. August havde fransk Rytteri »tilfods besat Busancy og tilbageslog 2 tydske Eskadroners Angreb til­ hest. Den 29. s. AI. angreb 2 af 16. tydske Husar­ regiments Eskadroner tilfods Voncq, som var besat af Divi­ sionen Lartigues Arriéregarde, tog Byen og 40 Aid. Turcos og Zouaver4). I Slaget ved Noisseville den 31. s. AL blev 4. og 5. Dragonregiment af Kavaleridivisionen Cleramlault anvendt til at erstatte det manglende Infanteri ved Coincy. Skjøndt deres Angreb blev understøttet af nogle tilhest værende Afdelinger, havde dette dog ingen Virkning lige- overfor det overlegne preussiske Infanteri; men de hæv­ dede paa den anden Side ogsaa deres Stilling til det franske Infanteris Ankomst.

Under Slaget ved Sedan den 2. September holdt et bayersk Chevaulegers Regiment i Balan. Det blev her gjentagne Gange beskudt fra et nærliggende Slot, som var besat af fransk Infanteri. Med en afsiddet Deling, der istedetfor sine glatløbede Pistoler havde forsynet sig med saarede Infanteristers Geværer, stormedes Slottet, hvorved det blev Regimentet muligt at holde sig i Byen.

Under Fægtningen ved Mortcerf den 13. Septbr. var Banegaarden besat af Franctireurs. En Deling af 1. Schlesiske Husarreg. Nr. 4 sad derfor af, rykkede frem og efter en heftig Skydefægtning rømmede Franskmændene Banegaarden. Den 15. September angreb en Deling af samme Regiment tilfods Landsbyen Dravail, som var besat af Mobilgardister, og kastede disse ud af samme. Næste Dag kæmpede en Eskadron af samme Regiment tilfods ved Ødelæggelsen af Jernbanen ved Ablons. Den 19. Septbr. blev en Eskadron af det pommerske Husar­ regiment modtaget ved Sèvres af Geværild. To Delinger sade af, og efter 1Times Skydefægtning paa c. 200 Skridt havde Mobilgardisterne lidt saadanne Tab, at de maatte opgive Forsvaret.

Den 1. Oktober bleve 2 Eskadroner af 1. Würtembergiske Ulanregiment Nr. 19 i Nærheden af Fontainebleau beskudte fra en Barrikade, der var besat af Franctireurs. Eskadronerne maatte derfor sidde af og optage Kampen tilfods3). Den 15. December forsvarede 2 Delinger af det vestpreussiske Kyrasserregiment Nr. 5, der tildels var bevæbnet med Chassepot-Karabiner, Landsbyen Brévainville i 3 Timer mod en fransk Bataillon.

I Fægtningen ved Epernon den 4. Oktober kæmpede 2 af 16. Husarregiments Eskadroner tilfods og fortrængte de franske Mobilgardister fra Stenbroerne ved Droite. Ved Landelles trængte Va Eskadron af samme Regiment den 17. November tilfods ind i Byen og bragte, under­ støttet af 2 Kanoner, Franskmændene til at rømme samme i Løbet af Natten.

Under Slaget ved Bapaume den 3. Januar 1871 dækkede 3 Eskadroner af det preussiske Gardehusar­ regiment højre Flanke. Mellem Fins og Cambray stødte de paa 2— 3 franske Batailloner. Den ene Eska­ dron sad af og beskjød Fjenden, medens de 2 andre ved Attaks tilhest truede hans Flanke. Dette bevægede de Franske, som formodede større fjendtlige Kræfter, til at trække sig tilbage.

Den 27. Februar kæmpede I Eskadron af det preus­ siske Husarregiment Nr. 1 tilfods mod franske Chas­ seurs ved Vaiges, den 28. 1 Eskadron af Husarregiment Nr. o, den 29. atter I Eskadron af samme Regiment ved Meslay og samme Dag 2 Eskadroner af Husarregiment Nr. 4 ved Evron.

Under Kommunekampen om Paris forsøgte en Del af Oprørerne at bryde igjennem. General du Barail sendte 8. og 9. Dragonregiment til Clioisy, som de be­ satte tilfods. Kommunarderne stormede med megen Energi 2 Gange, men bleve afviste af Dragonernes Ild.

Vi ville nu gaa over til den russisk-tyrkiske Krig 1877—78, i hvilken 35 Tilfælde ere bekjendte, hvorved der er fremkommen Kamp med afsiddet Rytteri. Det store Ammunitionsforbrug af 1,251764 Berdankarabin- patroner er navnlig mærkeligt; thi selv om en Del af disse er gaaet tabt paa anden Maade, stiller Forholdet sig dog saaledes, at der er forbrugt omtrent 34 Patroner paa hver Berdankarabin, medens der er forbrugt omtrent 45 Patroner paa hvert Berdangevær og c. 26 Patroner paa hvert Krukagevær.

Her skal anføres:

Den 20. Maj 1877 stod ved Kars 1. Volga Kosakregiment af Hesten og begyndte en Skydefægtning med det ligeoverfor holdende tyrkiske Rytteri. Benyttende den 1dette derved opstaaede Uorden, sade Kosakkerne atter op og attakerede. Den 7. Juli angreb General Gurko med 2 Dragonregimenter tilfods og 1 Batteri Tirnova, som var besat af Tyrkerne med 5 Batailloner Infanteri, 400 Ryttere og 6 Stykker Skyls, og tvang dem til at rømme Byen. Den 17. s. m. lod Hertugen af Leuchtenberg 9. Dragonregiment, 1 Husareskadron og 26. Kosak­ regiment tilfods angribe Kasanlik. I Fægtningen ved Eski Zara den 31. s. M. kæmpede baade Dragoner og Husarer tilfods. Ved Plevna paa Vids venstre Bred kæmpede den 9. September 2 af 9. Dragonregiments Eskadroner tilfods; den 1. Oktober toge 2 Ekadroner af 4. Dragon- regiment tilfods Dolnyi Metropol, den 3. Oktober fæg­ tede baade Dragoner og Kosakker tilfods ved Gornik og Lukovice, den 5. ved Radomirce, og ved Gurkos Angreb paa Stillingen ved Gornij Dubniak den 25. s. M. kæmpede hele 4. Dragonregiment tilfods ved Dolnje Dubniak, medens Størstedelen af Livgardehusarregimentet kæmpede paa samme Maade ved Telisch. Den 3. November stor­ mede 2 Eskadroner af Livgardedragonerne tilfods Lands­ byen Dsurilowa, som var besat af et Par Tusinde afsiddede Tyrker og Tscherkesser; den 9. s. M. stormede afsiddede Grenaderer og Livgardedragoner Wraca, som var besat af 800 Mand regulært tyrkisk Infanteri og 300 Tscherkesser. Ved Stormen paa Kars Natten mellem den 5. og 6. November deltog en Del af Rytteriet til­ fods, ved Novaein den 22. s. M., paa Forfølgningen over Etropol den 25. s. M.. og ved Palasa den 30. Januar 1871 kæmpede atter russisk Rytteri tilfods.

Hermed skal jeg forlade den russisk-tyrkiske Krig, og jeg skal endnu kun anføre, at saavel i Asien som i Afrika have Russerne, Eranskmændene og Englænderne anvendt afsiddet Rytteri. Da Modstanderne i Reglen kun have været udisciplinerede Horder, skal jeg indskrænke mig til at fremhæve, at Russerne saaledes under Belej­ ringen af og Stormen paa Geok Tepe i 1881 gjentagende anvendte afsiddet Rytteri, at Eranskmændene i Nord­ afrika 1881 ved Eedj Meridj, ved Schellalah og under Marchen mod Kairouan lod Rytteriet kæmpe tilfods; og at Englænderne have anvendt denne Kampmaade, ligesom det ogsaa har anvendt beredent Infanteri, baade i Transvaal, Ægypten m. m., saaledes f. Ex. ved Kassasin den 6. Septbr. 1882.

II.

I forrige Afsnit har jeg givet en udførlig Frem­ stilling af, hvorledes Rytteriets Kamp tilfods paa de for- skjellige Tider har gjort sig gjældende. Jeg har foretaget det dermed forbundne, temmelig omfattende Studium for selv at komme til Klarhed om, i hvilken Grad denne Kamp er bleven foretagen, og for derigjennem at faa et Begreb om, i hvilken Grad den fremtidig kan og bør foretages. Jeg har fremstillet dette Studium her, skjøndt jeg fuldtud erkjender, at jeg derved løber Fare for at blive trættende. Naar jeg desuagtet vover det, da er det, dels fordi jeg ønsker at bevare mit Arbejde, og dels fordi jeg antager, at det derved kan blive til Nytte for Andre, som nærmere ville sætte sig ind i det foreliggende Spørgsmaals Historie. Jeg har i det foregaaende Afsnit, ligesom ogsaa i dette og det efterfølgende, ledsaget Fremstillingen med nøjagtige Vedtegninger om, hvor og paa hvilke Steder jeg har hentet Stoffet, fordi jeg formener, at disse ere nyttige, hvorimod en løs Oversigt over mere eller mindre benyttede Kilder ikke har nogen reel Betydning, fordi den dels ikke fritager en eventuel Læser, som nærmere vil efterforske Ophavet til en eller anden An­ givelse, Slutning m. m., for at gjennemlæse eller gjennemblade alle de citerede Kilder, dels ikke stiller frem, hvilke af de angivne Kilder, der har den samme, en anden eller endogsaa modsat Mening af den, vedkommende Afhand­ ling fremstiller.

I dette Afsnit skal omtales, hvorledes Udviklingen af Rytteriets Kamp tilfods i Fredstid og tildels eller hoved­ sagelig siden 1871 er gaaet for sig i Tydskland, Frankrig, Østerrig, Rusland og i vort eget Land.

a. Tydskland.

Da Frederik den Store havde afsluttet sine Krige med det halve Europa, kastede han sig med Iver over sine Troppers Uddannelse Han havde da opnaaet sin største Krigserfaring og havde bragt Rytteriet frem til en Slaglaktik, hvis Højde det ingensinde senere har naaet. Trods det lagde han nu megen Vægt paa Rytteriets Ud­ dannelse tilfods og forlangte, at alt hans Rytteri maatte kunne være istand til at forsvare en Landsby, medens hans Dragoner maatte kunne exercere som Infanteri. Ja, han udtalte endogsaa ved en Inspicering i sine sidste Aar, at Dragonregimentet Mitzlaff ikke var feltdygtigt, fordi det ikke kunde afgive en glat Salve. — Paa St. Helena dikterede Napoleon sine Bemærkninger med Hensyn til Krigskunsten m. m. Han udtaler sig heri, som tidligere omtalt, meget for, at Rytteriet maa kunne anvendes tilfods. Marschallen af Sachsen giver lange Forskrifter for, hvorledes denne Kampmaade bør anvendes. 

Uagtet alt dette blev denne Tjenestegren efter 1815 efter- haanden i de fleste europæiske Stater undtagen Rusland dels forsømt, dels dreven paa en liden liensigtssvarende Maade, og man saa med medlidende Blikke paa dette Land, der drev denne Uddannelse med Iver, gav Regle­ menter derfor og oprettede det i andre Henseender for­ fejlede store Dragonkorps.

Preussen er det første Land, der begynder at røre sig. I September 1843 afholdtes under General v. Wrangel en stor Kavalerimanøvre ved Berlin. Rytteriets Fægtning tilfods ko:n her gjentagne Gange til Anvendelse, idet en Gaard og Skov dels blev forsvaret, dels taget, og i en i 1851 udkommen Afhandling, der indgaaende udvikler Generalens Anskuelser, siges et Sted: «Die Kavallerie ist die Waffe des Moments und der Oifensive, Schnellig­ keit ihr Element, Kühnheit und Entschlossenheit ihr Charakter«, men et andet: «Inspiziruugen in dem kriegs- gemäszen Gebrauche der Schuszwaffe werden wesentlich dazu beilragen, auch diesen Uebungen überall einen kriegsgemiiszen Charakter zu verleihen«. I September 1853 afholdtes atter under Wrangel en stor Kavaleri­ manøvre ved Berlin, og her seer man atter Kamp til­ fods; men trods dette blev Uddannelsen dreven saaledes, at det preussiske og øvrige tydske Rytteri var daarligt uddannet i Skydning og Kamp tilfods, da Krigen udbrød i 1870.

Da Erfaringer, man gjorde her i denne Krig, førte til, at der efter sammes Slutning strax hævede sig Stemmer for, at Uddannelsen i Skydning og Anvendelsen tilfods maatte drives efter en anden Maalestok end hidtil. I 1872 nedsattes en Immediat-Kavalerikommission under Generalløjtnant Grev zu Slolberg-Wernigerode, og blandt hvis Medlemmer befandt sig General v. Schmidt og Major v. Rosenberg. Denne Kommission, som skulde udtale sig om Reglementets Forandring, Bevæbning m. m., afgav blandt Andet den Erklæring, at det var nødvendigt, at Rytteriet forsynedes med et Skydevaaben, som kunde til­ fredsstille de nye Fordringer til Skydefægtningen; men allerede i 1871 havde General v. Schmidt nedskrevet sine «Betrachtungen über die Reiterei nach den Erfah­ rungen des Feldzuges 1870— 71, og her siger han: — — — , «ist es nun erforderlich, dasz die Kavallerie mit einer guten, shcnellfeuernden, weittragenden Präzisionswaffe, am besten einem Repetirgewehr ausgerüstet werde, um ihrer Aufgabe, auch das Gefecht zu Fusz gegen feindliche Infanterie unter gewissen Ver­ hältnissen aufnehmen zu können, zu genügen. Durch eine in solcher Weise verbesserte Ausrüstung würde unsere Waffe nach meiner Eeberzeugung in eben dem Masze in ihrer Waffenwirkung gehoben werden, ja viel­ leicht noch mehr, wie dies bei den anderen Waffen durch die Erfindungen der Neuzeit geschehen ist. Hinzu- treten musz jedoch die erhöhte Ausbildung mit dieser Waffe durch praktische Schieszübungen und eine vermehrte Ausbildung im Gefecht zu Fusz, in Tirailliren im kupirten Terrain, im Angriff und in der Ver theidigung von Ortschaften nach einer praktischen, nur das Noth wen dige enthaltenden Instruk­tion».

I 1874 nedsattes en Kommission under Generalmajor v. Schmidts Forsæde, som foruden at skulle bearbejde 5. Afsnit af Exercer-Reglementet af 1873 over Føringen af Kavaleriet i 2 eller flere Træfninger tillige skulde ud­ fylde det Hul, som der fandtes i nævnte Reglement med Hensyn til Fægtningen tilfods. Der fremkom herved et «Entwurf ftir die Instruktion zum Gefecbt der Kavallerie zu Fusz» l i, som imidlertid fra Kavaleriets Side ikke fandt nogen gur.stig Bedømmelse, idet der blev sagt, at der blev forlangt formeget i Retning af den enkelte Mands Uddannelse , og at det let vilde føre til, at den egentlige Rytteraand vilde lide derunder. General v. Schmidt frem- traadte derfor med et «Denkschrift», i hvilket han søgte at afkræfte de fremsatte Paastande, og hvor han blandt andet tog Ordet for, at Sablen, som generer det afsiddede Mandskab under Bevægelsen i kuperet Terrain, bør fast- gjøres til Sadlen, og da det under en af ham ledet Øvelse i Sommeren 1874 viste sig, at en Kavaleribrigade kunde udfore en fortræffelig Fægtningsskydning efter de af ham opstillede Principper og derhos kunde ride og evolutionere til Kejserens fulde Tilfredshed, blev hans Udkast i det Væsentligste taget tilfølge i det nye Exercer- Reglement af 1876 og i Karabin-Skydeinstruktionen af 1877. Men der var megen Modstand mod denne Skyd­ ning og Kamp tilfods særlig fra de ældre Kavaleriofficerers Side; thi de vare opdragne under andre Forhold og havde megen Frygt for, at Rytteriet skulde gaa over til at blive beredent Infanteri, la Ilohenlohe siger endogsaa, at de besigtigede ikke denne Tjeneste ved deres Inspektioner og saa med Foragt paa den «wie der Kurassier in Wallensteins Lager«. Modstanden har holdt sig lige til Nutiden og gjort sig gjældende i forskjellige Tids­ skrifter og Brochurer; men det har ikke hjulpet. Under­ visningen i Skydningen og Anvendelsen tilfods er bleven drevet rationelt og anvendt ved de aarlige Manøvrer, hvor der var Lejlighed dertil. Allerede ved 10. og 12. Armee- korps Manøvre i 1874 saa man saaledes, at Rytteriet sad af og forsvarede Lisiéren af en Skov, besatte vigtige Punkter , som Infanteriet ikke kunde naa tilstrækkelig hurtigt, angreb Uroer, som vare besatte af fjendtligt Fod­folk, ja ved 15. Armeekorps Øvelser ved Flanau besatte Rytterbrigaden Suchow 2 Landsbyer med afsiddet Mand­ skab og forsvarede dem mod fjendtligt Fodfolk. Næste Aar kom atter denne Anvendelse tilfods frem ved 1. og 2. Armeekorps kombinerede Kavaleridivisions Øvelser ved Konitz, hvis Ledelse var betroet den energiske General­ major v. Schmidt, som desværre for det tydske Rytteri allerede dode den 25. August s. A.; men hans udkastede Direktiver dannede Grundlaget for Øvelsernes Forløb. Brigaden Schleinitz besatte saaledes to Gange en Skov tilfods. Det vilde imidlertid fore for vidt at betragte disse Korps- eller Rytterdivisionsmanøvrer, som jævnlig siden den Tid bave fundet Sted ; men ved de fleste kan man see, at der først og fremmest er bleven lagt Vægt paa Evolutionsfærdigheden tilhest, Tretræfningstaktikken, men at der dernæst blandt Andet ogsaa er taget det fornødne Hensyn til Rytteriets Kamp tilfods.

I 1873 erholdt samtlige lette Kavaleriregimenter og 32 Mand pr. Eskadron af hvert Elanregiment den paa Mauserpatronen apterede Chassepotkarabin. I 1875 indførtes for de lette Rytterregimenter Karabinen af Mod. 71 (Mausersystem). Samme Aar indførtes et ved   Sadlen paa højre Side befestiget Læderfutteral til Kara­binen. Som Følge deraf bortfaldt Karabinskoen, Karabin­ remmen og Karabinbagen M. Se Fig. 16.

I 1876 indførtes Karabinen af Mod. 71 for hele Mandskabet af Ulanregimenterne. Bayrerne indførte endogsaa s. A. Karabinen for Kyrassererue, idet disse mistede Kyrasset.

I 1884 erholdt 25 Mand af hver Eskadron ved de øvrige Kyrasserregimenter istedetfor Revolveren Karabin af Mod. 71.

I 1886 udkom det reviderede »Exerzir-Reglement für die Kavallerie». Af dette skal jeg fremhæve af 3. Del: «Ausbildung und Gebrauch der Kavallerie im Gefecht zu Fusz»:

1. Kapitel: «Die Bewaffnung mit dem Karabiner und die Ausbildung zum Gebrauch desselben im Gefecht zu Fusz macht die Kavallerie für die ihr zufallenden Auf­ gaben unabhängig von den anderen Waffen, befähigter für weitaus greifende Unternehmungen, somit selbständiger und offensiver. — Das Gefecht zu Fusz bietet der Ka­ vallerie,, soweit sie mit Karabinern bewaffnet ist, die Möglichheit, auch in solchen Lagen ihre Aufgabe zu lösen, in denen das Gefecht zu Pferde nicht anwendbar ist.

Fälle der Art treten beispielsweise ein:

im Aufklärungs-Dienst und bei Unternehmungen für andere Zwecke, um besetzte Deflleen zu öffnen, welche das weitere Vorgehen hemmen, oder auf einen mit Zeit­ verlust verbunden en Umweg amveisen würden;

wenn es darauf ankommt, Oertlichkeiten vor dem Feinde zu gewinnen und festhalten bis zum Eintreffen der eigene Infanterie;

bei rückgängigen Bewegungen, um dem Feinde Aufenthalt zu bereiten, ihn zu Entwickelung zu zwingen, wodurch er Zeit verliert;

zur Aufnahme zurückgehender Kavallerie an Defileen;

zur Vertheidigung der eigenen Kantonnements; — u. s. w.

Das Gefecht zu Fusz ist für die Kavallerie ein Noth- behelf, der aber nicht gescheut werden darf und , wenn er ergriffen wird, kräftig gebraucht werden musz.

I 2. Kapitel omtales Uddannelsen af den enkelte Mand, Troppen og Eskadronen for Kampen tilfods, idet det deles i: 1, Uddannelsesmaaden i Almindelighed; 2, Uddannelsen i Brugen af Skydevaabnet; 3, Uddannelsen i Terrainet.

3. Kapitel omtaler Eskadronens Fægtning tilfods i: 1, Inddeling (Skytterne, Reserven tilhest, Haandhestene); 2, Ledelsen af Fægtningen; 3, Tegn og Signaler (Officererne og Førerne af Skyttedelingerne skulle betjene sig af en lille Fløjte; Signalerne skulle indskrænkes saa meget som muligt); 4, Afsidning til Fægtning tilfods (Afsidningen skal om muligt foregaa skjult og udenfor den fjendtlige Ild. Ved en Afmarch paa 3 Mand bliver Nr. 3 af begge Geledder paa Hesten og modtager Nr. l ’s og 2’s nedtagne Trendsetøjler. Er Afmarchen kun paa 2 Mand, bliver Nr.2paaHesten. SærligtudtagneNumreholdeOfficerernes, Underofficerernes og Trompeternes Heste. Tallet paa Heste­ holderne saavel som paa det afsiddede Mandskab kan imidlertid forandres, eftersom der skal lægges Vægt paa Haandhestenes Bevægelighed eller paa, om der skal et større Antal Karabiner i Ilden); å, Formering, Opstilling og Bevægelse af en Skyttelinie (der trædes an paa 2 Geledder foran Hestene, og Skyttelinien formeres ved Kommandoen: «?tte Zug (Gruppe) schwärmen!» Alle Be­ vægelser skulle ske i livlig Gang eller i Løb); 6, Skytte­ liniens Ild (Under Bevægelsen maa der ikke skydes); 7, En Understøttelsestrops Formering, Forhold og An­ vendelse (Anvendes ved Begyndelsen af en Fægtning, naar Terrainet eller Fjendens Forholdsregler ikke endnu ere klart oversete); 8, Angreb eller Forsvar (Ved Angrebet maa Bevægelsen foregaa hurtigt og skjult, Ilden maa først begynde paa virksom Skudvidde, og Angrebet maa helst være omfattende og i fjendtlig Ild springvis. Det sidste Anløb sker paa Kommando: Marche! Marche! Hurra! — Ved Forsvaret aabnes Ilden paa større Af­ stande); 9, Bestemmelser for Reserven tilhest; 10, Føring af Haandhestene (Opridning i virksom fjendtlig Ild er uudførlig); II, Opsidning af Skytterne.

4. Kapitel omhandler Fægtningen tilfods i større Forbindelser: 1, Inddeling; 2, Fægtningens Ledelse; 3, Fægtningen.

I 1888 udkom «Schieszvorschrift für die Kavallerie». Den omhandler: I. Schieszlehre. A, Allgemeines. B, Schieszleistungen. — II. Geräthe und Einrichtungen für das Schieszen. Munition. — III. Lehrpersonal. — IV. Ausbildungsgang. — V. Entfernungsschätzen. — VI. Schul- schieszen. — VII. Gefechtsmäsziges Schieszen. — VIII. Schieszen mit dem Revolver. A, Ausbildungsgang. B, Schieszübung. — IX. Schieszbüeher, Berichte und Bei­ lagen. — X. Anschieszen der Karabiner und Revolver, sowie Prüfung der Munition. Endelig giver en Tavle en grafisk Fremstilling af Kuglebanen, Højde- og Sidespred­ ningen, det bestrøgne Rum m. m.

Medens Skydeinstruktionen af 1877 navnlig lægger Vægt paa, at Skytten paa de kortere Afstande skal søge at naa en sikker Skydning, fremhæver den nye Instruk­ tion, at Kavaleriet hovedsagelig paa Middel- og de længere Afstande maa kunne føre en Skydefægtning, uden dog derved at Præcisionsskydningeu maa tillægges ringere Værd. Feltmæssige Maal føres derfor frem ikke alene i 2. og 1. Kiasse, men ogsaa i 3. Klasse. Tidligere skete dette først ved den fægtningsmæssige Enkeltmandsskydning. Den indførte Ringskive giver en større Kontrol, Kolonne­ skiverne frembyde Fægtningsforhold. Medens Skytten tidligere kun kunde gaa videre efter at have opfyldt de stillede Betingelser, behøves dette ikke nu, ja han kan selv gaa fra 3. til 2. Klasse, dog kun efter en gjentagen Ikkeopfyldelse af Betingelserne; thi Skytten skal saa meget som muligt skyde paa feltmæssige Maal. Tyngdepunktet for Uddannelsen ligger nemlig nu i 2. Klasse. Den fægtningsmæssige Enkellmandsskydning er bortfalden; nu haves kun Gruppeskydning og Skydning i Delinger. Den første finder Sted paa Skydebanen eller i Terrainet indtil 500 Meter (796 Aleni, den anden finder kun Sted i Ter­rainet og skal om muligt foregaa paa Middel- og længere Afstande mod fremstillede Maal af Artilleri. Kavaleri og Kolonner. Skytten og Føreren maa ikke bindes ved stramme Regler. Selvstændigheden og Selvtilliden maa fremmes. Høje Maal kunne beskydes paa 400— 800 Meter (637— 1274 Alen). Over 800 Meter maa kun be­ skydes Maal, som ved deres Bredde og Dybde give en gunstig Træfningsflade. 2 Viserer anvendes mod fast- staaende Maal paa over 600 Meter (956 Alen); men ogsaa paa denne Afstand maa der gaas over til 1 Viser, naar Observationen har givet det rigtige Viser. Mod bevægeligt Maal paa over 600 Meter benyttes 2 Viserer med 100 Meters Mellemrum. Mindre Styrker end 1 Deling skulle benytte 1 Viser. Ilurtigild er bortfalden.

 I 1888 blev det bestemt, at Kyrasserregimenterne ved den feltmæssige Udrustning ikke skulde anlægge Kyrasset, og at de istedetfor Revolveren skulde udrustes med Karabinen af Mod. 71. Denne Forandring har længe været omdebatteret. Boguslawski foreslog den i 1878, Colomb i 1880.

Som bekjendt er Mauser-Kropatschek Repetergevær Mod. 71/84 med et Magasin til 8 Patroner i Forskjæftet indført for Infanteriet i 1886. Men allerede 3 Aar efter er dette bleven afløst af et Mauser-Manlicher Gevær, «Gewehr 88», med Magasinindretning efter Lee, hvorved 5 Patroner ad Gangen kunne føres ind i Magasinkassen.

Det er derfor naturligt, at der diskuteres meget om at indføre et Magasinvaaben for Rytteriet, hvilket ogsaa ganske sikkert er under nøje Overvejelse ved de militære Myndigheder. Der har ogsaa i længere Tid ved forskjellige Afdelinger været prøvet at bære Karabinen paa Ryggen og Sablen fastspændt paa venstre Side af Sadlen. Der er imidlertid ikke tagen nogen Bestemmelse om at forandre den reglementerede Bæremaade af disse to Vaaben, og det synes, som om det heller ikke vil ske.

Hver Karabinbevæbnet er forsynet med 20 Patroner i Patrontasken og 30 Stk. i Paktaskerne.

Længden af den tydske Rytterkarabin af Mod. 71 er i Meter, Vægten 3,6 kg. (7 H 20 Kv.), Kaliber l l mm. Vise.ret kan benyttes fra 400— 1300 Meter (— 2071 Alen). Karabinens største Skudvidde er omtrent 2500 Meter (3988 Alen). Til Ladningen udfordres 3 Greb: 1, Drej­ning tilvenstre og Tilbagetrækning af Haandtaget (Aabnen, Spænden og Udtrækning af Hylstret); 2, Indlægning af Patronen; 3, Fremføring og Drejning tilhøjre af Haand­ taget (Lukning, Indskydning af Patronen i Kammeret).

Patronen vejer 44 gr. og er 78mmlang. Projektilet er 27mmlangt og vejer 25 gr. Krudtet vejer 5 gr..

b. Frankrig.

Ligesom i Tydskland blev Rytteriets Uddannelse i Kamp tilfods ogsaa i Frankrig forsømt i det lange Tids­ rum mellem 1815 og 1870 og blev ifølge Ordonnantserne af 1829 foretagen efter de givne Forskrifter for Tirail- leringen tilhest. Trods denne tarvelige Uddannelse op- traadte det franske Rytteri flere Gange i Krigen 1870 med megen Dygtighed i Kampen tilfods, saaledes f. Ex. ved Forbach, hvor Oberstløjtnant Dnlac med 2 afsiddede Eskadroner og 100 Ingeniører standsede 13. preussiske Infanteri-Division paa Kaninchenberge. Efter den ulykke­ lige Krigs Slutning tænkte Franskmændene selvfølgelig strax paa at reorganisere Hæren og at give Bestemmelser for dens Uddannelse, der svarede til Tidens Fordringer og de indvundne dyrekjøbte Erfaringer. En allerede i 1869 nedsat Kommission optog efter Krigens Slutning under General du Barails Forsæde atter sit Arbejde og fuldendte i 1871— 72 et provisorisk Reglement, der i 1876 ^blev erstattet af et «Règlement sur les exercises de la cavalerie». Da det franske Rytteri i nævnte Krig navnlig lod meget tilbage at ønske i Opklaringstjenesten, hvortil Grunden maa søges ligesaa meget i dets forudgaaende Ud­ dannelse som i dets Organisation under Krigen i Armee- korpsernes uselvstændige Rytterdivisioner og i Reserve­ rytteriet, er det naturligt, at man i de nærmest følgende Aar efter Krigen navnlig havde sin Opmærksomhed rettet paa Uddannelsen tilhest. Reglementet af 1876 er derfor kortfattet med Hensyn til Kampen tilfods, og Kommis­ sionen angiver Grunden hertil i sin Rapport, idet den bl. A. siger: «Le combat à pied a reçu strictement le développement qu’il paraît devoir comporter. Toutefois la brièveté de son exposition ne met aucun obstacle a un emploi étendu; les prescriptions qu’il renferme n’ont eu en vue que les procédés permettant de séparer une troupe à cheval, en combattants à pied et conduc­ teurs de chevaux haut le pied, mais elles ne prétendent pas fixer toutes les circonstances qui commandent l’emploi du combat à pied ni en préciser les différentes mani­ ères1). Disse Bestemmelser have imidleatid givet Anled­ ning til, al der dannede sig to Lejre, af hvilke den ene med Oberst Bonie i Spidsen hyldede den Maxime: «Une cavalerie qui ne sait pas combattre à pied comme à cheval est une cavalerie rétrograde, audessous de sa mission, et vouée fatalemont aux revers»11, medens den anden med General de Gallifet i Spidsen vilde have Kampen tilfods indskrænket til et Minimum. Af forskjellige tydske Illade og Tidsskrifter, som nærmere omtale Manøvrerne i 1879, kan man se, hvorledes For­ holdene vare paa den Tid. Der siges bl. A , at Kampen tilfods under disse Manøvrer ofte kun blev anvendt for at blive anvendt, medens der dog paa den anden Side ogsaa omtales enkelte fornuftige Anvendelser af Rytteriet tilfods. Gallifet, som ledede Kavalerimanøvrerne i dette Aar, udtalte sig imidlertid i sin Kritik meget bestemt mod den megen Fægten tilfods. I 1880 ledede General Cornat Kavalerimanøvrerne, og her maa alter være fore­ tagen megen Afsidning til Fægtning; thi om disse blev der skrevet »le mot devenu fameux: Qu’on avait ramené les chevaux frais et les bommes fourbus!» Næste Aar var General Honie i Afrika, og her prøvede han sine Ideer mod Hu Amema ved Fedj Meridj, Schellalah m. m., hvilke ikke altid faldt saa heldigt ud.

I 1881 aflagde 6 Kyrasserregimenter Kyrasset og bevæbnedes med Karabiner istedetfor Pistol.

I 1882 udkom det reviderede Exercer-Reglement for Kavaleriet, som var udarbejdet af en Komite under Gene­ ral de Gallifets Forsæde. I sin Rapport udtaler Samme angaaende Kampen tilfods: »La commission de 1876, ainsi qu'il résulte de la lecture de ses procès-verbaux, s’est prononcée, en grande majorité, contre l’abus du combat à pied. Tout en partageant cette opinion, le Co­ mité pense que, s’il importe de ne combattre à pied que dans des cas nettement déterminés, il est essentiel d’in­ diquer des procédés qui paraissent propres à assurer le succès. Il vous propose, en conséquence, une rédaction qui résume clairement le mode d’emploi du combat à pied des troupes à cheval.»

Reglementet giver derefter under Titre I folgende almindelige Regler for Kampen tilfods:

La cavalerie peut être appelée à combattre à pied, mais dans une mesure restreinte, afin de ne pas la di­ straire de son rôle véritable.

Il peut se présenter néanmoins certaines circon­ stances dans lesquelles une troupe de cavalerie doit mettre pied à terre, pour faire un usage utile de la carabine dont elle est armée, notamment s’il s’agit:

D’organiser la défenses des cantonnements, afin de réduire le nombre des chevaux employés au service de sûreté, et de diminuer, par suite, les causes de fatigue;

De se porter rapidement en avant pour occuper une position jusqu’à l’arrivée de l’infanterie; De défendre l’entrée ou la sortie d’un défilé, pour ralentir la poursuite de l’ennemi et protéger une re­ traite;

De forcer un passage qui arrête la marche et exige beaucoup de temps pour être tourné;

D’inquiéter un ennemi (convoi, bivouac, colonne, etc.), que l’on ne peut pas songer à aborder, ou dont on est séparé par un obstacle infranchissable;

De protéger les batteries dans certains terrains.

Le combat à pied de la cavalerie ne doit être regardé que comme un expédient; mais quand on l’em­ ploie, il doit être conduit avec la plus grande vigueur.

Der bestemmes derefter, at en Afdeling Rytteri, som skal fægte tilfods, deles i: 1, de Kæmpende tilfods, be- staaende af en Kjæde og et Soutien; 2, Haandhestene, formerede i en, to eller flere Grupper; 3, saavidt muligt en Reserve tilhest.

Ved Forsvaret omtales, at Kjæden fra Begyndelsen omtrent maa være 2/3 af den afsiddede Styrke, at Haand­ hestene under en Tilbagegang maa fores Skytterne hur­tigt imode, og at Salveild er at anbefale.

Ved Angrebet er Kjæden og Soutiennet fra Begyn­ delsen omtrent lige stærke. Det skal gjennemføres hur­tigt og hest ved Overraskelse. Haandhestene skulle være i Nærheden af de Kæmpende og om muligt dækkede for Fjendens Ild. Reserven tilhest dækker Skytterne og Haandhestene og holder sig parat til at udbytte Kampen. Det sidste Anløb sker paa Kommandoen: En avant! og under Trompetsignaler, ellers anvendes kun Stemmen og Fløjten.

Under Titre III gives Regler for Afsidning af en Deling. Nr. 2 i hvert Geled af en Firer forbliver til­ hest, medens Nr. 1, 3 og 4 sidde af. Nr. I og 3 give de nedtagne Bridontøjler til Nr. 2, medens Nr. 4 binder sine Tøjler til Nr. 3’s Hests Kjævestykker. Behøves der ikke saamange Skytter, sidde kun Nr. 2 og 4 af og give deres Tøjler til Sidemanden tilhøjre. I Defensiven kan 1 Rytter tilfods holde alle Hestene af et helt eller halvt Geled.

De afsiddede Ryttere træde an paa to Geledder foran Hestene, og Kjæden formeres paa Kommandoen: En tirailleurs! og under «pas gymnastique» samt med 3 Meters Afstand mellem Skytterne. De forskjellige Ildmaader afgives paa Kommando. Der siddes atter op paa Signalet: «Ralliement».

En Eskadron forholder sig paa samme Maade. I Reglen sidde 3 Delinger af, hvoraf den ene tjener som Soutien, medens den fjerde forbliver tilhest som Reserve.

Naar Regimentet lader flere Eskadroner sidde af for at kæmpe tilfods, skal deres taktiske Enhed bevares.

Dette Reglement giver ikke saaledes som det tydske Reglement virkelige Forskrifter for Indøvelsen og An­ vendelsen af Rytteriets Kamp tilfods.

I 1884 udkom “Règlement sur l’instruction du tir des troupes de cavalerie«. 1 3 Afsnit og 10 Kapitler af­ handles Theorien om Skydning; Anvendelse af Karabinen: Bevæbning og Ammunition ; Forberedelsesøvelser i Skive­ skydning, Afstandsbedømmelse, Skydeøvelserne, Skyde- materiellet og Bogføringen. Efter de almindelige Regler maa der skydes paa indtil 200 Meter mod en dækket liggende, paa indtil 300 Meter (478 Alen) mod en staa- ende eller knælende Modstander, paa indtil 450 Meter (717 Alen) mod en enkelt Rytter, paa 500—800 Meter (797— 1274 Alen) paa Skyttelinier og paa indtil 1100 Meter (1652 Alen) paa en sluttet Front og Maal af større Bredde. 300 Meters Viseret anvendes ved Nærkamp. Forskrifter for Fægtningsskydning paa ukjendte Afstande kjender dette Reglement ikke Afstandsbedømmelsen sker dels ved Øjet, dels gjennem Øret. Da Lyden tilbagelægger omtrent 333 Meter i et Sekund, bliver Mandskabet vænnet til ved et Penduls Svingninger for hver 3 af disse at tælle 10. Afstanden gives da med en Enhed af 100 Meter.

I 1884 afskaffedes Skoen til Karabinen, som nu skulde bæres paa Ryggen af Rytteren, medens Sablen, naar denne er tilhest, skulde anbringes i en «baudrier porte-sabre», som var anbragt paa venstre Side af Sad­ lens Bagsvidsel (se Fig. 17 og 18).

Medens General de Gallifet har været Præses for Kavalerikomiteen, har han forstaaet at holde Tendentsen til formegen Kamp tilfods nede i det franske Rytteri. Allerede i 1886 begyndte der dog fra flere Sider at hæve sig Stemmer for, at Reglementet af 1882 er for lako­nisk, og at det maa betragtes som en stor Fejl, at man skal søge Bestemmelserne for denne Kamps Indøvelse baade i Reglementerne af 1876 og 82, i Skydeinstruk- tionen, ja selv i Infanterireglementet. Det bliver derfor ogsaa ønsket, at det nye Reglement, som siges under General l’Hottes Ægide at være under Udarbejdelse, vil give en samlet Forskrift for denne vigtige Gren af Rytte­ riets Uddannelse. At det tydske Exercerreglement af 1886’s fortræffelige Instruktion har haft en væsentlig Indflydelse paa Stemningen er selvfølgelig, og det synes ogsaa, som om der er en Svingning igang; thi den 8. Oktober 1887 udgav Krigsministeren en ny Instruktion for Kavale­ riets Uddannelse, hvori det udtales, at Skydningen ikke maa negligeres, og i December s. A. blev det bestemt, at for Fremtiden skal aarlig en Løjtnant fra hvert Kavaleri­ regiment, undtagen Kyrassererne, sendes til en af In­ fanteriets Skydeskoler for at gjennemgaa et 5 Ugers Kursus.

I August 1889 er der indført et nyt Bæringsapparat for Sablen ved Sadlen, nemlig en «boucleteau portesabre». (Se Bilag 3.)

Hvad endelig Kyrasserernes Bevæbning angaar, da er denne ikke fastslaaet endnu. I 1883 fik alle Regimenter deres Kyrasser igjen5), vistnok væsentlig paa Grund af General de Gallifets Indflydelse. Endnu bære 12 Kyrasserer pr. Eskadron Karabinen, medens Resten er forsynet med Revolver.

Med Hensyn til Skydevaabnet m. m. skal bemærkes: I Krigen 1870— 71 var det franske lette Rytteri bevæbnet med Chassepotkarabinen af Mod. 66, som stod betydeligt over den preussiske Zundnadelkarabin af Mod. 57. — I 1874 indrettedes Chassepotkarabinen for Metalpatron og erholdt Navnet M. 66/74. Samme Aar indførtes "fusile modele 1874, systeme Gras». Dens Længde er 1,175 Meter, dens Vægt 3,56 kg. (7 H 12 Kv.). Kaliber 11 mm. Viser til 1100 Meter (1752 Alen). Til Ladningen ud- fordres 3 Greb: I, Drejning tilvenstre og Tilbagetrækning af Haandtaget (Aabnen, Spænden, Udtrækning af det af­ skudte Patronhylster); 2, Indlægning af Patronen; 3, Fremføring og Drejning tilhøjre af Haandtaget ilndskyden af Patronen i Løbet, Lukning). Den nyeste Model af Patronen (79/83) vejer 43,8 gr., er 76,5mm lang. Projek­ tilet vejer 25 gr., Krudtet 5,25 gr.

Hver Karabinbevæbnet er forsynet med 38 Patroner.

 I 1888 er man begyndt paa at bevæbne det lette Rytteri med et Magasinvaaben af samme Konstruktion som det ved Infanteriet i 1887 indførte Gras-Lebelske Magasingevær af Mod. 86. Kalibret er 8mra. Den er ikke saa lang som Gras-Karabinen og vejer med Repititions- mekanismen 3,60 kg. Patronen vejer 18 gr. mindre end Gras-Patronen. Mekanismen skal saavel med det fyldte som tomme Magasin kunne taale de Slag, som de stærkere Bevægelser i Trav og Galop give. De ballistiske Egen­ skaber skulle være fortræffelige. Paa 2000 Meter (3186 Alen) skal Præcisionen og Gjennemtrængelsen have naaet det, som det er tilladt at ønske. Reculen er »peu sensible« og Røgen næsten Nul. Vaabnet skal endelig være indrettet saaledes, at det kan hvile fladt paa Ryggen, hvorved Slidet paa Uniformen er bleven formindsket, og at det kan benytte samme Patron som Infanterigeværet.

c. Østerrig.

I 1853 bestod det østerrigske Rytteri af 8 Kyrasser-, 8 Dragon-, 12 Husar- og 12 Ulanregimenter. Kyras- sererne og Planerne vare af Skydevaaben bevæbnede med Pistoler med Undtagelse af 16 Mand pr. Eskadron, som vare udrustede med en Kammerladningskarabin og en Pistol. Dragonerne og Husarerne vare bevæbnede med en Kammerladnings- eller en glat Karabin og en Pistol. Efter den italienske Krig 1859 blev Kavaleriet reduceret og Karabinerne afskaffede, hvorfor der kun af og til blev foretaget Skydning med Pistol. Generalmajor, Baron Edelsheim-Gyulai var da Kommandør for den 1. lette øster­ rigske Kavaleridivision og fik, kort forinden Krigen 1866 brød ud, sat igjennem, at 2. Geled af hans Division blev bevæbnet med en Forlade-Karabin samt øvet saameget i Skydning og Fægtning tilfods, at et Par af hans Eskadroner ved Jicin kunde optage en saadan paa en meget smuk Maade. To Aar efter Felttoget blev Generalen Kavaleri­ inspektør, og nu bleve Kyrassererne omformede til Dra­ goner, saaledes at det østerrigske Rytteri kom til at bestaa af 14 Dragon-, 14 flusar- og 13 Ulanregimenter. Af disse fik Dragonerne, Husarerne og 32 Md. af hver Ulaneskadron Werndl-Bagladekarabin, hvorhos der blev lagt Vægt paa en god og bensigtssvarende Uddannelse i Skydning og Kamp tilfods.

I 1870 udkom et Kavaleri-Exercerreglement, som væsentlig skyldte den før nævnte General Edelsheim sin Tilblivelse, og af hvis klare Bestemmelser saavel det preussiske soin det franske Reglement have adopteret flere. I 1871 blev det bestemt, at Karabinen skulde bæres paa Ryggen af Rytteren i en Rem over venstre Skulder, og for al give Yaabnet et roligt og fast Leje blev den omslynget ovenfor Baglademekanismen af en paa Livremmen anbragt Karabinstrop. (Se Figur 7— 11).

Der udspandt sig nu ligesom i Tydskland og Frankrig en levende Strid om, hvorvidt der skulde lægges saa- megen Vægt paa denne Kamp tilfods og den dermed forbundne Skydning eller ikke. Ved Kavalerimanøvrerne ved Totis i 1874, som blev ledede af General Edelsheim, seer man imidlertid, at Kamp tilfods blev foretaget efter en større Maalestok; saaledes besatte den 29. August 3 af- siddede Eskadroner Udgangen ved Totis, den 3. Septbr. besatte 9 afsiddede Eskadroner med omtrent 900 Kara­ biner en 4000 Skridt lang Stilling ved Tovaros og Boy, og den 31. August besatte et Regiment gjentagne Gange med flere afsiddede Eskadroner Koes og Szt Gvorgycsarda. Næste Aar ved Kavalerimanøvrerne ved Bruck an der Leilha, som lededes af Erkehertug Albrecht, seer man atter Kamp tilfods, saaledes besatte 4 Eskadroner den 2. September Vestlisieren af Bruck. Ved denne Manøvre kom iøvrigt det Ønske frem at lade den afsiddede Rytters Sabel blive ved Sadlen, og det blev her ligesom ved den forrige Ma­ nøvre bemærket, at den brugelige Binden og Løsbinden omkring Koderne af Haandhestene ved en saadan Op- og Afsidning røver Tid. Ved Brucker-Kavalerimanøvren i 1879, som blev ledet af Kavaleriinspektøren, Feltmarchallt. Grev Pejacsewich, kom Kamp tilfods atter hyppigt for.

I 1879 udkom 2. Oplag af «Exerzir-Reglement für die k. k. Kavalerie». Dets 4. Hovedstykke omhandler: «Feuergefecht zu Fusz» og siger i sine almindelige Be­ stemmelser: «Die Verwendung der Kavallerie zum Feuer­ gefecht zu Fusze ist eine ausnahmsweise. Sie darf grundsätzlich nur dann stattfinden, wenn die Kavallerie zufallende Aufgabe nur durch ein Feuergefecht lösbar, Infanterie aber nicht zur Hand ist.

Das Feuergefecht kann beispielsweise nothwendig werden:

bei selbstständig auftretenden Kavalleriekörpern zur Sicherung der eigenen Unterkünfte (Lager, Kantonirung), zur Festhaltung von Defileen, bei Verfolgung des ge­ schlagenen Feindes zur Besetzung und Behauptung wich­ tiger Punkte im Rücken oder in der Flanke desselben;

bei Kavallerie-Abtheilungen im Verbände mit anderen Waffen zur Festhaltung einzelner, wichtiger Punkte, vor­ züglich von Defilö-Ausgängen bis zum Herankommen der eigenen Infanterie, als Geschützbedeckung im durch­ schnittenen, bedechten Terrain; bei rückgängigen Be­ wegungen, um dem Feinde Zeitverlust zu verursachen, zur Täuschung des Gegners in Bezug auf die Waffen­ gattung u. s. f.»

Der omtales dernæst, at Skydefægtningen nærmest maa være af defensiv Natur, og at Angrebet kun fore­ tages, naar Omstændighederne trængende fordre det, og naar der raades over et overlegent Antal Geværer. Naar Terrainet tillader det, skal en Del af Styrken blive til­ hest og optræde som Ryttervaaben. Der maa ikke manøv­ reres tilfods.

Under Formering til Skvdefægtning omtales, at ved en Eskadron maa mindst en Deling blive tilhest. Afsidningen skal ske paa et dækket og skjult Sted og følger paa Kommandoen: n'tes Zug o. s. v. zum Feuergefechte! Absitzen!

Nr. 4 af hvert Geled forbliver tilhest, medens Nr. 1, 2 og 3 sidde, af, «schnallt" Sablen af og stikker den ned mellem venstre Tornistertaskes Forside og Pakremmen med Haandbøjlen paa Sablen udad. Nr. I drejer den nedtagne Bridontøjle et Par Gange paa Midten og lægger den af den øverstc Ende derved dannede Løkke omkring Halsen paa Nr. 2’s Hest. Nr. 2 forholder sig paa samme Maade, men lægger sin Hests Töjle over Nr. 3’s Hest, og Nr. 3 rækker sin nedtagne Bridontojle ti! Nr. 4. Efter Beskaffenheden af Dækningen og øvrige Kampforhold kan Hesteholderen blive paa Hesten, eller han kan sidde af. I sidste Tilfælde anbringer han sin Sabel paa Hesten paa samme Maade som de andre -afsiddede Ryttere, hvornæst han lægger Tøjlen til Nr. 3’s Hest om Halsen paa sin egen flest. (Se Fig. 15).

Det afsiddede Mandskab samler sig derpaa bag sin Patrouillefører. Om alle Skytterne skulle anvendes i første Linie, eller om der skal holdes en Del tilbage som en Reserve, afhænger af Opgaven og Forholdene.

Under Forholdet i Skydefægtningen omtales, at Patrouillerne under denne kaldes «Schwärme», den enkelte Mand «Plänkler». En Deling maa højst indtage en Udstrækning af 100 Skridt. Skytternes Oprmerksomhed hen­ leder Føreren paa sig ved Signalpiben. Ledelsen foregaar ved Tilraab, Tegn eller ved Ordonnantser, hvorimod Trompetsignaler kun maa anvendes i Nødstilfælde.

Der omtales derefter Benyttelsen af Terrainet, An­vendelsen af Ilden (Skytteilden begynder paa virksom Skudvidde — 600 Skr.), Forhold ved Afdelingen til Hest og Afbrydelse af Fægtningen. (Denne maa foregaa, før Fjenden trænger ind i Stillingen og under Beskyttelse af Afdelingen tilhest. Er en saadan ikke tilstede, kan Fægt­ ningen afbrydes delings- eller sværmvis. Efter Opsidningen tages Sablerne paa).

I 1880 bleve 48 Ulaner pr. Eskadron, istedetfor som lidligere kim 32, bevæbnede med Bagladekarabin.

I 1882 udkom en Skydeinstruktion for Kavaleriet. Undervisningen i Skydning deles i en Forskole, Øvelses­ skydning og feltmæssig Skydning. Forskolen omhandler Undervisningen om Karabinen og Ammunitionen, Sigtning, Skyderegier, Afstandsbedømmelse, Indstilling af Viseret, Anslaget, Øvelser i Anslaget, Sigtning, Viserindstilling, Ladning og Afladning med Exercer-Patroner, Undervisning i Aftrækket og Skydning med Salonkarabiner. Ved Øvelses­ skydningen anvendes for hver Karabinbevæbnet aarlig af Tjenestestyrken 35 Patroner, ved Fægtningsskydningen 15 Patroner. Angaaende denne siger Instruktionen : Dc Distancer, indenfor hvilke llovedøvelsen i feltmæssig Skydning skal finde Sted, rette sig efter Fægtnings­ forholdene. Med Hensyn til at det ved Kavaleriets Skydefægtning mest kommer an paa at hindre eller stoppe Fjendens Fremrykning, maa der tillægges Skydning paa større og Middelafstand særlig Opmærksomhed.

I 1884 afskaffedes Landserne, og alle Ulaner for­ synedes med Karabin. Dermed havde Østerrig et Enheds­ kavaleri.

I 1887 udkom 3. Oplag af Exercerregiementet. Det er meget lidt forskjelligt fra sin Forgjænger. Ved Kara­binens Befæstigelse paa Hyggen-bestemmer dette Reglement, at Karabinstroppen paa Livremmen skal anbringes under »dem Ilammerschweife» paa Karabinen Derved kommer denne højere op, faar et bedre Leje, og Kolben støder nu ikke saa let som tidligere paa Sadlen eller Sidemandens Sabel. (Se Fig. 14.).

For Skydefægtningens Vedkommende seer man, at Skydningen nu kan være Skytteild, Durtigild eller Salver, og at den virksomste Skydefægtning skal føres paa Middelafstande (500— 1000 Skr. — 600— 1200 Ålen) og kortere Afstande, hvorhos der over 1000 Skridt kun skal anvendes Salveild.

Endelig skal anføres, at den østerrigske Werndl-Karabin i 1877 fik en forstærket Patron og derfor be­tegnes Mod. 1873/77. Dens Vægter 3,25kgr. (6H50Kv.). Dens Længde 1,004 Meter. Kaliber 11mm. Dens Viser er til 1200 Meter (1912 Alen), men kan skyde indtil 2600 Meter. Til Ladningen udfordres 4 Greb: I, Spåenden af Ilanen (Spænden af Slagfjederen); 2, Drejning tilhøjre af iiVerschlussweile» (Aabnen og Udkasten af Hylstret); 3, Ind­ skyden af Patronen; 4, Drejning tilvenstre af Verschlussweile (Lukning). Projektilet vejer 24 gr., er 27mmlangt. Krudt­ ladningen vejer 2,6 gr. Patronen vejer 33,8 gr. og er 53 mm lang).

Hver Karabinbevæbnet er forsynet med 50 Patroner, deraf 30 i Taskerne paa Livremmen, 20 i Sadeltasken.

I 1888 er Manlicher-Repetergeværet M. 88 med 8mm Kaliber indført ved Fodfolket. Det er vistnok kun et Tidsspørgsmaal, om en Karabin af samme Model skal ind­ føres i Rytteriet. Det har et fast Magasin til 5 Patroner i Midteskjæftet.

d. Rusland.

Medens man i det øvrige Europa efter Napoleons Fald og til Krigen 1870 kun betragtede Rytteriets Skydning og Kamp tilfods som en underordnet og betydningsløs Sag, gik man i Rusland en anden Vej. Felttogene 1812— 14 med deres glimrende Anvendelse af det rus­ siske lette Rytteri stode i frisk Minde for Kejser Nikolaus I, og da han ved en Revue ved Koselez i 1830 be­ mærkede de ridende Jægeres raske Afsidden og Kamp tilfods, blev denne Øvelse derfor ogsaa indført ved Dra­ gonerne, som hidtil kun havde foretaget Øvelser tilhest. I den polske Insurrektionskrig 1831 viste denne Foranstaltning sig ganske heldig; thi ved Operationerne i det Lublinske Woiwodskab udmærkede 2. Dragondivision sig flere Gange i Fægtning tilfods. I 1832 udkom et nyt Dragonreglement, og næste Aar blev det bekjendte Dragon­ korps paa 8 Regimenter ä 10 Eskadroner oprettet. De 8 Eskadroner pr. Regiment vare forsynede med Bajonet­ geværer, der bares paa Ryggen, medens de 2 øvrige Eskadroner pr. Regiment vare forsynede med Landser. Til Korpset hørte 48 Kanoner og 16 Bontoner. I Aarenes Løb viste delte sig imidlertid noget for stort og tungt. Det kunde ganske vist fore en selvstændig Kamp, idet det foruden Kanonerne kunde bringe i Ilden omtrent 7000 Bajonetter og 16 med Landser bevæbnede Eskadroner; men det havde i Aktionen bag sig en ubehjælpsom Masse af henved 10000 Heste, som let kunde udsættes for en stor Fare. Heldigvis, siger Baykoff, kom det ikke dertil praktisk at prøve dette Dragonkorps; thi del gik ind i 1851.

Efter Krimkrigen blev Kavaleriet omformet, hvorved samtlige Kyrasserer, Husarer og Lianer i I. Geled bleve forsynede med Landse, Husarernes og Lianernes 2. Geled med afkortede Rifler. Dragonerne beholdt Bajonet­ geværerne4) og Kosakkerne Landse samt Riffel.

I 1864 blev Storfyrst Nikolaus den Ældre General­ inspektør for Rytteriet. Lnder hans Ledelse er det rus­ siske Rytteri bleven udviklet ganske overordentligt baade i Retning af Styrke, Organisation og Lddannelse. Den amerikanske Krig 1861— 65, den fransk-tydske Krig 1870—71 og navnlig den russisk-tyrkiske Krig 1877—78 have selvfølgelig bidraget en Del hertil; men det Maal, der er naaet, vilde ikke være blevet saa stort, som det er blevet, naar Rusland ikke havde haft den store Masse af Heste og beredne Folkeslag, som de efterhaanden have vidst at drage ind under deres Herredomme, og som de efter- liaanden have forstaaet at regularisere. I 1875 udkom saa- ledes, efter at Kosakkerne ved den nye Organisation vare ind­ ordnede i de 18 Kavaleridivisioner, Restemmelse om deres Uddannelse og heri udtales blandt Andet, at de skulle uddannes i Skydning paa alle Afstande, i rask Overgang fra Fægtning tilhest til Fægtning tilfods og omvendt, i udholdende Bevægelser i hurtig Gangart, i spredt Fægt­ ning og i god Benyttelse af Terrainet m. m.

I 1876 afholdtes mellem Weichsel og Warth den første større strategiske Kavalerimanøver , som senere har fundet Efterligning i Østerrig og Frankrig, om end i mindre Maalestok. I denne Øvelse deltog 73 Eskadroner og 54 Stykker Skyts. Det kom her an paa de selv­ stændige Rytterdivisioners Opklarings- og Sikringstjeneste; men Kantonnementer og Bivouaker skulde ogsaa af de indrykkende Tropper dækkes mod Overfald1). Der fore­ falder herved ogsaa flere Kampe tilfods; men foruden ser man ogsaa, at f. Ex. en af Infanteri besat Jernbane­ station angribes af 3 Eskadroner tilfods.

I 1877 udbrød Krigen med Tyrkiet. Der blev her, som tidligere omtalt, anvendt megen Kamp tilfods af Rytteriet. Husarerne og Ulanerne vare i 1. Geled for­ synede med Landse, medens 2. Geled saavelsom Kosak­ regimenterne af I. Kategori havde de nye Berdankarabiner. Dragonerne havde dels Kruka-, dels llerdan- geværer med Bajonet. De donske Kosakker af 2. Kategori og de Kaukasiske Kosakker havde Perkussions-Wintowka Geværer, medens de Irregulære tildels havde Stenlaasvaaben.

I 1882 udkom en ny Skydeinstruktion for Dragoner og Kosakker. Den foreskriver: Forøvelser, Skole-, Salve-, Fægtnings-, Afdelings- og Belæringsskydning, til hvilke der kan anvendes aarlig 70 skarpe Patroner pr. Md. Til Forøvelserne hører Sigtning, Anslag, Aftrækning, Viser­ indstilling, Afstandsbedømmelse og Skydning med Salon­ karabin.

Samme Aar bleve samtlige Ulan- og Husarregimenter — med Undtagelse af Garde-Ulan- og Garde-Husar­ regimenterne — omformede til Dragonregimenter og be­væbnede med Berdangevær med Bajonet. Som Følge heraf var nu det russiske Rytteri med Undtagelse af Garde­ regimenterne et Enhedskavaleri og forsynet med Berdangevær med Bajonet, Kosakkerne dog uden denne Man ser, hvilken Vægt Rusland paa denne Tid tillagde Rytte­riets Kamp tilfods, og det er i Samklang hermed, at General Gurko har sagt: Den nuværende Kavalerist maa først og fremmest være Rytter; men han maa ogsaa være i Stand til at optræde saavel som Fodsoldat, som Pioner og som Telegrafist; opfylder enhver af Kavaleriets Af­ delinger ikke denne Betingelse, saa kan det ikke udføre de det tilfaldende Opgaver i den nuværende Tid. I den tydske og engelske Literatur har imidlertid den Anskuelse gjort sig gjældende, at det russiske Rytteri var paa Vej til at blive beredent Fodfolk. Dette synes dog ikke at være Tilfældet; thi ikke alene er det russiske Rytteri meget ihærdigt med at forelage lange Marcher og Svømmeøvelser tilhest, men det foretager ogsaa Ma­ nøvrering med større Rytterlegemer, hvorved Tretræfnings­ taktikken kommer til sin Ret. Det i 1884 udkomne revi­ derede Exercer-Reglement af 1881 vidner ogsaa om, at Russerne ikke ville ind paa den antydede Vej; thi det siger under »Instruktion til Reglement for den taktiske Uddannelse af det russiske Kavaleri og Kosakkerne i Formation tilfods»: Kavaleriets Bestemmelse er i første Linie «Optræden tilhest» ; det maa søge at gjennemføre tilhest alle de det paahvilende Opgaver. At sidde af og kæmpe tilfods bør kun finde Sted i de Tilfælde, hvor Infanteriet ikke er tilstede, og hvor den givne Opgave ikke kan løses tilhest. Flere bekjendte russiske Kavale­ rister ere af samme Mening, og den har ogsaa i 1887 under Lejrøvelsernc ved Krassnoe-Selo funden sit Udtryk derved, at Storfyrst Wladimir gjentagende Gange har ivret mod for megen Kamp tilfods, og at Kommandøren for 1. Kavaleridivision ved Øvelsernes Begyndelse blandt Andet i sin Instruktion sagde: Støder Angriberen paa en af Fjenden besat Stilling, saa opnaar han. sin Hensigt at fortrænge Fjenden snarere derved, at han dristig omgaar Stillingen og derved tvinger ham til at forlade denne, hvorefter han attakerer ham i Flanke og Byg, — end ved et Angreb tilfods.

Det reviderede Reglement af 1884 bestemmer med Hensyn til Afsidningen Følgende: Ved den »sædvanlige» Afsidning bliver af hvert Geled Nr. 2 paa Hesten og holder Nr. l’s og 3’s Heste af samme «Afdeling». Ved den »forstærkede» Afsidning bliver kun Nr. 2 af 2. Geled til­ hest og holder hele Afdelingens Heste, altsaa 5 foruden sin egen Hest. I begge Tilfælde bliver Hesteholderen tilhest, da han derved hurtigere skal kunne manøvrere og naa hen til det afsiddede Mandskab, naar det skal sidde op. Ved Kosakkerne anvendes istedetfor den for­ stærkede Afsidning Kobling af Hestene, og herved bliver kun 1 Mand i hvert Geled af hver Deling tilbage.

Naar en Eskadron er selvstændig, forbliver om muligt 1 Deling tilhest som Reserve.

Det afsiddede Mandskab formerer sig foran Fronten, tager Geværet af Futteralet og paasætter Bajonetten. Signalerne skulle anvendes saalidl. som muligt. Officerer og Underofficerer skulle være forsynede med en Signal­ fløjte for hermed at kunne lede Mandskabet i den spredte Orden. Den afsiddede Eskadron kan befinde sig i Halv­ eskadron, Linie eller i opløst Orden. Linien kan være sluttet eller aaben. Den spredte Orden bestaar af Kjæden og Reserven; hver føres af sin Delingsfører. Kjædens lid kan gives af Enkeltmand eller afdelingsvis; den første enten som langsom eller som Jlurtigild , den sidste som delingsvis Salveild eller med et bestemt Antal Patroner. Tilbagegang med Kjæden sker kun i Gang. Der kan fore­tages Direktionsforandringer med Fægtningsformationen. Fremrykning til Kamp med Bajonetten sker under Hurraraab og med afladede Geværer.

Flere afsiddede Eskadroner staa i een eller flere Træfninger.

Kommandoet med Haandhestene skal følge det af­ siddede Mandskabs Bevægelser og holde sig dækket i størst mulig Nærhed.

Ved enhver isoleret fægtende Afdeling skal en til­ strækkelig Del blive tilhest som Bedækning for Heste- holderne og til at sikre Flanker og Ryg for det afsiddede Mandskab, ligesom den ogsaa skal foretage Forfølgning, naar Angrebet er lykkedes, eller dække Opsidningen af Skytterne.

Med Hensyn til Bevæbningen haves Dragongeværet Mod. 70 af System Berdan Nr. 2. Længden med Bajonet er 1,733 Met., uden Bajonet 1,233 Met.; Vægten er med Bajonet 3,78 kg. (7H 56 Kv.), uden Bajonet 3,39 kg. (6 H 78 Kv.). Viseret kan stilles til 1200 Skr., men vil blive forandret til 1400 Skridt (1750 Alen). Kalibret er 10,66mm.

Ladegrebene ere: 1, Drejning tilvenstre og Tilbage­ trækning af Haandlaget (Aabnen, Udkastning); 2, Indlæg­ning af Patronen; 3, Fremføring og Drejning tilhøjre af Haandtaget (Indskydning af Patronen i Løbet, Spænden og Lukning).

Patronen er 75,4mm lang og vejer 39,3 gr.; Krudtet vejer 5,06 gr. og Projektilet 24 gr.

Endvidere haves Kosakgeværet M. 73. Syst. Berdan Nr. 2. Det adskiller sig kun uvæsentlig fra Dragongeværet og har ingen Bajonet.

Rytteren medfører 36 Patroner.

I Rusland er der ogsaa foretaget Forsøg med Magasinvaaben med en efter Kaptejn Mossin forandret Berdan. Disse have imidlertid ikke været saa heldige, at Busland har besluttet sig til at indføre dette Magasinvaaben Derimod tales der meget om i den senere Tid, at Rus­land har bestilt 1,5 Million Lebel-Geværer hos den franske Begjering.

c. Danmark.

Kavaleriexercer-Beglementet af 1741 indeholder ved Siden af lange Bestemmelser for Ceremoniellet ved en Exekution med Stigremmen ogsaa en Del om Fodexercits, Geværgreb, Skydning med Pelotons, Skydning under Avan­ cering og Betirering o. s. v.; men det indeholder Intet om, hvorledes ellers Kamp tilfods bør foregaa. Man ser endvidere, at Karabinen bæres i en Karabinsko med Mundingen fremad i Højde med «Stangen-Buckeln» og med Kolben hvilende paa Kappen, hvorhos Hestene under Exercitsen tilfods kobles saaledes : Hiernach nehmen die Reiter die Stangel-Zügel von des Pferdes Halse her­ unter, ziehen ihre Pferde vom rechten und linken Flügel wieder nach der iMilte zusammen, schürtzen in der Mitte des Zügels einen Knoten, und ziehen also die Zügel vom rechten und linken Flügel Eskadron weise nach der Mitte zu, durch einander durch, kuppeln solcher gestalt die Pferde zusammen, dasz sie in einer geraden Linie stehen — —.

I Reglementet af 1790 er Koblingen forandret: «Stangtøjlen stryges over Hestens Hoved, den dobbelte Tømme puttes imellem Stængerne og Næseremmen af begge Hovedgestellerne paa sin højre Sidemands Hest, og gjør en Træklykke, som ved at tage i Enden af Tøjlen let lader sig trække løs — — — ». Senere hen ud­ tales: «Ha den før beskrevne Maade at sidde af, har til Hensigt, at man vil viise det heele Regiment en Parade tilfods, saa maa man derimod i alvorlige Tilfælde, og for at beholde Hestene i muligste Sikkerhed, aldrig lade meere end det halve eller højst lo Trediedeele af Regi­ mentet sidde af. Og dette kan bedst skee paa følgende Maade: I første Fald rykke de ulige Roder i hver Eska­ dron tilbage, sidder af, og giver Trendse-Tøylen til deres venstre Sidemand, men i andet Fald inddeler man Eska­dronen saaledes, at Nr. 1 og 3 sidder af, giver Hestene til Nr. 2, og saa fremdeles igjennem begge Geledderne. Naar nu paa denne Maade det fornødne Mandskab tilfods er udrykket, enten for at Attaquere, gjøre en Defilee ryddelig eller dække en Relraile, saa kan med de paa Hestene bievne Folk følges efter, og det i hvilke Afdelinger man vil, som bliver det bedste og letteste Middel, at bringe Hestene med Orden i Sikkerhed, og vogte sig for Over­fald». Dette er den hele Omtale, Fægtningen tilfods faar; thi Bestemmelserne for Regimentets samlede Char­ gering paa Stedet, i Avancering og Relirering m. m. om­ handle kun Exercits.

I de i 1807 udgivne «Nærmere Bestemmelser for det Kgl. danske og norske Kavaleries Krigsøvelser» ud­tales, at Rytteren forinden Afsidningen skal aftage Ge­ hænget med Sablen og hænge det Hele over venstre Pistol og sammes Hylster, hvorefter Afsidningen foregaar, Geværet spændes løs, og Bajonetten sættes paa. Et andet Stec siges, at Kavaleristen skal øves i at bedømme og i at skyde paa Afstande fra 50—300 Skridt. I tredie Afdeling bestemmes, at der af hver Eskadron skal udtages 10 Mand — Blinkere, Jægere — som særlig skulle uddannes i Skydning, Afstandsbedømmelse og Evo- lering i den spredte Orden tilfods. lironprinds Frederik udtaler iovrigt i Forordet til disse «Bestemmelser«, at den nærværende Tid kræver, «at Soldatens Uddannelse drives til større Fuldkommenhed end tilforn» , hvor han kun skulde lære «den ganske simple Exercits».

Reglementet af 1821 omtaler kun meget lidt Fægt­ning tilfods, idet det bestemmer under Passering af Broer eller Defileer under Avancering eller Retirering, at Riffelskytlerne kunne anvendes herved enten tilhest eller tilfods.

I en Parolbefaling af 14. Januar 1828 bestemmes, at den 3. Deling af en Eskadron i Fredstid skal kaldes Skyttedelingen. Folkene i denne faa et særligt Udmær­ kelsestegn og særlige Begunstigelser, og deres Hovedbestemmelse skulde være at blænkre mod Fjenden, under og efter Attaker at falde Fjenden i Flanken, at dække en Tilbagegang, besætte og forsvare Defileer, Broer, Byer, Skove og Gjærder saavel under en Frem- som Tilbage- marclie. Det befales derefter, at saavel Dragoner som Husarer skulle forsynes med Karabiner; ved Kyrassererne og Landsenererne skulle kun Skytterne og ved Livgarden tilhest kun en Fjerdedel af Mandskabet forsynes med Karabin. To Cirkulærbefalinger af samme Aar, som om­ handle, hvad Skytterne have at iagttage saavel tilhest som tilfods, om Kolonneformeringer, Defileers Passering m. m. synes at tyde paa, at Frederik VI har tillagt Rytteriets Kamp tilfods ikke saa liden Betydning. Selvfølgelig er der en Del Formalisme tilstede; men den er jo uadskille­ lig fra den Tid.

Instruktionen af 1831 skal jeg forbigaa, da den ikke indeholder noget Nyt med Hensyn til Kampen tilfods. Dog skal bemærkes, at den udtaler, at Skiveskydningen i Skolen maa drives til saa stor Fuldkommenhed, at den med Nytte kan foretages tilhest ved Eskadronerne. Med Karabinen skydes i Skolen paa Afstande fra 50— 120 Alen.

Exercer-Reglementet af 1843 er hos os det første Reglement, som giver nærmere Bestemmelser for en Eskadrons debanderede Bevægelser tilhest, hvilke for største Delen ogsaa skulle finde Anvendelse ved Kampen tilfods; men det omtaler derhos ogsaa nærmere denne Kampmaade under Overgangen til en debanderet Stilling, Kjæden, Bevægelser med og Chargering i denne samt Reserven. Ender Afsidningen omtales, at Hestene titider en Kamp tilfods i Almindelighed ikke kunne kobles, da disse skulle føres efter den afsiddede Afdeling i nogen Afstand. Der skal derfor blive enkelte Mand tilhest, hvor­ for det bestemmes, at af hver Firer, hvad enten den er paa 4 eller paa 3 Roder, forbliver Nr. 2 af hvert Geled paa Hesten og modtager de afsiddede Rytteres nedtagne Bridontøjler. Et Soutien tilfods for Kjæden kan anvendes. Kamp tilfods maa ikke foretages i aabent Terrain. Bevægelser med Kjæden maa kunne foretages saavel fremad som bagud og til Siden, hvorhos der ogsaa maa kunne foretages Direktionsforandringer ved Træknings­ eller Flankemarche. løvrigt anbefales det, at der ikke maa spares nogen Umage for at bibringe Mandskabet de rigtige Grundbegreber og den tilbørlige Øvelse i denne Kampmaade.

Exercer-lteglementet af 1854 giver endnu udførligere Bestemmelser for Blænkringen tilfods. Ved Afsidningen skal ved en Firer paa 4 Boder Nr. 3, ved en Firer paa 3 Boder Nr. 2 blive paa Hesten. Under Kampen skal en Del forblive tilhest som Bedækning for Hestene. Be­ vægelser med Kjæden skulle kunne foretages saavel med hele Kjæden som med enkelte Dele af samme.

Instruktionen for Exercerskolen af 1855 bestemmer, at der af Bekruterne i denne med Karabinen skal skydes paa Afstande fra 40— 150 Alen.

I Krigen 1864 viste det sig navnlig i Affæren ved Lundby, som har opnaaet en europæisk Berømmelse, hvor overlegent det preussiske Bagladegevær var ligeoverfor vort Forladegevær. Kort efter Krigen blev der derfor nedsat en Haandvaabenkommission, hvis Virksom­ hed for Bytteriets Vedkommende resulterede i Rytterkarabinen af Mod. 1867 efter Bemington-Systemet. Denne var et paa den Tid fortrinligt Vaaben, der skød godt og ' langt samt var let at betjene. Det er derfor ogsaa ganske naturligt, at man nu søgte at uddanne dem, der skulde bruge Vaabnet, til dygtige Skytter, og Programmet af 1868 siger derfor ogsaa: «Den Meniges Uddannelse maa fremdeles ligesom hidtil have til Hovedformaal at gjøre ham til en god, sikker og dristig Bytter, der med Kraft forstaar at bruge sin Sabel. Imidlertid bør der ved Siden heraf lægges langt større Vægt end tidligere paa Skydning og Skydevaabnenes lette og hurtige Be­tjening tilhest og tilfods, da Indførelsen af en hurtig- og langtskydende Karabin i mange Tilfælde kan faa en stor Betydning under de nuværende Fægtningsforhold, hvor Rytteriets Anvendelse til forskjellige Foretagender ofte vil være betinget af den Tillid, der kan sættes til dets Dyg­ tighed i Skyttetjenesten."

Denne Udtalelse vakte imidlertid ikke alle Kava­ leristers udelte Tilslutning, og da Exercerreglernentet af 1869 behandlede Kampen tilfods paa den traditionelle Maade efter Reglerne for Skyttetjenesten tilhest, og da der derhos ikke udkom nærmere orienterende og belærende Bestemmelser for, hvorledes Skydningen skulde drives rationelt for at kunne give et godt Udbytte, vedblev denne og den dermed forbundne Fægtningsøvelse tilfods at være en temmelig betydningsløs Uddannelsesgren i Rytteriet lige til den senere Tid.

Under Troppen i spredt Orden omtaler det nævnte Reglement af 1869 som almindelig Bestemmelse, at der maa bibringes den Menige fornøden Skydefærdighed, en klar Anskuelse om Benyttelsen af Terrainet og en vis Lethed til at bevæge sig i dette og sætte sig ind i Fægt­ ningsforholdene m. m. Der omtales dernæst Formering og Forstærkning af Kjæden, Bevægelser med denne samt Samling. Under Skydningen bestemmes, at Ilden over 400 Alen kun maa afgives paa Førerens Kommando. — Under »Eskadronen i spredt Orden» udtales, at Reglerne for Troppen i spredt Orden i Forbindelse med Forholdet ved Skyttetjenesten tilhest følges. — Under Reglerne for Afsidningen bestemmes, at kun eet Geled maa sidde af, medens dettes Heste holdes af Rodekammeraterne i det andet Geled, hvorhos det udsiges, at .Mandskabet med Uaandhestene maa øves i at bevæge sig med disse i alle Gangarter, iagttage Retning og Afstand og udføre Træk- ningsmarcher, Vendinger, Af- og Opmarcher. Ved denne Afsidning vil altsaa en fuldtallig Eskadron, naar den lader 1 Deling blive tilhest som Reserve, kun have 1/2 af Eskadronen, altsaa 40 Skytter til sin Raadighed ved Kampen tilfods. Reglementet lægger altsaa ikke saa megen Vægt paa en intensiv Ildvirkning som paa let­ bevægelige Haandheste. Under Lejrøvelserne i 1870 blev der ifølge Krigs­ ministeriets Bestemmelse foretaget Forsøg for at komme til en rigtig Erkjendelse af Rytteriets Benyttelse tilfods, saaledes f. Ex. ved en hurtig Besættelse og midlertidig llævden af et bestemt og fjernereliggende Punkt i Front eller Flanke, midlertidigt Forsvar af Defileer m. m. Der blev under denne Lejrsamling samt paa Marchen til og fra Lejren, ligesom ogsaa senere i Sommeren 1871, fore­taget Forsøg med at lade 1 Eskadron af 4. Dragonregi­ment bære Karabinen paa Ryggen (se Bilag I). Om Resultatet heraf udsiger Regimentet i sin Rapport, at Rytteren hurtigere kan komme til Skud, at han er i Besiddelse af et Skydevaaben, selv om han bliver skilt fra sin Hest; men at Geværremmen, der maa spændes meget fast, for at Geværet ikke skal slaa under stærkere Gangarter, er særdeles trykkende og hindrende for det frie Aandedræt, at Karabinen for en Del hindrer Sablens Brug, at Karabinen, naar der ikke er Tid til at anbringe den paa Ryggen, maa anbringes paa venstre Side, men derved bibringer den under stærkere Gangarter Manden betydelige Slag, at Karabinen slider formeget paa Frak­ kens Rygstykker og endelig, at Kappen ikke vil kunne tages hurtigt paa. Regimentet fraraader derfor ubetinget Indførelsen af denne llæringsmaade af Karabinen. I en senere Rapport udtales yderligere, at Karabinen under stærkere Gangarter kvæster Mandens Ryg, og at, skjøndt der er forsøgt flere Ændringer, f. Ex. anbragt smaa Læderpuder paa Karabinhylstret, en Livrem for at støtte Karabinen m. m., dette dog ikke har ført til noget heldigt Resultat.

I 1872 blev der ved 3. Dragonregiment foretaget Forsøg med Bæringsmaaden af Karabinen paa Ryggen dels efter østerrigsk Methode, dels efter to fra denne noget afvigende Maader (se Bilag. Rapporten om Forsøgene udtaler, at disse ikke kunne betragtes som udtømmende ; men naar Føringen af Karabinen paa Ryggen overhovedet maa foretrækkes for den nu anvendte Maade i Skoen, da findes der neppe nogen simplere og bedre Maade end den østerrigske. Karabinen har et roligt Leje, saa at Manden under Ridningen i de forskjellige Gang­ arter ikke forulempes af Slag paa Ryggen af Karabinen eller af Tryk over Brystet af Karabinremmen. Nogen særdeles Hindring i Brugen af Sablen synes denne Anbringelsesmaade heller ikke at bevirke. Op- og Afsidningen foregaar med samme Lethed som ellers. Ved Ridningen kan Sidemanden forulempes noget af Kolben. Af- og Paatagningen er let og hurtig; men naar Manden er tilhest, kan han under Brugen let tabe Karabinen, da den ikke er fæstet til ham.

Som tidligere sagt blev Kamp tilfods og Skydningen ikke foretaget paa den Maade, som det gode Skydevaaben og Tiden egentlig fordrede. Det være hermed ikke sagt, at Fægtning tilfods ikke blev foretagen; thi f. Ex. i 1872 under Manøvrerne i Sjælland med Gardehusarregimentet og 4. Dragonregiment var dette udtrykkelig paabudt, naar Lejlighed dertil gaves, hvilket ogsaa skete f. Ex. ved Besættelsen af Alverslevpasset ved Lejreaa, ligesom der ogsaa under Øvelserne i Lejren ved Hald ofte er bleven foretagen en hurtig Besættelse af et eller andet Pas af Rytteri og Artilleri i Forening med en Signal- eller Telegraf­ afdeling; men i Almindelighed blev der ikke offret megen Tid paa denne Øvelse eller gaaet frem ved denne efter nogen rationel Methode, dels fordi man mente, at den korte Uddannelsestid ikke gav den fornødne Tid dertil, dels fordi man nærede en overdreven Frygt for, at man derved skulde komme ind paa at gjøre Rytteriet til be­ redent Fodfolk, og endelig dels fordi man manglede den fornødne Vejledning gjennem nødvendige Instruktioner.

I 1881 udkom et nyt Program for Rytteriets Ud­ dannelse. Dette fastholder, at der bør lægges megen Vægt paa Skydning og Skydevaabnenes lette og hurtige Betjening; men det siger ikke som Programmet af 1868 tilhest og tilfods», men derimod: «navnlig tilfods«.

I 1884 udkom et »Udkast til Skydereglement for Kytteriet«. Om dette var strax den almindelige Mening, at Rytteriet ikke fuldtud kunde efterkomme de Fordringer, der stilledes i dette med Hensyn til de forberedende Øvelser, uden at det maatte gaa ud over dets vigtigste Uddannelse: Øvelserne tilhest. Der blev imidlertid taget fat med god Villie, og efterhaanden saa man, at »Ud­ kastet« godt kunde ske Fyldest, uden at Rytterfærdigheden led derved, og da saa Fægtningsskydningerne for Rytte­ riets Vedkommende begyndte i 1886 ved Dronninggaard, hvilke senere ere bievne fortsatte hvert Aar enten i Sjæl­ land eller i Fyen og Jylland, ja saa viste det sig, at man ikke med noget virkeligt Udbytte kan deltage i disse saavel for Befalingsmændene som for de Menige højst lærerige, interessante og oplivende Øvelser, uden at man i Forvejen har forberedt sig derpaa; men herved traadte det endnu tydeligere frem end tidligere, at man stadig følte Savnet af en Vejledning for Uedelsen af Skydningen under Kampen; thi »Udkastet« gav ingen Bestemmelser i saa Henseender, og de i 1885 udkomne »Vejledende Be­stemmelser for Fægtningsskydning ved Fodfolket« vare noget for vidtløftige for Rytteriet og stode ikke i Sam­ klang med dets Exercerreglement.

I 1889 udkom »Skydereglement for Rytteriet«, og i klare Bestemmelser giver dette fortræffelige Reglement Regler for de forberedende Øvelser, Skarpskydning, Fægtningsskydning, Afstandsbedømmelse m. m .; men endnu mangle vi et Exercerreglement, der giver tids­ svarende Bestemmelser for Inddelingen, Afsidningen, Fremrykningen, Forsvar, Angreb, Opsidning, o. s. v. ved Kampen tilfods.

III.

I dette Afsnit skal jeg fremstille Forslag til, hvor­ ledes Rytteriet hos os formentlig bør udføre Kampen tilfods. Forinden skal jeg imidlertid diskutere de Mo­menter, som have en væsentlig Indflydelse herpaa.

Det første Spørgsmaal, der træder frem, er: Hvor­ vidt vil vort Rytteri i en Krig faa Anvendelse for en Kamp tilfods. Maa dette besvares benægtende, bør vi snarest afskaffe Karabinen, thi for det Første vejer den med Ammunition og øvrige Tilbehør omtrent 13H, en Vægt, som det med Hensyn til Hestens Udholdenhed kunde være ønskeligt at befri den for; dernæst kræver lirugen og Anvendelsen af Karabinen en vis Tid , som der navnlig under vor korte Uddannelsestid kunde være god lirug for ved Øvelserne tilhest, og endelig er Kara­ binen med Tilbehør temmelig kostbar. Maa Spørgsmaalet derimod besvares derhen, at der er megen Sand­ synlighed for, at Rytteriet i en Krig vil faa Anvendelse for Kampen tilfods, ja saa maa det ogsaa bevæbnes med et saa godt Skydevaaben som muligt, hvorhos det maa uddannes i Skydning og Kamp tilfods saa godt, som Tiden og Omstændighederne tillade det. Det Modsatte er i begge Tilfælde en Abnormitet.

I vore to sidste Krige har Rytteriet ikke kæmpet tilfods. Vel ser man under Affairen ved Hoptrup, at Husarreserveeskadronen, der var bevæbnet med Rifler, havde til Hensigt at besætte Sammenstødet af Oxevejen og Haderslevvejen med Skytter til fods. Dette kom imidlertid ikke til Udførelse; men Generalstabsværket udtaler, at det ikke vilde have været uden væsentlig Be­ tydning, hvis Eskadronen efter sit kjække Gjennembrud af den fjendtlige Linie ved Grødebøl var siddet af og rykket frem for i Ryggen at true den sig mod den øvrige Del af Avantgarden vendende Fjende. Naar man nu betænker, at den øvrige Del af Rytteriet var bevæbnet med glatløbede Forladekarabiner, der kun kunde skyde daarligt og langsomt paa et Par Dundrede Alen, og at Rytteriet paa den Tid ikke lagde synderlig Vægt paa Uddannelsen i Skydning og Fægtning tilfods, er det ikke saa underligt, at denne Kampmaade ikke blev anvendt i Krigen; thi man manglede Tillid til ved den at opnaa noget heldigt Resultat. Siden den Tid har Vaabentekniken gjort rivende Fremskridt. Man skyder nu paa over 1200 Alen, kan skyde henved 15 Skud i Minuttet, og ifølge de Er­faringer, man har indhentet fra Krigene i Halvfjerdserne, er der vist Ingen, der nærer nogensomhelst Tvivl om, at i en fremtidig Krig vil Rytteriet faa Anvendelse for Kampen tilfods ikke alene ligeoverfor afsiddet Rytteri, men selv overfor Infanteri, Artilleri og Rytterattaker. Lad os imidlertid se lidt lidt nærmere paa vore egne Forhold; thi vi kunne ikke fuldstændigt slutte fra Militær­ staternes Forhold med deres længere Tjenestetid, større Kadrer o. s. v. til vore egne smaa Forhold.

Lad os antage, at Krigen er brudt ud, at vi vente en fjendtlig Landgang paa Sjælland, at vi her have samlet 3 Rytterregimenter, der ere stationerede i Omegnen af Roskilde, Slagelse og Næstved, og at der fra disse ere fremsendte mindre Dele mod Kysterne, navnlig i Retning af Landgangsstederne. Naar der nu meldes en fjendtlig Landgang, der maaske i de fleste Tilfælde kun vil være en Demonstration, vil en Del af det paagjældende Regiment tilligemed noget Artilleri sætte sig i Revægelse mod det truede Punkt. Som oftest vil da Forholdet vistnok stille sig saaledes, at Rytteriet ikke kan afslaa Landgangen eller forhale den fjendtlige Fremrykning ved Attaker; men at det derimod ved at tage Stilling tilfods og bruge Kara­ binen muligvis kunde opnaa dette Resultat, i alt Fald forhale Fjendens Udvikling og Fremrykning, til Artilleriet og det derpaa følgende Fodfolk kan naa frem. Under en eventuel Retræte vil det dernæst paa dertil egnede Steder, som f. Ex. Defileer, ved en Kamp tilfods og en derpaa følgende hurtig Forsvinden for atter at tage Stilling et andet Sted, kunde dække de andre Vaabens Tilbagegang; ved uventet at besætte en Stilling i Fjendens Flanke kan det hæmme hans Fremrykning og tilføje ham alvorlige Tab. Ved en Fremrykning kan det være af væsentlig Betydning , at Rytteriet ved en hurtig Fremrykning naar at besætte et vigtigt Punkt, f.Ex. Defllee eller Højdedrag og forstaar at holde det mod Fjendens Angreb, til eget Fodfolk og Artilleri komme frem. Ved Besættelse af en Landsby- eller Skovlisiere kan Fjenden standses, skuffes og vildledes. Under Sikringstjenesten og Kantonneringer kunne Adgangene til en Landsby barrikaderes og besættes med Skytter tilfods. Herved kan maaske nogle Sikrings­ dele spares, en større Del af Hestene kan faa Hvile og Pleje, medens en Overrumpling ikke saa let kan finde Sted1)- Omvendt, har en mindre fjendtlig Styrke, hvad entet det er Fodfolk eller Rytteri, paa denne Maade ind­ rettet sig i en Landsby m. m., kan eget overlegent Rytteri kun angribe denne fjendtlige Styrke gjennem en Kamp tilfods; thi Attakerne strande paa Barrikaderne; det saa man navnlig i den fransk-tydske Krig , hvor det tydske Rytteri vilde Franctireurerne tillivs i de barikaderede Landsbyer. Men er alt dette Tilfældet, saa maa det være givet, at det danske Rytteri maa være bevæbnet med et godt, langtrækkende, sikkert- og hurtigskydende Vaaben, samt at det maa uddannes i at kunne benytte dette og Kampen tilfods paa rette Maade.

Foruden disse Momenter er der imidlertid andre, som gjøre sig gjældende, naar Rytteriet skal indlade sig paa en Fægtning tilfods. Jeg skal her nærmere omtale dem; men forinden skal jeg dog præcisere, af hvilken Art jeg formener, at vort Skydevaaben bør være.

Paa Grund af det ringe Antal Karabiner, som Rytteriet i Reglen vil kunne bringe i Ilden, hvad enten det nu er under et fjendtligt Landgangsforsøg, eller det er ved Be­ sættelsen af et fremskudt Punkt, som er af Vigtighed for de efterfølgende Troppers Premrykning, vil det som oftest komme til at kæmpe mod overlegne Kræfter. Det er klart, at det ikke herved kan føre en længe vedholdende eller frem- og tilbagebølgende Kamp; men at det maa søge ved en uventet og voldsom Ild selv paa længere Afstande at dupere Fjenden. Herved er det absolut nød­ vendigt, at Rytteriet er bevæbnet med et Skydevaaben, der er jævnbyrdigt med Fjendens. Ellers bliver dennes Overlegenhed for stor. Da nu vor eventuelle Fjende sandsynligvis vil være bevæbnet med et Repetergevær, saa er Konsekventsen heraf, at det danske Rytteri bør bevæbnes med et saadant Vaaben. Flere Forfattere, der­ iblandt afdøde Generalmajor v. Schmidt og den øster- rigske Oberst v. Walter-Walthofl'en gaa endogsaa saa vidt, at de sige, at et hensigtsmæssigt konstrueret Magasinvaaben er mere nødvendigt for Rytteriet end for Fod­ folket.

Det Repetergevær, som Rytteriet bør udrustes med, maa foruden at være af simpel Konstruktion, langt-, sikkert- og hurtigtskydende tillige være let og med et lille Kaliber; thi Rytterne bør tillige være forsynet med et større Antal Patroner end det nuhavende.

Jeg skal dernæst gaa over til Bæringsmaaden af Karabinen. Denne har vexlet meget med de forskjellige Tider; snart paa Ryggen af Rytteren med Kolben enten ved højre eller venstre Side, og altsaa Bæreremmen enten over venstre eller højre Skulder, snart paa højre Side af Hesten enten med Mundingen eller med Kolben omtrent ved Hestens højre Hov og den modsatte Ende af Vaabnet over Rytterens højre Laar (se Fig. 2— 6), eller endelig bag Rytterens højre Ren, enten fæstet til .Manden ved Karabinhagen eller anbragt i et til Sadlen fastgjort Hylster (se Fig. 21 og 22).

Dragonerne bare indtil Slutningen af forrige Aarhundrede Geværet paa Ryggen, medens de øvrige Ryttere, der vare forsynede med et kortere Gevær, som efter- haanden gik over til Karabinen, i Reglen havde dette Vaaben paa højre Side af Hesten. Da Dragonerne derpaa ogsaa tik Karabin, var den almindelige Bæringsmaade først i dette Aarhundrede paa højre Side af Hesten fortil i en Karabinsko, bagtil ved en Nødrem.

I 1833 forsynedes de russiske Dragoner med Gevær med Bajonet og have fra den Tid baaret dette Vaaben paa Ryggen, en Bæringsmaade, som Kosakkerne altid have anvendt. I 1870— 71 indførtes denne i Østerrig og i 1884 i Frankrig. Den bar ogsaa været brugt af Englænderne, naar de i deres Krige i Asien og Afrika have maattet bevæbne et eller andet Kavaleriregiment med Geværer, ligesom den ogsaa tidligere bar været brugt i Afrika af de franske Chasseurs. Herhjemme har den været for­ søgt i 1870, 71 og 72, men vandt ikke udelt Bifald. — Efter de Resultater, jeg er kommen til, synes Manglerne at være: Den slaar Manden paa Ryggen, idet den aldrig kan sidde saa fast, at dette kan forhindres under stærkere Bevægelser, og Bæreremmen maa formedelst Karabinens Vægt trykke Brystet, hvilke to Mangler maa kunne blive meget følelige paa længere Marcher; Karabinen slider meget paa Frakken; Kappen kan, naar det om Sommeren f. Ex. bliver stærkt Regnvejr, ikke tages paa tilhest, i alt Fald ikke under Marchen, fordi Kara­ binen maa tages af og anbringes ovenpaa Kappen, efterat denne er tagen paa; den generer Rytteren ved Sablens Brug, idet man kun behøver at se den Forskjel paa Sablens Brug, naar Manden er i hvidt Tøj, og naar han har Patrontasken paa Ryggen; ved sin 6V2 ft’s Vægt vil den foraarsage, at Rytteren paa længere Marcher bliver hurtigere træt, end naar han var fri for at bære den; dette kan faa en meget stor Betydning; thi bliver Rytteren først træt, trætter han ogsaa Hesten, hvornæst han meget let trykker den, hvilket i Alt kan gjøre, at Marchens Maal ikke naas. — F'ordelene ved Bæremaaden synes derimod at være: Rytteren er i Besiddelse af Karabinen, selv om Hesten efter en Styrtning eller Afkastning løber sin Vej; han kan hurtigere komme af Hesten, naar der skal kæmpes tilfods, end naar Karabinen er anbragt paa Hesten, særligt som hos os, naar der skal aftages et Laasehylster og en Nødrem; Opsidningen og Trækningen af Sablen m. m. kan foregaa hurtigere, end naar Kara­ binen først skal anbringes paa Hesten; Karabinen paa Ryggen kan under Haandgemæng maaske opfange et eller andet Hug, og endelig er Karabinen paa Ryggen af Rytteren en levende Vægt for Hesten.

Ifølge en Rapport fra Oberstløjtnant Hegermann-Lindencrone og Kaptejn Lerche over en Tjenesterejse i 1886 skoldede franske og østerrigske Officerer, med hvem Nysnævnte have talt, have yttret, at Bæringsmaaden af Karabinen paa Ryggen var god, og at den forekom dem at være den rigtigste. I Tydskland har den ogsaa mange Tilhængere, og her er den prøvet ved flere Afdelinger, hvilket imidlertid vistnok har givet det Resultat, at denne Bæringsmaade ikke bliver indført. I Østerrig har den bekjendte og før omtalte Oberst v. Walter-Walthoffen fornylig udtalt, at Karabinen paa Ryggen hindrer Rytteren i Haandgemænget, at den ikke uden at trykke og ind- snevre kan anbringes saa fast, at den ikke «schlottert», og at den ikke bliver meget «lästig». Han foreslaar derfor at anbringe Karabinen igjen paa Hesten i en Sko og Nødrem- Og endelig tales der i Frankrig om, at Lebel-Repeterkarabinen skal anbringes ved Sadlen.

Ved Anbringelsen af Karabinen paa Hesten have Schweizerne den Maade at anbringe den i et stift Læder­ hylster bag paa højre Side af Sadlen. Hylstret hænger lodret ned og holdes i denne Stilling ubevægelig ved en Spænderem. De norske ridende Jægere og de engelske Husarer og Dragoner bruge en lignende Maade (se Fig. 21 og 22), og Denison anbefaler den meget stærkt. Den har den Fordel, at Karabinen ikke slider paa Rytterens Benklæder eller forulemper hans Ben samt generer Af- og Opsidningen som ved vor Bæremaade; men den har den Mangel, at Karabinen bæres som fuldstændig død Vægt af Hesten, ligesom den ogsaa synes at kunne genere ved et Højdespring eller ved en Styrtning.

I Tydskland anbringes Karabinen paa højre Side af Hesten i et Fouteral, som bæres fortil i en Rem til For­ svidslen og bagtil ved en Nødrem. Det vejer 1,20H. Karabinen slider under Ridningen paa Rytterens Ben­ klæder og slaar en Del paa Rytterens højre Laar, naar han ikke kan trykke ned paa den med højre Haand, hvorhos den ogsaa generer ved Op- og Afsidningen; men den bæres ikke af Hesten som fuldstændig død Vægt. Ligesom ved det foregaaende Fouteral trækkes inden Afsidning til Fægtning Karabinen ud af Hylstret og anbringes ved en i samme anbragt Læderrem over venstre Skulder.

I Danmark haves den samme Bæringsmaade af Kara­binen, som vi havde i Tyverne af dette Aarhundrede. Den bar imidlertid længe været forældet og trænger ganske sikkert til en Forandring. Aftagningen af Laase- og Viser­ hylstret og dettes Anbringelse om Kapperemmen, Løs­ spænding af Nødremmen, Uddragningen af Karabinen af Skoen og Anbringelsen af Karabinen i Hagen tager det meste af 1 Minut, hvilket er for længe, naar en hurtig Besættelse af et eller andet Punkt skal foregaa. De Heste Befalingsmænd have vel fulgt det Princip, naar de have vidst, at en Fægtning tilfods forestod, at lade Karabinen sætte i Hagen. Men herved, ligesom ogsaa efter endt Fægtning tilfods og Opsidning, kan det hænde, at Manden kommer til at ride længe med Geværet i Hage. Denne Bærings­ maade er imidlertid meget ubehagelig for Manden; thi under stærkere Bevægelser slaar Karabinen ham herved paa Laaret og trætter ham i venstre Skulder.

Der er derfor herhjemme anstillet flere Forsøg for at komme til Erkjendelse om en hensigtsmæssig Føring af Karabinen. De i 1870— 72 omtalte Bæringsforsøg paa Ryggen har jeg omtalt. Jeg skal kun derfor her frem­ føre et af Ritmester v. Holstein modificeret tydsk Fouteral (se Fig. 25—26). Det anbringes fortil i en Rem om Forsvidslen, bagtil ved Nødremmen. Naar Karabinen skal sættes i Hagen, behøver man kun at rive Remmen i Laaget af Knappen, hvorpaa Karabinen kan trækkes ud. Efter faa Secunders Forløb er Rytteren altsaa færdig til Afsidning. Efter endt Fægtning tilfods og Opsidning behøver man kun at stikke Karabinen i Fouteralet og tage Hagen af. Remmen i Laaget kan senere knappes. Det vejer 1 H 23 Kvint og koster 5—6 Kr., medens Karabinskoen og Laasehylstret, som derved skulle falde bort, veje 85 Kv. og koste 5 Kr. og 15 Øre. løvrigt har detle Fouteral de samme .Mangler og Fordele, som jeg har anført for det tydske.

En anden Bæringsmaade af Karabinen er foreslaaet af Premierløjtnant Ibsen i Mil. Tidsskrift. 17. Aarg. p. 414. Laasehylstret skulde herved afskaffes, Skoen bibeholdes, og i Stedet for den nu brugelige Nødrem anvendes en anden, hvorved der er anbragt en Knap i Stedet for Spændet, hvorhos Karabinhagen altid skulde fores i Ringen paa Karabinen. Dette tillader ogsaa en meget hurtig Afsidning; . men der er den Mangel derved, at Rytteren under Ridningen er lænket til Hesten, og at Laasehylstret mangler. Det gjøres ganske vist gjældende, at dette kan undværes lige saa godt som ved Fodfolket; men det overses formentlig, at saavel Viseret som Laasen ganske anderledes end ved delte Vaaben kan blive tiislænket af Snavs, f. Ex. naar en Rytterkolonne i stærkere Gangart bevæger sig henad en tilsølet og opblødt Vej.

Efter nu at have fremført de forskjellige Maader for Føringen af Karabinen og drøftet deres Fordele og Mang­ ler, er jeg kommen til det Resultat, at den hensigts­ mæssigste Hæremaade af Karabinen formentlig vil være denne: Karabinremmen med Karabinhagen, Laasehylstret og Karabinskoen afskaffes. Istedetfor indføres Ritmester v. Holsteins Apparat, og paa Karabinen anbringes en Rærerem omtrent som ved Fodfolkets Gevær. Forinden Afsidningen tages Karabinen ud af Hylstret og anbringes paa Ryggen med Remmen over venstre Skulder og Kol­ ben ned mod højre Hofte. Naar Kampen tilfods er endt, og Rytteren atter er kommen tilhest, tages Karabinen fra Ryggen og anbringes i Hylstret. Skulde det haste, f. Ex. naar fjendtligt Rytteri forfølger, eller der er Udsigt til, at man snart skal af Hesten igjen for atter at kæmpe tilfods, kan Karabinen blive paa Ryggen af Rytteren; men paa Marcher og under almindelige Forhold skal Karabinen være i Hylstret.

I nær Forbindelse med, at jeg har foreslaaet, at Kavaleriet udrustes med et Magasinvaaben og forsynes med flere Patroner, staar det at angive disses Bæringsmaade. Men selv om Kavaleriet ikke forsynes med et saadant Vaaben, og selv om det ikke anses for nødvendigt at forsyne Rytteren med flere Patroner end de nu reglementerede 50 Stykker, hvoraf 40 bæres i Patron­ tasken og 10 i Ammunitionstasken paa højre Side af Gehænget, mener jeg dog, at i Kampen tilfods bør Ryt­ teren have flere Patroner umiddelbart ved Haanden end de 10 Stykker, der føres i Ammunitionstasken. Enhver, der har været med ved«Fægtningsskydning, vil vistnok have gjort den Erfaring, at det tager Tid, maaske netop i et afgjørende Øjeblik, at tage en Æske Patroner ud af Patrontasken og lukke Æsken op. Det bruges derfor af Rytteriet ved Fægtningsskydning, forinden denne begynder, at tage flere Æsker Patroner ud af Patrontasken, aabne Æskerne og fylde Patronerne i Buxelommerne. Dette er imidlertid ikke feltmæssigt; thi der kan herved under Op- og Afsidning let tabes Patroner ud af Lommerne, hvorhos disse kunne have et Hul, og saa glide Patronerne ned i Støvlerne, hvorfra det kan være besværligt nok at hente dem op navnlig under en kritisk Situation. Jeg tror derfor, at det vilde være rigtigst — ligesom i Østerrig — at forsyne Rytteren paa venstre Side af Gehænget med en lignende Taske, som den, der alt haves paa højre Side, og det vilde ikke være til nogen Skade, om disse Tasker hver kunne rumme 20 Patroner.

Patrontasken med Bandoleret bibeholdes selvfølgelig ved den foreslaaede Føringsmaade af Karabinen og Ammu­nitionen.

Jeg skal dernæst gaa over til Afsidningen. Som tidligere omtalt bestemmer Reglementet af 1869, at kun 1 Geled kan sidde af for at fægte tilfods. Herved gives der Rytterne med Haandhestene en vis Bevægelighed, idet de som Regel hver kun vil have 1 Haandhest at føre; men der vil i Almindelighed derved komme for faa Skytter i Ilden. Det er saa almindelig anerkjendt, at vi maa gaa over til et andet System.

Reglementet af 1854 bestemte, at i en fuld Firer skulde Nr. 3 af hvert Geled blive paa Hesten, medens Nr. 2 skulde forblive tilhest, naar Firen kun var paa 3 Roder. Hesteholderen havde altsaa herved 1 HaandHest paa hver Side og som oftest 2 paa højre Side. De to nærmeste førte han med Tøjlehaanden, medens han havde den udvendige højre Hests Tøjle i højre Haand eller over højre Arm. Det er klart, at ethvert Ryk, som de to nærmeste Heste gave i Tøjlerne, meddelte sig gjennem Tøjlehaanden til Ryttereris^egen Hests Mund, hvilket ikke saa sjældent har foranlediget, at hans egen Hest ikke vilde frem, standsede, gik tilbage og tilsidst endte med at rejse sig. Kort sagt, Rytteren kan ved denne Methode ikke ride sin Hest paa den Maade, som han skal, naar en af de nærmeste Heste begynder at blive noget stædig. Det er dernæst meget vanskeligt, ja lige­ frem umuligt for Rytteren at sidde af, naar Hestene ere noget urolige, thi den venstre Hest er navnlig i Vejen for ham; og det kan dog hænde, at Rytteren skulde rette Et og Andet, som han ikke kan gjøre tilhest. Hvor let kan dernæst ikke en Hest rive sig løs. Denne Afsidning kan bringe indtil 3/4 af hele Styrken i Ilden.

Feltartilleriet bruger denne Methode; men desuden bruges der ved Afprodsninger, at Rytteren fører de nær­ meste Haandheste med Tøjlerne over Halsen. Denne Methode kan ikke anses heldig for Rytteriets Vedkom­mende, da Hestene gaa saa tæt med Hovederne ved hin­anden. at den ene Hest let kan træde den anden i For­ kronerne. Feltartilleriet bruger den heller ikke paa længere Afstande.

Reglementet af 1843 bestemte, at Nr. 2 saavel i en Firer paa 4 som paa 3 Roder skulde blive tilhest. Han havde altsaa herved I Haandhest paa højre Side og som oftest 2 Haandheste paa venstre Side. Hvad der er sagt om Methoden for 1854, gjæider ogsaa her; men Vanske­ ligheden ved Hesteholderens Afsidning er yderligere for­ øget her, medmindre han vil krybe af til højre Side.

Ved den franske Afsidning bliver Nr. 2 af hvert Geled paa Hesten. Han fører Nr. l’s og 3’s Heste paa hver sin Side, medens Nr. 4’s Hest er koblet til Nr. 3’s Hest, d. v. s. Flesteholderen har i Almindelighed 1 Flest paa højre, 2 Heste paa venstre Side. Han har ganske vist kun to Tøjler i Haanden foruden sin egen; men derved bliver dog det, hvad der ved de danske ældre Methoder er sagt om Stødene i Ridehestens Mund, ogsaa gjældende her, og Vanskeligheden ved Hesteholderens Afsidning er ligesaa stor som ved Methoden af 1843. Den franske Afsidning gjør indtil 3/4 af Styrken disponibel for Fægtningen tilfods.

Ved den russiske Afsidning bliver Nr. 2 af hvert Geled paa Hesten og holder Nr. l’s og 3’s Flest, altsaa noget Lignende som ved de ældre danske og den franske Methode. Ved den forstærkede Afsidning holder han tillige Nr. 1’s, 2’s og 3’s Heste af 1. Geled, d. v. s. han har herved 3 Fleste paa den ene og 2 Heste paa den anden Side. Denne sidste Afsidning giver vel mange Haandheste, og Manglerne ved de foregaaende Methoder maa træde endnu stærkere frem her. Den enkelte Af­ sidning kan give indtil 2/3, den forstærkede indtil 5/e af hele Styrken til Kampen tilfods.

Det tydske Reglement bestemmer, at Nr. 3 af hvert Geled i uAbmarchen» bliver paa Hesten. Han har herved Nr. l’s og 2’s Heste paa højre Side og har altsaa sin venstre Side fri og kan let komme af og op paa Flesten. Reglementet bestemmer Intet om, med hvilken Haand han skal holde Haandhestene, hvilket er det heldig­ ste , da han derved kan rette sig efter Omstændig­ hederne og forhindre, at de andre Heste give hans egen Knubs i Munden. Det er let at passere en Vej, thi Hesteholderen har ingen Heste, der kunne genere Færds­ len, paa sin venstre Side; men han har to Tøjler foruden sin egen at passe paa. Den tydske Methode giver indtil 2/3 af Styrken til Fægtningen tilfods.

Ved den østerrigske Afsidning bliver Nr. 4 paa Hesten og holder Nr. 3’s Flest, til hvilken er koblet Nr. 2’s Flest og til denne igjen Nr. I's tiest. Hesteholderen har altsaa kun I Hests Tøjle i Haanden foruden sin egen, han har alle Haandhestene paa sin højre Side og har altsaa sin venstre Side fri, hvorved han let kan komme af og op paa Hesten. Ja Reglementet bestemmer endogsaa, at han skal være tilfods , naar han tilhest er udsat for den tjendtlige Ild. — Pøringen af Haandhestene synes at være let. Hesteholderens Tøjlehaand generes ikke af andre Hestes Tøjler. Han kan ikke let miste nogen af Hestene, da han kun har 1 Haandhests Tøjle foruden sin egen. Haandhestene kunne paa Grund af Tøjlernes Anbringelse gaa lige ud med Hovedet og træde derfor ikke saa let hinanden i Forkronerne, som ved de andre Maader. Det er let at passere en Vej; thi Rytteren har ingen Haand- heste ud til den Side, hvor Færdslen foregaar. Man ser derfor ogsaa, at Hestetrækkerne i Almindelighed benytte en lignende Maade, naar de skulle føre et større Antal Heste. Der maa kun passes paa ved Tøjlernes Anbringelse om Sidemandens Hest, at Tøjlerne suoes saa meget paa .Midten, at deres Længde ikke tillader, at ved­ kommende llest kan holde sig saa meget tilbage, at den kan komme ind paa urette Sted.

Jo mere man anvender den østerrigske Maade, der kan bringe indtil 3/4 af Styrken i liden, desto mere Forkjærlighed faar man for den fremfor de andre Methoder. Mandskabet har da ogsaa i den Eskadron, hvor der blev foretaget Prøver med alle de fornævnte Føringsmaader, for Størstedelen udtalt, at den østerrigske Methode var den nemmeste og praktiske.

Jeg foreslaar derfor den østerrigske Afsidning til Fægtning og Føringsmaade af Haandhestene.

Det næste Spørgsmaal er: Hvor skal Sablen være under Rytterens Kamp tilfods. I Danmark anbragte Dragonerne fra 1807— 1814 Sablen med Gehæng paa venstre Pistolhylster under Fægtning tilfods; thi Dra­ gonerne vare dengang som før 1807 forsynede med et Rajonetgevær. Da Bajonetten faldt bort, blev Sablen ogsaa beholdt af Rytteren under Afsidningen. I Rusland beholder Rytteren sin Sabel paa under Kampen tilfods, skjøndt han er forsynet med et Bajonetgevær; men denne Sabel er ogsaa let og kun forsynet med en Læderskede. 1 Østerrig anbringes Sablen under Afsidningen mellem venstre Taske og dennes Rem (se Fig. 15). 1 Frankrig anbringes den bag paa venstre Stege i en Slags Sværd­ taske (se Fig. 18), som dog efterhaanden skal erstattes med en Rem, der er anbragt paa samme Sted (se Bilag 3), og Bestemmelsen er endogsaa saaledes her, at den Karabinbevæbnede under Tjenesten tilhest stedse skal have sin Sabel anbragt ved Sadlen. 1 Tydskland har man ogsaa forsøgt at anbringe Sablen ved Sadlen under Fægt­ ning tilfods; men her er man ikke kommen til noget Resultat i saa Henseende (se Fig. 24).

Det kan ikke nægtes, at det er en stor Gene for den Karabinbevæbnede under Bevægelserne i Terrainet at bære paa den tunge Sabel, og at det vilde gjøre ham ganske anderledes letbevægelig, naar han under Kampen tilfods var fri for at bære paa dette Vaaben. Naar der imidlertid findes en Del Modstandere af at anbringe Sablen ved Sadlen, da er det, fordi disse nære Frygt for, at Rytteren under et gjennemført Angreb eller under et udholdende Forsvar tilfods skal komme til at mangle det blanke Vaaben i Haandgemænget; thi i et saadant kan Rytteren ikke godt anvende den kostbare Karabin som en Kølle. Skjøndt det vistnok meget sjældent vil indtræffe, at afsiddet Rytteri vil komme i Haandgemæng, kan det dog tænkes f. Ex. ved Overfald paa et Kantonnement, eller hvor Forsvaret af et Defile skal drives til det Yderste; men det vil vistnok endnu hyppigere indtræffe, at afsiddet Rytteri maa bevæge sig over aabent og be­ skudt Terrain, at det maa bevæge sig i meget gjennemskaaret Terrain, springe over Grøfter, kravle over bevoxede Gjærder for at komme fra en Stilling til en anden eller for at naa hen til Haandhestene. I den nordameri­ kanske Krig, hvor Rytteriet kæmpede saa meget tilfods, forekom der sjældent Haandgemæng med afsiddet Rytteri, og naar dette endelig skete, saa vedblev det at bruge Karabinen til det Yderste, og naar denne i Meleen ikke længer kunde føres, ja saa trak en Del Sablen, men de fleste benyttede Revolveren. Frankrig og Østerrig have imidlertid bestemt sig for under Afsidningen at lade Mandskabet kun være bevæbnet med Karabinen, og i Tydskland og andre Steder er der Mange, som hylde det samme Princip.

I Østerrig stikkes som sagt Sablen ned mellem venstre Tornystertaske og dens Rem, naar der er siddet af til Fægtning tilfods, og naar der atter skal siddes op, tages Sablen paa. I Indien har det engelske Rytteri brugt en noget lignende Fremgangsmaade (se Fig. 20). Tilhest bæres Sablen altsaa af Rytteren, altsaa af Hesten som en levende Vægt. Den slaar og støder imidlertid temmelig voldsomt under de friere Gangarter, og herved lider baade Hesten og Sablen. Den foraarsager end­ videre en Del Spektakel, ikke at tale om, at den under Springning og friere Galop kan slaa om paa den mod­ satte Side af Hesten, hvorved Klingen kan styrte ud. Men bliver Rytteren ved en Styrtning, Afkastning m. m. og herpaa følgende Bortløben skilt fra sin Hest, har han sin Sabel. — Hvad Anbringelsen af Sablen fortil angaar, da er den hurtig og nem, ligesom den ogsaa efter v. Walter-Walhoffens Udsagn sidder meget fast og ikke kan falde ud; men til denne Arbringelsesmaade fordres, at Taskerne ere pakkede, idet mindste hos os, ellers kan Sablen ikke anbringes paa den Maade. Det er kun et forbigaaende Onde, at Hesten belastes fortil; men det er af større Betydning, naar Hesten skulde styrte under denne Anbringelsesmaade og falde om paa Sablen; thi saa bringes hele Pakningen i Uorden.

Ved den franske Methode af 1884 bliver Sablen stukket i en Slags Sværdtaske paa ventre Side af Bagsvidslen. Denne Anbringelsesmaade er vistnok for stiv, idet Sablen maa kunne genere under et Højdespring eller under en Styrtning; man vil derfor efterhaanden gaa over til en anden Anbringelsesmaade, der synes at være noget mere bøjelig (se Bilag 3). Sablen skal som tidligere bemærket under Rytterens Tjeneste tilhest stadig være ved Sadlen. Den bæres altsaa af Hesten som en død Vægt; men den slaar og støder ikke og lider som Følge deraf heller ikke selv nogen Skade; den foraarsager ikke Spektakel, kan ikke slaa om paa Hestens højre Side, og Klingen kan ikke falde ud. Den har den væsentlige Mangel, at Rytteren er uden Sabel, naar Hesten løber eller paa anden Maade kommer bort fra ham. Hvad Anbringelsesmaaden bagtil angaar, da synes den at være det naturligste og fordelagtigste Sted, omtrent der, hvor Rytteren er vant til at bære sin Sabel, naar han har den paa.

Hvad den tydske Forsøgsmaade angaar (se Fig. 24), da giver den et meget roligt Leje for Sablen bag paa venstre Stege og Bagsvidsel; men den synes at være noget for stiv og kompliceret. Sablen vil vistnok træde stærkt ivejen ved en Styrtning, ja selv ved et Højde­ spring. Den er beregnet paa en stadig Anbringelse af Sablen ved Sadlen under Tjenesten tilhest.

Endelig skal jeg omtale den Maade, hvorpaa vort Feltartilleri for Nr. l’s og 7’s Vedkommende anbringe deres Sabler paa Sadlen, naar Bespændingen og Ride­ hestene formeres foran Kanonerne til Forspænding. Sablen spændes af Bæreremmene, den i Sadlens venstre Pak­ sløjfe anbragte Sabelspænderem løses; Sablen holdes med Skarpen bagud; Sabelspænderemmens Stropende føres fraoven ned igjennem Sablens øverste Ring, ind i den nederste, om denne igjen op igjennem den øverste Ring, hvorpaa Sabelspænderemmen fæstes i dens Spænde, saa at Sablens nederste Ring kommer omtrent 14 Tommer fra Paksløjfen; endelig stikkes Bæreremmen ind under Livremmen. Apparatet er simpelt, og Methoden er let. Den har de samme Fordele og Mangler, som den sidste franske Bæringsmaade, dog er det sandsynligt, at Sablen ved de friere Gangarter ikke har det rolige Leje ved den danske som ved den franske Methode.

Naar jeg nu skal udtale mig om Sabelbæringen, tror jeg, at det vil være det rigtigste, at Rytteren tilhest beholder Sablen paa og at overlade det til vedkommende Fører at bestemme, hvorvidt Sablen under en Kamp tilfods skal medføres eller blive ved Hesten. Skal en Afdeling tilfods udføre et Angreb, saa er der dog en Mulighed for, at den kan faa Brug for det blanke Vaaben; i alle Tilfælde er det under Fremløbet en moralsk Støtte at have det med; skal et Punkt forsvares saaledes, at man lader Fjenden komme temmelig nær ind paa Livet af sig, saa vil det ogsaa være heldigt at have Sablerne med, selv om man ikke faar Brug for dem. Er der derimod ingen Mulighed for, at man under en Kamp tilfods kan komme i Haandgemæng, fordi man f. Ex. har i Sinde at forlade den indtagne Stilling, saasnart Fjenden udvikler sig, for gjennem Terrainet at naa hen til den næste Stilling eller til Haandhestene, eller har man mellem sig og Fjenden en impassabel Terraingjenstand f. Ex. et Vandløb m. m. — saa er der ingen Grund til at slæbe Sablerne med. Jeg tror, al denne Middelvej vil stemme bedst overens med den Færdighed, som Rytteriets Befalingsmænd kunne faa i Ledelsen af en Skydefægtning, og den Øvelse og Sikkerhed, som Mand­ skabet kan faa i Skydning, Terrainets Benyttelse m. m.

Hvad endelig selve Anbringelsen af Sablen paa Sadlen angaar, da tror jeg, at den nye franske Methode er den bedste. Kun maa det herved erindres, at den franske Sabel kun er forsynet med een Ring og Gehænget som Følge deraf kun med een Bærerem. Dels som Følge heraf, dels af Hensyn til Grunde, som jeg nedenfor skal udvikle, mener jeg, at Rytteriet bør afskaffe det nederste Haand med Ring paa Sablen og den bageste Bærerem i Gehænget.

Paa lange Marcher gnaves Hesten ofte af den om­ talte nederste Ring. Naar man ikke i Tide bliver op­ mærksom derpaa, f. Ex. under en Nattemarche eller under en Felttjeneste, kan en saadan Gnavning blive temmelig dyb. Bemærkes det under Marchen, er der ikke andet at gjøre end at hage Sablen op; herved gaar imidlertid Feltflasken meget let i Løbet; eller ogsaa kan Sablen helt aftages, hvilket ikke lader sig gjøre, naar man ikke har sit Train i Nærheden , og det er heller ikke ganske feltmæssigt. Naar man kommer i Kvarteer, kan Sadel­ mageren forandre den forreste Bærerem saaledes, at den nederste Ring paa Sabelskeden ved Ridningen kommer nedenfor den største Runding paa Hestens Side; thi det er ved idelig at gnide paa denne, at Ringen først gnaver Haarene af og dernæst Hul i Huden. Da Hestene imidlertid ikke ere lige tykke, og da de forandre sig noget, efter- haanden som de blive stærkere brugte, vil dette give Anledning til, skjøndt der findes et Par Spændehuller i Stroppen paa Remmen, at denne saa ofte maa omsyes. Det kræver i hvert Fald et stærkt Tilsyn. Naar nu hertil kommer, at den nederste Ring tidt hænger i den nederste Kant af Dækkenet, hvilket er ubehageligt navnlig for Officerernes Vedkommende, idet disse ofte have den bageste venstre Side af Ridedækkenet beklædt med Læder, hvorved det kan blive noget stift; at Ringen slider og tilsidst river Dækkenet itu, hvilket i Længden er meget kostbart, navnlig saalænge den lukkede Side af Dækkenet skal vende tilvenstre, thi herved fremkomme Slidet og Hullerne paa Midten af Dækkenet, hvorved dette hurtigere bliver kassabelt; at den bageste Bærerem tidt kommer omkring Mantelsækken og derved lænker Rytteren fast til Hesten, hvilket ikke er ganske heldigt under en Styrt­ ning. Men ved en hurtig Afsidning er det ligefrem farligt; thi hænger Remmen i Mantelsækken under en saadan, slaar Sablen mod Hestens Bug, medens Rytteren hænger paa Flestens venstre Side med venstre Fod i Bøjlen og kan hverken komme op eller ned, alt imedens FFesten slaar ud, fordi Sablen stadig dasker den paa Bugen. Tilsidst løber den med Rytteren, hængende i venstre Bøjle. Ja, det er ikke længe siden, at jeg under en Af- sidning paa en Marchetur saa hele denne Scene, og det er ikke første Gang, at jeg er bleven Vidne til en saadan. — Den bageste Bærerem kan dernæst komme ind i Sadlen og gnave Rytteren, eller ind under Dækkenet og gnave FFesten Den pynter maaske tilfods, fordi man nu engang er vant til at se den; men den pynter ingenlunde til­ hest, naar den er bleven gjennemvaad og smudsig af FFestesved. Det er temmelig sikkert illusorisk, naar man tror, at denne Rem tilfods ved sin Vægt kan hindre Sablen i at slingre, naar den er ophaget; thi Remmen vejer 10 Kvint, medens Sablen vejer c. 5 ft. Tilhest holder den vel paa Skeden, naar den forreste Bærerem gaar i Stykker; men den holder meget sjældent paa den svære Klinge, da Fjedrene i Skedens Mundstykke næsten aldrig ere saa stive, at de kunne holde paa Klingen ved en saadan Lejlighed under stærkere Bevægelser. Tvertimod, den bageste Bærerem foraarsager ofte, at Klingen styrter ud af Skeden paa en for selve Rytteren og Ffesten, men navnlig for Side- og Bagmandens Heste højst farlig Maade, idet Fæstet vender nedad, Spidsen tilvejrs. Men selv om den bageste Bærerem kan holde paa Klingen, naar den forreste Bærerem gaar istykker, saa maa dette ikke finde Sted; thi denne Rem skal altid være tjenstdygtig, hvilket man yderligere kan sikre sig ved at gjøre den dobbelt. — Endelig, vil man lægge Mærke til Kassationerne af Sabel­ skederne, saa vil man i 8 af 10 Tilfælde finde, at Skeden er kassabel ved den nederste Ring paa Grund af, at her finder den meste Pudsning Sted, netop fordi Skeden ved Baandets og Ringens Tilstedeværelse her lider mest af Ffestesved, ikke at tale om, at Skeden lider endnu mere paa dette Sted, naar der finder Tværpudsning Sted.

Jeg har i 1886 og 1887 anstillet Forsøg med Sabler, hvor den nederste Ring paa Skeden og den bageste Bærerem i Gehænget vare aftagne, og jeg er derved kommen til det Resultat, at Sablen selv under de stærkeste Gangarter ikke slingrer mere, end naar der var to Bære­ remme, noget man maaske kan forbedre, naar man lige­ som ved det østerrigske Rytteri anbringer en Øsken ind­ vendig paa det øverste Baand (se Fig. 13), istedetfor som nu en Ring bag paa Baandet. Det har endvidere vist sig ved nævnte Forsøg, at Sablen ikke gnaver Hesten, ikke hænger fast i Dækkenet og ikke slider saameget paa dette, som naar Skeden er forsynet med den omtalte nederste Ring. Skeden vil derhos holde længere , idet der ikke behøves saa megen Pudsning paa det Sted, hvor Baandet og den nederste Ring ellers sidder, og endelig har man ikke den overflødige Bærerem, der efter det Udviklede kun tjener til forskjellige Ulemper, til at for­ dyre Gehænget og til, hvis vi skulle gaa over til under Kamp tilfods at anbringe Sablen bag paa Sadlen, tillige til at komplicere denne Anbringelse og til at forøge den derved anvendte Tid.

Jeg har nu formentlig fremført en motiveret Frem­stilling af, til hvilken Grad Rytteriets Kamp tilfods bør gaa, hvorledes Bevæbningen bør være, Vaabnenes og Ammunitionens Anbringelsesmaade, Afsidningen samt Føringen af Ilaandhestene. I Henhold til denne Frem­ stilling og med Henhold til Skydereglementet af 1889 skal jeg nu tillade mig at give en Fremstilling af de Regler, som et nyt Exercerreglement formentlig bør inde­ holde for Kampen tilfods, idet jeg gaar ud fra, at vort Exercerreglement af 1869 ikke giver tidssvarende og til­ strækkelig Vejledning heri. Jeg følger herved for en Del det fortrinlige tydske Reglement af 1886 og det ligesaa gode østerrigske Reglement af 1887, hvorimod jeg ser bort fra det franske Reglement af 1886, som er for kortfattet i saa Henseende, og hvormed man i Frankrig heller ikke er tilfreds, ligesom jeg heller ikke benytter det russiske Reglement, da det er noget for vidtgaaende med Hensyn til Kampen tilfods.

Fægtning tilfods.

Almindelige Bemærkninger.

Rytteriets Bevæbning med en Karabin og Uddannelse i sammes Brug samt Anvendelse i en Fægtning tilfods gjør det skikket til langt udgaaende og selvstændige Foretagender.

Fægtning tilfods finder dog kun Sted, naar Øjemedet for Kampen ikke kan gjennemføres tilhest, eller naar Hensigten kan naas bedre og med ringere Tab gjennem en Kamp tilfods end gjennem en Kamp tilhest.

Rytteriets Kamp tilfods vil som Regel være af defensiv Natur. Den kan f. Ex. gaa ud paa under en Fremrykning at formene Fjenden Adgang til et vigtigere Terrainsafsnit, under en Tilbagegang at standse lians Forfølgning, for at egne Tropper kunne faa det fornødne Forspring, at forsvare Defileer, til egne Tropper ere komne igjennem, at forsvare Kantonnementer og Bivouaker m. m. Men Rytteriets Fægtning tilfods vil ogsaa kunne finde An­ vendelse ved fjendtlige Landgangsforsøg, ved Angreb paa paa Defileer, som ere besatte af underlegent fjendtligt Rytteri, hvorved enten Fremrykningen standses, eller en betydelig, tidsspildende, omgaaende Bevægelse foraarsages; ved demonstrative Foretagender, hvor det gjælder om at aflede Fjendens Opmærksomhed fra andre Foretagender eller at vildlede ham med Hensyn til Vaabenarten o. l.

Rytteriet vil i Almindelighed ikke kunne føre en frem- og tilbagebølgende Skydefægtning. Ofte maa Maalet naas i kortere Tid, og da vil det være rigtigst strax at anvende de til Raadiglied staaende Kræfter, samt at be­ gynde Fægtningen saa overraskende som muligt for Fjenden. Dog kan der ogsaa være de Tilfælde, hvor det vil være heldigt at have en Reserve tilfods, saaledes f. Ex. ved et Forsvar, hvor Fjenden endnu ikke har vist sin Angrebsretning, eller naar man maa begynde en Skydefægtning, inden Terrainet er fuldstændig bekjendt.

I Reglen vil en Del af Styrken være at holde tilbage som Reserve tilhest. Den kan udelades, naar Terrainet ikke tilsteder Rytteriets Anvendelse tilhest, eller naar der ikke er nogen Mulighed for, at en saadan vil kunne faa nogen Anvendelse. Der maa dog i alle Tilfælde være nogle Mand tilhest til den fornødne Ordonnantstjeneste, til at op­ retholde Forbindelsen mellem den tilfods fægtende Del og Haandhestene og til at iagttage Terrainet navnlig i Flankerne.

Uddannelsen i Brugen af Skydevaabnet og i Terrainet.

For Uddannelsen i Brugen af Skydevaabnet og i Af­ standsbedømmelse giver Skydereglementet nærmere Bestemmelser.

Ved Uddannelsen i Terrainet skal Rytteren endvidere lære, hvorledes han kan benytte Træer, Gjærder, Grøfter, Mure, Ujævnheder i Terrainet m. m. til Dækning mod den fjendtlige Ild og til at undgaa at blive set af Fjenden. Det maa dog herved indprentes ham, at han aldrig maa søge Dækning paa egen Udvirknings Bekostning. Dan skal dernæst lære ved Vink og Tilraab at kunne føres i Terrainet, hvorledes en Stilling angribes og forsvares, samt ved hvilke Midler man kan forøge en Stillings For­ svarsevne. Endvidere maa han lære, hvorledes et Tilbage­ tog fra en opgiven Stilling skal foregaa. Endelig maa der finde nogle Fægtningsøvelser tilfods Sted mellem to Afdelinger. Ved disse Øvelser anvendes løse Patroner.

Sluttelig gaas der over til Fægtningsskydning med skarpe Patroner.

En Eskadrons Fægtning tilfods.

Afsidning og Besættelse af en Stilling.

Naar en Eskadron skal rykke frem for at besætte en Stilling tilfods, og fornøden Tid dertil haves, sendes en Officer forud for at undersøge Stillingens Beskaffenhed m. m . , hvorledes den skal besættes for at tilstede den bedste Udvirkning paa indtil c. 800 Alen og for derefter at afgive Melding til Eskadronchefen.

Afsidningen bør foregaa paa et Sted, hvor Eska­ dronen ikke kan ses af Fjenden og sker paa Komman­doen:

Deling (1. og 3. Deling) (Eskadronen) skal fægte tilfods!

Til Afsidning tag Afstand!

hvorpaa Geledderne aabnes, og der tages saa megen Afstand fra Midten eller en af Fløjene, at Afsidningen kan foregaa.

Derpaa kommanderes: Sid af!

og hvis Eskadronchefen skjønner, at der i Fægtningen tilfods ikke vil blive Brug for Sablerne:

Anbring Sablen paa Sadlen!

Ved de Delinger, der skulle fægte tilfods, sidder Delingsføreren af tilligemed de i Geleddet indrangerede Underofficerer med Undtagelse af en, som skal føre Til­ synet med Delingens Haandheste, og som nærmere be­ tegnes af vedkommende Delingsfører. Efterat de nævnte Underofficerer have forkortet Stangløjlerne tilstrækkeligt ved sammes Skyder, tages Bridontøjlerne ned, snos 2—3 Gange paa Midten, hvornæst den derved dannede Løkke lægges om Halsen paa Nr. l’s Hest i den Firer, hvortil de hører. De forsyne sig derefter med vedkommende Hesteholders Karabin og Ammunition. Skal Sablen an­ bringes ved Sadlen, sker dette, forinden Bridontøjlen lægges over Halsen paa Nr. l’s Hest. Delingsføreren lægger sin Hests Tøjle over Halsen paa Nr. I’s Hest i den Firer, hvor der kun maatte være 3 Roder.

Som Hesteholder forbliver den venstre Fløjmand i begge Geledder af hver Firer. Skulde denne være en Underofficer , da den paa Sammes højre Side ridende Menige. De øvrige Menige i de til Fægtningen bestemte Delinger trække Karabinen ud af Hylstret og anbringe den paa Ryggen med Remmen over venstre Skulder, hvis dette ikke allerede maatte være gjort, sidde' af og anbringe Sablen ved Sadlen, saafremt dette er befalet. De forholde sig derpaa med Tøjlerne som ovenfor omtalt, idet Nr. 1 lægger sin Bridontøjle over Halsen paa Nr. 2’s Hest, Nr. 2 sin over Nr. 3’s Hest, hvornæst Nr. 3 rækker sin Bridontøjle til Hesteholderen (Nr. 4).

Skulle 2 eller alle Delinger sidde af, sidder Eskadrons­ chefen af og leder Ilden, medens Næstkommanderende foruden de før nævnte Underofficerer forbliver tilhest og fører Kommandoen over Haandhestene. Sidder hele Eskadronen af, forbliver endvidere Estandartflreren til­ hest. Af denne kan der da tages de fornødne Ordonnantser, Observation m. m.

De med lange Pionerredskaber og Pistoler forsynede Ryttere skulle være indrangerede saaledes paa Delingernes eller Firernes venstre Fløje, at de ved Afsidningen an­ vendes som Hesteholdere.

Skulle Omstændighederne gjøre det ønskeligt, at der kommer saa mange Skytter i liden som muligt, og For­ holdene iøvrigt ere saaledes, at der ikke kan blive Tale om nogensomhelst Bevægelse med Haandhestene, kan Afsidningen foregaa paa almindelig Maade, hvorefter der kobles delingsvis. Foruden de før nævnte Befalingsmænd blive da kun tilbage ved Haandhestene 1å 2 Roder pr. Deling.

Efterat Hestene ere anbragte paa befalet Maade, trædes der an paa 1 Geled, hver Deling og indenfor denne Firerne rangeret for sig med Bagmanden paa venstre Side af Formanden. Sablen hages op, hvis den ikke er anbragt paa Sadlen, og Karabinen tages i højre Haand. Paa hver Fløj af Delingerne anbringes en Under­ officer; de øvrige af disse anbringes 3 Skridt bag Delingernes Midte.

Eskadronschefen har imidlertid rekognosceret Stil­ lingen og angiver nu, om fornødent med Underbefalingsmænd, de Punkter, hvortil Delingerne skulle støtte deres Fløje. Paa hans Kommando:

Skytter ud!

kommanderer derefter Delingsføreren:

N. Deling! Fra Midten (Højre, Venstre) fremad former Kjæde! Marche (Løb)!

hvorefter denne i hurtig Gang eller Løb og med Retning og Orden bevæger sig frem, idet hver Mand efterhaanden tager 5 Fods Afstand fra sin Sidemand.

Naar Stillingen er naaet, kommanderer Delingsføreren:

N. Deling Holdt!

hvorefter Delingen alignerer sig. Skulle Skytterne indtage knælende eller liggende Stilling, kommanderes derefter:

Halvt Nedfald! eller Helt Nedfald!

Skytterne skulle dog, saafremt de ikke i liggende eller knælende Sttlling kunne se Maalet, af sig selv indtage henholdsvis enten knælende eller staaende Stilling; der­ imod maa de ikke for at faa frit Skud rykke frem eller tilbage saaledes, at de komme væsentlig længere frem eller tilbage end deres Sidemænd.

Er Fjenden ikke i Sigte, eller skal Ilden ikke aabnes strax, lader Eskadronschefen Delingerne holde sig vel dækkede og skjulte i de indtagne Stillinger.

Tillade Tid og Omstændighederne det, udmaales (afskridtes) Afstandene til fremtrædende Gjenstande i Forterrainet. Særlig bør man søge at komme til Kundskab om Afstandene til større, overskuelige Terrainflader, som Fjenden maa passere for at nærme sig Stillingen, samt til Diger, Grøfter og Hegn, der løbe parallelt med Fronten, og som kunne yde Fjenden Dækning.

Fornøden Instruktion om de Viserer, der skulle anvendes paa de forskjellige Afstande, gives, og der fore­ tages en passende Fordeling mellem de udviklede Delinger af det Terrain, der skal beskydes.

Forsvarsevnen af Stillingen maa dernæst søges for­ øget ved de forhaandenværende Midler. Tilgange til Stillingen spærres, Dækningen for Skytterne forøges, i Forterrainet anbringes Hindringer, som tvinge Fjenden til Standsning under vor lid.

Ved Forsvaret af en Stilling, det være nu Deflleer, Udkanten af en Landsby eller højstammet Skov, Jernbane­ dæmninger, flydende Vand med Dæmninger eller gunstige Bredder, Kirkegaardsmure, dominerende Højder o. s. v., maa det iøvrigt staa den Kommanderende klart, hvorvidt Forsvaret skal drives. Har Rytteriet f. Ex. faaet den Op­ gave at holde et Defile, til eget Fodfolk naar frem, maa denne Opgave søges løst, selv om derved skulde resultere betydelige Tab. Naar derimod Rytteriet kun har den Opgave under en tilbagegaaende Bevægelse at opholde Fjenden, er denne allerede naaet, naar det har faaet ham til at udvikle sig eller til at foretage en tidsspildende omgaaende Bevægelse. Herved kan Rytteriet for at skuffe Fjenden med Hensyn til Styrken indtage en større Front, end det ellers kan anses for tilladeligt og fordelagtigt, lige­ som det ogsaa kan begynde sin Ild paa større Afstande for at forurolige og forsinke Modstanderens Fremrykning; thi her skal Ammunitionen ikke spares op til Nærkampen, da denne tvertimod maa undgaas, for at Opsidningen og Tilbagegangen kan iværksættes.

Det er af stor Vigtighed strax at besætte en Stilling saaledes, at den ikke let lader sig omfatte og enfllere af Fjenden.

Skal et Angreb undtagelsesvis udføres, maa Fjendens Flanke søges omfattet. Fremrykningen sker saa hurtigt og dækket som muligt, og Skydningen begynder først paavirksom Skudafstand. Er Fjenden kastet, forfølges han med Ilden, men hermed vil i Reglen ogsaa Kampen tilfods være endt, og Rytteriets Anvendelse tilhest træder da i Virk­somhed.

Ildens Ledelse og Afgivelse.

Se Skydereglementets §19.

Viserets Brug.

Se Skydereglementets § 18.

Tegn og Trompetsignaler.

Eskadronschefen og Delingsførerne have at betjene sig af en lille Fløjte for dermed at henlede Skytternes Opmærksomhed paa sig, navnlig naar det kommer an paa ved Vink eller Tilraab at antyde en Bevægelse.

Trompetsignaler maa indskrænkes saa meget som muligt og maa kun gives efter den Ledendes Befaling, navnlig maa Signalet «Til Skydning« og «Hold inde med Skydning» kun anvendes undtagelsesvis.

Ammunitionsforsyningen.

En rigelig Forsyning med Ammunition og en for­ nuftig Økonomi med samme er af væsentlig Betydning, for at Manglen af Patroner ikke skal tvinge til Begrændsning af Ilden eller Opgivelse af Stillingen, forinden For­ holdene iøvrigt gjøre det ønskeligt eller nødvendigt. Naar en Rytterafdeling faar Ordre til at besætte en Stilling, bør derfor, saavidt Tid og Omstændigheder tillade det, det afsiddede Mandskabs Beholdning af Patroner forøges. Hesteholdernes Ammunition i Patrontasken afgives til den Ende enten strax til det afsiddede Mandskab eller af­ hentes senere; Saaredes og Faldnes Ammunition fordeles til de øvrige Skytter. Det paahviler de underordnede Førere at sørge for, at dette sker, ligesom de til enhver Tid hver indenfor sit Omraade bør vide Besked med Ammunitionsforbrugét. Eskadronschefen og Delingsførerne skulle under Kampens Forløb jævnlig hos de underordnede Førere skaffe sig Oplysning om, hvor mange Patroner der omtrent er i Behold.

Reserven tilfods.

Naar Fjenden ikke har vist sin Angrebsretning, kan en Eskadron f. Ex. anvende 1 Deling som Skyttekjæde, medens en anden holdes tilbage som en Reserve. Denne maa følge Skyttekjædens Bevægelser saa skjult som mu­ ligt i Terrainet og kan efter Omstændighederne anvendes enten til at forstærke Skyttekjæden, til at besætte et truet Punkt i en af Flankerne eller til at besætte en tilbagetrukken Stilling ud til en af Siderne for at dække Tilbagegangen af den foranværende Skyttekjæde.

Reserven tilhest.

Denne anvendes til under Forberedelserne til Fægt­ ningen tilfods og under samme at fortsætte Rekog­ nosceringen af Fjenden, at iagttage Fægtningens Gang, for om den mulig kan gjenoptage den ved Fægtningen afbrudte kavaleristiske Virksomhed, at dække Skytternes Af- og Opsidning samt Haandhestene.

Den maa holde saa skjult og dækket som muligt i Terrainet, men dog saaledes, at den i rette Tid kan gribe ind.

Haandhestene.

Føringen af Haandhestene er af stor Betydning for den paagjældende Rytterafdelings Bevægelses- og Fægt­ningsduelighed efter Kampen tilfods.

Hestene maa være sikkrede mod et overraskende An­ greb og bolde paa et dækket og skjult Sted, helst bag og ud til Siden af Skytternes Stilling. Kommer det an paa at skuffe Fjenden med Hensyn til Vaabenarten, gjæl- der det navnlig om ikke at vise Hestene. Disse maa ikke anbringes i en Landsbygade, i en Hulvej eller paa et andet Sted, hvor de kunne hindre Færdslen.

Føreren for Haandhestene maa være orienteret over Fægtningens Gang og holde sig i Forbindelse med Skyt­terne.

Opsidning i virksom fjendtlig Ild er ikke udførlig. Er Modstanderen kastet eller hans Angreb afslaaet, kunne Hestene føres hen til Skytterne eller føres dem i Møde. Ere derimod Skytterne nødte til et Tilbagetog, maa Hestene blive i deres dækkede Stilling. Det kan herved blive nødvendigt, at Skytterne maa tilbagelægge en læn­ gere Vej.

Den, der leder Ilden, maa stadig være underrettet om, hvor Hestene ere at finde.

Haandhestene maa holde fuldstændig rangerede i Delingerne, Firerne og Geledderne saaledes, at hver Skytte hurtig kan finde sin Hest og komme i Sadlen.

Opsigten med 1 Delings Haandheste føres af en dertil af Delingsføreren bestemt Underofficer. Ere 2 eller 3 Delinger siddede af, har Næstkommanderende Komman­ doen over Haandhestene. Efter Omstændighederne kunne Hesteholderne blive til Hest eller sidde af. I sidste Til­ fælde anbringe de Tøjlen til Nr. 3’s Hest om Halsen paa deres egen Hest, saaledes at de kun have den nedtagne Bridontøjle til deres egen Hest i Haanden.

Opsidning.

Kan den indtagne Stilling ikke længer holdes, eller er det tilsigtede Maal gjennemført, kommanderes, efter at der er holdt inde med Skydningen:

Tilbage Marche! (Løb!):

Tilbagegangen sker med Ro og Orden samt under fuldstændig Kommando. Der kommanderes derefter:

Sid op!

hvornæst hver Skytte, efter at Karabinen er anbragt paa Ryggen, gaar til Hesten, ordner Tøjlerne, tager Sablen paa, hvis den har været anbragt paa Sadlen, sidder op og stikker Karabinen i Skoen, hvornæst hver Delings­ fører samler sin Deling.

Gjælder det om at trække sig hurtigt ud af den fjendtlige Ild, forfølger Fjenden, eller skal den opsiddede Eskadron hurtigt frem til Forfølgning, stiger hver Skytte tilhest efter at have lagt Tøjlerne over Halsen paa sin Hest, idet Sablen bliver ved Sadlen, hvis den har været anbragt paa dette Sted, og Karabinen paa Ryggen.

 B. Rytteriets Kamp tilhest med Skydevaaben.

Allerede i Oldtiden var det lette Rytteri bevæbnet med et Vaaben, Buen og Pilen, for dermed fra Hesten at kunne deltage i Fjernkampen. I den tidlige Middel­ alder kom Armbrysten frem. Skjøndt dette Vaaben egent­ lig ikke blev almindelig tilhest, ser man dog i Frankrig Arbalétriers å cheval. Under Ludvig XII vare de saa- kaldte Argoulefs bevæbnede med Armbrysten, som i Dan­ mark holdt sig som Krigsvaaben ligetil Frederik Fs Tid.

I Slutningen af det 15. Aarhundrede begyndte Rid­ derne tilhest at betjene sig af Haandrøret. I Midten af det 16. Aarhundrede kom Arkebusierne tilhest frem i Franskrig, Bøsse- og Pistolskytterne i Tydskland. Jeg skal imidlertid ikke komme nærmere ind paa en Udvikling heraf, da jeg allerede tidligere har omtalt en saadan, men kun bemærke, at Kyrassererne i Reglen vare be­ væbnede med Pistoler, medens Rytterne, Dragonerne, Karabinerne, Hageskytterne, Arkebusierne m. m. vare be­ væbnede med Geværer og tildels med Pistoler. Med Undtagelse af Dragonerne kæmpede det øvrige Rytteri i Reglen tilhest med Skydevaabnene; ja Brugen af dette Vaaben tilhest gik saa vidt, at Attakerne med det blanke Vaaben bleve meget sjældne. Tydskerne synes egentlig at have været de første, der betjente sig af Pistolen paa den Maade, at de geledvis jagede ind paa Fjenden og afskød Vaabnet. Da et saadant Angreb kunde være øde­ læggende for Pikenererne, ser man ogsaa Dragonerne op­ tage denne Fægtemaade, og efterhaanden udvikler Skyde- fægtningen tilhest sig i en ganske overordentlig Grad. At der herved blev stillet store Fordringer til den enkelte Rytters Skydefærdighed tilhest er selvfølgelig. Fig. 27, der er tegnet efter Kapitän Crusos «Militarie Instruction for the Cavallrie», der udkom i Cambridge i 1632, giver en ganske karakteristisk Skitse af en engelsk Arkebusier og overdriver vel neppe, hvad der blev forlangt af ham.

Gustav Adolph var egentlig den, der først brød med Traditionen. Han forlangte, at Rytteriet særlig skulde virke ved Anløbet og det blanke Vaaben, en Taktik, som Cromwell drev endnu videre under Borgerkrigene i Eng­ land. Karl XII af Sverrig gik i samme Fodspor, men trods det kan Rytteriet ikke komme bort fra den megen Skyden tilhest. I 1734 udgav den preussiske Kong Friederick Wilhelm I en streng Ordre om, at Rytteriet ikke maatte bruge Karabinen tilhest, og Frederik II ind­ skærpede dette i 1742.

Vort Reglement af 1741 indeholder en meget ud­ førlig Bestemmelse om Geværgrebene og «Chargirung mit Gewehr zu Pferde», hvorhos det tillige udtaler: »Obzwar die Cavalierie zum Ernst kein Schusz-Gewehr ohne speciale Ordre gebrauchen musz: So ist jedoch diese Chargirung beybehalten worden, um den Reiter adroit und Meister von seinem Pferde und Gewehr zu machen.» Denne Bemærkning har jeg ikke fundet i Reglementet af 1790, derimod har jeg her set en anden mærkelig Bestemmelse: «An! Myndingen lades ned, imel­ lem Hestens Øren, dog saaledes at den ikke rører Hestens Hoved, hverken nu eller naar Gevæhret gaar af. Kolben sættes tillige fast til højre Skulder, højre Pegefinger lægges ved Aftrækket, og de andre Fingre omkring det tynde af Kolben, og saaledes sigtes til de fjendt­ lige Hestes Bringer. — Fyr! Paa dette Ord rykkes Aftrækkeren rask og brat af.» — Vore Kavaleriregle­ menter af 1808 og 1821 indeholde kun om Skydningen tilhest: «Endskjøndt Skydningen efter Kommando og med Tempoer ved alvorlige Begivenheder ej bruges tilhest, saa maa Mandskabet ikke desmindre øves deri; men det maa ydermere holdes i den Øvelse baade med Carabiner og Pistoler at ramme Skiven, samt hastig at lade igjen, hvormed ialt forholdes efter Exercerskolens Instrux.» Mærkeligt er det imidlertid, at vore Reglementer fra den Tid ikke have optaget nogen nærmere Bestemmelse om Blænkringen, Tirailleringen eller Flankeringen, da baade det franske Reglement af 1802, det østerrigske af 1806 og det preussiske Reglement af 1812 ere meget udførlige i saa Henseende.

Reglementet af 1843 er, som tidligere bemærket, vort første Reglement, der giver nærmere Bestemmelser om Skyttetjenesten tilhest. Under »En Eskadrons debanderende Bevægelser ved Blænkring tilhest» omhandler det foruden almindelige Bemærkninger Kjædens Formering, Forholdet, naar en Eskadron fremsender en debanderet Afdeling, Chargering i Kjæden saavel paa Stedet som i Avancering og Retirering, Bevægelser med Kjæden og Blænkernes Forhold under Angrebet. Disse Bestemmelser udvides og formes mere i Reglementet af 1854, men naa dog videst i Formalisme i Reglementet af 1869. Her omhandles Kjædens Formering, Forstærkning, Bevægelser, hvorunder angives Fremrykning, Tilbagegang, Flankemarche, Trækningsmarche og Frontforandring, end­ videre Samling, Afløsning og Skydning. Det var ifølge Datidens Aand og Anskuelser.

Efter Krigen 1870—71, hvor de Franske anvendte en Del Skydning tilhest med Karabinen, ere saa godt som overalt undtagen i Danmark de reglementariske Bestemmelser for denne Øvelse bievne betydelig ind­skrænkede.

I det franske Reglement af 1876 bestemmes under «Tirailleurs», at Tirailleurkampen anvendes for at foru­ rolige og holde Føling med Fjenden, eklairere Terrainet, standse eller kaste fjendtlige Tirailleurer, dække en Re- traite, maskere Bevægelser etc., samt atTirailleurerne skulle formere sig efter Reglerne for »la charge en fourrageurs», men at deres Bevægelsker skulle indskrænkes til: en avant, en retraite, å droite, a gauche.

I det franske Reglement af 1882 omtales under Eclaireurs, at disse anvendes for at dække Front, Flanke eller Ryg, hvorved de kunne faa Brug for Karabinen, men at denne Kamp er en Undtagelse «et ne comporte pas de réglementation spéciale». Der siges derfor, at de eneste Signaler, der kunne gives til Eclaireurerne ere: Marche, Halte, Ralliement, Commencez le feu, Cessez le feu. Under «Exercises de tir. Carabine« udtaler Regle­ mentet endvidere, at Skydningen tilhest foregaar efter Reglerne for Skydningen tilfods, og naar en Rytter under Marchen undtagelsesvis skal skyde, standser han og pla­ cerer sin Hest saaledes, at han har Maalet tilvenstre. Medens denne Omtale af «Eclaireurs» neppe indtager en halv Side i Reglementet af 1882, bruger Reglementet af 1876 4 Sider til «Tirailleurs».

Det østerrigske Reglement af 1879 siger under »Uebung im Gebrauche der Karabine und des Revol­ vers»: I en Skydefægtning tilhest skal Rytteren aldrig indlade sig, undtagen i Haandgemæng, naar hans blanke Vaaben er sonderbrudt, eller naar han forfølger og ikke kan naa sin Modstander, eller naar han bliver forfulgt og kan naas af Modstanderens blanke Vaaben. Dette er gaaet uforandret over i Reglementet af 1887.

Det russiske Reglement af 1881 omtaler under Flan­ kerer, at disse fremsendes for at virke mod enkelte fjendtlige Ryttere, forhindre, at disse naa egen Front, for selv at nærme sig Fjenden, iagttage og forurolige ham, samt for at rekognoscere Dækninger, som skulde pas­ seres, og hvor Fjenden kan have skjult sig.

Flankererne kunne dannes af en eller flere Delinger eller hele Eskadronen. Om del blanke Vaaben eller Skydevaabnet skal komme til Anvendelse, beror paa ved­ kommende Officer.

Det tydske Reglement af 1876 giver kortfattede og almindelige Bestemmelser for, hvorledes en Flankørdeling og Flankørerne skulle gaa frem. Det udtaler, at Flankererne ikke føre Skydefægtning, men kun afgive enkelte Skud for at holde fjendtlige Ryttere paa Afstand. Nogen Manøvrering med Skytterne omtales ikke. Ende­ lig siges: Er Manden uddannet i Skydning tilfods, vil han ogsaa i det sjældent forekommende Tilfælde vide at bruge sit Skydevaaben tilhest, men Øvelse i Skydning tilhest vil der ikke være at foretage.

Det reviderede tydske Reglement af 1886 er endnu mere kortfattet med Hensyn til «Flankiren». Det fast­ holder iøvrigt, hvad der er anført ovenfor.

At vi herhjemme have udført Skyttetjenesten tilhest som en ren Exercerpladsmanøvre, hvorved der er bleven holdt meget paa Formerne og de 40 Fod mellem Skyt­ terne af 1. Geled m. m., og at vi derpaa have anvendt altfor megen Tid, er ganske sikkert. Nn er der imidler­ tid hos Mange en Stemning oppe, som forekommer mig at være altfor radikal, idet den vil have Skyttetjenesten tilhest kastet overbord. Jeg tror, at det her, som i saa mange Tilfælde, vil være det rigtigste at følge den gyldne Middelvej.

Ved Sikkringtjenesten skulle saavel Blænkerne som Vedetterne ifølge Felttjenesteinstruktionen af 1887 strax være rede til at skyde, altsaa maa de under denne Tje­ neste have’ Karabinen paa Laaret og i skudfærdig Stand. Denne Skydning, som der hermed sigtes til, er ganske vist kun Signal- og Alarmskydning. Men vilde det ikke være ganske heldigt, om vedkommende Skytte — istedet for at gjøre saaledes, som man nu altid ser ved vore Felttjenesteøvelser, at Skuddet affyres lige i Luften, idet Geværet kun betjenes med den ene Haand, som om det var en Pistol — under alvorlige Forhold tog Sigte paa sine Modstandere, forinden han skød; thi dels vilde Skuddet derved gjøre nogen mere Nytte end netop som Alarmskud, og dels vilde Faren for hans omgivende Kammerater derved ikke være saa stor for at blive truffen af en dem ikke tiltænkt Kugle, som naar han affyrer Skuddet paa Maa og Faa, eller som han bedst kan. Dette vil imidlertid ganske sikkert ske i Krigstid, hvor han har Skarpt i Geværet, naar han i Fredstid ikke har lært andet eller ikke er vant til at forholde sig paa nogen anden Maade. Jeg tror derfor alene af de anførte Grunde, at vi ere komne ind paa en fejl Bane, naar vi i de sidste Aar ikke have foretaget nogle Skydeøvelser med Karabinen tilhest, ikke Skarpskydningsøvelser, thi dertil have vi ikke Tid, men vel Øvelser med løse Pa­ troner, hvor der bliver taget ordentligt Anslag og Sigte med derpaa følgende rigtigt Aftræk.

Men dernæst: Naar f. Ex. en Rytterafdeling har forstaaet at bevæge sig saaledes gjennem Terrainet, at den har naaet en skjult Opstilling, hvori den afventer Mo­ mentet for uventet at kunne kaste sig over Fjenden, vilde det da være heldigt, om en fjendtlig Oføcerspatrouille eller enkelte Ryttere kom saa nær, at de fik Indblik i Stillingen og fik Færden af, hvad der skulde foregaa? En eller to Patrouiller kunne ganske vist jage de fjendt­ lige Ryttere, men bære disse sig fornuftigt ad, saa holde de sig ikke sammen, men søge enkeltvis at komme til at se, hvad de skulle se. Nogle Skytter derimod, som sendes ud til velvalgte Punkter, ville ved nogle velrettede Skud ganske anderledes kunne holde de fjendtlige Ryt­tere paa Afstand. Herved vil det selvfølgelig være det bedste, om Skytterne, medens de afgive deres Skud, staa af Hesten. Men dette kan ikke altid ske, enten fordi det haster med at faa afgivet Skuddene, eller ogsaa fordi en Afsidning mulig kan fremkalde en Overumpling for vedkommende Skytte. Naar nu en saadan skal afgive et Skud fra Hesten, saa vil han, selv om han er en meget god Skytte tilfods, skyde meget daarligt fra Hesten, naar han ikke har lært dette; thi han tænker stadig paa de Krumspring, som Hesten muligvis vil gjøre med ham ved Skuddets Afgang, og Tøjlerne — ja de ligge paa Hestens Hals.

Jeg tror derfor, at det vil være rigtigst, at vi øve nogen Skyttetjeneste tilhest med løse Patroner, men ikke med alle de Former, som vort Reglement af 1869 fore­ skriver. Vore Folk ville da sandsynligvis i Krigstid kunne klare sig ganske ordentligt ved Skydning med Karabin fra Hesten, naar det engang imellem skulde blive nød­ vendigt, saa meget mere som Hestene som bekjendt i Krigstid paa Grund af den stærkere Brug blive langt roligere og mindre følsomme, end de ere i Fredens Dage.

Jeg skal derfor her anføre de Regler, som et tids­ svarende Exercerreglement formentlig bør indeholde med Hensyn til Skyttetjenesten tilhest, idet jeg antager, at §§ 75— 78 (Geværets Brug) og §§ 96— 103 (Skyttetjeneste) af Exercerreglementet af 1869 ikke bør optages i et nyt Reglement.

 Skyttetjeneste tilhest.

For at forhindre, at fjendtlige Patrouiller eller enkelte Ryttere skulle faa Indblik i en skjult Opstilling samt ogsaa for at iagttage eller forurolige Fjenden, kan en Rytterstyrke fremsende Skytter tilhest.

Eskadronschefen kommanderer:

N. Deling! (N. Halvdeling!) dæk Fronten! (Queuen! eller n. Flanke!).

Den paagjældende Deling eller Halvdeling føres frem i den opgivne Retning og kaster efter den givne Opgave det fornødne Antal Skytter ud ved Kommandoen:

N. Halvdeling! (N. Firer!) Skytter ud!

De to Mand i Roden følges ad i Skyttekjæden, men en nøjagtig ensartet Afstand mellom Roderne bør ikke overholdes, da det gjælder om, at disse i Reglen saa hurtigt som muligt naa saadanne Punkter, hvorfra der haves en god Oversigt, og hvorfra det tilsigtede Maal kan naas. Tillade Omstændighederne det, og kan der ikke befrygtes en Overumpling, kan den ene Skytte sidde af og afgive sil Skud, medens den anden holder hans Hest; i modsat Fald maa der skydes fra Hesten, og her­ ved maa denne stilles saaledes, at Maalet kommer fremad tilvenstre for Skytten. Betjeningen af Karabinen tilhest sker iøvrigt i Overensstemmelse med de Regler, der ere givne for Betjeningen tilfods.

En Skydefægtning tilhest maa ikke finde Sted.

De enkelte Bevægelser, der med de forhaandenværende Forhold for Øje ere nødvendige i Kjæden, ske efter Initiativ og Kommando af den Fører, hvis Styrke er sendt ud.

Til Inddragning af Skytterne kan Eskadronschefen betjene sig af Signalet: «Skytter ind». 

Jeg skal dernæst gaa over til Skydning med Omdrejningspistolen tilhest. — Pistolen er anvendt meget tilhest, navnlig efter at Hjullaasen i 1515 blev opfunden. Ingensinde er den imidlertid bleven anvendt saameget baade tilhest og tilfods som i den nordamerikanske Krig 1861— 65; men der kan heller ikke være Tvivl om, at Revolveren, som efterhaanden er bleven udviklet til en høj Grad af Fuldkommenhed, og hvormed de fleste Landes Rytterier i mere eller mindre Grad ere bievne udrustede, vil faa en udstrakt Anvendelse i en kommende Krig, og det baade ved Forsvaret af en Stilling, naar Fjenden kommer tættere paa, ved Forsvaret af et Kantonnement m. m., som ved et Angreb saavel tilhest som tilfods. Revolveren vil dernæst være et udmærket Vaaben, naar Klingen springer i Stykker, eller naar Rytteren taber sin Sabel i et Haandgemæng.

Vore Befalingsmænd og Pionerer ere bevæbnede med gode Onjdrejningspistoler. De lære nogenlunde at skyde med dem tilfods; men tilhest skyde kun Befalings- mændene, og det ovenikjøbet meget lidt. Dette er egentlig mærkeligt; thi i Felten vil efter al Sandsynlighed en Rytter komme til at bruge sin Pistol oftere fra Hesten end tilfods, og fordi man skyder med et saadant Vaaben særdeles godt tilfods, deraf følger ingenlunde, at man ogsaa kan skyde godt dermed tilhest; thi hertil fordres der megen Øvelse. Naar man nu hidtil ikke har lagt nogen synderlig Vægt paa dette Factum, da er det fordi man har næret en vis Animositet mod denne Skydning tilhest, dels fordi man ikke har kunnet faa Hestene til at være rolige under denne og derved opnaaet meget daarlig Træfning, dels fordi man har antaget, at denne Skydning var forbundet med Fare ikke alene for Rytteren og hans Hest, men ogsaa for Omgivelserne. Jeg tror, at det er en Følge af, at man har baaret sig galt ad herved, for det første ved ikke at foretage Skydning med løse Pistol­ patroner fra Hesten, inden man gik til Skarpskydningen, og for det andet ved at foretage Skarpskydningen tilhest fra Stedet istedetfor under Bevægelse. Sagen er nemlig den: Naar Heste ikke ere fortrolige med Pistolskydning, ville de fleste af dem ved Skydning fra Stedet, springe til Side for at undgaa Knaldet, i Øret. Rytteren maa derefter an­ vende mere eller mindre Magt for atter at faa Hesten foran Skiven. Efter det næste Skud bliver Hesten endnu mere urolig, Kampen mellem den og Rytteren endnu værre, og tilsidst ender det maaske med, at den Sidste maa give tabt. Under alt dette spildes der Tid, Rytteren bliver efterhaanden urolig og skyder daarligt. Men der­ næst er en saadan Skydning fra Stedet ikke feltmæssig; thi to pistolbevæbnede Modstandere tilhest holde ikke stille i en vis Afstand fra hinanden og skyde løs; det vilde være imod al Rytternatur; men de jage enten løs paa hinanden, efter hinanden eller forbi hinanden. Som Følge heraf maa Skydning med Pistol tilhest foregaa under Bevægelse.

Jeg skal tillade mig her at anføre de Forsøg, som jeg selv har anstillet i saa Henseende. Ha jeg for en Del Aar siden kom til min nuværende Garnison, havde jeg ikke skudt med Pistol fra Hesten, fordi Terrainet ved Skydebanen i min tidligere Garnison ikke ret vel tillod en saadan Skydning. Da jeg nu med Befalingsmændene skulde til at skyde med det omtalte Vaaben fra Hesten, blev der forinden Udrykningen talt om, at den Hest var ikke rolig ved Skydning, og den Hest var heller ikke rolig, ja tilsidst var der kun 1 eller 2 Heste i hele Eska­ dronen, som kunde bruges til den ommeldte Øvelse. Hver Befalingsmand fik imidlertid Ørdre til at møde med den ham tildelte Hest ved Skydningen. Der blev for­ meret en Cirkelvolte foran Skiven, og efter nogle Om­ gange i Skridt og Trav vare Hestene fortrolige med denne. En enkelt Skytte affyrede derpaa et Skud, da han var lige ud for Skiven. Hans Hest ligesom ogsaa de andre gjorde nogle Hop, men derpaa blev der atter Ro, fordi Hestene vare i Bevægelse, og fordi de gik i Halen paa hinanden. Derpaa afiyredes atter et Skud, Hestene sprang nu mindre, Stødene i Hestens Mund og og i Rytterens Sæde bleve færre, og tilsidst kunde hver Skytte affyre sine Skud, uden at der var nogen af Hestene, som viste særlig Tegn paa Uro eller Nervøsitet. Træf­ ningen var selvfølgelig daarlig, fordi man kun havde 5 Skud til hver; men næste Aar var den bedre, og siden er den stadig gaaet fremad. Det ses altsaa, at Pistol­ skydning tilhest kan gaa meget godt, og der er ikke den mindste Fare forbunden dermed, naar man blot iagttager de simpleste Forsigtighedsregler, blandt andet den, at Mundingen af Pistolen skal holdes lige i Vejret, og Fingeren skal være borte fra Aftrækkeren , til Skytten slaar an mod Skiven; men Skydningen tilhest vilde absolut blive bedre, naar hver Befalingsmand f. Ex. havde 12 Patroner til denne Skydning istedetfor (>, som Skydereglementet af 1889 anordner. Et stort Gode er det imidlertid, at nævnte Reglement bestemmer, at der som Forberedelse til Skarpskydningen skal foretages Skydning med løse Pistolpatroner; thi herved kan man vænne Hestene til Skuddene, ligesom Rytteren selv kan faa den fornødne forberedende Øvelse tilhest i Anslag, Aftræk m. m.

Hvad et eventuelt nyt Exercerreglement angaar, da har jeg kun at anføre, at Kapitlet i del gamle Exercer­ reglement, som omhandler Orndrejningspistolens Brug tilhest, §§ 79— 80, formentlig ikke hør optages i det nye, saameget mere som Skydereglementet af 1889 siger under § 23, Skydning tilhest med Pistolen, at denne skal foregaa efter de Regler, der ere givne for Vaabnets Føring og Betjening tilfods, hvorhos det giver nogle nærmere Bestemmelser for de forskjellige Anslagsstillinger tilhest, samt at der muligvis i det nye Exercerreglement under »Vaabnenes Brug tilhest« efter »Sablens Brug« optages en Bestemmelse saalydende: 

Skydevaabuenes Brug.

Med Hensyn til Karabinen henvises til «Skyttetjeneste tilhest». Hvad Omdrejningspistolen angaar, da kan Rytteren navnlig faa Brug for den under et Haandgemæng, hvor han har mistet sin Sabel, eller naar denne er bleven sønderbrudt, ligesom han ogsaa under en For­ følgning kan anvende Pistolen, naar han ikke kan naa sin Modstander, eller naar han bliver forfulgt, og denne kan naa ham med sit blanke Vaaben. løvrigt henvises til Skydereglementet.

December 1889.

 

Bilag 1.

Beskrivelse af Bæringsmaaden af Karabinen paa Rytterens Ryg ved Forsøgene i 1870—71 ved 4. Dragonregiment.

1. Paa Karabinen er anbragt en Stang, indskruet paa venstre Side af Ringen (Næsebaandet), ved en Drej­ ning ført ind under Forskjæftet og endende i et Blad, der er fastskruet til den nederste Del af Laasestolen foran Aftrækkerbøjlen. Paa Stangen, der er nødvendig for at Rytteren kan sigte, bevæger sig i en til Stangen svarende Ring en bevægelig Rembøjle. Paa Kolbens venstre Side omtrent 1" fra Kappen er indfalset og befæstet ved 2 Skruer en fast Rembøjle.

2. Geværremmen er en 4' lang og c. 1" bred Sims- læders Rem, hvortil er fastsyet i hver Ende en Nysølvs Krog, og forsynet med tilsvarende Huller til at hage denne i; i 12"s Afstand fra Remmens ene Ende er an­ bragt et større og fodret Hul til Knappen paa Skyderen til Sabelgehænget. Tilhest maa Remmen altid være paa­ knappet Sabelgehænget, tilfods behøves det ikke. De nuværende Bandolerer ville med Lethed kunne omdannes til Geværremme og have tillige den Fordel, at Sims- læderet paa Grund af sin Blødhed og ru Overflade binder sig fastere til Manden, ligesom ogsaa den hvide Farve er pynteligst og svarende til Sabelgehænget og Munderingen.

3. Paa Sabelgehænget, der er det reglementerede, er anbragt en Nysølvs Skyder med Knap. Skyderen, hvis Størrelse svarer til Sabelgehænget, er paa den ind­ vendige Side forsynet med 2 Huller, hvorved den med en Binderem faslbindes i de tilsvarende Huller paa den inderste Livrem; den har sin Plads paa højre Side af Sabelgehænget, saaledes at den, naar Rytteren lader sin højre Arm hænge lodret ned, da er umiddelbart foran samme. Knappen paa Skyderen tjener dels til at fæstne Karabinens Leje paa Ryggen, dels til at bære Karabinen, naar den hurtigt maa slippes, for at Sablen kan bruges.

4. Paa Grund af denne forandrede Anbringelses- maade af Karabinen maa for de Karabinbevæbnede saavel Patrontaske som den brede Karabinrem bortfalde, den sidste som ufornøden. Den første er bestemt til foruden en Olieflaske og en Pudseklud at indeholde 4 Æsker Remingtonpatroner. Naar Antallet af de Patroner, som Rytteren skal føre med sig i Felten, indskrænkes til 40 Stk., kunne disse føres saaledes: 2 Æsker å 10 Stk. med 1 i hver Ende af Mantelsækken, 10 Patroner i den nu reglementerede Ammunitionstaske og 10 Patroner i en lignende, der føres foran paa venstre Side af Sabel­ gehænget. Olieflasken med Pudseklud anbringes i højre Sadeltaske.

Karabinen bæres i Geværremmen over venstre Skulder saaledes, at Piben vender opad og Kolben nedad. Gevær­ remmen knappes i den til dette Øjemed anbragte Knap paa Sabelgehænget. Længden af Geværremmen fra Knaphullet indtil den øverste Rembøjle afpasses saa­ ledes, at Skjæftet af Karabinen ligger fast til Ryggen. Enden af den kortere Del af Remmen stikkes fraoven igjennem Kolbens Rembøjle og hages derefter i et af de paa Remmen anbragte Huller. Denne Rem maa være temmelig stram for at forhindre Karabinen i at bevæge sig paa Ryggen.

Naar Karabinen skal lades eller bringes i Anslag, udtages Krogen paa den nederste Del at Geværremmen, og denne trækkes ud af Kolbens Rembøjle, hvorefter Rytteren omfatter Piben med højre Haand og svinger Karabinen over Tøjlerne om til højre Side i den sæd­ vanlige Ladningsstilling. Skal Karabinen atter føres paa Ryggen, omfatter Rytteren Piben med højre Haand og svinger den over venstre Skulder; den nederste Ende af Remmen stikkes igjennem Kolbens Rembøjle, og Krogen ihages. Alt sker alene med højre Haand. Tillader Tid eller Omstændighederne ikke at befæste Karabinen paa Ryggen, bringes den om paa venstre Side af Sadlen, hvor dens bedste Leje formentlig vil blive foran Rytterens Laar, saaledes at Mundingen vender nedad. Den kan da forblive hængende i denne Stilling, indtil den atter skal bruges eller føres paa Ryggen.

 

Bilag 2.

Beskrivelse af Bæringsmaaden af Karabinen paa Rytterens Ryg ved Forsogeue i 1872 ved 3. Dragonregiment.

Forsøgene bleve foretagne med:

A, en original østerrigsk Karabinrem og Livrem (se Fig. 7— 11).

B, en fra den østerrigske noget afvigende Karabinrem og Livrem, der tillige var Sabelgehæng.

C, det danske brede Bandoler, forsynet med en Karabinsko og samme Livrem som under B.

A. Til Anbringelse af Karabinremmen havdes en Karabin, paa hvilken der 4" fra Mundingen var anbragt en øverste Rembøjle og i Haandbøjlens forreste Del en nederste Rem­ bøjle.

Livremmen med 2 Patrontasker spændtes under For­ søgene ovenpaa Mandens reglementerede Sabelgehæng.

B. Karabinremmen var herved befæstet til Karabinen foroven ved en til Remmen fastsyet Læderring, der sattes om Piben paa det Sted, hvor den øverste Rembøjle før var anhragt. For under Føringen at holde Læderringen paa dette Sted, blev Karabinremmen forlænget og ført langs med Karabinen ned igjennem nederste Rembøjle, hvorefter den blev spændt i det samme Spænde, der tjente til at befæste Karabinremmen til den nederste Rembøjle. 

Sabelgehæng og Livrem vare her forenede i Et, idet førstnævnte var forsynet med en smal Rem og tilhørende Spænde, hvorhos dets Sammenføjelsesmaade var forandret ved, at det i den ene Ende var forsynet med et Rulle­ spænde med Underlagslæder og i den anden med flere Spændehuller. Gehænget var dernæst paa højre Side for­ synet med en Metalknap, for at hindre den højre Patron­ taske i at glide af, naar Manden tog Gehænget af. Den bageste Bærerem var flyttet nærmere til den forreste, hvilket skulde give Sablen et bedre Fald. Sabelkrogen var sat i en lille rund Ring, og om Gehænget var der anbragt en smal Rem med en Karabinhage.

Ved Prøven fremgik, at Rytteren foretrak Karabinen med Rembøjlen fremfor den med Læderringen, da den Sidste klemte Ryggen.

Det forandrede Sabelgehæng viste sig derimod hen­ sigtsmæssig.

C. Paa et reglementeret bredt Bandoler var en smal Rem (a) af omtrent 12"s Længde fastsyet ved begge Ender, og paa denne gled gjennem en firkantet Metalring en af samme Slags Læder forfærdiget Karabinsko, der omfattede Mundingen, naar Karabinen førtes paa Ryggen. Omtrent 4" fra den smalle Rems nederste Ende var tværsover Bandoleret fastsyet en anden smal Rem (b) med Spænde og Sløjfe i den ene og Spændehuller i den anden Ende samt omtrent midtpaa med et fastsyet Stykke bredere Læder.

Paa Bandoleret var indskudt en almindelig Valtse med en smal Rem (c), i den ene Ende med Spænde og dobbelt Sløjfe, i den anden med Spændehul. Denne smalle Rem var spændt i en paa Kolbehalsen anbragt Ring.

Skulde Karabinen føres paa Ryggen, toges Bando­ leret over venstre Skulder, saaledes at Bandolerets store Spænde kom til at ligge midt paa Brystet. Remmen (b) spændtes fast bag om Hanen saaledes, at Remmens til Bandoleret fastsyede Stykke hvilede over Haandbøjlens forreste Del. Tilsidst spændtes ligesom under A og B den smalle Rem paa Livremmen (Sabelgehænget) om Karabinens Forskjæfte og Pibe.

Skulde Karabinen bruges, spændtes de i foregaaende Stykke sidst omtalte to Remme op. Kolben toges derefter saa langt frem, at Karabinskoen kunde tages af, hvorefter Karabinen sattes paa Laaret.

Karabinen er ved denne Føringsmaade vanskeligere at tage af og paa end ved A og B; men den har den Fordel, at Karabinskoen beskytter Løbet, og at man kan, naar der ej er Tid til en regelmæssig Paatagning, ride med Karabinen i Remmen (c), ved Hjælp af hvilken Karabinen til Stadighed er fæstet til Manden.

 

Bilag 3.

Under 30. Juni 1889 udkom en fransk ministeriel Bestemmelse om, at der skulde indføres en modificeret Sadel med Pakning istedetfor den i 1884 indførte. Blandt Andet skulde der herved indføres en «Boucleteau porte- sabre», istedetfor den i Fig. 18 angivne «Baudrier portesabre», dog først efterat den sidste er opslidt.

Under 30. August s. A. er dernæst udkommen en ministeriel Bestemmelse, som indeholder Beskrivelsen af:

Un Boucleteau porte-sabre, «de 0m,35 de longueur, terminé à une des ses ex­ trémités par une boucle double en cuivre, est pris dans un anneau en fil de fer à fermeture rivée, passé dans une mortaise qui se trouve à la partie inférieure de l’arcade de derrière; son extrémité libre, munie de trous, est repliée dans un passant cousu à la base de la boucle. Ce boucleteau est ainsi fixé à demeure de la selle.

Pour placer le sabre à la selle, on engage l’extrémité libre du boucleteau dans l’anneau du fourreau et on la fixe à la boucle cousue à l’autre extrémité; on engage ensuite la petite bélière, dégarnie du bouton double qui sert à la fixer au ceinturon, dans un D en cuivre qui se trouve pris dans le trousse-étrier gauche et on la bou­ tonne au double bouton de l’anneau».

Det har hidtil ikke været mig muligt at skaffe en nøjagtig Tegning af denne «boucleteau porte-sabre», og det er vistnok umuligt for en Uindviet efter ovenstaaende Beskrivelse at kunne konstruere den. Saameget kan man dog se, at den vistnok maa være ganske hensigts­ mæssig.

November 1890.