Oberst A. R. Jørgensen kommenterer her major, cand.phil.M. H. Clemmesens artikel om planlægningen af landforsvaret af Jylland i perioden op til april 1940.
I »Militært tidsskrift« har major M. H. Clemmesen i juli/august/september nummeret 1981 skrevet en artikel om »Planlægningen af landforsvaret af Jylland i perioden op til april 1940«. I slutningen af artiklen skriver han, at min kritik af planlægningen i min bog om 9. april på såvel det generelle som det mere specifikke område må siges at være ukorrekt. Da jeg begyndte at arbejde på min bog, bad jeg hærens arkiv om at se alle de akter, der belyste den operative planlægning, og isærje^operationsbefalinger, der var udarbejdet for beredskabsstyrken. Desværre fik jeg kun et begrænset antal akter at se, men det betød ikke, at jeg havde ukendskab til de dengang foreliggende planer. Den eneste plan, jeg var helt uvidende om, var Vejleåstillingen. Dertil kom, at jeg havde deltaget i rekognosceringen af vejspærringer for Søgårdstyrken, havde udført en opstemning i Haderslev-Ribestillingen og havde beordret en rekognoscering af skibssænkninger i Fredericia havn. Imidlertid kendte jeg ikke omfanget af planerne, og jeg kendte kun i begrænset omfang de nærmere detaljer. På grundlag af de af Clemmesen opgivne akter, som jeg ved en beklagelig fejltagelse ikke fik læst, før jeg skrev bogen om 9. april, skal jeg fremhæve følgende om de foreliggende planer: Generalkommandoen havde den 24-3-1934 fremsendt et forslag til krigsministeriet om dybdegrupperet befæstninger nord for grænsen. Set fra et taktisk synspunkt var forslaget vel tilfredsstillende. Det skal dog bemærkes, at der i den styrke, der skulle besætte befæstningerne, ikkp var ingeniørtropper. Som følge heraf måtte man regne med, at ødelæggelser og spærringer kun kunne blive udført i meget begrænset omfang. De foreslåede befæstninger var derimod totalt uacceptable, f.eks. var der forslag til bygning af et aktivt hulrum med ca. 10 skydeskår. Den 13-6-1938 blev et nyt forslag fremsendt. Forslaget havde ingen dybdegruppering, men til gengæld var der mere mening i de foreslåede befæstninger, idet man gik over til bygning af sprængstyksikre kaponierer (dog uden grav). De penge, som kaponiereme kostede, kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig ved at øge den til befæstningen bundne styrkes bevægelighed og evnen til at udføre ødelæggelser. Den 21-12-1939 fremsendte generalkommandoen et helt nyt forslag. Der skulle udføres befæstninger således:
- anlæg i Vendsyssel til sikring mod landgang, navnhg ved Frederikshavn og Hirtshals,
- anlæg i terrænet Haderslev-Gram,
- anlæg ved Lillebæltsbroen samt i visse jyske kystbyer,
- anlæg i en sydlig linie omtrent over Løgumkloster-Åbenrå for at sikre mobiliseringen i de sydligste mobiliseringsområder,
- anlæg ved selve kysterne på Sjælland og enkelte på Fyn, for Sjællands vedkommende såvel mod syd som nord.
Forslaget var alt for ukonkret og uoverskueligt, og det var politisk naivt at fremsende det. Hvis befæstningerne havde begrænset sig til navnene på de havne og broer samt flyvepladser, man ønskede befæstet, havde der været realiteter i forslaget, men det er ingenlunde sikkert. Samtidig med fremsendelsen af det nævnte forslag blev det pålagt generalinspektøren for ingeniørtroppeme at udarbejde forslag til
- dækningsrum til en fodfolksdeling (40 mand),
- betonstøbte standpladser af kaponiereagtig karakter til 20 og 37 mm kanoner,
- standpladser for gasprojektører.
Den pålagte opgave burde også have omfattet et eksempel på en kommandostation, forslag til nye feltarbejder (det gældende feltarbejderreglement var baseret på 1. verdenskrig og var derfor forældet) og retningslinier for udlægning af landminer (der blev bevilget penge til indkøb af 6000 landminer). De af generalkommandoen foreslåede anlæg skulle dække mod 15 cm skyts, hvad der krævede en jernbetontykkelse på 0,8 til 1 m. Generalinspektøren for ingeniørtroppeme udarbejdede et forslag, der blev fremsendt den 19-3-1940, men da tegningerne mangler (en tegning manglede helt på grund af en tegners sygdom), er det ikke muligt at give en konkret bedømmelse af de foreslåede anlæg. På grundlag af teksten og ud fra mine egne erfaringer anser jeg det for meget tvivlsomt, at forslaget løste opgaven på tilfredsstillende måde, jfr. det omtalte hubum med ca. 10 skydeskår. Det skal i øvrigt bemærkes, at aktive hulrum af denne konstruktion ikke var meget bevendt. Fjenden bekæmpede dem ved skydning mod skydeskåret med en fladbanekanon, der enten var så langtrækkende, at forsvaret ikke kunne bekæmpe den, eller også stillede han en sløret kanon op i ly af mørket og skød, så snart skydeskåret kunne skimtes. Generalkommandoen havde udarbejdet instrukser for ødelæggelse af jernbanebroer og -stationer, spærring af havne og sænkning af færger. Vejbroer var dog ikke forberedt til sprængning. Den 27-6-1938 var det imidlertid blevet bestemt, at vejbroer over 7 m’s længde ved ny-og ombygninger blev forberedt. Som følge heraf var broen over Gram å mellem Øster Linnet og Skibelund forberedt den 30-1-1940, og 6 andre broer i Jylland villé blive forberedt i den nærmeste fremtid, men de var alle uden betydning med henblik på de gældende operative planer. Endvidere forelå der tekniske planer for oversvømmelsesarbejder i Haderslev-Ribestillingen, men disse tilhørte, set fra et teknisk og politisk synspunkt, fantasiens verden. Der var ingen instruks for spærring og ødelæggelse af flyvepladser på trods af, at det af generalkommandoens forholdsordre af 6-9-1939 fremgår, at bataljonen i Vendsyssel skulle imødegå evt. neutralitetskrænkelser af Ålborg flyveplads. Den 13-1-1940 foreslog generalkommandoen at oplægge sprængstof på de dertil bestemte jernbanestationer i Sønderjylland. Der var oplagt sprængstof i Tinglev, Tønder, Vojens, Ribe, Esbjerg, Fredericia og Glejbjerg (nordøst for Bramminge). Generalkommandoen kunne uden at spørge krigsministeriet oplægge sprængmidler på Søgård, i Haderslev, Kolding, evt. Sønderborg og ved de 2 luftværnsbatterier ved henholdsvis Rødekro og Løgumkloster. Det havde været en hensigtsmæssig og tilstrækkelig løsning, da man de pågældende steder rådede over den fornødne motortransport. Den civile styrke, der skulle udføre de mange brosprængninger, var af ringe omfang, og den havde en yderst mangelfuld uddannelse. Sprængningerne skulle tilpasses den planlagte operation, og man kunne ikke nøjes med at udføre dem foran fronten. Ved den enkelte brosprængning skulle anvendes et kendeord, og der blev ikke skelnet mellem klargøring og iværksættelse. Henset til ovenstående skulle der et mirakel til, hvis en brosprængning blev udført på det rette tidspunkt. Det er symtomatisk, at ødelæggelser overhovedet ikke blev drøftet mellem regeringen og den militære ledelse, og at de militære chefer ikke indbyrdes drøftede deres udførelse i dagene op til den 9. april. Med hensyn til de brændte operative planer er min opfattelse følgende: Der var i Jylland planlagt 3 forsvarsstillinger i henholdsvis området mellem Haderslev-Ribe og Kolding-Kongeåen, i linien Vejle-Tarm og nord for Limfjorden. På Sjælland var hovedstyrkernes primære opgave at imødegå landgang i Fakse bugt. Denne opgave var prioriteret for højt, da der ikke fandtes den fornødne havnekapacitet i området. Dertil kom, at det fra slutningen af januar 1940 til 9. april ikke var muligt at landsætte tropper på grund af isforholdene. Dette forhold burde have givet anledning tU en anden opstilling af den forholdsvis store operative styrke i området. Der har været rekognosceret for planerne, og der har været afholdt krigsspil i begrænset omfang til indøvelse af planerne. Indholdet af de enkelte planer har indskrænket sig til opgaven for den samlede styrke, enhedernes kantonnementsområder, der i Jylland ofte var identiske med kampområdeme, indtegning på kort eller kalke af planlagte ødelæggelser og spærringer og i begrænset omfang bestemmelser for den faglige tjeneste. Komplette operationsplaner, som vi kender i dag, har ikke eksisteret. Planen for bévogtningsstyrken (en styrke, der uafhængig af indkaldelser i det øvrige land, kunne formeres i Søndeijylland) understreger rigtigheden af min opfattelse. Det forekommer også utænkeligt, at man skulle have været i stand til at udarbejde komplette operationsplaner for en division, når man ikke engang kimne fremstille en acceptabel beredskabsbefaling for de eksisterende styrker i Sønderjylland, jfr. nedenfor. Planerne blev i for høj grad hemmeligholdt for enhederne, hvad der ville have gjort det vanskeligt eller umuligt at udføre dem i løbet af kort tid, f.eks. havde jeg som næstkommanderende ved et ingeniørkompagni i Kolding aldrig hørt om Vejleåstillingen og aldrig rekognosceret den, da min enhed den 9. april blev befalet derop. På grundlag af egne erfaringer kan jeg oplyse, at først 7-8 år efter krigen blev der udarbejdet delvise operationsplaner og først efter ca. 15 års forløb forelå komplette operationsplaner. Der var ikke gået så lang tid, hvis man før krigen havde udarbejdet tilsvarende planer. De ovenfor omtalte planer og forslag var de vigtigste der eksisterede før den 9. april. Planerne var kun beregnet til at blive anvendt ved mobilisering og ved en sikringsstyrke, hvor alle afdelinger var opstillet, f.eks. trådte bestemmelserne om ødelæggelser først i kraft, når dette var sket. En undtagelse var bevogtningsstyrken i Sønderjylland, der - hvis den blev formeret - var bemyndiget til at klargøre broer til sprængning. Det havde været naturligt, at gamisonskommandanten i Sønderborg, som chef for den samlede beredskabsstyrke ved grænsen, havde fået samme bemyndigelse, og at han havde fået kommandoen over ingeniørkompagniet i Kolding til at udføre ødelæggelserne. Efter hjemsendelserne i januar 1940 blev beredskabsstyrken reduceret til 16.600 mand, hvoraf ca. 2000 var nonkombattanter og ca. 8000 havde en uddannelse på 6 måneder eller derunder. Imidlertid var der ingen tvivl om, at der skulle kæmpes. I krigsministeriets forholdsordre hed det bl.a.: »Sker et direkte angreb på dansk område, skal sådanne handlinger, når fjendtlig hensigt er utvivlsom - uden nærmere ordre imødegås med alle til rådighed stående midler - dog under fornøden hensyntagen til de foreliggende omstændigheder«. I generalkommandoens forholdsordre af 6-9-1939 gik denne ordre videre uden kommentarer. Det har altid været en gåde for mig, at generalkommandoen ikke fik klarlagt, hvad man skulle forstå ved de foreliggende omstændigheder. I hvert fald gav denne bestemmelse anledning til megen forvirring både før og den 9. april. Så vidt mig bekendt er det aldrig blevet opklaret, hvad man skulle forstå ved de 3 ord. I krigsministeriets forholdsordre hed det også: »Samtidig bestemmer krigsministeriet, at styrkens fordeling og underbringelse sker således, at der derved i første række tages sigte på at lette evt. yderligere indkaldelser eller mobilisering«.
Dette medførte, at generalkommandoen kunne regne med, at der eksisterede en mulighed for mobilisering. Derme mulighed fratog selvsagt ikke generalkommandoen pligten til at sørge for, at beredskabsstyrken i overensstemmelse med krigsministeriets forholdsordre kunne føre et så effektivt neutralitetsforsvar som muligt. Min bog handler primært om, hvordan vi burde have anvendt de til rådighed stående styrker den 9. april, idet man også måtte gå ud fra den mulighed, at neutralitetskampen skulle føres af beredskabsstyrken alene. Som det fremgår af min bog side 154 var jeg bekendt med, at der for styrkerne i Sønderborg, Tønder, Haderslev og på Søgård var udarbejdet en samlet plan for indsættelsen i tilfælde af et tysk angreb. Jeg var derimod ikke bekendt med generalkommandoens direktiv, jyske divisions supplerende forholdsordre og beredskabsbefaling nr. 1 af 22-2-1940, der var udarbejdet af garnisonskommandanten i Sønderborg. Da man med næsten 100 % sikkerhed måtte regne med, at styrkerne i Sønderjylland kom i kamp ved et tysk angreb, kunne man forvente, at direktivet, forholdsordren og beredskabsbefalingen (disse forkortelser er også anvendt nedenfor) fagligt var af højeste kvalitet. For at undersøge om dette er tilfældet er nedenfor gengivet så meget af direktivet og forholdsordren som det er nødvendigt for at give et fyldestgørende svar på Clemmesens artikel. Endvidere er mindre uddrag af beredskabsbefalingen gengivet med samme formål. Generalkommandoens direktiv af 9-1-1940: »Garnisonerne i Tønder, Sønderborg, Søgård og Haderslev sættes derfor påny på almindeligt beredskab, idet jyske division dog træffer sådanne supplerende bestemmelser, som den måtte skønne ønskelige og samtidig gennemførlige gennem længere tid, med hensyn til udlevering af beredskabsammunition, etablering af ydre og indre sikring, hyppig afprøvning af telefonforbindelsen mellem garnisonerne indbyrdes og - efter aftale mellem divisionen og grænsegendarmeriet - fra garnisonerne til grænsegendarmeriets vigtigste poster o.lign.«. (Der havde været alarmberedskab den 8-1). Jyske divisions supplerende forholdsordre af 9-1-1940: »Forsvaret samles om hovedvejene således: Garnisonskommandanten i Tønder spærrer og forsvarer vejene over Sæd, jernbanen fra syd og vejene vest for Ubjerg - eventuelt tillige ved Rudbøl. Garnisonskommandanten på Søgård spærrer og forsvarer vejene Tinglev Rødebæk kro, Oksevejen, hovedvejen Kruså-Åbenrå, vejen KrusåRønshoved, vejen Kruså-Kelstrupskov-Gråsten. Gamisonskommandanten i Sønderborg overtager snarest spærring af de 2 sidstnævnte veje. Hvis tiden og forholdene tillader det, samles en reserve - fortrinsvis af de under gamisonskommandanten i Haderslev stående styrker - syd for Åbenrå. Modstand skal ydes i Vilsbækstillingen, eventuelt syd for Åbenrå. Kampens hensigt skal i første række være en klar og utvetydig tilkendegivelse af viljen tU forsvar uanset styrkeforholdene - i anden række at skabe gunstige forhold for nord fra tililende styrker. En sådan kamp tilsigtes så sydligt som muligt, dog ikke sydligere end Haderslev-Ribe. Grænsegendarmeriet har ordre til, når dets poster tvinges tilbage fra grænsen, at samles til Haderslev kaserne for at organiseres og udrustes. Angribes styrkerne i garnisonerne, ydes kraftigst mulig modstand med den hensigt at tilføje fjenden størst mulige tab for at tilkendegive utvetydig vilje til forsvar - uanset styrkeforholdene. 14. artilleriafdelings batterier ved Rødekro og Løgumkloster skal så snart fjendtlighederne er erkendt, under Obl./14. A.A. gå tilbage til henholdsvis riord for Haderslev og Ribe«. Uddrag af beredskabsbefaling nr. 1; »Ved direkte angreb på dansk område skal styrkernes opgave og kampens hensigt i første række være en klar og utvetydig tilkendegivelse af viljen til forsvar uanset styrkeforholdene - i anden række at skabe gunstige forhold for en senere kamp for de nordfra tililende styrker«. »Forsvaret samles om hovedvejene således: Tønder: Vejene over Sæd, jernbanen fra Sæd og vejene vest for Ubjerg, evt. tillige ved Rudbøl (i øvrigt som gamisonskommandanten i Tønders disposition, gennemgået den 8-2-1940 på Søgård). Søgård: Vejene Tinglev-Rødebæk kro. Oksevejen, hovedvejen KrusåÅbenrå, vejen Kraså-Rønshoved, vejen Kmså-Kelstmpskov-Gråsten (i øvrigt som 4. Batls. disposition og skitse udviser)«. Reserven var placeret syd for Sr. Hostmp, og den vigtigste opgave var forsvaret af hovedvej 10. Kommandostationen for den samlede styrke var i Sr. Hostrup. »3. grænsegendarmeridistrikt (ca. 100 mand, 9 rekylgeværer) besætter dog indtil nærmere ordre overgangene over Brede å mellem Bredebro og Løgumkloster som repli for Tønderstyrken«. »Samtlige veje syd, vest og øst fra spærres med bevægelige spærringer, som hurtig kan lukkes. Spærringerne skal kunne holdes under ild. Materiel til spærring (vogne, harver, træstammer m.v.) fra nærmeste gårde, skove. Forstærkningsarbejdeme påbegyndes straks (redskaber fra gårdene)«. Direktivet, forholdsordren og beredskabsbefalingen giver mig anledning til følgende kommentarer: Direktivet giver bestemmelser for fredstidsforhold, men anviser ingen retningslinier for kampens førelse ved et tysk angreb. De i beredskabsbefalingen og forholdsordren pålagte 2 opgaver kan ikke løses uafhængige af hinanden. Meningen må formentlig være, at styrkerne skulle kæmpe og dø på stedet, men det skete ikke den 9. april. Der mangler en samlet tilrettelæggelse af kampens førelse. Der mangler en hovedkamplinie eller -zone. Dette gav store vanskeligheder, da de enkelte spærringer skulle placeres på vejene, idet deres placering både er afhængig af omkørselsmulighedeme på stedet og mulighederne for fjenden til at benytte tværveje. Vejen Pebermark-Rens-Burkal-Lund er ikke befalet spærret og forsvaret. Ad denne vej kørte hovedparten af 11. tyske skyttebrigade den 9. april. Nordligere blev brigaden delt i 2 kolonner, én der kørte direkte til Ålborg, og én der kørte over Oddesundbroen. I beredskabsbefalingen står, at samtlige veje (dette må kun gælde de befalede) syd, vest og øst fra spærres. Ifølge general Withs plan var der 26 grænseovergange, og følgelig var kun ca. halvdelen af overgangene befalet spærret og forsvaret. Reserven, der bestod af befalingsmandsskolerne i Sønderborg og tre kompagnier af 3. bataljon fra Sønderborg, var i beredskabsbefalingen placeret omkring Sønder Hostrup. I forholdsordren skulle reserven fortrinsvis bestå af styrkerne under gamisonskommandanten i Haderslev, og den skulle yde modstand i Vilsbækstillingen, evt. syd for Åbenrå. I beredskabsbefalingen får Haderslevstyrken ingen opgaver. Den bestod af 3. bataljons to manglende kompagnier, et kanonkompagni og et batteri. Det eneste, der nævnes om Haderslevstyrken i beredskabsbefalingen, er, at styrken hører under gamisonskommandanten i Sønderborg, og at den skulle forskydes ved motortransport. Man skulle ellers tro, at der var hårdt brug for navnlig kanonkompagniet og batteriet.
Det kan konstateres, at der med hensyn til reservens sammensætning og delvis dens placering ikke er overensstemmelse mellem forholdsordren og beredskabsbefalingen. Tøndergamisonen skal spærre og forsvare den vestlige længdebane, men der oplyses intet om, at jernbanebroen over Vidå er forberedt, og at der er udpeget et sprængningshold. Den østlige jernbane, der har den største kapacitet, skal besynderligt nok ikke spærres og forsvares. Dette virker særligt bemærkelsesværdigt, fordi grænsegendarmeriet, der kunne sprænge jernbanebroer, var underlagt gamisonskommandanten i Sønderborg, og fordi der skulle opretholdes telefonforbindelse mellem garnisonerne og grænsegendarmeriets vigtigste poster. I beredskabsbefalingen bruges de franske ord repli og å cheval. Da jeg ikke er særlig sprogkyndig, konsulterede jeg bl.a. Mogens Boisen. Vi blev enige om, at repli her måtte betyde, at grænsegendannerne skulle danne rygstød for Tønderstyrken. Å cheval betyder på hver side af vejen. Da styrken skulle forskydes med motorvogne, må denne oversættelse være forkert - især hvis forskydningen skete i fredstid. Motorkolonner blev normalt forskudt i enkeltkolonne med stort mellemrum mellem hver vogn af hensyn til luftangreb. Det er ikke muUgt at bygge effektive bevægelige spærringer af det nævnte materiel. Dette synspunkt gav jeg i øvrigt udtryk for, da jeg sammen med chefen for afværgekompagniet foretog en terrænrekognoscering i Søgårdafsnittet i slutningen af marts 1940. Da beredskabsbefalingen blev udsendt den 22-2-1940 var jorden bundfrossen, og det havde næppe været muligt at fremskaffe det fornødne antal hakker på gårdene. I øvrigt var der tilstrækkelige militære lagre af lange redskaber i Jylland. Det skal bemærkes, at generalkommandoen fik forholdsordren til orientering, men det gav ikke anledning til nogen reaktion. Jeg vil slutte med noget positivt i forholdsordren og beredskabsbefalingen: Der skulle ikke tages hensyn til de foreliggende omstændigheder. Beredskabsbefalingen blev af politiske grunde kun gennemført af styrkerne på Søgård og i Tønder den 9. april, idet regeringen forbød forskydninger den 8. april af styrkerne fra Sønderborg og Haderslev, og om morgenen den 9. april var der for lidt tid til forskydningen. Tønderstyrkens taktiske placering blev, jfr. ovenfor, drøftet den 8-2-40 ved et møde på Søgård, men så vidt det kan konstateres, var der ikke udarbejdet en skriftlig operationsplan for styrken.
På samme møde blev der gemiemgået en skitse af Søgårdsstyrkens opstilling, men såvidt det kan konstateres, var der heller ikke udarbejdet en operationsplan for denne styrke. I generalkommandoens forholdsordre af 6-9-1939 fik den reducerede bataljon nord for Limfjorden følgende opgaveanvisning: »Hensigten med forlæggeisen er at have en styrke ved hånden til evt. indgriben over for neutralitetsstridige foreteelser i Ålborg lufthavn og i havne eller andetsteds nord for Limfjorden«. Det skal bemærkes, at bataljonen efter krigsministeriets forholdsordre skulle have et kompagni ved Frederikshavn. Indledningsvis lå resten af bataljonen ved Ålborg nye flyveplads, men af hensyn til en ligelig fordeling af byrderne ved indkvartering af bataljonen blev den senere flyttet 20 til 25 km mod nordøst. Denne forskydning kan dog ikke være en tilstrækkelig undskyldning for ikke at udføre den pålagte opgave vedrørende flyvepladsen den 9. april. Det skal endvidere bemærkes, at bataljonen ikke fik ordre til at udarbejde en spærreplan for flyvepladsen, f.eké. ved at køre lastvogne e. lign. ind på pladsen, og den fik heller ikke at vide, hvilke havne der i Vendsyssel var forberedt til spærring. Ingen andre enheder ved beredskabsstyrken i Jylland eller på Sjælland havde udarbejdet en beredskabsbefaling eller fået en opgaveanvisning, og ca. 20 % af enhederne var placeret således, at de ikke umiddelbart kunne sættes ind mod sandsj^ige opgaver, hvad generalkommandoen ønskede ændret, jfr. skrivelsen af 4-3-1940. Der var ingen fælles kommando for den operative styrke i Trekantområdet (Vejle-Fredericia-Kolding), men det var der for styrkei;ne i Sydøstsjælland, hvor gamisonskommandanten i Vordingborg, oberst Harrel, havde kommandoen. Det er specielt bemærkelsesværdigt, at oberst Harrels styrke på op mod 3000 mand ikke havde operationsplaner. Oberst Brøndum, der fra krigens begyndelse til den 9. april var ældste artilleriofficer ved oberst Harrels styrke (der var en afdelingstrop og to batterier) fortæller, at han aldrig har set obersten, aldrig modtaget en linie om batteriernes taktiske opgave, og at han aldrig har talt med ham i telefonen. Ovennævnte forhold samt krigsministeriets forholdsordre om, at styrkernes fordeling og underbringelse skulle ske således, at der derved i første række blev taget hensyn til lettelse af evt. yderligere indkaldelser eller mobilisering (hvad der medførte, som allerede nævnt, at ca. 20 % af beredskabsstyrkerne var uhensigtsmæssig placeret, set fra et taktisk synspunkt), og at man ved indsættelse mod et fjendtligt angreb skulle tage de fornødne hensyn til de foreliggende omstændigheder, var først og fremmest medvirkende til, at der kun blev kæmpet i Sønderjylland. Den samlede konklusion må blive:
- at der kun var en operationsplan ved beredskabsstyrken, og at den på det nærmeste var ubrugelig,
- at der ikke fandtes operationsplaner, som vi kender i dag, for den mobiliserede styrke og sikringsstyrken,
- at der var en operationsplan af ringe kvalitet for bevogtningsstyrken i Sønderjylland,
- at de foreslåede befæstninger, set fra et teknisk synspunkt, var Eimatøragtige, at de, set fra et taktisk synspunkt, ikke var tilfredsstillende, og at de, set fra et politisk synspunkt, i hvert fald fra 1937, var helt uacceptable,
- at bestemmelserne for udførelse af ødelæggelser og spærringer ikke var tilpasset beredskabsstyrkens neutralitetsopgaver, og at udførelsen af dem ved den mobiliserede styrke og sikringsstyrken var for komplicerede.
Som allerede nævnt fik jeg yed udarbejdelsen af min bog ikke alle relevante akter at se. Efter gennemlæsningen af de af Clemmesen angivne akter må jeg konstatere, at min bog har nogle skønhedsfejl, og at jeg burde have omtalt flere planer. Imidlertid ændrer disse fejl og udeladelser ikke noget som helst ved min bogs hovedtanke, nemlig den, at vi med de til rådighed stående styrker den 9. april kunne have tilføjet tyskerne meget store vanskeligheder uden større tab af menneskeliv eller omfattende ødelæggelser. Muligheden for at ændre krigens gang var til stede, hvis vi den 7. evt. den 8. april havde meddelt nordmændene telefonisk, hvad vi agtede at gøre, og de havde taget konsekvensen heraf. (De 2 marinestabe talte flere gange sammen den 8^4.) Meddelelsen kurme være givet i klart sprog, da tyskerne ikke tappede telefonlinien mellem København og Oslo. I øvrigt havde det næppe betydet noget, hvis tyskerne havde hørt samtalen. Når man læser Clemmesens artikel, får man det indtryk, at den operative planlægning gik rutinemæssig, gnidningsløst og professionelt. Læser man general Priors mindeblade, får man et noget andet indtryk. Generalen bad om at blive forflyttet som chef for generalstaben, fordi han bl.a. ikke kunne få gennemført et forslag, der pålagde civile myndigheder, herunder sognefogeder, at udføre vejspærringer mod panservogne. Da han tiltrådte som chef for generalkommandoen den 1-12-1939, var det hans opfattelse, at han overtog et fallitbo. Som aktiv i boet fremhævede han ikke, at planlægningen hverken var omfattende eller detaljeret, og at jyske divisions planlægning hverken var professionel eller dybtgående. Oberst Harrel skriver i sin polemik mod general Prior, at han vidste alt, men kunne intet. Generalen vidste nu ikke alt, f.eks. gav han i dagene op til den 9. april udtiyk for, at de 150.000 tons skibstonnage i Stettin svarede til godt m divisions søtransportbehov. I tiden fra den 3-4 til den 15-6-1940 blev der til hver division i Norge transporteret under 30.000 t. Det var en fadæse af rang, og oplysningen medførte en skæbnesvanger undervurdering af den tyske trussel mod Danmark. Hans viden om panservåbnet, og især luftvåbnet, var begrænset. Jeg har aldrig hørt ham tale om andet end panservogne, men i »Militært tidsskrift« 1939 nævner han kampvogne. Han skriver ikke, at de ville blive en afgørende faktor i en kommende krig, men kun dette: »Man bør huske, at kampvogne er nærsynede og ofte hjælpeløse, og andre flammekasterkilder meget sårbare«. Det sidste må formentlig betyde, at kampvogne var meget sårbare over for flammekastere, hvad vi ikke rådede over. Hans manglende viden om luftvåbnet fremgår af, at han ikke forstod betydningen af Ålborg flyvepladser, og at han henstillede til søværnet at overføre fynske regiment til enten Sjælland eller Jylland. I samme tidsskrift som nævnt ovenfor skriver han, at vi må sørge for at undgå indtiykket af, at alene fjendens flyvere holder luften, men hvordan det skulle ske med det begrænsede danske flyvevåben, skriver han intet om. Men mest afgørende var, at han ikke var i stand til at omsætte sin viden til konk-ete og hensigtsmæssige foranstaltninger fra tiltrædelsestidspunktet den 1-12-1939 til den 9. april. General With lignede på et punkt statsminister Krag: Han havde et standpunkt til han tog et nyt. Det var et almindeligt samtaleemne i officerskorpset, at generalen lod sig påvirke af yngre generalstabsofficerer, han mere eller mindre tilfældigt talte med. General Prior var opmærksom på forholdet, hvad han nævner i sine mindeblade. Endvidere var chefen for jyske division en meget omstridt person. Oberst Harrel rettede voldsomme angreb mod ham, jfr. Den parlamentariske Kommissions beretninger, og oberst Hartz, der var chef for garnisonen i Haderslev den 9. april, fulgte denne kritik op i sin bog »Og således måtte det gå«.
Det skal fremhæves, at en meget afgørende faktor for planlægningen var, at hæren og søværnet ikke kunne samarbejde. Til slut skal jeg fastslå, at min kritik af officerskorpset og planlægningen ikke har ændret sig i positiv retning på grund af Clemmesens artikel - snarere tværtimod.
A.R. Jørgensen.
