Det er enhver befalingsmands selvfølgelige pligt, såvel udfra medmenneskelige hensyn som i værnenes direkte interesse, i vi dest muligt omfang at sørge for sit mandskabs velfærd, og her under — i samarbejde med militærlægerne: at modarbejde sygdom og ulykker. Det er min overbevisning, baseret på personlig erfaring som overlæge i hæren, at samarbejdet mod dette mål stort set går fortrinligt, og at der fra mange sider ydes en over ordentlig påskønnelsesværdig indsats i den berørte retning. Der er dog grund til stadig at holde agtpågivenheden ved lige og stedse holde sig for øje, hvilke farer det i grunden er, som truer soldatens liv og helbred — her ses bort fra krigsmæssige forhold.
De forestillinger den enkelte befalingsmand gør sig om nød vendigheden af denne eller hin foranstaltning vil imidlertid ofte være præget af hans personlige kendskab til enkelttilfælde, eller måske kender han slet ingen alvorlige tilfælde og anser derfor let de lægelige foranstaltninger for overdrevne. Den civile befolknings opfattelse af disse spørgsmål vil som regel være helt do mineret af pressen. Da en vis forsvarsfjendtlig del heraf har en tendens til at slå militære dødsulykker sensationspræget og un dertiden fordrejet op, kan befolkningen let få overdrevne fore stillinger om dødsulykkernes antal.
Jeg har derfor ment det var af betydning at foretage en opgørelse og analyse af de i en årrække faktisk indtrufne døds fald for at tilvejebringe et reelt grundlag for militærlægers, be falingsmands og andre ansvarlige myndigheders fortsatte bestræbelser for at modvirke dødsfaldenes antal. Undersøgelsens re sultater har været forelagt på Nordisk Militærlægeforenings IX kongres i Oslo, september 1954, og er offentliggjort i „Ugeskrift for Læger“ (nr. 19, 1955), samt i „Militærlægen“ (hefte 2, s. 33, 1955). Det følgende er efter opfordring af redaktionen en let forkortet gengivelse heraf, idet hovedsageligt rent lægelige spørgs mål er udeladt.
Undersøgelsens kilder og omfang.
Udgangsmaterialet har været de befalede månedlige ind beretninger til Forsvarets Lægekorps om stedfundne dødsfald. De deri indeholdte oplysninger er suppleret udfra lægekorpsets og Direktoratet for Ulykkesforsikringens arkiver samt gennem en omfattende korrespondance med militære afdelinger, militære og civile læger, politim yndigheder mm. Alle som således har været mig behjælpelige med fremskaffelse af oplysninger bringer jeg m in bedste tak!
Sædvanligvis inddeler man dødsfald dels efter dødsmåder (dvs. naturlig død, ulykkestilfælde, selvmord og drab), dels efter dødsårsager (dvs. den medicinske årsag, som f. ex. lungebetændelse, kraniebrud med hjernekvæstelse, gasforgiftning osv.). Såvidt det har været muligt har jeg forsøgt at sondre mellem „Tjenstlige“ og „Ikke tjenstlige“ dødsfald. Hvor der kunne foreligge tvivl er Direktoratet for Ulykkesforsikringens afgørelse lagt til grund. Undersøgelsen omfatter hærens og luftvåbnets personel i tiden 1945— 53 incl.; „Den danske brigade fra Sverige“ (somme ren 1945) er ikke medregnet, medens „Den danske brigade (se nere: Det danske kommando) i Tyskland“ indgår i undersøgel sen. Flådens personel er ikke medregnet.
Resultater.
Det samlede antal dødsanmeldelser i det undersøgte tidsrum var 308, nemlig 211 værnepligtige og 97 befalingsmænd. For delingen på de enkelte år samt aldersfordelingen i de to grup per fremgår af henholdsvis tabel 1 og kurverne 1 og 2. (Bemærk den forskellige målestok). Aldersfordelingen blandt døde værne pligtige ligger jævnt fordelt med tydeligt maximum for de 22- årige og kun 8 udenfor 5-årsgruppen 20— 24 år. Fordelingen blandt befalingsmænd er ujævn, dog med flest i de yngre årgange sva rende til en betydelig talmæssig overvægt af disse aldersklasser i befalingsmandskorpset. Der er forholdsvis få ældre befalings mænd med, og denne ende af kurven er næppe fuldstændig.
Hovedinddelingen af det samlede materiale efter dødsmåder med imderafdelinger for ile almindeligste ulykkesdødsmåder frem går af tabel 2. Dødsfaldet registreret som drab drejer sig om en ung værnepligtig, der blev ombragt ved en familietragedie, et klart ikke militært dødsfald, som ikke skal omtales nærmere. De øvrige hovedgrupper skal derimod omtales hver for sig.
Sammenlignet med tidligere tiders forhold er der overraskende få dødsfald af smitsomme sygdomme, et glædeligt bevis på effektiviteten af ile lægelige foranstaltninger herimod. Hjertedødsfaldene hos unge soldater er bemærkelsesværdige, men er et fænomen, som kendes fra alle lande. De understreger meget stærkt vigtigheden af nøje udspørgen og undersøgelse med hen blik netop herpå ved session og første lægeundersøgelse. De 3 dødsfald af nyrebetændelse er også værd at fremhæve. Da nyre betændelse kan udvikles efter selv banale infektioner (angina, influenza o. l.), og da den dårligst tænkelige behandling herimod er hård militærtræning, som i sådanne tilfælde kan være direkte livsfarlig, forklarer dette, at lægerne ofte er tilbøjelige til at vente lidt med raskmelding efter sådanne febersygdomme.
Der er ikke grund til her at gennemgå dødsårsagerne hos befalingsmænd, som ikke afviger fra, hvad man efter aldersforde lingen skulle vente. Hjertelidelser, hjerneblødning og kræft er de hyppigste dødsårsager.
Ulykkestilfælde.
Her indtager trafikdodsulykkerne en fremtrædende plads, ialt 58 værnepligtige og 7 befalingsmænd. Fordelingen på de vigtigste trafikmidler samt mellem dødsfald i og udenfor tjene sten ses af tabel 4, øverste del. Det høje tal, 20, i første gruppe (personbil, jeep, truck) må ses i forbindelse med det meget be tydelige antal kørsler med disse befordringsmidler. Flertallet er sket under øvelser og manøvrer. Det store antal motorcykleulykker i fritiden er af den sørgeligt almindelige karakter: forårsaget af for hurtig kørsel, manglende kørefærdighed, evt. manglende kørekort; kun i et par tilfælde spirituskørsel. Utvivlsomt skal størstedelen af de 10 „ikke oplyste“ kørselsdødsfald i fritid (d. v .s. hvor køretøjets art ikke er oplyst), også placeres i motor- cyklegruppen, hvilket antydes af dødsårsagen, kraniebrud, i de fleste af disse tilfælde.
Godt halvdelen af trafikdødsfaldene er indtruffet under tje neste, hvilket ingenlunde betyder som følge af tjenesten, idet det skal bemærkes, at for 1/3 fremgår det klart af rapporterne, at afdøde selv havde den fulde skyld i ulykken.
Fordelingen af de øvrige ulykkestilfælde fremgår ligeledes af tabel 4. Dødsulykkerne ved skydning under tjeneste er først og fremmest de sørgelige vådeskudsulykker, som forekommer i en hver hær. Øvelser, manøvrer og vagttjeneste tegner sig for flertallet. To af disse dødsulykker skyldes øvelses (træ)-projektiler, som jo altså ikke er helt ufarlige på nært hold, og et skyldes lyspistol. Blandt expiosionsulykkerne under tjeneste er der en håndgranat-, en mine-, en raket-, 3 granat-ulykker samt 6 dræbte af to mortergranatforsagere.
Skydnings- og explosionsulykkerne udenfor tjeneste skyldes praktisk talt alle ufattelig grov uagtsomhed: leg med våben, „truede for spag“, „vidste ikke geværet var ladt“, „fandt en tysk granat og legede med den“ o. 1.
Dødsfaldene ved flyveulykker skal ikke omtales nærmere her. De bliver altid særdeles nøje omtalt i pressen og har nylig væ ret genstand for forsvarsministeriel undersøgelse. Her er ikke forsøgt sondring mellem ulykker, der skyldtes materielle eller personelle fejl, men alt er regnet som tjenstligt udfra den -be tragtning, at ulykkerne ikke var sket, om de pågældende ikke netop havde været militærflyvere. Et svæveflyvningsdødsfald er medregnet som tjenstligt, da den pågældende var opmuntret til at deltage fra militær side. En nedstyrtningsulykke med lånt fly i fritid er derimod opført som ikke tjenstlig. At det er befalings- mænd, der omkommer ved disse ulykker beror jo på, at det er disse, man betror et luftfartøj.
Drukningsulykkerne andrager et højt tal: 21. Heraf er de 11 i hvert fald ikke tjenstlige, det er badeulykker (Hvide Sande ulykken bl. a.) og en enkelt beruset, som faldt i vandet. 10 drukningsulykker under tjeneste er imidlertid også et højt tal. Det drejer sig om øvelser samt om badning under kommando. For nogle af disse er det specielt angivet, at deltagelse var helt frivillig. Der synes at være ganske særlig grund til at fremhæve disse drukningsulykker under tjeneste, fordi denne kategori an tagelig kunne reduceres gennem intensiv svømmeundervisning og -propaganda i tjenestetiden, hvilket ville være en samfunds nyttig indsats af ikke uvæsentlig betydning, når man betænker, at der hvert år drukner ca. 225 mennesker i Danmark, i hvilket tal dog er includeret nogle selvmord.
Andre ulykkestilfælde (sidste rubrik i tabel 4) omfatter vidt forskellige ting. Blandt de tjenstlige: fald fra tog, hestespark, klemning under hil på værksted, elevatorulykke, den meget om talte røgbombeulykke fra Næstved samt nedstyrtning på Grøn land. Fritidsulykkeme er ligeså forskellige: ridning, udspring på lavt vand, el-ulykke, forgiftning, fald fra vindue (selvmord?), sporvognsulykke samt en slagsmålskvæstelse under beruselse. Disse ulykker er så forskelligartede, at man ikke kan trække bestemte forhold frem, hvorimod en forebyggelse skulle rettes, kun det sidstnævnte tilfælde synes at have forbindelse med alkohol.
Sammenfattende findes godt 2/3 af ulykkesdødsfaldene at måtte betegnes som „tjenstlige“, men det må fremhæves, at tvivls tilfælde er ført på denne konto. Fraregnes flyveulykkerne, som indtager en særstilling, bliver procenten en del mindre. Det skal påny understreges, at mange af de „tjenstlige“ ulykker skyld tes udelukkende egen uforsigtighed.
Selvmord.
Selvmordstilfældene er særlig opmærksomhed værd, alene p. gr. af antallet: 34 værnepligtige og 15 befalingsmænd. Tabel 5 viser de anvendte selvmordsmetoder. Skydning er langt den fore trukne metode, som man kunne vente det blandt soldater, der har våbnet ved hånden, medens skydning kun er nr. 4 i den mandlige befolkning som helhed. Alle de anførte tilfælde må med føje anses for at va-re selvmord, muligt skal endnu et enkelt dødsfald, opført som ulykkestilfælde, retteligt rubriceres her. Tabel 6 viser selvmordernes alder. Der anes en tendens til lidt lavere aldersgruppering end for de øvrige dødsfald. Befalingsmændenes selvmordsalder fordeler sig som venteligt over et større interval.
Så vidt muligt er det forsøgt at klarlægge motiverne til selv mordene for at prøve at vurdere, i hvor høj grad selve militær tjenesten kunne antages som årsag. I langt det største antal viste det sig imidlertid, at der lå klart private motiver bag den ulyk kelige handling, motiver som til dels kan betegnes „acceptable“,
og som omfatter: kærlighedstragedier, økonomiske bekymringer, alvorlig sygdom (5), uhæderlig omgang med betroede midler eller direkte tyveri, begået af ikke forud straffede (5); alkohol synes blot at spille ind i et enkelt tilfælde. Kun i 3 tilfælde er tjenstlige forhold angivet som motiv: En var dumpet til en eksamen, en begik selvmord umiddelbart efter opdagelse af en tjenstlig forseelse, og i det tredie, ikke helt oplyste tilfælde, var årsagen antagelig en bestemt, uønsket militær forholdsordre. Selvsagt forekommer der grænsetilfælde, som er vanskelige at rubricere: En værnepligtig havde søgt om fritagelse p.g. af vir keligt fortvivlede forhold (sygdom) hjemme; svaret trak ud, og han begik selvmord. En anden deserterede, formentlig fordi kam meraterne drillede ham for tidligere nazisme, og begik selvmord, da han blev afhentet af politiet. Begge disse er regnet under privat motiv. Endelig er der 8 værnepligtige og 4 befalingsmænd, hos hvem motivet er helt uklart. For flere af disse rummer rapporterne dog udtalelser fra pårørende eller kammerater, om at disse ikke kan tænke sig nogen forbindelse mellem selvmordet og tjenesten.
En særlig gruppe udgøres af 9 selvmord hos værnepligtige, som alle havde vist svære tilpasningsvanskeligheder. En havde ;,siden barndommen altid været meget nervøs“ og havde haft det vanskeligt i hjemmet som nu i militærlivet; en anden havde „altid været sær“ og havde talrige gange søgt læge for noget andet og var af befalingsmanden foreslået til psykiatrisk under søgelse. En tredie syntes forfalden til alkohol og havde vidt løftige private problemer, som tilspidsedes aknt. Om nr. 4 lied det: „Han havde aversion mod militærlivet. Der var altid noget i vejen, han var indesluttet, religiøs, småt begavet. Søgte ustandseligt orlov. Var stedse blevet hensynsfuldt behandlet“. De sidste 5 har alle meget lange rapporter, præget af gentagne civile og m ilitæ re straffe og svære tilpasningsvanskeligheder. Det synes at dreje sig om såkaldt konstitutionelle psykopater. Kun en enkelt havde dog fra infimieri og civilt sygehus fået denne diagnose, og kassation syntes her forestående, medens en anden havde skaf fet sig en civil læges attest om uegnethed p. gr. af „nervøs hjertelidelse“, hvilken der dog ikke var blevet taget hensyn til.
Denne gruppe på 9 rummer de selvmordstilfælde, hvor man måske har haft en chance for gennem kassation at forebygge selvmordet og befri hæren for en tilpasningsvanskelig psykopat eller svær neurotiker. Der ligger heri en overordentlig betyd ningsfuld og vanskelig opgave, som bedst løses ved nært sam arbejde mellem befalingsmand og afdelingslæge. For forfatteren at se synes den mest iøjnefaldende fællesfaktor i disse tilfælde at være rapporternes længde, med andre ord: Graden af til pasningsvanskelighed og antallet af civile og militære straffe. Det er min overbevisning, at om vi i tide kan befri værnene for disse individer, gør vi både militæret og dem selv en stor velgerning!
Et andet alvorligt mentalhygiejnisk problem udgør selvmor dene hos befalingsmænd. Selvom flertallet har private og til dels „acceptable“ motiver, er det samlede antal foruroligende, selv i Danmark, der har sørgelig verdensrekord med hensyn til selvmordsfrekvens.
Dør der da flere soldater end civile?
Dette spørgsmål har selvsagt stor interesse, og det er her forsøgt besvaret gennem en sammenligning mellem tallene i lan dets officielle dødsstatistik og ovennævnte tal. Jeg har udregnet, hvor mange mænd i den pågældende aldersklasse, der „normalt“ dør i en så stor befolkningsgruppe, som de værnepligtige gennemsnitlig har udgjort. Befalingsmændene er ikke medregnet her. Angående den nærmere dokumentation, der vanskeliggøres lidt af sekretesse-hensyn, må henvises til mine før nævnte artikler med kommentarer fra Sundhedsstyrelsens medicinalstatistiske kon tor. Resultaterne af sammenligningen fremgår af tabel 8.
Sammenligningen viser for det første, at antallet af dødsfald af naturlig død blandt værnepligtige er meget mindre (2,3 gange mindre) end i normalmaterialet, hvilket selvsagt beror på, at „dårlige liv“ såvidt muligt er frasorterede ved session eller første lægeundersøgelse.
For det andet viser tabel 8, at antallet af alle slags ulykkes dødsfald er større blandt værnepligtige end i normalmaterialet. Ved trafikulykkerne må det erindres, at antallet af kørsler gi vet er meget væsentlig større end i normalbefolkningen, og set på baggrund heraf forekommer antallet ikke uventet højt, forf. vil snarest anse det for mindre end man skulle vente. Selvsagt må fortsat al energi fra kørelæreres og befalingsmænds side sæt tes ind for at opretholde trafiksikkerheden, men der er ikke tvivl om, at der allerede gøres en stor og samfundsgavnlig ind sats på dette felt. Flyveulykkerne overstiger normaltallet lidt, men netop her gælder det, at dette jo bl. a. influeres af døds ulykkerne blandt befalingsmænd, som jo i denne lille gruppe tæller relativt stærkt. Drukningsulykkerne er jo som før nævnt for størstedelens vedkommende indtrådt udenfor tjeneste. De specielt talrige dødsulykker ved skydning og sprængning er selv sagt et fænomen, som forekommer i enhver hær, men det kan være nyttigt for de ansvarlige befalingsmænd til stadighed at have ulykkernes antal for øje.
Sammenligning af selvmordsfrekvensen, for det tredie, viser at der faktisk sker lidt færre selvmord blandt værnepligtige end i normalmaterialet, hvilket vel må forklares med, at en del „selvm ordsdisponible“ trods alt er blevet sorteret fra i tide. Muligheden af, at yderligere indsats på dette felt kan nytte, er tidligere omtalt, og at forholdet ligger alvorligt med hensyn til befalingsmændene er ligeledes nævnt.
Slutresultatet bliver således, at der faktisk sker lidt færre dødsfald blandt værnepligtige end i et tilsvarende udsnit af hele den mandlige befolkning i samme aldersklasser. Men det må påny fremhæves, at årsagen hertil alene er den lavere dødelighed af sygdomme, medens ulykkesdødsfaldene maner til fortsat indskærpelse af forsigtighed.
Sammendrag.
308 dødsfald, hvoraf 211 blandt værnepligtige og 97 blandt befalingsmænd, som har fundet sted i hær og luftvåben 1945—53 gennemgås, og dødsmåderne grupperes i tabel 2. Under NATURLIG DØD fremhæves især hjertelidelse og nyrebetændelse. ULYKKESDØDSFALD ved trafikulykker er næppe flere end man måtte vente, et stort antal er uforsigtighedsulykker i fritid. Der fore slås en energisk indsats for gennem svømmeundervisning at be kæmpe drukningsulykkerne. Dødsulykkerne ved skydning og sprængning er ligeledes for en stor del letsindighedsulykker i fritid. Af SELVMORDENE skyldes langt de fleste private for hold, men en særlig gruppe af psykopater med svære tilpasnings vanskeligheder fremhæves som selvmordsdisponible i tjenesten. Selvmordene blandt befalingsmænd udgør et foruroligende stort antal.
En sammenligning med et normaludsnit af den mandlige be folkning i samme aldersklasser viser, at kun ulykkesdødsfaldene er hyppigere blandt værnepligtige, medens naturlig død ind træffer væsentlig sjældnere og selvmord lidt sjældnere end i normalmaterialet.
Af dr. med. Jørgen Brems Dalgaard.
