V og VI Bind.
Af Oberst K. L. Lasson.
(Fortsat).
Fægtningen ved Opatow havde fjernet Uvisheden: Modstanderen kunde ikke rammes Vest for Weichsel, men Øst for Floden forskød han store Troppemasser mod In’ord og svækkede derved den galiziske Front fo ran Østrigerne. Nu begyndte — ligesom Kapløbet mod Havet paa Vestfronten — en Kapmarch mod Nord paa begge Sider af Weichsel. Den 6. Oktober ændrede 9. tyske Armé, hvis 1. L inie den foregaaende Dags Aften næsten var naaet frem til Weichsel mellem Sans Udløb og Solez (50 km Syd for Iwangorod), sin Marchretning og drejede om mod Nord, medens samtidig den paa Arméens højre Fløj opererende Del af 1. østrig-ungarnske Armé gik over Weichsel ved Sandomir for at slutte sig til Hovedkræfterne a f den østrig-ungarnske Hær og aitsaa saaledes nu bevægede sig i en Direktion, der næsten var Tyskernes modsat. Den tyske Armés Kursændring nødvendiggjorde kraftige Forholdsregler til Beskyttelse a f den aabne venstre Arméflanke, som truedes af russiske Troppekoncentrationer Syd for Warschau. Det maatte gælde om at slaa disse afgørende, inden de var bievne for stærke. Endvidere repræsenterede ogsaa Warschau selv en konstant Farekilde. Den strategiske Værdi a f Polens, a f forældede Befæstningsanlæg omgivne, Hovedstad var meget stor, thi Byen rummede tre faste Broer over Weichsel og var et Jernbaneknudepunkt for L inier fra alle Dele a f den russiske Front og fra det Indre a f Riget. Selve Byen var ifølge Agentmeldinger kun svagt besat. Fo r en Gang for alle at affinde sig med Warschau laa det da nær at forsøge en lignende Overrumpling som ved Krigens Begyndelse mod Liège. Lyk kedes det Tyskerne at bemægtige sig Byen, var ikke blot Arméens Nordflanke sikret, men den i Østpreussen mod russisk Overmagt kæmpende 8. tyske Armé væsentlig aflastet, ligesom Erobringen a f den gamle polske Hovedstad med dens 800.000 Indbyggere var a f politisk og samfundsøkonomisk Betydning. Den 8. Oktober fik Generai v. Mackensen, Chefen for X V I I Armékorps, Ordre til „durch einen schnellen Vorstoss“ (Side 438) at bemægtige sig Warschau med X V II Armékorps, Korps Frommel, 8. Kavalleridivision samt Dele a f X X Armékorps. 2 Landstormsbrigader vilde herved dække Gruppens venstre Flanke. Ved denne meget dristige Beslutning, som dog utvivlsomt var den eneste rigtige, blev 9. Armé delt i 3 Grupper, saaiedes at omtrent Halvdelen a f Arméen opererede mod Warschau, en Fjerdedel, med Gardereservekorpset som Hovedmasse, mod Iwangorod, og Resten afspærrede Weichsel Syd for sidstnævnte By. Ved Iwangorod, hvor General v. Gallwitz (G. R.) førte de tyske Tropper, fastholdt Russerne — om end med Vanskelighed — i de følgende Dage deres S tillinger tæt Vest for Weichsel. Hvad General c. Mackensens Operationer mod Warschau angaar, var det allerede den 10. Oktober klart, at et coup de main var udelukket. Russerne var kommen først, og den 12. Oktober maatte Tyskerne Syd for Byen og med Front mod Nord gaa over til Forsvar. 9. Armés Kampe blev nu i det hele og store staaende. Arméen kunde kun binde en stor Del a f de russiske Kræfter, men ikke slaa dem, dertil var Overmagten for stor, og maatte iøvrigt afvente Resultaterne a f den østrig-ungarnske Hærs Operationer. Disse var i Begyndelsen forløbet gunstigt. Den 10. Oktober opgav Russerne Belejringen a f Przmysl efter tre Dage i Træk forgæves at have søgt at storme Fæstningen, og den 13. Oktober blev den undsat. Men de østrig-ungarnske Arméer var for medtagne til at kunne udrette noget afgørende og kom, skønt Russerne efterhaanden havde svækket deres Front i Galizien med 8 Armékorps, der var sendt mod Nord, ikke længere end til en Linie Øst og Nord om Przmysl— Sans venstre Bred, hvor de omkring Midten af Oktober indrettede sig til Forsvar.
De til 9. Armés Hovedkvarter i Radom indtil den 15. Oktober indløbne Meldinger bragte lidt efter lidt Vished for, at Storfyrst Nikolai var i fuld Gang med cn Omgruppering i stor Stil. Navnlig en russisk Operationsbefaling, Tyskerne den 11. Oktober var kommen i Besiddelse a f paa Slagmarken Syd for Warschau, gav et klart Indblik i Fjendens Styrkeforhold og Hensigter. Fire russiske Arméer — 2., 4., 5. og 9. med mindst 60 Divisioner — samledes bag Weichsel fra Sanmundingen til Nowo-Georgiewsk og var allerede i alt væsentligt parate til at gaa frem. Tyngdepunktet syntes at være Nordfløjen ved Nowo-Georgiewsk— Warschau. Det var altsaa et mægtigt Angreb i Flanke og Ryg af 9. tyske Armé, der forst og fremmest tilsigtedes. I sine Erindringer har Hindenburg karakteriseret denne Plan saaledes: „E n stor Plan a f Storfyrst Nikolai, hans største ... Lykkes hans Plan, trues ikke blot 9. Armé, men hele Østfronten.“ Fo r at træffe Modforanstaltninger mod denne overhængende Fare, som bl. a. ytrede sig ved et dagligt stærkere og til sidst næsten uudholdeligt Tryk paa de tyske Tropper, blev det efter besværlige Forhandlinger mellem Generalerne v. Hindenburg og v. Conrad sluttelig bestemt, at Gruppen v. Mackensen ved Warschau skulde holde igen til det yderste, at 1. østrigske Armé, General Dankl, skulde opmarchere i Egnen Syd for Iwangorod for at rette et Flankestød mod de her opererende russiske Styrker, og at Gruppen \. Gallwitz, saa snart Flankeangrebet var rede, skulde vige mod Vest for at skaffe dette det fornødne Udviklingsrum. Det var, som Hindenburg har udtalt, en dristig Plan, der i Fredstid ved Krigsspil og Manøvrer spiller en stor Rolle og ogsaa i Krig er blevet udmærket gen nemtort, men som altid er farlig, fordi den indledes med at frigive hidtil fastholdte Défiléer. Han og General Ludendorff fraraadede derfor Manøvren, idet de tillige hævdede, at Modstanderen ved Iwangorod sandsynligvis kun vilde følge meget forsigtigt efter de tilbagegaaende tyske Tropper og saa snart som muligt grave sig ned. Under disse Forhold vilde Flankeangrebet ikke komme til at virke som saadant. General v. Conrad gav imidlertid ikke efter. For dog at bringe det bedst mulige ud a f Operationen anmodede Generaloberst v. Hindenburg den 17. Oktober telefonisk Øverste Hærledelse om at foranledige, at Kejser Wilhelm ved direkte Henvendelse til Kejser Franz Joseph udvirkede, at 1. østrig-ungarnske Armé blev underlagt Arméoverkommando 9; General Dankl var villig dertil, „Ilaupthindernis ist Conrad“ (Side 467). Den tyske Kejser telegraferede som ønsket til den østrigske, men denne vilde intet foretage uden at høre sin Generalstabschef, og han stillede sig absolut afvisende, idet han bl. a. hævdede, „at den k. k. 1. Armé udelukkende vilde blive anvendt for ensidige, tyske Interesser“ (Side 467), hvis Anmodningen blev imødekommet. A lt blev saaledes ved det gamle, og Følgerne a f Mangel paa Enhed i Ledelsen a f Flankeangrebet udeblev heller ikke. Ved Warschau angreb Russerne — 5— 6 Armékorps — imidlertid Gruppen v. Mackensen kraftigere Dag for Dag, og Natten til den 20. Oktober trak Tyskerne, hvis Fløje var meget truede, sig tilbage til fornyet Modstand i en Stilling ca. 15 km sydligere. Bevægelsen gennemførtes glat. General v. Mackensen „forsvandt som en Aand og efterlod ikke en Kanon, ikke et Gevær, ikke en Patron og kun faa marchudygtige“ (Side 471, en amerikansk Krigskorrespondent i „Chicago Daily News“ ).
Slaget ved Iwangorod udkæmpedes den 22.— 26. Oktober. General Dankis J. Armé var den 21. Oktober om Aftenen grupperet til Angreb ca. 40 km Syd for Iwangorod, Front mod Nord. V og 1 Armékorps (6 Infanteridivisioner) stod i een Linie og 1 Division som A r méreserve bag Midten. 1(4 østrig-ungarnsk Landeværnsdivision sikrede højre Flanke mod Weichsel. A r méens øvrige Kræ fter — X Armékorps og 3 Kavalleridivisioner — som snarest skulde rykke efter fra San, var i sidste Øjeblik bleven fastholdt dér a f et stærkt russisk Angreb. I meget heftige Kampe, som for Størstedelen fø rtes i Skov, trængte Arméen i Løbet a f den 22. Oktober Russerne 15— 20 km tilbage og vandt den følgende Dag yderligere lidt Terrain, men kunde saa ikke komme videre. Det tyske Gardereservekorps, som havde regnet med, at Angrebet først vilde begynde den 23. Oktober, kunde som Følge deraf den 22. Oktober ikke gribe alvorligt ind fra Vest og kun i ringe Grad den 23. Oktober og maatte i de følgende Dage sætte næsten hele sin Styrke ind mod kraftige, russiske Modangreb, som truede Østrigernes venstre Flanke og Ryg. Den 26. Oktober bragte Afgørelsen, idet den russiske Overmagt tvang 1. Armé til Tilbagegang. Denne foregik i Orden, og i Løbet a f Natten naaede Arméen, uden at F jenden var fulgt efter, det Omraade, hvorfra den 5 Dage før havde begyndt sit Angreb. Nordvest herfor stod Gardereservekorpset, echelonneret fremad til venstre. Under disse Operationer, som man fra østrig-ungarnsk Side havde set hen til med store Forventninger, fra tysk Side derimod med afg jort Skepsis, mistede de 7 østrig-ungarnske Divisioner 40.000— 50.000 Mand, hvoraf — fortrinsvis under Skovkampene — ca. 5000 Fanger, det tyske Reservekorps ca. 1000 Mand. Ca. 15.000 Russere blev taget til Fange, hvoraf ca. 3000 af det tyske Korps.
Forløbet af Slaget ved Iwangorod bevirkede, at ogsaa 9. tyske Armé, som havde holdt ud „indtil Grænsen for det mulige“ (Side 497), maatte beslutte sig til at gaa tilbage for at undgaa at blive omfattet i venstre Flanke og derpaa oprullet, og den 27. Oktober om Morgenen gav Generaloberst v. Hindenburg Ordre til T ilbagegangen, som maatte begyndes fra den stærkt engagerede højre Arméfløj, medens den venstre ved Lodz foreløbig skulde holde igen. De Bevægelser, som nu fulgte, og som i Almindelighed kaldes „Hindenburg s strategiske Tilbagetog“ , skildres ganske summarisk (Side 489— 491). Russerne havde, som bekendt, planmæssigt forsømt Landet Vest for Weichsel i kommunikationsmæssig Henseende for at gøre Operationer her saa vanskelige som muligt, og da det nu baade før og under Retræten lykkedes Tyskerne grundigt at ødelægge de forholdsvis faa Kommunikationer (Jernbaner, Chausséer m. m.), som fandtes i Tilbagegangszonen, havde Russerne allerede den 31. Oktober, da 9. Armé var den schlesiske Grænse nær, ganske tabt Følingen.
Operationerne i Polen og Galizien i Oktober 1914 Dræges af den Hindenburgske— Ludendorffske overlegne, klartseende Føring, a f de tyske Troppers store Bevægelighed og Slagkraft og af den østrig-ungarnske Hærs nedsatte Kampkraft. General Dankis Angreb mod Iwangorod fortjener dog en særlig Plads i K rig shistorien, thi ualmindelig tapper maa 1. østrig-ungarnske Armé have været, naar dens 7 Divisioner i 5 Dages Angrebskampe mod Overmagt kunde miste Halvdelen a f deres Styrke og dog sluttelig gaa tilbage i god Orden. Russernes metodiske, meget forsigtige Optræden overfor de med Rette frygtede Tyskere staar i en ejendommelig Modsætning til deres mange, kraftige og hensynsløse Angreb, naar Østrigerne var Modstandere. Endelig peger Rigsarkivets Frem stilling tydeligt paa en Koallitionskrigs store Vanskeligheder, navnlig hvad Overledelsen af fælles Operationer angaar. Der var stadig Gnidning og Rivning mellem den østrig-ungarnske Hærledelse og Generaloberst v. Hindenburg, og Uoverensstemmelserne mellem begge disse og den øverste, tyske Hærledelse var forøvrigt ogsaa legio.
I den følgende Del af 3. A fsnit skildres Operationerne i Østpreussen indtil Tilbagetoget til Lotzen— Angerapp Stillingen. 8. Armé, som ved Afgivelserne til 9. var bleven reduceret til henimod det halve a f sin oprindelige Styrke, havde den ærefulde, men vanskelige Opgave at forvalte Arven fra Tannenberg og de Masuriske Søer. Hertil raadede Arméen, som tidligere nævnt, over 91/o D ivision Infanteri, deraf af Linie- og Reservetropper kun I A. K., I R. K. og 3. R. D., og 1 Kavalleridivision, medens Fjenden — 2., 10. og 1. russiske Armé — omkring Midten af September havde en Styrke a f 29 Infanteridivisioner og 81/2 Kavalleridivision. Den tyske Armé stod saaledes overfor tredobbelt Overmagt. Da General v. Schubert*) den 19. September overtog Kommandoen, stod 8. Armé, delvis i Engagement, i en gruppevis Opstilling ved og udenfor Østpreussens Grænse mellem Soldau og Wirballen, saaledes: 1 Landeværnsdivision Sydøst for Soldau mellem Rigsgrænsen og Narew, nordligere 1 Landeværnsdivision Sydost for Lyck, derpaa 3. Reservedivision med 1,4 1. Kavalleridivision ved Augustowo, I Armékorps med i/2l. Kavalleridivision ved Suwalki og endelig I Reservekorps med 1 Landeværnsdivision paa russisk Territorium paa begge Sider a f Jernbanen til Ivowno. Det maatte for General v. Schubert være a f største Betydning saa længe som muligt at skjule de tyske Troppers talmæssige Underlegenhed, og det bedste M iddel dertil var efter hans Mening Angreb. Han planlagde derfor et Fremstød med I Armékorps og 1. K avalleridivision over Njemen mod Jernbanelinien Grodno— Wilna Nord for førstnævnte By. Armékorpsets højre Flanke vilde herved være dækket a f 3. Reservedivision ved Augustowo, medens venstre Flanke med Hensigt skulde holdes aaben for, dersom Russerne fo rsøgte en Omfatning, at give I Reservekorps ved W irballen Lejlighed til at gribe ind fra Nord. Dersom det *) Indtil 1911 Generalinspektør for Feltartilleriet, derpaa A f sked ; fra Krigens Begyndelse Chef for XIV Reservekorps (7. Armé) i Nordvogeserne. skulde vise sig, at en saadan Mulighed ikke forelaa, vilde General v. Schubert snarest afbryde Operationen og lade Armékorpset gaa tilbage til en Stilling i Nord— Syd, Øst for Rigsgrænsen, hvor Russernes Fremtrængen skulde afventes. Denne Plan maatte have til Fo rudsætning, at Generaloberst v. Hindenburg, hvem Overledelsen a f Operationerne paa Østfronten var betroet, ikke i den første Ugestid svækkede 8. Armé ved at befale den til at afgive Kontingenter til Anvendelse andetsteds. Den 26. September meddelte Generaloberst v. Hindenburg, som var blevet underrettet om 8. Armés paatænkte Anvendelse, at General v. Schubert kunde gøre Regning paa at have fuld Raadighed over samtlige Arméens Kræ fter til Løsning a f Opgaven, og præciserede yderligere, at Hovedsagen for Øjeblikket var at beskytte Provinsen Østpreussen mod et Angreb fra L inien Grodno— Kowno. De paafølgende Kampe skal, hvor interessante de end er, kun omtales i al Korthed. I Armékorps' Fremstød mod Njemen førte til Kamp ved denne Flod Nord for Kowno. Den 26. og 27. September trængte imidlertid overlegne, russiske Kræ fter stærkt paa i Skovene ved Augustowo, og med denne Trusel mod Korpsets højre Flanke for Øje blev det den 27. beordret tilbage ved en Armébefaling. Tilbagegangen var anstrengende, men gennemførtes uden større Vanskeligheder. Den 29. September til 3. Oktober kom det i Egnen Augustowo— Suwalki til haarde Kampe, hvori I Armékorps, der var naaet tilbage til Suwalki, deltog. Under disse lykkedes det den 2. Oktober 3. og 36. Reservedivision, samt 2. Division af I Armékorps at tilfø je III sibiriske Korps et alvorligt Nederlag ved Ratschki. (Sydvest for Suwalki paa russisk Omraade). General v. Schubert mente dog, at Situationen krævede en T ilbagegang, foreløbig kun til Rigsgrænsen, senere eventuelt til den meget stærke, feltbefæstede Stilling Lotzen— Angerapp. Den 4. Oktober stod 8. Armé opstillet til Forsvar langs Østpreussens Grænse, altsaa i Nord— Syd. Til Trods for den vældige, russiske Overmagt mente General v. Schubert, at Tiden nu var inde for en Afgørelse, som han vilde søge ved fra Wirballen at omfatte den russiske Nordfløj. Til dette afgørende Angreb skulde alle disponible Kræ fter samles — I Reservekorps, muligt hele 1 Armékorps, endvidere nogle Landeværnsformationer, ialt ca. 51/0 Division Infanteri — medens Resten af Arméen indrettede den i sig selv stærke Stilling langs Grænsen til haardnakket Forsvar. En Arm ébefaling, der nærmere formulerede denne kraftige Beslutning, blev udstedt den 4. Okotober.
Det var indtil henimod Udgangen a f September lykkedes General v. Schubert at skjule sin Armés ringe Styrke for- Russerne, der regnede med at have 6— 7 tyske Armékorps overfor sig, og han havde ved sine d ristige, men klogt afpassede, ualmindelig bevægelige Operationer ved Østgrænsen sikkert naaet alt det, som overhovedet kunde naas. Man skulde da tro, at Øverste Hærledelse fremdeles vilde overlade Forsvaret a f Østpreussen til hans sikre Føring. Men dette blev ingenlunde T ilfældet ! Chefen for I Armékorps, General v. François, som enhver, der har studeret dette og tidligere udkomneBind a f Rigsarkivets Værk, ikke vil tage i Betænkning at stemple som en a f overdreven „Verantwortungsfreudigkeit“ gennemsyret, meget vanskelig og genstridig, ja ikke sjældent ulydig undergiven, havde bag sin foresattes Ryg den 3. Oktober telegraferet direkte til den øverste Krigsherre (Kejseren) : „I Armékorps har i Fo rening med 3. og 36. Reservedivision slaaet Fjenden i toDages Kampe ved Suwalki*). Ved I Armékorps er indtil nu taget 3000 Fanger og 18 Kanoner, hvoriblandt et svært Batteri. A f Grunde, der er mig uforstaaelige, har Arméoverkommandoen forbudt mig at udnytte Resultatet og befalet mig Tilbagetog til Angerapp**). De sidste 10 Dage viser tydeligt, at Arméchefen er „schlecht beraten“ .“ I det store Hovedkvarter fik man af dette Telegram, som ikke kunde kontrolleres, det Indtryk, at General v. François havde vundet en betydelig Sejr, som Arméchefen ikke forstod at udnytte. E t General v. Schubert i den Anledning afæsket Telegram med nærmere Oplysninger, der var ganske nøgterne og i nøje Overensstemmelse med den foreliggende Situation og hans nye Operationsplan, formanede ikke i væsentlig Grad at forringe Virkningen a f General v. François’ Indberetning, og den 4. Oktober tra f Øverste Hærledelse den næsten utrolige Afgørelse, at General v. Schubert skulde afgive Kommandoen til General v. François og derpaa begive sig til det store Hovedkvarter i Charlevillle for at aflægge Rapport. Jeg er gaaet nærmere ind paa denne Affære, fordi den — ligesom mange andre Episoder under Krigen (smign. t. Ex. Generaloberst v. Klucks og Oberstløjtnant Hentschs Forhold under Marneoperationerne) — stiller tysk Kommandoføring i en lidet flatterende Belysning. Det skal dog tilføjes, at baade Rigsarkivet og den kendte, tyske Militæ rforfatter, Generalmajor v. Borrries (i en Anmeldelse i „M ilitä r Wochenblatt“ Nr. 19/1928) misbilliger, om end i moderate Udtryk, General v. François’ og General v. Falkenhayns Ilandlemaade ved denne Lejlighed. General v. Borries skriver: „A t General v. Schubert midt i et resultatrigt Arbejde blev afløst af General v. François er, tilmed da Initiativet hertil udgik fra Arméchefens hidtidige — og strax derpaa som E fterfølger ansatte — undergivne, en paafaldende Kendsgerning og i hvert Fald en i den preussiske Krigshistorie usædvanlig Fremgangsmaade“ . Rigsarkivet oplyser iøvrigt i en Note (Side 526), at General v. François senere i en skriftlig Redegørelse til dette har hævdet, at det af ham den 3. Oktober foretagne Skridt var i nøje Overensstemmelse med de kommanderende Generalers særlige Rettigheder. Den kommanderende Generals Stilling var nemlig „eine Immediatstellung“ med deraf følgende Ret til direkte Referat til Kejseren. Denne Begrebsforvirring stilles paa den rette Plads, idet Rigsarkivet tørt bemærker, at fra det Øjeblik I Armékorps var underlagt en foresat Melleminstans (A rméoverkommando 8), var Immediatstillingen „ohne weiteres“ ophævet og selvfølgelig ogsaa enhver til den knyttet Særrettighed.
Den ny Chef for 8. Armé, General v. François, lod strax sin Forgængers Plan falde og bestemte, at Operationernes Tyngdepunkt indtil videre skulde være Sydfløjen o: udfor den russiske Fronts Midte. I Dagene 5.— 9. Oktober kæmpede nu 1 Armékorps, 3. Reservedivision og 2 Landeværnsdivisioner mod 10. russiske Armé, som med dobbelt Overmagt angreb L inien Filipowo— Lyck. I disse haarde Kampe, i hvilke Tyskerne den 7. forgæves forsøgte at udføre et større Modangreb, brød det ene russiske Frontalangreb sammen efter det andet under uhyre Tab (enkelte Regimenter 75 % a f Oficererne, 50 r/( a f Mandskabet). Den 9. Oktober stillede Øverste Hærledelse det nyoprettede X X V Reservekorps, der ligesom de tilsvarende for Vestfronten bestemte Korps hovedsagelig bestod a f unge Frivillige, til Raadighed for 8. Armé. Korpset, der blev sat ind yderst paa Sydfløjen Sydost for Lyck, deltog fra 18.— 29. Oktober sammen med de ovenfornævnte, nordligere kæmpende tyske Tropper i en almindelig O ffensiv, under hvilken Russerne gjorde kra ftig Modstand og tilføjede Tyskerne betydelige Tab (I. A. K. saaledes 3.500 døde og saarede, som maatte efterlades). Angrebet, der kun havde bragt ringe Terrainvinding, løb tilsidst fast.
Ogsaa paa Nordfløjen ved Wirballen, hvor 1. russiske Armé angreb, udkæmpede I Reservekorps og de derværende Landstormsformationer i den første Uge alvorlige Kampe, som kulminerede den 11. Oktober. Da var Russernes Angrebskraft brudt paa denne Del af Fronten, efter at de havde mistet ca. 5000 Fanger og 30 Kanoner. Den 26. Oktober blev Korpsets ene Division (36. R. D.) dirigeret til den truede Sydfløj, hvor 1. Kavalleridivision var sat ind ved Rominten Nord for I Armékorps. Under disse Kampe havde Tyskerne lidt efter lidt faaet Vished for, at betydelige, russiske Styrker — mindst 2 Armékorps — var blevet draget ud a f Fronten for at sendes til den nedre Narew, hvor en ny russisk Armé, bestemt til at bryde ind over den blottede, østpreussiske Grænse, blev samlet. Den 31. Oktober fik General v. François Befaling fra Generaloberst v. Hindenburg om at forberede Aftransport a f 3 Divisioner. Denne Ordre, som, trods Modforestilling, blev fornyet den 2. November, bevirkede, at Føreren fo r 8. Armé nu saa sig nødsaget til at opgive Grænseforsvaret, hvor de ham underlagte Tropper var fordelt over en Front paa ca. 100 km. Den 2. November om Aftenen begyndte 8. Armé, som i li/? Maaned havde hindret Russerne i at trænge ind i Østpreussen, Tilbagegangen til Lotzen— Angerapp Stillingen. Under Operationerne ved Østpreussens Grænse havde de tyske Tropper haft et Tab af 15.000— 20.000 Mand (sikre Angivelser mangler), medens Russerne — fo ruden døde og saarede i Tusindvis — havde mistet henved 20.000 Fanger, samt 50 Kanoner. I Arkivværkets Kommentarer til General v. Fran çois’ Operationer fremhæves særlig, at hans Angreb mod Midten a f den russiske Front næppe var formaalstjenligt. Det havde formentlig været bedre at fore et kraftigt, henholdende Forsvar ved de talrige Sølinjer i- Syd og at samle den størst mulige Angrebsstyrke til en Offensiv mod den forholdsvis svage, russiske Nordfløj. Herved vilde ogsaa Slidet paa de tyske Tropper have været mindre. Denne Anvendelse af 8. Armé var jo netop den, General v. Schubert havde under Forberedelse, da han saa brutalt og uretfærdigt blev fjernet fra sin Kommando.
3. A fsnit afsluttes med nogle Betragtninger over samtlige Operationer i Østen. Bemærkningerne angaaende Narew-Operationen skal forbigaas, da de tidligere er omtalte. General v. Falkenhayns stejle Holdning overfor den østrig-ungarnske Hærledelses Krav og den tyske Østhærs Styrke og Fordeling giver Udtryk for hans Opfattelse af, at Krigen i Øst foreløbig maatte føres henholdende. Herved var efter hans Mening Beskyttelsen af Østpreussen vigtig a f politiske og samfundsøkonomiske Grunde, men iøvrigt ogsaa rent militært set, da denne Landsdel bandt langt overlegne, russiske Kræ fter og frem for alt dannede en uundværlig Udfaldsport for fremtidige Operationer. Derfor sendte han det nye X X V Reservekorps til Østpreussen, og det paa et Tidspunkt, hvor han søgte den store Afgørelse paa Vestfronten. E fter Krigen har den russiske General Danilow, i 1914 den russiske Felthærs Generalkvartermester, i sin Bog „Rusland i Verdenskrigen 1914— 15“ givet denne Opfattelse a f Østpreussens strategiske Betydning sin Tilslutning ved at udtale, at den planlagte, store Offensiv „dybt ind i Tyskland“ navnlig strandede paa, at Østpreussen — med det til hurtige Troppeforskydninger ualmindelig velegnede Jernbanenet — fo rblev fast paa tysk Haand og truede enhver russisk Fremrykning mod Vest i Flanke og Ryg. Kommandoforholdene var slet ordnede. Det var uheldigt, at begge tyske Arméer i Øst ikke blev underlagt en fælles, højere Kommandoinstans, og denne Mangel blev ikke udlignet ved Bestemmelsen om, at 9. Armés Overkommando havde Overledelsen a f samtlige Operationer i Øst. Heller ikke fremmede det Enheden i disse, at 8. Armés Chef, skønt saaledes underlagt Generaloberst v. Hindenburg, ikke saa sjældent modtog Direktiver og Ordrer direkte fra Øverste Hærledelse. Dette Misforhold viste sig grellest den 4. Oktober, da General v. Falkenhayn i sine Direktiver til Arméens nye Chef, General v. François, udtrykkelig tilsikrede denne fuld Operationsfrihed. Hvorledes han har tænkt sig, at et saadant Tilsagn kunde forenes med det Generaloberst v. Hindenburg paalagte Hverv, faar staa hen.
4. og 5. Afsnit — „Fdine Krise des Zweifrontenkrieges“ og „Rückblick“ — indeholder en Række resumerende, kritiske Betragtninger a f betydelig Interesse. Da General v. Falkenhayn den 15. September i sit Hovedkvarter i Luxemburg fattede sin Beslutning om, at Operationerne i Vest skulde føres videre i det oprindelige Spor, var han uden Foling med den kæmpende Front og vidste derfor ikke, at det, den tyske Vesthær, der var svækket og overanstrengt af vældige M archer og blodige Kampe, først og fremmest trængte til i den nærmeste Fremtid, var relativ Flvile og Tilfø rsler a f Erstatningsmandskab, Forplejning, Ammunition m. m. Han kendte, som Arkivværket billedligt bemærker (Side 571), ikke Beskaffenheden af det Sværd, han skulde bruge, og sørgede ikke for at skærpe det, inden han paa ny svang det. Hans pessimistiske Forgænger havde under Operationerne ved Marne undervurderet Vesthærens Ydeevne, men nu overvurderede General v. Falkenhayn den.
Væsentlig senere end Modstanderne naaede General v. Falkenhayn — og iøvrigt ogsaa de fleste andre højere, tyske Førere — til Erkendelse af, at den vaabentekniske Udvikling navnlig havde begunstiget Fo rsvaret og tilført dette en uhyre Styrke. Derfor lod han ved Aisne og Reims, ved Arras og ved Roye, i Argonnerne og ved Cotes Lorraines, ja næsten paa hele Vestfronten, det medtagne, tyske Fodfolk, som ikke blev fornødent støttet af det ammunitionsfattige Artilleri, udføre det ene mer eller mindre resultatløse, men meget tabgivende Storangreb efter det andet, og derfor svækkede han heller ikke saa stærkt som forsvarligt de Dele a f Fronten, der havde sekundær Betydning, til Fordel for de Steder, hvor han søgte en Afgørelse. I det første, kort efter ved hans Stabs Indflydelse ændrede, Operationsudkast a f 14. September paatænkte han at drage højre Hærfløj tilbage for derved delvis at genvinde Operationsfrihed. Men herefter synes han stedse at have været behersket af den Tanke, som han lod komme til Udtryk i et Brev a f 16. November 1914 til Generalfeltmarskal, Friherre v. d. Goltz, „Hold fast paa, hvad Du har, og opgiv aldrig en Fodsbred af det, Du har vundet“ (Side 585), og denne hans Indstilling maatte til sidst resultere i, at Fronten stivnede i Stillingskrig. Rigsarkivet undersøger to — omkring Midten af September — foreliggende Muligheder for et andet Grundlag for Operationerne. Ved Metz stod den Gang 6 . Armé samlet som en stærk Hærreserve, der kunde anvendes, hvor det skulde være. Vilde Hærledelsen, hvad der var nærliggende, sætte Arméen ind yderst paa højre Hærfløj, hvilket ganske vist vilde medføre en ret langvarig og paa Grund af de ugunstige Jernbaneforbindelser besværlig Omgruppering, maatte Forudsætningen fo r en saadan Operation være, at en samlet Opmarch langt bagud for Flø jen blev gennemfort. Herved vilde formentlig en Bagudsvingning a f højre Hærfløj og maaske a f Hærcentret, under samtidig grundig Ødelæggelse a f Kommunikationerne i Tilbagetogszonen, have været en formaalstjenlig Manøvre, altsaa en lignende som den, General v. Falkenhayn oprindelig havde besluttet. Den anden Mulighed var at lade 6. Armé sammen med Arméafdeling v. Strantz — udføre et overraskende Angreb over Meuse Syd fo r Verdun, hvor der — hvilket var Øverste Hærledelse bekendt — paa dette Tidspunkt kun fandtes svage, franske Kræfter. Samtidig burde 5. Armé, forstærket, navnlig med Artilleri, af 4. og 3. Armé, gaa frem Vest for Verdun. Denne Operation, der havde den store Fordel, at den hurtigt kunde bringes til Udførelse, frembød, da Hovedmassen af de franske Tropper stod langt borte i Vest, meget gunstige Chancer for at indcirkle Verdun og gennembryde den franske Front. Den vilde næppe rumme nogen større Fare for den højre Hærfløj, da et vellykket Angreb paa begge Sider af Verdun utvivlsomt automatisk vilde give Stødet til, at en Strøm af franske Hærdele blev dirigeret mod Fæstningen (smign. 1916). E fte r at Angrebene paa Vestfronten var slaaet fejl, og 9. og 8. Armé omtrent samtidig havde begyndt deres Tilbagetog, hvorved Schlesien og Posen, samt del vis Østpreussen truedes a f fjendtlig Invasion, indtraadte Tofrontkrigen i en Krise. General v. Falkenhayn, der saa godt som nogen forstod, at den eneste Mulighed for at sejre i en K rig paa to Fronter var at nedkæmpe først den ene, derpaa den anden Modstander, stod nu paany overfor Valget: Øst eller Vest. General Conrad v. Hotzendorf tilraadede i sin Korrespondance omkring 1. November med General v. Falkenhayn indtrængende, at Hovedafgørelsen nu blev søgt paa den østlige Krigsskueplads. Han bedømte den i Øst foreliggende Situation saaledes, at der her var gode Udsigter for at vinde en afgørende Sejr, ikke mindst fo rdi Groset a f den russiske Hær havde vovet sig ud, delvis var engageret, og derfor til at ramme. Men for at sikre Resultatet maatte 30 tyske Divisioner tilgaa som Forstærkning. General v. Falkenhayns Svar — direkte saavelsom indirekte under en mundtlig Konference den 30. Oktober i Berlin med Conrads Fløjadjutant — vedblev imidlertid at være afvisende. Han vilde først gøre endelig op med den efter hans Opfattelse udmattede Modstander paa Vestfronten og troede — det var netop paa den Tid Gruppen v. Fabecks Angreb (30/10— 3/11) fandt Sted — at kunne gennemføre sin Hensigt i Løbet a f ca. 6 Uger (Side 557). Den 1. November var Generaloberst v. Hindenburg — fremdeles med General Ludendorff som Stabschef — bleven udnævnt til Øverstbefalende for den tyske Østhær og fratraadte som Følge heraf Kommandoen over 9. Armé. Han indberettede den 4. November telegrafisk til General v. Falkenhayn, at han vilde samle 3 Armékorps a f 9. Armé i Egnen Posen— Thorn for at lade disse, tilligemed 3 Divisioner, som han havde beordret 8. Armé til at afgive,, gribe Offensiven. Det var Grundlaget for den senere saa berømte Operation mod Lodz. Dette Telegram kom General v. Falkenhayn i Hænde, just da General v. Fabecks med saa store Forhaabninger imødesete Angreb var strandet. Den ny, i den virksomste Retning planlagte Operation vilde kunne faa vidtrækkende, ja maaske felttogsafgørende Følger, hvis den blev udført med stærke Kræfter. Østhæren selv alene var for svag; dens snarlige Forstærkning med Tropper fra Vestfronten maatte derfor nu i den sidste Time endnu en Gang tages under alvorlig Overvejelse. General v. Falkenhayn blev usikker. Efter hans egne Ord („Die Oberste Heeresleitung 1914— 1916“ , Side 29) var han allerede nu bleven klar over, at det i Flandern „ikke mere var muligt at tilkæmpe sig et egentligt afgørende Resultat mod den stadig a f nye Troppetilførsler forstærkede Modstander“ (Side 563). Men den store Rokade mod Øst vilde have til Følge, at store Dele a f det i Frankrig og Belgien erobrede Terrain maatte opgives, og en saadan Tilbagedragning a f Vestfronten mente han ikke at kunne tage Ansvaret for, da den „einer Niederlage gleichkåme“ (Side 564). Terningerne var altsaa kastede. Den 4. November udstedte General v. Falkenhayn derpaa Befaling til nye Angreb ved Ypres, og med denne skæbnesvangre Beslutning var Afgørelsen faldet til Gunst for fortsatte, fortvivlede Kampe om taktiske Resultater i Vest, medens de forhaandenv ærende, store, strategiske Muligheder i Øst ikke blev udnyttede.
(Fortsættes).
