Af Oberstløjtnant S. Ortved.
Den Del af prøjsisk Schlesien, der kaldes Øvreschlesien, falder meget nær sammen med det tyske „Regierungsbezirk“ Oppeln, som bestaar af følgende 20 Kredse: Falkenberg, Grottkau, Neisse, Leobschütz, Oppeln, Gleiwitz, Kattowitz, Ratibor, Beuthen (By og Land), Neustadt, Kreuzburg, Zabrze, Tarnowitz, Kosel, Gr. Strehlitz, Lublinitz, Rosenberg, Pless og Rybnik. De har tilsammen et Flademaal paa 13219 km3. Ifølge den oprindelige Fredstraktats Artk. 27 skulde af disse Kredse Falkenberg, Grottkau og Neisse paa tilsammen 1834 km2 forblive ved Tyskland, medens Resten skulde tilfalde Polen med Undtagelse af ca. 300 km2 af Kredsen Ratibor, som Czekoslowakiet fik. Polen skulde altsaa have ialt ca. 11000 km2 af Øvreschlesien. Indenfor dette Omraade findes værdifulde Minedistrikter, som bl. a. leverede 26 °/0 af Tysklands samlede Blyproduktion og 61 % dets samlede Mængder Raazink. Det er navnlig Kredsene Tarnowitz, Gleiwitz, Beuthen med Kônigshütte, Zabrze og Kattowitz, som har Betydning. I disse Kredse er ikke færre end 120000 Personer beskæftigede ved Bjærgværksindustrien og 25000 Personer som Maskin- og Metalarbejdere. Tyskland gjorde selvfølgelig kraftig Indsigelse mod at skulle afstaa Øvreschlesien. Det vilde ikke anerkende Indbyggernes polske Sindelag og hævdede, at Adskillelsen fra Tyskland hverken var i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker eller med dens Interesser. Tysklands Forestillinger gjorde Indtryk. Uden Øvreschlesien kunde det maaske ikke betale Krigsskadeserstatningen. Sejrherrerne ansaa desuden Landet for utvivlsomt polsk og maatte tro dette efter Folketællingen af December 1910 og Skolebørnsstatistiken af 1911, der viste:
Man kunde vistnok uden Risiko vise sig imødekommende. Hvilke nu Grundene kan have været til, at man mente at burde vise Tyskland Imødekommenhed, Resultatet blev i hvert Fald, at det øverste Raad den 29’ Maj 1919 skrev til den tyske Regering, at man vilde lade Spørgsmaalet afgøre af dem, som det først og fremmest berørte, og at man i Overensstemmelse hermed havde bestemt, at det omhandlede Territorium ikke umiddelbart skulde afstaas til Polen; men at der skulde afholdes Folkeafstemning. For at imødekomme Tysklands økonomiske Besværinger blev det endvidere bestemt, at Bile de Mineralier — heri indbefattet Kul — , der udvindes i afstaaede Dele af Øvreschlesien, skulde kunne købes af Tyskland paa de samme Betingelser som at Polakkerne selv. Den endelige Fredstraktat af 28’ Juni 1919 bestemte, at Regeringen i Afstemningsområdet, indtil Afgørelsen forelaa, skulde overtages af en interallieret Kommission paa 4 Medlemmer, udpegede af U. S. A., Frankrig, England og Italien. Amerikas Modstand mod Fredstraktaten bevirkede imidlertid, at Kommissionen kun kom til at bestaa af 3 Medlemmer, Franskmanden Le Rond, Italieneren A. de Marinis og Englænderen H. F. P. Percival. Italiens og Englands Repræsentanter blev senere afløste af Oberst Visconti og Sir Harold Stuart. Kommissionen udgav den 30’ December 1920 i Oppelnet Reglement, hvorefter alle Personer af begge Køn kunde deltage i Folkeafstemningen, naar de var fyldt 20 Aar den 1’ Januar 1921, var født i Afstemningsomraadet eller havde været bosat der i det mindste fra 1’ Januar 1904, eller var blevet fjernede derfra af de tyske Myndigheder uden at have bevaret deres Bopæl dér. Afstemningen skulde gaa ud paa, hvorvidt de ønskede at høre til Tyskland eller til Polen. Ikke-stemmeberettigede var kun Personer, som ikke mere nød deres borgerlige Rettigheder paa Grund af Sindssyge eller aandelig Inhabilitet. Endelig bestemte det øverste Raad den 22’ Februar 1921, at de fast bosiddende og de udvandrede skulde stemme samtidig. Det var en stor Skuffelse for Polen, at Øvreschlesien ikke blev tilkendt det uden Afstemning, og den nye Bestemmelse foruroligede Landets polske Befolkning. Den frygtede for paany at skulle ind under tysk Herredømme, fordi en Folkeafstemnings Resultat neppe kunde undgaa at blive præget af den mægtige Indflydelse, som Storindustriens tyske Ledere og navnlig de prøjsiske Godsejere*) maatte komme til at øve paa den polske, der gennemgaaende var økonomisk afhængig af dem. Den polske Regering saa dog maaske ikke straks saa sort paa Forholdene; men da det øverste Raads Beslutning af 22’ Februar blev bekendt, rejste den Indsigelse mod, at de bosiddende og de udvandreda skulde stemme samtidig, idet den anførte, at de talrige tilrejsende stemmeberettigede af tysk Nationalitet utvivlsomt vilde øve Valgtryk mod den forkuede polske Befolkning. Denne Indsigelse blev der ikke taget Hensyn til. Fra tysk Side blev der straks sat en kraftig Agitation i Gang. Tyske Propagandaskrifter kritiserede Afstemningsvilkaarene, klagede over Valggeometri, over utilstrækkelig Tid til Forberedelserne og over Valgbureauernes Sammensætning. Andre fremhævede Polens slette Pengeforhold. Tyskland var i den Sammenligning et rent Slaraffenland. At komme til Polen var den rene Ødelæggelse, man behøvede kun at se paa den svære Prisstigning, som havde fundet Sted i Posen, efter at det var blevet polsk.
Foruden disse Agitationsmidler, som sikkert er blevet anvendt, paastaar Polakkerne, at i de næsten rent polske Landdistrikter har en Mængde Polakker stemt for Tyskland, dels af Frygt for økonomiske Trusler fra de tyske Godsejeres Side, dels af Frygt for de tilrejsende ofte bevæbnede Tyskere. Hvorledes dette nu end maatte forholde sig, Afstemningen, som foregik den 20’ Marts 1921, fik i hvert Fald et ret ugunstigt Resultat for den polske Sag.
I Leobschiitz stemte 0,4 % for Polen,
„ Oppeln — 24,3 „ — —
„ Gleiwitz - 39,8 „ — —
„ Kattowitz — 46,6 „ -- --
„ Ratibor — 29,0 „ — —
Ifølge Afstemningen erklærede saaledes kun de 3 Distrikter Tarnowitz, Pless og Rybnik sig utvivlsomt for Polen, i Kattowitz, Beuthen, Zabrze, Gr. Strehlitz og Lublinitz var Stemmetallet nogenlunde lige, og i alle de øvrige havde Tyskerne en betydelig Majoritet. Tages Afstemningsresultatet samlet, faar man følgende Billede: Der er ialt afgivet ca. 1190846 Stemmer,
deraf 479359 for Polen,
707605 „ Tyskland
og 3882 blanke eller ugyldige.
Tyskernes Stemmeflerhed var 226246; men herved maa tages i Betragtning, at 191154 Emigranter, hvoraf Størstedelen var Tyskere, deltog i Afstemningen. Tyskerne triumferede og mente, at Øvreschlesien nu burde være deres; men Polakkerne nedlagde den kraftigste Protest, og bl. a. paa Grundlag af de toran nævnte Procenttal af polske Borgere i 1910 og polske Skolebørn i 1911 søgte de at paavise, at Afstemningen var misvisende, og at foruden de 3 Kredse med polske A fstemningsflertal alt, hvad der ligger Øst for den saakaldte Korfantylinie, nemlig Kredsene Beuthen, Zabrze, Kattowitz, Gleiwitz, Lublinitz og Gr. Strehlitz samt Dele af Ratibor, Kosel, Oppeln og Rosenberg (se Skitsen), ogsaa rettelig burde tilfalde Polen. Den interallierede Kommission kunde heller ikke blive enig om, hvorledes Landet skulde deles. Dens Betænkning af 30’ April viste, at den havde spaltet sig i 2 Grupper, en engelsk-italiensk og en fransk. Medens den franske Gruppe tog stærkt Hensyn til de polske Fordringer og de foreliggende statistiske Oplysninger og som Følge deraf foreslog, at alt, hvad der ligger Øst for Oder med Undtagelse af Kreuzburg, Oppeln, Halvdelen af Gr. Strehlitz og det meste af Rosenberg, skulde være polsk, tog den engelsk-italienske Indstilling størst Hensyn til Tyskland og vilde kun tildele Polen Pless, af Rybnik og mindre Dele af Zabrze og Kattowitz, hvorved hele det vigtigste Industri- og Bjergværksomraade kom til Tyskland. Den italienske Udenrigsminister, Grev Sforza, søgte at mægle ved at foreslaa, at Grænsen skulde drages enten fra Czekoslowakiet langs Oder til Ratibor, derfra langs Jernbanen fra Ratibor til Gleiwitz og derfra hovedsagelig i nordlig Retning, saaledes at Polen fik en Del af Ratibor og Rybnik, hele Pless, en Del af Zabrze, hele Kattowitz og Kônigshütte samt en Del af Beuthen og Tarnowitz; eller at den skulde modificeres saaledes, at Tyskland fik Kônigshütte og en Del af Kattowitz, medens Polen til Gengæld fik Jernbanen fra Myslowitz over Beuthen, Rosenberg, Prazka og hele det Omraade, som ligger Øst for denne Linie (se Skitsen).
Den polske Befolkning i Øveeschlesiens østlige Distrikter svarede paa Betænkningen ved at rejse sig, angribe Byerne, der hovedsagelig var det tyske Elements Sæde, og fordrive de tyske Embedsmænd og Funktionærer. Der blev dannet en Art provisorisk Regering under Ledelse af Korfanty, der havde deltaget i Afstemningsarbejdet som polsk Tillidsmand, og som derfor kendte Forholdene indenfor den interallierede Kommission og ikke lovede sig noget godt for den polske Befolkning, hvis den ikke kraftigt demonstrerede sin Vilje
til at blive polsk. Den 9’ Maj havde oprørske Polakker besat det meste af Landet Øst for Korfantylinien, og samtidig samlede Polen Tropper ved Øvreschlesiens Grænse. Paa tysk Side forholdt man sig ingenlunde passivt. Schlesiske Indbyggerværn og tyske „Orgesch“ greb ind med det Resultat, at der skal have været samlet tyske Frikorps i Afstemningsomraadet paa tilsammen ca. 50000 Mand. Den interallierede Kommission formaaede ikke at beherske Situationen med de faa Tropper, der stod til dens Raadighed. Den 8’ Maj manede den Befolkningen til Ro og lovede med alle Midler at hindre et Angreb paa Oppeln; men dens Autoritet var kun ringe, fordi dens indre Uenighed var kendt og prægede Samarbejdet.
Prageravisen „Tjas“ skrev i de Dage: „I Øvreschlesien kæmper Polen ikke saa meget mod Tyskerne som mod England, hvis Navn, saavel som Italiens, nævnes med den dybeste Foragt“. Denne Bladudtalelse karakteriserer paa een Gang den interallierede Kommissions vanskelige Stilling og de Modsætningsforhold, som herskede inden for den. Midt i Maj var Forholdene blevet saa indviklede, at den franske Regering fandt Anledning til at beklage sig i Tysklaod over, at Rigsregeringen ikke havde hindret, at der blev hvervet Frivillige til Øvreschlesien, og at betydelige bevæbnede Styrker samt Vaabensendinger havde faaet Lov til at passere Grænsen. Frankrig krævede en effektiv Afspærring af Omraadet. Den 21’ Maj beskæftigede Rigskabinettet sig med Sagen og vedtog, at Folk, der uden vedkommende Myndigheders Tilladelse ardejdede paa at danne Forbund af militær Art, skulde straffes med Bøder paa indtil 100000 Mark, og samtidig blev der sendt 900 Politibetjente til Grænsen for at forhindre bevæbnede Personer i at begive sig til Afstemningsomraadet og afvæbne de bevæbnede Personer, som maatte vende tilbage derfra. Derefter svarede Rigsregeringen Frankrig den 23. Maj, at den havde gjort, hvad den kunde gøre for at hindre tyske Frikorps i at gaa til Øvreschlesien Imidlertid var der sket noget, som skærpede Situationen i særlig Grad.
Den 21’ eller 22’ Maj gik der Rygter om, at regulære polske Tropper var rykkede ind i Øvreschlesien, og at Polakkerne havde begyndt at anlægge en Jernbane fra Grænsen til Loslau, som var Polakkernes Hovedkvarter. I den Anledning enedes Englænderne med de tyske Indbyggerværn, som for største Delen skal have bestaaet af „Orgesch“-folk, om en fælles Rømningsplan. Under Ledelse af den engelske Major Kearing, der blev hjulpet af forhenværende tysk Generalløjtnant Hoefer, som kommanderede det tyske Afstemningspoliti og de tyske Indbyggerværn, blev der foretaget Fremstød fra Krappitz og Kosel, og man erobrede Annaberg fra de polske Insurgenten
Efter denne Episode var det klart, at der var overhængende Fare for Krig mellem Tyskland og Polen, hvis Ententen ikke greb ind, og man enedes derfor om at øve et diplomatisk Tryk paa de stridende Parter for at skaffe Fred. Man forlangte, at de oprørske Polakker og de tyske Frikorps skulde rømme Omraadet. Polakkerne skulde trække sig mod Øst, Tyskerne mod Vest. Fra polsk Side mødte man ingen større Vanskeligheder. Korfantys provisoriske Regering havde vanskeligt ved at forpleje og forsyne det af de polske Insurgenter besatte Omraade og ønskede derfor en hurtig Ende paa Eventyret. Derimod nedlagde General Hoefer den 5’ Juni én bestemt Protest mod at trække sig tilbage, og der maatte føres langvarige Forhandlinger med ham for at faa ham til at ændre sit Standpunkt. Først den 20’ Juni var de to Modstandere skilte saa meget fra hinanden, at den interallierede Kommissions Tropper kunde glide ind imellem dem, og den største Fare for Sammenstød var overstaaet. Det gik imidlertid stadig langsomt med Rømningen, særlig for Tyskernes Vedkommende. Tyskernes Bevægelse blev ledet af General Hoefer fra hans Hovedkvarter i Ober Glogau, og lian raadede over ca. 16 Btlr. å 900 Mand N. f. Jernbanen Oppeln— Gr. Strehlitz og over 30 Btlr. å 1200 Mand S. f. denne Jernbane. Alle hans Afdelinger var velforsynede med Artilleri, Minekastere af alle Kalibre og Ammunition. Først omkring Midten af Juli var Rømningen fuldført. Den var imidlertid højst ufuldstændig. Tyskerne havde efter alle Oplysninger at dømme efterladt ca. 20000 væbnede Orgeschfolk skjulte i Omraadet. A f disse 20000 var Halvdelen Personer, som ikke hørte hjemme i Øvreschlesien. Resten af Hoefers Tropper stod tæt udenfor Afstemningsområdets Grænser uden at være afvæbnede. Paa polsk Side synes Rømningen og Afvæbningen at være blevet gennemført loyalere, og de efterladte Orgeschfolk benyttede Situationen til en Række Overfald paa Polakker og franske Militærpersoner, hvorved Stillingen snart blev lige saa uholdbar, som forinden Rømningen var bleven iværksat. Den interallierede Kommission bad om flere Tropper for at holde Omraadet i Ro, og den 16’ Juli rettede Frankrig en Note til Berlin, hvori det forlangtes, at Tyskland øjeblikkelig skulde træffe Forholdsregler til:
1. at Orgesch og Frikorpsene blev afvæbnede, opløste og fjernede fra Øvreschlesiens Grænser,
2. at de allierede Magters Beslutninger og Udførelsen af Fredstraktatens Bestemmelser ikke mødte nogen Modstand i Øvreschlesien, og
3. at sikre den hurtige Transport af allierede Tropper, som eventuelt vilde blive sendt til Øvreschlesien.
Den tyske Udenrigsminister, Dr. Rosen, svarede, at han atisaa Polakkernes Rømning af Omraadet for ufuldstændig, at de havde bevaret deres Vaaben og fortsatte med at terrorisere den tyske Befolkning. Tyskland vilde imidlertid undersøge Sagen grundigt, og Resultatet af denne Undersøgelse vilde være bestemmende for dets Svar. Den franske Regering havde meddelt England Notens Indhold, men fandt ingen Støtte. Lloyd George ønskede ikke, at der blev sendt Tropper til Øvreschlesien. Derimod foreslog han, at dej øverste Raad skulde indkaldes til Møde den 24’ Juli, for at Øvreschlesiens Skæbne kunde blive afgjort inden Maanedens Udgang. Han mente, at denne Afgørelse bedst vilde kunne skabe Ro. Frankrig fastholdt imidlertid sit Ønske om, at faa afsendt Forstærkning straks, idet det hævdede, at det øverste Raad ikke i Fred kunde træffe sine Beslutninger med Truslen om et øvreschlesisk Oprør som Baggrund, og at det navnlig ikke kunde have Haab om at faa sin Afgørelse respekteret, hvis det ikke raadede over tilstrækkelige Tropper i Afstemningsomraadet. I en 8 Dages Tid førte man nu Forhandlinger om denne Sag uden at komme til Forstaaelse. Forholdene i Øvreschlesien vedblev under dette at være lige usikre, og Tyskland, der med Opmærksomhed fulgte den franskengelske Uoverensstemmelse, ilede ikke med at afslutte sine Undersøgelser og svarede ikke paa den franske Note af 16’ Juli. Den 23’ Juli tabte Frankrig Taalmodigheden og lod sin Gesandt i Berlin bringe Notens 3 Punkter i Erindring og forlange et hurtigt Svar i hvert Fald paa, om Tyskland var villig til at sikre Transporten af Tropper. Dagen efter svarede Tyskland, at et Forlangende om Transport af Tropper til Øvreschlesien ikke kunde formuleres af en enkelt af de 3 Magter i dennes eget Navn, kun en Fælleshenvendelse af de 3 Magter, der holdt Landet besat, kunde besvares.
England, der ogsaa var blevet underrettet om dette Skridt, udtalte samtidig, at efter dets Skøn burde Forstærkninger ikke sendes til Øvreschlesien uden forudgaaende Overenskomst mellem de 3 allierede Regeringer. Den tilfældige Lighed mellem Tysklands og Englands Svar, satte Sindene stærkt i Bevægelse i Paris. Der var den øjensynligste Fare for et Brud mellem den engelske og den franske Regering, og i Tyskland begyndte man at triumfere. Paa Grundlag af Ligheden mellem Noterne kommenterede man Begivenheden derhen, at nu var det endelig kommet til et afgørende Brud mellem de Allierede, og at man for første Gang kunde konstatere et tysk-engelsk Samarbejde. Der en næppe Tvivl om, at denne aabenbare tyske Triumf har bidraget sit til at fremme de koldsindige Overvejelser, som nu var nødvendige i Paris og London, hvis Ententen ikke skulde opløses og dermed en Streg slaas over mangt og meget af det, som Fredstraktaten har bestemt. Frankrig gjorde det første Skridt ved at bifalde, at det øverste Raad skulde sammenkaldes den 4. August paa Betingelse af, at der straks blev sendt Tropper til Øvreschlesien, og at der snarest blev nedsat en Kommission af Eksperter, saaledes at den var i Stand til at afslutte sine Undersøgelser vedrørende Øvreschlesien, forinden det øverste Raad blev samlet for at holde sine Møder.
England tiltraadte den første og den sidste Del af Forslaget, men vilde ikke høre Tale om at sende Tropper til Polen, og det saa i nogle Dage stærkt ud til, at Forstaaelse ikke kunde opnaas, idet Meningsudvekslingerne antog en stedse skarpere Form. Men det lykkedes tilsidst Briand at finde en Udvej, idet han foreslog, at den engelske og italienske Gesandt i Berlin sammen med den franske skulde henvende sig til Rigsregeringen om Troppetransporterne. Om der i det hele taget skulde sendes flere Soldater til Afstemningsomraadet, kunde bagefter blive afgjort af det øverste Raad, naar dette traadte sammen den 4. August. Den 28’ Juli tiltraadte Lloyd George dette Forslag, og dermed var Ententens Enighed over for Tyskland blevet bevaret, i hvert Fald tilsyneladende. Krisen var overstaaet. Andre Kræfter havde imidlertid været i Bevægelse for at faa Stridsspørgsmaalene løst. Englands og Italiens Repræsentanter i Øvreschlesien foreslog at dele Landet saaledes, at en Part straks blev overdraget Tysklandog en anden straks gik til Polen. De interallierede Tropper skulde da kun holde den omstridte Del af A fstemningsområdet besat og kunde lettere løse deres Opgave. Fra tysk Side hævede der sig samtidig Stemmer for, at Øvreschlesien skulde gøres uafhængigt. Intet af disse Forslag vandt Bifald, og navnlig det sidste blev stærkt kritiseret i Frankrig. Man hævdede, at et uafhængigt Øvreschlesien aldrig vilde komme til at eksistere undtagen paa Papiret. Det vilde i Virkeligheden kun blive en tysk Provins.
Forholdene i det ulykkelige Land var, medens dette foregik, stadig lige fortvivlede. Korfanty, der var kommet til Paris, udtalte, at medens Polakkerne havde afleveret deres Vaaben og fredeligt var gaaet til deres Arbejde, var Tyskerne bievne i Øvreschlesien camouflerede som „Arbeitsgemeinschaften“. De store tyske Landgodser og Schlesiens dybe Skove tjente som Tilflugtssteder for talrige Grupper af saakaldte Land- og Skovarbejdere, som naar det blev mørkt, angreb de polske Landsbyer og myrdede Indbyggerne. Denne Tingenes Tilstand havde foranlediget i hundredvis af polske Familier til at forlade Hus og Hjem for at undgaa den tyske Terror. Han sagde endvidere, at de interallierede Troppers Utitstrækkelighed særlig traadte frem ved Afspærringen af Grænsen. Medens Grænsen til Polen var hermetisk lukket, havde Grænsen til Tyskland aldrig ophørt med at være aaben. Tyskerne lod stadig Tropper, Vaaben og Ammunition komme ind i Øvreschlesien. De talrige Vognladninger Vaaben og Ammunition, der kom fra Neisse og Brieg, og som den interallierede Kommission havde beslaglagt, var det bedste Bevis derfor. Han mente endvidere, at Tyskerne havde ca. 49000 Mand skjult i Landet, og at talrige Officerer af den tyske Hær, der var camouflerede som Civilfunktionærer, kun ventede paa et aftalt Signal for at sætte sig i Spidsen for deres Tropper. Deres Nærværelse var en permanent Trusel mod Freden.
Medens Polakkerne vel neppe er saa uskyldshvide, som Korfanty fremstiller dem, giver Skildringen vistnok et ret træffende Billede af Tyskernes Forholdsregler, og ikke blot polske men ogsaa tyske Blade kan stadig berette om, hvorledes de forbereder sig til nye Kampe. Selv i Berlin har man søgt at hverve Frivillige til Øvreschlesien mellem de arbejdsløse. Tyskerne søger da heller ikke at benægte dette. De siger kun, at deres Virksomhed er dikteret af Polakkernes Holdning og kun har til Formaal at beskytte Tyskerne i Landet mod polske Overgreb. Forholdene i Afstemningsomraadet blev yderligere komplicerede, dels ved at kommunistiske Agitatorer søgte at udnytte Situationen, dels fordi mange af de tyske Tjenestemænd og Funktionærer, der var flygtede under Oprøret, og som var blevet erstattede med Polakker, nu begyndte at vende tilbage og kræve sig indsat i deres tidligere Bestillinger. Ogsaa paa anden Maade skærpedes' Tilstandene. De tyske Mineejere besluttede saaledes at sætte Kulpriserne, op til en saadan Højde, at den hjemlige polske Industri vilde blive fuldstændig ruineret, og alle Kullene maatte gaa til Tyskland. Kun et Magtsprog fra den interallierede Kommissions Side hindrede dette. Efter at Insurgentmyndighederne og det polske Folkeafstemningskommissariat var blevet opløst, savnede den polske Befolkning haardt et Organ, der kunde tale deres Sag. For at raade Bod herpaa, blev der i Begyndelsen af August dannet et „Øverste Raad for Schlesien“ af alle de polske politiske Partier. Det fik Sæde i Beuthen, og vil fremtidig tage sig af Polakkernes Anliggender.
Det var med tydelig Spænding, at man Europa over imødesaa Resultaterne af det øverste Raads Forhandlinger. Vilde Raadet formaa at opnaa den Enighed, som Situationen saa bydende krævede, for at Europa kunde have Haab om at gaa roligere Tider imøde? Det øverste Raad, hvis Spidser var Briand, Lloyd George og Markis della Torretta, afholdt sit første Møde den 9’ August i Paris. Eksperternes Betænkning var ikke egnet til at hidføre en Løsning. Ved Afstemningen den 20’ Marts havde 4/u af Befolkningen stemt for Polen, 7/u for Tyskland. De franske Eksperter ønskede 7/u af Befolkningen til Polen °g 4/n Tyskland, medens de engelske ønskede 2/u af Befolkningen til Polen og 9/n til Tyskland. Englændernes Forslag blev motiveret med, at der i Industriomraadets østlige Del fandtes en tysk Blok paa 16 Kommuner, der skulde til Tyskland, og som havde Krav paa fri Jernbaneforbindelse med dette Rige. Franskmændene paapegede imidlertid, at Englænderne kun havde opnaaet denne frie Jernbaneforbindelse ved at lade 177 Kommuner med en polsk Majoritet paa 23991 Stemmer tilfalde Tyskland.
Eksperterne blev sat til at udarbejde et nyt Forslag, i hvilket de heller ikke opnaaede Enighed. De affattede et Kort, hvori de indtegnede et vist Antal polske og tyske Zoner, man siger 16; men de kunde ikke give Forslag om nogen Fordeling af disse Zoner. Der havde imidlertid fundet en Række Samtaler Sted mellem Briand og Lloyd George, under hvilke det var blevet klart, at de engelske og franske Anskuelser ikke kunde nærmes til hinanden,, og den 13’ August sluttede Raadet pludselig sine Møder uden at have opnaaet et Resultat. Man var dog blevet enig om, at Sagen skulde henvises til Folkeforbundet, hvis Kendelse man vilde underkaste sig. Man var paany lige vidt, og det øverste Raads Beslutning blev modtaget med meget blandede Følelser. I Frankrig blev der rejst Tvivl om, hvorvidt Folkeforbundsraadet overhovedet besad Kompetence til at afgøre Spørgsmaalet. Fredstraktaten bestemmer jo, at det er det øverste Raad, som skal fastsætte Tysklands Grænser, og sker det ikke, kan Tyskland eller Polen eller en hvilken som helst anden Magt, der har været med til at underskrive Fredstraktaten, komme og sige, at denne ikke er blevet overholdt. I Polen var man udpræget utilfreds med den Vending, som Sagen havde taget, og i Tyskland, hvor man havde været ved at opgive Tanken om et udelt Øvreschlesien, rejste man atter Hovedet. Naar det øverste Raad, der ene havde Ret til at bestemme, opgav denne sin Ret, maatte Tyskerne have Lov til at tage det hele. Øvreschlesien selv ventede og led. Der blev gjort kraftige Bestræbelser for at skabe Ro. Førerne for de polske og tyske Organisationer rettede i Fællesskab et Opraab til Befolkningen om at holde Fred, indtil Folkeforbundsraadets Beslutning foreligger. Det var et udpræget Vaabenstilstandsforslug. Polen erklærede paa fransk Opfordring, at det vilde gøre alt for ikke at forhale Afgørelsen af Øvreschlesiens Skæbne. Engelske Blade fastslog paa Grundlag af dette, at Forholdene i Afstemningsomraadet havde bedret sig betydeligt, og følgelig blev der stadig ikke Tale om A fsendelse af flere Tropper dertil.
Det viste sig dog snart, at det var haabløst at tænke paa Fred mellem de stridende Nationaliteter. 1 Løbet af August blev 74 Polakker myrdede i Rosenberg og 68 i Gr. Strehlitz, og Belejringstilstand maatte erklæres i Gleiwitz og Gr. Strehlitz. England bekvemmede sig derefter omsider til at give efter i Troppetransportspørgsmaalet, og i Slutningen af August blev der sendt 2 engelske, 2 franske og 2 italienske Batailloner til Omraadet. Den 29’ August samledes Folkeforbundsraadet i Généve. Det tog straks Spørgsmaalet Øvreschlesien op til Behandling og sluttede sig til den Anskuelse, som Formanden, Japaneren, Baron I s h i i, fremsatte, at det ifølge Forbundspagtens Artk. 11, 2’ Stk., godt kunde behandle Spørgsmaalet og give de Magter, som er repræsenterede i det øverste Raad, Anvisning paa en Løsning; men at Folkeforbundsraadet ikke kunde træffe den endelige A fgørelse, som ifølge Fredstraktaten ene tilkom det øverste Raad. Møderne blev derefter udsat til den 2’ September, for at Medlemmerne kunde faa Tid til at sætte sig ind i Sagens omfattende Materiale. Den 2' September besluttede man at overdrage Belgiens, Brasiliens, Kinas og Spaniens Delegerede at afgive Betænkning til Raadet. Denne Kommission arbejder endnu.
Hvorledes vil Folkeforbundsraadet Henstilling blive? Man ved det ikke og kan ikke forud danne sig nogen begrundet Mening derom; men en Ting er vistnok sikkert, at medens det overvejer, forhandler og beslutter, bereder de to øvreschlesiske Nationaliteter sig til en Kamp for det, som de anser for deres Rettigheder. Gaar Folkeforbundsraadets Henstilling Tyskerne imod, er der næppe nogen, som kan hindre de opagiterede Partigængere i at slaa til, og gaar Afgørelsen Polakkerne imod, kan man vel ikke vente andet, end at de rejser sig paany; thi de ved, at de, efter hvad der er sket, ikke kan vente sig blide Kaar under tysk Herredømme. Det kan ikke skjules, at Manglen paa Enighed hos de allierede Magter bærer en stor Del af Skylden for de ulykkelige Forhold i Afstemningsomraadet. Utilstrækkelig Besættelse har medført, at Roen ikke har kunnet opretholdes, og at der : efterhaanden er kommet saa meget Blod mellem de 2 Nationaliteter, at intet kan dæmpe deres Had til hinanden.
