Det maa betragtes som noget af et Særsyn, at et moderne Eksercerreglement for Fodfolket som det tyske af 1888 opnaar den anselige Levetid af 18 Aar. Man behover blot at erindre, at de fleste andre Lande i samme Tidsrum 3 å 4 Gange have skiftet Fodfolksreglementer, for at forstaa Betydningen heraf. Reglementet har, uden i nævneværdig Grad at tage Skade paa sit gode Navn og Rygte, overlevet den Scherffske Normalangrebslitteratur, Indførelsen af den toaarige Tjenestetid med Raabet om mere Vægt paa krigsmæssig Uddannelse, «Drill oder Erziehung»-Diskussionen, Striden om Frontalangrebets Mulighed over aaben Mark med den deraf følgende Teori over Kamp om feltbefæstede S tillinger og Boererkrigen med Gruppetaktikkens Fremkomst. Helt uskadt er det dog ikke sluppet igennem de 18 Aar, men ved Udgivelse af talrige «Deckblätter« har man søgt at holde det paa Højde med Tidens Tarv. Uden Tvivl har den lange Virketid i høj Grad bidraget til Opnaaelse af Rutine og sikker Forstaaelse af Reglementet hos Befalingsmændene, en Fordel, der næppe kan vurderes højt nok.
Forøvrigt synes man i Tyskland ogsaa tidligere at have haft Øjet aabent for Betydningen af en lang Levetid for reglementariske Bestemmelser; det Reglement, det tyske Fodfolk arbejdede efter til 1888, — det berømte Kompagnikolonne-Reglement, — blev saaledes ikke mindre end 41 Aar gammelt og rummede da ogsaa en saadan Mærkelighed som en Bataillonskolonne med Skytter af alle 4 Kompagnier samlede i en Skyttedeling foran. Men dette Reglement havde en berømmelig Krigshistorie; med det var Preusserne gaaet til Sejrene i 1864, 1866 og 1870, — om p aa Grund a f eller trods Reglementets Bestemmelser har dog været stærk Tvivl underkastet — , og saa længe den gamle Kejser Wilhelm I levede, var man klar over, at man ikke fik noget nyt. Men næppe havde Monarken i 1888 lukket sine øjne, før Kejser Friedrich af Generalkommandoerne forlangte Udtalelser angaaende et nyt Reglement. Det blev dog forbeholdt hans Efterfølger, den nuværende Kejser, at sende det ud i Livet. Det skete allerede den 1. September 1888.
Med dette Reglement, i hvis Redigering den bekendte General Schliehting1) havde en væsentlig Andel, traadte Tyskland straks frem i forreste Linie paa Fodfolkstaktikkens Omraade. Det var virkelig banebrydende for sin Tid ved den Krigsmæssighed, det forlangte, og den Frihed, det gav Førerne under Kamp; men det blev ogsaa dette sidste, der kaldte Scherff i Harnisk. Gennem 90erne rasede Striden mellem Modstanderne og Tilhængerne af mere bindende Forskrifter i Angrebet, men Reglementets Forkæmpere holdt urokkelig fast ved det tagne Standpunkt: Individualisering og Selvstændighed. Langt mere ørenlyd fandt de Røster, der paa Grund af den i 1893 forsøgsvis indførte toaarige Tjenestetid forlangte mere krigsmæssig Uddannelse (f. Eks. General v. Meerscheidt-Htillesem: Die Ausbildung der Infanterie 1903— 04: Ingen «Excerzierdrill», mere Uddannelse i Terrainet!), eller som efter Boererkrigen krævede mere Skoling af Enkeltmand i spredt Orden (f. Eks. Oberst v. d. Goltz: Die Ausbildung der Infanterie für den Angriff 1904). Det er vistnok disse Anskuelser, der mere end noget andet have bevirket Udgivelsen af et nyt Reglement. I Tidens Løb flikkede man som sagt paa Reglementet af 1888 ved de bekendte «Deckblätter». A f de mere betydelige Forandringer, som gennem disse bleve indførte, skal blot mindes om Indførelsen af Opmareh i smaa parallele Marchkolonner før et Sammenstød, — et for tysk Rencontretaktik typisk Træk — , endvidere Udvidelsen af Frontbredderne for Kompagni og Bataillon ved Armébefaling af fi/r, 1902 og endelig Afskaffelsen af «Doppelkolonne» (vor Bataillonskolonne) og Karréen samt nærmere Bestemmelser for Gruppeførernes og Enkeltmands Optræden i spredt Orden ved Kabinetsordre af 37/i 1905. Overgangen til et nyt Reglement var saaledes forberedt, og det vakte derfor ikke stor Forbavselse, da det i Begyndelsen af 1906 rygtedes, at der var nedsat en Kommission under Forsæde af General v. Bock und Pola ch1) for at omarbejde Reglementet. Det var almindelig ventet, at den ny Forskrift i Hovedsagen vilde indskrænke sig til at optage de forskellige supplerende «Deckblätter»s Bestemmelser, men Kommissionen blev i saa Henseende stillet ganske frit og skabte i Virkeligheden et helt nyt Værk, der paa enkelte Punkter endog kunde synes at gøre et helt Brud med de gammelpreussiske Begreber om Stramhed og Disciplin. Fra Januar vare Fodfolkets Lærebataillon og Skydeskole stillede til Raadighed for Kommissionen; denne delte sig i 4 Udvalg:
1 . under Generalløjtnant v. U slar3) behandlede sluttet Orden til Kompagniet inkl.,
2. under General v. Eichhorn3) Bataillon, Regiment og Brigade,
3. under Generalmajor Fassbender1) spredt Orden, og
4. under General v. Biilow 3) Fægtningen.
I tre af Udvalgene sad Officerer, der havde overværet Krigen i Østasien.
Ved denne Fremgangsmaade opnaaede man at fremme Arbejdets Hurtighed i den Grad, at Forslaget til det ny Reglement allerede i Begyndelsen af April kunde forelægges Kejseren og den 6 . Maj udgives til Prøve ved enkelte A fdelinger. To Maaneder senere havde hele det tyske Fodfolk det!
Allerede i det rent Ydre adskiller det ny Reglement sig paa en behagelig Maade fra sin Forgænger; dette sidste omfattede uden Bilag (Signaler o. 1.) 172 og med disse i alt 208 Sider; det ny har kun 150, idet Bilagene udgør et særligt Tillæg til Reglementet. Ogsaa den fortløbende Nummerering af Punkterne gennem hele Reglementet er en Fordel fremfor det gamle, hvor hvert af de tre Hovedafsnit Skole, Fægtning og Parade havde sine Numre, saa der f. Eks. maatte skelnes mellem 1 13, I I 13 og III 13. Endvidere giver Inddelingen i «geschlossene Ordnung» og «geoffnete Ordnung», som det nu hedder mere logisk end det tidligere «zerstreute», en noget bedre Oversigt end den tidligere Inddeling af Delingens og Kompagniets A fsnit i sluttet og spredt Orden. Karakteristisk for hele Reglementet er ogsaa den Omstændighed, at Bestemmelserne for sluttet Orden er formindskede fra 60 til 46 Sider, medens spredt Orden er vokset fra 11 til 23. Denne indgaaende og omhyggelige Behandling af alle Enkeltheder i den moderne Kamp springer straks i Øjnene, naar man gennemblader Reglementet. Mange Tiug, der tidligere var overladt den enkelte Befalingsmand at bestemme, er nu fastslaaet i Detaillerne, uden at derfor den Selvstændighed, der gives Førerne og Skytterne i den spredte Orden paa nogen Maade er blevet indskrænket. Tvertimod fremhæves det atter og atter i det ny som i det gamle Reglement, at Underforernes selvstændige Optræden er en Grundbetingelse for ethvert godt Resultat af Kampen. ---------------
(Fortsættes.)
