Titel: ”Der er intet foruroligende for Danmark”. Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april.
Forfatter: Steen Andersen
Forlag: Syddansk Universitetsforlag, Odense 2020
Pris: Forlaget (ikke indbunden): kr. 238,00)
Anmelder: Michael Hesselholt Clemmesen
Rating: 5
Bogen nåede lige at blive sendt ud, før Syddansk Universitetsforlag, sammen med andre dele af det offentlige Danmark, blev nedlukket af COVID-19 pandemien. Mit anmeldereksemplar nåede mig i sommerhusets coronaeksil, hvor der var god tid til både læsning og til at supplere læsningen med korrespondance med forfatteren.
Anmeldelsen af den velskrevne og nødvendige bog kunne således bygges på såvel læsningen som korrespondancen.
Steen Andersens bog fik en både hurtig og fortjent ros i pressen. Men helt naturligt lagde omtalen dér vægt på, hvad der blev opfattet som de væsentlige, dvs. de ydre nyheder. Det var, at Det Britiske Imperiums marineminister, Winston Churchill, ønskede at tage det strategiske initiativ fra tyskerne, og at hans planer ikke alene var rettet mod Nordskandinavien. De omfattede også planlægningen af en operation ind i Østersøen, der skulle ramme den tyske evne til at fortsætte krigen.
Planerne var meget lig de overvejelser, som samme Churchill som marineminister i 1914 – et halvt år efter krigens start – havde iværksat sammen med sin daværende flådechef, John Fisher. De havde fyldt ugerne, indtil Churchill i stedet valgt at trænge gennem Dardanellerne og presse Tyrkiet ud af krigen.
Her i vinteren 1939-40 var de praktiske forberedelser længere fremme, end de havde været 25 år før. Flådechefen Dudley Pound var skeptisk over for de praktiske og politiske muligheder, der bl.a. omfattede svensk tilladelse til undervandsbåds- og jagerflybaser, men havde fortsat forberedelserne. Som i 1913-14 følte Churchill ikke, at hensynet til små landes neutralitet måtte hindre operationer, der var nødvendige i sit lands eksistenskamp.
De danske myndigheder kunne intet vide om denne planlægning. Men man havde, som Andersen beskriver, fra krigens start forudset, at dansk neutralitet var truet af mulighederne for britisk flåde-indtrængen i Kattegat mod Stræderne og af tyskernes forudseelige reaktion - en indrykning i Danmark. Det var årsagen til, at den danske flådes mest slagkraftige enheder var blevet placeret i Aarhusbugten. Denne anvendelse var en gentagelse af Første Verdenskrigs indsættelse af den danske flåde på en måde, der søgte at gøre en tysk militær tilstedeværelse på dansk territorium unødvendig.
Forfatteren beskriver, hvordan den danske udenrigsminister, Peter Munch, hurtigt efter krigens start under handelsforhandlingerne med Berlin og London erkendte, at vestmagterne ikke alene fortsatte den hårde blokadelinje fra slutningen af den tidligere storkonflikt. Briterne arbejdede nu på at gøre sig helt uafhængige af import fra Danmark for at kunne effektivisere den økonomiske krig mod Tyskland.
Efter starten af Den Finske Vinterkrig og specielt med den alvorlige britiske krænkelse af norsk neutralitet ved Altmark-affæren midt i februar 1940, var det klart for Munch, at også truslen mod Danmark var stærkt forøget. Man var tilbage i situationen fra efteråret 1918, hvor de allierede havde truet med at forlænge den amerikansk-britiske minespærring mellem Skotland og Norge ind på norsk søterritorium, men hvor nordmændene havde valgt selv at minere hullet.
Som Andersen beskriver, var danske nøglepersoner klar over, at man nu nærmede sig den situation, som man havde været i fra maj 1917 og et godt år frem. Her havde den tyske flåde, via gesandten i København, gjort klart for dennes danske kontakter, udenrigsminister Erik Scavenius og dennes policy-departementschef, Herluf Zahle, at hvis briterne fik mulighed for at operere fra norske farvande og baser, måtte tyskerne med få timers varsel gives fri indmarch og adgang til baser i Nordjylland (tyske 1917-kilder nævner vandflybaser i Limfjord og på Læsø og Samsø).
Samtalerne var blevet fulgt af den daværende forsvarsminister Munchs energiske indsats i sommeren 1917 for at få nedbygget hærens sikringsstyrkes størrelse til et niveau, hvor den ikke kunne kæmpe i længere tid. Det var lykkedes efter afløsningen af hærchefen Vilhelm Gørtz. Munchs indsats dengang, tyder ligesom omtalen i april 1940-krisen af baser på Læsø som et muligt, begrænset tysk ønske, på, at han var blevet orienteret af Scavenius om drøftelserne med gesandten.
En sådan inddragelse af forsvarsministeren havde reelt været nødvendig af andre grunde. Scavenius lovede bl.a. tyskerne, at gesandtskabet – for at den tyske flåde ikke skulle overreagere på upålidelige agentmeldinger – skulle få adgang til det situationsbillede fra de danske farvande, som Flådens efterretningsstation på Holmen konstant opretholdt på grundlag af meldinger fra fyrtårne og fyrskibe. Da dette fortrolige maritime situationsbillede, som i resten af krigen i brud med neutraliteten, diskret blev givet til gesandtskabet, kom fra Munchs marineministerium, måtte han orienteres. Det er ligeledes sandsynligt, at viceadmiral Rechnitzer, der dengang som kaptajn var marineministeriets direktør Vilhelm Jøhnkes højre hånd, havde haft nogen viden om samarbejdet.
Bogens helt centrale bidrag er for anmelderen, den fornyende og overbevisende analyse af hvordan Munch fra foråret 1939 indtil 1940 arbejdede for det sikkerhedspolitiske mål, han havde forfulgt igennem hele sin politiske karriere: Danmark måtte ikke igen som i 1864 ende i en situation, hvor en ny håbløs forsvarskrig mod Tyskland ikke alene bragte nye tragiske tab og ødelæggelser, men også med stor sikkerhed endte i tabet af dansk selvstændighed og demokrati.
Forfatteren klarlægger, at allerede mange måneder før Danmark i foråret 1939 indgik en ikke-angrebstraktat med Tyskland, havde statsminister Stauning ønsket at opnå netop dette resultat. Det skulle være som en gentagelse af J.C. Christensens indsats fra 1906 til 1909. Her forberedte den store venstreleder Danmark til neutraliteten i den truende storkrig gennem en kombination af en nyordning af forsvaret og en diskret beroligelse af Tyskland via sit krigsministeriums direktør, kaptajn L.C.F. Lütken.
Stauning, der fra 1935 betragtede en ny krig som sandsynlig, fik sin moderniserede forsvarsordning på plads hurtigt, men aftalen med Tyskland måtte vente et par år og Munchs indsats. Bogen forklarer overbevisende, hvorfor og hvordan den danske udenrigsminister valgte at bryde med nordisk enhed og indgå traktaten.
Som alle andre – briter, nordmænd og danskere – blev Munch overrasket over den massive, ambitiøse og hovedløst risikable tyske operation, der blev indledt 9. april. Den var ikke logisk eller mulig med det opbygningsstadie, som den tyske flåde havde nået i foråret 1940. Munch forstod ikke det traume fra 1918, der drev den tyske flådeledelse til at risikere alt for at sikre sig en synlig og ærefuld rolle i den nye krig, som man satsede på ville blive afgjort hurtigt.
Som alle andre forventede Munch en rationel optræden af de krigsførende. Den tyske operation ville være begrænset til at søge baser i Sydvestnorge, der kunne sikre adgangen til Atlanterhavet og et fremskudt forsvar af adgangen til Østersøen.
Betydningen af flystyrker for operationer på landjorden var blevet demonstreret i Polen, men alle flådestyrker undervurderede indtil april-maj 1940 flådestyrkers sårbarhed over for landbaserede fly, samt transportflys muligheder for at støtte højmobile operationer med små luftlandsætninger og forsyninger. Munch var kun lidt mere åben over for flys muligheder end viceadmiral Rechnitzer.
Den tyske operation mod Norge med begrænset mål, man kunne forvente, måtte kunne gennemføres med en forhåbentlig tidsmæssig afgrænset adgang til danske baser. Det var afgørende, at ingen opførte sig så tåbeligt, at tyskerne fik den opfattelse, at det krævede en omfattende og derfor ødelæggende militær indsats at nå dette mål.
At sådanne krav kunne komme fra De Konservative, var forventeligt, men det kunne let håndteres politisk. Det var derimod et problem, at der inden for det største regeringsparti, Socialdemokratiet, fandtes folk tæt på statsministeren som H.C. Hansen, Hans Hedtoft og Hartvig Frisch, der mente, at man burde gøre noget mere militært end en helt symbolsk, markerende indsats af en let bevogtningsstyrke, som Munch altid have anført måtte være det bedste og eneste nødvendige svar på et stormagtsangreb.
Problemet var imidlertid, at gesandten i Berlin, veteranen Herluf Zahle, der havde været Scavenius’ højre hånd under den foregående krig, ikke alene rapporterede, at den tyske operation ville omfatte Danmark. Det overraskede ikke Munch. Men på trods af, at Munchs direktør, Otto Carl Mohr, forsøgte af få Zahle til at nedtone den uhensigtsmæssigt klare rapportering, mente gesandten ikke, at han kunne gå så langt som ønsket. Det irriterede Munch og med ham Mohr. Derimod spillede viceadmiral Rechnitzer den rolle, som udenrigsministeren ønskede. Viceadmiralen understregede, at han havde den tyske flådeledelses tillid og ord for, at man ikke ville angribe Danmark. Også hærchefen Prior var enig i, at Tyskland først ville rykke ind efter en diplomatisk advarsel.
Den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink kunne derefter umiddelbart før angrebet rapportere hjem, at Munch havde gjort klart for ham, at de danske styrker var beordret til at kæmpe, men at modstanden kun ville være helt symbolsk.
Steen Andersen forstår ikke hærens optræden. Han er handicappet af, at efterretnings- og planarkiverne blev destrueret uden for Proviantgården om morgenen den 9. april, og at der ikke findes erindringer, hvor hærledelsens arbejdsform beskrives og dens beslutninger i dagene op til invasionen klarlægges.
Der er dog en meget sigende begivenhed, der giver et klart svar på, hvordan generalerne så på deres situation: Om aftenen den 8. april gik hærchefen og hans stabschef hjem i seng. Det blev de senere bebrejdet for, men lad mig her give det eneste logiske svar.
Igennem et år havde først generalløjtnant Erik With og så William Wain Prior søgt at få opbygget og deployeret en sikringsstyrke, der kunne bevogte kyster og grænsen og gennemføre et første neutralitetsforsvar. De blev assisteret af en af de klarest tænkende danske hærofficerer i det 20. århundrede, generalstabschefen Ebbe Gørtz (sønnen af den hærchef, som Munch havde fået fjernet for at kunne nedbygge sikringsstyrken i 1917).
I januar 1940 havde hærledelsen på efterretninger fra Tyskland alarmeret styrken i Jylland. Det blev gjort Prior helt klart, at det skulle han ikke forsøge i fremtiden, og i de efterfølgende uger ignorerede krigsministeriet alle hans forsøg på at forberede hæren til sin opgave.
Selv for meget tungnemme må det have været klart, at ingen hærenheder ville blive indsat til forsvar af landet, og mens man kunne opfatte Prior som politisk tonedøv, viste Gørtz i de efterfølgende år, at det var han ikke. Hærledelsen havde simpelthen loyalt forstået sin og værnets rolle. Man ville nok blive vækket, når det tyske ultimatum blev afleveret.
Forløbet blev aldrig forklaret, for som Steen Andersen klart argumenterer, var formålet med Den Parlamentariske Kommission ikke at klarlægge, hvad der var sket, men at lægge diskussionen så død som muligt, og her spillede historikeren Peter Munch en central rolle i at forklare politikeren Munchs handlinger.
Det havde han prøvet før. I Beretningen fra Forsvarskommissionen af 1919, der i 1922 beskrev udviklingen op til og under Første Verdenskrig, var det historikeren Munch, der redigerede fortællingen om forsvarsminister Munchs embedsførelse. I begge tilfælde var alt, der kom med, sandt, men det er jo bedst, at ikke alt kommer med.
Stor tak til Steen Andersen for, at nogle af hullerne nu er blevet fyldt ud.
Michael H. Clemmesen, Brigadegeneral
