Den taktiske anvendelse af landminer ved en dansk fodfolksdivision, samt en kort gennemgang af rydning
1. Indledning.
Landminer blev i stor udstrækning anvendt i verdenskrig II. Eksempelvis kan nævnes, at englænderne i Gazalastillingen ud lagde mere end een million miner (tætbed ca. 13), og at tyskerne ved El Alamein brugte ca. 1/2 million miner (tæthed ca. 7). I Frankrig planlagde tyskerne at anvende 200 millioner miner med et foreløbigt mål på 20 millioner svarende til tætheden 10. Det lykkedes dog kun at udlægge 4.193.167 stk. in d til den 20/5 1944.
Men det var i verdenskrig II. Har miner stadig så stor betyd ning som englænderne og tyskerne tillagde dem under denne sidste krig? Herom skriver den kendte amerikanske videnskabsmand Vannevar Bush i sin bog „Modern arms and free men“ på side 32: „One of the new primary aids to defence that appeared in the interval (mellem de 2 verdenskrige) was the use of great quan tities of landmines. A field of such mines, covered by antitank guns, distributed in depth, interspersed w ith m achingun nests, backed by artillery, is a formidable defence line indeed. In the contest between land mines and means for removing them, the mine won out“ og side 34: „A mine field, adequately covered by artillery or morters with proximity fuses, is a formidable line. Mere combination of tanks and men will not penetrate it“.
Men A-bomben, vil den ikke ændre billedet? Man regner med, at den ikke er særlig effektiv til rydning af minefelter, idet kun et begrænset antal miner vil detonere ved luftdetonation, hvor minerne er nedgravet. Minerne vil dog blive frilagt, hvor jorden er tør, i et større område.
Det kan altså slås fast, at landminer stadig har stor betydning i moderne krig, og når man desuden hører, at de er et relativt billigt våben, der bedst kan udnyttes i forsvaret eller under til bagegangsbevægelser, er de utvivlsomt et våben af stor interesse for Danmark. Denne interesse understreges af, at landet har så få gode naturlige hindringer indenfor de to landsdele.
Det i det følgende fremsatte tager i hovedsagen sigte på miners anvendelse ved en dansk fodfolksdivision under bevægelig krigsførelse, hvor der højest står 3—4 dage til rådighed for en forsvarsstillings udbygning, og hensigten er at give sådanne vink, der kan hjælpe den taktiske fører ved sine beslutninger vedrørende anvendelsen af landminer.
2. Hindringer i almindelighed.
Anvendelsen af hindringer skal ske ud fra et grundsynspunkt, der er præget af angrebsånd, beslutsomhed og snilde.
Hindringer må ikke betragtes som uigennemtrængelige, men snarere som et middel, ved hvis hjælp fjenden kan bringes i en ugunstig stilling i relation til egen tid.
Hindringer udføres for at stoppe, sinke, kanalisere eller sprede fjendens bevægelser.
Hindringer kan inddeles i — naturlige hindringer,
— kunstige hindringer, eller i
— fodfolkshindringer,
— hindringer mod hjulkøretøjer, — hindringer mod bæltekøretøjer.
Hindringer mod hjul- og bæltekøretøjer benævnes ofte under eet som kampvognshindringer, selv om de kun lejlighedsvis er de samme, f. eks. omkring vejene. Denne terminologi vil blive an vendt i det følgende.
Da kunstige hindringer kræver relativ stor arbejdskraft og forsyninger, skal man, hvor det er muligt, basere sin hindringsplan på naturlige hindringer. Ofte vil de i planen indgåede hindringer i hovedsagen bestå af naturlige hindringer, der udbygges med kunstige.
Den største fordel ved kunstige hindringer er, at de kan placeres, hvor det er taktisk ønskeligt.
Det er ofte af betydning, at hindringer har stor dybde.
Den enkelte hindring skal i den udstrækning, det er muligt, opfylde følgende krav:
— den skal kunne dækkes af ild for at vanskeliggøre passage og rydning,
— den skal være placeret med henblik på at overraske fjen den. En erkendt hindring har mistet en væsentlig del af sin værdi,
— den skal være vanskelig at rekognoscere,
-
— den må ikke hindre egne bevægelser,
-
— den må ikke ødelægge egne skudfelter og observation,
-
— den skal være vanskelig at rydde — i hvert fald med båret materiel,
-
— den må ikke røbe egne ildstillinger,
-
— den må ikke yde dækning for fjenden.
3. Inddeling af mineringer,
a. Teknisk inddeling.
En minering er et terrainområde, hvor der er udlagt miner.Hvor minerne ikke er nedgravede, benævnes den som en åben minering.
Mineringer dels i — minefelter, — spredt minering.
Minefelter består af miner, udlagt efter en standardmetode.
De inddeles i
— panserminefelter,
— fodfolksminefelter,
— blandede minefelter, der består af såvel panser- som fodfolksminer,
— skinminefelter, der fremkommer ved, at kun et fåtal af skarpe miner udlægges i et felt efter standardmetoden. Spredt minering består af m iner udlagt uden standardmetode. Den kan bestå udelukkende af panserminer eller af fodfolksminer, men er ofte en blanding. En særlig form for spredt minering er lureminering. Ved denne form for spredt minering anvendes ofte improviserede sprængladninger, herunder flyvebomber og artilleri granater, der bringes til detonation på overraskende måde.
Et større eller m indre antal miner i såvel minefelter som spredt minering kan luremineres, d. v. s. den enkelte mine udstyres med en eller flere sekundære tændanordninger.
Minefelter giver en hurtigere udlægning og en lettere rydning — det sidste gælder også for fjenden — end spredt minering. End videre er sandsynligheden for egne tab ved rydning mindst ved felter, og derfor anvendes spredt minering især, hvor det er usand synligt, at egne tropper skal passere.
b. Taktisk inddeling.
En minering udlægges med et bestemt taktisk formål. Dette må stå klart for føreren, der befaler den og de tropper, der bruger den.
Den taktiske inddeling omfatter — lokale mineringer,
— stomnnineringer,
— fremrykkemineringer,
— indre mineringer.
Lokale mineringer forstærker afdelinger, FSO m. fl. i kamp stillinger, beredskabsopstillinger m. v. De anvendes mest i forsvaret, men kan efter omstændighederne anvendes undei alle kampformer. De anvendes, når der ses bort fra forsvar, ofte for et begrænset tidsrum; de skal være lette at rydde. Følgelig anvendes minefelter, og, hvor forholdene tillader det, anvendes åben minering. Bataillonschefer m. fl. er bemyndiget til at udlægge lokale mineringer.
Stormmineringer udføres i forsvaret for at sinke fjendens fremrykning ind i hovedstillingen. Hvor det lykkes ham at bryde igennem, medvirker de til at kanalisere hans bevægelser. De ud vider og forbinder de lokale mineringer i fronten. Tyngden er norm alt i HFL, men de kan ofte placeres i flanker og undertiden i ryggen. Blandede og lureminerede minefelter er den almindelig ste form for minering. Fodfolksniinering anvendes ligeledes. Regimentschefen er bemyndiget til at udlægge stormmineringer.
Fremrykkemineringer anvendes for at sinke fjendens frem rykning. De anvendes mest under tilbagegangsbevægelser, men de kan også under angreb anvendes til sikring af flanker. De består ofte af spredt minering. Divisions- og kampgruppechefer er bemyndiget til at udlægge frem rykkem ineringer.
Indre mineringer anvendes i forsvaret for at lede fjenden ind i et forud bestemt terræn, for at standse ham i hovedstillingens indre og for at hindre ham i at oprulle stillingen. Mest anvendt er panser- og skinpanserminefelter. Fodfolksminering anvendes normalt kun i områder, hvor egne bevægelser er udelukket på forhånd. Divisions- og kampgruppechefer er bemyndiget til at ud lægge indre mineringer.
4. Karakteristiske træk ved mineringer.
a. Sammenligning med andre kunstige hindringer.
I modsætning til de fleste andre kunstige hindringer har mineringer følgende fordele:
-
— de begrænser ikke egne skudfelter og observation,
-
— de er lette at sløre, og de kan derfor ofte anvendes overraskende,
-
— de yder ingen dækning for fjenden,
-
— de kan gøres vanskelige at rydde,
-
— de røber ikke egne stillinger,
-
— de kræver en relativ ringe arbejdsindsats i forhold til den effektivitet, der opnås,
-
— de er lette at kombinere med såvel andre kunstige som naturlige hindringer,
-
— mulighederne for at variere mineringernes art er til stedei meget stort omfang,
-
— de er en aktiv hindring, der ikke alene opfylder de krav, som stilles til alle hindringer, men giver fjenden tab, og hvad der ofte er mere vigtigt: de kan ofte svække hans moral og beslutsomhed. De tab, som en uventet, opdukket minering giver, kan standse en ubeslutsom modstander,
— ved detonationer kan de advare egne styrker.
Af mangler ved mineringer skal især fremhæves:
-
— de kan ikke improviseres, men er afhængig af forsyninger bagfra,
-
— man kan risikere — da mineringer er aktive hindringer — at de forvolder tab på egne styrker med deraf følgende uheldig indvirkning på moralen,
-
— visse mineringer, f. eks. lureminering, kræver højt uddan nede specialister.
b. Tæthed og dybde.
Ved tæthed forstår man antal miner pr. Ih. m. af fronten. Tætheden i et minefelt afhænger bl. a. af minernes art. Den mindste tæthed for panserminer er normalt 1, mens den for trædeminer er 3, og 1/5 for trådminer (springminer).
Hvor det er muligt, forøges tætheden; således må tætheden 3 for panserminer anses for at være ønskelig, når der ikke er tale om egentlig stillingskrig.
Tætheden 1 ved panserminefelter skulle give 70 %’s sandsyn lighed for træfning; dette tal falder meget hurtigt, når tætheden bliver mindre end 1. Tætheden 2 skulle give 90%’s sandsynlighed for træfning.
Hvor tætheden forøges, bør det aldrig ske ved at reducere af standen mellem de enkelte miner i en allerede udlagt minering, men ved at udvide hele mineringens dybde.
Kravet om dybde er i det hele taget vigtigt, men det må ikke føre til, at man får et stort antal mindre mineringer; en undtagelse herfra er dog langs veje, der sandsynligvis skal bruges af fjenden som fremrykkeveje. Dybde vanskeliggør ofte forsvaret af mineringer, men den er nødvendig bl. a. for at vanskeliggøre fjen dens rydning. På den anden side kan dybde medføre, at fjenden standses relativt langt foran egne stillinger. Den normale dybde af et panserminefelt ved tæthed 1— 1 2/3 er nomalt 200— 300 m, men forholdene hl. a. bagskråningsstillinger vil ofte medføre mindre dybde.
c. Åbninger gennem egne mineringer.
Mineringer kan ofte ikke undgå at gribe generende ind på egne bevægelser. Derfor er det nødvendigt at etablere et antal åbninger. Man skelner mellem gennemgange, der tillader passage af fodfolket, ofte 1—2 m brede, og gennemkørsler, der for trafik i een retning normalt er 8 m brede. Afmærkning af gennemkørsler er standardiseret for NATO-styrker, og den fremgår af en fra hærkommandoen udsendt standardiseringsbefaling (BEF nr. 4). Denne afmærkning gælder også åbninger, der etableres i fjendens mine ringer. For at hindre fjenden i at benytte egne åbninger må der ved hver af disse være en styrke, der har ansvaret for at fjerne afmærkningen, samt lukke åbningen med miner. Til lukning af åbningen må de nødvendige miner være oplagt i nærheden af denne.
Antallet af åbninger afhænger af planerne for tilbagegangen af egne styrker, eller planerne for patruljer, modangreb m. v. Under rydning vil senere antallet af åbninger gennem en fjendtlig minering blive omtalt, og dette antal kan gælde som en rettesnor ved fastlæggelsen af disse.
I forbindelse med åbninger i mineringer mærker man sig iøv- rigt
— at fodfolket altid kan passere hen over panserminering og normalt over luremineret panserminering,
— at fodfolksminering ikke er en hindring for kampvogne.
d Indhegning og afmærkning af mineringer.
Formålet med indhegning og afmærkning af mineringer er at sikre egne bevægelser.
Indhegningen er ikke standardiseret, men udføres normalt af pigtrådspæle forbundet med en enkelt tråd (normalt pigtråd).
Afmærkninger er derimod standardiseret indenfor NATO. Be stemmelserne herfor fremgår af hærkommandoens standardiseringsbefaling nr. 11. Afmærkningsskiltene anbringes i reglen i forbindelse med indhegningen.
Egne indhegninger bliver normalt indhegnet og afmærket samtidig med, at udlægningen slutter. Indhegningen følger ikke mineringens grænser for at skjule deres nøjagtige beliggenhed for fjenden.
Ved lokale mineringer udelades normalt indhegningen.
Stormmineringer er altid indhegnet og afmærket på den side, der vender mod egne styrker. Det afhænger af forholdene om flanker og den mod fjenden vendende side skal indhegnes og af mærkes. I denne forbindelse henledes opmærksomheden på, at en indhegning anbragt langt foran egne mineringer, ofte vil vildlede fjenden og derigennem sinke ham, samtidig med at indhegningen kan orientere egne patruljer.
Stormmineringer, der anbringes til sikring af egen ryg, vil normalt blive indhegnet og afmærket hele vejen rundt.
Fremrykkemineringer indhegnes i reglen ikke. Når det undtagelsesvis er nødvendigt af hensyn til egne tropper, må man træffe særlige foranstaltninger for at sikre, at indhegningen fjer nes, inden fjenden når frem til denne.
Indre mineringer er normalt indhegnet og afmærket hele vejen rundt.
Indhegning og afmærkning ses ikke på flvvefotografier, men efter en vis tids forløb vil fjenden eventuelt opdage, at der ikke findes spor af færdsel indenfor indhegningen.
e. Indberetning og registrering af mineringer.
Indberetning og registrering er nødvendig af hensyn til egne troppers sikkerhed og af hensyn til egen senere rydning. Indberet ninger tjener det første formål, registreringsrapporter det andet.
Indberetninger sendes af den officer, der forestår udlægningen, til den myndighed, der befaler udlægningen, når
— mineringens beliggenhed er endelig fastlagt,
— når udlægningen begynder (med vedføjet skønsmæssig angivelse af forventet fuldførelsestidspunkt),
— når udlægningen er afsluttet.
Registreringsrapporter er mere detaillerede end indberetninger. Der findes i øjeblikket ingen standardiserede former, men sådanne vil utvivlsomt blive udarbejdet — evt. indenfor NATO. Der vil formentlig blive 2 typer, en der dækker felter, og en der egner sig til spredt minering. Den sidste vil blive meget detaille ret, hvis den skal være en virkelig hjælp for rydningen.
f. Minering i forbindelse med andre hindringer.
Mineringer anvendes ofte sammen med andre former for hin dringer for at forøge disses hindringsværdi. De må betegnes som særdeles egnet til dette formål.
Nedenfor skal gives nogle eksempler:
— miner anvendes i forhug for at hindre brugen af bulldozer, taljetræk, motorsave m. v.,
— pigtråd og fodfolksminer anvendes ofte sammen i stormhindringer. Såvel pigtråd som fodfolksmineringer kan an vendes foran en panserminering, men man må gøre sig klart, at hvor der intet aktivt panservæsen er, vil såvel pigtråden som fodfolksminerne kunne ryddes ved hjælp af kampvogne. Dette forhold vil ofte medføre, at pigtråd og fodfolksminer anbringes bag pansermineringer eller foran på steder, hvor fjendtlige kampvogne sandsynligvis ikke kan passere. Da fodfolksminer — i modsætning til pigtråd — er lette at sløre, vil man dog ofte afvige herfra for disses vedkommende. Hertil kommer, at fodfolksminer ved deres detonation kan advare egne styrker,
— vejspærringer, herunder brosprængninger, suppleres ofte med mineringer.
g. Mineringer og ild.
Ligesom andre hindringer skal mineringer helst kunne dækkes med ild, men da mineringernes udstrækning normalt vil være af langt større omfang end andre kunstige hindringer, skal visse pro blemer i forbindelse hermed fremdrages.
En minering bør helst være dækket af både fodfolksild, ild fra panserværnskanoner og artilleri. Hvis man vil anbringe fod folksvåbnene og observationen indenfor forsvarsområderne, vil dette ofte ikke kunne lade sig gøre. Man kan da i mellemrummene mellem områderne enten anbringe en mindre styrke med fodfolks våben eller et par godt slørede mand med radio, der kan påkalde ild fra krumbanevåbnene. Hvor mineringen består af fodfolksminer, vil sådanne småstyrker i høj grad være sikret mod overrumpling.
En kampvogn kan eventuelt anvendes til bevogtning.
Den store dybde i mineringer og ønsket om at standse fjenden på lang afstand kan ligeledes vanskeliggøre ilddækningen.
Hvor mineringer ikke kan dækkes med ild, må man anvende særlige former for minering f. eks. lnreminerede blandede minefelter, der består af ikke metalholdige miner, og patrulje må ud sendes med passende mellemrum. Hyppigheden af disse patruljer afhænger af, hvor lang tid det skønnes for fjenden at gennemføre en åbning. Endvidere kan der, hvor ilddækning ikke er mulig, anvendes unorm al stor dybde.
Fremrykkehindringer — i modsætning til de øvrige hindringer — påregnes normalt ikke at kunne dækkes med ild. Brugen af vel slørede ikke metalholdige miner, lureminer af enhver art samt stor fantasi ved udlægningen er de bedste metoder til at forlænge den tid, som fjenden sinkes.
5. Planlægning og koordinering af mineringer.
Som almindelig regel gælder, at den myndighed, der er bemyndiget til at udlægge den pågældende minering, også planlæg ger dens placering og art. Bestræbelserne vil dog altid, hvis tiden tillader det, gå i retning af, at planlægningen lægges op på et så højt plan som muligt for at sikre den fornødne koordinering. Det er „0“ med den pågældende ingeniørofficer som rådgiver, der fore står planlægningen. Hindringsplanen skal koordineres med ildpla nen og planerne for egne bevægelser (modangreb, faglig tjeneste m. v.). Under alle omstændigheder øver divisionen (kampgruppen) en stærk indflydelse på bindringsplanens praktiske udførelse, da den stiller forsyningerne af m iner udover NBH til rådighed.
Allerede ved valg af stilling tager divisionen hensyn til — i den udstrækning det er muligt efter de fra højere myndighed givne ordre eller direktiver — anvendelsen af naturlige hindringer, så ledes at antallet af kunstige hindringer kan reduceres mest mulig.
Det er normalt divisionen, iler udarbejder en samlet hindrings plan baseret på såvel naturlige som kunstige hindringer. Specielt med hensyn til mineringer kan divisionen eksempelvis fastsætte
— hensigten med de mineringer, der skal udføres,
-
— de områder, hvor de skal placeres. Dette gælder dog nor malt ikke lokale hindringer,
-
— hvem der skal udføre mineringerne,
-
— trangfølgen for deres udlægning,
-
— almindelige synspunkter vedrørende brugen af fodfolks- og lureminer,
-
— samt fordeling af de rådige forsyninger af miner.
På grundlag af disse beslutninger fastsætter DIO tildelingerne af udlægningsmateriel og art og antal miner.
Ved fodfolksregimenter og panserværnsbatailloner fastlægges hindringsplanen i terrænet. En grundig rekognoscering er normalt nødvendig; rekognosceringsgruppen vil foruden regimentets eget personel ofte omfatte repræsentanter fra D A F og DIO. De 2 sidste vil normalt være chefer for enheder i D/S eller U/S for regimen tet (panserværnsbataillonen).
Regimentet (panserværnsbataillonen) er bl. a. ansvarlig for
— at divisionens hensigt med hindringsplanen gennemføres indenfor REG (PVB), herunder at de befalede åbninger til tilbagegangsveje for fremskudte styrker, åbninger til modangreb m. v. bringes til udførelse,
— at mineringerne tilpasses de naturlige hindringer og de foreliggende ildplaner.
Udover de af divisionen befalede mineringer kan regimentet — hvis det råder over de fornødne midler — yderligere udføre mineringer, som tilpasses divisionens hindringsplan og egne mod stødsplaner.
Ved batailloner og artilleriafdelinger vil planlægningen i 1. række gå ud på at tilpasse de lokale hindringer til den befalede hindringsplan, idet højere myndigheder, når der ses bort fra even tuelle åbninger, ikke griber ind med hensyn til placeringen af lokale hindringer.
Som det fremgår af ovenstående, begynder planlægningen i store træk og udførelsesordren fra oven, og processen forplanter sig nedefter. Detailplanlægning og koordinering må begynde for neden; koordineringen fra neden og opefter er ofte vanskelig, og et vigtigt led i bestræbelserne for at reducere vanskelighederne er, at der altid meldes til højere myndighed, når en minerings ende lige plads er besluttet. På ethvert trin påhviler det ingeniøroffi ceren at give den fornødne rådgivning.
7. Udlægning.
a. Hvem der udfører de forskellige mineringer.
Alle kampenheder skal kunne udlægge panserminefelter, og faglige enheder skal kunne udføre panserminefelter som lokale mineringer.
Ingeniørtropper og pionerdelinger udlægger fodfolksm inefel ter, andre kampenheder kan efter forholdene udlægge fodfolks minefelter, der ikke kræver en større uddannelse, f. eks. træde- minefelter.
Ingeniørtropper og pionerdelinger udlægger spredt m inering og blanding af panserminefelter med fodfolksminer.
Kun ingeniørtropper udfører hireminering og lureminerede pansermineringer.
Ofte sker udlægningen som et samarbejde mellem de forskel lige våben. Som eksempler på et sådant samarbejde skal nævnes: — en fodfolksstyrke udlægger et panserminefelt og bagefter følger en ingeniørstyrke, der lureminerer et antal miner,
— en eller flere ingeniørbefalingsmænd bistår en fodfolks styrke under udlægningen. Dette finder navnlig sted, når den pågældende styrke mangler den fornødne uddannelse,
— styrker af andre våben er U/S for ingeniørtropperne. Løs ningen er god set fra et rent teknisk synspunkt, men uhel dig set fra den enheds synspunkt, der afgiver styrken. Fremgangsmåden er mest anvendelig, hvor der er lang tid til rådighed.
Ingeniørenheder, der arbejder i en bataillons område, vil sjældent være i U/S for denne.
b. Arbejdsydelser.
Det er vanskeligt at give koncise tal for arbejdsydelser ved udlægning af mineringer, idet hl. a. manglende uddannelse, særlige jordbundsforhold, f. eks. frossen jord, vanskelige forsynings forhold på grund af vejnettet m. v. kan øve en afgørende indfly delse.
Følgende tal kan anføres:
En brigade (40— 50 mand) kan udlægge 400— 1000 m panser minefelt med tæthed 1 i løbet af en arbejdsperiode på 8 timer; minerne er nedgravet, og feltet udlægges i dagslys.
Hvis minerne ikke nedgraves (åben minering), kan der ud lægges 3 gange så mange.
En udlægningsmaskine, der er betjent af en ingeniørdeling pr. døgn, kan i løbet af denne tid (man bør altid arbejde kontinuerligt med maskiner) udlægge 7— 8 km, samt samtidig et antal fod folksminer.
Af fodfolksminer kan en brigade (40—50 mand) udlægge 300 — 700 m trædeminer med tæthed 3.
Trådminefelter kan med tæthed 1/5 udlægges i betydelig større længde, men man må i denne forbindelse huske på, at disse kræver særlige jordbundsforhold (passende bevoksning), og vejrliget, f. eks. islag, vildt m. v. kan få dem til at detonere i utide.
En effektiv lureminering kræver lang tid, og man bør altid overveje, om ingeniørtropperne ikke bør indsættes til udførelse af andre hindringer, der giver en større samlet effektivitet.
Alle ovennævnte arbejdsydelser nedsættes til ca. 60 %, når udlægningen sker i mørke.
c. Nedgravede miner contra åben minering.
Når minerne ikke er nedgravede, er de, hvis der ikke findes passende bevoksning, vanskelige at sløre. Imidlertid kan en åben m inering have stor værdi,
— når den er effektivt dækket af egen ild,
— når man venter panserangreb, som ikke er støttet af fodfolk,
— når fjenden angriber i mørke.
Ofte anvendes den fremgangsmåde, at man udlægger åben mi nering om natten, og hvis situationen tillader det, nedgraves den om dagen. Åben minering på vejene kan være af stor værdi, hvor man går tilbage om natten med fjenden følgende i hælene, men man må være klar over, at den er værdiløs, når det bliver lyst.
d. Mekanisk udladning contra håndkraft.
Ved mekanisk udlægning mærker man sig
— udlægningen går med samme arbejdsindsats i mandtimer ca. 4— 5 gange så hurtigt som ved håndkraft,
— en effektiv udnyttelse af maskinen kræver en meget grun dig planlæ gning og rekognoscering,
— minering med mekaniske midler kan ikke skjules mod luft observation; dette gælder dog ikke den nøjagtige plads for den enkelte mine. Ved udførelsen af spor kan fjenden ofte vildledes,
— maskinen kræver en vis vendeplads, hvor der ikke kan ud lægges miner. En styrke til manuel udlægning må derfor følge den. Maskinen er mest hensigtsmæssig på lange lige stræk, hvor der ikke er grøfter, gærder, m. v.
— visse minetyper kan ikke udlægges med maskine, og visse mineringer kan heller ikke udføres med den,
— maskinen kan ikke altid følge terrainets linier, og den kan ikke anvendes på veje.
Ved manuel udlægning mærker man sig:
— den er relativ langsom,
— en fuldstændig sløring kan opnås. Dette kræver dog ikkealene håndelag ved lægningen og sløringen af den enkelte mine, men også afsætningen af mineringen, så at den føl ger terrainets linier, tager hensyn til bevoksning, m. v. er af væsentlig betydning,
— den kan tilpasses alt terrain,
— alle former for minering kan udlægges manuelt.
e. Minering i forbindelse med veje.
Selv om kampvogne er uafhængige af vejnettet, er de indirekte afhængige af dette, idet deres forsyninger i hovedsagen føres frem med køretøjer, der er bundet til vejnettet. Mineringer langs veje vil derfor altid indtage en vigtig plads i hindringsplanen, og de vil ofte i høj grad være dybdegrupperet langs disse.
Veje frembyder på grund af overfladens hårdhed særlige problem er vedrørende sløring og nedgravning.
Åben minering kan anvendes om natten, f. eks. under tilbage gangsbevægelser, men så snart det er lyst, har den ingen værdi. Åben minering kan endvidere ofte anvendes som lokale hindrin ger, der er dækket af ild. Forudsætningen for, at åben minering kan anvendes, er, at minerne på grund af den hårde overflade ikke kan skubbes bort af det pågældende køretøj — i modsat fald må særlige tekniske foranstaltninger foretages.
Ved at dække den åbne minering med habil el. lign. kan man sløre denne, evt. kan man til sløring mod jordobservation ophænge tæpper el. lign.
Men det bedste er at komme ned i vejbanen. Hvis man kun udfører selve hullerne til minerne, er den enkelte mine let at stedfæste; derfor bør man tilstræbe at rive hele vejbelægningen op. Dette kan gøres med de såkaldte rooters, der er en meget stærk „harve“ trukket f. eks. af en bulldozer. Steder på vejen, hvor egen færdsel har kørt vejen op, er også egnede til minering.
Sprængning og kompressorvogne er andre hjæ lpem idler til at komme igennem vejbelægningen. Sprængning vil — da den i stor udstrækning kan anvendes af alle våbenarter, og da den giver et hurtigt resultat — være mest anvendt. Kun ingeniørtropperne rå der over kompressorvognen; anvendelsen er ret langsommelig. Med almindelige redskaber vil man kun kunne nå et akceptabelt resultat ved dårlige veje uden overfladebehandling.
Mineringer anvendes ofte sammen med andre former for vej spærringer, f. eks. brosprængninger, forhug m. v.
For at hindre en snæver omkørsel bør mineringen af veje altid forlænges på begge sider af vejen, hvis omkørsel ikke på forhånd er umuliggjort ved selve placeringen. .............................................
a. Normalbeholdning (NBH).
8. Faglig tjeneste.
På lignende måde som enhederne har en N B H af andet materiel, råder enhederne over en NBH af
— materiel til minerydning,
— materie] til udlægning,
— et antal miner, samt særligt materiel til lureminering. NBH er ikke endelig fastlagt, men den vil næppe komme til at afvige væsentlig fra nedenstående retningslinier.
Materiel til minerydning findes først og fremmest ved inge niørdelinger og pionerdelinger, men det er hensigten, at alle underafdelinger af kampenlieder m. fl. skal udstyres med noget rydningsmateriel, f. eks. en minesonde. Endvidere vil panserenhe der blive udstyret med noget mere rydningsmateriel.
Materiel til udlægning vil ligeledes i 1. række findes ved ingeniørdelinger og pionerdelinger, idet hver deling råder over m ateriel til en brigade.
Da kampenheder m. fl. selvstændig skal kunne udlægge visse mineringer, er det nødvendigt, at den pågældende enhed råder over udlægningsmateriel.
Ved en division vil udlægningsmateriellet udover ingeniør delinger og pionerdelinger blive fordelt til
Udlægning af mindre mineringer, f. eks. lokale hindringer, kan eventuelt udføres uden tildeling af udlægningsmateriel. I så tilfælde er bl. a. fodfolksspaden en værdifuld støtte.
Minerne, der hører til NBH, findes i hovedsagen som mine pakninger, d. v. s. en vogn, evt. med påhængsvogn, der udelukkende er læsset ined miner. Antallet af miner, der kan transpor teres på en vogn, er afhængig af disses vægt.
En pansermine vejer ca. 13 kg. Man regner med, at alt efter om der er påhængsvogn eller ikke kan der medføres 250— 300 stk. pr. m inepakning, idet m inerne ligger i trækasser, som også har en vis vægt. En fodfolkstrædemine vejer ca. 0,5 kg og en fodfolks trædemine vejer ca. 3 kg. Ovennævnte tal for vægt af miner må kun opfattes som gennemsnitstal.
Ved en division findes minepakninger ved
Alle minepakninger med undtagelse af de IKP værende pakninger består i hovedsagen af panserminer.
Udover ovennævnte pakninger findes der ved ingeniørdelinger og pionerdelinger et mindre antal panserminer.
— det mangelfulde panserværn ved vore divisioner,
— at den faglige tjeneste ikke er tilstrækkelig udbygget ved højere myndigheder,
— at der regnes med kampformer, hvor miner kan anvendes i stort omfang.
Når ovennævnte mangler er afhjulpet, vil NBH af miner kunne reduceres.
Kun ingeniørdelinger råder over særligt materiel til luremine- ring.
b. Forsyninger udover NBH.
NBH er beregnet til bevægelig krigsførelse, hvor kun lokale hindringer udføres. Indtages en forsvarsstilling eller udføres til bagegangsbevægelser, vil kravet til miner blive så omfattende, at NBH højest rækker til igangsætningen af de vigtigste mineringer. I modsætning hertil skulle det normalt ikke være påkrævet at tildele mere udlægningsmateriel i 1. omgang.
Modsat de fleste andre NATO-lande er det her i landet inge niørtropperne, der har ansvaret for de nødvendige forsyninger af m iner til de forbrugende enheder.
Transportmængden vil ofte blive meget stor. Eksempelvis kan nævnes, at forsyningerne af panserminer til en division i forsvar, der dækker en front på ca. 15 km, og der ønskes en minetæthed på 3, vil være mindst 585 t under forudsætning af, at den enkelte pansemiine vejer 13 kg. Imidlertid vil minefelterne ikke gå i lige stræk parallelt med fronten, og dette tal må derfor forventes for øget med faktoren 1,2— 1,4. Dette transportbehov kan IBN ikke klare indenfor en rimelig tid, og man regner med, at forsynings tropperne yder en meget væsentlig assistance, men iøvrigt må en hederne selv, hvor det findes hensigtsmæssigt, deltage i transport tjenesten af miner.
Den normale fremgangsmåde vil iøvrigt være, at minerne — i hvert fald i 1. omgang — bliver tildelt REG, AAF, m. fl., idet minerne vil tilgå et ingeniørudleveringssted, hvorfra enheden selv dirigerer vognene videre til aflæsning, normalt i umiddelbar nær hed af brugsstedet. Tildeling kan også ske ved, at der opgives et udleveringssted, hvor enhederne selv kan afhente minerne.
Tildelinger kan suppleres med rekvisition. Denne kan gå ad kommandovejen eller direkte fra BTN m. fl.; det første finder sted, når der er mangel på miner, eller situationen er uafklaret, det sidste finder sted, når situationen er den modsatte
8. Anvendelse under forskellige kampformer.
a. Forsvar.
Selv om mineringer anvendes under alle andre kampformer, navnlig tilbagegangsbevægelser, er det dog først og fremmest i for svaret, at de finder udstrakt anvendelse.
Som det allerede er påvist under faglig tjeneste, vil minerin ger kræve et stort transportbehov, men når mineringer planlægges i større omfang, vil dette spørgsmål ikke alene spille en rolle, men mulighederne for at fremskaffe den nødvendige arbejdskraft vil ofte være af lige så afgørende betydning.
Naturlige hindringer må derfor — for at spare transport og arbejdskraft — altid udnyttes til det yderste.
Med hensyn til den arbejdskraft, der kan tages fra de forskel lige enheder, kan nedenstående være retningsgivende.
FOFBTN: 2 brigader for udenpionerdelingen,
PVKP (KNKP): 1 brigade,
AAF: 1 brigade.
Ovenstående må betragtes som maximum, når der samtidig skal udføres andre feltarbejder (kampværn, pigtråd, m. v.).
Det er vanskeligt at angive, hvor mange brigader en IBN kan opstille, idet dette bl. a. afhænger af mulighederne for at udføre andre hindringer, der med samme arbejdsindsats er mere effektive. Som almindelig regel gælder, at IBN i 1. række anvendes til at udbygge de naturlige hindringer, f. eks. brosprængninger, forhug, m. v.; når muligheder for sådanne ikke findes, eller de kun fin des i begrænset omfang, vil en storre eller mindre del af bataillonen blive sat ind på hindringer, der udelukkende består af mine ring, fortrinsvis fremrykke- og stormmineringer (mellem forsvars områderne).
Ved planlægningen af hindringerne i en forsvarsstilling må man her i landet gå ud fra, at stillingen altid bliver angrebet af kampvogne, og derfor vil panserminering altid spille en meget væ sentlig rolle, når mineringerne skal fastlægges.
I forsvaret anvendes alle former for mineringer, men omfanget vil i høj grad afhænge af den tid og de midler, der står til rådig hed.
Hvor der er ringe tid til rådighed, vil der almindeligvis kun blive tale om lokale hindringer med dybdegruppering om vejene.
Hvor der er mere tid til rådighed, f. eks. 2— 3 dage, kan ne denstående retningslinjer følges:
Foran frontbataillonerne og i mellemrummene mellem disse udlægges stormmineringer.
Disse skal være vel slørede, og de må derfor udlægges med håndkraft. Endvidere skal de være vanskelige at rydde. Dette opnås
— ved ild,
— ved brug af blandede mineringer, der evt. er luremineret,
— ved brug af ikke metalholdige miner,
— stedvis større dybde.
Stormmineringer vil ofte blive dybdegrupperet om vejene og særligt gunstige fremrykkelinier for kampvogne. I bagskrånings stillinger vil det ofte være vanskeligt at få tilstrækkelig dybde, navnlig hvis pigtråd også anvendes her.
For at standse fjenden så langt fra egen HFL som muligt, kan man i åbent terræn skyde stomimineringer relativt langt foran denne, men denne fremgangsmåde vanskeliggør bevogtning og ilddækning. Bevogtningen kan evt. gøres mere effektiv ved brug af hunde.
De lokale mineringer om forsvarsområderne m. v. vil, når der ses bort fra dem, der er koordineret med stormmineringer eller indre mineringer, være af mindre omfang, og de vil kun bestå af panserminer.
Fremrykkcmineringer udføres i forbindelse med fremskudte styrker, evt. forposter. Disse vil koncentrere sig om vejnettet, men de kan også omfatte mulige steder for udgangsstillinger og bered skabsopstillinger for fjenden, samt punkter, hvorfra fjenden kan få observation.
Ved udlægning af fremrykkemineringer må der udvises op findsomhed og snilde, thi kun derved bliver man i stand til ikke alene at sinke fjendens fremrykning, men også at svække lians moral.
Fremrykkemineringer kombineres ofte med andre former for hindringer.
Bag frontbataillonerne udføres indre mineringer. De indre mi neringers placering er i 1. række bestemt af panservæmsplanen og planen for modangreb med kampvognsenheder. Dette medfører, at divisionen bestemmer deres beliggenhed. Efter forholdene kan regimenter dog udføre indre mineringer. Indre mineringer kan udføres dels som ledemineringer, der leder kampvognen ind i de ønskede områder og dels som mineringer, der stopper kampvognene.
Indre mineringer er ofte rene panserminefelter, da fjenden normalt ikke kan foretage rydning, inden angrebet sættes ind. End videre bevares derved egen bevægelsesfrihed med fodfolk.
Sløring er ikke absolut nødvendig, og anvendelse af udlæg ningsmaskiner er derfor mulig i større udstrækning.
Indre mineringer frembyder store muligheder for at foretage skinmineringer.
Det er vigtigt, at de af PVB, AAF, FSO, m. fl. udførte lokale hindringer koordineres med de indre hindringer.
Hvor divisionen råder over selvkørende panserværnskanoner, selvkørende artilleri og kampvogne, vil antallet af indre minerin ger norm alt blive mindre omfattende.
b. Tilbagegangsbevægelser.
Næst efter forsvaret anvendes mineringer mest under tilbage gangsbevægelser. Frem rykkem ineringer koncentreres ofte — når der ses bort fra vejnettet — om sammenhængende naturlige spærre linier, hvor bagdækninger m. fl. har til opgave at føre henhol dende kamp.
c. Angreb.
Mineringer anvendes i angrebet
— til sikring mod modangreb,
— til sikring af flanker, evt. ryg.
Mineringer til sikring mod modangreb vil normalt ikke blive særlig omfattende, da de må udføres i kontakt med fjenden. Da angrebet ofte skal fortsættes, er en grundig registrering af vital betydning.
Til sikring af flanker kan der derimod blive tale om større mineringer. De vil normalt koncentreres om naturlige spærrelinier.
9. Særlig minering.
Af miner til særlig minering skal nævnes
— anti-luftlandsætningsniiner,
— anti-amfibieminer,
— flydende miner,
— miner af improviseret materiel.
Anti-luftlandsætningsminerne anvendes til sikring mod luft landsætning. Som eksempel på en sådan m inering kan nævnes miner, der er anbragt på pæle, og som bringes til detonation på lignende måde som fodfolkstrådminer, idet tråden påvirkes til træk af landsætningsmateriellet. Denne form for minering blev anvendt under verdenskrig II af bl. a. tyskerne i Nordfrankrig.
Anti-amfibieminering anbringes langs kysten for at hindre landgang. Denne kategori af miner er halvt landminer halvt sø miner. De blev også anvendt af tyskerne i Nordfrankrig under verdenskrig II.
Flydende miner udlægges i vandløb for at ødelægge de af fjenden udførte overgange. De blev anvendt i meget stor udstræk ning under verdenskrig II af begge parter.
Som improviseret materiel anvendes flyvebomber, artillerigra nater og almindelige sprængladninger. Ofte anvendes improviseret materiel ved udlægning af lureminering, men man har mange eksempler fra verdenskrig II på, at de også er anvendt til mine felter i stor udstrækning.
10. Rydning.
a. Almindeligt.
Rydninger af åbninger gennem en fjendtlig minering kan sammenlignes med overgang over et vandløb. Gennemgange svarer til spange, og gennemkørsler svarer til broer.
Idet denne sammenligning fastholdes, skal der pr. angrebs- bataillon være 2—4 gennemgange, en gennemkørsel pr. angrebs regiment og yderligere 1 a 2 gennemkørsler pr. angrebsdivision.
Også med hensyn til hvem der udfører rydningen gælder sammenligningen, idet fodfolket skal kunne udføre gennemgange, mens gennemkørsler udføres af ingeniørtropper.
Rydning sker ofte som et samarbejde mellem fodfolk og inge niørtropper. Gennemgange udføres af fodfolket evt. ingeniørtrop per. Dernæst sendes fodfolket gennem gennemgangene og danner et brohoved, der sikrer ingeniørtroppernes udførelse af gennem kørsler. Hvor muligliederne derfor foreligger, iværksættes denne operation, inden det egentlige angreb sætte an, f. eks. natten før.
Tilstedeværelsen af fjendtlig minering vil undertiden konstateres ved, at en mine detonerer uafvidende.
b. Rekognoscering.
Inden den egentlige rydning begynder, fastlægges ofte den fjendtlige minerings grænser — i hvert fald den side, der vender mod egen front — ved en grundig rekognoscering. Det er normalt af betydning, at rekognosceringer ikke afslører egne hensigter, og derfor tager rekognosceringsholdet normalt ikke minerne op, men konstaterer blot deres art.
Rekognoscering udføres ved hjælp af
— synet,
— minesøger,
— minesonde,
— hunde.
En fjendtlig minering efterlader ofte et større eller mindre antal spor; eksempelvis kan nævnes: dårlig sløring af den enkelte mine, emballage fra minernes indpakning, fodspor m. v.
Af minesøgere haves 2 slags, en, der reagerer overfor metal holdige genstande og en, der reagerer over for alle massive gen stande i jorden. Fremgangsmåden ved anvendelsen er den samme.
Råder man ikke over en minesonde, kan man ofte med fordel anvende andet materiel, f. eks. en bajonet.
Man har nået særdeles gode resultater med hensyn til brugen af hunde til stedfæstelse af miner.
c. Rydning.
Til stedfæstelse af den enkelte mine anvendes de under rekognoscering omtalte midler. Rydning sker ved
— håndkraft,
— mekaniske midler,
— sprængstof,
— dyr.
Rydning med håndkraft er langsommelig, men fremgangsmå den indebærer mulighed for at komme igennem den fjendtlige minering, uden at fjenden opdager det. Dette vil i mange situationer være af afgørende betydning, og derfor vil rydning med håndkraft ofte være den eneste mulige fremgangsmåde.
Af mekaniske midler anvendes minedræg, tromler og plove, der skydes frem foran kampvogne, samt minepiskerkampvogne. En almindelig vogn uden chauffør kan evt. anvendes. Minedræg anvendes iøvrigt ofte i forbindelse med rydning med håndkraft, idet f. eks. lureminerede miner trækkes op med dette af mandskab, der er anbragt i sikkerhed.
Sprængstof kan anvendes som en ladning, der anbringes på den enkelte mine. Såsnart den første detonation har fundet sted, vil den fjendtlige minering evt. blive dækket med ild, og det vil derfor ikke være muligt at anbringe nye ladninger.
Brugen af rækkeladninger giver et hurtigere resultat.
Rækkeladninger kan udlægges med håndkraft, f. eks. banga- lore torpedoes, de kan udskydes f. eks. Vipers, og de kan skubbes frem, f. eks. Snakes.
Dyr anvendes til rydning af fodfolksmineringer, idet de jages gennem disse.
A. R. Jørgensen.