Det forløbne år har i sikkerhedspolitisk henseende været karakteriseret af en fortsættelse af den etablerede stabilitet mellem de to afgørende blokdannelser. De sikkerhedspolitiske problemer har koncentreret sig om de to supermagters fortsatte forhandlinger om begrænsning — eller i det mindste begrænsning af væksten — på de strategiske våbensystemers område. Hidtil har nogen afklaring på dette område ikke fundet sted, men man har dog forlænget de hidtidige aftaler for at skaffe tid til at nå et for begge parter acceptabelt resultat. Det, der i årets løb i det væsentlige har præget den sikkerhedspolitiske debat, har været problemerne omkring mulighederne for opnåelse af et fornødent varsel i tilfælde af et østligt angreb på Vesteuropa og spørgsmålet om at holde udviklingen i det mellemste Østen under kontrol. Det første problem har rejst en række følgeproblemer, såsom »inter-operabiliteten« imellem styrkerne i NATO-forsvaret og problemet om styring af det militær-teknologiske kompleks’ evne til og mulighed for at tilføre våbenarsenalet nyanskaffelser. For så vidt angår Mellemøsten har årets sidste måneder indeholdt initiativer, som både kan varsle om optøning og dermed løsning og om fastfrysning af situationen. Et stadig uafklaret problem er Eurokommunismens sikkerhedspolitiske konsekvenser for NATO. Baggrunden i form af den militære magtbalance er som vanligt indeholdt i den årlige rapport fra Det internationale Institut for strategiske Studier.*)
*) The Military Balance 1977/78 IISS, London 1977, 2,50 Pund.
Supermagterne.
Samtidig med at USA og Sovjetunionen har fortsat forhandlingerne om begrænsning af de strategiske våbenarsenaler, har begge lande moderniseret og på visse områder også udvidet deres kapacitet inden for rammerne af den eksisterende aftale og de supplerende retningslinier, som aftaltes i.Vladivostok i 1974. Den foreløbige aftale om loft over sø- og landbaserede våbensystemer, som udløb 3. oktober 1977, er foreløbig forlænget i håb om at man kan nå til enighed om en ny aftale. Problemet er her nok i væsentlig grad Carter-administrationens vanskeligheder med at få en ny aftale godkendt af den amerikanske kongres. Der synes på samme tid at være en politisk utilbøjelighed til at binde sig til aftaler, som man som følge af den militær-teknologiske udviklings dynamik har svært ved at overskue konsekvenserne af, og en tilbageholdenhed med at stille midler til rådighed til anskaffelse af nye våbensystemer som samme militært-teknologiske kompleks faldbyder. USA har dog imidlertid — inden for de aftalte rammer — koncentreret sig om forbedringer af den eksisterende slagstyrke bestående af ICBM, SLBM og strategiske bombere samt stillet visse midler til rådighed for udvikling af nye systemer for 1980’erne. Styrken af ICBM — 500 Minuteman III, hver med 3 MIRV, 450 Minuteman Ilo g 54 Titan II, begge med enkeltsprænghoveder — er uforandret. Planerne for forøgelse af Minuteman I ll’s sprængkraft og præcision ved hjælp af et nyt 370 KT Mk 12 A MIRV-sprænghoved og et nyt styresystem, er fortsat. Man påregner således at nå ned på en CEP på 700 fod inden udgangen af 1970’erne. Der er ligeledes forsøg igang med henblik på udvikling af en erstatning for en del af Minuteman styrken i løbet af 1980’erne. De eksisterende 496 Poseidon-missiler baseret i 31 atomubåde og de 160 Polaris i 10 ubåde er fortsat operative. Samtidig er konstruktionen af de første 10 24-rørs TRIDENT-ubkde fortsat. Disse både påregnes udstyret med C4 TRIDENT /missilet, som forventes operativt i 1978. De vil med en rækkevidde på 4000 n.m., en last på 8 x 100 KT MIRV og en øget træffenøjagtighed (CEP mindre end 1500 fod) næsten fordoble amerikanske SLBM’s rækkevidde. Hertil kommer, at en anden generation af TRIDENT-klassen, D-5 med en forventet rækkevidde på 6000 n.m. og en last på 14 x 150 KT MIRV, er under udvikling. For flyvevåbnets vedkommende er foretaget visse forbedringer i B-52 G/H-bomberstyrken, hvorimod B-l bomberprojektet efter afprøvning af tre prototyper er stillet i bero. Der er foretaget forsøg med et flybaseret cruise missil (ALCM) til anvendelse i B-52 bomberstyrken. En mulig terminalstyret version beregnet til deployering i begyndelsen af 1980’erne påregnes at få en rækkevidde på 1500 n.m. Det søbaserede Tomahawk cruise missil er med held afprøvet fra både overfladeskibe og ubåde, og man har påbegyndt studier med henblik på fremstilling af et nyt landbaseret cruise missil med en påregnet rækkevidde på 2000 n.m. Alt i alt råder USA over 2083 ICBM, SLBM og langtrækkende bombere, hvilket er 200 færre end i 1967. Denne styrke er i stand til at levere over 11.000 sprænghoveder eller næsten dobbelt så mange som 10 år tidligere. Med introduktionen af TRIDENT ubådsstyrken vil dette tal nærme åg 14.000 i begyndelsen af 1980’erne. Udbygningen af de strategiske defensive styrker foregår langsommere. Interceptorfly fases fortsat ud, men en ny interceptor er dog planlagt. Udviklingen af en avanceret bomber og missil angrebsradar fortsatte, hvorimod Sea-farer ubåds-kommunikationssystemet stødte på politiske vanskeligheder. Der iværksattes adskillige programmer med henblik på at øge satellitters overlevelsesevne. Også Sovjetunionen har fortsat moderniseringen af ICBM, SLBM og bomberstyrken. Selv om det totale antal ICBM faldt til 1477, efterhånden som ældre ICBM er erstattet med nye SLBM, er i det mindste 80 nye ICBM (SS-17, SS-18 og SS-19) kommet til. Disses træffesandsynligheder påregnes betydeligt forøget i forhold til tidligere modeller. Det mobile SS-X-16 missil er fortsat under udvikling, men en mellemdistance version med MIRV, SS-20, er begyndt at blive deployeret i den vestlige del af Sovjetunionen. Endvidere foreligger der oplysninger om, at en ny generation af ICBM, beregnet til deployering i slutningen af 1980’erne, er urider udvikling. Antallet af sovjetiske SLBM er øget til 909 i 82 ubåde. Yderligere fire Delta-klasse ubåde er færdiggjort i løbet af året, hver udstyret med 16 SS-N-8 med en rækkevidde på 4800 n.m. SS-NX-17, der påregnes at afløse SS-N-6, og SS-NX-18, som med 3MIRV er afløseren for SS-N-8, er afprøvet i løbet af året. Deployering af Backfire B bomberen er fortsat med ca. 25 i løbet af året. Sammenlignet med 837 i 1967 udgør Sovjetunionens arsenal af ICBM og langtrækkende bombere nu 2521. Med denne styrke kan leveres ca. 3800 sprænghoveder imod USA. Efter udskiftning af ICBM styrken med nye MIRV’ede missiler forventes antallet i begyndelsen af 1980’erne at stige til ca. 7500. Også luftforsvarsfly og SAM styrken har gennemgået modernisering. De 64 ABM omkring Moskva er fortsat i operativ tjeneste, og der er fremkommet oplysninger om forsøg med nye radarer, ligesom civilforsvarsaktiviteter og forsøg med satellitinterceptere er fortsat. For så vidt angår de konventionelle styrker er der ikke sket væsentlige ændringer i forhold til forrige år. Styrketallene for USA og Sovjetunionen ligger på hhv. o. 2.09 mill. og 3.67 mill. mand. USA har øget antallet af divisioner med en til 14 og påregner yderligere at øge antallet med to i 1978. Dette er sket ved nedskæring i støtteenheder. Hertil kommer at to infanteridivisioner er blevet mekaniseret. I hæren har man i øvrigt koncentreret sig om anskaffelse af nye panserværnsvåben, således er anskaffelse af 30.000 TOW afsluttet, medens anskaffelse af Dragon fortsættes. Samtidig fortsætter udviklingen af styret artilleriammunition og specialminer samt styrede våbensystemer til helikoptere. Også anskaffelse af nyt overvågnings- og målerkendelsesmateriel er begyndt. Produktionen af kampvogne er øget, men det samlede antal (ca. 10.000) er omtrent det samme som i 1967. En ny kampvogn (XM-1) og et nyt infanterikampkøretøj er under udvikling. Sovjetunionen har øget sine beholdninger af infanterikampkøretøjer samt T-62 og T-72 kampvogne og råder nu over 43.000 kampvogne imod over 34.000 i 1967. Også yderligere deployering af helikoptere, luftværns- og panserværnsvåben samt selvkørende artilleri er fortsat. Den amerikanske flåde har truffet foranstaltninger til at imødegå nedgangen i aktive overfladeenheder. Et planlagt nyt atomdrevet hangarskib er blevet opgivet, og man koncentrerer sig nu om udvikling af en ny, mindre hangarskibstype med konventionelt maskineri. To nye angrebsubåde af 688-klassen er færdiggjort, og der er afsat midler til bygning af yderligere tre. Udviklingen af det nye Aegis-luftværnssystem, af Harpoon-missilet og af en taktisk version af Tomahawk-cruise missilet er fortsat. Den sovjetiske flåde har støt fortsat sin udbygning. Det første Å7ev-klasse hangarskib indgik i operativ tjeneste, og konstruktion af Kara- og Kresta-IIklasse missilkrydsere fortsatte. Også ubådsvåbnet forøges fortsat, ligesom marineluftvåbnet tilførtes Forger VTOL- og Backfire fly. USA har fortsat deployering af F-15 jagere til flyvevåbnet og F-14 jagere til flåden, også udvikling af F-16 og F-18kampfly med henblik på at fastholde en styrke på o. 2500 fly. A-10 nærstøtteflyet er nu i produktion. Det er besluttet nationalt at anskaffe i det mindste 16 E-3A AWACS fly, selv om NATO endnu ikke har besluttet at anskaffe det. Sovjetunionen har fortsat deployering af nye jagertyper med større rækkevidde og flyveegenskaber omfattende SU-17Fitter C, MIG-23 Flogger B og SU-19Fencher. Med indførelsen af multi-rolle fly har Sovjetunionen i dag mere end dobbelt så mange fly anvendelig til ildstøtteopgaver end i 1960’erne. Skema 1 sammenfatter de i den seneste af Det internationale Institut for strategiske Studier udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om styrkeforholdet for så vidt angår rådige atomleveringsmidler.
Den konventionelle styrkebalance.
Skema 2 viser en oversigt over det konventionelle styrkeforhold i Europa. Det fremgår af skemaet, at dette ikke udviser afgørende forskydninger i forhold til sidste år. Man må imidlertid være opmærksom på, at skemaet kun kan give en kvantitativ sammenligning og således ikke afspejler en række væsentlige faktorer, som i givet fald kan vise sig afgørende. Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at de to parters styrker er opbygget på grundlag af forskellige militære krav: De sovjetiske styrker er organiseret med henblik på offensiv, medens NATO’s styrker er defensive i deres karakter, beregnet på at rejse tvivl hos Sovjetunionen om mulighederne for en hurtig succes for et konventionelt angreb og for de nukleare konsekvenser et sådant angreb kunne medføre.
I forbindelse med en sammenligning er der visse elementer, man må være opmærksom på. Væsentligt er således, at Warszawapagtens materiel er standardiseret, medens NATO’s styrker som følge af mangel på standardisering lider under begrænsninger i »inter-operabilitet« og dermed i smidig anvendelse af styrkerne. Også den begrænsede dybde i NATO-området og problemer omkring varslingstid giver en række vanskeligheder, ikke mindst for muligheden for tilførsel af forstærkninger. I skema 3 er sammenfattet de muligheder NATO har for at forstærke Central- og Nordregionen.
Warszawapagtens forstærkningsmuligheder hviler på et antal aktive divisioner med tre forskellige kategorier af bemandingsgrad. De sovjetiske divisioner stationeret i Østeuropa er alle af kategori 1 og behøver derfor kun små eller ingen forstærkninger for at være fuldt kampklare, hvorimod visse af de østeuropæiske divisioner også i centralsektoren har en meget lav bemandingsgrad. Det samlede antal og klargøringsgraden af sovjetiske og østeuropæiske divisioner fremgår af oversigten i skema 4.
Sammenfattende kan det fastslås, at balancen er af en sådan karakter, at militær aggression ikke forekommer en attraktiv mulighed. NATO forsvaret er af en sådan størrelse og kvalitet, at ethvert forsøg på at bryde det måtte indebære et stort anlagt angreb. Konsekvenserne for angriberen ville være uforudsigelige, og risikoen for nuklear escalation må mane til varsomhed. Magtbalancen i Europå kan imidlertid heller ikke anskues isoleret, den centrale strategiske balance og flådestyrkerne spiller også i denne forbindelse en vital rolle. Hertil kommer, at den vægt på kvalitet, som karakteriserer NATOforsvaret, i afgørende grad styrker forsvaret, selv om — det må erkendes — det kun kan ske gennem allokering af væsentlige økonomiske midler.
K. V. Nielsen.
