Lige siden Italien sluttede sig til de allierede og indledede Operationerne mod Østrig, har det staaet klart, at Hovedstødet skulde rettes over Isonzo mod Triest-Laibach og den adriatiske Kyststrækning, der længe har været Italiens Længslers Maal.
Paa den øvrige lange Grænsefront mod Tyrol og Karnthen har Italienerne dog ogsaa gentagne Gange gjort sig meget betydelige Anstrengelser for at bryde sig Vej over Grænsen, men disse Anstrengelser, hvis væsentligste Formaal var og er af defensiv Natur: 1) at binde saa store østrigske Styrker som muligt og ved at hindre dem i Optræden paa andre Skuepladser fremme de allieredes fælles Sag, og dog 2) gardere den italienske Hovedhær under dens Fremstød mod Isonzo. Mellem de paa disse Fronter optrædende fjendtlige Styrker har der været nogenlunde Ligevægt, idet dog Italienerne stadig holder saa godt som alle de Pas, der gennem Alpernes vilde og uvejsomme Bjergegne forbinde de 2 Lande, saaledes: Højderne paa hojre Bred af Chiese i Val Daone, Condino i Dalen i Judikarien, Tiarno og Val Zedro, en Del af Brentonico-Plateauet, Ala og Serravallc i Etschdalen, en god Del af Larsodalen med omliggende Højder indtil ovenfor Rovereto, Monte Maggiore, en Del af Vezzan-PIateauet, Suganodalen indtil Ospedaletto, Lavningen ved Bieno og Pieve di Tesino, Sydskraaningerne af Cima d’Asta, Fiera di Trimorio med de omgivende Hojder ved San Pellegrino-Passet, Pieve di Livinallongo, Col di Lana, Falzarego-Passet, Trofano, Podestagno og Cortina d’Ampezzo. I Højalperne ved Comelico og i Karnien er Besættelsen sket omtrent ved den af meget høje Bjergkamme betegnede Grænselinie. Befæstningsanlægene, som paa østrigsk Side spærrer de vigtigste Indmarchlinier, er de imidlertid intet Sted naaet frem til.
Fra Isonzofront en har der stadig lige siden Slutningen af Juni været meldt om Kampe, der snart blussede op til store, baade med Kraft og Energi førte Offcnsivbevægelser. snart atter døde hen til kun at være de samme stillestaaende Positionskampe og -skærmydsler, der er saa vel kendte fra Vestfronten. De direkte Resultater har været smaa. Tabene paa begge Sider store nok. 4 Gange har General Cadorna gjort Forsøg paa at slaa Porten ind paa det østrigske Grænseforsvar, og 4 Gange er han blevet vist tilbage.
Det første Isonzoslag i Slutningen af (24. — 30.) Juni fandt Sted i Fortsættelse af Italienernes første Opmarch og Fremrykning mod Grænserne. Uden nævneværdig Modstand overlod Østrigerne selve Grænsestrækningerne i Italienernes Hænder og trak sig tilbage til de allerede da udmærket forberedte Stillinger langs Tsonzofloden — paa vestre Flodbred fra Gradiska til Tolmein og iøvrigt paa østre Bred. Angrebspunkterne var de samme som hver Gang senere: 1) Doberdo — og Carsoplateauerne 0. og S. 0. for Gradiska, 2) B rohovederne foran Gørtz, Plava og Tolmein samt 3) Krnplateauet 0. f. Karfreit. Dette første Angreb var ikke fort med særlig Kraft og tilfredsstillede sikkert hverken Italienerne eller deres allierede, men var til Gengæld Aarsag til ret hoverende Meldinger fra østrigsk Side. Resultatet var et Nederlag for Italienerne. Det stod nu klart, at der kun ved Hjælp af en meget betydelig Indsats baade af Artilleri og Fodfo'k kunde være Udsigt til et Gennembrud. Paa den anden Side manede Centralmagternes Fremmarch i Polen og Galizien til italiensk Foretagsomhed for muligt at aflaste den russiske Front. Der er næppe Tvivl om, at dette i nogen Maade lykkedes, og at det maa tages med i Beregningerne, naar Facit af Cadornas Sommerfelttog gøres op. Allerede midt i Juli tager Italienerne fat igen og ined en Voldsomhed, der straks i hvert Fald aftvang Østrigerne Respekt, — men større Udbytte fik de heller ikke. Dette 2. lsonzoslag (1 8.— 3 1. Juli) indlededes med en overvældende Artilleriforberedelse, hvorefter Fodfolksangrebet sattes an mod hele Isonzolinien 18. Juli. Det lykkedes flere Steder Italienerne at tage de forreste fjendtlige Skyttegrave, men ved østrigske M odangreb den 21. Juli gik de atter tabt, og Kampene er de 2 følgende Dage nær ved at antage Karakteren af en østrigsk Offensiv. I sidste Uge af Juli fører Italienerne imidlertid paany store Fodfolksmasser frem, og atter vinder de en Smule fremad; mod Fronten fra Plava til Kysten ikke mindre end 7 Armékorps med 17 Divisioner. Angrebet gjaldt i første Række Gørz; paa Doberdoplateauet gik Stillingerne paa Monte S. Michele flere Gange fra Haand til Haand, men forblev til Slut Østrigernes. Brohovedet V. f. Gørz (Podgora, Oslavio, M. Sabotino) modstod i de heftigste Nærkampe Angrebet af ikke mindre end 10 Regimenter. I Maanedens sidste Dage er Cadornas Offensiv praktisk talt afsluttet, uden at Italienerne naaede deres attraaede Maal. Tabene var frygtelige paa begge Sider, størst dog paa Italienernes, hvis Tab Østrigerne anslog til 100,000 Mand. Heri maa dog medregnes Tabene i det første Slag, der andetsteds angives til 40,000.
Efter denne alvorlige Aareladning stilner Kampene paany af; man hører stadig om mindre og større Kampe, snart her, snart der, men i alt væsentligt hersker der Ro i 2p2 Maaned, mens Italienerne samler Kræfter til det næste store Angreb. Fra og med Oktober, da Centralmagterne i Forening med Bulgarien havde paabegyndt Balkanoffensiven, blev det tvingende nødvendigt for de allierede hver for sig at gøre en Indsats for at redde det standhaftige Serbien — og sig selv. Der løftede sig ret naturligt Krav om Italiens Deltagelse paa Balkan, men hertil viste det sig meget lidt villig. Den fælles Sag kunde imidlertid ogsaa støttes paa anden Vis, og Ofre vilde Italienerne nok bringe— store Ofre endda, som det viste sig— , naar blot de maatte bringe dem ved deres egen Tærskel, hvor de tillige fremmede deres egne Affærer. Henimod Maanedens Midte begyndte alt at tyde paa, at et nyt italiensk Generalangreb forestod. De østrigske Flyvere meldte om Troppekoncentrationer paa næsten alle Dele af Fronten, men som tidligere samledes Hovedkræfterne rnod Isonzo. Efter senere østrigske Beregninger udførtes Angrebet paa Isonzofronten mellem Krn og Havet med 9 italienske Armékorps, bestaaende af mindst 24 Divisioner og 2 Alpinigrupper med ialt 320,000 Geværer, 1300 Stkr. Felt- og Bjergskyts og 180 Stkr. svært Skyts. Paa Tyrolerfronten stod formentlig 4 Korps med mindst 11 Divisioner, eller 170,000 Geværer, 700 lettere og 100 svære Kanoner. Paa Karntherfronten anvendtes forholdsvis svagere Kræfter, om hvilke der ingen talmæssige Oplysninger foreligger. D e n 18. Oktober, da Centralmagternes Hære begyndte at gøre følelige Fremskridt i Serbien, og Bulgarien havde afbrudt Jernbaneforbindelsen til Saloniki, tog Cadornas Offensiv sin Begyndelse, efter de bedste franske Forbilleder indledet med et unraadelig voldsomt Bombardement — Østrigerne melder i 50 Timer — over den hele Front. D e n 2 1. om Morgenen begyndte Stormangrebene og fortsattes med vekslende Intensitet i 2 Uger, voldsomst de 2 første Dage. I Tyrol vandtes et Par Steder Fremgang af ganske lokal Natur: ved Indgangen til Landrodalen og de fremskudte Stillinger paa Col di Lana, men Angrebet løjede hurtigt af paa denne Front og tilsigtede vel heller intet udover en Demonstration. Ogsaa paa Isonzofronten stilnede Kampene af i Voldsomhed fra den 24., men fortsattes igen med fornyet Kraft den 28., efterat betydelige Forstærkninger var førte frem.
De koncentrerede sig væsentligst om 3 Afsnit: 1) Om Brohovedet ved Tolmein, over hvilket Krnplateauet løfter sig med dets mod Tolmein fremspringende »Forbjerg« M rzli Vrh, opad hvis bratte Sider Italienerne med det største Heltemod og den sejgeste Udholdenhed forsøgte at bane sig Vej, mens Forsvarerne overdængede dem med Gevær- og Mitrailleuseild og Stenskred. Gang paa Gang lykkedes det dog Angriberne at naa op til de østrigske Stillinger — for hver Gang igen at blive kastede tilbage efter Haandgemæng med Bajonetter og Haandgranater. 2) Foran G ø r z gik det ved Podgora, Oslavia og M. Sabotino paa omtrent samme Vis, om end det her lyk kedes Italienerne at bide sig fast i og holde enkelte af Østrigernes forreste Linjer. 3) Paa Doberplateauet, hvor de heftigste Kampe stod, og hvor Italienerne — for en Tid — havde den største Fremgang. Paa Plateauets højeste (og nordligste) Punkt, S. Michele, trængte 21. Oktbr. betydelige Styrker ind i de østrigske Fodfolksdækninger, men blev den følgende Dag paany kastede ud ved et Modangreb. Ogsaa paa Plateauets sydlige Del lykkedes det Italienerne at trænge frem til og ind i de østrigske Stillinger, men, hedder det i næste Dags Wienerkomrnupique, »ingen af Italienerne vendte tilbage«. Med de første Dage af November ebbede Angrebene ud, uden at Italienerne var Maalet mange Meter nærmere.
Den 1. Novbr. melder Østrigerne: »2 Ugers.Slaget ved Isonzo er vundet af os. Vor Kampfront er fuldstændig uforandret. Under Kampene i sidste Halvdel af Oktober har Fjenden mistet 150,000 Mand«. Ganske korrekt er denne Melding ikke. For det første var Kampene den Dag ikke afsluttede; de fortsættes ind i November med adskillig Kraft og med den største Forbitrelse, baade paa Doberdoplateauet og navnlig om Brohovedet V. f. Gørz og Stillingerne paa Podgorahøjden, som behersker dette, — vistnok for en stor Del styrket med Reserver, trukne fra de to nordlige Fronter. For det andet gælder dette med den uforandrede Kampfront kun i store Træk; Italienerne var som nævnt flere Steder trængt ind i Østrigernes forreste Linjer, og har holdt sig der trods de heftige Modangreb. Og hvad endelig Italienernes Tab angaar, da har de ganske sikkert været store — inaatte være store under Hensyn til den indsatte Styrke og den særdeles vanskelige Opgave, men 150,000 er dog nok meget rundt regnet. Noget langt Pust undte Italienerne sig ikke, inden de tog fat igen. Omkring den 18. November blussede Kampene paany op, og det 4. Isonzoslag tog sin Begyndelse. Det er i sit Anlæg og sin Udførsel en Gentagelse af de forrige, kun endnu mere end disse koncentreret mod Stillingens Centrum ved Gørz, hvor Cadorna aabenbart vil bryde igennem, koste hvad det vil. Selve Byen Gørz har hidtil af politiske Grunde været forskaanet for Bombardement, men som yderligere Tegn paa Italienernes faste Vilje til at bryde sig Vej er nu denne Nænsomhed opgivet og Byen skudt i Grus, mens der Gang paa Gang foretages Stormløb mod Brohovedet Vest for Floden, de befæstede Højder Podgora, Oslavio og Monte Sabotino. Efter Italienernes Meldinger har de saavel paa S. Michele og Brohovedet ved Gørz som nordligere ved Plava og Tolmein taget flere fjendtlige Skyttegrave, mens Østrigerne hævder, at alle Angreb er afslaaede. Sandheden ligger vel nogenlunde midt imellem. Italienerne gaar paa med en Dødsforagt, der maa aftvinge alle Respekt, men hidtil er Resultaterne ikke større end de 3 tidligere Gange, Forsøget har været gjort. Kampene vedvarer, dog efter de sidste Meldinger, med noget mindre Voldsomhed. Et ejendommeligt Sammentræf af Datoer skal i Forbigaaende paapeges; regelmæssigt, med lige Mellemrum tager Angrebene fat og stilner af:
24. Juni—30. Juni — 1. Slag
1. Juli— 17. Juli — forholdsvis Ro
18. Juli— 31. Juli — 2. Slag
1. Aug .— 17. Okt. — forholdsvis Ro
18. Okt.— 31. Okt. — 3. Slag
1. Nov.— 17. Nov. — forholdsvis Ro
18. Nov.— ? — 4. Slag
De østrigske Hære paa den italienske Skueplads ledes af Erkehertug Eugen, med 3 Unuerførere: General Dankl paa Tyrolerfronten, General Rohr paa Karnthenfronten og Boroevic paa Isonzofronten. Af disse har den sidste særlig fanget Opmærksomheden ved den Omhu, hvormed han har udnyttet den af Naturen meget stærke Stilling. Han har ogsaa tidligere i Krigen skabt sig et udmærket Navn. Ved Grodek førte han 3. Armé og tiltvang sig her i Østrigernes Centrum en glimrende partiel Sejr. I Oktober 1914 var det ham, som undsatte Przemysl, og hans Armé spillede ligeledes en vigtig Rolle under det store Slag ved Limanowa, der endte med en afgørende Sejr for Østrigerne. Hele forrige Vinter forsvarede han det vigtigste Karpaterafsnit, Duklapasset, og der er ikke Tvivl om, at netop hans Erfaringer herfra er komne ham til Gode under Defensivkampene ved Isonzo. Ved Gorlice, under de store Gennembrudskampe i Galizien i Maj, var hans Deltagelse af væsentlig Betydning for Sejren. Paa italiensk Side kæmper paa Isonzofronten 2. Armé under Generalløjtnant Trugoni nordligst og 3. Armé under Generalløjtnant Hertug af Aosta sydligst.
w.
