Den Geografiske ramme - Doktrinudvikling mellem 1976-1986

Visualisering af den geografiske ramme

Af Premierløjtnant Johan-Emil Moltke Vecht ved Den Kongelivgarde, f.t.g som kursist på Føringskursus ved Hærens Officersskole.

Indledning

Da krigen i Vietnam sluttede i 1975, befandt det amerikanske forsvar sig i et paradigmeskifte. Det amerikanske forsvar havde trænet og struktureret sig til en ekspeditionskrig med fokus på oprørsbekæmpelse og indså da, at den sovjetiske krigsmaskine siden Anden Verdenskrigs afslutning havde fastholdt sit fokus på konventionel krigsførelse. Der måtte udvikles inden for krigsførelsens kredsløb (doktrin, teknologi og organisation), hvis det amerikanske forsvar skulle kunne kæmpe og vinde mod en ligeværdig modstander. Eftersom denne udvikling inden for krigsførelsen kredsløb fandt sted for næsten 50 år siden, kan det opfattes som irrelevant, idet der siden er sket så meget på den teknologiske, organisatoriske og doktrinære side. Så hvorfor er det mon relevant for selskabets læsere at dykke ned i historien?

Set i lyset i næsten 20 års oprørsbekæmpelse i Afghanistan og Irak, Ruslands nylige invasion af Ukraine og det seneste forsvarsforlig med et fokus på indførelse af mere teknologi og en forøgelse af vores personel, kan man argumentere for, at det danske forsvar ligeså befinder sig i et paradigmeskifte. Vi står måske endda det samme sted på nogle områder, som amerikanerne stod i 1975 – Vi skal omstille os til konventionel krig.

Et doktrinfokuseret neddyk i perioden 1976-1986 kan hjælpe os til at forstå de kampe, vi ser på nutidens kampplads, særligt hvordan kamppladsen kan opdeles i niveauer i tid og i rum. Perioden 1976-1986 kan på den måde være med til at skabe forklaringskraft over for nogle af de fænomener, vi ser på slagmarken i Ukraine i dag, idet størstedelen af sovjetisk og amerikansk doktrin grundlæggende er forblevet uændret.

For at rammesætte hvorfor en doktrinudvikling var nødvendig, skitseres den sovjetiske angrebsdoktrin kort og dernæst redegør artiklen for den doktrinære udvikling i 1976-1986 med henblik på at give læseren et svar på, hvordan det amerikanske forvar og derefter NATO var klar til at kunne imødegå denne trussel.

Denne artikels formål er altså at undersøge forhistorien til denne doktrinudvikling og dermed forsøge at svare på, hvorfor den opstod på netop dette tidspunkt. Artiklen vil være afgrænset til beskrivelsen af den geografiske rammes doktrinære opståen i en defensiv taktisk kontekst, ud fra tre versioner af det amerikanske feltreglement 100-5 Operationer. Slutteligt vil artiklen give en række eksempler på, hvordan doktrinen kan overføres til de fænomener, vi ser på slagmarken i Ukraine i 2024.

Den geografiske ramme

Den geografiske ramme er et doktrinbegreb, der opdeler kamppladsen i tid – rum og på niveau, i hhv. Deep (dybdekampen), Close (kontaktslaget) og Rear (baglandet). Begrebet har udviklet sig gradvist og det var først efter, at Feltreglement 100-5 Operationer ”Airland Battle” blev revideret i 1986, at den geografiske ramme fremstod som et færdigt begreb (Department of Defense, US, 1986).

I 2017 beskrev man fra dansk side den geografiske ramme på følgende måde:

"Deep Area relaterer sig til de af troppeenhedens aktiviteter, som gennemføres på lang afstand og over en ofte lang tidsperiode, og som ikke er direkte involveret i Close Area (…). Close Area refererer til de af troppeenhedens aktiviteter, som gennemføres over kort tid og i direkte kontakt med modstanderen eller andre aktører i operationsområdet (…). Rear Area vedrører de områder, hvor troppeenhedens logistiske og administrative aktiviteter finder sted(…)" (Hæren, 2017).

Visualisering af den geografiske ramme¹

Der er en divergens mellem Danmark og NATO i forståelsen af, hvilket niveau der kan gennemføre aktiviteter i de forskellige rammer. Her forstår Danmark brigaden som en troppeenhed. Derfor er brigaden i stand til at gennemføre aktiviteter i alle tre rammer. NATO forstår derimod divisionen (og ikke brigaden) som en troppeenhed, og ud fra denne opfattelse er det altså tidligst på divisionsniveau, der kan gennemføres operationer i alle tre rammer. Forståelsen af hvem der kan hvad, handler i høj grad om, hvilke ild- og kampstøttesystemer der er til rådighed ift. at give en effekt over større afstande til støtte for troppeenhedens dybdekamp. Denne divergens i hvilket niveau der tidligst kan gennemføre aktiviteter i alle tre rammer, er dog ikke væsentlig for artiklens formål, men tjener til at forklare at uagtet en fælles NATO-doktrin, så forstås den forskelligt.  

Det amerikanske dilemma i 1976

Sovjetunionen havde siden 1950’erne udviklet på deres evne til at gennemføre konventionel krigsførelse, amerikanerne derimod havde siden 1960’erne været fokuseret på oprørsbekæmpelse med ekspeditionsstyrker – en strategisk og ideologisk kamp mod kommunismen f.eks. i Sydøstasien og på Cuba. Efter Vietnamkrigen indså General Creighton Abrams, daværende stabschef for US Army, at US Army var nødt til at blive ”gentænkt” og gentrænet for at kunne imødegå en konventionel fjende.² Han besluttede sig for at oprette en kommando, hvis formål var at udgive doktriner og uddannelser med henblik på at få den amerikanske hær omstruktureret til kamp mod sovjetiske formationer. Training and Doctrine Command (TRADOC) blev oprettet 1. juli 1973, og en af de mest prioriterede opgaver blev at udgive en opdateret doktrin, der kunne imødegå fremtidige trusler. 

Sovjetisk angrebsdoktrin i 1970’erne ”Truslen”

Den sovjetiske angrebsdoktrin diktererede masse, momentum og kontinuerlig kamp. Tanken var, at denne synkroniserede kamp skulle nedkæmpe NATOs forsvar for at skabe et gennembrud. For at kunne gennemføre en kontinuerlig kamp var den sovjetiske troppeenhed opdelt efter et echelon-princip. Echelon-princippet i angreb var rettet mod en stærk modstander i et velforberedt forsvar (Department of Defense, US, 1980). Opdelingen i echeloner betød i praksis, at de dygtigste af styrkerne kunne holdes i reserve, og derfor i rammen af planen kunne indsættes over tid på en måde, hvorpå ”styrkekorrelationen” kunne synkroniseres for at opnå de ønskede/planlagte resultater. Dermed var friktionen indarbejdet i planen på forhånd. Første echelon skulle sikre, at der hurtigt blev skabt gennembrud i det velforberedte forsvar. Den skulle opdele det fjendtlige forsvar flere steder samtidigt, og gennembryde de forreste af fjendens enheder. Anden echelon skulle hurtigt udnytte første echelons gennembrud, trænge i dybden og konsolidere de vigtige mål, som eventuelle sø- luft eller indfiltrede styrker havde erobret.³

Visualisering af echelonprincippet⁴

Felt reglement 100-5 1976 ”Active Defense ”

Grundtanken bag Active Defense handler om at afgive terræn (rum) for tid samtidig med at nedslide fjenden – dette med formålet at identificere fjendens tyngde. Når tyngden er identificeret, masseres egne rådige enheder omkring et ildkoncentrationsområde eller kill zone, hvor terrænet giver forsvareren gunstige muligheder for at påføre fjenden afgørende tab.⁵ Det er vigtigt at pointere, at ”rådige enheder” ikke er reserver men derimod enheder, der er indsat i andre rum, og som kan udspares, fordi de skal indsættes mod fjendens tyngde. Figuren nedenfor illustrerer konceptet ved, at den dobbeltmarkerede pil er fjendens tyngde og de stiplede streger er ruten til det anviste rum for de rådige enheder.

Visualisering af Active Defense doktrinen⁶

Udgivelsen af Feltreglement 100-5 1976 ”Active Defense” er meget påvirket af erfaringerne fra Yom Kippur krigen i 1973 og megen af den data, der ligger til grund for ”Active Defense”, er baseret derpå. Særligt anvendelsen af topmoderne panserværnsvåben og evnen til at vinde det første slag har haft en stor indflydelse på forsvarsdoktrinen.

”Although the active defense involves the utilization of successive battle positions in depth, to wear down and weaken the enemy, followed by counterattacks, it is necessary to maintain the coherence of the overall defense, including coordination on brigade and division flanks. To the extent that the defense can be conducted well forward in the main battle area, to that same extent will the problems of flank coordination be easier."⁷

 ”Active Defense” lagde ikke skjul på, at den fremtidige krig ville blive kæmpet i Tyskland mod Sovjetunionen. Dette narrativ er man som læser af doktrinen nødt til at have i baghovedet for at kunne forstå, hvilke problemstillinger den ligeså medførte. Versionen beskriver ligeså, at Divisionschefer i Europa skal være villige til at koncentrere alt rådig ild og op til mellem seks til otte af deres manøvre bataljoner på 1/5 del af deres frontafsnit, med henblik på at kunne imødegå gennembrud af styrker svarende til mellem 20-25 bataljoner.

Der var dog en række udfordringer bag denne tankegang: 1) at doktrinen som udgangspunkt kun håndterede den sovjetiske 1. echelon uden at håndtere opfølgestyrkerne, 2) at størstedelen af de amerikanske styrker var nødt til at være opmarcheret nær zonegrænsen for at kunne nå at gribe ind tids nok, hvilket set fra den sovjetiske side ville opfattes som en provokation, og 3) lige så vigtigt at de tyske politikere var imod at afgive terræn.

Udgaven mødte en hård kritik blandt andet fra Supreme Allied Commander Europe, der i et personligt brev til hovedforfatteren bag feltreglementet skrev, at doktrinen i al for høj grad henvendte sig til kamppladsen i Europa. Derudover blev det understreget, at det ultimative formål med forsvar må være at genvinde initiativet ved at agere offensivt på kamppladsen.

Amerikanerne stod ved udgangen af Vietnamkrigen med en doktrin, der i høj grad handlede om at placere sig så langt fremme mod fjenden som muligt for at engagere ham tidligt og derefter afgive terræn for tid med henblik på at erkende hans tyngde og derved bringe ham til endelig standsning. Doktrinen var skræddersyet til en krig i Europa og på mange måder for defensiv af natur. Et krigsspil mellem den sovjetiske angrebsdoktrin over for den amerikanske forsvarsdoktrin ville også vise, at ”Active Defense” indeholdt en række indbyggede dilemmaer, når den skulle anvendes i praksis, såsom at den ikke håndterede de sovjetiske opfølgestyrker.

Felt reglement 100-5 1982/1986 ”AirLand Battle”

General Donn Starry var chef for V Korps og udstationeret i Vesttyskland fra ’76 til ’77. Hans opgave var blandt andet at udføre Feltreglement 100-5 1976 i praksis. Starrys dilemma med doktrinen beskrives således:

”Yet even if V Corps could defeat the enemy’s first echelon, Starry realized that he did not have the time or manpower to “reset the defense” before being overrun by the second echelon. Hence the fatal flaw of Active Defense."⁸

Heldigvis for General Donn Starry overtog han chefposten for TRADOC i sommeren ’77 og kunne derved konceptudvikle og implementere de tanker, han havde gjort sig i forbindelse med planlægningen af forsvaret af Vesttyskland. Dette skulle udmønte sig i den banebrydende doktrin AirLand Battle fra 1982, som stadig benyttes idag. Selvom General Donn Starry lagde grundstenene til doktrinen, blev det Donn Starrys tidligere næstkommanderende, William Richardson, der færdiggjorde arbejdet med revisionen fra 1986, idet der var brug for at imødekomme en række kritikere og ikke mindst effektivisere konceptet. Artiklen vil herunder uddybe en række udvalgte komparative nedslagspunkter.

”Deep Area/operations”

Visualisering af Deep⁹

General Starry indså, at hans kommende doktrin var nødt til først og fremmest at håndtere den sovjetiske anden echelon samt og dernæst besvare spørgsmålet om, hvordan man kæmper mod en numerisk overlegen fjende, og vinder. Feltreglement 100-5 AirLand Battle indfører en række kernebegrebersom initiativ, dybde, agility og synkronisering. AirLand Battle doktrinens hovedformål blev at nedkæmpe de sovjetiske opfølgestyrker i dybden af deres opstilling simultant med nedkæmpelsen af første echelon. Resultatet bliver det, som Starry selv beskriver som ”The extended battlefield”, hvilket bliver den geografiske grundsten i AirLand Battle. Slagmarken blev forlænget i dybde, tid og værnsfælles interoperabilitet. Forlængelsen af dybden betød, at en indsat enhed kunne engagere fjendtlige enheder, der endnu ikke var i kamp, med henblik på at nedslide og forstyrre deres beslutningskredsløb, deres kommandokontrol-forhold og derved skabe frustrationer i deres befalingskompleks.

“The deep battle component of the AirLand Battle doctrine supports the commander’s basic scheme of maneuver by disrupting enemy forces in depth. In either attack or defense, timely and well-executed deep actions against enemy forces not yet in contact are necessary for effective operations.”¹⁰

Evnen til at forme slagmarken ved koordinationen af tid, rum og ressourcer blev et afgørende element i AirLand Battle, men at kunne angribe dybt ind i fjendens rum krævede en synkronisering af midler på tværs af hæren og flyvevåbnet – hvilket blandt andet medførte store debatter om kommando- og kontrolforhold. En af de mange debatter muliggjorde indsættelsen af flyvevåbnet i Deep under begrebet ”Battlefield Air Interdiction (BAI)”.

"BAI is air action against hostile surface targets nominated by the ground commander and in direct support of ground operations. It is the primary means of fighting the deep battle at extended ranges."¹¹

Dette kunne f.eks. være angreb på sovjetiske anden echelon styrker. Muligheden for at kunne kæmpe deep blev derudover i høj grad muliggjort af en række teknologiske fremskridt, blandt andet MLRS¹² JSTARS¹³ og ATACMS¹⁴, teknologiske fremskridt som ikke var til stede i 1976.

Kampen i Deep beskrives derudover således:

“He supports the main effort by fire or maneuver that reaches deeply into the enemy’s zone of action. He strikes the enemy’s vulnerable high-value targets or engages his still undeployed follow-on forces. Thus, the commander seeks to set the terms of battle throughout the depth of the battlefield”¹⁵

Golfkrigen i 1991

Selvom der kun findes anekdotisk information omkring at være i den modtagende ende af et MLRS-system, beskriver Anthony Cordesman i sin bog om Golfkrigen en række cases således:

"The effect of this “Steel rain” in disrupting Iraqi operations, as well as in suppressing and damaging area targets, soft targets, and artillery positions was confirmed in a number of war reports. There were reports of cases where an Iraqi artillery battalion lost 64 guns to air raids and 46 to the MLRS, and a case where MLRS rockets and two 203mm battalions cost and Iraqi division a loss of 97 of 100 guns."¹⁶

Selvom tallene fra casen måske er en smule overdrevne, så er citatet et godt eksempel på en succesfuld dybdekamp.

”Close area/operations”

Visualisering af Close¹⁷

’Close operations’ som begreb findes ikke i Feltreglement 100-5 1982 udgaven og heri ligger en interessant tankegang, hvis man søger direkte i kilden.

“One argument against the 1976 edition was that it was in too much detail. In the 1982 edition, we backed off detail at the tactical level but added the deep attack, assuming that most folks understood pretty well how the battle was to be fought at the FLOT(Forward line of own troops)."¹⁸

At 1982 udgaven var meget specifik omkring anvendelsen af midler i dybden, blev også det, som dens kritikere rettede sig imod. Flere var faktisk imod udgaven og kaldte den for aggressiv. Argumenterne omkring aggressivitet er letforståelige, særligt fordi doktrinen er rettet mod at angribe fjendtlige (sovjetiske) styrker, inden de har overskredet FLOT (den vesttyske grænse) og de facto erklæret krig.  Close operations som begreb får sin berettigelse i 1986 udgaven. Her beskrives Close operations, som kampen mellem indsatte styrker og kombattanternes klargjorte reserver.

“Rear area/operations”

Visualisering af Rear¹⁹

Rear operations bliver kun introduceret kort som et sekundært element til at understøtte manøvren i den oprindelige udgave fra 1982. I 1986 får begrebet dog sin genrejsning, hvor det præsenteres som den vigtigste kilde til momentum og derfor får sit eget afsnit. Det præsenteres som den vigtigste kilde til momentum, fordi Rear operationer giver den operative manøvre dens evne til at nå mål i dybden med tilstrækkelig kampkraft. Forskellen på begrebet i 1982-udgaven kontra 1986-udgaven beskrives som et begrebsmæssigt gennembrud, idet det i 1986-udgaven fremgår, at såfremt Rear operation ikke bliver udført effektivt nok, vil det berøve den operative manøvre dens fulde potentiale.²⁰

”Rear operations may have little immediate impact on Close ground operations, but are critical to subsequent operations, whether in exploiting success or recouping failure. At the operational level, Rear operations focus on preparing for the next phase of the campaign or major operation”²¹

Det er pudsigt, at 1982-udgaven negligerer de operationer, der foregår i Rear, og i stedet lægger tyngden i de operationer, der foregår i Deep, idet vi med nutidens øjne ville se de to som afhængige elementer, fordi operationer i Deep skal kæmpe ”fremtidens kamp” og Rear skal klargøre til ”fremtidens kamp”. Men som en god kollega skrev til mig: ”Nogle gange skal man italesætte det nye for at danne sig begreber. I 1982 var DEEP måske det nye, og man var ikke på samme måde bevidst om den næste udvikling som naturligt – hvilket i 1986 var REAR"²²

Golfkrigen 1991

Selvom Rear operationer kan være mange ting, så vil jeg eksemplificere ved sustainment, som er evnen til at vedligeholde kampkraft før, under og efter militære operationer. Nedenstående eksempel beskriver, hvorledes VII Corps opbyggede deres logistik forud for invasionen af Kuwait.

"To support offensive operations, the corps built Log Base Echo near Tapline Road northwest of Hafir Al Batin. (…) To provide some context for the 16^th Corps support Group mission at Echo, it “Stocked” 10.8 million gallons of fuel ; Three tactical petroleum terminals; 800.000 Gallons of bulk water; 960 Tons of Meals ready to eat and mountains of other supplies. Although 95 tons of munitions were planned for stockage, totalt never exceeded 67.000 at one time."²³

Som opsummering af begreberne Deep, Close og Rear illustreres de via nedenstående figur. Figuren illustrerer kamppladsen opdelt i tid, rum og niveau. Slagmarken er opdelt i korpsets Deep og divisionens Deep, idet der er forskellige kampsystemer med forskellige rækkevidde på de forskellige niveauer. Illustrationen skal forstås ved, at den ”blå” styrke nedkæmper fjendens enheder i Deep og Close samtidig. På den måde tilsikrer divisionen eller korpset, at de styrker, der ender i Close, vil være i en sådan størrelse, at de ville blive håndteret af den pågældende enhed. ”Den Geografiske ramme” muliggør derved at kunne angribe flere echeloner simultant. Kongstanken bag den geografiske inddeling er at lade de forskellige styrkeniveauer håndtere fjender på forskellig afstand. Dette muliggør evnen til at forme kamppladsen og fjenden til en sådan størrelse, at hans ”masse” ikke bliver afgørende. På den måde bliver doktrinudviklingen fra Active Defense til AirLand Battle gearet til at kunne imødegå det sovjetiske echelon-princip.

Visualisering af den geografiske ramme over for sovjetisk angrebsdoktrin²⁴

”Den geografiske ramme i 2024 ”

Begreberne Deep, Close og Rear fra AirLand Battle kan overføres direkte til slagmarken i Ukraine, og på den måde kan den geografiske ramme være med til at give en doktrinær forståelse for, hvordan man forsøger at genvinde initiativet på kamppladsen. På slagmarken i Ukraine ser vi nu en ”modenhed” af de ildstøttesystemer, der blev udviklet i løbet af 1970’erne til at kæmpe dybdekampen. Denne modenhed viser sig ved, at tiden fra at detektere eller lokalisere noget på kampladsen til at en effekt bliver leveret, nu er blevet så effektiv, at større troppekoncentrationer forud for et angreb er blevet stort set umulige i visse områder.  Det lader til, at de eneste måder at kunne håndtere disse trusler på, er at forbedre sine egne systemer med henblik på at nedgradere modstanderen, alternativt at sprede sig så meget som muligt på slagmarken for at forøge overlevelseschancerne. Dette kan også være en af forklaringerne på, hvorfor vi ikke ser store tyngdedannelser på slagmarken i form af troppekoncentrationer, men i stedet for ser en række synkroniserede og koncentrerede effekter. Eksempelvis gennemførte de Ukrainske væbnede styrker d. 1. maj 2024 ”Deep” Fires med fire ATACMS missiler på en russisk træningsbase i Kuban 80 kilometer fra de Ukrainske linjer. Angrebet havde til hensigt at ramme de russiske styrker, der var ved at gøre klar til et angreb i Kharkiv regionen, og derved kunne forsinke eller forpurre deres styrkeopbygning. I lyset af baglandsoperationer kan her fremføres et eksempel med den 40 kilometer lange russiske kolonne, der gik i stå på vej mod Kyiv under den indledende del af invasionen i februar 2022. Der kunne ikke komme logistik frem til de kæmpende enheder og kolonnen blev udsat for en lang række baghold, blandet andet på grund af manglende sikringsstyrker.

Har ”Den geografiske ramme” så vundet sin plads i vestlig krigsteori? Hvis vi ser på det doktrinkoncept, som amerikanerne benytter nu, nemlig Multi Domain Operations (MDO), så har man tilføjet strategisk og operativt Rear, ligesom operativt og strategisk Deep. Det betyder, at det nye koncept, udover de tre geografiske rammer, involverer ikke-geografiske domæner som Space og Cyber, med henblik på at forsinke den strategiske støtte, få fordele og influere den taktiske kamp før forstærkningerne ankommer til kamppladsen.²⁵ Doktrinerne har fra 1976 bevæget sig fra en to-dimensionel betragtning af kamppladsen med en afgrænset betragtning af området, til i en tre-dimensionel kampplads i 1986 med AirLand og så en 4+ dimensionel tankegang med MDO. Man kan altså argumentere for, at den geografiske ramme fortsat lever i den nuværende doktrin, men det lader til at begrebet til stadighed undergår udvikling, således at det passer ind på den moderne kampplads.

Der findes mange dygtige officerer med masser af erfaring i applikationen af den geografiske ramme, og artiklens formål har netop været at motivere til uddybelse eller diskussioner af danske våbenarter i denne praksis. Jeg har i hvert fald med denne artikel spillet en bold op, som jeg håber gribes og videreføres med styrket viden og erfaring inden for dybde- og baglandsoperationer.