Vi Troppeofficerer, der staar overfor Uddannelsen af Rekrutter til Sommer inden for den stærkt afkortede Uddannelsestid, er ganske naturlig begyndt at spekulere paa, hvorledes denne Sag eller maaske rettere dette Problem bedst kan løses, idet jeg med Ordet Problem vil udtrykke, at en heldig Løsning bliver meget vanskelig. Lad mig imidlertid, inden jeg tager fat paa dette Problem, straks slaa fast, at jeg anser den fremtidige Tjenestetid for alt for kort, men at jeg i denne Artikel kun beskæftiger mig med at finde den rent militære Løsning af Uddannelsesspørgsmaalet, som under de givne Omstændigheder giver det relativt bedste Resultat. Ved Overvejelser i denne som i lignende Sager bør der skelnes skarpt imellem Maal og Midler, da man i modsat Fald let vil naa til skæve og sandhedsforvrængede Resultater. Lad os da først se paa det Maal, der skal naas ved Uddannelsen
Den moderne Infanterist skal først og fremmest være Soldat og han maa være i Besiddelse af saa megen teknisk og taktisk Færdighed, at han kan løse de Opgaver, der tilfalder ham paa en moderne Slagmark. Enhver Fodfolksofficer, enhver Sagkyndig, vil straks hertil sige »Umuligt paa den korte Tid«. Hvorledes vil det være muligt i Løbet af 5 Maaneder at bibringe de værnepligtige de Soldateregenskaber og de Færdigheder, som den moderne Krig kræver af den menige Infanterist, naar vi vitterlig ikke kunde gøre det, da vi havde 3 Uger længere Uddannelsestid? Men dette »Umuligt« gælder som ovenfor sagt ikke inden for denne Artikels Ramme, hvor vi kun undersøger Sagen relativt, hvor vi kun søger at naa frem imod det bedste, der kan naas under de givne Uddannelsesforhold.
Lad os se paa Sagen under denne Synsvinkel og begynde med de Soldateregenskaber, som skal indpodes de værnepligtige, og først og fremmest Infanteristen, hvis Moral bliver sat paa den største Prøve, naar han — af alle Vaaben nærmest ved Fjenden — i Dagevis og Ugevis udsættes for moderne Beskydning, Bombardement og Gasangreb. Den disciplinære Side af Sagen — Skabelsen af Disciplin — kan man vistnok sige, at Fodfolket hidindtil har magtet endogsaa overordentlig godt, selv om maaske nok de mange nye Fag og Øvelser endnu ikke er bragt helt ind i den rette eksercermæssige disciplingivende Form, men det Grundlag, som Soldatens moralske Opdragelse skal hvile paa, Fædrelandskærlighed og Forstaaelse af Hærens Opgave er blevet noget forsømt af Hærens Befalingsmænd, idet disse under den langvarige indrepolitiske Kamp om vort Forsvar, hvis Maal var en Forringelse og ikke en Forbedring af Hæren, har følt sig ufri paa dette Omraade og har arbejdet med en uvilkaarlig Følelse af, at den Fædrelandskærlighed, som findes paa Bunden af enhver Danskers Hjærte, snarere skulde holdes nede end opflammes for at kunne forliges med Tidens forsvarsnihilistiske Tendens. Vi Befalingsmænd har for en stor Del mistet vor Evne til at paavirke vore Soldater i patriotisk Retning, og jeg tror, at en Indgriben i saa Henseende fra de højere Myndigheder vil være i høj Grad paa Plads. Geledofficererne er for hele den øvrige Uddannelses Vedkommende hjulpet — ja i flere Tilfælde saa stærkt hjulpet, at det virker for bindende saaledes, som jeg senere skal komme ind paa — men paa dette omhandlede Omraade findes ingen Routine, og Evnerne er ikke udviklede, og jeg kunde derfor tænke mig, at en Ledetraad i saa Henseende vilde blive modtaget med Glæde og gøre Gavn. Vi kommer dernæst til Infanteristens tekniske og taktiske Fuldkommengørelse.
Fodfolket betjener Gevær 89, Bajonet, Spade, Rekylgevær, Pistol, Geværgranat, Haandgranat, Maskingevær og Fodfolkskanon og skal tillige besørge Forbindelsestjeneste med de dertil hørende tekniske Apparater. Det siger sig selv, at skal Betjeningen af alle disse Vaaben og tekniske Midler kunne læres af Fodfolket i Uddannelsestiden, da maa man specialisere Uddannelsen, og jo kortere Uddannelsen er, desto mere maa man specialisere. For Maskingeværernes og Fodfolkskanoners Vedkommende, som ikke indgaar i Fodfolkskompagniets Organisme, men betjenes af selvstændige Specialafdelinger er denne Specialicering ikke vanskelig, men for de øvrige Vaabens Vedkommende, der alle indgaar i Kompagniet, optaarner der sig store Vanskeligheder ved Fordelingen af Kompagniets tekniske Uddannelse paa Mandskabet baade i Henseende til dennes Art og Grad. Jeg skal i denne Forbindelse ikke komme ind paa de forskellige Løsninger af dette Spørgsmaal men nøjes med at trække den Hovedlinie op, at en a l s i d i g t e k n is k U d d a n n e ls e a f K o m p a g n ie t e r u m u lig , o g a t d e r tje n e s T i d v e d a t s p e c ia lis e r e d e n s a a m e g e t s om g ø r lig t . Men hele dette Spørgsmaal hænger jo nøje sammen med Kompagniets O r g a n is a t io n . Uddannelsesspørgsmaalet kan paa Grund af indskrænket Uddannelsestid faa en saa overvejende Betydning, at Kompagniets Organisation, som ideelt set kun burde fastlægges som et Resultat af taktiske Overvejelser og Erfaringer, først kommer i 2. Linie og maa faa sit Præg efter den Uddannelse, der kan naas.
Den ved vore Forspgskompagnier indførte Gruppeorganisation er sikkert gjort til Genstand for Forsøg som den formentlig, taktisk set, bedst egnede, og dette er berettiget, saalænge man mener, at Uddannelsen svarer til denne Organisation, men Spørgsmaalet bliver nu i Overensstemmelse med det ovenfor udviklede, om man ikke med den forkortede Uddannelse som Anledning maa tage det under Overvejelse at skabe en Organisation,der stiller mindre Fordringer til Mandskabets tekniske og taktiske Uddannelse og muliggør den størst mulige Specialuddannelse. Sagen er jo nemlig, at Kompagniets taktiske Gruppeinddeling vel nok er den Organisation af dem, vi hidindtil har kendt, der stiller de største Fordringer til Mandskabet. Teknisk set kræver man af Gruppeinddelingen, at Rekylgeværet skal kunne betjenes af Gruppens sidste Mand, hvilket vil sige det samme som, at alt Kompagniets Mandskab skal være uddannet i Rekylgeværskydning. Taktisk set kræves der stor Forstaaelse af de enkelte Mand indenfor Gruppen, naar denne skal kæmpe paa rette Maade. At man ofte har hørt Gruppens Kampmidler og Kampmaade sammenlignet med et Armékorps, er jo tilstrækkeligt Bevis paa, hvor rig paa Kombinationer en saadan Gruppes Kamp med sine 6 Vaaben kan blive, og hvor vanskelig dermed den enkelte Mands Forhold er. Hvilken Organisation kunde man da tænke sig, som krævede mindre af Mandskabets Uddannelse? Det ligger udenfor denne Artikels Karakter at komme ind paa dette Spørgsmaal taktiske Side for derefter paa Grundlag af ovenstaaende Raisonnement om det rette Forhold imellem Uddannelse og Organisation at foreslaa en Organisation, der fremgaar som en Resultant imellem Uddannelseshensyn og taktiske Hensyn, men det skal blot understreges, at en Organisation, der muliggør, at Speciallisterne holdes sammen inden for Kompagniet eller Delingen jo i høj Grad vil lette og dermed forbedre Uddannnelsen.
Vi kommer dernæst til en Omtale af Uddannelsesmidlerne under Hensyn til den forkortede Tjenestetid. Vore Reglementer og Programmer, som er lavet med en længere Tjenestetid for Øje end den fremtidige, maa vel delvis laves om og tilpasses efter denne. Dette kan jo gøres paa forskellig Maade, men der er her et Moment, som det maaske kan være af Betydning at henlede Opmærksomheden paa. Fodfolkets Reglementer er 1'or en Del lavede af nidkære Specialister, der hver paa sit Omraade h a r g r e b e t k r a f t ig t in d i L æ r e r n e s V ir k s o m h e d s o m r a a d e og bundet disse paa Hænder og Fødder.
Selvom paa den ene Side Generalinspektøren har forstaaet at afbalancere Fordringerne til de Uddannelsesmetoder, der skal anvendes i de forskellige Tjenestegrene, og selv om Afdelingerne paa den anden Side dels har ladet høre fra sig, naar Ligevægten i Uddannelsen var ved at gaa tabt, og dels i Praksis fandt Vej fremad imod det endelige Maal trods indsnævrende reglementariske Baand, saa var Uddannelsesforholdet allerede nu, inden vi stod over for en Afkortning af Tjenestetiden saaledes, at Uddannelsesmetoderne — Midlerne — ikke stod i Forhold til Tiden, og der gaves ikke Kompagnichefen hverken fag- eller tidsmæssig set den nødvendige Lejlighed til fri Udfoldelse af en selvstændig Uddannelsesvirksomhed. Vi staar nu over for den forkortede Uddannelsestid, og man har Valget imellem en Tillempning af Reglementer og Programmer i Overensstemmelse hermed men i samme Aand som hidindtil, hvor man ved den overordnede Centralmyndighed i Detailler regulerer hele Uddannelsen e lle r en mere radikal Ændring af Programmerne, hvorefter der i større Udstrækning end tidligere gives Kompagnicheferne frie Hænder under Uddannelsen. Vælges den første Udvej, vil Forkortelsen af Tjenestetiden give sig direkte Udslag i et tilsvarende Afslag paa Fordringerne vedrørende Uddannelsen, medens man ved at gaa den anden Vej kan vente, at den tabte Uddannelsestid i nogen Grad kan opvejes ved, at de hidindtil alt for bundne Kræfter hos Kompagnichefen og de mere selvstændige Lærere frigøres til Udfoldelse af en selvstændig Virksomhed og til Fastlæggelse af en mere smidig og mindre tidsspildende Plan for Øvelserne, end det er muligt for en Centraladministration at lægge.
Det kan maaske have Interesse at se, hvorledes denne Synsmaade tager sig ud, naar den føres ud i Livet indenfor de Fag, hvor de programmæssige Forskrifter har grebet mest ind i de uddannende Befalingstnænds Virksomhed. Af disse er først og fremmest S k y d n in g det Fag, hvor der gives de uddannede Kommandoinstancer mindst Raaderum. Det skal villigt indrømmes paa Forhaand, at det er ganske naturligt, at Skydeuddannelsen er blevet saa centraliseret, som den er, bl. a. fordi den koster Penge, og fordi Konkurrencen imellem Afdelingerne maa forudsætte et ensartet Konkurrence-Grundlag, men det vil dog sikkert være muligt trods disse og lignende Forhold at tilrettelægge Infanteristens Skydeuddannelse saaledes, at den ikke næsten udelukkende bliver Resultatet af en systematisk Gennemgang af et fra oven foreskrevet Program, men kommer til at foreligge paa et Grundlag, hvor Kompagnichefens Initiativ, Arbejdskraft og Energi er de vigtigste Bestanddele. Lad os begynde med S a lo n s k y d n in g og se paa dette Fag under den ny Synsvinkel. Intet Øvelsesprogram bedre end det for Salonskydning viser hvor uholdbart det er, at en Centralmyndighed griber alt for meget ind i Uddannelsen med detaillerede Bestemmelser.
Salonskydning virker saaledes, at den er en fortrinlig Forberedelse til Skarpskydning for Begyndere i Faget, medens den for Viderekomne og gode Skytter ikke er til synderlig Nytte. Ved nu at gennemføre Salonskydningen efter et givet Program, der er ens for alle Rekrutter, spilder man for det første Tid ved at lade de bedre Skytter skyde Salonskydning, og for det andet faar man ikke Tid og Ammunition nok til at forberede de daarlige Skytter gennem Salonskydningen. En fri Afbenyttelse af den tilstaaede Salonammunition, hvorefter Kompagnichefen er ganske frit stillet med Hensyn til Skydningernes Art og med Hensyn til Anvendelse af Tid og Ammunition vil saaledes blive ganske anderledes virkningsfuld og svare til Øjemedet, nemlig som de daarlige Skytters eller Begyndernes Forberedelse til Skarpskydning. For Skarpskydningens Vedkommende er det ganske givet, at et Kompagni ikke fremtidig kan naa at skyde de nu foreskrevne Skydninger, uden at den anden Uddannelse forsømmes. De Ændringer, der maa foretages, ligger ikke saa lige for som ved Salonskydningen, men følgende Retningslinier vilde bringe Skydeuddannelse ind i den mere fri Form, som der slaas til Lyd for i denne Artikel, og som formentlig vil virke til Gavn for Uddanneslen: Der maa ikke gives Afkald paa een Patron af det samlede Antal Patroner, der hidindtil har været anset for nødvendigt til en forsvarlig Skydeuddannelse af et Kompagni. Der stilles et bestemt Antal Patroner til fri Raadighed for Kompagnichefen til Skydning af a l f o r b e r e d e n d e S k y d n in g , s om p la n læ g g e s a f K o m p a g ic h e f e n , og som ikke behøver at være ens for alle Rekrutterne.
Skoleskydningen udføres efter et af Ministeriet fastlagt Program og indenfor bestemte Tidsgrænser. Af Hensyn til Tiden vil det formentlig være praktisk at ændre det hidindtil gældende Program for Skoleskydningen derhen, at nogle af Skydningerne skydes paa forkortet A fstand (50 m), hvorved der spares Tid straks og med Tiden yderligere vil kunne opnaas, at saadanne Skydninger kan skydes paa Kasernerne. Det fremgaar af ovenstaaende, at Kompagnichefen har fuld Frihed med Hensyn til al forberedende Skydning, saavel Salon- som Skarpskydning, medens man for Skoleskydningens Vedkommende maa fastholde Ensartethed for alle Afdelinger af Hensyn til den sikkert saa nødvendige Konkurrence. For at blive overbevist om Rigtigheden af ovenstaaende Udkast tænker man sig blot den Iver og Interesse, hvormed Fodfolkets Kompagnichefer vilde gaa med til denne Konkurrence, naar de med Rette kunde sige, at de gik til den paa eget Ansvar og eget Arbejde, og mon ikke denne Iver og Interesse vilde svare til et stort og nyttigt Fond af løssluppet Arbejde og Energi i Sammenligning med tidligere, hvor Hovedparten af Kompagnichefens Arbejdskræft laa som død Kapital i Skydeprogrammets Lænker. Ovenstaaende gør som sagt kun Fordring paa at være et Tankeudkast, nogle tænkte Retningslinier for en fremtidig Skydeuddannelse, og det ses ikke at være nødvendigt i denne Sags Forbindelse at behandle Spørgsmaalet mere detailleret. (Rekylgeværskydning, ru. m.)
For Gymnastikkens Vedkommende kan man vistnok ogsaa sige, at de programmæssige Forskrifter griber vel meget ind i Kompagnichefens Virksomhedsomraade og stiller ret store Fordringer, i Forhold til den Tid, der kan anvendes paa Gymnastik. Med en forkortet Uddannelsestid for Øje kunde man tænke sig følgende Raisonnement blive gjort gældende. — Der maa slaas en Pæl igennem den Anskuelse, at der paa en Rekrutskole skal naas et gymnastisk Maal i egentlig Forstand. Kompagnichefens Maal med Gymnastikken er Sundhed og Behændighed og Evne til at bevæge sig i vanskeligt Terrain og samtidig og ikke mindst Disciplin. — Kompagnichefen lægger Programmet alt under Benyttelse af de i Reglementet foreskrevne Øvelser og med Assistance af den sagkyndige Gymnastiklærer. — Afdelingerne maa fritages for Gymnastikspecialisternes Programmer, som er udsat for at falde for Fagkundskabens sædvanlige Fristelse kun at se Maalef inden for selve Faget — det rent gymnastiske Maal — og derved udsætter Afdelingerne for at anvende Tid uden at kornmodet egentlige Maal nærmere. Ovenfor er kun omtalt Skydning og Gymnastik, men det her omhandlede Princip om større Handlefrihed for de uddannende Institutioner og mindre Centralisering af Forskrifter og Vejledning for Uddannelsen vil ogsaa med Held kunne bringes til Anvendelse ved flere af de m in d r e F a g . Det siger sig dog selv, at hvor Talen er om nye Fag, maa disse fra Begyndelsen lægges ret detailleret tilrette fra oven, da Afdelingerne ikke kan forudsættes at have Kendskab til Faget, men man bør da med Tiden have Opmærksomheden henvendt paa, at Øvelsesprogrammerne for saadanne nye Fag ikke stagnerer i deres oprindelige Form men efterhaanden ændres til friere Forskrifter, der bygger paa Afdelingernes Erfaringer og Traditioner og aabner Mulighed for Initiativets fri Udfoldelse. For Hovedfaget, Eksercits, og herunder Fægtning og Skyttetjenestens Vedkommende stiller Forholdet sig egentlig ganske modsat de ovennævnte Fag. Her er Afdelingerne kun i ringe Grad bundet til bestemte Uddannelsesmetoder, naar blot Maalet, Afdelingernes Brugbarhed paa Slagmarken naas inden for den givne Tidsfrist. Hvis der derfor var nogen Fare for Uensartethed i Uddannelsen i Eksercits ved at der er givet Afdelingerne større Frihed, da maatte denne være erkendt forlængst, men dette er jo ikke Tilfældet. Det har jo netop vist sig, at Afdelingerne her arbejder efter en ganske bestemt traditionel Metode, der for en Del er bygget op paa et intensivt og interesseret Arbejde fra Afdelinger og Skolers Side, hvor de faa Feljgreb og mindre heldige Forsøg med Uddannelsesmetoderne spiller en ringe Rolle sammenlignet med det Hovedresultat, der opnaaedes ved Frigørelsen af det uddannende Personales Initiativ, Fantasi og Arbejdskraft. Det er saaledes neppe for meget sagt, at i intet andet Fodfolk i Evropa opnaas en forholdsvis bedre Uddannelse i Eksercits og Fægtning i Forhold til den korte Uddannelsestid.
Den i foreløbig Program for Fodfolksregimenternes Uddannelse givne Inddeling af Uddannelsestiden og -stoffet i Klasser giver i det store og hele Udtryk for den naturlige Uddannelsesmetode, at i Begyndelsen tager man fat paa Enkeltmandsuddannelsen, som er grundlæggende for Disciplinen og Uddannelsen i det hele taget, og i næste Periode afslutter man Afdelingens Uddannelse, medens man i sidste Periode repeterer og anvender det lærte under større og mere krigsmæssige Øvelser. Betragter man Klasseinddelingen udtrykt paa denne Maade, kommer man, synes det, lettere til et Resultat med Hensyn til Tilrettelæggelse af Uddannelse under den fremtidige forkortede Tjenestetid. Enkeltmandsuddannelsen maa betragtes som saa vigtig og saa grundlæggende, at den hertil tilmaalte Tid ikke k a n o g b ø r fo r k o r t e s . Deraf følger med Nødvendighed, at der i 1. Klasse maa optages et s tø r r e L æ r e s t o f men formentlig kun et saadant, der med Udbytte kan gennemgaas med Enkeltmand. Udtagelse af Specialister kan ikke vente til 1. Klasses Afslutning, og dette ses heller ikke at være nddvendigt, saa meget mere som Specialisternes første Uddannelse netop maa ledes som Enkeltmandsuddannelse. Ved denne Ordning aflastes 2. Klasse for en Del Lære tof, men vi staar nu her overfor den fulde sørgelige Forkortelse paa 3 Uger af Uddannelsestiden. Her ses kun et Middel, som vil kunne bøde paa Forholdet, nemlig, at man kategorisk gaar bort fra at lade Afdelingerne skyde Fægtningsskydning før tidligst 7. September, eller at man ændrer disses Karakter. Som Forholdet har været hidindtil, har nogle Afdelinger maattet rykke til Fægtningsskydning i sidste Halvdel af August, og ved disse Skydninger er der blevet stillet Fordringer til Kompagnierne, der ikke svarede til det Uddannelsestrin, paa hvilket Kompagnierne burde og kunde staa, hvis Undervisningen skulde drives jæ v n t og n o rm a lt imod Afslutningen af 2. Klasse den 7. September. Mindst Halvdelen af Fodfolkets Kompagnier maatte af Hensyn til Fægtningsskydningen forcere Uddannelsen saaledes, at denne bliver yderlig overfladisk, og Tiden efter Fægtningsskydningen blev ofte ikke udnyttet tilstrækkelig, fordi Fægtningsskydningens Afslutning i Afdelingernes Bevidsthed ganske naturlig faldt sammen med 2. Klasses Afslutning.
Sluttelig et Par Ord om det gamle Hovedfag, Felttjeneste. Hvis man ser de sidste Aars Kompagnidagbøger igennem, vil man sikkert se, at Felttjeneste, d. v. s. Indøvelse af teoretisk og praktisk Sikringstjeneste har maattet vige Pladsen som Hovedfag og kun har lagt Beslag paa en ringe Brøkdel af Uddannelsestiden. Denne Kendsgerning er sikkert i god Overensstemmelse med Tidens Krav, men ses egentlig ikke at være et direkte Resultat af indgribende Bestemmelser fra oven. Dette viser atter tilfulde, under Forudsætning af at det er rigtigt, at man har slaaet af paa Felttjenesteuddannelsen, hvad det sikkert er, at Afdelingerne af sig selv er i Stand til, naar de har Frihed, at finde den korteste Vej frem mod det fi! enhver Tid rigtige Maal. Forholdet med Felttjeneste er vistnok det, at vi for denne Tjenestes Vedkommende lever under et System, der i sin Tid, hvor man havde god Tid, gjorde Felttjeneste til et Speciale, hvor man havde fortrinlig Lejlighed til paa den ene Side at udvikle og paa den anden Sitie at kontrollere den enkelte Mand og Underbefalingsmændenes Selvstændighed og Forstaaelse. Ved den forestaaende Indskrænkning af Tjenestetiden og den samtidige Forøgelse af Lærestoffet er der nok al mulig Grund til at stryge Specialer, naar de ikke svarer til vigtige taktiske Maal. Afskaffelse af den gammeldags Vedetinstruktion er i saa Henseende ikke tilstrækkeligt. Spørgsmaalet maa yderligere simplificeres saaledes, at Sikringstjenesten i Hovedsagen hviler paa Befalingsmændenes Kundskaber og Forstaaelse, og ikke for Mandskabets Vedkommende bygger paa meget andet end den Instruktion, den enkelte Mand faar i det givne Tilgælde, og paa h a n s Evne til at orientere sig, bevæge sig i Terrainet og melde. Hans almindelige og naturlige Forstaaelse af Sikringstjenesten bør gøres ham lettere ved en Simplificering af Sikringstjenestens indviklede Nomenklatur.
