3. bind af dr. Munchs erindringer fortsætter i det spor og den tone, der anslås i hind II. Det har tydeligt nok været et pebret arbejde for udgiverne at gøre de mange notater, det være sig dagbogsoptegnelser eller specielt nedskrevne »erindringer« til sammenhængende læsning.
Man må igen, som ved bind II (modsat 1. hind), tindres over dr. Munchs egen sprogrytme. Dette er der grund til at bemærke, for det er ikke den, der holder læseren fangen under gennempløjningen af de 357 sider.
Det må i det hele taget være læsning for folk med udpræget interesse for Danmarks interne politiske forhold under 1. verdenskrig — specielt for sådanne, der måtte forske i vor udenrigs- og forsvarspolitik, i grundlovens historie og det radikale partis.
Uden en sådan interesse, en af dem blot, vil en almindelig læser sikkert give op — stoffet er for sagligt til »almindelig læsning« — og der er intet gjort for at gøre det tilgængeligt.
Ikke et billede, ikke et smil — ingen elskværdig anekdote. Til gengæld datoer, navne, facts.
De fire dramatiske år rummer så mange begivenheder, at en anmeldelse med lethed kunne fylde omtrent lige så meget som bogen, hvorfor den spalteplads, »Militært Tidsskrift« velvilligt har stillet til rådighed, da kun skal bruges på, livad der iøvrigt er hovedtemaet i erindringerne: vore militære foranstaltninger i 1914—18 set gennem dr. Muncks briller — eller snarere periskop.
Hele denne fremstilling måtte — som ventet — blive en understregning af det standpunkt, dr. Muncli uden ophør hævdede efter 1. verdenskrig: dansk »militærvæsen« var uden enhver betydning (selv da dr. Muncli havde aktiviseret det til et maximum af dets ydeevne) — det var kun for at skabe »indrepolitisk ro« ved at imødekomme de »militærivrige« dele af befolkningen og »de nervøse officerer«, at dr. Muncli som forsvarsminister 1) i vinteren 1914—15 lod sammendrage den største hær, Danmark nogen sinde bar haft under fanerne, 2) mobiliserede Flåden og Kystbefæstningen totalt og lod dette vare i 4 år, 3) armerede og udbyggede Københavns befæstning til lands og til vands til en maximalydelse, 4) fik anlagt Tunestillingen og forberedt Roskilde Fjord-stillingen, 5) befæstet Limfjordsovergangene og 6) i det bele anvendte 355 millioner Chr. X- kroner på militære formål (forsvarsbudgettet var i 1913—14 på ialt 31 millioner).
Omkvædet var og er det samme: Det var altsammen indenfor 1909- forsvarslovenes rammer og forudsætninger, lov er lov og lov må boldes! Det var grunden til denne militære marathonpræstation, som det radikale ministerium, der også mellem 1909 og 1914 havde agiteret kraftigt for, at Danmark skulle være et militært tomrum, måtte gå i spidsen for — i lovens navn!
Ingen, der kender spillet bag kulisserne, var i tvivl om, at det var ganske andre årsager, der kom til at knytte dr. Munchs navn til Danmarks militære toppræstation.
Først og fremmest Liitken-aftalcrne. Danmarks rolle som (meget, meget hemmelig) militær vogter af Tysklands nordflanke kendte Munch ud og ind.
Han vidste, at dens afspillen ville være vor eneste chance i den første fase af en krig mellem Tyskland og England. Alligevel agiterede ban for dansk militær afmagt i årene op til 1914.
Han var således også klar over, at 1909-loven, som han hidtil havde kunnet tillade sig at bekæmpe af al magt, da ban repræsenterede den uansvarlige opposition, gav liam den nødtørftigste militære udrustning til denne opgave, og ban var ikke sen til — efter lidt klædelig, radikal modvillighed var bragt til skue for det forhåndenværende publikum — at drage nytte deraf.
(Dette er vel et af de interessanteste eksempler på den evige rytme i dansk politik, se blot Folketinget idag: den uansvarlige minoritet agiterer for den militære tomrums-tanke. I det øjeblik den bliver ansvarlig, kommer til magten, følger kolbøtten — den, der ulykkeligvis mislykkedes for Stauning).
Det var Munclis ene grund. Der forelå denne aftale. Den måtte holdes. Og da den ikke kunne offentliggøres, måtte der jo en forklaring til — specielt, når man var navnkundig som modstander af enhver militær foranstaltning. Sjovt har det ikke været for dr. Muncli.
Det andet var, at han ganske givet har erkendt, at det danske folk instinktivt klamrede sig til sit skjold og aldeles ikke spurgte om »nytten« af at sætte sig til modværge. Hvad Munch kalder »hensynet til den indre ro, der kunne forstyrres af »de militær-ivriges« agitation« (altså det radikale ministeriums farvel til taburetterne), var utvivlsomt en simpel erkendelse af, at folkets instinkter i den time, hvor tordenen buldrede i hele horisonten, udelukkede passivitet eller halvhjertede foranstaltninger.
Efter Munchs erindringer ville det egentlige ragnarok have bestået i, at det radikale ministerium vippedes af pinden. Læseren bibringes den opfattelse, at dermed var Danmarks dage talte! Den ydmyghed, der kommer så klart til udtryk i dr. Munclis 1. bind erindringer, og som fordufter i 2. bind, er i 3. bind remplaceret af et hovmod, der søger sin lige. Et isnende akademiker-hovmod, der parret med en dybfølt ringeagt for begrebet »hærofficeren« gjords dr. Munchs virke som forsvarsminister til en anomali.
Nu spillede dr. Munch i mere end een forstand dobbelt spil. Han skjulte i sin veltalenhed for sine politisk næppe særligt skarpt tænkende vælgere, at det, at loven (af 1909) havde sat en grænse for kræfternes udfoldelse, ikke indeholdt et ord om, at de i den foreliggende situation skulle udnyttes maximalt — for slet ikke at sige drabeligt overskrides.
Men så såre han selv var faldet lidt til ro, benyttede han muligheden af at have så mange folk under våben til at optræde som den, der for enhver pris ville søge dem hjemsendt — men bare ikke kunne komme til det på grund af 1) Overkommandoen og 2) de »militærivrige« — og dermed kunne han optræde lidt i sit yndlingslys: manden, der stod med udbredte arme og beskyttede de stakkels indkaldte menige mod »militærets« overgreb.
En ganske snedig — men lidet klædelig — rolle for den, der for enhver pris ville give sin defaitisme en overlevelseschance, til krigen var forbi.
Man kan derfor læse 357 sider erindringer af landets forsvarsminister under denne periode, uden en eneste gang at støde på referatet af blot en eneste foranstaltning til styrkelsen af landets forsvar, som han — ministeren for samme — med rette kan pege på, at have fået gennemført til gavn for sagen. Hvad man hører herom er kun beklagelser over Overkommandoens ønsker om dette eller hint.
Udover sin aldeles manglende solidaritet med de værn, der var hans ansvarsområde, svigtede han også på anden og fatal vis. Han, den velbegavede, måtte klart kunne se, at en hær, der stod med »gevær ved fod« i mere end 4 år, måtte udsættes for store disciplinære, hhv. moralske anstrengelser.
I det spil måtte officerskorpset have regeringens fulde og loyale støtte og mere end det, kunne hente initiativ hos regeringen til alle tænkelige foranstaltninger til moralens og disciplinens stabilisering.
Her måtte ingen »split authority« virke opløsende. Her måtte rigets gode kræfter stå skulder ved skulder.
Men Munch kendte intet ansvar i så henseende. Han allierede sig åndeligt talt med de indkaldte menige og vendte deres førere ryggen. Han suspenderede de facto »kommandovejen« — klager, orlovsansøgninger, lijeinsendelsesønskcr m. v. kunne sendes direkte til ham!
Dette gjaldt særligt Hæren. Flåden — der trods alt var den TOTAL- mobiliserede — ønskede Munch intet modsætningsforhold til. Den fik i enhver henseende bedre kår end Hæren. I pagt med radikal tradition, som endnu i dag kan mærkes.
Mens man nu er ved en usentimental gennemgang af 1914—18-perioden, kan man i denne forbindelse nævne en mere end mærkelig tildragelse, der ikke undlod at skabe megen bitterhed — udover, hvad atmosfæren i forvejen var ladet med.
På et tidspunkt — i 1917 — da de tyske offensive mineringer i Køge Bugt bogstaveligt havde låst 1. eskadre inde og umuliggjort enhver indgriben af den ved et landgangsforsøg på »det farlige landgangssted« ved Mosede, modtog dr. Munch fra den kommanderende admiral en skrivelse, hvori denne meddelte forsvarsministeren, der partout ville have sikringsstyrken indskrænket, at han — admiralen — faktisk godt kunne gå med til en større hjemsendelse af — Hærens styrker!
Hærens overkommando kunne efter denne henvendelse med føje spørge dr. Munch, med hvilken berettigelse Den kgl. Marine, der i landgangsforsvaret ovenikøbet helt havde måttet overlade det mest truede punkt til Hæren, hvis kræfter var spændt til bristepunktet, udtalte sig om mulighederne inden for et kommandoområde, der — det turde siges — lå helt uden for Flådens ansvarsgrænser.
Men dr. Munch fik en udtalelse — fra »militær sagkyndig side« — som han ikke var sen til at udnytte------
Dr. Munchs viderværdighed ved hærofficererne — en indstilling, der fuldt ud havde berettiget ham til at frasige sig ministervirket under krigen — går som en rød tråd gennem hans erindringer.
De handler, hvad hans samarbejde med værnere angår, kun om dr. Munchs aversion mod general Gørtz,1) »generalerne« — »officererne« i det hele taget — og kong Christian X, som — for at citere en radioanmelder (17. jan 1962) — satte dr. Munchs tålmodighed (!) på en hård prøve — man kunne med nogen ret sige: eller omvendt.
Gennem hele skildringen af de bevægede — for ikke at sige makabre — år berettes om dr. Munchs talrige møder med kong Christian X.
Som i bind 2 er gengivelsen præget af åndsaristokratens haus- sengesnausne nedladenhed overfor den monark, i hvis råd han nu engang havde ladet sig indvælge, hvad der måtte forpligte ham til at bedømme Kongens synspunkter, der måtte afvige stærkt fra en mand af Munchs observans, med fuld forståelse og respekt.
Men hertil rakte Munchs stærkt opreklamerede »frisind« og akademiske tolerance absolut ikke.
Referaterne af disse møder farves af en slet skjult og lidet værdig intolerance, og et usømmeligt forsøg på at skildre Kongen som et offer for »generalernes« tåbelige »militær-rummel«.
Man leder forgæves efter akademikerens vidtfavnende anerkendelse af personligheder, der lever uden for egen forestillingsverden.
Og at konge og minister her havde få berøringsflader, tør vist siges.
Kong Christian havde hurtigt placeret sig i sit folk som regenten, hvis pligt- og ansvarsfølelser overfor det danske folk ingen grænser kendte.
Folkets tarv måtte i hans øjne også tilgodeses derigennem, at dets muligheder for at sætte sig til modværge ikke forskærtsedes, og at denne vilje var kendt af enhver, der ville krænke vor suverænitet.
Mod dette klare standpunkt stod samme monarks forsvarsminister, for hvem hær og flåde var en indenrigspolitisk spillemønt, med hvilken man køhte vælgergunst gennem indkaldelser, når alle følte sig truet, og hjemsendelse, når en naturlig træthed over dådløs vagttjeneste indtrådte — uden mindste hensyn til den faktiske, militære situation og Forsvarets bc- redskabsmuliglieder.
Disse to livsanskuelser måtte tørne sammen, og tørnede sammen, kulminerende med kong Christian’s — af Munch gengivne — bekymrede bemærkning i en af de mange samtaler om Hærens tjenstgørende styrke og dermed kontante værdi: »De har jo slet ikke Deres sjæl, dr. Munch, i alt dette«, hvortil Munch replicerede: »Nej — ikke, hvis der tænkes på, at Hæren skal »løse en krigsmæssig opgave« (!!!).
Og dermed er i virkeligheden alt sagt om Munch, ministeren, der var ansvarlig for de ovenfor omtalte største militære præstationer, Danmarks rige nogen sinde har bekostet.
Derefter står det enhver læser frit at undre sig over, at dr. Munchs venner, hvortil man vel må henregne udgiverne af hans memoirer, kan få sig til at trykke dette replikskifte.
Da kong Christian gang på gang viste en udstrakt forhandlingsvilje overfor sin forsvarsminister, i et omfang der gik klart ud over, hvad den parlamentariske modus krævede, skyldtes det utvivlsomt, at Kongen havde fået et vist blik for, at Munch jo i ordets fornemste forstand var menneskelig ægte, og en uangribelig gentleman, der måtte virke tiltalende på alle omgivelser, også sin konges — men hvis fanatisme omvendt gjorde ham aldeles uskikket som politiker, endsige minister, for slet ikke at sige forsvarsminister, i en situation, hvor landets værn var så godt som på krigsfod.
At kong Christian ikke umiddelbart afdækkede den forstokkede fanatiker bag den ulastelige gentleman, beherskede polemiker og køligt ræsonnerende akademiker, kan ikke regnes Kongen til last — deri delte han skæbne med så mange af sine undersåtter, hvor iblandt i første række må nævnes landets senere statsminister Stauning, hvis afhængighed af makkerskabet med Munch, blev fatal for landet.
Kun en mand, der var komplet degageret i nationens følelsesliv, for hvem politik var et skakspil for akademikere, med folket som bønder, et skakspil man kunne vinde (1914—18) eller tabe (1939—40), kunne præstere det, Muncli præsterede i de år, livor lians arbejdskraft og -dag var fuldt engageret — men på intet tidspunkt lians sjæl.
Intet øjeblik slog det ham, at Overkommandoen kunne liavc gode grunde til ikke pludselig at reducere vore i forvejen svage styrker med 25 %, hvis Muncli havde brug for at kunne sige ved et vælgermøde, at ban havde udvirket en kraftig lettelse af indkaldelsesbyrden.
Hvis han pludselig ville hjemsende 7000 mand, måtte Overkommandoen selv om, hvordan den ville klare de opgaver, der var den pålagt.
Hans fuldkomne følelseskolde livsholdning, for hvilket han nød stor berømmelse blandt sine egne partifæller, kom også til udtryk i sagen om salget af de Vestindiske øer — for liam kun el problem om 30 eller 25 millioner dollars. De første islandske og færøske lpsrivclsestendcnser kommenterer Munch på følgende smagfulde måde: »De islandske krav om flaget,« [islændingene brød midt under krigen den bestående aftale om islandske fartøjers pligt og ret til at føre dansk flag. Nu ville de have islandsk,] »havde forøvrigt skabt et vist røre i de kredse herhjemme, der altid var på vagt overfor indrømmelser, der ikke passede i deres nationalistiske stemninger.« (!!)
Klarere udtryk for Munchs foragt for sine landsmænd og disses pligtfølelse overfor rigets udelelighed kan vist næppe fremdrages.
Der er ingen tvivl om, at det danske folk, om det var blevet angrebet i 1914—18 af tyskerne, eller af englænderne (eller svenskerne (!) — muligheden drøftedes i ramme alvor i 1914 i lyset af en frygtet tysk-svensk alliance), ville have sat sig til modværge mod næh og klør.
Munchs rolle i det drama havde ikke kunnet overses.
Nu reddedes landet — og han — fra ragnarokket, simpelthen fordi det havde en udenrigspolitisk linie, som de borgerlige i god tid havde tilrettelagt for de radikale, og den blev fulgt og kunne følges — og skæbnen gjorde ikke Store Bælt til noget »Dardanellerstræde«.
Men det kan med sikkerhed siges, at de munchske, militære tomrum i 1914 havde ført til den besættelse, som vi fik 25 år senere.
Da havde den munchske politik ført til sit logiske resultat.
I 1914—18 var spillerne radikale — men brikkerne borgerlige.
Bag dette reddede den fanatiske defaitist sig.
Fra det øjeblik våbenhvilen, der dog ingenlunde var identisk med fred, trådte i kraft, tog forsvarsministeren fat på hovedkuls at hjemsende så store styrker, at betydelige mængder af det, med så store ofre tilvejebragte materiel, aldeles gik tabt.
Der var ingen kræfter til at inddrage og maganisere det. Således blev alt materiel i Tuncstillingen overladt lodsejerne til spotpris, og rekylgeværkompagniernes hestemateriel næsten foræret til de danske husmandsforeninger. At disse dannede rygraden i dr. Munchs vælgerkorps gav selvsagt anledning til mange spydigheder foruden den bitterhed, det vakte, at samtlige danske infanteriregimenter på een dag (23. febr. 1919) mistede sin ildkraft.
Våbenhvilen var som bekendt ikke identisk med fred. Verdenskrigen fortsatte mange steder i Europa lige til 1920, men Danmarks værn gik fra den 11. november 1918 sin opløsning og gravsætning i møde.
Tomrumsteorien blev samme dag taget ud af skuffen og i den fanatiske defaitists hænder pudset op gennem et systematisk arbejde, som dr. Munch havde den personlige tilfredsstillelse at indkassere det fulde udbytte af, i det øjeblik telefonen ringede natten til den 9. april for at meddele den fhv. forsvars- og nuværende udenrigsminister, at nu stod der tyske tropper overalt i landet — nu kunne Danmarks udenrigspolitik afgøres ved at strække 2 arme lodret i vejret.
A. N. Hvidt.
1) Generalløjtnant J. Vilhelm C. Gørtz, 1852-1939, clief for 1. Generalkommando 1914 17, fung. overgeneral.
