Der foreligger saa vel fra ældre som fra nyere Tid en stor Litteratur om Sverigs Stormagtstid, der strakte sig over henved 100 Aar og fandt sin Afslutning paa den Decemberdag 1718, da Carl XII faldt i Løbegravene for Frederikssten. Den koncentrerer sig særlig om de betydelige Mænd, som i dette Tidsrum bar Sverigs Krone, og af hvilke de tre har haft et stort Navn blandt alle Tiders Feltherrer. Om de to første har der aldrig hersket Strid: Gustav Adolf og Carl Gustav har været anerkendte af alle; men Carl XII, den sidste i Rækken, er bleven bedømt paa højst forskellig Vis, vel sagtens fordi den stolte Bygning ramlede sammen, medens han stod for Styret. Snart er han bleven betragtet som en Galning, en Fusentast, snart som et Geni. Naa ja! mellem Vanvid og Genialitet er der kun ét Skridt, og det er ikke altid let at afgøre, om en Handling er afsindig eller genial; kun ved at gaa til Bunds i Sagen, saa man faar fat i Motiverne, er der en Mulighed for at træffe en retfærdig Afgørelse. For at Geniet kan gøre sig gældende, maa det paa de allerfleste Omraader — ikke mindst paa Krigskunstens — være parret med et betydeligt Maal af Viden og Kunnen; en Idé — den være nok saa genial — faar kun Betydning, naar den kan gennemføres og bære Frugt; det er ikke nok, at Geniet kan se Maalet og ane Vejen, det maa kunne angive, hvorledes denne kan tilbagelægges, og Maalet naas. Skal Carl XII saaledes med Rette indtage en Plads blandt Krigshistoriens største Skikkelser, maa det ikke blot paavises, at han var et Geni, men ogsaa, at han har handlet bevidst; derfor maa Motiverne til hans Handlinger klarlægges, og det maa gøres indlysende, at han ikke har handlet impulsivt, men har været i Besiddelse af en Klarhed i Tanken og en Viden, der har sat ham i Stand til at fatte Beslutninger, der passede til Forholdene, og hvorved han ikke blot kunde tilbagevise Fjendens Angreb, men tvinge denne til at handle saaledes, som han selv ønskede det. Som enevældig Konge og Krigsherre styrede Kong Carl sit Riges indre og ydre Politik og førte dets Hære paa Krigsskuepladsen og paa Valpladsen; den nyere svenske Historieforskning har derfor beskæftiget sig med ham som Politiker, Strateg og Taktiker; her skal imidlertid kun den sidste Del af hans Virksomhed omtales, den som den svenske Generalstab nylig har behandlet i sit monumentale Mindeskrift: „K a rl X II på slagfåltet“, udgivet i Anledning af 200-Aarsdagen for Heltekongens Død.
Værket er anlagt paa en overordentlig bred Basis; paa Grundlag af dybtgaaende Undersøgelser har man søgt at anvise Carl XII’s Krigskunst, som den viste sig paa Valpladsen, sin Plads i den almindelige Udvikling, idet der med Rette hævdes, at den ikke maa betragtes som et løsrevent Fænomen. Der gives i Værkets 1’ Bind en meget udførlig Fremstilling af Slagtaktikens Udvikling fra Oldtiden gennem Middelalderen og Renæssancen til Udgangen af det 17’ Aarhundrede, og det søges paavist, at Sverig til en vis Grad har gaaet sine egne Veje og i flere Henseender har indtaget en ledende Stilling, eller i hvert Fald været forud for sin Tid, og det. ikke blot i Gustav Adolfs og Carl Gustavs Dage, men længe forinden, da den ældre Sten Sture paa Brunkebjerg førte sin Bondehær til Sejr over Christiern / ’ danske og tyske Riddere, og da den geniale, men virkelig afsindige Kong E rik X tV organiserede og indøvede sin Hær til Kamp mod Danmark. Det paavises, hvorledes Udlandets ledende Taktikere har befrugtet den svenske Krigskunst, og hvilken Indflydelse denne igen har haft paa Udviklingen i det øvrige Europa; der gives en udførlig Oversigt over de Retninger, der gjorde sig gældende i de taktiske Anskuelser paa det Tidspunkt, da Carl XII’ militære Uddannelse paabegyndtes, og man faar en Karakteristik af de Mænd, denne var betroet.
Disse Mænd, Erik Dahlbergs Disciple: Carl Gustav Rehnschold og Carl Magnus Stuart, var begge Repræsentanter for den Retning, Oldtidens største Feltherrer: Alexander, Hannibal og Cæsar havde fulgt, og hvis ledende Tanke var at opsøge den fjendtlige Hær og tilintetgøre den for derved at tvinge Modstanderen til fuldstændig Underkastelse. I Tidens Løb var denne Tanke gaaet i Forglemmelse og havde kun glimtvis givet sig Udtryk gennem Johan Baners, Eugen af Savogens og Marskalken af Luxembourgs Optræden i Trediveaarskrigen, Tyrkerkrigen og den pfalziske Arvefølgekrig; den gængse — ogsaa i Sverig almindelige — Anskuelse var, at Fjenden skulde udmaties og trættes ved Belejringer og sindrige Manøvrer, og at Slaget ikke burde søges, men kun antages, naar det ikke kunde undgaas; selv da skulde man imidlertid ikke stræbe at tilintetgøre Fjenden men kun at fordrive ham: man skulde bygge ham gyldne Broer. Medens den gængse Taktik, Lineartaktiken, krævede, at Feltherren i Slaget skulde føre sin Hær som en Enhed, og ansaa et ubrødeligt Sammenhold mellem Liniens enkelte Dele som Hovedsagen, holdt den nye Tids Mænd ligesom Oldtidens store Slagledere paa, at Liniens enkelte Led vel skulde sammenholdes af den almindelige Idé, men ved selvstændigt Samarbejde virke hen mod Løsningen af den fælles Opgave. 1 denne Aand blev da den unge Prins opdraget, og i den førte han sin Hær, da han kun 18 Aar gammel overtog Kommandoen, i Begyndelsen vejledet, senere støttet af de to nævnte Mænd, men passivt bekæmpet og uforstaaet at den svenske Hærs øvrige højere Førere.
Gennem de endnu bevarede Slotsregnskaber er det muligt at konstatere, hvilket Undervisningsmateriel der er anskaffet til den unge Prins Carls Uddannelse i Aarene 1690— 1696; gennem hans „Etuder“ kan man følge hans Fremgang paa forskellige elementære militære Omraader; men om hans Uddannelse i den højere Troppeføring foreligger der ingen skriftlige Vidnesbyrd. Hans krigsvidenskabelige Opdragelse hvilede paa klassisk Grund, paa Studiet af Oldtidens Krigshistorikere og militære Teoretikere; Specialstudier i Krigsbygningskunst og Fæstningskrig gik Haand i Haand med applikatorisk Gennemgang af nyere Felttog paa vesteuropæiske Krigsskuepladser; men først og fremmest er Carl XII’ Krigskunst vokset frem paa svensk Grund, derfor borger de Mænds Navne, der uddannede ham; det fremgaar af den stærke Benyttelse af de Dahlbergske Slagplaner, og det ses tydeligst af den Maade, hvorpaa han selv senere optraadte paa Valpladsen. Der er utvivlsomt givet ham dyberegaaende Kendskab til Sverigs strategiske Stilling og til de særlige Krav, denne stillede til Krigskunsten, og ved Studiet af ældre og nyere Taktik har han faaet Lejlighed til at anstille Sammenligninger og skærpe sin Kritik. Endelig blev der givet den unge Prins Kendskab til de taktiske Virkemidler, hvorover han vilde komme til at raade; han lærte Vaabenarternes Ejendommeligheder at kende og blev omhyggeligt sat ind i de for deres Optræden og Samvirken gældende Bestemmelser; han lærte de paa hans Faders Befaling udarbejdede Reglementer, og fik Kendskab til de Organer, ved hvis Hjælp Hæren blev administreret i Fred og i Krig.
Kun 18 Aar gammel blev Carl XII indviklet i en Krig, der varede ud over hans Levetid; fra den 4’ August*) 1700, da han tiltraadte sit første Togt mod Danmark, og til den 11’ December 1718, da den dræbende Kugle gennemborede hans Tindinger, var hans Sind og Tanker optagne af den, selv under det 5-aarige Ophold i Tyrkiet, da han ikke direkte tog Del i Krigsbegivenhederne. Hans faste Vilje var det, der fremtvang Landgangen paa Sjælland den 4’ August 1700, og her saa han sin Læremester Stuart lægge og gennemføre en Slagplan efter de Principer, hvori han havde opdraget ham, og som blev de grundlæggende for hans egen Slagledelse; her saa han Kampgrupper arbejde mod et fælles Maal, og den i og for sig højst ubetydelige Affære blev yderst lærerig for ham; thi dermed begyndte — som Generalstabsværket siger — en sælsom Udvikling, hvorved den svenske Krigsføring kom 100 Aar forud for sin Tid.
I Slaget ved Narva 30. Novemember-10. December gennemførtes de samme Principer i langt større Stil: Kampgrupperne havde hver sin Opgave, Førerne virkede mod samme Maal, og dette — Fjendens Kapitulation paa Valpladsen — blev fuldstændig naaet. Selv om Rehnschold vel nok var Fader til Slagplanen, var den unge Konges Indsats dog meget betydelig, idet han ved sin Energi fremtvang, at Afgørelsen søgtes uden Hensyn til klimatiske og øvrige Vanskeligheder, og idet han ved sin personlige Indgriben udnyttede gunstige Chancer og i kritiske Øjeblikke paa ny bragte Orden til Veje. Russerne var nu ganske vist Novicer i Krigskunsten; men dette gjaldt ikke Sachserne, der baade havde gode Tropper og dygtige Førere af den gamle Skole; men disse bukkede under saa vel ved Riga den “j Juli som ved Klissow Aarsdagen derefter, og ganske særlig ved Fraustadt den Februar 1706. Overalt viste den karolinske Slagtaktik sig Lineartaktiken overlegen; sidstnævnte Slag, der i Kongens Fraværelse lededes af Rehnschold, blev et komplet Tilintetgørelsesslag, der aabnede Svenskerne Vejen til Sachsen. Medens Hovedhæren under Kongens Ledelse tilkæmpede sig afgørende Sejre, vandt den vesteuropæiske Taktiks fornemste Repræsentant, General Adam Ludvig Lewenhaupt ganske vist Fordele paa den kurlandske Krigsskueplads, men hans Maal var ikke store nok; hans Sejre blev rent taktiske, og den sidste af dem, den ved Ljesna 29. September-9. Oktober1708, var i sine Følger mere lig et Nederlag end en Sejr.
Skønt det af Slagene fremgik, at den svenske elementære Taktik stadig hævdede den Ovei legenhed, som den alt i 30 Aarskrigen havde været i Besiddelse af, lod Kong Carl sig ikke nøje hermed. Medens de øvrige europæiske Hære drev Tiden hen i Vinterkvartererne, eller i hvert Fald kun bestræbte sig for at afhjælpe de lidte Tab, arbejdedes der ved den svenske Hær med utrættelig Iver paa at udvikle og fuldkommengøre hele det militære Apparat. Imellem Felttogene ændredes Fodfolkets Reglementer 3, Rytteriets endog 4 Gange; Erfaringerne udnyttedes, Vaabnene blev fornyede og forbedrede, Formationerne afpassede efter Marchens og Kampens Krav; der afholdtes Øvelser og Manøvrer i stor Stil, medens der nøje vaagedes over, at ingen uvedkommende fik Lejlighed til at følge Arbejdet eller kontrollere Virksomheden. Selv var Kongen nøje inde i Reglementerne, som ikke maatte trykkes; han sørgede omhyggeligt for Befalingsmændenes Uddannelse og krævede af dem et grundigt Kendskab til de Bestemmelser, der vedrørte dem. Han tilvejebragte en Generalstab, der udformede hans Direktiver, som derefter samledes hos ham eller hans nærmeste Mand, Feltmarskalk Rehnschold, efter Stuarts Død 1705 den eneste, der tilfulde forstod ham. I 1717 fik Sverig en virkelig Generalstab, inddelt i Grupper, hver med sin ansvarlige Direktør, og var dermed naaet til et Standpunkt, der stod højt over Samtid og Eftertid, et Standpunkt, som først blev naaet af den preussiske Generalstab i det 19’ Aarhundrede. Men i Slaget var der mellem Kongen og de højere Førere ingen Melleminstans; han modtog selv Rapporterne, greb paa Grundlag af dem ind i Udviklingen og ændrede — om fornødent — Dispositionerne; alt uden at indhente Raad. Det lod sig gøre med Datidens smaa Arméer.
Carl XII’ Slagtaktik var alt andet end stereotyp; den afgørende Sejr var Maalet; men Midlerne rettede sig efter Forholdene; først efter den grundigst mulige Rekognoscering af Terrænet og Fjendens Forhold fastsloges Fremgangsmaaden. Medens Fjenden ved Fraustadt samtidig blev angrebet i Front og begge Flanker, kløvede Kongen ved Holowzyn Juli 1708 den russiske Hær og sprængte den ene Halvdel i Atomer, medens han hindrede den anden i at gribe ind. At Slaget ved Poltava 28. Juni-8. Juli 1709 blev et afgørende Nederlag, skyldtes ikke den karolinske Taktiks Underlegenhed overfor den russiske, saa lidt som Fjendens numeriske Overlegenhed eller Svenskernes svigtende Tapperhed. Ved genial Ledelse af Operationerne — Belejringen af Poltava var nærmest en Finte — havde Kongen tvunget Russerne til at søge en Afgørelse i aaben Mark til det Tidspunkt og under de Forhold, han selv fandt ønskeligt; men et Sammenstød af ulykkelige Omstændigheder hindrede Gennemførelsen af den lagte Plan, der var beregnet paa at tilintetgøre Fjenden. Kort Tid før Slaget blev Kongen, der ofte udsatte sig mere end nødvendigt, saa haardt saaret, at han blev ude af Stand til personlig at føre Kommandoen, og Rehnschold, der traadte i hans Sted, og som var nøje inde i Slagplanen og dens Aand, besad ikke den enevældige Konges Autoritet, og maatte bekæmpe sin nærmeste undergivne, Fodfolkets Fører, General Lewenhaupt, der ikke kunde og ikke vilde forstaa den karolinske, mod hans egne Anskuelser stridende Taktik; heller ikke de andre højere Førere formaaede uden Kongens personlige Paavirkning at fatte og gennemføre hans Tanker.
Og her kommer vi til den karolinske Slagledelses svage Punkt: I sin Modvilje mod de paa hans Tid saa gængse Krigsraad undlod Kongen ikke blot at indhente sine højere Føreres Mening med Hensyn til Slagplanen, men denne blev end ikke i sine Hovedtræk sat paa Papiret; ingen kendte Kongens Planer i deres fulde Omfang. Medens Stuart og Rehnschold under de første Felttog var optraadt som KongensLærere, ændredes Forholdet, efterhaanden som han modnedes: Lærerne blev kun refererende. Selv dannede Kongen ingen Skole; den ældre Retnings Mænd lærte vel at udføre hans Ordrer, men blev aldrig gennemtrængte af hans Aand, og hans unge Hjælpere, der bedre forstod ham, naaede i hans korte Levetid ikke saa høje Stillinger, at de fik virkelig Indflydelse. Den samme Hemmelighedsfuldhed, der jagttoges ved Hærens Uddannelse, omgav ogsaa alt, hvad der vedrørte dens Føring og Ledelse; det var en Fejl, der hævnede sig ved Poltava og endnu mere ved Perevolotjna, hvor Hærens hovedløse Førere, der ikke kendte Kongens Tanker, overgav den stolte karolinske Hær til Russerne. For sent indsaa Kong Carl, hvor stor en Fejl han havde begaaet: „Men en forseelse giorde jagh ochså", skriver han til sin Søster, „innan jagh skiides från Leyonhufwud, at jagh forgat gifva dhe order, som Leyonhufwud og Creyts alenast viste af, åht alla dhe andra Generalspersoner och ofverster som dher voro. Då hade aldrigh någonsin dhet kunnat hånda, som skiedt år.“
Det svenske Generalstabsværk, som tæller 4 Foliobind med ialt 1136 Sider, er bygget paa" omhyggelige og grundige arkivalske og litterære Undersøgelser og paa dybtgaaende Kortstudier og Terrænrekognosceringer. Det er omhyggeligt kildefæstet og udstyret med det mest moderne videnskabelige Apparat: Kildehenvisninger og Fortegnelser, Registre af alle Slags, Masser af samtidige og moderne Kort, Planer og Skitser i ypperlige Gengivelser, fremtræder derhos i et Udstyr, der er Emnet værdigt: Det Papir og Typer er af første Klasse, Portrætter og V ig netter kunstnerisk udførte. Stoffet er overskueligt ordnet, Fremstillingen let læselig; Sproget føjer sig let og naturligt om Tanken. Med Begejstring er de anonyme Forfattere gaaet til Arbejdet; man kan næsten sige, at de har behandlet Stoffet med samme Andagt og Alvor som den, hvormed Bibelforskeren arbejder med de hellige Tekster; de har arbejdet med Pietet og tillige med Kritik. Men Opgaven har været overordentlig vanskelig, og, med hvor stor Dygtighed den end er løst, helt overbevisende paa alle Punkter er Resultatet alligevel ikke. Thi, hvor omfattende Materialet end er, saa er det dog hullet og mangelfuldt. Det er alt omtalt, at Kongens Planer aldrig blev betroede Papiret; hans Motiver maa saa at sige alene udledes af Begivenhederne; men heller ikke disse er altid klart belyste i de foreliggende originale skriftlige og grafiske Fremstillinger. Med stor Skarpsindighed har Forfatterne søgt at udfylde Hullerne og knytte den bristede Traad; men paa flere Punkter virker Resultatet noget konstrueret. Helt igennem bærer Fremstillingen imidlertid den ærlige Forsknings Præg: overalt gøres der opmærksom paa, hvor den originale Kilde glipper, og hvor „Sandsynlighedsregningen“ begynder. Det endelige Resultat: at Carl Xll har hørt til de store Slagledere, at den svenske Taktik har været præget af Originalitet, og at 'det Udtryk, denne har givet sig i Kongens Slagledelse, hår staaet i skarp Modsætning til Lineartaktiken, kan ikke rokkes. I et saa stort Værk kan Fejl og Misforstaaelser ikke helt undgaas; men de, jeg har truffet paa, er kun af meget ringe Betydning. Arbejdet gør den svenske Generalstab stor Ære, og det skal siges, at det kun har kunnet udføres af Mænd, der er fuldt fortrolige med Krigskunstens Udvikling gennem Tiderne, og som nøje kender det Standpunkt, den nu indtager. Selv om v. Schlieffens og Delbriicks Aand svæver over Vandene, bærer Arbejdet helt igennem Præg af Originalitet og selvstændig Opfattelse, støttet paa solid og alsidig Viden; det er langt den bedst dokumenterede Værdsættelse af Carl XII som Stortaktiker, der har set Dagens Lys.
A. Tuxen.
