Af professor, dr. Werner Hahlweg/v. mag. art. Ole Balleby Forelæsning afholdt på Forsvarsakademiet d. 18.10.1977
I.
Når man beskæftiger sig med general v. Clausewitz’s værk »Vom Kriege«, kommer man dermed automatisk til at tænke på den betydning, dette værk har udøvet på eftertiden, idet man med rette kan sige, at den indflydelse, Clausewitz har udøvet, ligger i tiden efter hans død i 1831 - mere præcist udtrykt - efter at hans enke fik udgivet hans trebindsværk »Vom Kriege« i årene 1832-1834. Den moderne Clausewitz-forskning - her forstået som studiet af Clausewitz selv og udforskningen af hans forestillingsverden - har med fornyet kraft vendt sig imod den effekt, det blivende i hans livsværk, selve »Vom Kriege« har udøvet på eftertiden. Man kan med rette hævde at stå overfor det fænomen, at en bog, der er skrevet for mere end 150 år siden, i stadig højere grad formår at vinde såvel betydning som stundom direkte aktualitet, og forstået og opfattet således er Clausewitz derfor at betragte som tilhørende den sjældne kategori af store stats- og militærteoretikere, som kan hævdes - så at sige - på samme tid at stå midt i og dog alligevel stå over deres samtid (in und iiber der Zeit.]) I deres forestilligsverden er der ligesom noget tidløst, fordi de i deres tankeverden på grundlag af det stof, der stod til deres rådighed, har formået at udarbejde strukturer, blivende væsenstræk - grundelementer kunne man måske kalde det. Da Clausewitz besluttede sig til at udkrystallisere det dominerende fænomen i hans samtid, d.v.s. perioden mellem 1789 og 1830, nemlig det system af krige, der var en direkte frugt af den franske revolution, og som vi kender som Revolutions- og Napoleonskrigene, og som siden da har udgjort det historiske grundlag for det moderne krigsbegreb i både intellektuel, social, økonomisk og politisk henseende, betød dette tillige en bekendelse til en helt ny måde at opfatte selve krigen som begreb på. Man måtte - kort sagt - skabe en ny krigsteori - en ny krigskonception - hvori krigens enkelte elementer blev forsøgt opfattet som led i et større hele.2) En ny krigsteori - en teori, der omhandlede krigen som begreb, eller måske rettere og mere dækkende, om krigen som institution, måtte imidlertid selvfølgelig både implicere de drivkræfter, der var tilstede i Clausewitz’s egen samtid, og de slutninger og erfaringer man kunne udlede af fortiden - af historien. Man kunne måske udtrykke det således, at det, Clausewitz intenderede, var ganske enkelt at fremdrage af såvel fortiden som hans egen samtid de realiteter, hvoraf man kan udlede mere permanente politiske strukturer. Summen af såvel aktuelle som historiske erfaringer, vurderet og betragtet med en ny form for filosofi, der rettede sin opmærksomhed mod både den enkelte detalje og mod den større sammenhæng, ville gøre skabelsen, etableringen af en brugbar måde at anskue tingene på mulig. I denne måde at opfatte tingene på udgør logik og dialektik grundlaget. Dialektik betyder imidlertid også kritik, hensyntagen til mangfoldigheden i enhver hændelse, enhver udviklings eller ethvert problems begivenhedsforløb. Dialektik betyder ligeledes en kritisk måde at nærme sig et problem eller et spørgsmål på, og det betyder først og fremmest, at man aldrig nogensinde betragter en hændelse som noget isoleret, men at man stedse har blikket rettet mod en større helhed uden dog af den grund at ringeagte den enkelte detalje. Først når man var i besiddelse af og beherskede det omhyggeligt indsamlede, grundige kendskab til detaljerne i ethvert sagforhold, kunne man udlede den heraf flydende universelle helhedsvurdering (das Gesamtgebåude), hvori den enkelte - nok så beskedne - detalje var tilmålt den plads i systemet, der tilkom den - hverken mere eller mindre. Kort sagt - man måtte formå at udlede relationerne mellem mikrokosmos og makrokosmos. De tidligere nævnte håndskrifter fra årene 1809 til 1812, der findes blandt Clausewitz’s skriftlige efterladenskaber (og som snart vil blive offentliggjort O. A.), rummer fuldgyldige vidnesbyrd om hans metodiske grundlag. For Clausewitz var det spørgsmål, der stod mest i forgrunden, hvorledes selve teorien kunne blive gjort virkelighedsnær, hvorledes den kunne omsættes i praksis. Anderledes udtrykt stod Clausewitz overfor det evige, tidløse problem: at bringe forestilling i overensstemmelse med virkelighed, at søge enhed tilvejebragt mellem teori og praksis. Skal man søge at placere Clausewitz i forhold til hans samtid, gør man bedst dette ved at forsøge at besvare spørgsmålet om hans forhold til Den franske Revolution og dennes følgevirkninger, som han med levende interesse fulgte. Hvori bestod for Clausewitz denne revolution - hvorledes opfattede han selve revolutionsbegrebet og den heraf flydende problematik? Det var de nye politiske, sociale og åndelige drivkræfter, der vakte hans opmærksomhed, og som skabte en ny måde at anskue tingene på - en ny bevidsthed kunne man kalde det. Fremfor alt forstod han, at de drivkræfter, der hidrørte fra en forandret samfundsstruktur, forandret i både social og i international forstand, også omfattede selve krigen som begreb. Han forstod, at man i fremtiden måtte forstå, at krigen nu var blevet tilført nye uanede størrelser og kræfter, som rakte langt udover, hvad man havde oplevet i både det 17. og det 18. århundrede. Han udtrykte det selv på den made, at krigen var blevet givet tilbage til folket; det betød, at man måtte kalkulere med både helt nye fremtrædelsesformer og helt nye former for drivkræfter, som det nu for ham gjaldt at få indpasset i hans militærteoretiske og politiske forestillingsverden. Anderledes udtrykt forsøgte Clausewitz at få rede på, hvori de politiske, økonomiske og sociale forandringer, der var en frugt af Den franske Revolution, bestod og dermed indpasse disse i sine teoretiske forestillinger om krigen. Det, han ønskede, var ganske enkelt at forsøge både at bringe teori og virkelighed i overensstemmelse med hinanden, og dette lykkedes så godt for ham, at han af den form for krigsførelse, han så praktiseret under både Revolutionens felttog og senere under den form for krigsførelse, Napoleon I praktiserede, skabte nye tidløse former for erkendelse (Erkenntnissen die in und iiber der Zeit stand). Ikke mindst fordi han formåede at indpasse hele sit teoretisk, filosofiske begrebsapparat i en større tænke- og erkendelsesproces, må man sige, at han derved kom til at stå ved begyndelsen til det, vi i vore dage vil kalde den moderne krigsteori. Alene derved adskiller han sig afgørende fra alle, der både før og efter ham har beskæftiget sig med teoretiske forestillinger om selve krigen som begreb, eller - om man vil - som samfundsinstitution.3) Det er i forhold af denne art, man skal søge virkningen og betydningen af »Vom Kriege«, idet hans værk pegede ind i fremtiden, og det var også i tiden efter sin død, han skulle høste både mere berømmelse og anerkendelse, end der blev ham til del i hans egen levetid. Som bekendt udkom »Vom Kriege« første gang i årene 1832-34 og udkom atter i nye oplag i 1853 og 1857. Det er på dette tidspunkt, Karl Marx og Friedrich Engels kommer i berøring med Clausewitz’s hele tankeverden, og det er på dette tidspunkt, hans teoretiske forestillinger kommer til at øve en vis indflydelse på dannelsen af deres egen politiske forestillingsverden.
I det efterfølgende skal denne indflydelse på Marx og Engels gøres til genstand for en nærmere redegørelse.
II.
1. Når man begynder at beskæftige sig med dette emne, må man allerførst besvare spørgsmålet, om Clausewitz og den revolutionære marxisme ikke først og fremmest er noget, man umiddelbart forbinder med Lenin, der jo under Den første Verdenskrig i sit schweiziske eksil beskæftigede sig indgående med »Vom Kriege«. Det er det utvivlsomt, idet Lenin jo anvendte Clausewitz i den proletariske revolutions tjeneste, anvendte ham i sin argumentation mod den II Internationales holdning til krigsudbruddet i 1914, og endelig også forstod at hente støtte hos Clausewitz, da man ønskede at grundlægge den III Internationale. Lenins Clausewitz-studier udgør derfor også - så at sige - det endnu i dag gyldige Brevarium for værket »Vom Kriege« i den østlige verden.4) Lenin er imidlertid ikke her den første, der har beskæftiget sig med Clausewitz; vi ved, at han naturligvis havde beskæftiget sig meget med Marx og Engels, og det er slet ikke udelukket, at det er herigennem, han er stødt på Clausewitz. Vi vil herefter ikke alene rette blikket mod Marx og Engels og deres forhold til Clausewitz, men tillige mod hele den politiske, sociale, økonomiske og teknologiske situation i midten af forrige århundrede og dermed implicit mod de forestillinger, Marx og Engels dengang gjorde sig om en kommende socialistisk revolution. Var nemlig end de revolutionære bevægelser i 1848/49 i første omgang mislykkedes, var det dog både i Karl Marx5s som i Friedrich Engels’ forestillingsverden ikke uden betydning, at der rent faktisk havde været en revolution, og de var begge fuldt overbeviste om, at der atter ville komme en periode med revolutionære bevægelser, når tidens fylde var inde. Ved selve begrebet revolution forstod de en fundamental omstrukturering af det eksisterende samfund, en omstrukturering, der skulle fremkomme som følge af de ændrede økonomiske, sociale og politiske determinanter, der tillige omfattede en ny form for bevidsthed for det enkelte menneske. Revolutionsbegrebet omfattede imidlertid også i visse sammenhænge og under visse omstændigheder anvendelse af fysisk vold - af magt. Man måtte i det mindste hellige selve den væbnede kamp et passende mål af opmærksomhed, og som en logisk følge heraf måtte man studere militære forhold, beskæftige sig med begreber som militærvæsen, krig og krigskunst. Man måtte desuden skaffe sig indsigt i den rent militære betydning af socialøkonomiske forhold og af materieltekniske faktorer.
Dette forhold har for nogle få år siden - i 1975 - fundet behandling i en artikel i det østtyske tidsskrift »Militårgeschichte«, hvor den østtyske forsker Heinz Helmert har redegjort for de fundamentale sammenhænge i denne forbindelse i Karl Marx’s og Friederich Engels’ hele tænkning.5) Den periode, hvori de navnlig regnede med en fornyet bølge af revolutionære bevægelser, omfattede tiden fra 1850 til 1870/71, og hvorledes de forestillede sig hele denne emnekreds belyst, og hvorledes hele deres indfaldsvinkel var med hensyn til studiet af militærvæsen, krig og krigsførelse, fremgår med al ønskelig tydelighed af Engels’ kendte pjece »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen-Allianz gegen ein revolutionåres Frankreich im Jahre 1852«„6) Heinz Helmert har hertil træffende bemærket, at Engels heri har fremdraget hovedstrukturerne af selve den revolutionære krigs praktiske muligheder, herunder fremhævet selve karakteren af denne form for krigsførelse. »Som dialektiker og materialist nåede han frem til erkendelsen af, at forudsætningen for den nuværende form for krigsførelse var den sociale omvæltning, Den franske Revolution havde afstedkommet, nemlig bøndernes befrielse fra afhængigheden af det feudale overherredømme, der kun havde udbyttet dem, og opstigningen af borgerskabet som herskende klasse.«7) I denne sammenhæng helligede Engels desuden spørgsmål i forbindelse med den daværende strategi såvel som den almene udvikling på det militærtekniske område stor opmærksomhed, og dette studium af militære forhold medførte for både Marx og Engels et meget omfattende kendskab til hele denne emnekreds. De opnåede et særdeles højt niveau, hvad fagmilitær viden angår, og de projicerede denne viden over på deres egen politiske forestillingsverden, og ved deres filosofisk-dialektiske måde at anskue tingene på fremdrog de gennem deres studier og deres vurderinger af historiske begivenhedsforløb og aktuelle tildragelser anvendelige strukturer, hvori de til enhver tid opfattede alt som et led i en s.tørre helhed. Udfra sådanne forudsætninger og i denne ånd har Marx og Engels beskæftiget sig med militærvæsen, med krig, krigsførelse og med selve krigskunsten; man kunne måske nævne tre forskellige områder i deres virksomhed eller politiske forestillingsverden, denne beskæftigelse henhørte under: 1. Selve revolutionsproblemet; dette burde man opfatte i dets fulde bredde og i alle mulige måder at ytre eller vise sig på. Herunder hørte også alle militære komponenter, der knyttede sig til spørgsmålet om magtanvendelse, hvadenten det nu drejede sig om magtanvendelse i en indenrigs- eller udenrigspolitisk sammenhæng. Senere i den såkaldte »Anti-Diihring« fra 1878 har Engels redegjort for sin opfattelse af magtbegrebets grundlæggende forhold.8) For Marx var beskæftigelsen med krig og militære forhold ikke uden betydning for hans opfattelse af selve videnskabsbegrebet. Han opfattede således selve revolutionsproblemet som et universelt problem, hvori også beskæftigelsen med militære forhold i alle dets ytringsformer indtog en fuldgyldig plads. 2. Marx og Engels skrev som bekendt i fællesskab en række artikler om militære personligheder (feltherrer, hærførere, generaler) og sagområder, udover at de kommenterede samtidige militære og militærpolitiske forhold og begivenheder. Marx udførte således en del journalistisk brødarbejde for det amerikanske leksikon »American Cyklopedia«, hvor man havde anvist ham arbejdet med at udarbejde de artikler, der omhandlede militærvæsen og militære forhold. Denne opgave udførte han i nært samarbejde med Engels under iagttagelse af al mulig omhu og med vanlig grundighed, hvorved han simpelthen blev nødt -til at erhverve sig et særdeles indgående kendskab til militære forhold. 3. I forbindelse med sit hovedværk »Das Kapital« gjorde Marx brug af sin viden om militærvæsen, idet han nemlig i første bind af dette værk beskæftigede sig med maskiners ydeevne set i lyset af stigningen i produktionen. Til dette formål fremdrog Marx egnede militære eksempler, ikke mindst nogle passager om økonomiske forhold fra den kendte instruktionsbog af den preussiske general v. Witzleben fra 1861: »Heerwesen und Infanteriedienst.«9) Marx anvendte herfra tabellerne i hvilke Witzleben drager statistiske sammenligninger mellem håndgjort skræddermæssig fremstilling af mundering og maskinel tilvirkning heraf.10) Alt i alt erkendte såvel Karl Marx som Friedrich Engels militære forholds betydning i forbindelse med selve den politiske revolution. De erkendte videre betydningen af, at man med videnskabelig grundighed satte sig ind i de fundamentale forhold, der stod i sammenhæng med hele den revolutionære problematik, og de forstod også den betydning, selve den væbnede kamp havde, som de i deres egen samtid atter og atter havde lejlighed til at iagttage, hvadenten det drejede sig om regulære krige mellem etablerede nationalstater, eller det drejede sig om revolutionære opstandskrige. De forstod først og fremmest betydningen af selve krigen som begreb eller som institution - her omfattende militære forhold og determinanter i bred almindelighed - for den revolutions hele skæbne og videre forløb, der foresvævede dem. I denne forbindelse er det indlysende, at Marx og Engels også rettede deres opmærksomhed mod Clausewitz. Såvidt vore kilder giver oplysning herom, må det vel antages, at det var Engels, der først studerede »Vom Kriege«, og herefter henledte Marx’s opmærksomhed herpå. Marx benyttede sig da også af denne tilskyndelse, og i de to venners brevveksling findes der også kommentarer, som senere vil blive behandlet nærmere. Selve værket »Vom Kriege« var imidlertid ikke det eneste fra Clausewitz’s hånd, de beskæftigede sig med. Engels studerede også hans »Feldzug von 1815 in Frankreich« som grundlæggende værk i forbindelse med sin vurdering af Den amerikanske Borgerkrig i første halvdel af 1860’erne, medens Marx i forbindelse med sine udstrakte studier til artiklen »Bliicher« til »The New American Cyclopedia« tog store excerpter af Clausewitz’s »Strategische Ubersicht des Feldzuges von 1814 in Frankreich«.11)
2. Hvad var det så, general v. Clausewitz kunne tilbyde Marx og Engels med sine skrifter? Svaret skal - som antydet i det foregående - begribeligvis søges i deres fælles erkendelse af nødvendigheden af netop qua revolutionære at beskæftige sig med militære anliggender og militære spørgsmål. En nyere russisk Engels-biografi fra 1970,1. F. Iljitschow m. fl.: »Friedrich Engels. Sein Leben und Wirken« for her at nævne titlen på den tyske udgave, der udkom et par år senere, opregnes atter og atter de grunde, der foranledigede Engels til at beskæftige sig med det, der på tysk ret konsekvent omtales som militærvidenskabelige anliggender, og drive krigshistoriske studier i større omfang.12) Det mest dækkende svar på dette spørgsmål gives nok bedst i omtalen af dette værk i det østtyske tidsskrift »Militårgeschichte« 4/1977, hvori det hedder, »at rent fraset, at det var nødvendigt i årene efter emigrationen efter 1848/49 at være fagmilitært så vel funderet, at man var i stand til at kunne afvise konspirative militante oprørsforsøg fra småborgerlige elementer blandt de tyske emigranter, blandt hvilke adskillige tidligere linieofficerer befandt sig, var hovedmotivet for at beskæftige sig med militære spørgsmål først og fremmest erkendelsen af, at selve forløbet af revolutionsforsøgene i 1848/49 mere end så meget andet med al tydelighed havde demonstreret betydningen af indsigt i denne emnekreds. Videre måtte man erkende, at proletariatet som politisk faktor måtte indtage sit eget specifikke standpunkt hertil, måtte skabe sin egen identitet og profil, hvad militærpolitiske spørgsmål angår.13) Det, det drejede sig om, var at erkende de grundlæggende træk i selve begrebet revolutionær krigsførelse, når der atter engang i fremtiden brød en revolution ud. Som bekendt skete dette ikke i Europa i Engels’ egen levetid. Det, Karl Marx og Friedrich Engels kunne bruge »Vom Kriege« til, var, at man der kunne finde anvendelige strukturanalyser. Man kunne også kalde det hjælp eller impulser til at kunne forstå selve den datidige moderne krigs væsen, der både var at forstå som noget, der omfattede de kræfter, der udgik fra datidens samfund, og som noget, der havde karakter af et politisk instrument, der atter var betinget af en lang række økonomiske determinanter. Marx’s og Engels’ brevveksling med trediemand fra 1850’erne giver mange oplysninger om, hvorledes de vurderede Clausewitz, og hvad det var, de fandt det værd at hæfte sig ved i »Vom Kriege«. Engels skriver således i et brev d. 12.4.1853 til den tidligere preussiske løjtnant af artilleriet, Joseph Weydemeyer i New York, der havde deltaget aktivt som officer på revolutionens side, om sine militære studier og om sin beskæftigelse med krigshistorien. Han kommer ved denne lejlighed ind på Revolutions- og Napoleonskrigene og mener, at Jomini var den bedste fremstiller af disse felttog. Han nævner bare Clausewitz her og kalder ham for et »naturgeni«, som imidlertid »trods mange interessante ting ligesom ikke siger ham noget«; nogen nærmere begrundelse giver Engels dog ikke ved denne lejlighed. 14) Den næste gang, Clausewitz figurerer i brevvekslingen, er i et brev d. 31.10. 1857 fra Marx til Engels, hvor han fortæller om sit arbejde med at skrive artiklen »Bliicher«, hvor han fremhæver, at han udover den tyske militærforfatter Miiffling også har måttet læse Clausewitz.15) Da Engels i et brev til Marx d. 7.1.1858 ytrer sig om ham, er det det kendte, ofte anførte sted, hvor Engels henviser til den filosofiske og økonomiske sammenhæng, han mener at finde hos Clausewitz. Han skriver, at han blandt andet læser Clausewitz’s »Vom Kriege« og fortsætter: »Det er en mærkelig måde at filosofere på, men det væsentlige er der nu ikke noget i vejen med. På spørgsmålet, om det skal hedde krigskunst eller krigsvidenskab, giver han (Clausewitz) det svar, at krig mest af alt kan sammenlignes med handel. Kamp er i krig det samme som kontant betaling i handel, og uanset hvor sjældent det i virkeligheden behøver at ske, sigter alt dog på det, og i sidste instans må både kamp og kontant betaling finde sted, således at der kan fremkomme en afgørelse.«16) Marx besvarer dette brev d. 11. januar 1858 og skriver, at han i forbindelse med arbejdet med artiklen om Bliicher »ved lejlighed har snust rundt i Clausewitz. Den fyr synes at have en ganske sund menneskeforstand, der grænser til det rent ud vittige«.17) Den sidste bemærkning om Clausewitz, man finder i brevvekslingen, daterer sig fra et brev fra Engels til Marx fra d. 5.5.1862. Engels kommenterer ved denne lejlighed de krigeriske begivenheder under den amerikanske borgerkrig og skriver om slaget ved Corinth d. 6.-7.4.1862, hvor Nordstatshæren d. 6. april lå under for Sydstaternes styrker; den 7. april skete der imidlertid det, at Sydstatshæren blev tvunget tilbage ved et modangreb af Nordstaternes styr ker. Engels henviser til Clausewitz’s beskrivelse af felttoget i Frankrig i 1815 og skriver om slaget ved Corinth, at det »som Clausewitz udtrykker det, brænder ud ligesom vådt krudt, udmatter begge hold, og til sidst er de fordele den sejrende part rent faktisk har tilkæmpet sig mere af moralsk end af materiel karakter«.18) Endelig er vi nærmere informeret om Marx’s Clausewitz-studier via et håndskrevet manuskript, der findes i Marx-Engels-arkivet på Institut for socialhistorie i Amsterdam. Som allerede nævnt drev Marx omfangsrige forstudier til artiklen om Bliicher til det tidligere nævnte amerikanske leksikon; disse forstudier er endog særdeles omhyggelige og griber langt ned i de enkelte detaljer, og man mærker, at Marx har brugt langt mere tid og ofret langt mere besvær herpå, end den færdige artikel lader ane. Hovedkilderne for Marx har her været Miiffling og Clausewitz. Miiffling - den senere chef for den store preussiske generalstab - havde sammen med Bliicher deltaget i felttoget i 1814 og har givet en karakteristik af denne i sine memoirer. Clausewitz, som ikke selv deltog direkte i dette felttog, forfattede sin bekendte »Strategische Ubersicht iiber den Feldzug von 1814 in Frankreich«, hvori han kritisk modstillede Napoleon I’s operationer med de allieredes; han fremdrog de grundlæggende forhold og træk heri og gav et særdeles klart billede af forløbet i de væsentligste strategiske operationer under dette felttog. Marx har grebet tingene temmelig metodisk an, idet han som kritisk indstillet i hele sin videnskabelige måde at nærme sig stoffet på ikke kan lade sig nøje med en enkelt forfatter. Han studerede derfor samtidig Miiffling og Clausewitz og tog fyldige excerpter fra begge. Disse excerpter og kommentarer, der, som nævnt, befinder sig på arkivet i Amsterdam, er virkelig særdeles omfangsrige og vidner om den grundighed, hvormed han, også når det drejede sig om studiet af Clausewitz, gik til værks på. Selve excerpterne, der i sig selv er fremragende eksempler på en udtalt evne til konstruktiv tænkning og en ligeså udtalt evne til at kunne fremdrage det til enhver tid væsentlige, giver af den allerede i forvejen stærkt koncentrerede fremstilling hos Clausewitz en endnu mere komprimeret fremstilling af selve hovedbegivenhederne. Begge de kæmpende parters operationer - disses hensigter og inderste natur - er her klart forstået, og gennem sine excerpter fra Clausewitz demonstrerer Marx klart, at han ikke alene har forstået ham til fuldkommenhed, men også herudover har evnet at komprimere det læste stof ned til praktisk anvendelig størrelse til sit eget formål.19) Sammenlagt kan man imidlertid ikke hævde, at man hos Marx og Engels finder synderlig mange hverken bemærkninger eller direkte studier, der giver oplysning om deres beskæftigelse med Clausewitz. Ikke desto mindre fremgår et af deres skrifter, at de fuldt ud var i stand til at forstå betydningen af Clausewitz - her både forstået som betydningen af selve værket »Yom Kriege« og flere af hans øvrige arbejder. I det mindst kan man påvise, at de i forbindelse med deres studier jævnligt har benyttet sig af bind 7 og 8 af hans »Hinterlassenen Werke iiber Krieg und Kriegfiihrung«, d.v.s. de bind, der omhandler felttogene 1812,1813,1814 og 1815.1 denne forbindelse er der forskellige forhold, er forekommer ret karakteristiske for den måde, både Marx og Engels benyttede sig af Clausewitz på, og som her fortjener at blive fremhævet. Hos Engels kan man iagttage, hvorledes han efter en vis tilbageholdenhed i begyndelsen, hvor han nærmest hælder mod de ledende forestillinger, man finder hos Jomini, i løbet af ret kort tid - omkring 1857/58 - fatter den sande betydning af Clausewitz. Hvad der her forekommer væsentligt er, at Engels - hvad meget vel kan hævdes peger frem mod Lenins langt senere tolkninger og tilføjelser - hæfter sig ved den måde, Clausewitz nærmer sig sit stof på, både hans filosofiske metode og hans erkendelse af betydningen af økonomiske forhold. Engels’ bemærkning: »Det er en mærkelig måde at filosofere på, men det væsentlige er der nu ikke noget i vejen med« viser klart, at Engels har forstået kernepunktet i selve »Yom Kriege«. Udfra hans eget filosofiskdialektiske udgangspunkt eller måske rettere, udfra et politisk/økonomisk udgangspunkt og på et personligt grundlag under udvikling forstår Engels, at Clausewitz når frem til sine mere generelle udsagn ved hjælp af en filosofisk metode. Han erkender, at man i grunden mere må vurdere »Vom Kriege« på dette filosofisk-metodiske grundlag end henregne det til et eller andet militært værk, der skulle vurderes ud fra specifikke militære synspunkter. Man må på dette sted erindre, at den daværende etablerede militære fagverden ikke var kommet længere i vurderingen af »Vom Kriege«, end at man i samtiden kunne se eksempler på en så jævn pragmatisk-praktisk anvendelse af værket, at man debatterede, om man kunne uddanne det preussiske kavalleri taktisk korrekt efter den rette metode hos Clausewitz! Clausewitz’s tilføjelse: sammenligningen mellem krig og handel, måtte Engels jo nødvendigvis navnlig fæste sig ved al den stund, at det jo havde noget at gøre med hans egen profession, idet han som manufakturvarefabrikant i Manchester havde mulighed for med sagkundskab at vurdere forhold af betydning for handel og økonomi. Hvad den øvrige del af Clausewitz’s forfatterskab angår, synes Engels - såvidt det kan erkendes gennem hans egne udsagn - at have gjort brug heraf som en almindelig kilde, han har øst af, når han skulle vurdere nyere krigshistoriske begivenheder, eller han generelt har skullet orientere sig om forløbet af militære operationer. Clausewitz synes på dette område at have udgjort en art fagmilitær målestok for ham gennem den måde, han greb sin fremstilling an på, eksempelvis som man træffer det i hans kendte arbejde »Feldzug von 1815 in Frankreich«. Engels synes dog ikke på nogen måde at have trængt Jomini i baggrunden af denne grund, og i Engels’ bibliotek befinder der sig da også rigtignok en Jomini-udgave med et vedlagt atlas over de omtalte militære operationer.2"’ Når det drejer sig om Marx’s Clausewitz-studier, forholder det sig for så vidt på lignende måde. Som han selv udtrykker det, har han kigget »Vom Kriege« igennem, og hans bedømmelse af Clausewitz rammer ikke mindre træffende end Engels’. Man kunne måske udtrykke det på den måde, at.Marx som filosof så at sige opfattede Clausewitz som en åndsbeslægtet, idet han både erkendte selve det filosofiske grundlag, »Vom Kriege« hvilede på, og tilfulde forstod at værdsætte forfatterens realistiske indstilling og rammende dømmekraft. Sund menneskeforstand - common sense - er nemlig en ganske væsentlig egenskab, man finder hos Clausewitz, og vid, som Marx selv kalder det, var i hans øjne vidnesbyrd om et fremragende, skabende intellekt. Overhovedet må man fremhæve, at Clausewitz blev særdeles positivt bedømt af Marx; »Vom Kriege« finder genklang hos ham og Clausewitz’s krigshistoriske fremstilling om felttoget i 1814 i Frankrig tjener ham som en vigtig historisk kilde, da han skriver sin artikel om Bliicher. Sammenfattende kan man altså sige, at såvel Marx som Engels satte både selve »Vom Kriege« og Clausewitz’s krigshistoriske arbejder højt, og det kunne for så vidt være betegnende for dem begge, at Engels engang omtaler ham som »en stjerne i første række« (einen Stern erster Grosse).2I) Med de passager og citater, der er omtalt i det foregående er dermed - så vidt vi gennem deres efterladte voluminøse værker er underrettet - deres brug af og beskæftigelse med Clausewitz da også udtømt, og man kan ikke på nogen måde påstå, at de har gjort Clausewitz selv til nogen central genstand for deres studier. De gjorde en vis brug af ham i deres arbejder al den stund, de vidste, at han var en anerkendt militærforfatter, og de forstod, at han havde leveret udsagn om krig og krigsførelse, der var baseret på en filosofisk metode, der var anvendelig til deres egne formål, og vel at mærke udsagn, der uden besvær lod sig anvende i revolutionært øjemed. Der foreligger derimod ikke videregående, dybere og mere omfattende undersøgelser eller ytringer fra Marx’s eller Engels’ hånd. Der skal til slut gives en kort sammenfatning i fire punkter.
III.
1. I forbindelse med deres studier om deres samtids militærvæsen, krig, krigsførelse og krigskunst stifter Marx og Engels bekendtskab med Clausewitz’s skrifter, der var udkommet i 10 bind i årene mellem 1832 og 1837; selve »Vom Kriege« var desuden udkommet i fornyede oplag i 1853 og 1857. De erkendte begge militære forholds store praktiske betydning for den politiske og sociale revolution, og i perioden mellem 1850 og 1871 både regnede de med og håbede de på en ny bølge af revolutionære aktioner i den datidige verden. Hos Clausewitz mente de øjensynligt at kunne hente brugbar information om de daværende fundamentale relationer, der bestod mellem militære forhold, krig, krigsførelse og samfundsmæssige forhold, politik og økonomi. 2. Marx og Engels studerer derfor »Vom Kriege« og nærer i det mindste den forestilling, at de her har fået fat i et arbejde af en fremragende militærforfatter, der både formår at vurdere tingene realistisk og herudover betjene sig af en filosofisk metode, de kan acceptere. Deres indstilling til ham er i det hele taget positiv, og de studerer også, i den udstrækning det forekommer dem passende, hans krigshistoriske arbejder, der, som bekendt, kan betragtes som et supplement til de ledende forestillinger, man træffer i selve »Vom Kriege«, med hvilke de naturligvis står i snæver indre forbindelse. Som nævnt kan det påvises, at Engels kendte Clausewitz’s »Feldzug von 1815 in Frankreich«, medens der fra Marx’s hånd foreligger indgående excerpter fra Clausewitz’s »Ubersicht des Feldzuges von 1814 in Frankreich«.22* 3. Marx og Engels accepterede ganske vist Clausewitz’s ledende forestillinger, men udviklede dog ikke nogen egentlig militær lære eller nogen håndbog på grundlag af hans tanker af betydning for den politiske revolution. Dette var forbeholdt Lenin, der formodentlig har gennemarbejdet »Vom Kriege« mere grundigt end Marx og Engels. Lenin systematiserede Clausewitz’s grundlæggende forestillinger om relationerne mellem politik og krig for at kunne frembringe en praktisk anvendelig rettesnor for den proletariske revolution. I denne sammenhæng kan man betragte Marx’s og Engels’ Clausewitz-studier som en art forløber for Lenin. Det må imidlertid fremhæves, at de helt klart havde erkendt betydningen af Clausewitz, og i en vis forstand har de utvivlsomt vist Lenin vejen, idet de dermed både henledte opmærksomheden på Clausewitz og samtidig gjorde ham acceptabel i den socialistiske lejr. 4. Alt i alt: Har Marx og Engels også med henblik på opfattelsen af Clausewitz lagt grundlaget for den socialistiske revolution og så at sige indset, at Clausewitz’s studier af både militærteori og af krigshistorie ikke har været nogen isoleret akt, men bestandig været noget, der skulle vurderes udfra en viI denskabelig metode, må man betragte Marx’s og Engels’ anvendelse heraf som retningsgivende for hele den socialistiske lejr. Gennem deres beskæftigelse med Clausewitz fandt han optagelse indenfor det område, der udgøres af den socialistiske revolution. Det er herfra vejen fører frem til Lenin og med ham til den positive vurdering af Clausewitz, som man den dag i dag atter og atter finder i hele den østlige del af verden.23*
NOTER OG HENVISNINGER
ved mag. art. Ole Balleby Manuskriptet til professor Hahlwegs forelæsninger, som bringes her, blev mig overladt under et studieophold hos ham i Miinster i nov/dec. 1977. Forelæsningerne var imidlertid ikke forsynet med henvisninger af nogen art, og skulle et større publikum have mulighed for at kunne orientere sig i det omfattende stof, måtte de forsynes med et omfattende noteapparat. Ansvaret herfor er helt og holdent mit.
FORELÆSNING 1
1.T. Grimm: Mao Tse-Tung. In Selbstzeugnissen und Bilddokumenten. Reinbek bei Hamburg (1968) 1972, s. 99.
2. De her nævnte begreber stammer fra »Vom Kriege« »Drittes Buch«: »Von der Strategie iiberhaupt«, s. 345ff. Der findes ingen oversættelse af »Vom Kriege« til dansk. Der findes derimod både et svensk og et norsk uddrag heraf: Carl v. Clausewitz: Krig och krigforing. Ett urval redigerat, oversat och med inledning av Jarl Galén. Stockholm 1942. Karl v. Clausewitz: Om krigen. Oversatt av Steinar Mathisen. Innledet og redigert av Jens A. Christophersen. Oslo 1972. Når man læser Mao’s »Om langvarig Krig« fra maj 1938, er der ikke mange af de begreber, Clausewitz opererer med, man ikke genfinder her. Mao Tse-Tung: Udvalgte værker, 2. København 1978, s. 92ff. Tilemann Grimm finder, at der over mange passager i M ao’s skrifter om partisankrigens strategi og taktik ligefrem er »etwas Hinreissendes« (sic!) Grimm, s. 99. En udmærket kort indføring i Mao’s grundlæggende militære forestillingsverden finder man hos: W. Hahlweg: Guerilla. Krieg ohne Fronten. Stuttgart 1968, s. 152-58. W. Laqueur: Gurilla. A historical and critical Study. London 1977, kapitel 6, s. 239ff. behandler temmelig indgående denne side af Mao Tse-Tungs virksomhed. Det er i denne forbindelse ikke uden interesse, at det påvises, at Mao’s grundlæggende militære forestillinger om guerillakrigsførelse stammer fra et væsentligt tidligere tidspunkt end normalt antaget - ej heller at det pågældende materiale ikke er medtaget i de forskellige versioner af hans »Selected Works«. Laqueur, s. 250f. og s. 430, note 21.
3. Frankfurter Allgemeine Zeitung, d. 31.10.1975. Die Zeit, d. 7.11.1975. Meddelt mig i et brev fra prof. Hahlweg d. 10.3.1980. Jvf. U. Marwedel: Carl von Clausewitz. Personlichkeit und Wirkungsgeschichte seines Werkes bis 1918. Udg. af Militårgeschichtlichen Forschungsamt. Boppard am Rhein 1978, s. 3f. Forkortet Marwedel
4. Revue francaise de polémologie - Etudes polemologiques. Paris 1976. Juliheftet. Udg. af L’Institut francais de Polémologie. v. Gaston Bouthoul og René Carrére. Jvf. samme: Le defi de la guerre 1740-1974. Paris 1976, s. 9ff
5. Carl v. Clausewitz: Vom Kriege. 18. udg. Bonn 1972. Udgivet og indledt af prof., dr. Werner Hahlweg. Forkortet Vom Kriege. Se videre W. Hahlweg: Clausewitz und die Franzosische Revolution. Die metodische Grundlage des Werkes »Vom Kriege«. I Zeitschrift fur Religion und Geistesgeschichte. Band XXVII, s. 240ff. Koln 1975. Udg. af E. Benz og H. J. Schoeps. Professor Hahlweg har desuden i efteråret 1980 udgivet 19. udgave af »Vom Kriege« med ajourført note- og tekstkritisk apparat. Ullstein Verlag har herudover udgivet »Vom Kriege« i »Ungekurzter Text nach der Erstauflage 1832-34«, Frankfurt am Main 1980. På samme forlag har videre Giinter Dill udgivet: »Clausewitz in Perspektive. Materialien zu Carl von Clausewitz: Vom Kriege«. Frankfurt am Main 1980. En tekstsamling med bidrag fra forskellige Clausewitzforskere m.v. Forkortet: Clausewitz in Perspektive.
6. P. Linnert: Clausewitz fur Manager. Strategie und Taktik der Unternehmungsfiihrung. Miinchen 1971.
7. Vom Kriege, s. 952ff.
8. Vom Kriege. W. Hahlwegs indledning: »Das Clausewitzbild einst und jetzt«, s. 102f.
9. Vom Kriege, s. 994.
10. Vom Kriege, s. 210ff.
11. Carl v. Clausewitz: Schriften - Aufsåtze - Studien - Briefe. Dokumente aus den ClausewitzScharnhorst und Gneisenau-Nachlass sowie auf offentlichen und privaten Sammlungen. Herausgegeben von Werner Hahlweg. Band I. Gottingen 1966. Det berømte »Bekenntnisdenkschrift« findes s. 678-751. Selve det nævnte citat findes s. 733f.
12. Andet bind af ovenstående forventes udgivet i løbet af 1981. Meddelt mig af prof. Hahlweg under et besøg hos ham i Baden-Baden i juli 1980.
13. Vom Kriege, s. 993ff.
14. Marwedel, s. 177, s. 217f og s. 228. Jvf. A. J. P. Taylor: Bismarck. The Man and the Statesman. London (1955) 1960, s. 135.
15. Gordon A. Craig: Delbriick: The Military Historian. I: E. Mead Earle (Ed.): Makers of Modern Strategy. Princeton (1943) 1966. Chapter 11, s. 260-83. Her navnlig s. 274f
16. Fr. v. Bernhardi: Denkwiirdigkeiten aus meinem Leben. Berlin 1927, s. 126, s. 133 og s. 143. Forfatteren til den i 1911 udkomne bog: »Deutschland und der nåchste Krieg«, der i sin tid var meget kendt, har i sine iøvrigt meget livfulde erindringer nogle meget bidske udfald mod Hans Delbriick, der fortjener at blive gengivet. Bernhardi skriver således om ham, at »vertrat er doch einen geschlossenen Kliingel von Zivilgelehrten, denen es eine Genugtuung war, sich an der Armee reiben zu konnen. Immerhin war es ein starkes Stiick, den Clausewitz besser verstehen zu wollen, als ihn die Armee von jeher verstanden hatte.« (S. 133). Videre skriver han om Delbriick, at denne hævdede: »den Clausewitz jetzt erst verstanden und richtig interpretiert zu haben, wåhrend die ganze preussische und deutsche Armee ihn bisher falsch aufgefasst habe. Seine Ansicht, in der sich eine starke Selbstiiberhebung ausspricht, war natiirlich vollig unhaltbar und ist heute gånzlich vergessen«. (S. 143).
17. H. Delbriick: Krieg und Politik. I—III. Berlin 1918-1919. II, s. 141 og s. 314.
18. H. Delbriick: Ludendorffs Selbstportråt. Berlin 1922, s. 44 og s. 54.
19. P. Levi: Wehrhaftigkeit und Sozialdemokratie. Berlin 1928, s. 15ff. J. Leber: Ein Mann geht seinen Weg. Herausgegeben von seinen Freunden. Berlin/Frankfurt am Main 1952, s. 148. Jvf. K. Hornung: Staat und Armee. Studien zur Befehls und Kommandogewalt und zum politisch-militårischen.Verhåltnis in der Bundesrepublik Deutschland. Mainz 1975, s. 42. Forkortet:' Hornung Se videre: Paul Levi: Zwischen Spartacus und Sozialdemokratie. Schriften, Aufsåtze, Reden und Briefe. Herausgegeben und eingeleitet von Charlotte Beradt. Frankfurt am Main 1969, s. 288, s. 314ff. og side 330.
20. C. H. Hermann: Deutsche Militårgeschichte. Frankfurt am Main 1968, s. 352f. og s. 360ff. Jvf. Hornung, s. 39-44.
21. K. Marx og Fr. Engels: Werke, Band 29. Berlin-Ost 1970, s. 252: Engels til Marx d. 7.1.1858, og s. 256: Marx til Engels, d. 11.1.1858. Forkortet: MEW. Jvf. Vom Kriege, s. 303 og s. 226.
22. Vom Kriege, W. Hahlwegs indledning s. 94. (Strategische Kritik des Feldzuges von 1814 in Frankreich).
23. MEW 20, s. 154ff. Jvf. O. Balleby: Vold og militær magtanvendelse i Karl Marx’s og Friedrich Engels’ politiske forestillingsverden. En oversigt. Militært tidsskrift, marts 1978, s. 103ff
24. W. I. Lenin: Clausewitz’s Werk »Vom Kriege«. Ausziige und Randglossen. Mit Vorwort und Anmerkungen von O. Braun. Berlin-Ost 1957. Forkortet: Ausziige und Randglossen.
25. W. I. Lenin: Sozialismus und Krieg (1915). Werke. Band 21. Berlin-Ost 1974, s. 304f.
26. Ausziige und Randglossen, s. 19 og s. 37ff.
27. Ausziige und Randglossen, s. 25f, s. 31 og s. 39.
28. W. I. Lenin: Der Zusammenbruck der II Internationale. (1915). Werke. Band 21. Berlin-Ost 1974, s. 212f.+ note 25.
29. W. I. Lenin: Das Militårprogramm der Proletarischen Revolution (1917). Werke. Band 23. Berlin-Ost 1972, s. 72-83, specielt s. 74-77 og: Krieg und Revolution (1917). Werke. Band 24. Berlin-Ost 1974, s. 396f. og s. 400. Til note 24-29 se desuden D. Blasius: Carl v. Clausewitz und die Hauptdenkern des Marxismus. I Wehrwissenschaftlische Rundschau 1966, s. 278-294, s. 334-354, Clausewitz in Perspektive: C. Anconas og W. Hahlwegs afsnit.
30. S. Bahne: Einige Bemerkungen zum Gewaltproblem in der Kommunistischen Internationale. Afsnit XII i: Frieden, Gewalt, Sozialismus. Studien zur Geschichte der sozialistischen Arbeiterbewegung. Herausgegeben von W. Huber und J. Schwerdtfeger. Stuttgart 1976, s. 680-697, se navnlig s. 685, note 18. Band 32/Forschungen und Berichte der Evangelichen Studiengemeinschaft der Evangelischen Kirche in Deutschland. M.-L. Goldbach: Karl Radek und die deutsch-sowjetischen Beziehungen 1918-1923. Bonn - Bad Godesberg 1973 nævner s. llf . i forbindelse med omtalen af Radeks store belæsthed hans forkærlighed for militære forfattere: »Sein besonderes Steckenpferd waren die Militårschriftsteller, inbesondere Clausewitz«. En fodnote sammesteds - taget fra Karl Freiherr v. Bothmer: Mit Graf Mirbach in Moskau. Tubingen 1922, s. 50 forklarer, at »Uns Offizieren gegenuber kokettierte Radek gern mit seiner Belesenheit in der militårischen Literatur und mit senem Interesse flir unseren Beruf. Er hat stets irgendein bekanntes Werk eines unserer Militårschriftsteller auf dem Schreibtisch, wenn man angesagt zu ihm kommt«. Det kan vel tænkes, at Karl Radek derved enten har ønsket at finde et fælles samtaleemne eller ganske enkelt at imponere de tyske officerer, han på det tidspunkt af sit bevægede liv politiserede med. Jvf. G. Haupt og J.-J. Marie: Les bolchéviks par eux-mémes. Paris 1969, s. 321-343. Specielt s. 336f. Se videre D. Moller: Karl Radek in Deutschland. Koln 1976. Introduktionen, s. 11 ff.: »Revolutionår. Intrigant. Diplomat« giver et glimrende indtryk af hovedpersonens mangeartede politiske virksomhed. M. W. Frunze: Fragen der hoheren militårischen Bildung. I: Ausgewåhlte Schriften. BerlinOst 1956, s. 295-311, specielt s. 300f. Jvf. M. W. Frunze: Uber sozialitische Landesverteidigung. Berlin-Ost 1977, s. 239. Blandt de civilister, der også havde beskæftiget sig med Clausewitz, vil det i denne forbindelse forekomme rimeligt at nævne Trotsky, som ovenikøbet synes at have haft kendskab til ham før udbruddet af Den første Verdenskrig. Se her: I. Deutscher: The Prophet Armed. Trotsky 1879-1921. Oxford (1954). 1970, s. 228f. og s. 477ff. Deutschers kilde vedrørende Trotskys læsning af Clausewitz angives her ligeledes at være Kark Radek (s. 477).
31. Jvf. note 8.
32. Jvf. Vom Kriege, s. 214ff. og s.-977f
33. J. Jaurés: L’Armée Nouvelle. Paris 1910, s. 78ff., s. 94f., s. 98, s. 127-136, s. 138ff., s. 143, s. 147, s. 152, s. 164f. og s. 168f. L’Armée Nouvelle var tænkt som en del af et stort værk, der skulle omhandle den socialistiske organisation i Frankrig. Bogen indgår iøvrigt som bind 4 af Jean Jaurés: »Ouvre complétés«, M. Auclair, s. 260. Se videre: M. Auclair: Jean Jaurés. Frankrig fra Pariserkommunen til første verdenskrig. Kbh. 1965. (Fr. originaludgave 1954), s. 258ff. og S. Kreuter: Jean Jaurés und die Heeresfragen der Gegenwart. I Osterreichische Militårische Zeitschrift (OMZ). 2/1971, s. 77ff.
34. N. Kruger: Adolf Hitlers Clausewitzkenntnis. Wehrwissenschaftliche Rundschau. August 1968, s. 467-471.
35. Idem s. 471.
36. T. E. Lawrence: Visdommens syv søjler. Kbh. 1936. Kap. XXXIII, s. 182ff, specielt s. 185.
37. Th. Korner: Auf Vorposten. Ausgewåhlte Schriften 1928-1938. Herausgegeben und kommentiert von Ilona Duczynska. Wien 1977. Afsnittet »Clausewitz - angewandt«, s. 195ff. Forkortet: Korner.
38 Korner, s. 294. Selve citatet: Vom Kriege, s. 993.
39. Korner, s. 2111. Selve citatet: Vom Kriege, s. 959. Hvad Th. Korner angår, knytter der sig nødvendigvis følgende kommentar: Det er for så vidt rigtigt, at Korner først begyndte at beskæftige sig med Clausewitz som privatmand i slutningen af 1930’erne, hvor han af politiske grunde levede særdeles tilbagetrukket, men det må rigtignok tilføjes, at han af uddannelse og profession var officer - tilsidst ovenikøbet med rang af general. A f politiske grunde blev han imidlertid tvunget til at søge sin afsked allerede i 1924 og var herefter til 1930 militærrådgiver for det socialdemokratiske »Schutzbund«. Korner er utvivlsomt mest kendt som politiker, alene af den grund at han var østrigsk »Bundespråsident« fra 1952 til sin død i 1957, men om man vil regne med Th. Korner blandt civile politikere må vist bero på en smagssag. Overhovedet er samme Korner en særdeles interessant skikkelse, der nok fortjener en ikke ringe opmærksomhed. Se i denne forbindelse: Ilona Duczynska: Der demokratische Bolschewik. Zur Theorie und Praxis der Gewalt. Miinchen 1975. I denne sammenhæng se specielt kap. 4: Der unsichtbare Korner, s. 135ff. samt afsnittet s. 293ff. Se videre generelt om Korner: E. C. Kollman: Theodor Korner. Militår und Politik. Munchen 1973. Navnlig afsnittet: Der Militårschriftsteller, s. 238ff
40. H. Schmidt: Verteidigung oder Vergeltung. En deutscher Beitrag zum strategischen Problem der Nato. Stuttgart - Degerlock 1961.
41. Idem, kap. IV: »Sowjetische Strategie«, se specielt s. 59-62.
42. Schmidts bog har som indledningsord fyldige uddrag af det kapitel i Vom Kriege, der hedder: »Der Krieg ist ein Instrument der Politik«. Schmidt, s. 7. Jvf. s. 240. Vom Kriege s. 990ff.
43. Hornung, s. 45ff.
44. D. Schlossler: Der Primat des Zivilen. Konflikt und Konsens der Militårelite im politischen System der Bundesrepublik. Meisenheim am Glan 1973, s. 35ff. og s. 102-105.
45. D. Senghaas: Ruckblich auf Clausewitz. I: Atomzeitalter. Information und Meinung. 1966, s. 39ff. Genoptrykt i Clausewitz in Perspektive. Jvf. samme forfatter: Riistung und Militarismus. Frankfurt am Main 1972, s. 13ff. Rummer talrige litteraturhenvisninger.
46. P. Linnert: Clausewitz fiir Manager. Strategie und Taktik der Unternehmungsfuhrung. Munchen 1971. Forkortet: Linnert.
47. Linnert, s. 21.
48. Linnert, s. 22.
49. Se her indholdsfortegnelsen hos Linnert s. 5-17 og sammenlign den med den tilsvarende i »Vom Kriege«, s. X-XV. Flere af de enkelte kapitler har som motto et Clausenwitz-citat, der angiver det pågældende afsnits indfaldsvinkel. Hele bogen er overhovedet spækket med rene uddrag af »Vom Kriege«.
50. R. Aron: Penser la guerre, Clausewitz. I—II. Paris 1976. (Tysk udg. 1980.)
51. R. Aron: Paix et Guerre entre les nations. (1962). Her citeret efter 6e Edition, Revue et Corrigée. Paris 1968, s. 2ff. Forkortet: Paix et Guerre.
52. Paix et Guerre, s. 35.
53. Paix et Guerre, s. 35f. og s. 56f.
54. Henry A. Kissinger: Nuclear Weapons and Foreign Policy. N. Y. 1957, s. 340f.
55. Idem, s. 225.
56. Carl v. Clausewitz: On war. Edited with an introduction by Anatol Rapoport. Pelican C cics. London 1968, s. 13f. Forkortet: Rapopc Se videre Rapoports afsnit i Clausewitz in Perspekfive
57. Rapoport, s. 63f. og s. 66. - Se også Anatol Rapoport: Conflict in Man-Made Environmem Harmondsworth 1974, s. 143ff. og s. 219ff
58. Rapoport, s. 68f. og s. 80. - Jvf. Conflict in Man-Made Environments, s. 223.
59. Hele denne problemstilling finder man behandlet i: Philosophy of the Urban Guerilla. The Revolutionary Writings of Abraham Guillén. Translated and edited with an introduction by Donald C. Hodges. N. Y. 1973. Se navnlig Part III, s. 229ff.: What Can Be Done? (Strategy of the Urban Guerilla). En særdeles kyndig indføring i den eksisterende nyere vesttyske litteratur om emnet findes i: H. Soell: Zur historischen Dimension der Friedens- und Konfliktforschung in der Bundesrepublik. Archiv flir Sozialgeschichte. XVI Band. Bonn-Bad Godesberg. 1976. Hersg. von der Friedrich-Ebert-Stiftung. Redaktion Dieter Dowe u. a., s. 501-545.
60. Denne problemstilling har fundet behandling hos bl.a.: W. Hahlweg: Guerilla. Krieg ohne Fronten. Stuttgart 1968. F. A. v, d. Heydte: Der moderne Kleinkrieg. Wiirzburg 1972. Fr. Réne Allemann: Macht und Ohnmacht der Guerilla. Miinchen 1974. W. Laqueur: Guerilla. A Historical and Critical Study. London 1977. De her nævnte værker repræsenterer noget af der bedste, der er fremkommet om emnet indenfor den sidste halve snes år og udmærker sig ikke mindst ved deres fyldige litteraturhenvisninger.
61. Mao Tsetung: Udvalgte værker II. København 1978. «Om langvarig krig«, (maj 1938), s. 92-158. Forkortet: Mao.
62. Mao, s. 124
63. Mao, s. 125
64. Jvf. Mao, s. 156, note 19.
65. Ernesto Che Guevara: Guerillakrig. Kbh. 1971, s. 39f. og s. 104ff.
66. Den cubanske Clausewitz-udgave hedder meget betegnende: »De la Guerra. Carl von Clausewitz. Cientias Politicas«. La Habana 1975. - Guerillakrigen fremhæves her meget stærkt, og det hedder da således også i indledningen hertil - ikke uden selvfølelse: ». . . La concepcion dialéctica de Clausewitz hace De la Guerra un libre clasico de constante actualidad . . . En sus paginas discurren no solamente las conceptiones conv-encionales de la guerra, sino, también la lucha en las montanas, el germen de la guerilla . . .« Se videre W. Hahlweg: Clausewitz und der Guerillakrieg. I: Clausewitz-Gesellschaft (Hrsg): Freiheit ohne Krieg? Beitråge zur strategischen Diskution der Gegenwart im Spiegel der Theorie von Carl von Clausewitz. Mit enem Vorwort von Ulrich de Maiziére. Bonn 1980, s. 349ff. Afsnittet var en af de forelæsninger, der i april 1980 blev afholdt i forbindelse med 200-året for Clausewitz’s fødsel på »Fuhrungsakademie der Bundeswehr« i Hamburg/Blankeneese. Jvf. Frankfurter Allgemeine Zeitung d. 14.4.1980. Jvf. M. Lowry: The Marxismen of Che Guevara. N. Y. 1973. Part III: Revolutionary Warfare, s. 75ff. I »Appendix’s »Che’s Reading« figurerer blandt andre militære værker Clausewitz: On War, s. 122.
Se endelig Vom Kriege, W. Hahlwegs Indledning, s. 90, samt Clausewitz in Perspektive, afsnittet om folkekrig.
FORELÆSNING II
1. Hvad denne aktualitet angår se navnlig: Peter Paret: Clausewitz and the State. Oxford 1976. Raymond Aron: Penser la guerre: Clausewitz I—II. Paris 1976. (Tysk udg. 1980.) Wilhelm Ritter v. Schramm: Clausewitz. Leben und Werk. Esslingen 1976. Se videre Osterreichische Militårische Zeitschrift (OMZ) 5/1972, s. 376f. samt »Der Spiegel« nr. 50/1976, s. 199-206. En kortfattet introduktion findes hos: Roland Beck: Clausewitz’ Kriegslehre in unserer*Zeit. I Allgemeine Schweizerische Militårzeitschrift. 146. Jahrgang. 5/1980, s. 245-250. S. Kreuter har desuden i Osterreichische Militårische Zeitschrift (OMZ) 3/1980, s. 223-233 leveret en særdeles læseværdig artikel: Carl v. Clausewitz. Zur 200. Wiederkehr seines Geburttages. Se videre: Clausewitz-Gesellschaft e. V. (Hrsg): Freiheit ohne Krieg? Beitråge zur strategischen Diskution der Gegenwart im Spiegel der Theorie von Carl von Clausewitz. Mit einem Vorwort von Ulrich de Maizére. Bonn 1980. Clausewitz’s-Selskabets publikation i anledning af 200-året for Clausewitz’s fødsel. I det østtyske »Militårgeschichte« 1/1980, s. 124 bebudes der ligeledes publikationer om Clauswitz, der vil udkomme i indeværende år. Selve 200-årsdagen for Clausewitz’s fødsel, d. 1.6. har fundet stor genklang i den tyske presse. Se eksempelvis: Frankfurter Allgemeine Zeitung, d. 31.5.1980: G. Maschke: Frei und Gefiirchtet zu leben. »Der spåte Zauber von Clausewitz«. Siiddeutsche Zeitung, d. 31.5.1980. Neues Deutschland, d. 2.6.1980: Werktåtige und Soldaten ehrten den Patrioten Carl von Clausewitz. Herudover bragte det vesttyske fjernsyn (ZDF) d. 1.6.1980 en udsendelse om Carl von Clausewitz.
2. Ved begrebet krigsteori/krigskonception menes der i denne forbindelse en teori eller - måske rettere - en politisk forestillingsverden, der opfatter krigen som begreb, som et led i en større sammenhæng, og ikke nødvendigvis opfatter krigsteori/krigskonception som krigsførelsesteori. Denne problemstilling har fundet indgående behandling i Wolfram Wette: Kriegstheorien deutscher Sozialisten. Stuttgart 1971. Afsnittet: »Der Gegenstandsbereich von Kriegstheorie«, s. 16-21.
3. Se her: G. Bouthoul: La Guerre. Paris (1953) 4. ed. 1969., 5ff., s. 21 f. og s. 123ff. Amerikansk udgave: War. New York 1962, s. 9ff., s. 28f. og s. 135ff. Prof. Bouthoul har desuden udviklet sine forestillinger om fred som politisk tilstand og som samfundsinstitution i »La Paix«. Paris 1974. Se navnlig s. 71ff. og s. 120ff.
4 . W. I. Lenin: Clausewitz’s Werk »Vom Kriege«. Ausziige und Randglossen. Mit Vorwort und Anmerkungen von Otto Braun. Berlin-Ost. 1957.
5. Heinz Helmert: Marx und Engels iiber die militårische Bedeutung sozialokonomischer Verhåltnisse und materielltechnischer Faktoren. Militårgeschichte 3/1975, s. 261-274. Forkortet: Helmert
6. MEW 7, s. 468-493. Skrevet i foråret 1851 uden henblik på offentliggørelse; dette skete først i december 1914 i det gamle tyske socialdemokratis teoretiske organ »Neuen Zeit«. Da Engels udarbejdede dette pieceudkast, skrev han d. 3.4.1851 et længere brev til Marx, hvori han navnlig redegjorde for sine militære studier. Den følgende passage giver et vist indtryk af hans intentioner men henblik på udbruddet af en kommende revolution i Frankrig, og for så vidt også af det praktiske sigte med hans interesse for militære forhold i det hele taget. Efter en længere udvikling af det mest hensigtsmæssige tidspunkt på året for at foretage en invasion i forskellige europæiske lande, skriver han: »Når der for øvrigt næste år bryder en revolution ud i Frankrig, er der ingen tvivl om, at Den hellige Alliances tropper i det mindste kommer frem til omegnen af Paris. Og med den ejendommelige form for indsigt og sjældne energi, vore franske revolutionære er i stand til at lægge for dagen, er det et åbent spørgsmål, om forterne og encienten omkring Paris også er ordentlig bevæbnet og provianteret. Er imidlertid bare to forter taget, f. eks. St. Denis og det næste mod øst, så er dermed Paris’ »und die Revolution jusqu’å nouvel ordre im Asch« (sic!). Jeg skal engang forklare alt det her udfra et militært synspunkt nøjere for dig og tillige forklare de eneste modforholdsregler, der kan træffes herimod for i det mindste at svække invasionen (i Frankrig): besættelsen af de belgiske fæstninger af franskmændene og tillige besættelsen af fæstninger i Rhinlandet ved et nok så tvivlsomt oprørskup«. MEW 27, s. 232. Jvf. Marx til Engels nogle år senere - d . 5.3.1856: »Under alle omstændigheder vil en opstand i Paris give signalet (til revolutionen). Folkene i Paris synes at være af den faste overbevisning, at vi og vore venner da så hurtigt som muligt vil skynde os over til dem. De har selvfølgelig også brug for politiske ledere og militære chefer, og det kan man jo heller ikke fortænke dem i. MEW 29, s. 28f. Se videre: Ole Balleby: Vold og militær magtanvendelse i Karl Marx’s og Friedrich Engels’ politiske forestillingsverden. En oversigt. Militært tidsskrift, marts 1978, s. 109.
7. Helmert, s. 265.
8. Friedrich Engels: »Herrn Eugen Diihrings Umwålzung der Wissenschaft« indeholder hans »Gewaltstheorie«, eller som man vil kalde det i dag: »aggressionsteori«. MEW 20, s. 147-171.
9. A. v. Witzleben: Heerwesen und Infanteriedienst der Koniglich-Preussischen Armee. Berlin 1861.
10. Witzleben, s. 203f.: Nachweisung der Macherlohnsåtze, s. 205: Vergleichtabelle der Arbeitsgeschwindigkeit.
11. Artiklen »Bliicher« findes i MEW 14, s. 170-186. Hvad angår noterne 9-11 se videre: W. Hahlweg: Militærvæsen, militærteori og militærhistorie hos Marx og Engels (oprindelig OMZ 6/1973, s. 454-458) i Ole Balleby (udg.): Det utrykte og ikke-offentliggjorte militære materiale i Karl Marx’s og Friedrich Engels’ litterære efterladenskaber. Militært tidsskrift juli/aug. 1977, s. 148. Forkortet: Hahlweg/Militært tidsskrift
12. Iljitschow m. fl.: Friedrich Engels. Sein Leben und Werk. Moskva 1975. 2. udg. (Russisk originaludgave 1970), s. 225, s. 232, s. 248-252.
13. Heinz Helmerts recension i Militårgeschichte 4/1977, s. 493ff.
14. MEW 28, s .‘577, Engels til Weydemeyer d. 12.4.1853. Om Jomini, se videre MEW 28, s. 731. En lille smule forenklet kan man sige, at Jomini var fortaler for en temmelig mekanisk opfattelse af krig og krigsførelse, hvori han mener, at krigens udfald kan beregnes meget nøje. Clausewitz derimod fremhæver bestandig det uberegnelige, det dynamiske i selve krigens væsen. Hvor Clausewitz spørger: »hvad er krig?« hedder det tilsvarende hos Jomini: »hvorledes fører man krig?« Jvf. G. Dånikers afsnit om Jomini i »Klassiker der Kriegskunst«. Udg. af W. Hahlweg. Darmstadt 1960, s. 267ff. specielt s. 270. Jvf. note 2. Om forskellen mellem hans og Clausewitz’s opfattelse, se Makers of Modern Strategy. Udg. af E. Mead Earle. Princeton (1943) 1966. Section II. The Classics of the Nineteenth Century: Interpreters of Napoleon, s. 75. J. L. Wallach: Kriegstheorien. Ihre Entwicklung im 19. und 20. Jahrhundert. Frankfurt a. M. 1972. Afsnittene: »Jomini: Ein mechanischer Deuter Napoleons«, s. llf f . og »Clausewitz: Der Philosoph des modernen Krieges«, s. 31 ff. Forkortet: Wallach. Det er af ganske stor betydning at holde sig for øje, at såvel Marx som Engels læste Clausewitz på et tidspunkt, hvor Jomini sammen med ærkehertug Karl af Østrig samt den preussiske general v. Willisen blev betragtet som de førende krigsteoretikere. Jomini øvede rent faktisk en ikke ringe indflydelse på den franske hær, hvor det hævdes, at det i virkeligheden var ham, der stod bag den franske felttogsplan for det norditalienske felttog i 1859. Daniel Bruun: Krig gennem årtusinder. III: Krigen i Norditalien 1859, s. 154f. Kbh. 1907. Jvf. Wallach, s. 13. Videre blev han studeret i stor udstrækning i den amerikanske hær i sidste halvdel af forrige århundrede, og han hævdes desuden at have haft indflydelse på ingen ringere end A. T. Mahan. Wallach, s. 322. Jvf. Makers of Modern Strategy, s. 430f. og s. 450.
15. MEW 29, s. 205.
16. MEW 29, s. 252. Engels har her studeret anden bog af »Vom Kriege«: Uber die Theorie des Krieges«. 3. kapitel: »Kriegskunst oder Kriegswissenschaft«. »Vom Kriege«, s. 31 Of. Man kan på dette sted tilføje, at Clausewitz flere steder med tydelig forkærlighed betjener sig af økonomiske sammenligninger og bankmæssige termini. Et særdeles illustrerende eksempel finder man således i »Der Feldzug 1812 in Russiand und die Befreiungskriege von 1813-15«. 3. opl. Berlin 1906, s. 181 f. Jvf. »Vom Kriege«, s. 459.
17. MEW 29, s. 256.
18. MEW 30, s. 231. Professor Hahlweg har i tilslutning til sit manuskript til denne forelæsning noteret nogle »Notizen«, hvoraf følgende henhører under denne note. Han skriver således: »Engels’ opfattelse af strukturer hos Clausewitz: »Clausewitz nævner denne passage i sin »Betrachtungen uber die Schlacht« (Slaget ved La Belle-Alliance/Waterloo 1815): Uber das Wesen moderner Schlachten«: de varer både hele og halve dage; de er som regel en langsom oprivning og hentæring af begge hære, der er bragt i berøring med hinandens fronter; de er som to fjendtlige elementer, der ødelægger hinanden, hvor de berører hinanden. Således brænder slaget i moderat tempo langsomt af som vådt krudt, og føtst når størsteparten af begge de hinanden modsat rettede stridskræfter allerede er brændt ud til ubrugelige slagger, bliver afgørelsen hidkaldt af de endnu tiloversblevne kræfter«. Fra »Fra Der Feldzug von 1815 in Frankreich«. Berlin 1835, s. 160f. Jvf. »Vom Kriege«, s. 420f og s. 1205.
19. Hahlweg/Militært tidsskrift, s. 147f.
20. Institut fur Marxismus-Leninismus beim Zentralkomitee der SED (udg. v. Bruno Kaiser og Inge. Werchan): Ex Libris Karl Marx und Friedrich Engels. Schicksal und Verzeichnis einer Bibliothek. Berlin-Ost 1967, s. 110. Se dog MEW 13, s. 440, s. 450 og s. 601.
21. MEW 21, s. 250. Indledningen til Sigismund Borkheims brochure: »Zur Erinnerung fiir die deutschen MordsPatrioten 1806-1807«. Hotlingen-Zurich 1888. Bemærkningen om Clausewitz som »einen Stern erster Grosse« leder ens tanke hen på den passus fra Helmuth v. Moltkes »Geschichte des italienischen Feldzuges von 1859«, der første gang udkom i Berlin i 1862, hvor Moltke under omtalen af »Das Hauptquartier« taler om »Feldherren die keines Rats bediirfen, die in sich selbst erwågen und beschliessen; ihre Umgebung hat nur auszufiihren. Aber das sind Sterne erster Grosse, deres kaum jedes Jahrhundert aufzuweisen hat«. Citeret efter: Moltkes Militårische Werke. Kriegsgeschichtliche Arbeiten III. Berlin 1904. Hrsg. vom Grossen Generalstabe: Der italienische Feldzug des Jahres 1859, s. 10. Engels har utvivlsomt kendt og benyttet Moltkes arbejde, og man forstår for så vidt godt, at man i det gamle tyske socialdemokrati mente, at han i sine militære og militærpolitiske anskuelser virkelig ofte var meget afhængig af sit forlæg, var - som man udtrykte det - »zu offizios«. Max Schippel: Die Miliz und Friedrich Engels. Sozialistische Monatshefte XX. Berlin 1914, s. 20ff. + Idem: Friedrich Engels als Militårpolitischer Fiihrer. Sozialistische Monatshefte XXI. Berlin 1915, s. 1222ff. Jvf. U. Marwedel: Carl v. Clausewitz. Personlichkeit und Wirkungsgeschichte seines Werkes bis 1918. Boppard am Rhein 1978, s. 179ff.
22. Jvf. note 19.
23. I Wilhelm Ritter v. Schramm: Clausewitz. Leben und Werk. Esslingen 1976, finder man en nærmest begejstret beskrivelse af denne positive vurdering. Schramm skriver således, at den »Clausewitz-kult«, man ser overalt i DDR, kan søge sit ophav i, at det er gennem henvisning hos Engels Lenin fik øjnene op for Clausewitz. Han fremhæver videre, at Lenin - i modsætning til hovedparten af den tyske generalitet - fra første færd har forstået ham, s. 571 f. Et særdeles illustrerende eksempel herpå finder man i Erich Hocke og Wolfgang Scheler: Die Einheit von Sozialismus und Frieden. Berlin-Ost 1977. Afsnittet: »Die marxistischleninistische Bestimmung des Wesens von Krieg und Frieden«, s. 68-78, specielt s. 73ff. Forfatterne er officerer i den nationale folkehær og har fra midten af 1970’erne været tjenestegørende ved militærakademiet »Friedrich Engels«. Det samme synspunkt træffer man i G. Forster u. a.: Kurzer Abriss der Militårgeschichte von den Anfången der Geschichte des deutschen Volkes bis 1945. Berlin-Ost 1974. I serien:
Schriften des Militårgeschichtlichen Institutes der DDR. Det hedder således s. 133, at »Vom Kriege« war der Hohepunkt der biirgerlichen Militårwissenschaft des 19. Jahrhunderts . . . Die realistischen, eng mit der militårischen Praxis verbundenen Auffassungen iibten aber auf die Tåtigkeit und die Theoretischen Ansichten des preussischen Generalstabs keinen tieferen Einfluss aus«. Se videre; P. H. Vigor: The Soviet View of War, Peace and Neutrality. London 1975, s. 89 og s. 241. Her vurderes forholdet på følgende måde: »Though Clausewitz was not, of course, a Marxist, a great deal of his thought is inherently congenial to Marxism; and he is accepted by Marxism-Leninism as one of its prime authorities on war.« (S. 241). Hele denne emnekreds behandles med megen indsigt i J. Lider: The Political and Military Laws of War. An Analysis of Marxist-Leninist Concepts. London 1979, se navnlig afsnittet: The scientific status, s. 158ff. Se endelig Marwedel, s. 253ff.
