Log ind

Boligpolitikken

#

Det er karakteristisk, at boligpolitikken kun ganske undta­ gelsesvis indtager førstepladsen i den offentlige diskussion af sam­fundets anliggender. Det viser sig imidlertid, at en lang række af de mere betydende samfundsproblemer ved nærmere undersø­gelse hænger nært sammen med bygge- og huslejepolitikken den sidste snes år.

Det får være nok at nævne, at mange af landets akutte øko­ nomiske vanskeligheder fra krisen omkring 1935 til krisen siden foråret 1954 har kunnet spores tilbage til byggeaktiviteten. Som nærmere undersøgt i en nylig medicinsk doktordisputats kan en række børnesygdomme føres tilbage til boligknapheden. Jurister og psykologer er ikke i tvivl om, at der er nøje forbindelse mel­ lem skilsmissehyppighed og bolignød, ligesom bolignøden er en kraftigt medvirkende årsag til den større ungdomskriminalitet samt til forekomsten af neuroser og andre tilpasningsvanskeligheder blandt den voksne del af befolkningen.

Boligpolitikken kan opløses i to bestanddele: byggepolitik­ ken og huslejepolitikken. Det er indlysende, at der på længere sigt er en nær sammenhæng möllern disse to dele; bliver bolig­ byggeriet dyrere, fx. på grund af inflation, vil det således være omtrent umuligt at hindre stigende huslejer. Det årlige boligbyg­ geri (20— 25.000 lejligheder) udgør imidlertid så lille en del af det samlede tal eksisterende boliger (godt 900.000), at boligbyg­geriet på kort sigt er uden indflydelse af buslejeniveauet. I tider med stor statsstøtte til byggeriet vil der på kort sigt heller ikke være nævneværdig sammenhæng den anden vej: mellem ændrin­ ger i huslejepolitikken og boligbyggeriets omfang. Det er derfor muligt at behandle boligpolitikkens to bestanddele uafhængigt af hinanden i første omgang.

Boligbyggeriet.

I tiåret 1940— 55 udgjorde boligbyggeriet gennemsnitligt 19.500 lejligheder. Til sammenligning tjener, at i tiåret før den anden verdenskrig blev der bygget gennemsnitligt 17.500 lejligheder. I begge tiår var boligbyggeriet imidlertid stærkt svingende. I de første år efter den anden verdenskrig lå byggeriet således på ca. 10.000 lejligheder om året, mens der i det hidtil største år, 1955, blev fuldført ca. 24.000 lejligheder. I førkrigsårene svingede tal­ lene fra et lavpunkt på ca. 13.000 i 1932 til ca. 23.000 i hvert af årene 1934 og 1935.

Det meget lave tal i de første efterkrigsår er i første række forårsaget af materialeknapheden. Ellers har den almindelige øko­ nomiske politik og omfanget af statens støtte til byggeried været de to faktorer, der altovervejende bestemmer byggeriets omfang.

Virkningerne af den økonomiske politik.

Der er næppe noget erhverv, der i højere grad end bygge­ riet — og specielt boligbyggeriet — påvirkes af den almindelige økonomiske politik. Når statens støtte ikke har form af rente­ tilskud, der — som i årene 1946— 54 — holder lånerenten fast uanset markedsrentens højde, vil selv små udsving i rentens højde have kraftige virkninger på omfanget af det nybyggeri, som sæt­tes i gang.

Kursniveauet for obligationer afspejler som bekendt rente­ niveauet, og tænker man sig, at der opstår en vis pengerigelighed i samfundet, kan det føre til en stigning (større efterspørgsel) i kurserne og dermed et fald i markedsrenten. Stiger kursen på en bestemt obligationstype fx. fra 90 til 95, betyder det, at byg­ herrer, der skal sælge de kredit- eller hypotekforeningsobligationer, de får udleveret efter at have tegnet lån i ejendommen, får et 5 pct. større beløb. Drejer det sig om et etagebyggeri, hvori der er en 1. og 2. prioritet på tilsammen 100.000 kr., betyder kursstignin­ gen, at kurstabet bliver 5.000 kr. mindre ved salg af obligatio­ nerne. Bygherren behøver derfor m indre egenkapital og v il der­ for — alt andet lige — være tilbøjelig til at igangsætte mere byg­geri, når renteniveauet er lavt (kursniveauet højt), end når ren­ ten er høj. Omvendt betyder en renteforhøjelse en vanskeliggørelse af byggeriets finansieringsproblemer og derfor en tendens til mind­ sket byggeri.

Det giver en fornemmelse af renteniveauets betydning for boligbyggeriet, når det nævnes, at for mellemkrigsårenes byggeri er det anslået, at omkring 60 pct. af huslejen udgjordes af rente­ udgifter. Rentepolitikken er således af afgørende betydning for boligbyggeriet i normale tider — i de senere år har det været nødvendigt at erstatte denne regulator med rationering af bygge­ tilladelser og andre direkte indgreb i byggeriets omfang.

Det har været særligt enkelt — øg derfor fristende — at på­ virke samfundets økonomiske aktivitet over byggeriets omfang, fordi sådanne indgreb — byggerationering og fastsættelse af rente­ niveauet — ikke kræver lovgivningsmagtens medvirken, således som tilfældet fx. er det for skatternes vedkommende. I efterkrigs­ årenes politiske ægdans er boligpolitikken derfor blevet brugt til skiftevis at dæmpe og fremme den samlede økonomiske aktivitet. Det bør i denne forbindelse fremhæves, at de svingninger, som derved er fremkommet i boligbyggeriet, liar haft ganske uheldige virkninger, idet samfundet opnår det bedste og billigste byggeri, når alle byggeriets medvirkende — arkitekter, finansinstitutter og arbejdskraft — er nogenlunde jævnt beskæftigede, når bygge­ rytmen er jævn, som det udtrykkes.

Når byggeriet har vist sig særlig egnet til at påvirke den samlede økonomiske aktivitet, skyldes det ikke alene, at rege­ ringsmagten og nationalbanken kan regulere på egen hånd, men også, at en særligt stor del af byggeriets omkostninger består af lønninger. En forøgelse af byggeriet, som den, der oplevedes fra vinteren 1953, øger derfor beskæftigelsen samt forbruget. Skønt boligbyggeriet ikke i sig selv er synderligt valutakrævende, stil­ les der gennem det større forbrug, som indirekte skyldes bolig­ byggeriet, større krav til valutareserverne. Omvendt, som tilfæl­ det var det fra vinteren 1954, fører en indskrænkning i boligbyg­ geriet til mindsket beskæftigelse og dermed nedgang i forbruget — også af frem med valuta.

Det må siges at være en svaghed ved de senere års bolig­ politik, at byggeriet er stimuleret mere end ønskeligt, når den økonomiske aktivitet som helhed ønskedes stimuleret, og omvendt at byggeriet har måttet bære særligt tunge byrder, når en for­ brugsbegrænsende politik er ønsket iværksat.

Statsstøtten til byggeriet.

Først i slutningen af forrige århundrede begyndte myndig­ hederne i større omfang at interessere sig for boligbyggeriet. De første virkninger blev en byggelovgivning, som i København stil­ lede en raikke krav til byggeriets tekniske og hygiejniske kvalitet, samt ydelsen af små statslån til arbejderboliger. Under og efter den første verdenskrig begyndte staten at yde støtte til bolig­ byggeriet (ikke mindst for at afløse de husvildebarakker, der op­ førtes i disse år, og hvoraf adskillige findes endnu). Efter en læn­ gere pause vedtoges i 1933 en nv boligstøttelov, der især tog sigte på gennem lån og tilskud at fremme andelsboligforeninger og almennyttige boligselskaber, der overvejende byggede for de min- drebemidlede. I 1938 udvidedes støtten til boliger for børnerige familier og gamle. Efter krigsårenes bestræbelser for at holde byg­geriet i gang kom i 1946 en meget omfattende byggestøttelovgivning.

1946-lovens hovedpunkter var:

1. Lån til ikke-forretningsniæssigt socialt byggeri kunne sam­ men med de foranstående lån udgøre indtil 97 pct. af anskaffelsessummen. Den årlige ydelse (rente + afdrag) fastsattes til 4,5 pct., der dog kunne nedsættes til 2,2 pct. (under visse omstændigheder til 1,7 pct.) af lånets ho­vedstol.

2. Lån til en- og to-familieliuse kunne på samme måde opnås op til 90 pct. af anskaffelsessummen. Den årlige ydelse kunne for mindrebemidlede, børnerige fam ilier nedsættes fra de normale 4,5 pct. til 2 pct. Der fastsattes grænser fo r håndværkerudgifternes størrelse.

3. Lån til forretningsmæssigt byggeri kunne fås op til 85 pct. af anskaffelsessummen til mindre lejligheder. Den årlige ydelse kunne nedsættes i in d til 20 år ved afdragshenstand eller rentenedsættelse. Mindsteydelsen var 2,2 pct.

4. Lån til ombygning af ældre ejendomme, til supplering af udstyret i skrabet byggeri, til forsamlingshuse, biblioteker, opdragelseshjem niv.

5. Tilskud til socialfilantropisk byggeri for den mindstbemid- lede del af befolkningen og til børnerige forsørgere.

6. Skattefritagelse (helt eller delvis) for den væsentlige del af det nye byggeri. Fritagelsen begrænsedes til 22 år.

Loven blev til under indtryk af den stadigt større afstand, der i krigsårene var opstået mellem byggeomkostningerne og størrelsen af de lån, kredit- og hypotekforeningerne fandt det forsvarligt at yde. Det private byggeri, der i årene umiddelbart før krigen havde forestået den altovervejende del uden offentlig støtte, kunne ikke tilvejebringe den større egenkapital, som målte til, efter at låneinstitutionernes andel i finansieringen faldt. Sta­ten trådte derfor til med en tredieprioritet, der sammen med 1. og 2. prioriteten som nævnt kunne andrage op til 97 pct. af an­ skaffelsessummen.

Lovens ledemotiv var, at hovedparten af byggestøtten skulle ydes til en rentefod (3,5 pct.), der stort set svarede til markeds­ renten. Undtagelserne var de mere socialt betonede områder, for hvilket der ikke alene opnåedes den nødvendige 3. prioritet, men som også kunne nydé godt af afdragshenstand og rentenedsættel­ ser eller huslejetilskud.

Set på denne baggrund virker loven ikke så barok, som man senere i mange tilfælde har fremstillet den. Urimeligheden i de følgende års statslige byggestøtte lå mindre i 1946-loven som så­ dan, end i at reglerne bibeholdtes længe efter, at forudsætningerne var bristede, idet renteniveauet efter et par års forløb steg væ­ sentligt og siden 1951 liar ligget over 6 pot. Behovet for lån, der på normale vilkår betød et årligt rentetilskud på omkring to pro­ cent, samt et tilskud på mere end fire procent for de særlige til­ fælde, der var blevet langt flere, end oprindeligt forudset, antog dimensioner, statsmagten ikke uden videre kunne overkomme. For at neutralisere byggestøttelånenes tendens til at skabe pengerigelighed, bemyndigedes finansministeriet til løbende at optage lån i markedet; den effektive rente af disse lån har de sidste år ligget over 6 pct. og ofte i nærbeden af 7 pct.

I 1954, da statens forpligtelser over for boligbyggeriet siden 1946 blev anslået til ca. 3,500 mili. kr., faldt finansministeriets obligationssalg væsentligt, og folketinget reviderede 1946-loven i efteråret. Allerede i foråret 1955 blev loven atter revideret, denne gang med gyldighed til 1959.

For det første fastsattes en faldende skala for det samlede beløb, der i hvert af de fire år kan udbetales som byggestøttelån. Tallet for 1955—56 blev 335 mili. kr. mod et udbetalt beløb på godt 600 m ili. kr. i hvert af kalenderårene 1954 og 1955. De 335 m ili. kr. og de godt 600 m ili. kr. kan dog ikke um iddelbart sam­ menlignes, da rentetilskuddet som nærmere omtalt nedenfor er­ stattedes med et årligt driftstilskud. For 1956/57 blev grænsen 315 m iil. kr., og for toåret 1957— 59 begrænsedes lånesummen til 300 mili. kr. om året. Samtidig afgrænsedes de beløb, der hvert år kan stilles til rådighed for de enkelte byggeformer; halvdelen skal således gå til socialt byggeri og godt en fjerdedel til privat byggeri. Resten er forbeholdt byggeri for mindrebemidlede samt socialt og kulturelt betonet byggeri i øvrigt.

Loven tilsigter videre en afvikling af det ofte kostbare byg­ geri, der har fundet sted for statslånsmidler, og som i nogle til­ fælde uomtvisteligt har tangeret det luksuøse.

De lånegrænser, der indførtes med 1946-loven, er i de fleste tilfælde nedsat en smule. Lånenes løbetid kan højst være 60 år (hvoraf de første 15 år er afdragsfrie). Lånene forrentes med mar­ kedsrenten for langfristede statsobligationer. Til gengæld yder statskassen — til erstatning for 1946-lovgivningens rentenedsættel­ ser — et årligt driftstilskud, der udgør 11 kr. pr. kvadratmeter i socialt bvggeri og 8 kr. i privat boligbyggeri. Tilskuddene ned­ sættes fra 1966 gradvist for helt at bortfalde i 1974.

Endelig bor det nævnes, at også den nyeste lov opretholder en særlig form for støtte til privat byggeri, hvorefter parcelhuse kan opnå statslån på 41/> pct. til et beløb, der svarer til højst 125 pot. af kredit- og hypotekforeningslånene. Denne støtteform, der indførtes i 1952, fritager bygherren for den besværlige og tidkrævende forhandling med myndighederne om godkendelse af byggeriet, og er nu udvidet til at omfatte mindre etagebyggeri (indtil 36 lejligheder; renten er dog her 5l/2 pct. p. a.). Denne lånetype — der ikke er forbundet med ydelsen af driftstilskud — har således især til formål at skaffe den tredieprioritet, som er nødvendig, så længe kredit- og hypotekforeningslånene ikke udgør den „normale“ del af finansieringen. Der kan højst udlånes 15.000 kr. pr. hus til den gunstige rentesats.

På en række af de mindre betydningsfulde områder (skatte­ fritagelse, tilskud til socialfilantropisk byggeri mv.) fortsætter den nye lov 1946-lovens tankegang.

Boligbyggeriets normalisering.

Der kan næppe være tvivl om, at 1955-loven må betragtes som en begyndende normalisering af boligbyggeriet. Det gælder ikke længere om for omtrent enhver pris at presse boligbyggeriet i vejret. Der er lagt vægt på, at de vordende bygherrer i højere grad end tidligere præsterer en vis egenkapital, og på en rimelig og fornuftig anvendelse af de offentlige midler. Allerede efter re­ visionen i 1954 konstateredes et bemærkelsesværdigt fald i byg­geriets håndværkerudgifter, skønt det officielle byggeomkostningsindex stadig var stigende. Det må påregnes, at denne gunstige virkning vil vise sig at være forstærket, når der foreligger nær­ mere oplysninger for byggeri opført efter 1955-loven. Endvidere må man vente, at etagebyggeriet, der ret naturligt er billigere pr. lejlighed end enfamiliehusene, vil stå sig bedst i konkurrencen om de mere knappe statslån.

Det vil imidlertid fremgå af det foranstående, at der endnu er et godt stykke vej igen, inden statsstøtten er af samme omfang som i førkrigsårene, da der hovedsageligt kun ydedes lån og til­ skud til m indrebem idlede børnerige fam iliers boliger. Det er vel mere end tvivlsomt, om en sådan tilbagevenden kan ventes — i det mindste indtil der er fundet en anden tilfredsstillende finan­ sieringsform for det beløb, der ligger mellem kredit- og hypotek­ foreningernes lån og et rimeligt krav til egenkapital.

Der har i efterkrigsårene været en glædelig tendens til at bygge større lejligheder end tidligere. Mens næsten halvdelen af samtlige lejligheder ved krigsafslutningen var et- eller toværelsers, har godt to trediedele af de opførte lejligheder i de senere år væ­ ret på mere end to værelser. Samtidig er der sket en forøgelse af det antal kvadratmeter, der hører til hver lejlighed. Centralvarme, badeværelse mv. er i langt højere grad end tidligere standard­ udstyr ved det nye byggeri. Endelig kan der være grund til at fremhæve, at der gennem byggelove, byplanlovgivningen mv. er opnået en række, andre fordele ,i form af friere beliggende, bedre gennemtænkt byggeri, således at der også på dette punkt er sket en forbedring af standarden i forhold til 1930-tallets byggeri, der kvalitetsmæssigt gennemgående lå en hel del over tidligere byggeri.

Sven Reiermann.

Artikel
Publiceret den 21. jan. 1956
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner