«Journal des sciences militaires» har i flere Hefter bragt en af A. G., ancien élève de l’école polytechnique, forfattet Artikel, benævnet »Chalons Armeen», hvor der fremstilles den hele Hække Fejl, som forte til den franske Armees Undergang, samt nærmere undersøges, paa hvem Ansvaret for Katastrofen ved Sedan falder. Af Artiklens Slutningsbemærkninger i Septemberheftet skjønnes de følgende at have on mere almindelig Interesse. »Foruden de særlige og umiddelbare Grunde til Kapitulationen ved Sedan findes der mere almindelige Grunde, som maa søges i selve den franske Armees Til stand. Var Tropperne ikke tilstrækkelig øvede i lirugen af de ny Vaaben, saa var fremfor alt deres Chefer uduelige til at føre dem, og dette i desto højere Grad, jo højere de stod i det militære Hierarki. Fjendskab til Krigskunstens vigtigste Principper og Trangen til Ini tiativ manglede fuldkomment hos Troppeførerne. Derfra stammer den sande Grund til vor Underlegenhed og Kilden til alle de Nederlag, som vi i en uafbrudt Hække have lidt ligefra Felttogets liegyndelse. Der er ganske vist en meget simpel Maade, hvorpaa man kan forklare alle Nederlag, og som fritager for en hver Analyse af Hegivenhederne. Det er ved simpelthen at fortælle, at vi ere bleven slaaede, fordi vi liave haft færre Mand og færre Kanoner end vore Modstandere. Den store Mængde finder Behag i deslige Forklaringer, thi dels fritage de for al videre Undersøgelse, dels saares den nationale Æresfølelse mindre ; men ulykkeligvis stemme disse Udsagn ikke overens med Virkeligheden. Troer man f. Ex., at Krigshistorien viser mange Situationer saa gunstige som dem den 6. August ved Forbach? 2. og 3. Korps var i faa Timer istand til at give Møde paa Kamppladsen. Vi havde om Eftermiddagen kunnet an gribe med 70000 Mand, medens Fjenden ikke havde Halv delen at sætte imod os. Nederlaget paa dette Sted skyldes kun Ligegyldighed hos Cheferne for 2. og 3. Korps. Og hvorledes maa Dommen lyde om Kampen ved Rezonville? Hele denne Dag havde vi dobbelt saa stor Styrke som Tydskerne, og dog sejrede vi ikke, fordi Bazaine intet forstod af Situationen, og fordi hans Korpschefer savnede Initiativ. Underlegenheden i Tal er altsaa ikke den sande Aarsag til vore Nederlag. Man kommer til samme Resultat, hvad angaar Underlegenhed i Vaaben; var end vort Artilleri det tydske underlegent, vare dog vore Geværer bedre end deres, løvrigt behøver man blot at lægge Mærke til Resultaterne af de første Kampe for at overbevise sig om, at vor Bevæbning ikke var til Hinder for at tage Kampen op med vore Modstandere. Fra Worth og til Beaumonl have vi mistet 40000 Mand Døde og Saarede, medens Tydskerne have mistet 60000. Ganske vist har vort Tab mange Gange været kjendelig større, naar man nemlig medregner de Tropper, vi mistede som fangne af Tydskerne; men dette skyldes kun Nederlaget, som mange Gange kunde være undgaaet ved en behændigere Opereren. Det er derfor ikke korrekt at sige, at Underlegenhed i vore Stridsmidler har været den fornemste Kilde til vore Nederlag*). Disse skyldes kun den Omstændighed,at hæren i sin Helhed var slet oplært, og fremfor alt, at den kun havde middelmaadige Chefer. Hvis vort Rytteri havde været vænnet til Eklærerings- tjenesten, vilde vi ikke være bleven overraskede hverken ved Rezonville eller ved Weissemburg eller ved W'orth. Saafremt vore Generaler havde været gjennemtrængte af den Tanke, som tidligere var almindelig i vor Hær, at, naar man ikke har bestemte Motiver til at handle anderledes, bør man marchere efter Kanontordenen, vilde 3. Korps’s Divisioner være mødte paa Kamppladsen ved Forbach, og vi vilde have kastet Preusserne i Saarfloden. Hvis man ikke i vore Generaler havde indpodet de falskeste Lærdomme angaaende forskaudsede Lejres Rolle, Ideer, der bleve prædikede af vore Ingeniørofficerer, og som burde være modtagne med Mistillid, fordi de stod i Strid med alle store Feltherrers Anskuelser —, vilde Marechal Bazaine ikke have bestræbt sig for fremfor alt at forblive bunden til Metz. Havde han været ledet af Trangen til at komme bort fra Metz, vilde han sand synligvis have vundet Slaget ved Rezonville, og i hvert Fald vilde han efter dette Slag have stræbt at naa Maas- floden fremfor at trække sig ind i Metz. Lignende Fejl vise sig under Chalons - Armeens Operationer. Med noget Initiativ og med den Overbevis ning, at i Krig vindes kun et Resultat ved at søge Kamp og ikke ved principmæssig at undgaa den, vilde General Bordas den 26. Aug. ikke have rømmet Grand Pré for nogle preussiske Kavalerister; tvertimod vilde han, hvis han havde angrebet dem, faaet at vide, hvad der stod overfor ham, og han vilde ikke have vildledt sine Chefer ved fejlagtige Rapporter. General Failly vilde den 27. ikke være forbleven uvirksom foran Buzancy. Den lnstrux, han havde faaet, vilde ikke have forhindret en preussisk General i at tage Offensiven og i, efter at have forjaget det fjendtlige Rytteri, at erkjende Situationen. General Douay vilde ikke have ladet sig imponere af nogle Ryttere den 29. under sin Marche fra Boult-aux-Bois til Stone og for sinket sin Marche i den Grad, at han troede at burde standse i Oches istedetfor at vinde Stone. Havde han i det mindste sendt sit Train videre, vilde han ikke næste Dag være hæmmet i sin Marche ved en 15 Kilometer lang Vognrække. Med nogen Paapasselighed vilde General Failly ikke være bleven overrasket ved Beaumont, men være bleven underrettet om Preussernes Nærværelse paa anden Maade end ved Granater i sin Bivouak. Endelig vilde en simpel Undersøgelse af Terrain og Kaart have viist Vigtigheden af Deflleet ved la Falizette d. 31. Selv om man havde den Beslutning at holde ud den 1. Septbr., behøvedes der kun en ganske elementær Forudseenhed for at forstaa Nødvendigheden af ikke at lade denne Passage staa aaben for de tydske Tropper. Det var saa- ledes ved en Række af Fejl og Forsømmelser, at den franske Armee under fortvivlede Forhold maatte optage Kampen med Tydskerne. Med eet Ord, vi bleve slaaede, fordi Tydskerne forstod sig paa Krig, og fordi vi ingen Anelse havde om Krig. Man kan endog sige, at enhver skarpsindig Iagttager maatte have kunnet forudsige vort Nederlag inden Fjendtlighedernes Begyndelse. Det er fornemmelig ved Sedan og Metz, at vor Militærmagt er bleven tilintetgjort. Men hvis man havde undgaaet disse Nederlag, vilde man ad andre Veje være kommet til samme Slutnings-Resultat. Sedan var en Følge af den hele Tilstand ligesaafuidt som Jena var det for Preusserne 60 Aar tidligere. Marecha,lerne Leboeuf, Bazaine og Mac Mahon bære Ansvaret for vore Ulykker, fordi de tilfældig stod i Spidsen for vore Hære; men den franske Armees Tilstand var en saadan, at. bortset fra en eller to Undtagelser, var dens andre Chefer ikke istand til at gjøre det bedre, og vilde ikke have gjort det bedre, hvis de havde været kaldede til at styre Operationerne. Hvad var Grunden til Underlegenheden i den franske Armee og fremfor alt til Underlegenhed i Føringen? Hvad Tropperne angaar, var deres Uddannelse utilstrækkelig, fordi den var slet ledet. Hvis Fodfolket ikke var bevandret i Taktikken, saaledes som den maa vare efter de moderne lldvaabcns Indførelse, hvis Artilleriet ikke var indøvet i Skydning, hvis Kavaleriet ikke kjendte Eklærerings- eller Sikringstjenesten, saa er det fordi man ikke havde lært dem det. Det er ikke fordi man gav lem daarlige Regle menter, men fordi der ingen Vægt blev lagt paa Arbejde i Hæren. Ved Inspektionerne brød man sig blot om nogle Parademanøvrer og fik intet Kjendskab til, hvad Tropperne formaaede; Tropperne lærte kun, hvad man forlangte af dem, men kjendte intet af, hvad der behøves for at gjøre Fyldest under Krig. Det samme gjælder om Officererne af alle Grader, og hvorledes havde det kunnet være anderledes? En dybere gaaende Interesse for den militære Stilling kunde være fremkaldt ved Udsigten t.l godt Avancement. Men hvorfor skulde Officererne arbejde, naar det var noto risk, at Belønningen ikke i fjerneste Henseende stod i Forhold til Arbejdet eller Fortjenesten? Naar man som Løjtnant kunde sin Theori, naar man som Kaptejn var vel anset for Samvittighedsfuldhed og for at holde Kompagniet i god Stand, naar man havde gode Forbin delser og fremfor alt en saadan Aandssmidighed, at man kunde billige alt, hvad Foresatte gjorde, uden i fjerneste Henseende at bryde sig om selvstændig at overveje Sagen, ja, da var alt gjort, hvad man for angte af Subaltern officerer, for hurtig at poussere dem op til de højeste Grader. Og denne Villighed til at underordne sig blev op fattet ikke alene som Bevis paa god Disciplin, men stundom tillige som Bevis paa Intelligens. Hvad Cheferne angik, havde nogle af dem op- naaet Avancement efter at have tilbragt 10—15 Aar i Ministeriets Bureauer, hvor de stod fremmede overfor militære Spørgsmaal og ukjendte med alle Fremskridt. De bedste havde udmærket sig ved en eller anden glim rende Daad i Afrika eller Mexiko, og der behøvedes ikke mere for at naa op til Hierarkiets højeste Trin. Selv følgelig maa man vogte sig for at undervurdere saavel den personlige Tapperhed som den daglige Paapassenhed; tvertimod, disse Egenskaber ere af højeste Vigtighed ved Føringen baade af smaa og store Led. Men til at be klæde de højeste Grader kræves endnu andre Egenskaber. Man syntes imidlertid at være naaet til den Tro, at det for at naa de højeste Grader var nok paa ethvert Trin tilfredsstillende at have udført sin daglige Tjeneste, og at, naar man havde opnaaet Graden, fik man vel ogsaa den nødvendige Dygtighed til at udfylde sin Post. Saa- ledes var unegtelig Forholdet med alle den franske Armees Chefer, og derved forslaas den mindre Dygtighed, hvoraf de var i Besiddelse; thi at sætte Mænd paa de højeste Kommandoposter i Ilæren blot fordi de have været dyg tige Kaptejner eller vel endog fortræffelige Oberster, som have ført deres Hegiment smukt ved en In spicering, det er ganske det samme, som man under Paaskud af at ville belønne de bedste Kommunelærere udnævnte dem til Professorer ved Collège de France. Der gives for Officerer to Slags Viden, som skarpt maa adskilles. Den ene Slags erhverves ved den daglige Tjeneste, men den anden kan kun erhverves ved et utrætteligt personligt Arbejde, ved alvorlig Læsning og ved grundige Studier. Er end den første Viden til strækkelig til at føre Kompagni, Eskadron eller Batteri, vel endog et Hegiment eller en Brigade, saa er helt andre Kundskaber uundværlige, naar det drejer sig om at lede en Armees Operationer. Disse kunne ikke søges i Reglementerne; at ville søge dem der, det er det samme som at ville lære højere Mekanik af en Bog om elementær Algebra. Naar en Mathematiker eller Astronom sætter sig for at ville naa op i Højden med Videnskaben, studerer han Newton, Lagrange og Laplace, Poinsot og Cauchy. Den, som vil glimre i Lærdom, sætter sig ind i græsk og romersk Literatur, han studerer franske Forfatteres Mesterværker som Bossuet og Corneille, Molière og Vol taire. De, som vil hellige sig til Philosophien, studere Platons og Aristoles’s Systemer, Descartes, Leibnitz, Kant og Hegel. Det er ikke ved kun at vide Besked med Elementerne af Algebraen og Geometrien eller med Gram matikkens Kegler eller med Logikkens første Principper, at man kan vente at glimre blandt Samtidige. Men militære Reglementer og Theorier ere kun at betragte som Officerernes Grammatik; de, som blive staaende ved dem, ere ikke egnede til højere Kommando poster. Man maa end ikke tro, at Krigskunstens højere Dele kunne læres paa Lndervisningsanstalterne. Ilvor gode end Foredragene kunne være, og mangen Gang ere de næppe det, kan en Lærer dog kun vise Vej ; han kan føre andre ind paa Vejen, men det, der staar tilbage at lære, det er at kunne gaa ene. Det var ikke paa Militærskolen i Brienne, at Bona parte lærte at kommandere en Armee; det var i Løn kamret, at han forberedte sig til Felttogene i 1796 og 1805. Intet kan erstatte det personlige Arbejde, og kun de ere værdige til store Kommandoer, som have gransket de store Feltherrers Bedrifter og Skrifter. Men Ry for at arbejde var i Frankrig næppe nok en Anbefaling for en Officer, og hvis Officeren efter et alvorligt Studium fik Betegnelsen Lærd, var det ude med hans Avancement, lian blev fra dette Øjeblik anset for ude af Stand til at føre Tropper, blev stillet i Skygge og kunde ikke mere hæve sig. Det kunde vel endog hænde, at i jo højere Grad Cheferne selv var uvidende, i desto højere Grad vare de forbitrede paa de Officerer, der arbejdede. Der er Folk, som er i den Grad dovne, at de ikke kan lide, at andre arbejde, omtrent som pjaltetklædte Folk fyldes af Had og Misundelse, naar de se velklædte Personer. For at hævne sig paa Undergivne, der vare dem overlegne, gav de dem et slet Skudsmaal, som da fulgte dem hele deres Løbebane, og som de aldrig kunde blive kvit, hvad de end gjorde.
Med eet Ord, alt var gjort for at hemme fortjente Officerers Avancement, og den franske Armee i 1870 frembød det Ejendommelige, som imidlertid er den sande Grund til Frankrigs Ulykke, at Generalernes Dygtighed ikke var større end Kaptejnernes. Der gjøres ganske vist undertiden den Indvending, at naar Officererne tidlig tage fat paa Studiet af Krigskunstens Principper, ville de komme til at forsømme deres daglige Tjeneste. Men denne Indvending er næppe alvorlig og er i Reglen et Tegn paa, at de, som fremføre den, selv ere ude af Stand til at gjøre disse Studier, med andre Ord, en saadan Indvending minder om Fablen om Ræven og Rønnebærrene. Man kan meget vel hengive sig til Studier og dog forstaa ligesaagodt som andre at føre et Kompagni, et liatteri eller en Bataillon. Og hvis man siger, at disse Studier ere unyttige for den unge Officer, og at det er tidsnok for ham at sætte sig ind i dem, naar han naaer op i de høje Stillinger, saa svarer vi, at intet er fejlagtigere; den menneskelige Aand trænger ligesaafuldt som andre Organismer til at holdes i Virksomhed; forsømmes dette, ruster den saa at sige, og hvis en Officer har tilbragt tyve Aar af sit Liv uden at tænke, læse eller bruge sine Evner, vil han, naar den Tid kommer, da han skal bruges i højere Stillinger, ikke være istand til at berige sig med de Kundskaber, som den højere Grad gjør det nødvendigt for ham at være i Residdelse af. Forøvrigt bør man ikke nære den Frygt, at man skulde komme til at mangle dygtige Subalternofficerer, fordi man opmuntrer til videregaaende militære Studier. Man kan være sikker paa, at selv efter en kraftig Impuls vil kun faa hengive sig dertil, fordi nemlig kun faa ere egnede dertil. Man maa klare sig, at der næppe i Frankrig, mere end i noget andet Land, findes mange Mænd, der ere istand til at kommandere en stor Armee; men til samme Tid maa det erkjendes, at det ikke er nødvendigt at besidde et større Antal Hærførere. Antager man den nuværende franske Armee inddelt i 4 Armeer, er det nok at have 4 kommanderende Generaler med en Højstkom- manderende og en Generalstabschef. Formeres der 5 Armeer, behøves der en kommanderende General mere. Altsaa det, der behøves, er 6—7 Generaler med overlegen militær Dannelse; men det er allerede et forholdsvis be tydeligt Antal; i intet Land har man nogensinde fundet saa mange i et og samme Moment. Sagen er at finde dem, og for at kunne det, maa man søge dem i rette Tid; thi de Egenskaber, som forlanges af en Chef for en Armee, ere ikke haandværksmæssige, men naturlige Anlæg. De erhverves ikke ved at gaa Graderne igjennem; de, som har dem, vise dem strax ved Begyndelsen af deres Løbebane. flår man opdaget disse Mænd, bør man vel ikke gjøre dem til Generaler i 25 Aars Alderen; men man bør bruge dem i Stillinger, hvor andre vnkeligen viide strande. Det er saaledes, at Cheferne i den tydske Hær ere bleven valgte, og hvorfor Kommandoen der ogsaa vilde være fort paa en overlegen Maade, selv om der ivke i Spidsen havde staaet en Mand med stort militært Geni. Den franske Armees Chefer derimod have kun v i i s t. ringe Dygtighed og have ikke viist sig skikkede til at tage Kampen op med hine. Og dog var der i Frankrig Mænd, der var istand til at føre Armeer; man saa det, da Chanzy blev sat i Spidsen for Loire-Armeen, desværre paa ot Tids punkt, da Spillet alt var tabt. For at finde saadanne Mænd forinden Nederlagene havde man burdet træffe sit Valg med stor Omsigt. Dertil havde behøvedes Mænd som Moltke og Kejseren af Tydskland, der udelukkende med Statens Vel for Øje besætte Førerposterne i Hæren. Det var som Følge af et slet Valg, at de Egenskaber, som kræves i de højere Kommandoposter, manglede hos den franske Armees Chefer, og det var som Følge af en slet Styrelse, at Massen af Officerer af alle Grader ikke gjorde Fyldest. Een Egenskab manglede fremfor alt; det var Evnen til at tage Initiativet. Men i denne Evne ligger en Armees Styrke saavelsom i Disciplinen. Er hin Evne for stærkt fremtrædende i de lavere Rækker, kan den være farlig for Disciplinen, men den er paa den anden Side en uundværlig Betingelse for den højere Ledelse. Og gives der ingen Egenskab af større Nødvendighed, saa var der paa den anden Side ingen Egenskab, der fandtes sjeldnere i den franske Hær. Trangen til at tage Offensiven existerede slet ikke i 1870, og dog er dette Aanden i Krigsførelsen. Gjør man alle sine Bevægelser afhængig af Modstandernes, er man vis paa i det mindste ved en eller anden Lejlighed at komme i en uheldig Situation, hvilket kan føre til Nederlag, medens man ved selvstændig Handlen kunde være kommet derfra med Hæder. Man kan med eet Ord sige, at var Troppernes Uddannelse utilstrækkelig, saa var Officerernes militære Opdragelse Nul. Derfor blev den gunstige Lejlighed aldrig benyttet, hverken ved Forbach, Rezonville eller senere ved Orleans, hvorimod den franske Hær netop ved sin Mangel paa Initiativ blev drevet ind i de farefuldeste Situationer. Vi vilde være lykkelige, om Forholdet er anderledes i 1885, men vi vove ikke at paastaa det. Der er i den nyeste Tid i Frankrig rejst mange fortifikatoriske Værker, støbt mange Kanoner og bygget mange Jernbaner. Ud dannelsen har i alle Henseender gjort Fremskridt: Fod folket forstaar bedre at udvikle sig til Kamp, Rytteriet bedre at foretage sine Rekognosceringer, Artilleriet bedre at afgive sin Ild; men tør man paastaa, at der er gjort Fremskridt i Henseende til egentlig militær Viden i højeste Forstand? Er den franske Armees Chefer nu trængt ind i Principperne for Føringen af Armeer? Det, det kommer an paa, er at uudgaa Fejl i Valget af Førere; og for at finde Mænd, der ere istand til at be klæde disse høje Funktioner, maa der ses nøje til, thi for at gjentage det, deres Tal er ikke stort i noget Land. Men istedetfor at vælge med Omsigt griber man næsten til tilfældig, og hvis man istedetfor at forhøre sig om militære Egenskaber, vel endog gaar efter politiske Hen syn, saa ere alle Chancer forhaanden til i Spidsen for Hæren at faa Mænd, der ere aldeles ude af Stand til at føre den. Hvis ydermere Advokater, Journalister og Ingeniører, der ere lige saa indbildske, som de ere uvidende, ville blande sig ind i Operationerne, saa kan man sige, at ikke alene alt staar paa Spil, men at alt er tabt. Dermed er givet, hvad der maa være Omsorgen for en [legering, der vil være rede til at begynde en stor Krig, og dette Regeringens Hverv er ikke alene det vigtigste, men tillige det vanskeligste.» Vi have gjengivet Ovenstaaende nogenlunde ordret efter den franske Original uden i mindste Maade at ville drøfte det Spørgsmaal, hvor vidt Forf. maatte have Ret i alle Punkter, saaledes særlig i hans Anskuelse om, at Under legenheden i Tal ikke kan tillægges videre Betydning, hans strenge Dom om de franske Hærførere o. s.v.
