Log ind

Anvendelse af krigshistorie i søværnet, herunder ved Søværnets Officersskole

#

Afkommandør N.A. Bindner, der er stabschef ved Søværnets Operative Kommando.

Foranlediget af de i Militært Tidsskrift senest udgivne artikler omkring temaet krigshistorie samt den af generalløjtnant K.G.H. Hillingsø udarbejdede rapport vedrørende krigshistorieundervisning og anvendelse af krigshistorisk konsulent, der formentlig ligger til grund for udgivelserne, finder Søværnets operative Kommando anledning til kort at kommentere emnet, herunder orientere om de vilkår anvendelsen af krigshistorie i søværnet eller rettere ved Søværnets Officersskole har. Vi finder, at oprettelsen af et krigshistorisk center ved Forsvarsakademiet principielt er en god ide, der bør nyde fremme. Det er vores opfattelse, at et værnsfælles krigshistorisk center generelt vil være et godt fundament til at støtte/styrke værnenes officersskoler og Forsvarsakademiet i bestræbelserne på at bibringe den enkelte kadet/officer forståelse for betydningen af et grundlæggende kendskab til eget og i nogen grad øvrige værns krigshistorie, herunder selve krigshistorieundervisningen. Det skal dog her retfærdigvis bemærkes, at søværnet traditionelt ikke tillægger eget værns krigshistorie med hensyn til doktrinforståelse og -udvikling nær samme betydning som hæren eksempelvis gør. Dette skal nok primært ses i lyset af de store og fundamentale forandringer den teknologiske udvikling løbende har medført for søkrigens natur og doktrinære grundlag. Heraf følger mere eller mindre naturligt også, at søværnet kun i mindre grad og sporadisk har afsat ressourcer til egentlig forskning i (nyere) søkrigshistorie. Et værnsfælles krigshistorisk center og det dertil knyttede personel vil således kunne yde støtte til og styrke krigshistorieundervisningen ved Søværnets Officersskole inden for krigshistoriske områder relateret primært til værnsfælles operationer, herunder specielt doktrinforståelse/”modus operandi” på videreuddannelsestrin I og sekundært til øvrige værns krigshistorie på officersgrunduddannelsen. På officersgrunduddannelsen ved Søværnets Officersskole har undervisningen i søkrigshistorie igennem mange år været varetaget af en civil universitetsuddannet historiker med speciale i marine- og søkrigshistorie (tillige søværnets historiske konsulent). Et forhold vi ikke finder grundlag for at ændre og det synes endvidere muligt fortsat at kunne rekruttere denne ekspertise. Formålet med undervisningen i søkrigshistorie har været at dække (militær- og) marinehistorie med hensyn til den almindelige udvikling af søkrigens mål og midler gennem tiderne. Endvidere at dække stands- og traditionshistorie med hensyn til den danske flådes specielle insti-tutionshistorie og de særlige traditioner, der knytter sig til denne, herunder en almindelig forståelse for maritime traditioner. Altså en mere bagudrettet og forståelsesorienteret anvendelse af søkrigshistorien. Den mere doktrinrelaterede og fremadrettede undervisning i søkrigshistorie, betegnet som søkrigslære, gennemføres normalt af udefrakommende tjenestegørende søofficerer. En mere optimal situation ville naturligt være en fast tilknyttet søofficer med en bredere og måske mere videnskabelig krigshistorisk baggrund. Formålet med søkrigslære er blandt andet at skabe grundlag for doktrinforståelse i tilknytning til undervisningen i taktik/operationer, dog ihukommende søværnets relativt begrænsede udnyttelse af doktrinudvikling som resultat af søkrigshistorien. På videreuddannelsestrin I ved Søværnets Officersskole har der ind til videre ikke været undervist direkte i søkrigs- eller militærhistorie i almindelighed. Uddannelsen er p.t. under revision blandt andet med henblik på en væsentlig styrkelse af området værnsfælles operationer. Det forekommer derfor i denne sammenhæng relevant og naturligt at indarbejde desideret undervisning i krigshistorie som støtte til og grundlag for det udviddede behov for doktrinforståelse værnsfælles operationer tilsiger. Til denne undervisning vil det være absolut ønskeligt af have en (sø)officer med stor værnsfælles bredde og generel dybde i krigshistorie tilrådighed. Afslutningsvis skal det bemærkes, at søværnets historiske konsulent er i færd med at skrive en samlet lærebog til undervisningen i søkrigshistorie som har manglet de sidste mange år. Bogen forventes klar til udgivelse i løbet af 1997.