Den første slesvigske Krig 1848— 50 at’ N. P. Jensen, Oberst. Kjøbenhavn. V. Trydes Forlag 1898. Pris 7 Kr.
Det er med eu vis Selvovervindelse, at vi, der lienhore til den lidt ældre Generation, give os i Lag med et nyt Værk om Treaarskrigen. Vi har ikke selv oplevet den og kan altsaa ikke have den Nydelse at opfriske Minder; men vor Barndom faldt i en Tid, da denne Krig endnu var „sidste Krig“ , og saa snart vi kunde skønne, var det vor største Glæde at lytte til Foreællinger om Feltlivet og at synge de frejdige, glade Sange, som ikke blot var bleven Hærens, men hele Folkets E, e. Efterhaanden som vi blev ældre, læste vi alle de populære Beretninger om hele Krigen eller Episoder af den, som i Halvtredserne og Begyndelsen af Tredserne spredtes over Land e t, og da vi kom til Skælsaar og Alder, teg vi fat paa de sammenhængende Fremstillinger, der mødte op med mere eller mindre videnskabelige Præten doner. Vi læste Vaupells livlige og lette, maaske lidt for lette Skildringer, vi arbejdede os igennem Generalstabens grundige og udførlige, maaske lidt for udførlige Fremstilling, og adskillige af os kom ogsaa igennem F. Idols I og A. Larsens Værk med den lidt søgte Titel „Felttogene i vore første Frihedsaar“ . Men saa blev vi ogsaa oprigtig talt lidt trætte og mødte ethvert nyt Forsøg paa at behandle det saa stærkt eksploderede Stof med Mist~o. Selvfølgelig modtog vi med Glæde tie nye Oplysninger, der fra Tid til anden fremkom, om hidtil dunkle cg uopklarede Punkter og Perioder af Treaarskrigens Historie, men en ny samlet Fremstilling af de tre Felttog forekom os overflødig; „vi kunde jo det hele udenad“ . Nu er der imidlertid, netop i Jubilæumsaaret, fremkommet en saadan Fremstilling; og det skal straks siges, at den ikke er overflødig. Oberst Jensens Bog er populær uden at lægge an paa at være det, den kan læses med Udbytte baade af Lægfolk og Fagmænd, den vil interessere det Publikum , der studerer „Militært Tidsskrift“ i fuldt saa høj Grad, som den i sin T id glædede Abonnenterne paa „Nordstjernen“ , i hvis Spalter „den første slesvigske K rig“ oprindelig fremkom. Men Forfatteren sidder ogsaa inde med ualmindelige Betingelser for at kunne skrive paa engang populært og videnskabeligt. Han har indgaaende Kendskab til Stoffet og forstaar at anvende Kritik, hans Opfattelse er altid selvstændig, han raader over en usædvanlig Fremstillingsevne og har endelig don hos Treaarskrigens Historikere snart sjældne Betingelse, som Tyskerne kalder „das Mitdabeigewesensein“ ; derved faar Skildringen en egen Varme og Farve, som aldrig kan gives af den, der ikke selv har været med. Fremstillingen af Slaget ved Isted fortjener særlig at fremhæves. I en knap og klar Form giver den en fortrinligt ordnet Oversigt over Begivenhederne den 24.— 25. Juli 1850. Der bruges ingen overflødige Ord, medtages ingen unødvendige Detailler, og dog er Skildringen fyldig, livfuld og i høj Grad instruktiv.
Bogens første Afsnit behandler Slesvigholstcinismens Forhistorie. Forfatteren gaar let henover de holstengottorpske Stridigheder, der heller ikke staa i direkte Fo rbindelse med det senere slesvigholstenske Spørgsmaal. Det kunde maaske være fremhævet, at de danske Konger, støttede af Ridderskabet, kæmpede for Sammenholdet mellem Hertugdømmerne, medens de gottorpske Hertuger intet varmere Ønske nærede end at splitte de „up ewig ungedeelte“ Lande i indbyrdes uafhængige Smaastykker. Kongerne maa egentlig snarere betegnes som Slesvigholstenere end Hertugerne. Dette viste sig ogsaa, da det holstengottorpske Spørgsmaal efter aarhundredlange Stridigheder endelig løstes til Kongens Fordel. Sønderjyllands Fo rbindelse med Kongeriget blev ikke styrket, Forbindelsen med Holsten ikke svækket; tværtimod! Tysklieden bredte sig i den gamle danske Grænseprovins, og det tilmed ved Regeringens Hjælp. Først i Slutningen af det 18de Aarhundrede, i den ellers saa ilde anskrevne „Guldbergske Periode“ , vaagnede Danskheden ti. Bevidsthed og Sejr i selve Kongeriget, og et Stykke in c i det næste Aarhundrede søgte Frederik VI. ved Reskriptet af 10. December 1810 at gøre Ret og Skæl mellem Dansk og Tysk ogsaa i Slesvig, men det „tyske Kancelli“ hindrede Udførelsen af Kongens Befaling. Det skal her bemærkes, at ovenstaaende Navn paa det Regeringsorgan, der fra 1806— 16 hed det slesvigholstenske Kancelli, ikke er en folkelig, men en gammel historisk Betegnelse.
Ved Norges Afstaaelse og Lauenborgs Erhvervelse blev, som Forfatteren bemærker, eet nordiske Element i Monarkiet svækket og det tyske forøget. Baade Frederik VI. og hans Udenrigsminister N. Roser.krantz havde dog et aabent Øje for denne Fare, og da der i Begyndelsen af 1813 var Tale om at give Danmark en stor Del af Nordtyskland i Erstatning for Norge, stillede de sig, ogsaa af denne Grund, meget køligt ovei for dette Forslag. Fra 1830 optræder Slesvigholsleinismen maalbevidst. Forfatterens Skildring af Bevægelse rs forskellige Faser er klar og overskuelig; dog savnes en Vurdering af Flors og Ghr. Paulsens Betydning. Deres Navne nævnes ikke engang, og dog var Førstnævnte utvivlsomt Aanden i hele den danske Bevægelse i Slesvig. Efter Christian VIII. Død skred Demokratiet til Handling baade i Kongeriget og i Herte gdømmerne. Her er ingen Anledning til at dvæle ved Begivenhederne i Martsdagene i Ivjøbenhavn; den eneste Mislyd var det bekendte Lehmannske Slagord „Fortvivlelsens Selvhjælp“ , hvis Meningsløshed Forfatteren skarpt belyser. Derimod var Bevægelsen i Holsten mere ondartet; her lod man det ikke blive ved Trusler, her skred man til Handling, indirekte’ støttet ved Autoriteternes slappe og vaklende Optræden. Allerede for Aar og Dag siden havde Oberst Rømeling, Stabschef ved Generalkommandoen i Hertugdømmerne, advaret Regeringen i Kjøbenhavn om , at Slesvigholstenerne sikkert ved given Lejlighed vilde gribe til Vaaben; men hans Advarsler fandt ingen Tiltro , og da hans Forudsigelse endelig gik i Opfyldelse, syntes endogsaa han selv at blive overrasket, og han var ikke sin Chef, General Liitzow en kraftig Støtte. Det er i det hele trist at se, hvor slapt de flinke Officerer fra 1813, Røineling, Lobedanz og Høegh optraadte ved Oprørets Udbrud; men endnu sørgeligere var det, at Folk som Abereron og Krohn, der ligeledes havde indlagt sig et Navn i „Auxiliærkorpset“ s Kampe, indtraadte i Oprørernes Rækker. Krohn var dog ikke, som Forfatteren angiver, født i „Tyskland“ men i Holsten, han var heller ikke opdragen hos Ewald i Slesvigske Jægerkorps; han indtraadte 1795 som Musketer i Oldenborgske Regiment og stod her i 25 Aar, inden han blev forsat til Jægerkorpset.
Den slesvigholstenske Bevægelse er ikke let at karakterisere; den er meget sammensat og spiller i de forskelligste Farver fra det radikaleste røde til det mest legitimistiske hvide; den er halv demokratisk, halv aristokratisk, halv national stortysk og halv partikularistisk „kleinstaatlich“ . Lederne indtog de forskelligste sociale og politiske Standpunkter. Kun i én Henseende var de enige: i Hadet mod Danmark. Det var denne Følelse, der gav dem Energi til at begynde Oprøret, til at fortsætte det med „mageløs Ilaardnakkethed, Hovmod og Grusomhed“ og til at ende det „med Nederdrægtighed“ for at bruge Carl Moltkes bekendte bevingede Ord. I Løbet af faa Dage var hele Holsten og en Del at Slesvig med Hud og Haar i Oprørernes Vold, uden at der var løsnet et Skud. Forfatteren tager bestemt Afstand fra A. D. Jørgensens bekendte Angreb paa de danske Officerer i Rendsborg, fordi de ikke skød Prinsen af Noer ned, og paaviser klart, at en saadan Handling vilde have været ganske unyttig og hensigtsløs. Heldigvis var det kun de danske Autoriteter i Hertugdømmerne, der manglede Energi. I Kjøbenhavn skortede det ikke paa denne Egenskab, og navnlig besad den nye Krigsminister T seh e rnin g den i fuldeste Maal; men der var ogsaa Brug for den; thi den Hær, Christian VIII. havde efterladt sig, bestod vel af godt øvede og disciplinerede Tropper; men den „var ikke beregnet paa at rykke i Felten“ . Den manglede baade Reserver og alle de Institutioner, som en Felthær nødvendigvis maa have; og, hvad der var det værste, den manglede et Centralorgan ; et Krigsministerium maatte først skabes. Takket være Tschernings organisatoriske Geni og Nationens store Offerberedvillighed lykkedes det virkelig at skabe en Felthær. Forsvarsbevægelsen havde grebet hele det danske Folk. „Det var den, der skabte Aanden fra 1848“ , siger Forfatteren, der paa flere Steder korrigerer den i visse Kredse gængse Opfattelse, at det var Begejstringen folden politiske Frihed, der gav Folket og Hæren Kraft til at bære de tunge Byrder, den langvarige Krig paalagde dem.
Tschernings Fromgangsmaade ved Valget af en Overgeneral er i den nyere Tid saa ofte debatteret, at der ikke er Grund til at gaa nærmere ind derpaa. Det er ganske vist en underlig Fremgangsmaade at udpege Stabschefen, før man vælger Feltherren; det er jo dog denne der bærer Ansvaret, han maa ikke blot af Navn være den Befalende. „Skal Adjutanterne gøre alt, bliver det et daarligt Kommando“ , skriver Carl Bardenfleth, Prinsen afHessens Stabschef i Felttoget 1813. løvrigt var Læssøe sikkert den bedste Stabschef, Hæren kunde faa. I det hele er den øverste Kommandoføring i Treaarskrigen af en ganske ejendommelig Art. Saavel Tsclierning som hans Efterfølger, General Hansen, betragtede sig som en Slags Overfeltherrer; de ansaa sig i denne Henseende som Arvtagere efter de enevældige Konger. Tscherning indblandede sig i det første Felttogs allerførste Operationer, og det ikke blot paa det strategiske, men ogsaa paa det rent taktiske Omraade. De kommanderende Generaler havde under hele Krigen en yderst vanskelig Stilling; de maatte gøre Front ikke blot mod Fjenden, men ogsaa mod Krigsministeren. Ganske vist lykkedes det General H e d em a n n at frigøre sig for Tschernings taktiske Form ynderskab; men paa andre Maader blev hans Handlefrihed forsvarlig indskrænket bl. a. ved den mærkelige Bestemmelse, „at naar Hæren eller Dele af denne kom indenfor en af Generalkommandoerne, skulde de fortsatte Operationer s e 1 v f ø 1 g e 1 i g (!) ledes af denne“ . Denne Ordning af Kommandoforholdene medførte den Konsekvens, at Generalkrigskommissær R i eg el s, som var bleven udnævnt til Kommandant paa Als , efter Hærens Ankomst dertil gjorde Fordring paa Overkommandoen over den paa Øen samlede Styrke. Hedcmann slap ganske vist for at staa under Riegels; men Krigsministeren sendte Oberst G. F. Hansen til AIs for at føre Overtilsynet med den kommanderende General, og nu begyndte en pinlig Strid, der fandt cn kun rent foreløbig Afslutning, da Overkommandoen den 7. Maj sendtes til Fyn, hvor en større Troppestyrke samledes. Oberst Hansen beholdt Kommandoen paa Als, hvor han efter sin egen, og vistnok ogsaa Krigsministerens, Anskuelse ikke var Overkommandoen underlagt. I Slutningen af Juli afløstes General lledem ann i Overkommandoen af General Krogh, og i November fratraadte Tscherning Ledelsen af Krigsministeriet, der overtoges af Oberst Hansen, som forfremmedes til General; men den nye Minister blandede sig i Operationerne i lige saa høj Grad som hans Forgænger. Ved Felttogets Begyndelse i 1849 mødte General Hansen op med en Operationsplan, der var dristig nok, men praktisk uudførlig. Vel lykkedes det Læssøe at faa den forpurret og erstattet med en rimeligere; men frie Hænder fik Overkommandoen ikke; Krigsministeren stod personlig ved dens Side og greb ind paa en saadan Maade, at Stillingen blev pinlig, for ikke at sige umulig for General Krogh. Da indtraf den ulykkelige Begivenhed i Eckernførde F jo rd , der gjorde et saadant Indtryk paa Ministeren, at han tvang Overkommandoen til at holde sig til den mest absolutte Defensiv. Den 9. A p ril rejste han til Kjøbenhavn, og kort efter sin Ankomst indstillede han til Kongen, at General Krogh og Oberstløjtnant Læssøe skulde afløses af General B ii 1 o w og Oberstløjtnant Flensborg. Denne Indstilling bifaldt Kongen den 12. Ap ril, og Hansen havde nu vundet en afgørende Sejr over Læssøe, der under Stridighederne paa Als det foregaaende A ar havde paadraget sig hans Fjendskab; men denne Sejr satte en uaftvættelig Plet paa hans Minde; thi Indstillingen indeholdt „bevislige Urigtigheder, for ikke at bruge et stærkere O rd“ ; Skylden for Katastrofen i Eckernførde Fjord laa nemlig ikke hos Overkommandoen, men hos M inisteren selv.
Den nye Overgeneral maatte ogsaa finde sig i Krigsministerens Indblandinger, som blandt andet var Skyld i, at Overkommandoen mod sit Ønske maatte levere Træfningen ved Gudsø. Ved Fredericia lykkedes det derimod Bulow at sætte sin Operationsplan igennem , skønt den stred mod General Hansens Ønske. Ogsaa i 1850 ønskede Krigsministeren at øve afgørende Indflydelse paa Operationerne. Den 20. Juli indgav han Andragende om at maatte rejse over til Hæren i den Hensigt paa Stedet at virke for sine Planer! men denne Gang fik han „den Vejledning til Forstaaelsen af Forholdet mellem Krigsministeren og den kommanderende General, som ban saa haardt trængte til“ , idet Kongens Svar paa Indstillingen indeholdt et i en temmelig skarp Form affattet, udførlig motiveret Afslag. Dette hindrede ham dog ikke i umiddelbart før Slaget ved Isted at presse paa Overkommandoen for at faa den til at skride til Handling, hvad der dog i Øjeblikket var ret overflødigt. Efter Slaget søgte Ministeren stadig, men uden Held, at drive Overkommandoen ud af dens Passivitet; her havde det dog maaske været ønskeligt, om hans Indflydelse havde været større. „Under en Krig er det Krigsministeriets Pligt bestandig at holde den kommanderende General underrettet om de politiske Forhold for saa vidt, som de øver Indflydelse paa Operationerne“ , siger Forfatteren, „men Maaden, hvorpaa disse udføres, bestemmes udelukkende af den kommanderende General“ . Denne elementære Sandhed var ikke gaaet op for vore to første Krigsministre; det tjener dem imidlertid til nogen Undskyldning. at de politiske Forhold var af en enestaaende indviklet Art.
Den slesvigholstenske Bevægelses halvt aristokratiske, halvt demokratiske Karakter muliggjorde, at Oprøret i 1848 tik Understøttelse bande af de tyske Regeringer og af det tyske Folk , der mer eller mindre befandt sig i Oprørstilstand mod sine kronede Overhoveder. Den nationaltyske Farve, der var Slesvigholsteinismens skønneste Pryd, begejstrede ikke blot de idealistiske Forkæmpere for Tysklands Enhed; den tiltalte ogsaa de partikularistiske Fyrster, som med Kongen af Preussen i Spidsen med Glæde greb til Vaaben for en Sag, der kunde atiede deres Folks Interesse fra den indre Politik, og som uden synderlig Risiko kunde skaffe dem selven vis militær Prestige-og derved ophjælpe deres stærkt sunkne Popularitet. Den provisoriske Regerings demokratiske Elementer bragte den slesvigholstenske Hær en Massetilgang af tyske Frivillige, men de augustenborgske Fyrster gjorde det lettere for Preusserkongen og de andre Rigsfyrster al yde Oprøret militær Bistand. Slesvigholstenernø synes, underlig nok, ikke at have haft Øje herfor; Prinsen af Koer var i Grunden kun taalt som Medlem af Regeringen. Begejstringen for den slesvigholstenske Sag var imidlertid et alt for svagt Baand til at holde det tyske Forbund sammen i sin gamle Form. Tyskerne tabte ikke deres Interesse for deres egne Forhold. Et paa revolutionær Vis dannet Parlament var den 18. Maj 1848 traadt sammen i Frankfurt, og den 28. Juni valgtes en Rigsforstander, der fik et Rigsministerium ved sin Side. Herved var der altsaa skabt en Centralmagt, som de tyske Fyrster meget mod deres Vilje maatte tage Hensyn til. Men Resultatet blev, at de tyske Generaler, der baade stod under Centralmagten og deres egne Fyrster, ofte modtog modstridende Befalinger, saa at deres Optræden maatte blive vaklende. I 1848 vare Preusserne kamplystne nok og vilde hellere end gerne passere den jydske Grænse; men dette var ikke efter Slesvigholstenernes Hoved, da de ikke ønskede en Angrebskrig; Preusserne gik nu alligevel ind i Jylland, men kom derved i en skæv Stilling, da de fra først af kun vare optraadte som „Mæglere“ mellem Danmark og Slesvigholsten, og saaledes end ikke havde Skin af Ret til at gaa videre, end den Part ønskede det, til hvis Fordel de optraadte. Hvis Preussen paa egen Haand havde kunnet føre en Erobringskrig mod Danmark, vilde det have været en farligere Modstander, end hele det tyske Forbund nu var det.
Hertil kom, at Danmark ikke stod aldeles ene; skønt det ikke fik væbnet Hjælp fra nogen Side. England bestræbte sig med Iver for at standse Fjendtlighederne, Rusland traadte med Bestemthed i Skranken for Danmarks Sag, medens Sverrig samlede Tropper i Skaane og sendte et mindre Korps over til Fyn, hvorfra det under visse Eventualiteter skulde gribe ind i Krigsbegivenhederne. For Danmark gjaldt det nu om at benytte sig af Modstandernes Uenighed og at bevare de venligsindede Magters Velvilje; derfor var det, at Regeringen saa ofte greb ind i Overkommandoens Planer. Det maa ikke glemmes, at Regeringsmaskineriet i 1848 var ganske nyt og tilmed betjentes af til Dels uøvede Hænder; for vore første konstitutionelle Krigsministre var Politik og Strategi egentlig det selvsamme, og fra dette Synspunkt vilde de foreskrive den kommanderende General hver frem- eller tilbagegaaendc Bevægelse. Betegnende i saa Henseende er Begivenhederne den 28. Maj.
I 1849 var den politiske Situation væsentligt forandret ; nu fik Slesvigholstenerne egentlig kun Støtte af den demokratiske Centralmagt. I Preussen og flere af de større tyske Stater var den indre Tilstand bleven forholdsvis rolig. Fyrsterne ønskede derfor Fred udadtil for at kunne indføre den gamle Rigsforfatning. Preussen var især opsat paa at tilintetgøre den nye Centralmagt, og det hjalp ikke, at Frankfurterparlamentet valgte Kongen til tysk Kejser. Krigen blev derfor kun ført med Kraft af Slesvigholstenerne; Preussen og de andre Forbundsstater adlød kun nødigt Centralmagten, der ønskede en energisk Optræden. Det faldt under disse Omstændigheder ikke de venligsindede Magter svært at faa Preussen til at indlade sig paa alvorlige Fredsforhandlinger. Præliminærerne bleve den 3. Juli underskrevne i Berlin , og, skønt Efterretningen om Nederlaget ved Fredericia tilførte Tyskernes Had til Danmark ny Næring, maatte Preussen give efter for Ruslands Tryk, sætte sig ud over Folkestemningen og slutte endelig Fred. Lid t efter lidt traadte Danmark ogsaa i fredeligt Forhold til Resten af det tyske Forbund, saa at det i 1850 kun stod overfor sine oprørske Provinser. Disse fandt imidlertid baade Sympati og Støtte i Tyskland; men nu optraadte der en ny Faktor i den indre tyske Politik. Østerrig var nemlig nogenlunde kommen til Kræfter efter Krisen 1848— 49 og havde genoptaget Kampen om Hegemoniet i Tyskland med Preussen. Herved blev denne Stat hindret i at gøre sin Indflydelse gældende til Fordel for Insurgenterne; Ruslands Optræden til Gunst for Danmark blev stadig mere bestemt, og til sidst maatte de tyske Stormagter forpligte sig til at gøre Eksekution i Holsten, efter at Danmark selv havde tilvejebragt ordnede Tilstande i Slesvig. De politiske Forhold har næppe nogensinde haft saa stor en Indflydelse paa Krigsførelsen som i 1848— 50. Den sønderrevne Tilstand, hvori Tyskland i disse A ar befandt sig, hindrede det i at benytte sin uhyre Overlegenhed overfor Danmark, og gjorde det muligt for den langt svagere Modstander at vinde Fordele i den ulige Kamp. Dette Forhold stod selvfølgelig ikke klart for Almenheden herhjemme; i dens Øjne var det alene de danske Troppers ubestridelige Tapperhed og Førernes Dygtighed, der bar Sejren hjem, og Nationalfølelsen fik et Opsving, som førte til Overvurdering af egen Kraft.
I taktisk Henseende frembyder Treaarskrigen mindre Interesse end i politisk. Slagene og Fægtningerne ere udprægede Fodfolkskampe. Dette Vaaben, der var i stærk Udvikling, var absolut Hovedvaabnet, Kompagnikolonnetaktikken bestod sin Prøve med G lan s; den danske Hærs talrige „lette“ Infanteriafdelinger fyldestgjorde ganske Tidens Fordringer, kun Bevæbningen var noget forældet. Rytteriet og Artilleriet var derimod gaaede tilbage siden Napoleonskrigene; disse Vaabenarter forstod ikke mere at optræde i Masse. Tokanonstaktikken florerede, og de større Rytterstyrker vare i høj Grad ubehjælpsomme og forstod ikke at udnytte Sejren. Det maa dog tilføjes, at de danske Batterier og Eskadroner vare godt uddannede, bleve godt førte og optraadtc med udmærket Bravur, naar de anvendtes. Forfatterens Skildringer af de enkelte Kampe ere lette at følge, og de dertil knyttede Bemærkninger meget instruktive. Det bekendte Biilowske Flankeangreb i Slaget ved Slesvig gør han til Genstand for skarp Dadel. Han betegner det som en Inspiration og siger, at Overkommandoen aldrig burde have tilladt det, da det ingen blivende Virkning kunde faa, medens det maatte komme til at gribe forstyrrende ind i den fast og logisk anlagte Slagplan. Dispositionen for Slaget ved Fredericia karakteriseres som mangelfuldt affattet: „Den var given, som gjaldt det et Angreb om Dagen“ , og var i det hele holdt i for almindelige Udtryk. Ryes Brigade havde saaledes ikke faaet al vide, at der fandtes Forskansninger paa den Vej, som var bleven den anvist. Uheldigt var det ogsaa, at der til at aabne og indlede Angrebet næsten udelukkende var udpeget Tropper og Førere, der manglede ethvert Kendskab til Forholdene og Terrainet udenfor Fæstningen. Absolut ny er Oberstens Fremstilling af Vejrforholdene den G. Juli: „Da Tiden til Udfaldet kom, var Maanen gaaet ned. Det var Nat, saa at man næppe kunde se mere end 20— 30 Skridt foran sig . . . .“ Generalstabsværket siger derimod: „Fuldmaanen stod klart paa den skyfri Himmel og oplyste alle fremtrædende Genstande, medens en lin Taage var udbredt over Engene og de lavere Marker.“ Det synes rigtignok, som om Treldeskanscns Tilværelse maatte være bleve opdaget i betimelig Tid, hvis Maaneskinnet havde været saa stærkt, og dette taler for, at Obersten har Ret i sin Opfattelse; kuriøst er det, at selv Deltagerne i Kampen altid er uenige om, hvorledes egentlig Vejret var hin mindeværdige Morgen ; men Fuldmaane var dot i hvert Tilfælde.
Den danske Overkommandos Plan for Slaget ved Isted var heller ikke fri for væsentlige Mangler; der blev disponeret over næsten hele Styrken, inden man vidste, hvor Fjenden stod; den danske Hær benyttede sig ikke af sin Overlegenhed, og Rytteriet blev ikke anvendt rigtigt fra første Færd. Den slesvigholstenske Overgeneral havde derimod lagt en Plan , der var den fremragende Teoretiker Willisen værdig: „Den var smuk og dristig, men den krævede en energisk Udførelse“ . Det fik den nu heldigvis ikke. Willisens geniale Disposition blev omlavet i det uendelige, ofte uden at de højere Troppeførere fik Underretning om de trufne nye Bestemmelser. A f særlig Interesse er Forfatterens Opfattelse af Katastrofen ved Over Stolk. Efter at have omtalt det store Tab, den danske Hær havde lidt, ved Sehleppegrells, Læssøes, Trepkas og Kranolds Død fortsætter h an : „Men spørges der om, hvad der taktisk var tabt, saa indskrænker det sig til, at vi havde mistet 3 Kanoner, og at 13. Bataillon var bleven nødt til at rømme Over Stolk. Der var derfor saa langt fra nogen Fare, at det tvært imod maa siges, at General v. d. Horst havde bragt sig selv i en langt mere kritisk Stilling end den, hvori han havde bragt Schleppegreils Tropper“ . Under Slagets senere Gang viste v. d. Horsts Fremstød sig ganske vist betydningsløst der, hvor det ramte, men i Øjeblikket gjorde det stor moralsk Virkning; det foranledigede den danske Overkommando til at tilbagekalde Schepelerns Brigade, hvis noget hasarderede omgaaende Bevægelse netop nu var i Færd med at faa afgørende Betydning. Havde Overkommandoen givet sig Tid til at undersøge Forholdene, kunde denne Fejl være undgaaet, og senere var der Lejlighed nok til at redressere den; men det blev forsømt, og Sejren blev ikke saa afgørende, som den kunde være hieven.
„Der var“, siger Forfatteren, „fra Ledelsen begaaet Fejl paa begge Sider, og den danske Overkommando sejrede, dels fordi den havde begaaet de færreste Fe jl, men især fordi den Tapperhed og Udholdenhed, hvormed Tropperne kæmpede, har over tle Vanskeligheder, Ledelsen skabte.“ Skønt Oberst Jensens Værk ikke er skrevet særlig for militære Læsere, frembyder det som sagt ogsaa stor Interesse for disse; navnlig vil den yngre Generation igennem denne Bog paa en let og behagelig Maade kunne sætte sig ind i Begivenhederne fra den mindeværdige Tid, der nu ligger saa langt bagved os. At Fremstillingen er livlig og klar, Sproget let og ukunstlet, behøver næppe at fremhæves. Kun Kortmaterialet er af let forstandige Grunde temmelig utilstrækkeligt.
— u —
Colmar Frli. v. der Holt*: Der thessaliscbe Krieg und die türkische Armee. Berlin IS'JS. Mittler und Sohn. Pris 5 Kr. 40 Øre.
Da der foreligger saa faa paalidelige Efterretninger om den græsk-tyrkiske Krig i 1897, at denne i sine De tailler ikke er meget kendt, fortjener ovennævnte nylig udkomne Værk Opmærksomhed, ikke mindst fordi Fo rfatteren, der i Forvejen har et stort Navn paa Grund af sine krigshistoriske og militær-videnskabelige Arbejder, har levet og virket adskillige Aar i den tyrkiske I lær. Hans Meddelelser om denne Hær have derfor et Præg af Paalidelighed, som ikke er almindeligt ved Behandlinger af orientalske Forhold. 1 sin Indledning bemærker Forfatteren, at den tyrkiske Hærs ret pludselige Kraftudvikling overraskede den militære og politiske Verden; den fremtraadle som en Størrelse, der i Fremtiden vil komme i Betragtning. Der viste sig vel Vanskeligheder ved Hærens Udvikling; men meget var naaet, og den første Frugt heraf var Sejren i Thessalien; Felttoget har derhos givet Fingerpeg, der kunne være gavnlige i Fremtiden lige over for en stærkere Fjende.
Med Hensyn til M obiliseringen bemærker han, at Anledningen til Tyrkiets Mobilisering var den Omstændighed, at Oberst Vas.sos den 14. Febr. landede paa Kreta; den 15. Febr. befaledes derfor Mobilisering fra tyrkisk Side. Grækerne ansaa Tidspunktet for heldigt paa Grund af den politiske Krise, som Forholdene i Armenien havde frembragt, og fordi Tyrkiet tilsyneladende var paa Bunden af Pengekassen. 1 Orienten forstaar man imidlertid at hjælpe sig. Man iik opdrevet 18— 20 Miil. Mark og dermed besørgedes Mobiliseringen, hvad ingen anden Magt kunde have gjort saa billig. Mange Udgifter henvistes til Fremtiden med Hensyn I il Dækning; Soldaternes Familier i Hjemmet henvistes til Himlens Beskyttelse og til velhavende Venners og Naboers Omsorg. Foruden paa Pengetrangen haabede Grækerne ogsaa paa det anatoliske Landeværns ringe Tilbøjelighed til at ville give Møde efter Indkaldelsen og paa Sultanens Ulyst til Krig; men de skuffedes paa alle 3 Punkter. Forfatteren giver dernæst en Oversigt over den tyrkiske Hærs Organisation og over de Styrker, som mobiliseredes; han omtaler den kolossale Geværforsyning, som fandtes, men ikke var udleveret; det lykkedes dog efterhaanden at faa nye Geværer udleverede og de fornødne Instruktioner til Brugen givne. Feltartilleriet (8,7 cm.) var godt, men havde mest kun ældre Ammunition og intet røgfrit Krudt; der opstilledes 2 Batterier 12 cm. I Iaubitser.
Ilan roser, at man straks fra tyrkisk Side mobiliserede en i Forhold lil Modstanderen stor Styrke; det var Sultanens Ønske ligesom i 1SS5/sg. A t det mest var Rediftropper (Landeværn), som mobiliseredes, ligger i de politiske Forhold. som vanskelig tillade at blotte Provinserne for Garnison. Mobiliseringen foregik i øvrigt med R o og Orden. Forfatteren omtaler ogsaa d e n græske Hærs O rdning og M o b ilis e rin g ; han anslaar Styrken til c. 80,000 Mand. hvoraf en Del var Nyformationer, som først efterhaanden kom frem. Styrken var altsaa e. 4 % af Befolkningen; han siger, at det var for lidt for et Land, der tog Initiativet. Han antager, at man i Grækenland regnede sikkert paa ligesom i 1881 og 1886 at kunne naa Maalet uden Krig. Ogsaa de to Magters F la a d e r ere Genstand for Omtale.
A f Krigsskuepladsen giver han en meget klar og indgaaende Beskrivelse, navnlig er Skildringen af Naturforholdene ved den thessaliske Grænse meget omhyggelig. Med Hensyn til Tcrrainet ved Epirusgrænsen gør han den Bemærkning, at det var meget fordelagtigt for Grækerne. Forfatteren omtaler dernæst den tyrkiske Operationsplan, som stammede fra 1886, da Forholdene vare lignende og Styrkerne de samme; kun var der i 1897 mere Artilleri og Rytteri. Planen anerkendte Grækernes Overlegenhed til Sos og gik i øvrigt ud paa en Offensiv mod Thessalien og derefter videre ned paa Halvøen. Man vilde begynde i Thessalien med et Angreb paa Grækernes venstre Fløj og derved tvinge dem tilbage.
Planen, der som anført var lagt i 1885, var senere nøje undersøgt af Kommissioner og ved Generalstabsrejser til Grænsen. I Afsnittet om Opmarehen omtaler lian, hvor store Styrker, der bleve befordrede paa Dampskibe og Jernbane og hvilken T id , det tog. Operationshæren blev i alt Væsentligt sammensat som i 1886. Den thessaliske Hovedgruppe bestod af 7 Inf. Div., 1 Kavall. Div., 1 uafhængig Infanteribrigade og Arm é-A rtilleriet; Gruppen i Epirus af 2 — senere 3 — Divisioner. Divisionerne sammensattes ikke efter Fredsforholdene, men dannedes efterhaanden, som Tropperne ankom, og som Forholdene krævede det; de bleve derfor af ulige Størrelse, dog med Tendens til at bringe dem alle op til 16 Batailloner. Forfatteren beskriver dernæst Opmarehen og angiver de tyrkiske Hærafdelingers Styrke saaledes: I Thessalien (foruden den 7. Division, som først kom senere,)
U9 Bat., 26. Esk., 24 Felthalt., 2 Bjergbatt. = 58,373 Geværer, 1560 Sabler, 156 Kan. I Epirus 35 Bat., 2 Esk., 3l/s Feltbatt. = c. 28,000 M. Der var i Begyndelsen ingen fælles Overkommando; paa et senere Stadium blev dog en saadan etableret. Forfatteren omtaler ret vidtløftig Edhem Pascha øgflere af de højere Kommanderende ligesom ogsaa en Del yngre Officerer, som vare ansatte omkring ved Stabene. En Del af disse havde gjort længere Tjeneste i den tyske Hær og vare uddannede til Generalstabstjeneste af Forfatteren; disse personlige Skildringer frembyde derfor megen Interesse. Han beskriver Forholdet i det tyrkiske Hovedkvarter, hvor de ældre og de nyere Anskuelser ofte stode skarpt lige over for hinanden, naar der holdtes Krigsrand; en Deltager i disse skriver lil Forfatteren: „G’était un vacarme d'idées contradictoires; chacun voulait faire valoir la sienne“ . Ved at omtale Krigsraad faar Forfatteren Lejlighed til at bemærke, at Frederik den Store rent ud forbød sine Generaler at holde Krigsraad, idet der ikke kommer Andet ud af saadanne, end at „die timide Parthei am Ende den grossen Haufen ausmacht“ . Denne Udtalelse stemmer sikkert med Resultaterne af Krigsraad i alle Hære — ogsaa i vor. Forfatteren omtaler dernæst den græske Hærs Opmarehe; denne fandt ogsaa Sted i 2 Grupper, nemlig: 1) Hæ r e n i T h e s s a l i e n , bestaaende af 1. og 2. Feltdivision, og fordelt i 4 Grupper, de 2 Divisioners Gros i Midten med et selvstændigt Sidedetachement paa hver Fløj; den græske thessaliske Hær udgjorde 32 Bat., 16 Feltbatt., 9 Esk., 4 Ing. Komp. = 42,656 M., 730Rytt., 96 Kan. 2) Korpset i Epirus, 3. Feltdivision = 15 Bat., 8 Feltbatt., 4 Esk. = 22,438 M „ 240 Rytt., 48 Kan. Ved begge Hærafdelinger fandtes Friskarer.
Forfatteren kritiserer dernæst begge 1 læres Opmarche. A t den tyrkiske Hær deltes i 2 Hovedgrupper var begrundet i Terrainforholdene; men for den thessaliske Gruppes Vedkommende manglede den nødvendige Overensstemmelse mellem Opmarchen og den vedtagne Operationsplan, idet Hæren efter Opmarchen stod indrettet paa et Frontangreb og ikke, saaledes som Planen bød, paa et Angreb med en stærk højre Fløj paa Grækernes venstre Fløi. Dette kom til paa en uheldig Maade at paavirke de første Kampe, da Forskydninger til Siden paa Grund af Terrainet vare vanskelige at udføre. Fejlen kan ikke lægges Overkommandoen til Last, da A lt dirigeredes fra Constantinopel af, hvilket var uheldigt. Han nævner ogsaa forskellige andre uheldige Forhold ved den tyrkiske Opmarche. Angaaende Grækernes Opmarche bemærker Fo rfatteren, at den nærmest maa bedømmes efter politiske Hensyn; den var beregnet paa at true Tyrkerne overalt; men da dette ikke gjorde noget Indtryk i Constantinopel, var Opmarchen forfejlet og viste sig uheldig paa Grund af Troppernes store Adsplittelse.
Forfatteren omtaler dernæst selve Kampen, først den i Thessalien og senere den i Epirus. Kampene i Thessalien behandler han i 3 Grupper: 1) Kampene ved Grænsen, 2) Kampene om Linien Velestinon-Pharsala og 3) Kampene ved Domokos og Othryslinien. I Begyndelsen af A p ril begynde græske Strejfkorps at forurolige Tyrkerne ved Grænsen, men Edhem Pascha er af Sultanen bleven beordret til at forholde sig fuldstændig defensiv. Om Eftermiddagen 17. A p ril kommer endelig Ordren om at tage Offensiven mod Grækerne. Forfatteren gør den karakteristiske Bemærkning, at denne Ordre ligesaa godt kunde have været givet 11 A a r tidligere, da Aehmed Eyub Pasclm stod ved Gramsen med en lignende Styrke som Edhem Pascha i 1807. Forfatteren mener, at mange Ubehageligheder i de paafølgende Aar derved vilde være bievne undgaaede for Tyrkiet: han gør desuden den almindelige, meget sande Bemærkning, at det for enhver Pris at undgaa Krig, som nutildags hyppig anses for Toppunktet af politisk Visdom, dog ikke altid med Sikkerhed bringer gode Frugter.
Jeg skal i øvrigt ikke følge Forfatteren gennem lians detail lerede Beskrivelse af Krigens Gang; jeg skal i saa Henseende henvise lil selve Bogen, hvor man linder en navnlig fra tyrkisk Side vistnok meget nøjagtig Fremstilling af Begivenhedernes Gang. A t ban fremfører en stor Mængde kritiske Bemærkninger baade i strategisk, taktisk og administrativ Henseende, er en Selvfølge. Fremstillingen er ledsaget af fortrinlige, meget tydelige Kortskizzer, saa at Gangen i Kampene følges med Lethed. T il Slutning skal jeg kun udtale, at det, som navnlig gør v. d. Goltz's Fremstilling af Krigen i Thessalien saa interessant, er de Indblik, han giver i den tyrkiske Generalstabs Virksomhed under Krigen; man faar af de fremstillede Interiører det Indtryk, at mange gamle forstenede Forhold i den tyrkiske Hær ere ved al undergaa en betydelig Forandring under tysk Paavirkning, saa at Hæren under en eventuel almindelig europæisk Krig, navnlig da den i Forvejen som bekendt og som vist i Krigen 1877/7s indeholder mange fortrinlige Elementer, sikkert vil komme til at spille en ret betydelig Rolle.
Bahnson, Generalløjtnant.
Auxiliærkorpset 1813. Meddelelser fra Krigsarkiverne. Udgivne af Generalstaben. 7. Bind og 8. Bind’s 1., 2., 3. og 4. Hæfte. Gyldendalske Boghandels Forlag (Reitzelske Forlag). Kjøbenhavn 1897.
Medens vi for Øjeblikket svælge i Mindefester for Krigen 1848— 49 og 50, maa vi ikke glemme den Krig. der førtes 1813 ved Danmarks daværende Sydgrænse. Den ligger allerede nu saa langt tilbage, at desværre kun ganske Faaere fortrolige med dens Begivenheder, medens de Fleste kun kende den af Navn eller kun have en dunkel Forestilling om en enkelt af Krigens mange Episoder. Og dog frembyder denne Krig saa meget interessant, saa mange vel gennemførte, i alt Fald sejrrige Kampe, hvor de Danske Side om Side med Europas bedste Soldater hævdede deres Krigerære paa en saa smuk og hæderfuld Maade, at vi maa være den lille Kreds af Officerer, som have medvirket til ovennævnte Værks Fremkomst og derved draget Krigen 1813 frem af den Dunkelhed, hvori den hidtil har hvilet, megen Tak skyldig; thi i „Auxiliærkorpset 1813“ have de nedlagt et stort og smukt Arbejde og fremdraget et righoldigt Materiale, der fremtidigt vil være af stor Betydning folden, der agter at studere dette hæderfulde Blad af den danske Hærs Historie. De mange private Breve, der ledsage Værket, illustrere Fremstillingen, give gode Bidrag til Forstaaelse af Hærens indre Forhold og belyse den udmærkede Aand, den uforsagte patriotiske Stemning, der herskede i Korpset; de kaste tillige et klart Lys over Datidens Officerer, deres aandelige Standpunkt, Tænkemaade og Dannelse. Forfatterne have ordnet Stoffet i 3 Pe riod e r:
1. Periode: Den 23. Juli indtraf Prins Frederik af Hessen i Hovedkvarteret i Wandsbeck og overtog som „Kommandant en chef“ Overbefalingen over Divisionen, der fra nu af fører Navn af „Auxiliæ rkorps“ , og bestod i alt af 13 Batailloner, 2 selvstændige Jægerkompagnier, 10 Eskadroner og 4 Batterier med 40 Stkr. Skyts. Korpset indtog en udstrakt Opstilling bag Demarkationslinien Altona— Lübeck, som efter Frederik VI. Mening bedst dækkede Landet og var mindst udfordrende mod Sverige, lige over for hvilket Land han ønskede at forhale den endelige Krigserklæring. Det vilde have Været naturligt, om Prinsen af Hessen straks havde faaet klart at vide, hvad der var Korpsets Opgave, men først den 20. August modtog han af Kongen en saakaldet „Instruktion“ ; denne indeholder ingen nærmere Angivelse af det Underordnelsesforhold, hvori Åuxiliæ rkorpsct og dets Chef var stillet til det af Marskalk Davout kommanderede 13. franske Armékorps. Heller ikke i Napoleons Ordrer til Davout berøres dette Spørgsmaal; men Sagen ordnedes dog efter Overenskomst mellem Davout og Prinsen paa en for Korpsets Selvstændiglied og Selvfølelse tilfredsstillende Maade. Den Styrke, hvormed Marskalk Davout var rede til at aabne Felttoget i Mecklenburg, udgjorde 43 Batailloner, 18 Eskadroner og 92 Kanoner, i alt noget over 32,000 Mand. Napoleon stod med sin Hovedstyrke i Sachsen med Dresden som Midtpunkt, kilet ind i Modstandernes Hære, der omgave ham i en stor Halvkreds paa Buen Berlin— Breslau— Prag. Paa den franske Hærs tilbagetrukne Fløje stod yderst til Højre Vicekongen af Italien ved Isonzo, yderst til Venstre Davout med det dansk-franske Korps ved Hamburg. Det var Napoleons Agt fra sin Opstilling paa den indre Linie at rette et kraftigt Slag mod den ene af de ham omklamrende Arme, medens han parerede med den anden; han valgte Berlin som Maai. Slaget skulde føres af Marskalk Oudinot med IV., VII. og XII. Armékorps, c. 80,000 Mand, og sekunderes af Davout og af et ved Magdeburg staaende Korps paa c. 10.000 Mand under Generalløjtnant Girard. Efterhaanden som denne Plan modnedes hos Napoleon , udviklede han den for Davout og fremsatte de Direktiver, der i paakommende Tilfælde skulde tjene Davout som Piettesnor. Mod Sædvane er den napoleonske Stil i hans skriftlige Befalinger ikke uangribelig i alle Punkter; men Aanden synes for Udenforstaaende klar: Napoleon vil have Davout saa langt som muligt frem. Han skal ikke vedblive at lægge Hovedvægten paa Hamburgs Forsvar, og hvad dermed staar i Forbindelse, men hensynsløst gaa mod Fjenden, hvor han træffer ham, og om fornødent basere sig paa Magdeburg i Stedet for paa Hamburg. Denne Opfattelse havde dog mærkværdig nok ikke Davout, som ellers var den skarpeste Fortolker og den punktligste Iværksætter af sin beundrede Herre og Mesters Yillie.
Den østrigske General Wallmoden havde faaet Befalingen over det over for Davout staaende Hærkorps, der bestod af 30 Batl., 39 Esk., 4 Kosakrgt. og GO Kanoner. i alt c. 27,000 Md. Dette Korps dannede yderste højre Fløj af den i Preussen under Carl Johan formerede „Nordarmé“ og skulde „iagttage Nedreelben og de fjendtlige Tropper, som vare opstillede mellem Hamburg og Lübeck“ , men Korpsets Modstandsevne var i væsentlig Grad svækket ved, at Carl Johan ikke havde givet A fkald paa sine specielle Planer mod Danmark-Norge og derfor skaanede de svenske Tropper og holdt dem tilbage saa meget som muligt for at have dem intakte, naar Øjeblikket til Indrykning i Holsten var kommet. Samtidigt med at der ved Auxiliærkorpset gennem alle Kommandoled med Iver og Dygtighed blev arbejdet paa Korpsets Uddannelse og Organisation, for at det ved Vaabenstilstandens Ophør kunde staa saa kampberedt som muligt, havde Frederik af Hessen tillige i særlig Grad haft sin Opmærksomhed henvendt paa Tilvejebringelsen af den Harmoni og gode Forstaaelse, som Frederik VI. saa meget ønskede maatte finde Sted mellem de danske og franske Tropper. A t hans Bestræbelser i begge Retninger kronedes med Held fremgaar af Beretningerne om de den 10. August i Hamburg og Lübeck afholdte Napoleonsfester, hvor danske og franske Officerer ved Festmaaltiderne i bedste Forstaaelse fejrede Dagen, medens de danske Afdelinger ved Paraden med Revnemarchen for Thiebault fuldstændigt toge Teten — uagtet det i Lübeck garnisonerende lll.Rgt. var en af de bedste franske Afdelinger — og vakte beundrende Opsigt blandt de franske Officerer for deres fortrinlige Pudsning, stramme Holdning og Marche.
Kl. 12 Midnat mellem den 1G. og 17. August udløb Vaabenstilstanden. Davout agtede ikke at spilde et Minut og udsendte derfor allerede den 17. Rekognosceringskommandoer, hvoraf det ene med overvejende danske Afdelinger under den franske General Lallemand frembyder særlig Interesse, idet denne 38-aarige franske Ryttergeneral fra dette Tidspunkt og indtil Felttogets Slutningvar knyttet til de danske Vaaben som Fører for et kombineret Kommando og blev sine danske Kammerater en kær Vaabenfælle. „Avantgardebrigaden Lallem and“ hørte som Regel under Auxiliærkorpset, men stod til Tider ogsaa under de franske Divisioner og var nærmest at anse som den fælles Avantgarde for Davouts franskdanske Korps, saalænge dette bestod, og kom som saadan langt frem, endog helt Øst for Wismar. Vi skulle ikke her dvæle ved de Smaafægtninger, som forefaldt, forinden man naaede Schwerin, men kun optegne, at de danske Tropper straks fra Begyndelsen gjorde god Fyldest og det, uagtet de med Hensyn til Forplejningen vare meget daarligt stillede, ja, paa de sidste Marchedage havde Mandskabet bogstavelig talt sultet. Desuagtet havde Korpset endnu kun et forsvindende Antal Syge, og Stemningen var udmærket. Ved Schwerin i den prægtige Bivuak, som de Danske hurtigt af Franskmændene lærte at indrette efter Kunstens Hegler, og hvor man om Aftenen dansede Pirvals med Damerne fra Schwerin, bleve ogsaa snart alle Savn glemte og de føleligste Mangler afhjulpne. „Vi have nu ligget S Dage stille, ædt, drukket, sovet og skrevet," skriver (>n Officer. En behagelig Afveksling i Bivuaklivets Ensformighed bragte, foruden Pirvalsen, smaa raske Ekspeditioner, som hver Dag bleve udsendte for at tæmme de nærgaaende Kosakker, som vare saa paatrængende, at de endog en Dag. da et fransk Regiment eksercerede lige uden for Schwerin, indfandt sig som Tilskuere og dræbte Adjutanten, inden de bleve jagede bort. De jydske Dragroner, som her for første Gang saa dem i større Hobe, skræmmedes dog ikke af dem ; de forundrede sig snarere over dem og havde Vanskelighed ved at forstaa. at disse mærkelige Ryttere paa de magre Heste og med „Pigkjæp" i Haanden skulde opfattes alvorligt.
Davout. havde næppe næret store Forventninger om Udbyttet af Oudinots Fremrykning mod Berlin. Det kom ham derfor ikke uventet, da han erfarede, at Oudinot havde lidt et Nederlag ved Gross-Beeren, og at General Girard var bleven slaaet ved Hagelberg. Den 2. September lod lian derfor Prinsen af Hessen kalde til sig og meddelte ham, at det var umuligt at gaa fremad, unyttigt og farligt at blive staaende, da hans højre Flanke var blottet, hvorfor han vilde gaa tilbage til Ratzeburg for der at indtage en saadan Stilling, at han kunde bryde frem, naar Kejseren ønskede det. Under dette Tilbagetog fik de jydske Dragoner for første Gang rigtig Lejlighed til at vise den uforfærdede Fasthed og Sikkerhed i alle Bevægelser, som karaktenserede dette fortrinlige Regiment hele Felttoget igennem. Fraregnet den beklagelige Ulykke ved Dassau, hvor en Feltvagt af holstenske Rytterregiment i overskueligt Terrain og ved Morgengry blev overrumplet, kunde Auxiliærkorpset i det hele taget med Tilfredshed se tilbage paa sin Færd. Dets Afdelinger, som hele Tiden havde haft Æren af at marchere Fjenden nærmest, rykkede ind i den nye Stilling saa godt som uden Efternølere. Davout var den første til at yde Korpset sin fulde Anerkendelse og udtalte, at han nu „ligesaa gerne rykkede i Marken med de Danske som med gamle franske Soldater.“
Tilbagegangen fra Schwerin til Stillingen ved Ratzeburg kom overraskende for Frederik V I ., der havde troet, at Napoleons Sejr ved Dresden langt vilde have opvejet Oudinots Nederlag ved Berlin, og derfor snarere havde ventet at høre, at Auxiliærkorpset var i Fremrykning. Han glædede sig dog over, at den svensk-mecklenburgske Divisions Avantgarde var fulgt efter Korpset lige til Lübeck; thi det, han mest frygtede, var, at Carl Johan momentant skulde skille sig fra de Allierede, vige tilbage til Pommern og herfra med den engelske Flaades Hjælp kaste sig over Sjælland eller andre af de danske Øer. De politisk-militære Forhold vare ejendommelige og uklare; thi Napoleon — uvederhæftig og hensynsløs som sædvanlig mod sine Allierede — havde ikke, som han efter Alliancetraktaten skulde, udstedt Krigserklæring mod Sverige 24 Tim er efter Vaabenslilstandens Udløb. Man havde derfor det Særsyn, at svenske og danske Skibe uantastet kunde sejle Side om Side i Øresund og Bælterne, medens samtidigt fransk-danske Tropper sloges med de svenske ved Østersøens Kyst. Det er meget betegnende for Tiden, at der i Virkeligheden ikke synes at være udstedt nogen Krigserklæring, hverken fra dansk eller svensk Side, lige saa lidt som det ses, at Napoleon har erklæret Sverige Krig. Hovedstyrken ved Ratzeburg var væsentlig henvist til at leve af Rekvisitioner, hvorfor større eller mindre Fourageringer hørte til Dagens Orden. „Daglig slaas vi nu om det Brød, som vi spise. Den Fourage, vore Heste faa, hentes med Sablen i Haanden“ , fortæller en af Korpsets Adjutanter. Vi skulle her kun nævne Fourageringen i K o g e l den 4. S e p t e m b e r og i D a r g a u og l v i t l i t z den 7. Den førstnævnte hører ganske vist til de mindre, men sætter dog et Mærke i Auxiliærkorpscts Historie og fik særegen Interesse ved den Omstændighed, at det var de nysankomne fynske Dragoners Debut. Prøven løb dog saa uheldig af som vel muligt og lod ane de store Brøst, som det viste sig, at dette Regiment led af i Modsætning til de andre Rytterafdelingers glimrende Holdning. Eskadronschefen, Major P. M. Bruun, der ledede Ekspeditionen, røbede stor taktisk Ukyndighed med Hensyn til Opstillingen af Kommandoet, og da et Pa r Hundrede Kosakker viste sig foran Kogel, lod han Fourageringsmandskabet i Stikken og gik med sit Kommando saa hurtigt tilbage, at nogle og tyve belæssede Vogne faldt i Hænderne paå Kosakkerne. Landsbyen blev dog taget tilbage paa Frederik af I Irssons Initiativ, hvorved Eskadronen ganske vist gjorde sin Skyldighed; men den nedsatte Undersøgelseskommission bevirkede dog Majorens Afskedigelse af Krigstjenesten.
Samtlige danske Afdelinger deltoge med Ære i de større og mindre Fremrykninger, som Davout foretog mod den fjendtlige Stilling. Saaledes i Fægtningen d e n 18. S e p t e m b e r v e d Z a r r e n ti n , hvor efter en kort Skydefægtning de udviklede Skyttekompagnier gik over til Bajonetangreb og ved et rask Fremløb med den behjærtede Kaptajn Jess i Spidsen kastede Fjenden ud af Stillingen. Kaptajn Scholten skriver til en Ven meget morsomt om den Frokost, som Davout gav til de tilstedeværende Officerer i en tagen fjendtlig Bivuak ved Zarrentin: „. . Frokosten blev dækket paa Ruinerne af nogle Brændevinstønder. Men Du maa derfor ikke tro, at en Maréchal de Franc-o lever daarligt. 2 Pakheste med store Kurve paa Siderne blcve fremførte, og deraf udpakket Postejer, Stege, Kager, alle Slags Brændevin o. s. v ., Sølvbægere, en hel Snes, samt 2 ud af puren Guld for sig og vor Prins. Disse to satte sig altsaa ved Brændevinstønden, og vi andre langede til, og i en Cirkel om Parret aad vi af alle Kræfter. Imedens havde en Adjutant hentet Am tmand og øvrige Magistratsvæsen fra Zarrentin. T il Intermezzo blev Amtmanden fremført, og næppe ser Davout ham, før han, med særdeles Grâce med den venstre Haand førende til Munden af og til en Krebs med den højre griber Amtmanden ved Næsen og rystende ham ved den frem og tilbage, tiltalte ham med følgende, meget langsomt udtalte Ord : „Mr. le B aillif, vous êtes un coquin — connaissez-vous la dernière affaire — de Schwerin“ (nemlig bemeldte Am tmand havde ved vort Ophold i Schwerin understøttet Fjenden med all muligt). Dog hvad kan tænkes forunderligere end at se en Maréchal de France, prince de l'Empire siddende ved en omvendt Brændevinstønde, i den ene Haand en Krebs og i den anden en Amtmands Næse! og alt dette med megen Alvor og Gravitet, imedens Fjenden kanonerer vort Kavallcri, som stod omtrent 1000 Alen borte.“
I Fægtningen ved G u d o w den 2 G. S e p t e m b e r gav den jydske Dragoneskadron W ittrog’s kække Optræden den franske General Vichery, der iovrigt aldrig undlod at berømme den tapre Eskadron, paa hvilken lian unægtelig ogsaa trak store Veksler, Anledning til at sende Frederik af Messen et i de mest smigrende Udtryk affattet Brev om Eskadronens Optræden: „. . . 50 de ces braves dragons out chargé 350 vieux casaques commandés par leur colonel, et les ont mis dans une déroute totale; ils en ont tué plusieurs, blessé un grand nombre, pris dix chevaux, faits cinq prisonniers.“ For Frederik VI. vare Indberetningerne om den gode Holdning, som Auxiliærkorpsets Tropper i det store som i det smaa vedvarende udviste lige over for Fjenden, en Kilde til stor Glæde, og i sine Svarskrivelser undlod Kongen ikke at tilkendegive sin Tilfredshed; inden Døre havde dog Auxiliærkorpset forskellige Genvordigheder at overvinde. Penge- og Forplejningsvæsenet frembød saaledes betydelige Vanskeligheder, men den største Trangblev dog afhjulpen. Det værste Onde var imidlertid den store Sygelighed, thi det nstadige og usunde Vejrlig, hvor Regn og Slud afløstes af overvældende hede Dage, og don hyppige Bivuakering kastede i September Maaned en Mængde paa Hospitalerne. „Imidlertid,“ siger Prinsen, „Mandskabets og Officerernes Stemning er uagtet deres Mangler og det Onde, de maa lide, dog meget god og fortrinlig. 'Propperne ere muntre, naar der er noget at bestille, og taale roligt de Savn, hvorunder de leve.“ Medens Tropperne under de fremmede Forhold som Regel bevarede deres gode Sindelag, forefaldt der dog alligevel af og til Ting, der minder om middelalderlig Krigsførelse. Saaledes læse vi om Rytterfægtningen ved R o s e n g a r t en d e n 12. O k t o b e r , som helt igennem ellers er et lysende Blad i de danske Rytterregimenters Historie , om den ublide Skæbne, som en Del Kosakker maatte lide:
„De af 1. og 2. Eskadron gjorte Fanger, som alle vare Kosakker, saa man sig i den sørgelige Nødvendighed at maatte nedsable, da de ikke vare beredne og desaarsag ej kunde medbringes hurtig nok, eftersom en hastig Forening med tle øvrige Eskadroner var en uomgængelig Nødvendighed.“ Fraregnet dette mørke Punkt, for hvilket Ansvaret synes at maatte falde paa den vist ellers godlidende Oberst Engelsted, kan man vanskeligt tænke sig et smukkere indledet og med større Nøjagtighed og Kraft udført Rytterangreb i det smaa end Guldborgs med d. og 4. jydske Eskadron lette Dragoner ved Rosengarten. En Officer fortæller: „Major Guldborg tog en Fange og vilde levere ham til en Dragon for at føre ham tilbage, men Dragonen bad saa meget og sagde: „Hr. Major, maa A itt selv tage nogle; aa lad mig det“ . Han fik Tilladelsen og tog dem rigtig.“ Disciplinen i Korpset vedblev at være fortrinlig, og Frederik af Ilessen, der i sin Kommandoføring først og fornemmelig appellerede til Mandskabets Æresfølelse, havde den Tilfredsstillelse, at Spidsrodsstraffen, som han hadede, sjældent blev idømt. Den 11. November fik Davout officiel Bekræftelse paa, at Napoleon den 1. s. M. var ankommen til Mainz med Resterne af Hæren, og besluttede derfor med den i Centrum staaende Hærstyrke at gaa bag Steeknitzfloden. Korpset brød i den Anledning den 13. November om Morgenen op fra den Lejr. hvor det havde kamperet i 41 Dage, og hvor Livet nu paa Grund af overhaandtagende Utøj, Kulde og Regn begyndte at blive mindre tiltalende. Intet Under derfor, at der lod et Frydeskrig fra Alles Læber, da de 3 Kanonskud, Signal for de med brændende Fakler i Lejrgaderne opstillede Soldater til at tænde Ild, ved en Fejltagelse faldt, medens Afdelingerne stode paa Mødepladsen, og man et Øjeblik havde det glimrende Skue af begge Bivuakkers — ile Franskes og de Danskes — tusinde Smaahytter i lys Lue.
2 . Periode. Tilbagemarchen fra Ratzeburg og Omegn blev baade besværlig og lang for de danske Tropper. Alligevel marcherede Korpset godt, og Prins Frederik fremhævede særligt el Pa r Batailloners „fortrinlig gode militære Aand, Disciplin , Mod og Raskhed samt beskedne Opførsel og gode Anstand“ . Den nye Stilling, Davout havde valgt, strakte sig, ligesom den tidligere, fra Østersøen til Elben. Auxiliærkorpset havde sin Forsvarslinie langs Steeknitz til dens Udløb i Traven og derefter langs denne Flod indtil Liibeck. Kong Frederik var vedvarende bestemt paa at opretholde Alliancen med Frankrig, hvad der saa end maatte ske. og det uagtet han indsaa, at han kunde blive tvungen til at dække Holsten med sine egne T ropper. Han besluttede derfor at forøge Korpset og gav Ordre til, at 3. jydske Infanteri-Regiments 1. og 2. Bataillon skulde afgaa til Korpset; førstnævnte naaedc dog først den 1. December at melde sig i Lübeck og i en Udrustning, der rigtignok ikke passede til et Vinterfelttog — Mandskabet mødte nemlig i Lærredsbukser, „skønt det frøs stærkt hver Dag.“ Den 2G. Novbr. lykkedes det Kronprinsen af Sverige at opnaa Kejser Alexanders Tilladelse til at drive Davout ud af Stillingen, indeslutte ham i Hamburg og derefter med Kraft føre Krig mod Danmark for at tvinge denne Stat til at give efter for de svenske Fordringer med Hensyn til Norge. Den til Invasion i Holsten bestemte Del af Nordarmeen bestod omtrent af 32,900 Mand Infanteri og 10,300 Mand Kavalleri.
Davout afventede ikke Kronprinsens overlegne A n greb , men begyndte Tilbagegangen, saa snart Fjendens Bevægelser bragte hans Stilling i Fare. Den 1. December lod han Divisionerne Loison og Vichery gaa tilbage mod Hamburg, og det jydske Dragonregiment, som dannede Arriéregarde for Vichery, fik her Lejlighed til at udmærke sig. Saaledes i R y t t e r f æ g t n i n g e n v e d R a hi s t e d d en G. D e c e m b e r , hvori Regimentet viste „glimrende Dygtighed“ , og hvor Fjendens Tab var betydeligt. Saa snart de Franske forlod deres Stillinger, fulgte Fjenden efter; Auxiliærkorpsets højre Fløj blev derved truet og gik — dog foreløbig uden tvingende Nødvendighed — tilbage til Oldesloe. Forbindelsen med Franskmændene gik tabt, og for at retablere den gjorde de Danske et Fremstød, der foranledigede Træfningen ved B o d e n d en 4. D e c em b e r , som Prinsen af Hessen kalder „en overordentlig brillant Affære“ . Det var ogsaa en virkelig Vaabendaad, der tjener til Æ re saa vel for det danske Infanteri, som for første Gang optraadte i en større Kamp og deri viste Koldblodighed, Mod og god Disciplin, som for Rytteriet, der ikke alene hævdede sit gamle Navn, men ogsaa vandt nye Laurbær. Det fremgik af de i Oldesloestillingen forefaldne Kampe, at Fjenden ønskede at fastholde det danske Korps, lige som hans lette Tropper søgte at komme om de Danskes højre Fløj. Da Overkommandoen endvidere vidste, at der ingen Hjælp var at vente fra de Franske, og at General Lallemand af Svenskerne var tvunget til at forlade Ltibeck, hvor han var Kommandant, indsaa Prinsen, at Stillingen ved Oldesloe inaatte opgives, og den G. December tidlig om Morgenen afmarcherede Tropperne mod Kiel over Bornhøved, hvor der med Svenskerne den 7. kæmpedes en haard Kamp, hvis Enkeltheder vi dog ikke her skulle følge. Da Tropperne vare udmattede, søgte P rin sen at tilvejebringe en Vaabenstilstand, men Fjenden vilde ikke gaa ind herpaa og W allmoden fortsatte Fremrykningen over Neumunster mod Rendsborg og Eckernførde, med en Styrke paa 14Batailloner, 3 Jægerkorps, li)Eskadroner og 24 Kanoner. Tidlig om Morgenen den 9. lød derfor allerede Generalmarchen i Kiels Gader. Korpsets Styrke var omtrent som Modstanderens, men en meget betydelig Del af det danske Fodfolk var bundet til det store Train, ligesom flere af Afdelingerne vare overmaade svage. Marchens Maal var Rendsborg; men W allmoden, hvis Husarer opsnappede nogen dansk Bagage i Eckernførde, havde faaet det bestemte Indtryk, at de Danske var paa Marche mod Nord , hvorfor han dirigerede sin Avantgarde under Dørnberg mod Mysunde for at hindre de Danske i at benytte den derværende Færge, medens Hovedkorpset skulde samles ved Kluvensik. der ligger c. 4000 Alen Syd for Herregaarden Sehested. Den 9. December Aften stod Dørnberg i Sehested og i Byerne omkring Witten See. Fremrykningen havde ikke Karakteren af en energisk Forfølgning, men nuaa snarere betragtes som et Forsøg paa at omgive det danske Korps med et Net ved at spærre Vejene til Kiel, Slesvig og Rendsborg.
Naar Wallmoden vilde gaa mod Eckernførde, maatte han benytte Vejen over Sehested, og da Prinsen af Hessen paa Marchen til Rendsborg vilde Syd om Witten See, maatte han nødvendigvis sikre sig dette Punkt, der saaledes for begge Parter var af allerstørste Betydning og medførte den berømmelige K a m p v e d Se h e s t e d d en 10. D e c e tuber. Kl. 1 Form. brød Hovedkvarteret og 2. Brigade op fra Gettorf, Kl. 3Va den lette Brigade fra Revensdorf og Kl. 4 1. Brigade fra Lindan, der i lige Linie ligger c. 3/ 4 Mil Øst for Sehested. Kl. 6 V2 Form. afmarcherede 2 fjendtlige Batailloner med Train fra Sehested mod Nord for at støde til Avantgarden i Landsbyen Gr. Wittensee. De gik over Iloltsee og Haby (c. '/» Mil Nordvest og Nord for Sehested) uden at ane det danske Korps Fremmarche i deres højre Flanke; de havde ikke Sikringsdele ude og lod endog Trainet marchere bag Optagelsestroppen. General Lallemand var med den lette Brigade naaet Iloltsee, hvor lian standsede for at vente paa Korpsets øvrige Afdelinger; underrettet af opsnappede Husarer om de ovennævnte 2 Batailloners Fremmarche, udviklede han sig øjeblikkeligt til Kamp og rykkede rask frem i Retning af Haby. Hele det fjendtlige Train blev taget tilligemed dets Bedækning, 00— 70 Mand, og „dette heldige Tilfælde frembragte en ubeskrivelig Enthousiasme blandt Tropperne.“
Da Prinsen af Hessen havde besluttet at slaa sig igennem Sehested for at naa Rendsborg, maatte Hovedformaalet for Fægtningen blive: at slaa de fjendtlige Tropper, som rykkede frem fra Kluvensik (Wallmoden) saa grundigt, at de ikke kunde falde Auxiliærkorpset i Ryggen, naar det var naaet ind paa Sehested-Rendsborg Vejen; samtidigt maatte Tropperne ved AVitten See (Dørnberg) holdes tilbage, saa at de ikke kunde gribe ind i Hovedkampen. 1. Brigade fik det Hverv at løse den sidstnævnte Opgave og under Stabschefen, Kaptajn Rømelings Kommando, „idet ingen af Bataillonskommandørerne kendte Fægtningsdispositionen og der ikke var Tid til at sætte dem ind i den“ , rykkede Kl. S 3 Batailloner, 1 Jægerkompagni og 1 Husareskadron mod Haby til Understøttelse for de Tropper, som her havde været i Engagement mod den fjendtlige Avantgarde. Haby blev besat, og Fjenden hindredes i at debouchere ud af Skoven Vest for Byen. Medens der her førtes en lienholdende K am p , marcherede Dørnberg selv med en Del af de fjendtlige Tropper mod Eckernførde for at hindre Prinsen af Messens Tilbagetog mod Nord. Her erfarede han, at hele Omegnen for Øjeblikket var fri for danske Tropper, og først nu gik det op for ham, at Prinsen af Hessen ikke vilde gaa til Eckernførde. Omtrent samtidigt med den lette Brigade var 1. Brigades Fordækning, der havde et betydeligt Forspring for Hovedstyrken, naaet op til Holtsee og kom i Kast med Fortroppen for et fjendtligt Husarregiment, som skulde søge Forbindelse med Tropper Vest for Witten Sce, og derfor fra Sehested fremsendte 1 Eskadron mod Holtsee. Med Jægergrenadererne i Spidsen ilede 3 lette Kompagnier under Hurraraab frem ad Vejen til Sehested, men bleve tvungne til at indlade sig i Skydefægtning. Fjenden fik Forstærkning, og Kampen bølgede i nogen Tid frem og tilbage, indtil der opstod en Fægtningspavse, som begge Partier benyttede til at opmarchere.
Situationen var yderst kritisk for W allm oden , thi hans Tropper skulde først indtræffe ved Kluvensik Kl. 11. Han paaskyndede derfor Afdelingernes Fremrykning, saa at 2 Batailloner og 2 Kanoner snart rykkede frem gennem Sehested, medens 1 Bataillon gik langs den gamle Ejders venstre Bred for at hindre de Danske i at passere over Broen ved Sehested eller vade over Vandløbet. Kl. 9 gav Prinsen af Hessen Ordre til Fremrykning mod Sehested. Lallemands lette Batailloner udviklede sig som Skytter, og Fremrykningen foregik med megen Liv og i den frejdigste Stemning. Fjenden kastedes tilbage, og Prinsen af Hessen indsaa nu, at Fjendens Styrke maatte være hans egen betydelig underlegen. Det gjaldt derfor for ham om at benytte det gunstige Øjeblik, inden Fjenden fik Forstærkning, og han gav Ordre til at storme Sehested. 1. Brigades Chef, Schulenburg, satte sig med sine Adjutanter i Spidsen for Tropperne umiddelbart foran Grenadererne, og i Stormskridt under Jubel og Hurraraab gik det fremad. Fjenden modtog dem imidlertid med en voldsom Ild, der i kort Tid gjorde Vs af Grenadererne ukampdygtige. Trods de store Tab lod Kolonnen sig dog ikke standse, den løb Fjenden over Ende, og i et eneste Tag trængte de sejrrige Danske helt. igennem den langstrakte Landsby. Det gjaldt nu om at holde Byen, indtil Auxiliærkorpsets Train og Hovedstyrke vare komne ind paa Vejen Sehested- Rendsborg. Forfølgningen blev derfor ikke fortsat ud over Sehesteds sydlige Udkant. Ved det voldsomme Angreb paa Sehested var W allmoden først selv bleven klar over Prinsens Hensigter, og indsaa, at han havde den danske Hovedstyrke over for sig. Han besluttede nu at sætte alt ind paa at opholde den og førte derfor et Stød mod de Danske, der riposterede, og nu begyndte den Række frem- og tilbagegaaende Kampe, der i 4— 5 Tim er rasede i Terrainet mellem Sehested og Kluvensik.
Den russisk-tyske Brigade rykkede fra Kluvensik Kl. 11, men blev forsinket af et fra Sehested tilbagegaaende Husarregiment. En Bataillon af Brigaden, understøttet af 2 hannoveranske Kanoner, tik Ordre til at tage Sehested med Bajonetten. De danske Kompagnier i Byens sydlige Udkant maatte vige for Overmagten og søge Dækning i de nærmeste Grøfter; jublende kastede de fjendtlige Skytter sig over en forladt Haubits, da en uventet Begivenhed forandrede den lette Sejr til et knusende Nederlag. General Schulenberg havde beordret Høegh-Guldberg med det fynske Dragonregiment frem. Da Majoren modtog Befalingen, spændte han Kasken fastere under Hagen, iførte sig et Pa r vældige Stridshansker, trak Sablen og raabte med en Stemme, der kunde høres over hele Regimentet: „Naar jeg rider frem, saa følg mig, naar jeg viger, saa skyd mig!“ Derpaa satte han sig i Spidsen for Kolonnen og galopperede frem. Da den fjendtlige Bataillon saa de danske Ryttere i de lange, røde Kapper under vilde Hurraraab storme ud af Byen, blev den som ramt af Lynet, og Chefen tabte aldeles Hovedet. „Som Katte kravlede Hestene over de stejle Hegn, satte over Grøfterne, splittede den fjendtlige Linie, der havde søgt Dækning bag Gærderne, og fortsatte den vilde Fart næsten til Ejderbroen.“ Uagtet mange russisk - tyske Soldater satte sig til Modværge, og uagtet flere af deres Officerer viste glimrende Prøver paa Mod og Aandsnærværelse, led Bataillonen et totalt Nederlag, ja , selv de nærmest følgende 2 fjendtlige Batailloner bleve revne med paa Flugten, og Dele af dem indhentedes af de fynske Dragoner, der førte deres glimrende Choc til Bunds. Det havde gjort uhyre Virkning; Fjenden havde ikke blot lidt et stort materielt Tab, 2 Kanoner og flere hundrede Fanger, men i moralsk Henseende havde han lidt endnu mere. 2 Gange sendte Wallmoden sit Rytteri frem, som ganske vist i Begyndelsen gik sejrrigt fremad, men som dog tilsidst m aat te vige tilbage for de danske Tropper; han opgav derfor at tage Sehested ved et frontalt Angreb og beordrede 2 Batailloner, der længe havde staaet Vest for Landevejen, til fra denne Side at angribe Sehested, hvor de danske Tropper udelukkende havde Opmærksomheden rettet mod Syd. Alle Vaabenarter vare pressede sammen i Byen, Ammunitionsmangel begyndte at indtræde og Reserverne vare opbrugte. Prinsen ansaa derfor Situationen for at være saa kritisk, at han tænkte paa at afbryde Kampen og søge at naa Rendsborg med Opgivelse af Bagagen. Han sendte allerede sine Adjutanter ud med Befaling til Tilbagetog, da Situationen pludselig forandrede sig.
Medens Kampen rasede i Sehested, var Kaptajn Rømeling med sine 3 Batailloner bleven staaende i Haby. Kampen førtes med ringe Kraft, og c. Kl. 11 trak Fjenden mod Nord for at slutte sig til Hovedstyrken, der nu antoges at være naaet frem. Et Par Kompagnier blev dog tilbage; men Rømeling betragtede sit Hverv som endt og tiltraadte Marchen mod Sehested, hvor han m ente, at der vilde være Brug for hans friske Tropper. Han naaede ogsaa Kamppladsen i det kritiske Øjeblik, da Ammunitionsmanglen indtraadte. Bataillonerne udviklede sig med Ro og Orden under Fjendens heftigste Ild, drev ham tilbage og gik derpaa over til Forfølgning. Med ustandselig Fart gik de fremad, og de andre Afdelinger fulgte Bevægelsen, saa at Fjenden, der led betydelige Tab og mistede en Del Fanger, i Uorden trak sig ned mod Osterrade Bro. Rømelings betimelige Ankomst havde afgjort Dagens Skæbne. „Hans Manøvre kan vi alene takke Sejren for“ , siger Prinsen af Flessen.
I Løbet af Natten naaede Auxiliærkorpset med alle sine Fanger, 2 erobrede Kanoner og hele sit T rain Rendsborg. Byen var illumineret, men da Indkvarteringen ikke var ordnet, maatte Tropperne bivuakere paa Gader og Torve. Kl. 5 næste Morgen marcherede Arrieregarden ogsaa ind i Fæstningen, uden at være forfulgt af Fjenden. De Danskes Tab ved Sehested var 17 saarede Officerer, GG døde, 319 saarede og 14G savnede Underofficerer og Menige. Fjenden derimod mistede 22 dræbte og ligesaa mange fangne Officerer, c. 500 dræbte og saarede Mand samt c. G00 Fanger og 2 Kanoner. I Sammenligning med Napoleonstidens store Slag er Kampen ved Sehested kun en ubetydelig Affære. De kæmpende Styrker vare tilsammen kun c. 20,000 Mand, og de Saaredes og Faldnes Antal naaede ikke op til 1000. „Men“ , siger Forfatterne, „i den danske Hærs Aarbøger bør Kampen staa opført som en Vaabendaad af høj Rang, der tjener til Ære baade for Feltherren og for hans Tropper. Beslutningen at slaa sig igennem den fjendtlige Hær var klog og dristig; den blev gennemført med Mod og Kraft. Fra første Færd vidste Overkommandoen, hvad den vilde. Angrebet blev udført med Liv og Energi, og Fjendens Fremstod bleve imødegaaede med dristige og kraftige Modangreb. Efter den Tids Forhold var Samarbejdet mellem Vaabenarterne fortrinligt. Rytteriet og Artilleriet understøttede Fodfolket paa en mønsterværdig Maade. Rytterangrebene udførtes med „karakteristisk Forvovenhed“ . Artilleriet kæmpede dristigt i forreste Linie, Side om Side med Fodfolket“ .
Med rund Haand uddelte Kong Frederik VI. Hæderstegn og Ros til dem, der havde udmærket sig, og i Hæren blev Efterretningen om Sejren modtaget med Begejstring. Paafaldende er det dog, at den smukke Vaabendaad har sat saa faa Spor i dansk Kunst og Skønlitteratur; men „i den første Fjerdedel af dette Aarhundrede“ , sige Forfatterne, „søgte man mest sine Idealer i Uvirkelighedens Sfærer, og medens man sværmede for Oldtidens mytiske Helte, fandt man ikke de tapre, men pjaltede og lidet romantiske danske Soldater værdige til kunstnerisk eller æstetisk Behandling“ . Selv fra Autoriteternes Side vistes der ringe Pietet for Minderne fra den 10. December 1813. Det skyldes saaledes alene Prinsen af Hessens energiske Optræden, at de fynske Dragoners Trofæ , de erobrede hanoveranske Kanoner, ikke kom under Auktionshammeren, og med unænsom Haand fjernede Hærplanen af 1842 de gamle Regimentsnavne, saaledes at man kun med Besvær kan finde de Afdelinger, der ere Arvtagere efter Sejrherrerne fra Sehested. Den 28. Juni 1822 afsløredes midt i Sehested By en Mindestøtte om Sejren, hvorved Armeen ønskede at bevare for Efterverdenen Mindet om en hæderfuld Kamp. Vi maa slutte os til Forfatterne, naar de slutte 2. Periode med: „I Tidens Løb er Mindet om Hædersdagen den 10. December 1813 i en mærkelig Grad blegnet. Sehested er traadt i Skygge for Fredericia og Isted; og dog bærer Frederik af Hessens Sejr over Wallmoden Vidnesbyrd om et Mod, en Bestemthed, en Solidaritetsfølelse, der paa ingen Maade staar tilbage for, hvad den danske Hær i sine senere hæderfulde Kampe har kunnet yde“ .
3. Periode.
Denne Periode er yderst fattig paa Begivenheder, idet der den 15. December blev sluttet en Vaabenstilstand, som varede til 5. Januar. Forfatterne have derfor valgt at gengive in extenso en Jou rn al, som er ført af forskellige Officerer af Auxiliæ rkorpset; om denne Journal som Midtpunkt have de saa grupperet et stort Antal Aktstykker, der give et godt Indblik i Korpsets Forhold i denne Periode og vise os de Vanskeligheder af forskellig Art, som daglig opstaa i den indesluttede Fæstning Rendsborg.
Talrige Breve veksles mellem Kong Frederik og Prinsen. Førstnævnte ønsker, at Korpset skal støde til Reserven i Kolding, medens Prinsen er af den Mening, at det skal blive i Rendsborg, og at Kongen fra Kolding skal rykke mod Syd, forene sig med de i Hertugdømmerne staaende Tropper og slaa den svenske Kronprins. I meget indtrængende Udtryk opfordrer han Kongen hertil, og da endelig denne bestemmer sig til selv at forblive med Armeen paa Fyn, tager han Bladet fra Munden, og læser Kongen ordentlig Teksten, idet han slutter med: „Gud forlade den det, der raadede Deres Majestæt til at gaa bag Lille Bælt; han har opofret sit Fødeland, Armeens Ære og Deres Majestæts Sikkerhed“ . Den 5. Januar 1815 udløb Vaabenstilstanden; men den 9. skriver Prinsen: „Endnu har Fjenden slet ikke begyndt formelt Angreb og gør det næppe; man søger snarere at tænde Ild i Byen ved Raketter“ . Dette gjorde han dog ikke, og allerede den 15. Januar modtoges Underretning om, at Freden var underskreven. Den 16. ender „Rendsborgprotokollen“ , og 3. Periode sluttes med nogle Skrivelser, hvoraf vi erfare om de svenske Tropper, at „Kronprinsen tillader dem enhver Ekces for at holde dem ved godt Lune for sig . . . . de ere overordentlig velklædte, men ere ingen Elskere af at slaas og føres, hvad de Svenske angaar, heller ikke i Ilden“ . Hermed slutter 8 . Binds 3. Hæfte, men i et 4. Hæfte har Kaptajn A. Tuxen givet en interessant. Fremstilling af Forholdene i Altona fra 4.— 22. December 1813 og af Belejringerne af Frederiksort og Gliickstadt, som vi skulle henlede Opmærksomheden paa. Altona. Da Stecknitzstillingen opgaves, blev H olsten dog ikke fuldstændig rømmet af de Danske. I Altona blev saaledes den danske Besætning — 174 Jægere og 22 Ryttere — rolig liggende. Den 9. December foretog den lille Skare en Rekognoscering og traf ved N i en stedt en fransk Eskadron, som var falden i et Baghold, og som nu replierede sig paa Jægerne, hvor den fandt saa virksom Slotte, at Kosakkerne bleve kastede tilbage. „Vore Folk deltog med en saadan Iver i Fægtningen, at det var forbundet med den største Vanskelighed at faa dem til at holde inde med Skydningen og tiltræde Tilbagetoget“ . Denne lille Affære var den sidste Lejlighed, hvor danske og franske Tropper i Fællesskab bekæmpede samme Fjende.
Mærkeligt nok opnaaede Kommandanten, at Altona blev erklæret nevtralt; men Stillingen blev dog snart uholdbar, idet saa vel Russerne som de Franske vidste, hvor ringe de Midler vare, som han raadede over. Allerede den 19. December krænkede Russerne da ogsaa Nevtraliteten og udskreve Varer i Altona. De russiske Fordringer lode sig ikke afvise med Vaabenmagt, og paa den anden Side kunde den danske Garnison ikke finde sig i, at russiske Eksekutionstropper inddrev Brandskat i deres eget Standkvarter; under disse Forhold var der ikke andet at gøre end at rømme Byen. Indskibningen foregik den 21., og næste Dag naaede den lille Skare lykkeligt ind i Gliickstadt Havn. Da Altona var rømmet, blev dens Nevtralitet for saa vidt respekteret, som den ikke blev besat hverken af franske eller russiske Tropper. Frederiksort. Som alle danske Fæstninger var Frederiksort ved det 19. Aarhundredes Begyndelse forældet og forfalden. Da Auxiliærkorpset drog imod Nord, blev Faren for Frederiksort overhængende, og Forfatteren giver en meget livlig Skildring af General Hirsch's Bestræbelser for at sætte den i Forsvarsstand. Den 12. December Kl. 1 skimtede man fra Fæstningen en fjendtlig Kolonne paa Kielervejen, og noget efter indfandt en fjendtlig Parlementær sig i Fæstningen og opfordrede den til Overgivelse, hvilket Kommandanten afslog, hvorpaa han straks udstedte Befaling til at „fyre paa Fjenden ved Dag og Nat, naar der blot var Udsigt til at træffe“ . En Officer tillod sig at foreslaa at udsende et Kommando for at rekognoscere Fjendens Stilling, men dette fandt Kommandanten at være for stort et Vovestykke og overtalte et Pa r Civile til at udføre Rekognosceringen. Et gammelt Postbud og en Bagersvend udsendtes og tilvejebragte saa beroligende Efterretninger, at den udmattede Garnison kunde forlade Volden. Medens saaledes den ydre Fare syntes at være overstaaet, begyndte der i Fæstningen at opdukke alle Slags Rygter om „Forræderi“ , og Kommandanten var smittet af den forknytte Stemning, der herskede i Besætningen, da Belejringen begyndte den 14. December. Man søgte dog at lægge de Belejrende saa mange Hindringer i Vejen som muligt; men det stod naturligvis klart for Generalen, at han ikke længe vilde kunne gøre Modstand mod den overmægtige Fjende; den 19. December overgav han da ogsaa Frederiksort til Svenskerne, medens han selv med Besætningen fik Lov at drage bort med fuld militær Honnør. Garnisonens Forhold havde gennemgaaende været godt; men det kan dog ikke nægtes, at den alt for rigelige Brændevinsration af og til havde en uheldig Virkning, endog paa flere af Officererne.
Kongen var da heller ikke tilfreds med Frederiksorts Overgivelse. En G eneral kommission blev nedsat, og den dømte samtlige Officerer, som havde haft Sæde i Fæstningens Krigsraad, idet den mente, at „Overgivelsen var forhastet, thi Fjenden havde ikke løsnet et eneste Kanonskud eller tilføjet Garnisonen det ringeste Tab , da den endnu vel forsynede Fæstning kapitulerede“ . Gliickstadt. Medens denne Fæstning, der laa ved Elben c. (i Mil neden for Hamburg, kun havde ringe strategisk Betydning, var den i taktisk Henseende ret heldig stillet, idet Omegnen kunde sættes under Vand, hvorved den kunde gøres uindtagelig fra Landsiden. Da Kongen i 1813 gav Ordre til at sætte Fæstningen i en saa komplet Forsvarsstand, at den kunde udholde „en 6 Maaneders Belejring eller i det mindste Berending“ , var den i høj Grad forfalden. Desuagtet blev saa godt som alle Kommandantens Anmodninger om Midler til at sætte Fæstningen i bedre Stand til at tage mod Fjenden uopfyldte. Og dog erklærede den kommanderende General i Hertugdømmerne, Landgrev Carl, at „den første Grundsætning maa være ikke at overgive Fæstningen“ . Forfatteren giver en interessant Fremstilling af de trøstesløse Forhold i Fæstningen, hvor Kommandanten, General Czernickow, forgæves søgte at tilvejebringe nogenlunde Orden i Sagerne.
I Vaabenstilstandsbestemmelserne af 15. December findes følgende Passus: „Da Prinsen af Hessen har erklæret ikke at kunne afstaa Gluckstadt og Frederiksort..., maa de Allierede under Vaabenstilstanden have Frihed til at tage disse Fæstninger, hvis de kan.“ Den 18. December blev Fæstningen cerneret, og den 23. rykkede det fjendtlige Fodfolk, dækket af en stærk Taage, frem til Forgraven. Den paafølgende Skydefægtning var virkningsløs, men skulde ogsaa kun bortlede Opmærksomheden fra Belejringsarbejderne. Den gav Anledning til følgende Dagsbefaling til Besætningen, c. 3200 Mand: „Siden denne Fæstnings Indeslutning af Fjenden have I ved alle Lejligheder vist den urokkeligste Mod .... Bliver ved, vakkere Krigere, med denne Aand! af almindelige Bestræbelser. . . . Vi fægte for en retfærdig, Eder alle bekendte Genstand! derfore vil Tanken om Gud, Kongen og Fædrenelandet opflamme Eder: Naar Roligheden tilbage vender, da vil Kongen og Fædrenelandet belønne E d e r!!“ F ølgende Aanden i denne imponerende Dagsbefaling, afslog han ogsaa alle Opfordringer om Overgivelse, men viste samtidigt, hvor ubekendt han var med al Krigsbrug ved at lade de fjendtlige Parlamentærer gaa omkring med utilbundne Øjne og uden egentlig Bevogtning. Senere undskyldte han sig med, at „Fjenden jo alligevel vidste, hvorledes Tilstanden var i Fæstningen“ . Den 26. December begyndte Bombardementet, og i 3 Dage regnede det baade fra Land- og Søsiden ned over Byen med Bomber, Granater og Brandraketter; men uagtet Englænderne alene paa en enkelt Dag skal have gjort 1000 Skud, var Tabet kun ringe, idet der af Fodfolket kun opgives at være skudt en Regimentsjæger.
Medens Stemningen blandt Forsvarerne var ganske god, var den civile Befolkning stærkt nedtrykt og haabede paa en snarlig Kapitulation. Fra de Belejredes Side skete der dog ingen Tilnærmelser; derimod gjorde Fjenden flere Forsøg paa at opnaa Fæstningens Overgivelse ad Underhandlingernes Vej, ja endog ved at forsøge at bestikke Czernickow; dette førte imidlertid ikke til noget Resultat, og den 1. Januar fornyedes Bombardementet for med korte Afbrydelser at fortsættes indtil den 4. om Morgenen. Denne sidste Bombardementsperiode var betydelig vanskeligere at komme over end den første; den tog mere paa Garnisonens Kræfter, og den anrettede Skade var langt betydeligere. Demoralisationen greb derfor om sig. Fæstningsværkerne vare ganske vist saa godt som ubeskadigede; men Besætningen var svunden stærkt ind, og en Del af den var højst upaalidelig. Hensynet til den slette Stemning i Borgerskabet og en Del af Garnisonen samt Frygten for, at Fæstningen ved den tiltagende Kulde skulde miste sin Stormfrihed, bevirkede saa, at Czernickow endelig gav efter for de fornyede Opfordringer og besluttede at indlade sig i Underhandlinger, som den 5. Januar 1814 førte til Fæstningens Kapitulation. Garnisonen fik Tilladelse til at afmarchere „med flyvende Faner og klingende Spil“ ; men Soldaterne, der ikke havde faaet meddelt Kapitulationens Indhold og derfor troede, at de som Krigsfanger skulde føres til England, begik forskellige Ekscesser, alle Baand løsnedes og A fmarchen foregik i den største Uorden; det kom flere Gange til skandaløse Optrin, som da en Hob paa 100 Mand udenfor Krempe blev overfaldet af ubevæbnede Schillske Husarer, der bemægtigede sig Fanen, uden at en eneste Befalingsmand tænkte paa at trække Sablen for at forsvare den. Som en Modsætning hertil kunne vi dog heldigvis nævne Premierløjtnant Ewald af Husarerne, som med Sablen i Haanden tvang Fjenden til at respektere den danske Fstandart. Da han red igennem Neustadt med sin Afdeling, blev der ikke raabt til Gevær; han galopperede da hen til Vagten og imponerede den fjendtlige Vagtkommandør i den G rad , at denne lod raabe ud og lod sit Kommando blive staaende med præsenteret Gevær, saa længe Ewald var i Sigte. Paa Marchen blev endvidere det noget broget sammensatte Rytterkorps haanet a f et Pa r fremmede Officerer; men Ew ald udfordrede og saarede dem begge. Forfatteren slutter sine interessante Meddelelser med at udtale, at „i Sammenligning med de fleste preussiske Kommandanters Forhold i 1800 maa General Gzernickows Forsvar af Gliickstadt kaldes paaskønnelsesværdigt. T il alle Sider var han omringet af fjendtlige Hærmasser; hans egen Krigsherre havde opgivet at bringe ham Hjælp, Prinsen af Hessen havde givet ham til P ris , og dog overgav han ikke Fæstningen, før efter heftig Beskydning, gentagne Opfordringer og et ikke helt passivt Forsvar“ .
