Guerre de 1870— 71. — Paris. Thiers, le plan Trochu et l’Hay 2— 29 Nov. 1870., avec une carte des opérations militaires par A lfr e d D u qu e t. Paris; Bibliothèque— Charpentier.
Alfred Duquet fortsætter i det foreliggende Værk sin højst interessante Fremstilling af Krigen 1870— 71. Det er det syvende Bind, der foreligger fra hans Haand; de 6 første bære Titlen:
Froeschwiller, Chalons, Sedan.
Les grandes batailles de Metz.
Les derniers jours de l’armée du Rhin.
Paris. — Le quatre septembre et Chàtillon.
Paris. — Cheviliy et Bagneux.
Paris. — La Malmaison, le Bourget et le 31 Oct.
Duquets Værker ere baserede paa et omhyggeligt Forstudium. Det er et næsten overvældende Antal Kildeskrifter, paa hvilke Forf. støtter sin Fremstilling. Foruden en Række af Noter paa de forskjellige Pagina indeholder Bogen til Slutning en 12 Sider lang Fortegnelse over benyttede Værker og Rapporter. Forf. har saaledes vistnok gjort, hvad der kan gjøres for at finde Sandheden. Men det Billede, han i det foreliggende Værk udkaster af den Maade, hvorpaa de politiske og diplomatiske Forhandlinger førtes, af Tilstanden i Paris og endelig af de militære Operationer paa hin Tid , er grumme sørgeligt, og de Domme, han fremsætter, ganske overordentlig haarde. Noget ligger dette maaske i, at Forf.’s Blod kommer i Kog ved Tanken om og Smerten over den Behandling, der i hin sørgelige Krig blev Landet tildel. Han kjender ikke til Smiger for Magthaverne, saalidt som han støtter sig til noget Parti. Snart angriber han Bonapartisterne, snart Republikanerne; han skaaner ikke Socialisterne mere end Opportunisterne, de Radikale ikke mere end Monarchisterne. «Je suis arrivé å dire la vérité», siger han , og dette er ham en Trøst i den isolerede Stilling, han indtager. Særlig skarp er hans Skildring af Socialismens fordærvelige og ulykkebringende Indflydelse; den var en Mare for Forsvaret, siger han; den svævede som en Ulykkesfugl over alt; den hypnotiserede Regjeringen og Generalerne og lammede deres Foretagender. Det var den, som indgjød Preusserne Haab og T illid ; det er den, som ødelægger de bedste Hære o. s. v.
Bogens første Afsnit skildrer Thiers Mission, hans Tilbagekomst til Paris og Forhandlinger med Bismarck i Versailles om Vaabenstilstand og Fredsslutning. Under hele Fremstillingen mærkes Bismarcks Overlegenhed over Thiers, en Overlegenhed, der fik en Bekræftelse ved, hvad Moritz Busch beretter, at Bismarck engang har sagt om Thiers: »Elan var ikke Mand for at behandle en Sag, af hvad Beskaffenhed det end var, selv ikke Mand for at kjøbe om end kun et Par Heste. Han lod sig for let afficere, forraadte sine Følelser og var for aabentalende. Jeg har faaet meget at vide af ham, endog det, at der kun var Levnedsmidler i Paris for 3— 4 Uger.» Underhandlingerne førte ikke til noget Resultat; thi Bismarck var fast bestemt paa ikke at ofre en Tøddel af sine Forlangender; alle hans Indrømmelser vare paa Skrømt og han lagde kun Øret til for at lytte til Forhandlinger, naar den tydske Hær havde Interesse deraf for at vinde Tid. I et andet, længere Afsnit, betitlet »November Maaned» skildrer Forf. Begivenhederne i Paris fra Dag til Dag. Parisernes Letsind fornægtede sig ikke under Belejringen For at se Forterne og for at have Fornøjelsen af at se Preusserne, strømmede de om Søndagen, naar Vejret var godt, i Masse ud til Forterne Hautes Bruyères, Villejuif, o. s. v. Ganske som paa en Longchamps-Dag var Vejen derud sort af Mænd, Kvinder, Børn, Damer i Toilette. Og i Værkerne solgtes Forfriskninger som paa en Markedsdag.
Videre skildres det, hvorledes Sorg og Glæde, fortrykt Stemning og kjække Forhaabninger afløste hinanden i den «lange og triste» Maaned, som dog navnlig prægedes ved Regjeringens Blødagtighed og Svaghed, dens phrasemæssige Proklamationer og dens Smigrerier overfor den store Hob. Billedet formørkes yderligere ved den Mangel paa Disciplin, der herskede i Garnisonen; man faar Billedet af et Anarchie. Alle vilde kommandere, ingen vilde adlyde. Og ved den Betaling, man gav Arbejderne for intet at bestille, skaffede man sig en kolossal daglig Udgift paa Halsen og lagde Spiren til (iommuneu. lndgaaende behandles Trochus Udfaldsplan. Der var, siger Forf., ved Forsvaret af Paris kun een Tanke at følge: forurolige Belejrerne, trætte og udmatte dem, samt fravriste dem forskjellige Punkter. Ogsaa kunde man paa forskjellige Steder søge at bryde igjennem Fjendens Indeslutningslinie og gjøre ham den Skade, man formaaede. Men ved et Udfald med en Styrke paa 50 — 100000 Mand kunde der kun under een Forudsætning vindes et afgjørende Resultat, nemlig den, at en Undsætningshær samtidig var naaet frem i nogle Miles Afstand fra det Sted, hvor man forsøgte Gjennembrudet. Herom var der ikke Tale; man drøftede tværtimod Planer om Udfald i de forskjelligste Betninger. Sluttelig havnede man i en Plan om et Udfald over Halvøen Gennevilliers; Stødet skulde føres videre frem over Rouen til Havre. Forf. gjennemgaar kritisk denne Plan og kommer til det Resultat, at der var 99 Chancer mod 1 for at den maatte strande endog i sin første Begyndelse.
Planen blev dog ikke til noget. Den 14. November kom der en Depeche fra Gambetta til Trochu med Meddelelse om, at Loire-Armeen havde bemægtiget sig Orleans efter 2 Dages sejerrig Fægtning. Der opstod derefter i Paris et levende Ønske om ved en offensiv Bevægelse at støtte Loire-Armeen idetmindste indirekte derved, at Dele af Indeslutnings-Armeen hindredes i at ile de i aaben Mark kjæmpende tydske Tropper tilhjælp. Forf. viser, at Trochus oprindelige Plan om at gjøre et Udfald over Halvøen Gennevilliers kun har foresvævet ham i vage, ubestemte Omrids, og at Trochu overhovedet aldrig alvorligt har havt til Hensigt at ville bryde ud hverken i den ene eller den anden fletning; han har kun tænkt henimod Slutningen af Oktober eller Begyndelsen af November at forsøge en Bevægelse i Retning af Marnen uden Haab om et lykkeligt Udfald, blot for at have Udseende af al ville gjøre noget, med et Ord blot for at berolige Pariserne og faa Skraalhalsene til at tie. Trochu har senere berettet, at det var Gambettas indstændige Opfordring til ham om at ile Loire-Armeen imøde, der gjorde, at han opgav at føre Stødet mod Vest og istedetfor føre det i østlig Retning; men Forfatteren viser ved Dokumenter og Beretninger, at Gambetta kun har opfordret Trochu til at angribe i N., i S ., mod 0. eller mod V . , ligegyldig i hvilken Retning blot for at fastholde de tydske Tropper.
Det store Udfald, der besluttedes udført den 29. November, skulde foregaa i østlig Retning. 2den Arme under General Duerot skulde den nævnte Dag ved Daggry overskride Marnen mellem Joinville og Bry og angribe Villiers og Coeuilly. Venstre Fløj af Udfaldshæren skulde slutte sig til Mont Avron, som Kontreadmiral Saisset skulde bemægtige sig Natten til d. 29. og befæste; højre Fløj skulde støtte sig til Halvøen St. Maur. 400 Stkr. Skyts i Forterne og paa Avron Plateauet skulde understøtte Udfaldshæren. Paa dennes højre Fløj skulde General Vinoy med 3 Divisioner samtidig gjøre et kraftigt Angreb mod Landsbyerne l’Hay og Choisy le Roi. Eudelig skulde der gjøres Skinangreb fra Mont Valérien og Demonstrationer paa Halvøen Gennevilliers samt fra St. Denis mod Nord.
Troppebevægelserne begyndte i de sidste Dage af November. D. 28. vidste hele Paris, at der d. 29. skulde finde et stort Udfald Sted, og at 150,000 Mand alt stod opmarcherede udenfor Paris. Avisernes straalende Beretninger samt General Ducrots Proklamation med den bekjendte Udtalelse: «je ne rentrerai dans Paris que mort ou victorienx» elektriserede alle. Paris saa at sige kamperede paa Boulevarderne og de offentlige Pladser og ventede med Længsel og Utaalmodighed paa de Sejersdepecher, som, mente man, ikke kunde udeblive. Natten til d. 29. skulde Broslagningen over Marnen foretages. Ingenieur en chef Krantz gav Befaling dertil; men, som det hed, en Stigning af Vandet i Marnen hindrede Udførelsen, og der var ingen Mulighed for at faa Broerne færdige før 24 Timer efter den fastsatte Tid. Efter mange Raadslagninger besluttede man da at udsætte Udfaldet 24 Timer, men derimod at foretage Demonstrationerne til befalet Tid.
Forf. paaviser ved et meget stort og interessant Bevismateriale, at den meget omtalte Stigning uf Marnen ikke fandt Sted, men at det var Forsømmelse fra Ingenieurerne Krantz’ og Ducrots Side, der bevirkede Forsinkelsen og Udsættelsen af Hovedangrebet. Det stod skrevet, siger han, at alt i denne ulykkelige Krig skulde vende sig til vor Fordærv. Forsinkelsen kjølnede den Enthousiasme, som General DuCrots Proklamation havde vakt, og Udtalelsen om «mort ou victorieux» gjorde den største Ulykke Den bevirkede, at man ikke opgav Udfaldet, men imod al Fornuft besluttede sig til al angribe d. 30. istedetfor d. 29., hvorved Fjenden nøje var underrettet om Tid og Sted for Angrebet. Og samme kjække, ægte franske Phrase blev Aarsag i, at General Duerot, der allerede noget tabte Modet ved den indtraadte Forsinkelse, galoperede rundt under Kampen paa de for Ilden mest udsatte Steder, men hvor intet Overblik havdes, istedetfor at opholde sig f. Ex. i Fort Nogent, hvor han havde kunnet overskue Bevægelserne af samtlige Armeekorps og havde kunnet forebygge mangen taktisk Fejl.
Forf. harmes over den Udygtighed, Førerne lagde for Dagen. Etsteds hedder det: »mais il semblait que rien de raisonnable ne put sortir du cerveau de nos chefs, et qu’ils se laissaient aller, en fatalistes, sans rien voir et sans rien prévoir.» Og i Anledning af, at Hovedkampen først skulde begynde den følgende Dag og under de ulykkeligste Vilkaar, siger han: Hverken Trochu eller General Duerot eller Ingenieur en chef Krantz havde gjort, hvad der kunde gjøres for at sikre et godt Resultat : Trochu paa Grund af Modløshed og Mangel paa Tro til et heldigt Udfald af Foretagendet, Duerot paa Grund af Tankeløshed og Krantz paa Grund af Ligegyldighed eller Uduelighed. Beskrivelsen af selve Kampen har Forf. maattet udsætte til et følgende Bind, som det ligeledes vil have stor Interesse at gjøre sig bekjendt med.
Militærlægen. Udgivet af Militærlægeforeningen i Kjøbenhavn.
«Militærlægen» udgav sit første Hæfte i Januar 1893 og har saaledes nu bestaaet i 2 Aar. Det Formaal, Foreningen stillede sig ved Forsøget paa Udgivelsen af et militær-lægevidenskabeligt Tidsskrift, var, kortelig refereret, det at blive et Organ for Militærlægerne, aabne dem Adgang til at blive bekjendle med del militære Sundhedsvæsens Organisation og Virksomhed, binge dem i Rapport til Omverdenen samt i Almindelighed at vække Interesse for og udbrede Kjendskab til Militærlægevidenskaben. Det forekommer os, at de udkomne Aargange paa en heldig Maade have løst de Opgaver, Foreningen har stillet sig. Den Fare, man kunde befrygte, at Tidsskriftet maaske vilde udvikle sig til at blive et Organ for Militærlægerne udelukkende til Drøftelse af deres Fagspørgsmaal og Standsanliggender af Interesse, er man lykkelig kommen ud over. Artikler af denne Art have forholdsvis kun været faa, hvorimod Tidsskriftet bar indeholdt en Række Afhandlinger af mere almindelig, militær Interesse. Saaledes er saavel Spørgsmaalet om Kasernevæsnet, og hvad der i Fredstid kan gjøres i sanitair Henseende til Forbedring af Forholdene i Kasernerne, som Spørgsmaalet om hvad der i Krigstid kan gjøres for at formindske de Saaredes Lidelser, belyst i en Række læseværdige Artikler. Rlandt Artikler af første Slags fremhæves Korpslægerne Kiers og Bondesens Artikler henholdsvis om «Kasernebade og Kasernebadeanstalter» samt om «Sygeligheden ved en Fodfolksbataillons Rekruthold» (hvilken sidste Artikel gav Anledning til en Diskussion i Tidsskriftet), foruden Beskrivelse af «lnfirmerierne paa Søforterne», af «2det Artilleriregiments Kaserne paa Amager Fælled» samt «Ingenieurkasernen i Vognmandsmarken» (henholdsvis af Reservelæge Bavn, Kapitain Kohi og Premierlieutenant Petersen, begge af Ingenieurkorpset). Blandt Artikler, der behandle det andet Spørgsmaal, fremhæves Korpslæge Kiers: «Genferkonventionen af 1864» og «Det røde Kors» foruden mindre Artikler om Virkningen af de moderne Projektiler, Transport af Saarede i Felten, o s. v. Ogsaa et Par historiske Artikler: «Det militære Lægevæsen under Christian IV» af Kapitain A. Larsen samt en fornøjelig Skildring «fra Midten af det 18. Aarhundrede» af Korpslæge Gordon Norrie have fundet Vej til Tidsskriftet. Naar hertil kommer, at Tidsskriftet jævnlig bringer korte Artikler, Smaaberetninger fra Udlandet, Anmeldelser, statistiske Oversigter over Sygdomsforholdene i Garnisonerne o. s. v., maa det siges, at Redaktionen har grebet Sagen an baade med Dygtighed og med Energi. Militærlægerne have, som naturligt er, trukket Hovedlæsset; dog ses det, at ogsaa Militære have ydet Bidrag, og det kan sikkert siges, at Bidrag af sidstnævnte Art heller ikke i Fremtiden ville udeblive, naar Anledning dertil kommer.
En anden Støtte, som ethvert Tidsskrift maa have, er den, som ydes ved Tilgang af Subskribenter. Det er os ikke bekjendt, hvilken Støtte Tidsskriftet i saa Henseende har fundet i Hæren; men saameget kan sikkert siges, at den ene K r o n e om Aa ret , som Tidsskriftet, der udkommer hvert Kvartal, koster for Abonnenter paa Militært Tidsskrift (se Omslaget), er vel anvendt baade til at skaffe sig lidt interessant Lekture og som Støtte for Foretagendet. Paa Interesse for Militærhygieinen mangler det i hvert Fald ikke i vor Hær.
Tidsskriftets Itedakteur er Korpslæge, Dr. med. Johan Kier.
