Efter de store franske Offensiver i Artois i Foraaret 1915 var man i Frankrig klar over, at en stor Offensiv ikke kunde gennemføres uden meget svært Artilleri, men det eneste Sted, man kunde tage det, var i de befæstede Pladser, bl. a. Verdun. Regeringen besluttede sig derfor til i August 1915 at tage Artilleriet fra Fæstningerne og fordele det paa Fronten, og samtidig lagde man Fæstningskommandoerne i Kampzonen — altsaa Verdun — ind under General Joffre, medens de hidtil havde været direkte underlagt Krigsministeriet. Joffre kunde da fremtidig disponere frit over alt Personel og Materiel i Verdun. Overkommandoen (O. K.) oprettede straks 3 régions fortifiées Verdun (R. F. V.), Belfort og Dunkerque; R. F. V. kom til at høre til le groupe d’Armée de l’Est (G. A. E.), hvem desuden I Armé imellem Moselle og Meuse Højderne, Arméen i Lorraine og V il Armé i Elsass var underlagt. Kommandoen over R. F. V. blev givet til General Herr, der hidtil havde kommanderet først 6’ og derefter 2’ Armékorps, der stod omkring Verdun. Vestgrænsen af R. F. V., der gik over Bethincourt— Souilly til Chaumont sur Aire, skilte den fra 111 Armé; Østgrænsen, der gik over Koeurs— Baudricourt— Loxéville, skilte R. F. V. fra I Armékorps. Grænsen mod Etapezonen var kun 15 km. Hovedvejen Bar-le-Duc— Verdun dannede Vestgrænsen. R. F. V. havde ikke Raadighed over en Etapedirektion, men var henvist til I Armé, der havde sit Hovedkvarter i Toul, det var meget uheldigt, og derfor blev ogsaa R. F. V., da det tyske Angreb truede, henlagt under Groupe d’armées de Centre (G. A. C.), saa at dettes Etapedirektion i Bar-le-Duc kom til at betjene det. R. F. V.s Styrke bestod i August 1915 af ialt:
68 Liniebatailloner, 34 Reservebatailloner, 48—75 mm Batterier og 151 svære Piecer. Af General Dubail, Chef for G. A. E., fik General Herr den 9’ August 1915 en Ordre, hvoraf det fremgik, at Verdun ikke skulde betragtes som en Fæstning, men at de permanente Forter skulde indgaa som et Led i den almindelige Linie, og at alle Tropper, undtagen Forternes Sikkerhedsbesætninger, skulde formeres som Feltafdelinger og være til Disposition for Joffre. Dernæst fastsloges det, at R. F. V.s Opgave væsentlig var defensiv; den skulde sikre Fløjene af 1 og 111 Armé, „det er kun derfor 1: T u r Betydning, men Verdun bør i intet Tilfælde forsvares for sin egen Skyld, og den i R. F. V. kommanderende General maa for ingen Pris lade sig indeslutte. Dog bør man af moralske Hensyn saavidt muligt modsætte sig, at Fjenden tager Fæstningen.“ Venstre Flanke er dækket af III Armé, men højre
Flanke maa R. F. V. særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa. Overgange over Meuse i Troyonegnen til Fremføring af Reserver maa laves (G. A. E. vil stadig have en Reserve staaende ved Pierrefitte). Men da Forsvaret maa føres ved Manøvre, skal R. F. V. skabe sig en særlig Reserve paa mindst 1 Brigade med svært Artilleri og sørge for Transportmidler til den, saa den hurtig kan flyttes. R. F. V. bør organisere en Række Linier for at forbinde I og III Armé, hvis de maa gaa tilbage, og om muligt indføje nogle af de paa venstre Meusebred liggende permanente Værker (Landrecourt og Dagny) i disse Linier. Evakueringen af en Del Materiel fra Fæstningen til disse Linier og til Brug efter Overgeneralens Ordre andet Steds skal forberedes. Ligeledes forberedes Ødelæggelse af Verduns permanente Forter, Tunneller o. s. v. I Tilfælde af at et stort Angreb lykkes et andet Sted paa Fronten, skal R. F. V. angribe ved Eparges, medens I Armé angriber længere mod Øst — Woevre — , saa at Fremspringet ved St. Mihiel kan afsnøres. A f denne Instruktion fremgik, at O. K. ikke frygtede noget Angreb paa Nordfronten, som ansaas for stærk paa Grund af de stærke Forter, og at den særlig var interesseret i en heldig Evakuation af Fæstningen og Etableringen af en Forsvarslinie Vesi for Meuse; denne anbefales i alle O. K.s Instruktioner lige indtil de første Dage af Februar 1916. Angrebet finder Sted den 21’, men var planlagt til den 13’ s. M. Gen. H. maatte derfor særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa venstre Meusebred og kunde ikke med de faa Tropper, han disponerede over, anvende mange Kræfter andet Steds, saa meget mere som han maatte afgive Tropper til den store Offensiv i Champagne den 21’ September. Efter at denne var standset, fik Gen. H. 4’ November Ordre til at organisere Højderne ved Belrain N. f. Bar-le-Duc til Forsvar, de skulde danne Forbindelse mellem Argonne og Fæstningen Toul og laa helt tilbage i Etapezonen; det fremgaar heraf, at O. K. ansaa Rømningen af Verdun som liggende et godt Stykke indenfor Mulighedernes Grænse; men foruden denne Stilling skulde der udbygges en Stilling bag den eksisterende Front over Mort— Homme, Samogneux— Rezonvaux til Meusehøjderne og en anden Stilling over Charny— Peberhøjen; Brohovedet ved Dieue skulde udbygges, samt endelig en Stilling anlægges fra Landrecourt over de vensire Meusehøjder til le Kæurs (30 km). Hvorimod der af offensive Forberedelser kun skulde foretages nogle Arbejder ved Eparges.
Gen. H. svarede hertil, at han fandt, at det vigtigste af alt var Bygning af Hulrum i de forreste Linier og dernæst Organisation af Stillinger paa de bort fra Fjenden vendende Skraaninger og først derefter Stillingerne paa den venstre Meusebred. Men O. K. fastholdt, at Arbejderne paa venstre Meusebred, særlig ved Belrain, var de vigtigste. Lige indtil Angrebet maatte Gen. H. altsaa med sine svage Styrker samtidig forberede Stillingerne paa venstre Meusebred og vedligeholde de Linier, han havde; det er klart, at begge Dele ikke kunde gøres; O. K. lagde mest Vægt paa Arbejderne Vest for Meuse, hovedsageligt fordi Situationen i Argonnerskoven i Efteraaret 1915 gav Anledning til megen Uro; og var Stillingen dér faldet, var Verdun blevet omringet. Men O. K. begik den Fejl, at den lige til det sidste betragtede et Angreb paa Verduns Nordfront som umuligt, bl. a. fordi Tyskernes forreste Linier var 800 m fjernet fra Franskmændenes, og det ansaa man dengang for en for lang Stormafstand. Foruden disse Arbejder maatte R. F. V. ogsaa instruere sine Tropper, af hvilke en Fjerdedel var territorial Tropper; 2 af Divisionerne, 67’ og 72’, havde været i Skyttegravene i over et Aar i November 1915, medens 132’ Division, der lige var blevet formeret, aldrig havde været samlet. Da det særligt var de overordnede Stabe, der havde svigtet i Champagneslaget, saa at Angrebet, der straks havde været vel forberedt, meget hurtigt var degenereret til usammenhængende, kostbare og resultatløse Operationer, arrangerede Gen. H. efter O. K.s Ordre Kadreøvelser med en af Divisionerne. Resultatet var magert, men fortsattes saa godt som muligt til langt ind i Januar trods Frygten for og Tegnene paa et tysk Angreb. Fra November var Tyskernes Artilleris Aktivitet blevet større, og Minekrigen tog fat igen ved Eparges; den 26’ November foretog Tyskerne et forgæves Gasangreb mod Bethincourt. Fra December 1915 var man klar over, at Tyskerne vilde angribe paa Vestfronten, men hvor vidste man ikke; først den 10’ Januar opdagedes det, at Tyskerne foretog Troppeforskydninger omkring Verdun og nedrev Kirketaarne, der kunde tjene Artilleriet til Rettepunkter. Den 16’ s. M. indstiller Gen. H., at han faar endnu 2 Divisioner, da der er tydelige Tegn paa, at Tyskerne vil angribe Nordfronten; samtidig begynder han at forberede Evakueringen af Verdun og alle Landsbyer i den truede Zone. Den 23’ s. M. kommer General Castelnau paa Inspektion til Verdun; det bestemmes da, at R. F. V. skal underlægges G. A. C., Gen. Langle de Cary, i Stedet for G. A. E.; men R. F. V. faar endnu ikke Forstærkninger, da O. K. ikke vil tro paa, at Angrebet er overhængende.
Paa den formodede Angrebsfront fra Brabant til Ornes laa 4 Stillinger bag hinanden.
1) Fra Brabant over Haumont— Caure — Herbeboisskoven til Ornes.
2) Fra Samogneux over Beaumont til Dieppe.
3) Over Talou og Peberryggen til Haudroumont.
4) Over Bras— Douaumont— Vaux til Meusehøjderne.
Den første Linie bestod af en Række velbefæstede Støttepunkter, der maatte betragtes som gode med Hensyn til Anlæg og Indretning, men der var ikke tilstrækkeligt stærke Hindringer, og Hulrummene kunde ikke modstaa svære Projektiler, da R. F. V. havde manglet Arbejdskraft, fordi det stadig havde maattet arbejde paa Replistillingerne paa venstre Meusebred. Bag forreste Linie manglede saa at sige alt; Stillingerne var kun skitserede, der var ikke arbejdet paa dem siden 1914, og de var meget medtagne af Vejret, navnlig manglede der overalt Tværgange imellem Stillingerne. Og dog var Nordfronten den bedste, paa venstre Meusebred og i Woevre stod det endnu daarligere til. Replistillingerne paa venstre Meusebred var ogsaa kun skitserede, dog var et enkelt Pigtraadshegn opstillet; længst fremme var Stillingen ved Belrain, som O. K. lagde saa megen Vægt paa. Man havde efter Ordre paabegyndt alt, men intet var fuldført. Forterne havde kun Skyts i Taarnene og lidt Flankeringsskyts, alt andet Artilleri var flyttet ud; Ødelæggelsen af Forterne var forberedt, ligesom ogsaa Sprængningen af Broerne over Meuse og de militære Etablissementer 1 Verdun.
Om de defensive Forholdsregler ved Verdun skrev Castelnau efter sin Inspektion den 23/1 til Gen. H.: „Organisationen af forreste Linie Øst for Meuse, Forpostlinien, Modslandslinien og Reduitlinien svarer fuldstændig til de givne Instruktioner, men der mangler dog dækkede Rum for Reserver, der bør lægges paa de Skraaninger, der vender bort fra Fjenden o. s. v.“ Kommunikationerne kom i Slaget ved Verdun til at spille en Hovedrolle. To Hovedbaner førte før Krigen til Verdun; den første over St. Menehould til Verdun laa under Tyskernes Ild paa et større Stykke; her var konstrueret en smalsporet Bane, der var nogenlunde dækket ved sin Afstand til Tyskernes Linier, men Banens Capacitet var nedsat til kun at kunne betjene et Armékorps. Banen syd paa over St. Mihiel var afskaaret paa dette Punkt; tilbage var der kun en smalsporet Bane til Barle-Duc, hvis Ydeevne var forøget til 1800 Tons om Dagen. Man havde længe været opmærksom paa disse uheldige Forhold, men havde manglet Arbejdskraft til at bygge en ny Bane, da der overalt var saa god Brug for Jernbanetropperne til at reparere ødelagte Baner; under Kampen ved Verdun fik man dog, drevet af Nødvendigheden, bygget en Bane fra Verdun til Revigny.
Da Baneforholdene var saa uheldige, maatté man særlig benytte Vejene til Transporter. Vejen fra Verdun til Bar-le-Duc, „La Voie Sacrée“, blev gjort 8 m bred, saa at to Automobilkolonner kunde passere den i hver sin Retning, paa den kørte under Angrebet 6000 Automobiler daglig! Andre Veje blev gjort istand og nogle nye lavede, 34 Broer og Gangbroer blev lagt over Meuse. Da det var Gen. H. klart, at Transporterne trods alle Anstrengelser ikke vilde kunne opretholdes, naar Tyskernes Bombardements begyndte, blev det befalet, at alle Afdelinger skulde rykke i Stilling med to Dages Forplejning foruden Reserveration, og at alle Batterier skulde have Vj„ til 2 Dages Ammunitionsforsyning hos sig, men desuden blev der længere tilbage anlagt Mellemdepoter; det viste sig meget heldigt, da Trafiken straks den første Angrebsdag næsten fuldstændig blev afbrudt. I Begyndelsen af Februar blev det mere og mere klart, at Angrebet var overhængende; Gen. H. beder om Forstærkninger, og imedens gør han, hvad han kan for at udbedre forreste Stilling med de to Divisioner, der staar i den, først den 9’ Februar faar han endnu en Division til Hjælp til Arbejderne. Den 11’ faar han en Skrivelse fra General de Cary, der anbefaler ham at hugge det fornødne Tømmer i Skovene, da det jo maatte tage nogen Tid, viser det, at de Gary endnu ikke var klar over, at Angrebet var overhængende. O. K. sendte da ogsaa kun Forstærkninger til R. F. V. „draabevis“ trods Gen. H.s indstændige Bønner; først den 11’ faar Gen. H. Raadighed over 7’ Armékorps’ Stab, men han maa kun disponere over Armékorpsets Artilleri. Samme Dag faar han heldigvis fuld Raadighed over 51’ og 67’ Division, saa at han kan begynde at gruppere sine Kræfter med Kampen for Øje. Den 19’ kommer Joffre til Verdun og lykønsker Gen. H. til hans Dispositioner og lover ham, at 20’ Armékorps skal komme til Egnen om Bar-le-Duc som Reserve.
Artilleriet blev ogsaa meget forstærket, den 10’ Februar var der endnu kun 5 Batterier, der kunde skyde Spærreskydning paa Nordfronten Øst for Meuse, men den 16’ var der 23; ialt disponeredes der paa hele Nordfronten over 380 Feltkanoner og 244 svære Piecer, men det var næppe en Trediedel af det Antal, Tyskerne havde bragt i Batteri. Det maa meget mere tilskrives det ringe Batteriantal og den korte Tid, Artilleriet havde haft til at bekæmpe Angrebet samt for lidt Ammunition end for svage Stillinger og for lidt Infanteri, at Verdun nær var faldet i Februar 1916.
Ordre de bataille den 2ll/2 1916 var: Venstre Meusebred: General Baselaire, 29’ og 67’ Infanteridivision.
Højre Meusebred til Linien Etain— Haudainville: General Chrétien, 72’, 51’ og 14’ Infanteridivision. Østfronten til Paroches: 132’, 3’ og 4’ Infanteridivision. I Reserve: 2 Divisioner.
Ialt fandtes 80 Batailloner i forreste Linie, der var 166 km lang, i Reserve var 58 Batailloner 12 af G. A. C.; heroverfor stod ca. 175 tyske Batailloner fordelt i 19 Divisioner. G. A. G. udgav 11’ og 15’ Februar 2 Instruktioner vedrørende henholdsvis Brugen af Artilleri og Kampen om de forreste Linier.
I den første fastsloges det, at man ikke burde søge at ødelægge de fjendtlige Værker, da det vilde være unyttigt, fordi de straks vilde blive reparerede; men derimod vente med at skyde til Fjenden var klar til Angreb; „forud for dette vil gaa et Bombardement i nogle Timer, dette bør være Signal for det franske Artilleri til at dræbe Angrebet i Ægget ved en voldsom Beskydning af de tyske Linier; Artilleriet skal paabegynde disse Skydninger uden at afvente Ordre.“ Gen. H. var af en anden Mening, han forlangte, at Artilleriet skulde foretage Concentrationsskydninger mod de fjendtlige Værker og hindre Reparationsarbejder ved at beskyde disse om Natten med Granatkardæsker, og endvidere at Feltartilleriet ikke maatte aabne Ilden, fordi det fjendtlige Bombardement begyndte, men vente til Angrebet syntes at være overhængende.
Tyskerne begyndte Bombardementet den 21’ Kl. 7 og fortsatte til Kl. 5 Eftm., først Kl. 1 aabnede Feltartilleriet Ilden mod de tyske Skyttegrave,— men det var for tidligt. I den anden Instruktion fremhævede G. A. L. igen, at R. F. V. havde en ren defensiv Opgave, at man derfor kun burde have saa faa Tropper som muligt i de forreste Linier, og at Artilleriet burde indskyde sig paa de forreste franske Linier og skulde kunne beskyde en Del af den franske Stilling. Gen. H. videresendte denne Instruktion, men hævdede, at den ikke maatte forstaas bogstaveligt, tværtimod skulde hver Afdeling holde ud til det yderste i sin Stilling, og at Artilleriet skulde være udpræget offensiv mod Fjendens Værker. Da det var Infanteriets Modangreb, der frelste Situationen, og ikke det altfor svage Artilleri, maa man kalde Gen. H.s Korrektioner til de givne Ordre for heldige. Den 21/2 Kl. c. 5 angreb Tyskerne, de to første Dage holdes tildels de forreste Stillinger, omend Brabant maa rømmes imod Gen. H.s Ordrer, men den 24’ er Stillingen saa kritisk, at Gen. de Cary telefonerer til O. K. om Tilladelse til at rømme hele højre Meusebred, men faar et bestemt Afslag; s. D. kommer Castelnau, han bestemmer, at Pétain skal tage Kommandoen, men før det kan ske, er Douaumont faldet — det var ved en Forglemmelse ikke blevet besat — , og 37’ Division har uden Tilladelse rømmet Peberhøjen af Frygt for at blive omgaaet; Situationen er fortvivlet, men Gen. Chrétiens Tropper har ydet det utroligste, de har kæmpende mod 3 Armékorps lidt et Tab af 62 °/0, men opholdt Tyskerne til 20’ Armékorps har kunnet afløse dem; trods alt har Tyskerne ikke opnaaet, hvad de havde h.aabet, og lidt svære Tab; den franske Hær marcherer nu op, og Spillet bliver mere lige.
Den 24’ Kl. 12 om Natten overgiver Gen. H. Kommandoen til Pétain, men forbliver hos ham som artilleristisk Raadgiver og gør ham uvurderlige Tjenester. Gen. H. blev tiltalt for Krigsretten, der frikendte ham; men hvis det allerede den , var gaaet op for O. K., at Gen. H. havde Ret, da han forudsagde et kommende tysk Angreb, og O. K. straks havde været klar over, at Forsvaret af Verdun maatte føres paa højre Meusebred, og derfor havde opgivet Arbejderne paa venstre Meusebred og givet Gen. H. de fornødne Forstærkninger, navnlig Artilleri, var det tyske Angreb sandsynligvis blevet dræbt i Ægget. Gen. H. endte sin militære Kariére som Direktør for Artilleriet, i hvilken Egenskab han undertegnede den berømte Rapport om det franske Artilleris Erfaringer i Krigen.
O. L.
