Log ind

Airborne Warfare

#

Når man har læst general James M. Gavins bog „Airborne Warfare“ og senere bar liaft lejlighed til omend periferisk at studere dette emne i U. S. A., dels ved „Airborne Department“ i Fort Benning, dels ved 82. Airborne Division i Fort Bragg, kan det ikke undgås, at man gribes af interesse for denne krigsforelse, der fik sit virkelige gennembrud under verdenskrig II, og som nu efter krigen udgør et af de vigtigste områder inden for stormagternes tekniske og organisatoriske forskning. Mangfoldige artikler i udenlandsk militær faglitteratur viser da også en dybtgående interesse for de omfattende problemer, der knytter sig til denne „nye“ krigsførelse.

Emnet er af betydeligt omfang, og nærværende artikel — der i hovedsagen er baseret på dels foredrag om emnet, dels betragtninger og redegorelser, der er fremkommet i udenlandske — navnlig amerikanske — tidsskrifter og uddannelsesbestemmelser, kan derfor ikke behandle denne krigsførelses mange detailler og forgreninger lige grundigt.

Artiklen bar først og fremmest et alment orienterende formål.

Idéen til „Airborne Warfare“ eller, om man vil, det vertikale angreb opstod jo ikke under verdenskrig II. Som på så mange områder inden for moderne krigsførelse bar iniativrige og fremsynede mænd med fantasi og evne til at frigøre sig for tidens vanetænkning allerede i tidsperioder, hvor krigen endnu førtes på en noget anderledes måde, beskæftiget sig med disse tanker. At den tekniske udvikling og den for fremskridtet også i vore dage velkendte snæversynetbed og forstokkethed i det store maskineri medførte, at de nye tanker ikke straks kunne føre til praktiske resultater, gør jo ikke de pågæblendes indsats mindre.

Jeg skal imidlertid afholde mig fra at bringe nogen historisk udredning af flyvemaskinens, faldskærmens eller svæveplanets udvikling, ej heller komme nærmere ind på de utallige forsøg, der i de forskellige lande bar ført til nutidens luftbårne kampenbeder;
jeg skal blot så kortfattet som muligt og med vægten — hvad naturligt er — på verdenskrig II indledningsvis orientere lidt om de vigtigste begivenheder indenfor denne krigsforelses mere moderne historie.

Leonardo da Vinci tegnede en faldskærm (15. århundrede), Mongolfier konstruerede den forste anvendelige ballon (18. århundrede), Blanchard udførte et faldskærmsudspring fra ballon for at redde livet (18. århundrede), og endelig kan nævnes Benjamin Franklins efterhånden sagnomspundne forslag om at flytte jordtropper ved hjælp af balloner.
Verdenskrig I frembragte dog ingen luftbårne operationer. Hvad der kunne være sket, hvis krigen havde varet længere, er imidlertid et andet spørgsmål. Ifølge amerikanske kilder kunne man sandsynligvis have oplevet et virkeligt luftbåret angreb i stor målestok i 1919. Planerne forelå og var godkendt af den amerikanske general J. Pershing. 1200 Handley-Page bombemaskiner med 12.000 luftbårne soldater (udrustet med faldskærme) skulle hovedsagelig med maskingeværer som støttevåben foretage denne taktiske manøvre og nedkastes bag de tyske linier. Forsyningstjenesten skidle udføres af luftvåbnet.

I perioden mellem verdenskrig I og II blev det imidlertid først og fremmest Rusland og Tyskland, der arbejdede videre med det vertikale angreb. Rusland anvendte under manøvrerne i 1929 faldskærmstropper, og i 1936 meddeltes det, at Russerne havde nedkastet over 5000 faldskærmstropper under manøvren ved Kiev. I 1933 oprettedes i Tyskland Herman Gbring faldskærmsbataillonen, omhyggeligt udtaget blandt de bedste soldater. Hver faldskærmssoldat var af fvsisk meget boj klasse og havde særlig løn og særlige privilegier. I 1938 udførte tyskerne betydelige luftlandsætninger bl. a. med svæveplaner.

Endelig anvendte russerne faldskærmstropper under den finskrussiske krig i 1939. Operationernes omfang var dog begrænset, vel først og fremmest af mangel på hensigtsmæssige transportmidler. Russiske faldskærmstropper blev i hvert fald hovedsagelig anvendt som jordtropper.

Verdenskrig II’s begivenheder bar vi alle ta't inde på livet, men det kan dog alligevel være formålstjenligt at genopfriske de vigtigste luftbårne operationer.
Ved verdenskrig IPs udbrud havde såvel Rusland som Tyskland uddannet mange tusinde faldskærmstropper, og tyskerne havde. gennemført omfattende forsøg med svæveplaner. Det blev da
også tyskerne, som overraskede verden med sine strategiske lvn- angreb gennem luften. Danmark og Norge gik ikke ram forbi, men det var dog forst operationen i 1940 mod Holland og Belgien, der gav genlyd i verden. —

Det kan derfor være af interesse at se lidt nærmere på disse operationer, selv om de sammenlignet med operationen på Kreta, for ikke at tale om de allieredes operationer i 1943—44 og 45, må siges at være af mindre format omend af stor strategisk betydning.

Den tyske strategiske operationsplan gik i 1940 tul på ved en hurtig indtrængen i Holland og Belgien at trække de franske og britiske arméer mod nord. Hvis denne plan lykkedes, ville tyskerne kunne angribe fra Ardennerne ind i de fransk-britiske styrkers flanker.
For angrebet ind i Hollands vedkommende var en hurtig besættelse af de strategisk vigtige broer en forudsætning for planernes heldige gennemførelse, bl. a. for at lette panserenhedernes fremrykning.

Samtidig med et luftbåret angreb mod broerne over Rhinen og Haas angreb de tyske jordtropper Greeppe—Peel linien, bl. a. for at lette panserenhedernes fremrykning. Den 13. maj opnåede disse styrker kontakt med de luftlandsatte troppeenheder, og i løbet af dagen var alle broer af vigtighed i tyskernes hænder.

I Belgien demonstrerede tyskerne igen værdien af det vertikale angreb — denne gang med svævep lanstrop per. I ly af daggryets halvmørke landede et antal svæveplaner på Eben-Emaels overbygninger og ødelagde hurtigt dets kanoner og ammunition. De nærliggende forter Pontisse og Barclio, som begyndte at skyde på det tavse fort, blev gjort ukampdygtige af Stukas styrtbombemaskiner. I løbet af 24 timer havde bele Fort Eben-Emael garnisonen overgivet sig.

Det heldige angreb på Fort Eben-Emael resulterede i erobringen af yderligere 2 vigtige broer.
Selvom tyskerne anvendte luftbårne tropper i andre operationer på vestfronten, blev de dog aldrig igen anvendt i et område, der havde større strategisk og taktisk værdi.

Også i Japan var der — hovedsagelig under tysk medvirken — opbygget faldskærmstropper, omend i begrænset omfang. Ved krigens udbrud rådede japanerne således over 2 uddannede fald- skærmsbatailloner. Japanske faldskærmsoperationer havde dog ikke større held. I februar 1942 fik en japansk faldskærmsbataillon til opgave at erobre og besætte en flyveplads og 2 raffinaderier på det sydøstlige Sumatra. Transporteret i 70 luftfartøjer, der har RAF’s mærke, blev bataillonen kastet ned i 2 bølger på 350 mand hver. En kraftig luftværnsild medførte imidlertid, at udspringene måtte ske fra stor højde, og den ødelagde desuden 16 flyvemaskiner. Faldskærmstropperne faldt meget spredt, og det lykkedes dem ikke at reorganisere og koncentrere mod angrebsmålene.

I 1944 — den 6. december — udførte japanerne deres sidste luftbårne angreb. En faldskærmsbataillon blev kastet ned for at neutralisere forskellige landingsbaner på Philippinerne. Opgaven var at ødelægge eller ubrugeliggøre så mange amerikanske flyvemaskiner som muligt med det formål at sikre en japansk landgang den påfølgende dag mod alvorlig amerikansk modstand i luften. Kun mellem 200 og 300 japanske faldskærmssoldater nåede jorden levende, og det lykkedes ikke at bringe dem forstærkning, før de var tilintetgjort.

På allieret side var udviklingen af luftbårne tropper gået langsomt. I 1936 havde man dog anvendt faldskærmstropper under manøvre i England. For U. S. A.’s vedkommende tumlede man endnu i 1939 kun med planerne om organiseringen af faldskærmstropper, og forst i juni 1940 efter den tyske luftinvasion i Holland og Belgien opstillede man i Fort Benning en forsogsdeling bestående af 2 officerer og 48 underbefalingsmænd og menige (alle frivillige). Den 29. august 1940 udførte denne deling det første masse- udspring, og 3 måneder senere var den første faldskærmsinfanteri- bataillon organiseret med forsøgsdelingens personel som kadre. Først nu kom der rigtig gang i uddannelsen, og de betydelige midler til uddannelsesmateriel m. v. blev stillet til rådighed. I oktober 1941 dannedes den første luftbårne bataillon med den primære opgave at udvikle luftlandsætning ved hjælp af svæveplaner.

Ved verdenskrig II’s afslutning rådede den amerikanske hær over 5 luftbårne divisioner og 4 faldskærmsregimenter.

Inden jeg skitserer nogle af de allieredes mere betydningsfulde luftbårne operationer, der som regel havde et betydeligt omfang, vil det v;ere rimeligt at omtale den første virkelig store operation under verdenskrig II, nemlig den tyske luftbårne operation mod Kreta, livor luftbårne styrker for første gang indsattes i masse i en kombineret land-, sø- og luftoperation. At den kom overraskende for de allierede, og at den aftvang en ikke ringe beundring, er der næppe tvivl om. Man anså på daværende tidspunkt en sådan operation for uigennemførlig.

Den 20. maj 1941 angreb en luftbåren styrke på benved 800 bombemaskiner og jagere, 500 til 600 transportplaner og ca. 75 svæveplaner (medførende tunge motorkøretøjer og våben) øen. De allieredes luftstridskræfter ydede kun liden modstand og overrasket af omkring 30.000 tyske, luftbårne styrker støttet af overlegne luftstridskræfter blev de britisk-græske forsvarsstyrker hurtigt løbet over ende. Selv om de tyske tab var store — omkring 50 % — lykkedes invasionen fuldt ud og viste, at selv en stærkt forsvaret base kunne erobres ved et vertikalt angreb.

Den første større luftbårne operation, hvori der deltog britiske styrker, fandt sted i november 1942 under kampene i Nordafrika. Erfaringerne fra disse operationer forøgede gennem nye uddannelsesmetoder det vertikale angrebs effektivitet. Lufttropper blev fra nu af uddannet sammen med luftfartøjernes besætninger, og flyvemaskiner blev specielt udtaget til at udføre særlige operationer. Forsyningstjenesten fra luften blev gjort mere effektiv gennem brug af forsyningsbeholdere og særlige forsyningsflyvemaskiner. En del tung udrustning og tunge våben blev udkastet sammen med tropperne.

I juli 1943 fandt den amerikanske luftbårne invasion på Sicilien sted — i divisions ramme — og det blev erfaringerne fra den, der kom til at danne grundlag for de fremtidige amerikanske luftlandeoperat ioner.
Senere kom — mere velbekendt — D-dag invasionen i Normandiet, og i september 1944 forsogte den nylig organiserede Første Allierede Luftbårne Armé at erobre og bolde de overordentlige vigtige broer ved Grave, Niemegen og Arnliem i det tyske forsvars hjerte. Operationen begyndte den 17. september, og alle luftbårne styrker nåede deres forste angrebsmål som planlagt. Det operative resultat udeblev imidlertid delvis, bl. a. fordi de britiske styrker, der blev kastet ned ved Arnliem, blev omringet af tyskerne. Skønt de kæmpede tappert, bavde overlegne tyske stridskræfter den 25. september næsten tilintetgjort dem alle.

I december 1944 forsøgte tyskerne for sidste gang at vende krigslykken ved om natten at nedkaste omkring 1000 faldskærmstropper i Bastogneområdet. Kun ca. 300 nåede deres mål, men blev enten dræbt eller taget til fange.

Året 1945 bragte de sidste store luftlandeoperationer. Erfaringerne fra Sicilien, Italien, Normandiet og Holland havde udkrystalliseret sig.

Luftlandeoperationerne havde fundet deres eget væsen. Operationen på Corregidor i januar 1945, overgangen over Rhinen i marts 1945 — operation „Varsity“, som den benævntes — og den afgørende okkupation af Japan i august 1945 gav et fingerpeg om fremtidens operationer gennem luften.
Da tyskerne kapitulerede i 1945, forelå der planer om at anvende en luftbåren armé til indsættelse dybt inde i Tyskland.

De forhold, der begrænsede verdenskrig II’s luftbårne operationer, kan sammenfattes således:
— de luftbårne enheders lette organisation,
— transportmaskinernes begrænsede kapacitet,
— transportmaskinernes begramsede antal.

Luftbårne tropper.
De luftbårne tropper, der indgår i stormagternes bære, er med hensyn til organisation og våben opbygget i så snæver overensstemmelse med de reelle infanterienheder som muligt. Sammenligner man f. eks. den amerikanske luftbårne division med infanteridivisionen, er det først og fremmest manglen på visse tunge våben (tungt artilleri, kampvogne og en del særlig tunge koretøjer), der karakteriserer forskellen. Transportplanernes lasteevne, aktionsradius samt udkastningsteknikken med faldskærm m. v. sætter grænsen, og det er da også navnlig på disse områder, at forskning og forsog nn sættes ind med størst energi.

Det mest fremtrædende karaktertræk hos den luftbårne styrke er, at den er i besiddelse af en betydelig strategisk bevægelighed, hvilket giver gode betingelser for at udfore effektive angreb over store afstande og i et minimum af tid.

Luftbårne styrker kan angribe ved dag og nat. Natoperationer er mindre sårbare overfor fjendens luftangreb end jordoperationer og bar størst mulighed for at opnå overraskelse. På den anden side giver dagoperationerne bedre orienteringsmuligheder i luften og på jorden og kan derfor udføres med større nøjagtighed. I almindelighed overstiger fordelene ved landsætning om dagen landsætning om natten, hvorfor man må påregne, at luftbårne operationer med de nuværende midler og metoder normalt vil blive gennemført i dagslys. Dette udelukker dog ikke, at særlige opgaver kan udfores i mørke.

Vil man karakterisere den luftbårne operation ved at fremføre dens fordele og mangler, kan det udtrykkes således:

Fordele:
— fart,
— overraskelse,
— vide muligheder for valg af angrebsmål,
— før indsættelsen er de luftbårne styrker en stadig trusel mod fjenden, hvorved bl. a. fjendens moral svækkes,
— uddannelsen og forberedelserne kan finde sted langt bag fronterne.

Mangler:
— Luftoverlegenhed er nødvendig — i hvert fald for større operationers vedkommende. Transportplanerne er ubevæbnede og forholdsvis langsomme. Luftoverlegenheden er imidlertid nødvendig ikke alene for at kunne udføre flyvningen og landsætningen, men også for at kunne gennemføre en stadig frem- førsel af forsyninger,
— operationen er stærkt afhængig af vejrliget,
— transportplanernes lasteevne, aktionsradius m. v. sætter en grænse for mængden og arten af våben, ammunition og transportmidler,
— forsyningstjenesten er vanskelig,
— styrkerne er meget sårbare i luften og under landsætningen,
— ved landsætningen spredes styrkerne — navnlig når det drejer sig om rene faldskærmstropper. I en almindelig let gruppe vil der ofte være 40—50 m mellem de enkelte folk, og afstanden mellem forste og sidste mand kan let blive flere hundrede meter,
— luftlandsatte styrker er meget sårbare over for fjendens panservåben, idet manglen på tungt panserværn (kampvogne) er fremtrædende. De landsatte styrker må, indtil tungere våben (berunder artilleri) kan landsættes med svæveplaner, klare sig med nærpanserværnsvåben, rekylfri pjecer og panserminer. (Forsøg med landsætning af tunge panserværnsvåben, artilleri og jeeps ved faldskærm er imidlertid temmelig langt fremme),
— og endelig må nævnes, at det vertikale angreb normalt ikke tillader nogen forudgående jordrekognoscering.

En luftbåren operation vil altid kræve betydelige forberedelser. Den stiller store krav om koordination, uddannelse og indøvelse. En omhyggelig planlægning med luftbeskyttelsen, transportenhederne og samarbejdende jordtropper er en forudsætning for, at opgaverne kan loses effektivt. Eksempelvis kan anføres, at det kræver mindst 7 dage at forberede en luftlandsætningsoperation på divisionsniveau.

Luftbårne tropper uddannes og udrustes i dag til at udføre luftlandsætning ved hjælp af faldska-rm eller ved svæveplan. Man må her ikke forveksle luftbårne enheder med lufttransporterede styrker, f. eks. en alm. infanterienhed, der ad luftvejen transporteres fra et sted til et andet, efter at „brohovedet“ er etableret.

Faldskærmstropper kræver en særlig uddannelse. I U. S. A. gennemgår officerer, underbefalingsmænd og menige på fælles kursus en 5 ugers uddannelse i faldskærmsudspring, førend de kan indgå i en luftbåren enhed. Uddannelsen er streng og stiller betydelige krav til fysik og nerver, men den er endnu frivillig. Såvidt jeg erindrer, skal hver elev udføre 5 udspring fra flyvemaskine dels enkeltvis, dels i strøm på tilfredsstillende måde, for lian kan opnå certifikatet. Forinden disse eksamensudspring har eleven imidlertid været gennem en hård skole, både i springteknik fra særlige udspringstårne og i svæveplansteknik. Det er i denne forbindelse interessant at erfare, at det som regel er under udspring fra de lavere træningstårne, at frafaldsprocenten er størst. Er eleverne først nået frem til udspringene fra flyvemaskine, er „refligeringerne“ mindre livppige.

En luftbåren officer modtager i U. S. A. et tillæg på 100 S om måneden, men skal til gengæld udfore et udspring hver 3. måned.

Uddannelsen i landsætning med svæveplan stiller selvsagt ikke så store uddannelseskrav, og de mindre taktiske led vil ikke blive spredt ved landsætningen. En luftbåren enhed bliver imidlertid — i hvert fald i U. S. A. — nu uddannet i begge landsætningsmetoder.
 

Ved landsætning med transportmaskiner kræver disse enten eksisterende flyvepladser eller landingsbaner. I nogle tilfælde kan en landingsbane etableres forholdsvis hurtigt — men i de fleste tilfælde kræver konstruktionen af en landingsbane betydeligt arbejde, tid, arbejdskraft og kraftige maskiner.

Landing med svæveplaner kræver forholdsvis fast terrain frit for hindringer; faldskærmstropper kan derimod landsættes i omtrent alt slags terrain. Svæveplaner er mere følsomme overfor dårligt vejr og luftværnsild end de maskiner, der transporterer faldskærmstropper.

Svæveplaner kan landsætte tunge køretøjer og tung udrustning i terrain, der er ugunstigt for flyvemaskiner. Som omtalt tidligere er man imidlertid inde på i fremtiden at skulle kaste tunge våben, artilleri og mindre koretøjer ned med faldskærm, således at de først landsatte styrker — faldskærmstropperne, der er i stand til at gå ned selv i overordentlig vanskeligt terrain — bliver så kampkraftige som muligt.

Endelig bør nævnes, at svæveplaner som regel kun kan anvendes een gang i en angrebsoperation, hvorimod en flyvemaskine kan udføre flere på hinanden følgende ture med faldskærmstropper eller lufttransporterede styrker. Kun gode landingsbetingelser giver mulighed for, at svæveplaner kan lande uden at blive beskadiget, og andre og vigtigere transporter vil sjældent tillade at føre svæveplanerne tilbage. Hvad fremtiden vil bringe med hensyn til nye luftlandsætningsmetoder står vel næppe helt klart endnu, men at den tekniske forskning i øjeblikket beskæftiger sig med store heliokoptere samt specielt indrettede maskiner, der medfører landingsgondoler, som afleveres på jorden, hvorefter maskinerne vender tilbage til deres base efter ny last, har vel de fleste læst eller hørt om.

Hvilke opgaver kan man nu tillægge en luftbåren enhed i overensstemmelse med dennes særlige egenskaber og muligheder?
— Under verdenskrig II blev det de luftbårne styrkers primære opgave i forbindelse med andre tropper at erobre og fastholde vigtige områder og lokaliteter. Sædvanligvis landsattes den luftbårne styrke i så snæver tilknytning til jord- og/eller søoperationer, at man kunne forvente en forening af styrkerne i løbet af kort tid.
— En luftbåren styrke kan angribe fjenden i ryggen og muliggøre et gennembrud af hovedstyrkerne.
De luftbårne enheder landsættes umiddelbart bag fjendens forreste linier og angriber herfra hans forreste stillinger (overgangen over Rhinen i marts 1945). Eller de kan bag fjendens linier hindre hans forstærkningsoperationer, angribe forbindelses- og for- syningslinier og således isolere angrebsområderne. Luftbårne styrker kan desuden indsættes med det formål at ødelægge eller erobre vigtige lokaliteter, såsom broer, jernbaner, centrer for fjendens krigsindustri, baser for udskydning af fjernstyrede bomber o. s. v.
— På grund af de luftbårne styrkers fart og bevægelighed er de tillige velegnede til at forstærke truede eller omringede enheder (som eksempel kan her nævnes, at da brohovedet ved Salerno på
den italienske kyst i 1943 var truet, blev et faldskærmsregiment fra Sicilien sat ind til forstærkning. 8 timer efter alarmeringen var regimentet engageret i kampen).
— Af andre opgaver for de luftbårne styrker kan nævnes erobringen af landområder, der skal anvendes som luftbase o. lign. for krigens videre operationer (f. eks. tyskernes erobring af Kreta og amerikanernes generobring af øen Corregidor). Og endelig skal anføres den for de luftbårne styrker meget vigtige opgave, der ligger i at erobre fjendens lufthavne, flyvepladser o. lign. Flyvepladserne skal i første omgang modtage forstærkninger og forsyninger; senere kan de anvendes for lufttransporteret infanteri, og eget luftvåben vil som regel også have hårdt brug for de permanente og vel indrettede flyvepladser.

Vil man se lidt ind i fremtiden, må målet, som det bl. a. også fremgår af general Gavins bog, være at gøre de luftbårne operationer så selvstændige og langtrækkende som muligt og at frigøre dem fra en nødvendig tidlig forening med og støtte fra andre tropper. En forening af styrkerne må planlægges, men de luftbårne enheder må selvstændigt kunne kæmpe og vedligeholde deres forsyninger i dagevis. Jo mere de luftbårne enheder kan hvile i sig selv, jo større strategisk betydning vil de få, og jo dybere ind i fjendtligt territorium kan luftinvasionen udføres. Luftbårne korps eller arméer vil i fremtiden danne den egentlige angrebsstyrke, og når brohovedet er etableret, vil lufttransporterede enheder tilføre angrebet yderligere kraft og styrke.

Det luftbårne angreb.
I det foregående har det hovedsagelig været de mere almindelige betragtninger vedrørende anvendelsen af luftbårne styrker, som vi bar beskæftiget os med. Det kan derfor være af interesse at komme lidt ind på de forskellige problemer, der mere direkte knytter sig til en planlægning og gennemførelse af et luftbåret angreb i regiments- og bataillonsramme.

En luftbåren division vil, når angrebsoperationer forestår, ofte blive opdelt i kampgrupper, forstærkede regimenter, der hver jil- deles sit særlige landsætningsområde. En kampgruppe kan eksempelvis omfatte et infanteriregiment, 1 let artilleribataillon, 1 luft- værnsbatteri og 1 ingeniørkompagni. Opdelingen i kampgrupper giver mulighed for, at det luftbårne infanteriregiment kan operere mere selvstændigt under angrebets første faser. Så snart situationen på jorden er stabiliseret, opløses kampgruppeinddelingen, og divisionschefen overlader igen den direkte kontrol med divisionens enheder.

Et luftbåret infanteriregiment kan landsættes enten i batail- lonsgrnppor på hver sin landsætningszone, eller det kan landsættes samlet på een regimentslandsætningszone. En bataillonsgruppe består som regel af en forstærket luftbåren infanteribataillon.

Personel, våben og udrustning i det luftbårne regiment er som regel opdelt i 3 eehelonner. 1. eehelon består af faldskærms- og svæveplansenheder, der bar til opgave at udfore selve angrebsoperationen og erobre brohovedet. (Svæveplanernes tekniske udvikling vil imidlertid sandsynligvis medføre, at størsteparten af regimentets udrustning vil kunne transporteres i denne echelon. De øvrige 2 echelonner vil således kunne formindskes betydeligt for måske til sidst belt at bortfalde).

2. echelon, der omfatter de kampstyrker og den udrustning, som ikke kan være med i 1. echelon, når frem enten over land, sø eller gennem luften og forenes med 1'. echelon så hurtigt som muligt, .'i. echelon, der omfatter tropper, der ikke anses for afgørende for selve kampens gennemførelse, efterlades i første omgang tilbage for at udfore de administrative opgaver m. v. Afhængig af, om regimentet skal afløses hurtigt eller skal indsættes i kamphandlinger af længere varighed, kan denne echelon henholdsvis forblive i udgangsbasen eller trækkes frem til regimentet.

Landswlningsom ruderne kan ikke vælges tilfældigt. Placeringen af de forskellige landsætningszoner har overordentlig stor indflydelse på manøvreplanen. Opgavens rette løsning kræver derfor et snævert samarbejde mellem cheferne for henholdsvis den luftbårne styrke og transportenhederne. Chefen for de luftbårne styrker bestemmer det område, der i det store og hele er hensigtsmæs- sigt for opgavens losning, og chefen for transportenhederne udvælger de særlige nedkastnings- og landingszoner. Hele planens koordinering foretages normalt af de højere myndigheder (division etc.).

Landsætningsområderne bestemmes ud fra følgende principper:
— De skal være lette at finde fra luften, de forventede sigtbarhedsforhold tages i betragtning,
— de skal ligge gunstigt for tilflyvning,
— de skal være så nær ved angrebsmålet, at angrebet kan udføres overraskende,
— de skal yde dækning og skjul for reorganisationen — særlig i dagslys,
— der må ikke være væsentlige hindringer,
— terrainet skal yde gode muligheder for et eventuelt forsvar,
— vejnettet skal være gunstigt,
— der skal være mulighed for gensidig støtte mellem forskellige landsætningsområder,
— der skal være gode så vidt muligt skjulte eller dækkede frem- rykningslinier mod målet,
— terrainet skal yde gode betingelser for en hensigtsmæssig angrebsdisposition, og
— områderne skal være store nok til at rumme styrkerne under landsætningen.

I ovenstående forbindelse skal anføres, at en faldskærmsbatail- lon under jævnt gunstige betingelser kræver en nedkastningszone på ca. 800 X 600 m. Forud for landsætningen af de egentlige angrebsstyrker nedkastes som regel små særligt udrustede hjælpegrupper (i U. S. A. kaldet „path-finder teams“ (10 mand), som ved udlægning af signalflager og ved hjælp af radio og radar navigerer indflyvning og landsætning.

Nedkastningen af et forstærket regiments faldskærmsenheder vil — afhængig af maskinernes type, antal og fart samt formationernes tæthed — variere fra 5—15 minutter. Een bataillon skulle være klar til kamp 30—60 minutter efter landsætningen.
Den almindeligste udspringshøjde er ca. 125 m, og faldtiden er fra denne højde ca. 25 sek.
Svæveplaner kan, når de udgår fra en enkelt luftkolonne, lande med en hastighed af 18 til 25 pr. minut.

Den hurtige reorganisation af de landsatte styrker spiller en afgørende rolle. Luftbårne styrker er i landsætningsøjeblikket overordentlig sårbare overfor fjendtlige angreb på jorden. Reorganisationen sker i overensstemmelse med en forud lagt plan under udnyttelse af forud tildelte samlingsområder og kendingsmærker.

De første faldskærmsenheder, der lander, sikrer landsætningsområderne. De næstfølgende faldskærmsstyrker samles besætningsvis snarest efter landsætningen og søger hurtigt hen til samlingsområderne, idet de medfører al den udrustning, der er nødvendig for kampens førelse. (Det skal her anføres, at det er en betydelig vægt, den enkelte faldskærmssoldat springer ud med. Ud over personlige våben, ammunition, forplejning m. v. medføres desuden gruppe-, delings- og kompagnivåben ophængt i faldskærmen på særlig måde. Den tunge udrustning udløses umiddelbart før selve landingen).

Tropper, der landsættes med svæveplan, søger straks besætningsvis til samlingsområdet. Svæveplanspiloterne danner deres egne taktiske enheder.

Såsnart regimentet har reorganiseret, kæmper det på ganske samme måde som et almindeligt infanteriregiment, idet de særlige kampvilkår og manglen på visse våben til at begynde med må være retningsgivende for de taktiske overvejelser. Disse omfatter bl. a.:

— Muligheden for et fjendtligt engagement umiddelbart efter landsætningen, og før der er opnået virkelig kontrol over styrkerne, må forudses.
— Manglen på kampvogne og middeltungt og tungt artilleri (herunder tunge panserværnsvåben).
— Flanke og ryg er udsatte og sårbare.
— Ammunition og andre forsyninger findes kun i begrænset omfang.
— Transportmidlerne er begrænsede, hvilket bl. a. skaber store vanskeligheder i kampens forste faser, hvor regiment og bataillon hovedsagelig må basere på den ildstotte, de selv kan etablere.

Som det fremgår af ovenstående, udgør de luftbårne styrker i de første faser efter landsætningen et meget sårbart mål. Farten og overraskelsen spiller derfor en overordentlig vigtig rolle. Møder de luftbårne styrker umiddelbart efter landsætningen en vel forberedt, hensigtsmæssigt udrustet og gunstigt grupperet modstander, bliver fordelene absolut på forsvarerens side.

I det efterfølgende skal der derfor fremsættes nogle betragtninger om forsvar mod fjendtlige luftlandsatte styrker.

Forudsætningen for et effektivt forsvar må imidlertid være den for al kamp snart klassiske regel: Et grundigt kendskab til modstanderen og hans metoder. Forsvarsbetragtningernes placering i nærværende artikel skulle da også karakterisere dette princip.

Nedenstående redegørelse er hovedsagelig baseret på amerikanske kilder, selv om man — i sandhedens interesse —- må bemærke, at amerikanernes krigserfaringer med hensyn til forsvar af denne art — hvad de iøvrigt også selv indrømmer — ikke er særlig omfattende. Deres store erfaringer i den luftbårne krigsførelse skulle imidlertid give dem et godt grundlag for at finde frem til hensigtsmæssige principper og idéer for dette forsvar.
Forsvar mod luftbårne angreb.

Det må forst og fremmest som almindeligt princip fastslås, at det ikke vil være muligt at hindre luftlandsætning i cn hvilken- somhelst del af det land, man skal forsvare, idet landets størrelse dog må siges at have en ikke ringe betydning ved forsvarets organisering. Princippet må imidlertid være, at man bestemmer de mest sandsynlige angrebsmål for fjendens luftbårne styrker og så anvender de til rådighed værende styrker til at forsvare disse samt de omliggende udsatte områder,

Det er forsvarets opgave så tidligt som muligt at konstatere de fjendtlige landsa'tninger under anvendelse af alle til rådighed værende efterretnings- og varslingssystemer. Dernæst at ødelægge fjendens flyvemaskiner ved luftværnsild, at desorganisere, sinke og tilbageslå de fjendtlige styrker under landsætningen ved hjælp af lokale forsvarsstyrker og endelig at tilintetgøre de landsatte styrker ved modangreb med en bevægelig angrebsstyrke.

Skal man forsvare store områder, bor man undgå en for stærk spredning af tropperne, idet spredningen ofte vil medføre en svækkelse af forsvarets bevægelighed. Den principielle opdeling af styrkerne omfatter et post- og varslingssystem, lokale forsvarsstyrker og en stærk central opstillet beva’gelig angrebsstyrke. Forsvaret mod det vertikale angreb skal føres offensivt.

På grund af de luftbårne styrkers strategiske bevægelighed bør chefer på alle trin overveje forsvarets muligheder overfor de vertikale angreb og forberede dette så stærkt som muligt. Når den fjendtlige landsætning bar fundet sted, må forsvaret gennemføres efter følgende princip: lokalisere, isolere, omringe og tilintetgøre.

Enheder af hjemmeværnet kan tilføre forsvaret mod en luftbåren fjende en ikke ringe kraft. Forudsætningen må imidlertid være en grundig planlæggelse og indøvelse af forsvarsforanstaltningerne samt et intensivt samarbejde mellem de forskellige chefer.

Hjemmeværnsstyrkernes opgave ligger først og fremmest inden for efterretnings-, varslings- og posttjenesten, samt ved konstruktionen af hindringer m. v. inden for forsvarsområderne. Alt efter hjemmeværnsstyrkernes bevæbning og uddannelse kan også visse lokalforsvarsopgaver løses af disse.

For hindringernes vedkommende spiller minerne en betydelig rolle, og man kan i denne forbindelse også nævne de fra verdenskrig Il (luftinvasionen i Normandiet) kendte „Rommelasparges“. Dette bindringssystem bestod af stolper ca. 18—36 cm i diameter og 3—4 m lange. De stak 40—60 cm ned i jorden og var anbragt med 25—30 cm’s mellemrum; ofte var de forbundet med pigtråd og minefælder.

Hvor stort et forsvarsområde man kan tildele den enkelte enhed (nødigt mindre end en bataillon) vil afhænge af antallet og størrelsen af de mulige fjendtlige landsætningsområder, antallet og vigtigheden af betydningsfulde lokaliteter og områder, som er sandsynlige mål for fjendens luftbårne operationer, vejnettets art og kapacitet samt den pågældende enheds bevægelighed og ildkraft. Som en retningslinie kan størrelsen af forsvarsområdets side ansættes til:

Infanteridivision 40—70 km
— regiment 12—20 km
— bataillon 5—8 km

 

Ved tildelingen af forsvarsområder må man tage såvel de sandsynlige angrebsmål som de hertil knyttede sandsynlige landsætningsområder i betragtning, således at den samme enhed bar ansvaret for forsvaret af dem begge.

For støttevåbnenes vedkommende vil det tildelte områdes udstrækning ofte kræve en decentralisation i overensstemmelse med våbnenes maksimale rækkevidder. Både artilleri, tunge og middeltunge morterer må eventuelt decentraliseres, således at ildplanen kan dække over sandsynlige landsætningsområder, samt yde den nødvendige ildstøtte i tilknytning til de forberedte forsvarsstillinger.

Luftværnsartilleriet er normalt disponeret ud over hele området. Er regimenter og batailloner stærkt spredt, kan luftværnsenhederne afgives til disse. Eftersom ilden vil falde indenfor egne forsvarsområder, kræver ildplanen omhyggelig koordination og ledelse. Udfaserne omfatter beskydning af lavtflyvende fjendtlige luftfartøjer, beskydning af landsætningsområder, ildstøtte til lokale forsvarsstyrker og endelig ildstøtte til den bevægelige angrebsstyrke. Ildplanens detailler fordeles til forsvarets forskellige enheder og flytning af stottevåben, der ikke bliver direkte engageret, til skiftestillinger planlægges. Ofte kan man anvende røg til sløring af selve angrebsstyrkens bevægelse.

Luftværnsartilleriet indsættes til sikring af hele området for at dække landsætningsområderne og indflyvningen mod disse, sandsynlige mål for fjendens angreb og andre vigtige terrainområder. Udover luftværnsartilleriet forbereder alle øvrige egnede våben sig på at beskyde transportplaner og svæveplaner, der nærmer sig landsætningsområdet.
Ildplansforberedelserne må gå ud på at koncentrere en stærk ild mod landsætningsområderne, således at der tilføjes fjenden de størst mulige tab, inden han kan organisere sig.

Forsvaret etableres iøvrigt efter følgende retningslinier:

De forskellige forsvarsgruppers — varslings- og postsystem, lokal forsvarsstyrke og bevægelig angrebsstyrke — størrelse vil afhænge dels af forsvarsplanen, dels af terrainet samt de styrker, der er til rådighed. Normalt er et divisionsområde delt i 3 regi- mentsområder, idet dele af et evt. af flere regimenter udgør divisionens bevægelige angrebsstyrke. Et regiments område deles i 2 eller 3 bataillonsområder afhængig af terrainet, antallet af landsætningsområder og sandsynlige angrebsmål. Man vil sjældent tildele områder til mindre enheder end en bataillon.

For at bevare en så stærk angrebsstyrke som midigt indenfor et forsvarsomraade decentraliseres bataillonen mindst muligt bortset fra styrker til post- og varslingstjeneste og lokalforsvar.
Hvis det samlede forsvarsområde er stort, eller de sandsynlige angrebsmål og landsætningsområder ligger langt fra hinanden, behøver grænselinierne for de enkelte forsvarsområder ikke at støde op til hinanden.

Det luftbårne angrebs styrke er først og fremmest baseret på overraskelse. For at formindske denne fordel er det nødvendigt at etablere et varslingssystem både for nærvarsling og fjernvarsling.

Nær varslingssystemet (hovedsagelig etableret af bataillonen) består af et antal meldestationer (fra 3—6 mand), således at observationen kan være effektiv hele tiden (afløsning)). Observationsposten etableres på højtliggende steder for at opnå en sikker observation af landsætningsområderne og for at kunne iagttage den landsatte fjende så længe som muligt. Meldestationen kan suppleres med motoriserede patrouiller.

Det er meldestationens opgave så hurtigt som midigt at skaffe oplysninger om fjendens luftlandsætninger — landsætningssted, styrkernes størrelse og de landsatte styrkers bevægelsesretning. Disse oplysninger danner grundlaget for, hvor og hvorledes den bevægelige angrebsstyrke skal indsættes.

Hver enhed, der har ansvaret for et forsvarsområde, udstiller et antal meldestationer med tildelte observationssektorer. Overgribning tilstræbes, og observationstjenesten koordineres af de forskellige kommandomyndigheder. For at supplere det samlede observationssystem udstiller højere myndigheder særlige meldeposter. Meldinger fra meldeposterne går direkte til den myndighed, der har udstillet posterne.

For at opnå den bedst mulige forbindelse anvendes alle til rådighed værende midler — telefon, radio og signaler. De til enhederne organisatorisk knyttede meddelelsesmidler suppleres med det lokale telefon- og telegrafnet. For at mindske faren for at telefonforbindelserne ødelægges af de luftlandsatte styrker, nedgraves kablerne, og der udlægges flere linier.

Fjernvarslinjen omfatter alle efterretninger og meldinger om et truende luftbåret angreb. For at bestemme fjendens hensigter (tilflyvningsruter o. lign.) indsamler de respektive kommandomyndigheder efterretninger fra alle til rådighed værende efterretningsorganer — luftvåbnet, luftværnets meldeorganer samt særlige efterretningsorganisationer, der står til rådighed for de højeste kommandomyndigheder.

Lokalforsvaret består normalt af et antal af hinanden uafhængige detachementer — varierende i størrelse fra en gruppe til en forstærket deling — der etableres i nærheden af sandsynlige landsætningsområder og angrebsmål samt vigtige terrainområder (lokaliteter). Lokalforsvarets opgave er at sinke og desorganisere den fjendtlige landsætning, indtil den bevægelige angrebsstyrke kan sætte et modangreb ind og tilintetgøre fjenden.

Hvor 2 eller flere stillinger ligger relativt nær ved hinanden, lean lokalforsvarschefen tilbageholde en reserve til øjeblikkelig anvendelse enten til modstød eller for at forstærke forsvaret af et truet område.

Hvert detachement skal ikke alene kunne påkalde en øjeblikkelig ildstøtte fra organisatoriske tilknyttede eller afgivne våben, men også kunne påkalde og observere for artilleri og morterer.

Den samlede lokalforsvarsstyrke overstiger sjældent 1/3 af enhedens styrke. For en bataillons vedkommende anvendes et forstærket let kompagni eller en styrke af tilsvarende størrelse. Råder chefen for forsvarsområdet over specielt organiserede og uddannede forsvarsstyrker, anvendes disse primært.

Afhængig af bl. a. antallet af forsvarsstillinger og afstanden mellem disse kan lokalforsvarsstyrken forstærkes med morterer, maskingeværer, rekylfri kanoner og kampvogne.

Indretningen af de lokale forsvarsstillinger udføres på samme måde som indretningen af enhver anden kampstilling, idet man dog lægger særlig vægt på den bevægelige angrebsstyrkes sandsynlige angrebsretninger, og hvorledes disse modangreb bedst kan støttes.

Forsvaret mod et luftbåret angreb kræver betydelig smidighed og bevægelighed. Inden for hvert forsvarsområde organiserer man derfor en bevægelig angrebsstyrke. Del er denne styrkes opgave at tilintetgøre de landsatte luftbårne styrker ved modangreb. En rigtig og tidsmæssig gunstig indsættelse af angrebsstyrkerne er det afgørende problem under forsvaret mod luftbårne styrker. De første meldinger om landsætning må undersøges og af vejes; om nødvendigt må yderligere oplysning indhentes gennem særlige patrouiller.

En bevægelig angrebsstyrke bør ofte være motoriseret, være i besiddelse af stor ildkraft og være af en sådan størrelse, at dens angreb mod en landsat fjende bar gode muligheder for resultat. Kampvogne giver angrebsstyrken meget betydelig kraft, dels på grund af disses panseredc beskyttelse, ildkraft, bevægelighed, dels som følge af deres særdeles gode meddelelsesmidler.

For en bataillons vedkommende vil angrebsstyrken udgøre ca. 1/3 af bataillonens styrke. For regiments og divisions vedkommende vil angrebsstyrkens forholdsvise størrelse være mindre, afhængig af planer for anvendelsen af de underlagte enheders angrebsstyrker. Regimentets angrebsstyrke kan bestå af enheder af regimentet under direkte kommando af regimentschefen; den kan også bestå af en eller flere batailloners angrebsstyrker, eller den kan bestå af en kombination af disse to fremgangsmåder. Udskiller regimentet en speciel angrebsstyrke, kan denne variere fra et forstærket let kompagni til en forstærket bataillon. For divisionens vedkommende kan angrebsstyrken formeres i overensstemmelse med de for regimentet anførte retningslinier. En særlig divisionsangrebsstyrke vil dog sjældent overstige en forstærket bataillon. Divisionens angrebsstyrke vil have tildelt betydelige mængder af kampvognstropper. Ved angrebsoperationernes planlæggelse tager man i betragtning at skulle indsætte mere end een angrebsstyrke i det samme f orsvarsområde.

Den bevægelige angrebsstyrke placeres normalt i et samlingsområde, hvorfra den kan sættes ind med forskellige angrebsretninger. Kravene til samlingsområdet er de almengældende (skjul, (sløring), dækning m. v.), idet man i særlig grad bør tage den fjendtlige luftobservation (luftfotografering) og sikringen mod luftangreb i betragtning.

Ved siden af selve modangrebsoperationerne må den bevægelige angrebsstyrke desuden være forberedt på at kunne besætte forberedte stillinger for eventuelt at forsvare vigtige objekter eller terrainområder. Disse forberedte stillinger besættes i nødstilfælde eller såfremt indtagelse af dem indgår i den næsthøjere kommandomyndigheds forsvarsplan.

De passive hindringers betydning for forsvaret er tidligere berørt. Navnlig for den styrkemæssig svage forsvarer har en effektiv udnyttelse af passive hindringer sin store betydning. Udover minefelter og de tidligere omtalte „Rommelasparges“ skal her nævnes sidstnævnte i amerikansk udformning, d. v. s. pæle 30—40 cm i diameter og 3—4 m høje, anbragt med ca. 30 m’s mellemrum og forbundet med pigtråd. Men iøvrigt er der vide muligheder for at anvende alle til rådighed stående midler, der kan ødelægge svæve- planer og gøre landsætning med faldskærm hasarderet. Hindringernes placering planlægges omhyggeligt, idet landsætningsområderne nærmest de sandsynlige angrebsmål har førsteret. Forsvarets effektivitet kan desuden forøges ved anlæg af skinstillinger, ved skinbevægelser o. lign.

I visse tilfælde kan man forvente, at den fjendtlige landsætning udføres om natten mod selve angrebsobjektet. Skønnes sådanne operationer mulige, må forsvaret finde sted fra selve objektet. Luftbårne natoperationer er imidlertid vanskelige, og fjenden vil være stærkt hæmmet af den manglende sigtbarhed. Forsvarets natlige angreb må imidlertid finde sted ved hjælp af alle mulige former for kunstig belysning over de sandsynlige landsætningsområ- der. Natlige modangreb kræver omhyggelig planlægning og indøvelse.

Selv om nærværende artikel efterhånden er blevet temmelig omfangsrig, kan det måske alligevel være på sin plads ganske kort at redegøre for den røde tråd, som efter det forestående vil være retningsgivende for gennemførelsen af forsvaret mod et luftbåret angreb.

Det luftbårne angreb vil normalt følge bestemte „spor“, som har indflydelse på forsvarets gennemførelse. Angrebet« gennemførelse omfatter oftest følgende faser: luftrekognoscering, luftbombardement, første landsætning og endelig reorganiseringen og opbygningen. De to første faser behøver ikke absolut at betyde, at et luftbåret angreb vil følge efter, men for de chefers vedkommende, der er ansvarlige for forsvaret mod luftlandsatte styrker, er en øget luftrekognoscering og luftbombardement en strømpil, der viser, at luftbåret angreb kan finde sted.

Såsnart efterretningerne om, at et område vil blive genstand for fjendens luftrekognoscering, tilgår, træffer de respektive chefer deres forholdsregler. Sloringsforanstaltninger m. v. gøres helt effektive, evt. gøres planlagte skinbevægelser o. lign. klar til at træde i virksomhed. Beredskabet øges.
Hensigtsmæssige luftværnsvåben beskyder de fjendtlige bombeformationer.

Luftbombardementsfasen kan strække sig over flere dage, eller den kan være ganske kortvarig og hurtigt efterfølges af de forste landsætninger. Så hurtigt som muligt efter bombardementerne restaureres eventuelle ødelæggelser, f. eks. brud på meddelelsesnettet, udskiftning af ødelagte våben og anden ødelagt udrustning, reorganisation af styrker, der har haft tab o. s. v.

Under landsætningen af de første fjendtlige styrker er forsvaret aktivt. Når de fjendtlige luftfartøjer nærmer sig, er liele forsvaret i højeste beredskab. Alle egnede våben beskyder de fjendtlige transportplaner og svæveplaner der nærmer sig landsætningsområdet såsnart disse er indenfor effektiv skudafstand. I det øjeblik de luftbårne tropper begynder at gå ned (pr. faldskærm eller svæveplan), koncentreres al ild mod de truede områder. Forberedte artilleri- og morterskydninger påkaldes af observatorer eller lokalforsvarsstyrkerne. Direkte skydende våben beskyder lejligheds- mål eller udløser forberedte skydninger mod landsætningsområdet. En stadig strøm af meldinger udgår fra meldestationerne angående fjendens styrke, landsætningssted og bevægelse. Såfremt disse meldinger ikke giver et tilstrækkeligt klart billede, udsendes særlige efterretningspatrouiller.

Såsnart fjendens hensigter er klarlagt (landsætningssted og bevægelsesretning), sættes den bevægelige angrebsstyrke ind, og stottevåben, der er placeret ud over deres effektive skudafstand, flyttes til nye forud rekognoscerede stillinger.

Hvis modangrebet mislykkes, sætter angrebsstyrken sig fast, indtil andre modangreb kan sættes ind. Hvis den fjendtlige landsætning er af et sådant format, at modangrebet ikke har nogen udsigt til at kunne gennemføres, indtager den bevægelige angrebsstyrke de til forsvar af det fjendtlige angrebsmål forud rekognoscerede stillinger.
Efter den forste landsa-tning kan det forventes, at fjenden tilfører forstærkninger gennem luften.

Forsvarsplanen må da gå ud på at hindre en forening af de to styrker. Vigtige terrainområder, hvorfra landsætningsområderne kan beherskes, skal derfor holdes eller generobres.

lovrigt bestræber forsvaret sig på at tilintetgøre de først landsatte mindre fjendtlige styrker, før forstærkningen kan nå frem, eller før flere mindre enheder kan forenes.

At fremtidens krigsførelse vil blive præget af luftbårne operationer, er der i dag næppe tvivl om. Det stigende krav om overraskelse, hurtighed og bevægelighed i krigsførelse har givet operationerne gennem luften afgørende betydning, — i angrebet for hurtigt at udnytte de resultater, der opnås med atombomber, fjernstyrede projektiler m. v. — i forsvaret for at tilføre den offensive kraft og bevægelighed, som forsvaret mod luftbårne operationer må kræve.

Nærværende artikel redegør for nogle af denne krigsførelses problemer, og hensigten med de fremsatte betragtninger kan måske bedst udtrykkes med et citat fra et amerikansk tidsskrift:

„For successful conduct of anti-airborne defense, troops must be trained to overcome fear of an airborne attack.“

E. Lorenzen.