Af kaptajn Christian Flø.
Står det til forsvarsledelsen, vil fremtidens danske Forsvar bestå af indsatsklare deployerbare kapaciteter, der fleksibelt kan indsættes i hele konfliktspektret; det styrende for udviklingen af Forsvaret må derfor være en vurdering af, hvilke kapaciteter Forsvaret besidder i dag, og hvilke kapaciteter der bliver behov for i fremtiden. Krigen mod Irak i 1991 og United Nations Special Commission (UNSCOM) efterfølgende arbejde med at finde, redegøre for og destruere Iraks masseødelæggelsesvåben gjorde det klart, at til trods for de internationale våbenkontrol‐ og ikke‐spredningsregimer under de Forenede Nationer (FN), er der fortsat vilje og mulighed for at fremskaffe teknologi til at udvikle, fremstille og opmagasinere masseødelæggelsesvåben samt fremføringsmidler til disse. Iraks manglende beviser for destruktionen af den bevisligt fremstillede og meget store mængde biologiske og kemiske våben var en af de væsentligste årsager til, at koalitionen valgte at afsætte Saddam Husseins regime med magt under den væbnede intervention i 2003.1 Selv om ”Iraq Survey Group” efter to mdr. arbejde endnu ikke har fundet og måske ikke senere finder masseødelæggelsesvåben, ændres den kendsgerning ikke, at landet efter den første Golfkrig rådede over store mængder af sådanne kampstoffer.2 Formålet med denne artikel er at vise, hvorfor der er brug for en værnsfælles CBRN‐kapacitet i fremtidens danske Forsvar, samt hvorledes denne kan formes.3
Den øgede politiske fokus på masseødelæggelsesvåben
Regeringen nedsatte den 28. marts 2003 en arbejdsgruppe under ledelse af ambassadør Hans Henrik Bruun med det formål, at udarbejde en sikkerhedspolitisk redegørelse, der kunne indgå i grundlaget for kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig fra 2005. Bruun‐gruppen skriver i redegørelsen:
”Terrorangrebene den 11. september 2001 demonstrerede, at de sikkerhedspolitiske udfordringer og risici, Danmark står overfor, har ændret sig markant, idet nye asymmetriske, dynamiske, og uforudsigelige direkte trusler mod Danmark og danskere i form af international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler er kommet til. Der er således kommet øget fokus på forebyggende militære operationer samt behovet for totalforsvaret.”4
Der synes således på det politiske niveau at være en stigende erkendelse af den trussel, som spredningen af masseødelæggelsesvåben i form af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben fremover vil udgøre. Bruun‐gruppen skriver videre:
”Den største trussel i løbet af de næste ti år kan vise sig at komme fra masseødelæggelsesvåben i hænderne på et internationalt terroristnetværk. Det 20. århundredes våbenteknologi bliver stadigt mindre eksklusiv på grund af den generelle økonomiske og teknologiske udvikling. Den våbenteknologiske udvikling har øget risikoen for, at private enkeltpersoner samt mindre grupper og netværk kan bruge væbnet magt på en måde, der kan gøre dem til en sikkerhedspolitisk trussel.”5
At det ikke kun er i Danmark, at der er en øget politisk fokus på masseødelæggelsesvåben, ses bl.a. af Englands oprettelse af enheden Joint Nuclear, Biological and Chemical Regiment (JNbcR). JNbcR blev oprettet i april 1999 på baggrund af erfaringerne fra den første Golfkrig, hvor det havde taget tid at klargøre en lignende kapacitet til indsættelse. JNbcR blev samlet fra enheder i flyvevåbnet og hæren, og briternes ønske var at råde over en kapacitet på området, der var indsatsklar og fuldt deployerbar. Samtidigt skulle enheden udgøre grundlaget for udviklingen af CBRN‐tjenesten i det britiske Forsvar generelt. JNbcR består foreløbigt af tre underafdelinger, og der blev indledningsvis brugt 28 millioner britiske pund på supplerende materiel til enheden. I alt er der blevet afsat 240 millioner britiske pund til formålet. Samtidig vedtog NATO på Prag‐topmødet i november 2002, at der skulle etableres en NATO Responce Force (NRF), der skulle kunne indsættes globalt, hvor slagkraft og hurtighed var en afgørende præmis. På den baggrund er NATO i gang med at etablere et antal multinationale CBRN bataljoner, hvis formål er hurtigt at kunne etablere en defensiv CBRN‐kapacitet til deployerede NATO Joint Forces og Commands for at sikre alliancens handlefrihed i et CBRN‐miljø. De multinationale CBRN bataljonerne skal være en del af NRF og derfor på et meget højt beredskab (5‐30 dage). Medlemslandene er bedt om at bidrage med alt fra mobile laboratorier til spore‐ og rensekapacitet. Bataljonerne skal på skift ledes af de medlemslande der ønsker det. Den første CBRN bataljon skal være operativ medio 2004 og den efterfølgende i 2005.
Den øgede militære fokus på masseødelæggelsesvåben
Forsvarsledelsen har i deres militærfaglige oplæg til forsvarsforliget meldt ud, at hovedtemaerne i det fremtidige Forsvar bl.a. vil være tilpasning til nye internationale krav og fokusering på operative enheder.6 Derfor ønsker forsvarsledelsen, at det fremtidige danske Forsvar jf. MC 317/1 NATO Force Strukture, skal være ”available”, ”deployable” og ”sustainable”, hvilket bl.a. medfører, at det danske Forsvar skal være kapacitetsbaseret og råde over ”expeditionary forces”, der kan løse ”the full range of missions”. Kapaciteterne skal fleksibelt kunne indgå i såvel nationale styrkebidrag som i et samarbejde med udenlandske enheder. Med den øgede trussel fra terrorisme og stater med masseødelæggelsesvåben, den øgede internationale fokus på CBRN‐ kapaciteter, samt ønsket fra forsvarsledelsen om, at Forsvaret skal kunne indsættes i internationale operationer i hele konfliktspektret, er det derfor nødvendigt, at det danske Forsvar i fremtiden råder over et effektivt CBRN‐ forsvar. Dette er også erkendt ved forsvarsledelsen, der i sit militærfaglige oplæg antyder, hvilke kapaciteter Forsvaret skal indeholde, og nu begynder det at blive interessant, for det drejer sig bl.a. om en kapacitet til imødegåelse af truslen fra CBRN‐våben. Kapaciteten påregnes tilmeldt NATO deployable forces.7
CBRN-tjenestens fire delområder i Danmark
CBRN‐tjeneste består af fire delområder: beskyttelse, varsling/rapportering, sporing og rensning. Indenfor beskyttelse vurderes det ikke, at der kan ske væsentlige forbedringer i Danmark henset til, at det primært drejer sig om de passive beskyttelsesforanstaltninger, der gennemføres ved alle enheder, særligt ved hjælp af skjul, sløring og spredning. Dog er der til enheder i internationale operationer det seneste år indkøbt et mindre antal COLPRO‐telte (eng. ”Collective Protection”: COLPRO). Teltene kan yde beskyttelse til 30 personer i et C‐forurenet miljø og giver personerne mulighed for at aflægge C‐ påklædningen under ophold i teltet. Et COLPRO‐telt er ikke avanceret at opstille og kræver i drift blot en enkelt uddannet person og nogle hjælpere. Varsling/rapportering sker ligeledes på en måske nok ældre, men fortsat anvendelig måde. Enheder fra underafdelingsstørrelse og opefter samt de større sejlende enheder råder over ABC‐beregnere og –officerer. De er uddannet til at anvende en alm. manuel C‐skabelon og A‐standardnedfaldskalke. Da skabelonen og kalken til stadighed skal være opdateret og til rådighed, giver de føreren et fortrinligt og hurtigt overblik over dispositionsenhedernes placering ved hhv. et C‐ eller A‐angreb. Herved kan egne enheder og naboerne hurtigt varsles og de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger kan iværksættes. Rapporteringen sker ved hjælp af NATO‐standardiserede meldinger vis radio og/eller telefon. Ved de største sejlende enheder, troppeenhederne og Forsvarets ABC‐ centraler er der indført ABC‐analyse software, hvormed det er muligt at håndtere flere samtidige angreb samt automatisere beregningerne og rapporteringen.8 Softwaren kan indgå i et netværk mellem niveauerne, hvis et sådant oprettes. I disse tilfælde er der derfor mulighed for en meget hurtig og sikker varsling. Ved de lavere niveauer, hvor angrebet sker, er den gammeldags metode med skabeloner og nedfaldskalker dog fortsat at foretrække, da de endnu ikke indgår i et sådant netværk (hvilket på sigt skal være målet). Beskyttelse og varsling/rapportering vil blive prioriteret gennem en total revurdering af Forsvarets uddannelser, hvor der vil komme en særlig fokus på uddannelsen af ABC‐officererne, ABC‐befalingsmændene og førerne generelt på alle niveauer.9 Generelt må Forsvarets spore‐ og rensekapacitet siges at være forældet. For at råde bod på dette forhold, er der indkøbt mere moderne håndbåret materiel til anvendelse ved de udsendte enheder. Dette opvejer i nogen grad ulemperne ved det materiel der normalt er udleveret, dog ikke i et omfang der kan opfylde fremtidens behov. Den største og helt essentielle mangel i det danske Forsvar vurderes derfor at være en indsatsklar spore‐ og rensekapacitet, der med kort varsel kan medvirke til et effektivt CBRN‐forsvar ved indsatte enheder.
Forsvarets nuværende CBRN-kapacitet indenfor sporing og rensning
I Søværnets større sejlende enheder er den kollektive CBRN‐beskyttelse integreret i konstruktionen af skibet i form af ”Citadellet”. Til at minimere en væskeformig forurening af C‐kampstoffer på dækket er skibende forsynet med ”pre‐wetting”, hvilket – såfremt det er startet op forud for forureningen – ventes at minimere denne med op til 90 %. Enheder tilmeldt NRF er netop nu under opdatering med mere moderne C‐sporekapacitet. Rensning af personel i land samt de større sejlende enheder vurderes ikke at kunne gennemføres på en sikker, hurtig og smidig facon. I Flyvevåbnet rådes der ikke umiddelbart over moderne sporemateriel, og som i Søværnet heller ikke over rensemateriel der er egnet til rensning af de vigtigste våbensystemer. I Hæren er der fortsat en AB C‐deling i 3. Ingeniørbataljon under Danske Division. Sidst en hel deling blev uddannet var i 1994‐95, og der er senest i 1998‐99 uddannet en enkelt sektion m.h.p. friskning. Problemet med denne kapacitet er imidlertid, at den blev oprettet under den kolde krig, hvor en stationær og defensiv kamp var det mest sandsynlige scenario. ABC‐delingen er derfor ikke organiseret til at kunne støtte en bevægelig kamp i højt tempo. Derfor er især sporemateriellet og sporekøretøjerne (GD 240) af samme forældede type, og primært anvendelig i forbindelse med etablering af ABC‐ poster i divisionens bagland. Rensekapaciteten, i form af rensevogne, tung, er stort set kasserede bortset fra en enkelt til uddannelse.
Det kan derfor konkluderes, at den nuværende spore‐ og rensekapacitet i Forsvaret ikke er egnet til at yde den nødvendige støtte til de opgaver, som politikerne forventer, at Forsvaret skal kunne løse i fremtiden. Det største behov ses i f.m. Søværnets og Flyvevåbnets faciliteter på jorden, samt hæren generelt.
Forsvarets fremtidige CBRN-kapacitet indenfor sporing og rensning
Det er som nævnt forsvarsledelsens ønske, at der etableres en CBRN‐kapacitet. I denne proces vil den nemmeste, men nu forhåbentlig indlysende forkerte, løsning være, at fastholde den nuværende kapacitet i samme organisationsramme og med samme materiel. Det, der er behov for, er et paradigmeskifte ‐ en helt ny type CBRN‐kapacitet, der kan opfylde fremtidens politiske og militære krav, særligt inden for Hærens område. Her tænkes især på hærstyrkernes fysiske tættere placering på fjenden og derved større risiko for at være inden for rækkevidde af fjendens fremføringsmidler. Efterfølgende vil det blive behandlet, hvorledes den nødvendige CBRN‐ kapacitet indenfor sporing og rensning kan etableres, idet følgende spørgsmål vil blive forsøgt besvaret:
• Hvad er formålet med CBRN‐kapaciteten?
• Hvilke opgaver skal CBRN‐kapaciteten dimensioneres efter?
• I hvilken ramme skal opgaverne løses?
• Hvordan skal CBRN‐kapaciteten organiseres?
• Hvilket materiel er nødvendigt for at løse opgaverne?
• Hvilken uddannelse er nødvendig?
Formålet med CBRN‐kapaciteten skal være at opretholde manøvrefriheden for de indsatte enheder fra alle tre værn i et miljø med en høj CBRN‐trussel, samt at medvirke til bevarelsen af kampkraften såfremt enhederne udsættes for CBRN‐forurening. Dette skal kunne gennemføres i hele konfliktspektret. Desuden skal det civile beredskab kunne støttes i tilfælde af terror med CBRN‐ våben eller ved ”Releases Other Than (NBC) Attack” (ROTA).10 Opgaven skal være sporing og identifikation af kemiske, biologiske, radiologiske og atomare våben, samt rensning af køretøjer, fly, skibe, containere, specialmateriel og personel. På samme måde skal opgaver i f.m. ROTA kunne løses. For at kunne anvende CBRN‐kapaciteten under forhold uden en CBRN‐trussel, skal der være en sådan fleksibilitet, at der også kan løses andre typer af opgaver – fuldstændigt som ved JNbcR i det britiske Forsvar, hvor enheden normalt fungerer som infanterister, men ved forhøjet trusselsniveau indgår i CBRN‐forsvaret. At det ikke er urealistisk, ses af, at det var JNbcR opgave og ansvarsområde, som den danske styrke ved Al Quarnah i Irak overtog den 12. juni 2003. I Danmark kan det så passende være mindre ingeniøropgaver, henset til, at CBRN‐området er en del af ingeniørtjenesten. Rammen, som CBRN‐kapaciteten skal spænde over, er vid. Den ses i hele konfliktspektret som et vigtigt element i enhver dansk operation, hvor der er en CBRN‐trussel. Således skal såvel Hærens, Flyvevåbnets og/eller Søværnets operationer kunne støttes. Ikke kun kampenhederne, men også de logistiske områder og forbindelseslinierne. I hele konfliktspektret skal elementer fra sporekapaciteten kunne deployeres med den første ”fact‐finding”, for allerede i den indledende fase at kontrollere lejr/base‐ og operationsområdet for tilstedeværelsen af evt. forureningsrisici. Dermed vil en CBRN‐ og ROTA trusselsvurdering kunne indgå i de operative overvejelser om lejrens og enhedernes placering. En placering af lejren i et forurenet område vil kunne undgås, og skulle de operative overvejelser ikke levne andre muligheder, så vil enheden kunne iværksætte sine beskyttelsesforanstaltninger forud for ankomsten.
CBRN‐kapaciteten skal ligeledes i hele konfliktspektret kunne virke i rammen af en multinational CBRN bataljon i NRF‐regi, hvor der er et vitalt behov for, at NATO‐landene tilmelder bidrag. Den store fordel ved at lade CBRN‐kapaciteten indgå i bataljonen er, at der vil blive øvet samarbejde med de andre landes CBRN‐kapaciteter. Såfremt en bataljon indsættes i rammen af NATO, er fordelene indlysende, men også hvis dele af medlemslandene vælger at indgå i en koalition uden om NATO, vil de CBRN‐kapaciteter, der normalt indgår i CBRN bataljonsrammen, være samarbejdede. Dermed er procedurerne kendte og risikoen for fejl mindskes. I krigsoperationer skal sporekapaciteten i Hæren naturligt indgå i såvel divisions‐, brigade‐ som bataljonsramme, da dele af sporekapaciteten under kamp med fordel kan underlægges de forreste brigaders kampbataljoner. Herved sikres en hurtig erkendelse og alarmering ved en CBRN‐ eller ROTA‐ forurening. Dermed gives optimal manøvrefrihed til Divisionen i sin helhed, da de efterfølgende enheder bevarer muligheden for at undgå et forurenet område. Rensekapaciteten skal være længere tilbage i formationen, således at der ved en forurening om nødvendigt kan iværksættes rensning, så enhederne genvinder deres fulde kampkraft. I samarbejde med Flyvevåbnet og Søværnet, skal CBRN‐kapaciteten kunne indgå i rammen af de to værns baser for at sikre en optimal beskyttelse under en operation i et miljø med en CBRN‐trussel. Bruun‐gruppen skriver:
”…. Spredningen af masseødelæggelsesvåben til flere stater udgør først og fremmest en risiko for regional ustabilitet, men også en trussel mod styrker, der deltager i internationale operationer, og herudover en potentiel direkte trussel mod vort eget område.”11
”Teknologien til at fremstille biologiske og kemiske våben kan udnyttes af et endnu større antal stater og, i stigende grad, af ikke‐statslige aktører. Flere terrornetværk arbejder målrettet på at udvikle sådanne kemiske og biologiske kampstoffer, ligesom de må ventes at kunne skaffe sig materiale til at konstruere primitive radiologiske våben.”12
I f.m. ikke‐krigsoperationer skal såvel CBRN‐kapaciteten kunne levere assistance til de civile myndigheder ved forhøjet terrorberedskab samt ved terror med kemiske, biologiske og/eller radiologiske våben. Der skal også kunne leveres støtte til det civile beredskab ved ROTA‐incidents i form af udslip af sundhedsskadelige biologiske stoffer, kemikalier fra virksomheder eller radioaktive udslip fra atomkræftværker i nabolandene. Endeligt skal der kunne deltages i f.eks. rensning af fiskere og kuttere ved en forurening med dumpet sennepsgas fra 2. verdenskrig i Østersøen. Hele spore‐ og rensekapaciteten eller dele heraf skal kunne stilles til rådighed for FN ved inspektionsvirksomhed i f.m. masseødelæggelsesvåben, eller som et selvstændigt styrkebidrag til FN‐ledede missioner. Derfor bør CBRN‐kapaciteten tilmeldes et FN ”standby” system. Som det ses, spænder rammerne for indsættelse af CBRN‐kapaciteten vidt; herved sikres et tilpas højt aktivitetsniveau og dermed en fortsat kompetenceudvikling blandt personellet. Organisationen skal være fleksibel og i stand til at indgå naturligt i disse forskellige rammer uden et behov for >>gang‐til‐gang<< organisatoriske midlertidige løsninger. Enheden skal derfor modulopbygges og være værnsfælles, så der rådes over en kapacitet inden for alle tre værn, der kan udsendes samtidigt med flere forskellige typer styrkebidrag. Henset til de britiske erfaringer ses det ikke som et problem, at personel fra alle tre værn skal arbejde sammen. Tværtimod kan det bidrage til et generelt højere niveau ved at kapaciteterne samles. Det er også normalt hensigtsmæssigt at centralisere knappe ressourcer. Det vurderes dimensionerede for organisationen, at enheden på lang sigt skal kunne indsættes i rammen af Divisionen i en krigsoperation, hvor den i værste fald skal kunne støtte Divisionen under angrebskamp efter en forudgående fremrykning over meget lang afstand. Kan denne opgave løses, vil alle øvrige typer opgaver i de forskellige rammer være dækket ind. Dermed skulle midlertidige organisationsændringer ikke være nødvendige i forbindelse med indsættelsen i andre mindre omfattende operationer. P.g.a. Divisionens store geografiske spredning, skal CBRN‐enheden organiseres, så den kan støtte med sporekapacitet ved såvel Divisionens frontenheder, som i baglandet. En optimal fordeling af kapaciteten vurderes at være sporekapacitet ved hver af frontbataljonerne og i brigadernes bagland, samt en rensekapacitet i hver af brigadernes bagland. Hermed sikres en hurtig alarmering, der kan sikre personellets overlevelse samt muligheden for oprettelse af rensepunkter, der kan sikre enhedens kampkraft. Da Divisionen primært ses indsat i rammen af en artikel 5 operation ved en direkte trussel mod NATO, og fordi varslingstiden for en sådan trussel vurderes at være omkring 10 år, kan CBRN‐enheden indledningsvis gøres mindre. En positiv konsekvens ved at gøre enheden mindre vil være et meget højt aktivitetsniveau, hvilket vurderes som altafgørende for at udvikle kapaciteten til det ønskede høje professionelle niveau. Dimensionerende for enhedens størrelse på kort sigt må være, at der er kapacitet til at støtte op til en brigade(+) i krigsoperationer i udlandet, da det er forsvarsledelses maksimale ambitionsniveau.13 Materiellet CBRN‐enheden skal råde over, skal være af en sådan art og kvalitet, at enheden kan løse sporeopgaver til støtte for alle tre værns styrkebidrag. I Hæren vil sporeopgaverne skulle løses i rammen af manøvreenheder ned til bataljonsstørrelse i kamp. Derfor skal sporesystemet være pansret og mobilt, så det kan følge med kampenhederne i terræn og under kontakt med fjenden. Da meteorologiske oplysninger er nødvendige for at beregne det forventede omfang af CBRN‐forureninger, skal sporesystemerne være i besiddelse af denne kapacitet. Ved at sammenkøre de meteorologiske data og sporeresultaterne i en computer, kan meldeprocedurerne automatiseres og en hurtig og meget sikker alarmering af øvrige enheder tilsikres. Alle sporeopgaver skal kunne løses hurtigt og opsiddet på køretøjet i et CBRN‐forurenet miljø, hvorfor systemet skal være udstyret med CBRN‐sikret mandskabsrum. Systemet skal være udrustet med en kapacitet til overvågningssporing af såvel biologisk, kemisk og radioaktiv forurening. Det betyder, at der skal indkøbes køretøjbaseret materiel til sporing af biologiske kampstoffer, mens dele af sporekapaciteten til kemiske kampstoffer og ioniserende stråling allerede vurderes at eksistere i Forsvaret. En optimal løsning vil være at indkøbe et komplet gennemprøvet sporesystem, som f.eks. det amerikanske sporesystem M93A1 Fox, der stammer fra den nyeste generation af sporesystemer. Fox er installeret i det meget anvendte tyske sporekøretøj af typen Fuchs.
Sporesystemet kan på sigt indeholde ”stand‐off” sporekapacitet, der på afstand kan spore en kampstofskys tilstedeværelse, herunder tidspunkt for ankomst, koncentration og type. Der arbejdes for tiden med ”stand‐off” sporekapacitet i en arbejdsgruppe nedsat af NATO. Sporesystemet skal have en kapacitet til afmærkning af et forurenet område, så mandskabet ikke risikerer en væskeformig forurening (og derfor skal gennemføre personlig rensning), hver gang de skal ud af systemet for at afmærke området. I forbindelse med fredstid og ikke‐krigs‐operationer, hvor der ikke umiddelbart er risiko for, at enheden bliver inddraget i kamp, skal enheden råde over sporemateriel der kan anvendes af en enkelt udsendt CBRN‐ specialist (f.eks. ved ”fact‐finding”). Dette materiel vurderes ligeledes at eksistere i Forsvaret i dag, når der ses bort fra sporekapaciteten til biologiske kampstoffer, der pt. er under anskaffelse. Det har allerede været et problem under operationen i Irak, hvor der blev fundet små medicinglas i ansvarsområdet. På grund af omstændighederne, var der en ‐ ganske vist lille ‐ risiko for, at glassene kunne indeholde biologiske kampstoffer. På trods af denne risiko var det ikke muligt for den danske enhed at undersøge indholdet af medicinglassene og trusselsvurderingen måtte derfor ske på baggrund af en subjektiv vurdering af lægen og ABC‐officeren. Først efter at have rekvireret støtte fra JNbcR, blev det på under 15 min. bekræftet, at glassene hverken indeholdt antrax (miltbrand), botulinumtoxin (pølseforgiftning), ricin eller aflatoxin – alle fire stoffer tilhører de dødelige typer af biologiske kampstoffer. Rensekapaciteten skal være af en sådan art, at rensepunkter hurtigt kan etableres og en sikker og smidig rensning kan gennemføres af primært fly, skibe, køretøjer, containere, telte og diverse andet specialudstyr, sekundært personel. At personel ikke prioriteres skyldes, at det fortsat vil være den selvstændige rensning inden for de første 5 min. efter en forurening, der sikrer personellets overlevelse. Det nytter derfor ikke at afvente en centraliseret rensning af personellet. Der bør i anskaffelserne tages hensyn til interoperabiliteten med de lande, der på sigt ønskes et samarbejde med i NRF‐regi. Uddannelsen skal, ud over den tekniske uddannelse på CBRN‐materiellet og systemerne, indeholde samvirkeuddannelse med de enheder, der skal samarbejdes med, hvad enten det er i rammen af Søværnet, Flyvevåbnet, Divisionen, brigaderne, bataljonerne, den multinationale CBRN bataljon, eller det civile beredskab herhjemme. Personellet skal deltage i uddannelser i udlandet, hvor der flere steder er mulighed for at arbejde med skarpe kemiske kampstoffer. Dermed opnås erfaring og et indgående kendskab og tiltro til det materiel, der indgår i enheden. Resten af Forsvaret kan efterfølgende få gavn af den kompetence, der efterhånden oparbejdes i enheden. Herved hæves niveauet i Forsvaret generelt. Der skal iværksættes ”on‐the‐job training” med andre NATO landes CBRN‐ enheder for at drage nytte af deres erfaringer og for på sigt at bidrage med egne. USA, England, Polen og Tyskland vil her være oplagte samarbejdspartnere. Disse tiltag vil sammen med den vidt spændende ramme, hvorunder enheden skal indsættes, medføre en naturlig høj grad af skarp ”hands‐on”, der vil give personellet en høj grad af kompetence på området i sin helhed.
Visionen
En værnfælles CBRN‐enhed kan på kort sigt etableres ved at udnytte de ressourcer, der er i de tre værn. Med en grundstamme af personel tjenestegørende samme sted, kan det øvrige personel varetage deres normale tjeneste ved respektive værn, for så jævnligt at samles og deltage i fælles uddannelse. Skal enheden indsættes i en skarp opgave, samles personellet og løser opgaven.
På længere sigt bør enhedens personel være tjenestegørende samme sted, henset til det højteknologiske materiel, som skal vedligeholdes, og den omfattende uddannelse, der skal være en del af den daglige tjeneste. Da enheden skal være værnsfælles, kan den med fordel placeres ved den værnsfælles ABC‐skole, der er en del af Hærens Ingeniør‐ og ABC‐skole i Skive. Her må der gøres op med den norm der siger, at skolerne ikke indeholder operative enheder. På længere sigt kan der i Forsvaret opnås økonomiske, men vigtigst af alt, operative fordele ved at centralisere CBRN‐kapaciteterne. I dag er der ved alle tre værn skoler, der beskæftiger sig med CBRN‐uddannelse af personellet. Ved at samle skolerne ved den værnsfælles ABC‐skole ‐ der naturligvis skulle have tilført de nødvendige ressourcer udefra – ville der opnås en mere ensartet struktur i Forsvarets uddannelser på området og en bedre doktrinær sammenhæng. Instruktørerne på en enkelt skole vil kunne supplere hinanden, lære af hinanden og herved styrke CBRN‐forsvaret generelt. Der skal være en høj grad af samarbejde og udveksling mellem CBRN‐enheden og den øvrige del af skolen. Ses der på området i nationalt regi, er der i dag i Danmark flere forskellige myndigheder som beskæftiger sig med CBRN‐tjeneste. Det drejer sig bl.a. om den værnsfælles Hærens Ingeniør‐ og ABC‐skole i Forsvaret, Center for Biologisk Beredskab ved Statens Seruminstitut og Beredskabsstyrelsen. Hver for sig er de kapaciteter på de forskellige dele af CBRN‐området. En samling af disse myndigheder ville kunne medføre en synergieffekt, hvorved CBRN‐ beredskabet i Danmark kvalitativt ville kunne forbedres, samtidigt med at en overlapning af arbejdsområderne undgås. Erfaringsudvekslingen kunne i meget større omfang ske uformelt, i modsætning til i dag, hvor samarbejdet primært er af formel karakter via møder og lign. Samarbejdet om imødegåelse af CBRN‐terror i Danmark ville kunne forenkles og forbedres. De danske myndigheder kunne skele til Sverige, der er i gang med at oprette en sådan national CBRN‐kapacitet.
Afslutning
Generelt har CBRN‐tjenesten de sidste fem år været stærkt nedprioriteret på alle niveauer i det danske Forsvar. For at fastholde Forsvaret i en position, hvor det er indsatsklar, deployerbar og dermed relevant for såvel befolkningen som politikerne, skal Forsvaret generelt og Hæren i særdeleshed derfor arbejde for, at der etableres en værnfælles CBRN‐kapacitet, der kan sikre manøvrefriheden og beskyttelsen i et CBRN‐forurenet miljø ved indsættelse af styrkebidrag fra alle tre værn.
Med den øgede trussel fra terrorisme og den nationale og internationale politiske og militære fokus på området, kan oprettelsen af en CBRN‐kapacitet tillige opfylde et behov i det hjemlige terrorberedskab, samt bidrage til Danmarks internationale profil ved at være tilmeldt NRF og et FN ”standby” system. Det er ikke utænkeligt, at et styrkebidrag fra det danske Forsvar ‐ en gang i nær fremtid ‐ vil indgå i en ”coalition of the willing” og deltage i en væbnet intervention mod et land, der yder logistisk støtte til terrorrister i færd med at udvikle biologiske, kemiske og/eller radiologiske våben. Såfremt Danmark ønsker at fastholde muligheden for deltagelse i en sådan koalition ‐ hvad enten det bliver med et styrkebidrag fra Flyvevåbnet, Søværnet og/eller Hæren ‐ kan det blive et militært såvel som et politisk krav fra de ledende lande i styrken, at det danske styrkebidrag råder over et effektivt CBRN‐forsvar. Kravet vil blive rejst for ikke at risikere tab, der kan mindske den folkelige opbakning til operationen i hjemlandene. Et effektivt og troværdigt CBRN‐forsvar vil samtidigt medvirke til at afholde en konventionel fjende fra at anvende våbnene, fordi der ikke vil blive opnået væsentlige operative og taktiske fordele, set i forhold til den pris fjenden vil skulle betale politisk i det internationale samfund. Det danske Forsvar vil med oprettelsen af en værnsfælles CBRN‐kapacitet få et moderne, fleksibel, deployerbar og indsatsklar forsvar mod fremtidens måske største trussel – masseødelæggelsesvåben i hænderne på terrorister eller”slyngelstater”.
