War in 140 Characters: How Social Media Is Reshaping Conflict in the Twenty-First Century

Titel: War in 140 Characters: How Social Media Is Reshaping Conflict in the Twenty-First Century
Forfatter: David Patrikarakos
Forlag: Basic Books
Diverse: 320 sider; Pris: 265 kr. 
Anmelder: Jeanette Serritzlev, Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet. 

Clausewitz havde ikke ret. Krigens natur er foranderlig. I hvert fald hvis det står til David Patrikarakos, forfatteren til bogen “War in 140 characters”. Som reporter i mange krigs- og konfliktzoner har han oplevet mekanismerne helt tæt på. Det var imidlertid i Ukraine i 2014, at han opdagede, at noget havde ændret sig: ”It wasn’t propaganda I was witnessing, it was the reinvention of reality. And social media was at its heat.” Således skriver forfatteren om sin tid i Donetsk i juli 2014.

Bogen vidner om forfatterens store og brede erfaring som krigsreporter, og den er også skrevet med reportagejournalistens sprog. Det gør den nem at blive opslugt af, men det kan også blive for meget. For når vi er med forfatteren ved fronten, skal vi fornemme, at vi er der. Når han venter på sin aftale på en café, skal vi død og pine høre, hvad han konsumerer imens. Forbrugeroplysning: I Versailles er det sprite og steak frites.

Derimod står bogen stærkere for mig, når journalisten lægger reportagegenren bag sig og indtager rollen som forfatter og interviewer – som i kapitel 6 om en tidligere onlinepropagandist. Her får interviewpersonen Vitaly Bespalov lov til detaljeret at fortælle om sin tid på en ’troldefabrik’, herunder om fordelingen af opgaver de forskellige afdelinger imellem og den interne rangorden. Bespalov er den arbejdsløse journalist med liberale værdier, der tager jobbet i mangel af bedre alternativer. I sin tid på ’fabrikken’ når han både at producere falske hjemmesider, omskrive artikler fra andre medier og lave såkaldte memes; det vil sige billeder med sjove tekster, der florerer på nettet.

Ligeledes er der et interessant kapitel 8 med Eliot Higgins, som sætter sig for at kortlægge nedskydningen af MH17 ud fra open source. Han fortæller som sine fremgangsmåder, om det netværk, han får skabt, og om intimidering af hans person. Alt sammen ganske interessant læsning. Derfor er det også ærgerligt, når forfatteren i sin iver for at give kapitlet en ordentlig sortie skriver: ”War will never be the same again.” Der var, skulle jeg mene, også før internettets fremkomst mennesker, som søgte efter sandheden eller i hvert fald andre forklaringer end den officielle.

De gode dele kan ikke bære hele bogen, som flere steder lider under postulater, der ikke følges op af et belæg. Eksempelvis når postmodernismens indtog i den akademiske tænkning, og dermed opgøret med troen på en objektiv sandhed, påstås at have bidraget til ’the lies of both the Kremlin and Trump’. Det er simpelthen for letkøbt, når udsagnet ikke følges op af argumentation.

Som fagperson, der beskæftiger sig med krig og medier, finder jeg det også unuanceret, at man som læser nærmest får det indtryk, at et skarpt tweet har større effekt end et skud fra en kampvogn. Det har det næppe for de mennesker, der bliver ramt af skuddet. Sociale medier, og internettet i øvrigt, har jo netop en stor styrke, fordi vi over afstande og med kort forsinkelse kan videreformidle det, der sker. Eller internettet kan bruges til at fordreje det eller lyve om det. Men det er to forskellige ting.

ISIL’s ’succes’ med gruopvækkende videoer på nettet var jo ikke de selve videoerne, men de gruopvækkende handlinger, som filmene dokumenterer. Når nettet bruges til ’fake news’ og vildledning, kan nettet i sig selv anvendes som et våben. Men når det bruges til at formidle gru og rædsel, er det væsentligt ikke at dekoble det fra den virkelighed, som formidles. Så er det ikke ”War in 140 characters”, men slet og ret krig. Blot formidlet online.

Bogen giver mange konkrete eksempler, hvilket er godt, men jeg savner forfatterens kritiske stillingtagen til den reelle værdi af diverse udbrud på sociale medier; også i relation til traditionelle medier. Forfatteren mangler i mine øjne at tage højde for al den støj, som er en del af virkeligheden på disse medier – i krig og i fred. Han laver nedslag i enkeltaktører, herunder en palæstinensisk pige fra Gaza, som ifølge bogen omtales som ’Anne Frank fra Gaza’. Tillad mig at mene, at Anne Franks betydning i eftertiden er et noget andet end en pige, hvis navn jeg har glemt, før kapitlet er færdig, og som jeg heller ikke bemærkede, mens konflikten stod på.

Det er svært at være uenig i, at sociale medier og onlineplatforme påvirker vores måde at opfatte omverden på. Derfor kastede jeg mig også med stor læselyst over bogen, som andre steder har fået flotte ord med på vejen. Min begejstring faldt dog stødt i løbet af de alt for mange sider. Den lidt poppede skrivestil virkede godt til at komme ind i bogen, men bliver trættende i løbet af de knap 300 sider, som bogen ikke havde behøvet at fylde.

Hvis man ikke tidligere har tænkt nærmere over betydningen af ’moderne medier i krig’, vil bogen sikkert kunne fungere som god introduktionslæsning i sommerhuset. Men hvis man i forvejen interesserer sig for det ikke længere helt så nye mediebillede, giver bogen mere en grundig gennemgang af nogle cases end egentlige nye perspektiver. Sådan virkede den i hvert fald på undertegnede.

Del:

Emneord