Waffen–SS – Europas nazistiske soldater

Det er historieforskning af høj international karat. En i dansk sammenhæng sjældent set militærhistorisk raritet og et ”must read” for alle med interesse for Waffen-SS. Det vil forventeligt stå længe, som det bedst opdaterede og ultimative værk om emnet.

Anmeldt af major, cand.phil. Claus Eskild Andersen

Waffen-SS - Europas nazistiske soldater, Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smidt, Gyldendal, 784 sider, 2015, pris 399,95 (iflg forlagets hjemmeside)

Det historiske forfatter-triumvirat Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smidt var i 1998 forfatterne til værket Under Hagekors og Dannebrog, der i mellemtiden er blevet en klassiker, hvad angår fortællingen om danske soldater i tysk krigstjeneste under 2. Verdenskrig. De unge historikere er undervejs blevet til modne historikere, og de har nyligt forfattet et omfattende værk om nazisterne i Waffen-SS på næsten 800 sider.

Den danske SS-frivillige E.H. Rasmussen beretter i sine erindringer fra 2015 om en anden dansk frivillig (Tage Marcussen), som blev dømt til døden og henrettet ved skydning for tyveri fra sine kammerater. På den baggrund skulle man tro, at drakoniske straffe blev implementeret fra SS-myndighedernes side overfor tyveri fra kammerater, men skal man tro de tre historikere (side 133–135), og det er der ingen grund til ikke at gøre, må det have været en undtagelse, idet der normalt slet ikke blev idømt så hårde straffe for tyveri, selvom SS-ledelsen så med stor alvor på denne forbrydelse. På mandskabsstuerne var skabene eksempelvis ikke låst, fordi man anså det for utænkeligt, at en SS-soldat kunne stjæle fra en kammerat.

Værket er kronologisk opbygget og dog tematisk opdelt, idet bogen behandler retsvæsenet i SS og herunder Waffen-SS, den tidlige fase af Waffen-SS’s opbygning, hvad man kunne kalde den elitære fase, dernæst de germanske frivillige i Waffen-SS fra de nordiske lande, Holland, Belgien og Frankrig. I et senere afsnit behandles rekrutteringen af soldater fra østeuropa og til sidst hvervningen af muslimske soldater. Et af de mest besynderlige kapitler i Waffen-SS’s historie.

Forfatterne skriver endvidere om den særlige SS-justits, ideologi og ikke mindst den krigshistoriske indsættelse, som ofte mangler i faghistoriske værker. Desuden behandles transformationen fra en tilstræbt elitehær til en massehær med mange kompromiser til race- og elitepræg. Et helt afsnit er viet til Waffen-SS som forbrydere, og Waffen-SS efter krigen har ligeledes fået et afsnit.

Der forefindes under læsningen en række småfejl i teksten hist og her. På side 69 nævnes det, at en enhed sendes i hvilestilling. Utallige steder i værket den højtstående SS-fører Paul Haussers navn med et ”s” i stedet for to. For den militærkyndige er hvilestilling i militær sammenhæng et ukendt begreb. Det må formodes, at der menes, at enheden hviler ud i et beredskabsområde. I det vigtige og meget vellykkede afsnit om verdensanskuelsesundervisningen i Waffen-SS mangler anmelderen en henvisning til den tyske historikers H.-C. Hartens meget grundige og omfattende værk om emnet (Himmlers Lehrer. Die Weltanschauliche Schulung in der SS 1933–1945) fra 2014.

Der træffes under læsningen desværre også en række fejl i underteksterne til illustrationerne, som stikker en smule i øjnene på den krakilske læser. Eksempelvis i billedteksten på side 54 nævnes det, at SS-føreren Fegelein ses i midten af billedet. Det er ikke korrekt. Han ses i højre side af billedet bøjet over noget, der ligner et kort. På side 361 næsten samme fejl, idet Lammerding ses til højre i billedet og ikke i midten. På side 383 ses angiveligt chefen for division Florian Geyer, Joachim Rumohr, men i virkeligheden ses i lys skindjakke general fra hæren Joachim Hermann August Lemelsen hilse på August Zehender i midten med front mod kameraet. Zehender var fra 1942-1943 (april) Obersturmbannführer og uden ridderkors (som blev tildelt 10. marts 1943), som vist på billedet. Fotoet kan derfor ikke være taget i vinteren 1944-45, som angivet i underteksten, men sandsynligvis en gang i 1943 før 10. marts. Hvem generalen fra hæren til venstre, og personen med ryggen til betragteren i højre side af billedet måtte være, vides ikke. På side 201 omtales Arthur Axmann i underteksten som chef for Division Hitlerjugend. Det var han ikke, men han var leder af Hitlerjugend, og i øvrigt var han ikke 35 år i 1943; han var født i 1913 og derfor kun 30 år i 1943. Til gengæld var Fritz Witt chef for Division Hitlerjugend – se billede på side 348 – og da han var født i 1908, var han til gengæld 35 år i 1943. Det ser ud til, at de to herrer er blevet grundigt sammenblandet i billedteksten på side 201. Den danske officer kaptajn Thor Jørgensen nævnes på siderne 230-231, men han genfindes ikke i personregistret, og på side 350 kaldes Heinz Harmel for Fritz.

Billedet af brudgommen i en kopi af en Waffen-SS uniform på side 592 viser i øvrigt heller ikke en SS-fører (fejlagtigt kaldet officer) men en underfører med graden Hauptscharführer. ”Koppel” (side 410) er desuden en fordanskning af det tyske ord for bælte eller bæltespænde.

Irriterende småfejl, som nogle sikkert vil hænge sig i, men som dog ikke rykker ved helhedsbilledet af en veldokumenteret og en også på billedsiden generelt fremragende og velillustreret bog. Især skal fremhæves de oplysende kort på side 370-371 og 446-447.

Bogen bliver tillige med forfatternes konsekvente anvendelse af begrebet ”SS-officerer” en del af den relativering, som visse apologetiske kredse efter krigen har søgt at indføre i erindringen og litteraturen om Waffen-SS, og som forfatternes ganske givet ikke har haft intentioner om at indføre i deres videnskabelige værk. Officersbegrebet var i SS-kredse i realiteten uønsket i perioden 1933-1945, idet det i den nazistiske tænkning henviste til et dekadent, adelsbefængt og upolitisk officerskorps i den tyske hær; hvor et nazistisk og ideologisk overbevist førerkorps var ønsket. Den nazistiske politiske ledelse ønskede at skelne fuldstændigt imellem de SS-førere, som var lederkorpset i SS samt Waffen-SS og hærens reaktionære officerskorps. I al officiel korrespondance henvises udelukkende til SS-førere og aldrig til SS-officerer. Som den tyske historiker Jens Westemeier henviser til i et af sine værker (Himmlers Krieger), benytter: ”Interesserede kredse (…) udtrykket ’SS-officer’ for at suggerere, at der ikke kunne skelnes mellem Waffen-SS-førere og hærens officerer, og at Waffen-SS mod bedre vidende var en ’fjerde del af værnemagten’.” I øvrigt henviser den samme forfatter til, at SS-førere i de tidlige år skulle til optagelsesprøve i hæren, og at en stor del af de testede SS-førere i virkeligheden ikke var i stand til at bestå optagelsesprøven til officer i hæren. Umiddelbart kan det virke som en petitesse og en strid om ord, men når forfatterne konsekvent bruger udtrykket SS-officer i stedet for SS-fører, går de i virkeligheden, efter anmelderens opfattelse, utilsigtet apologeternes ærinde.

Hvor placerer bogen sig forskningsmæssigt mellem George H. Steins klassiker fra 1966 om Waffen-SS og Jean Luc-Leleu’s nyere bog om samme emne fra 2007? Værket om de europæiske nazister er naturligvis opdateret i forhold til professor Steins bog, der også kom til at underspille de begåede krigsforbrydelser i forhold til Waffen-SS’s militære opgaver. Den fejl begår de danske forfattere ikke. Jean Luc-Leleu’s værk fokuserer især på krigsforbrydelser begået på vestfronten, hvor det foreliggende værk i høj grad også inddrager de ufatteligt mange forbrydelser begået på østfronten. Alt i alt synes værket at være langt mere dækkende end de to andre nævnte. Desuden forlænger de tre forfattere værket ud over krigens slutning og behandler Waffen-SS soldaternes skæbne efter 1945. Retsopgøret, veteranforeningerne og den fascination, som mange har af uniformer, mærker og emblemer får en grundig behandling, som man godt kunne have ønsket sig endnu grundigere, men det er nok nærmest grundlaget for en helt ny bog. Pladsmæssige årsager har naturligt begrænset disse emner.

Forfatterne gør grundigt op med myten om Waffen-SS som en militær elite (side 508). En anden udbredt myte om vandtætte skodder mellem de kæmpende enheder og vagtmandskabet i koncentrations- og udryddelseslejrene tilbageviser forfatterne grundigt og effektivt. Der var, viser det sig, gennem hele krigen løbende en udveksling af mandskab mellem disse lejre og enheder ved fronten.

Krigsforbrydelser begået af Waffen-SS fylder en hel del i dette værk. Forfatterne anfører, at ”hovedparten af de utallige tyske overgreb og krigsforbrydelser (var) en naturlig følge af den nazistiske ideologi og det voldsunivers, som skabtes i SS.” Mange har forsøgt at relativere de forbrydelser, som blev begået af de nazistiske soldater i den væbnede del af SS, og har anført, at de var undtagelser, og at lignende forbrydelser også blev begået af den anden side. Imidlertid beskrives krigsforbrydelser på næsten hver eneste side i bogen, hvilket med al tydelighed viser, hvorfor domstolen ved Nürnberg efter 1945 med al mulig grund erklærede Waffen-SS for en forbryderisk organisation og et led i den nazistiske udryddelsespolitik, og værket imødegår en gang for alle forsøg på at relativere Nürnbergdommen og gøre Waffen-SS stueren i eftertidens øjne.

Værket behandler også efterkrigstidens Waffen-SS, som blev videreført i de veteranorganisationer (bl.a. HIAG), som blev dannet efter krigen. Det nævnes her, at der i realiteten bl.a. var tale om en skjult videreførelse af SS’ traditioner og regelsæt i ny forklædning.

Man mærker tydeligt forfatternes mangeårige interesse for og efterhånden store indsigt i emnet. Man må sige, at forfatterne i dag rangerer på højde med de fremmeste faghistoriske eksperter på området. Værket er særdeles veldokumenteret med et omfattende noteapparat, som fylder knap og nap en fjerdedel af værket, og af henvisningerne kan man se, at de tre forfattere har været hele kloden rundt i stort set alle arkiver af interesse for emnet. Nogle, især for den faghistorisk interesserede, imponerende arkivstudier, som omfatter utallige udenlandske arkiver, ligger således til grund for bogen, og giver den interesserede et grundigt indblik i forfatterenes maskinrum.

Man kunne frygte, at en svaghed kunne være, at bogen forsøger at brede sig over for meget og derfor skøjter over enkelte emner; men den frygt bliver gjort grundigt til skamme, idet alle emner behandles grundigt og fyldestgørende. Bevares, enkelte emner kunne godt have været behandlet med større dybde og fylde, men dette ansporer læseren til selv at forsætte studierne i anden og smallere litteratur.

Jeg spår, at bogen i sin engelske og andre oversættelser (der er annonceret en hollandsk oversættelse på vej) vil blive en bestseller og en klassiker indenfor genren på diverse fremmedsprogede bogmarkeder. Det er historieforskning af høj international karat. En i dansk sammenhæng sjældent set militærhistorisk raritet og et ”must read” for alle med interesse for Waffen-SS. Det vil forventeligt stå længe, som det bedst opdaterede og ultimative værk om emnet.

En oplagt julegaveide for den krigs- og militærhistorisk interesserede officer. Denne anmelder er begejstret.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.